Spm. nr. S 17

5) Til statsministeren af:

Joachim B. Olsen (LA):

Kan statsministeren i forlængelse af sine udtalelser på Socialdemokraternes kongres, hvor hun nævnte, at de borgerlige uden at blinke siger, at de får lyst til at brække sig over, at der findes fattige, og at de siger, at det er ynkeligt, at en arbejdsløs synes, at det er lidt svært at skulle flytte fra den ene ende af landet til den anden for at få et job, samt at de begynder at udtale sig om, hvor mange børn en kontanthjælpsmodtager må få, oplyse, hvilke borgerlige politikere der har forfægtet disse synspunkter?

Spm. nr. S 17

5) Til statsministeren af:

Joachim B. Olsen (LA):

Kan statsministeren i forlængelse af sine udtalelser på Socialdemokraternes kongres, hvor hun nævnte, at de borgerlige uden at blinke siger, at de får lyst til at brække sig over, at der findes fattige, og at de siger, at det er ynkeligt, at en arbejdsløs synes, at det er lidt svært at skulle flytte fra den ene ende af landet til den anden for at få et job, samt at de begynder at udtale sig om, hvor mange børn en kontanthjælpsmodtager må få, oplyse, hvilke borgerlige politikere der har forfægtet disse synspunkter?

Hr. Joachim B. Olsen, værsgo.

Tusind tak. Kan statsministeren i forlængelse af sine udtalelser på Socialdemokraternes kongres, hvor hun nævnte, at de borgerlige uden at blinke siger, at de får lyst til at brække sig over, at der findes fattige, og at de siger, at det er ynkeligt, at en arbejdsløs synes, at det er lidt svært at skulle flytte fra den ene ende af landet til den anden for at få et job, samt at de begynder at udtale sig om, hvor mange børn en kontanthjælpsmodtager må få, oplyse, hvilke borgerlige politikere der har forfægtet disse synspunkter?

Statsministeren.

I min tale på den socialdemokratiske kongres satte jeg fokus på et forhold, som har optaget rigtig mange Socialdemokrater, og det er, at der er nogle borgerlige politikere, som er begyndt at omtale udsatte mennesker og ledige på, hvad jeg vil beskrive som en ny måde.

Det nye, borgerlige syn på de ledige synes bl.a. at være, at man ikke har brug for fællesskabets hjælp, hvis man ikke bliver mæt hver dag, at ledige er slappe, og at ledige ikke skal have de samme rettigheder som os, som er så heldige at have et arbejde.

Jeg fremhævede i min tale på Socialdemokraternes kongres, at det er der en række eksempler på. Det er jo, fordi jeg synes, at der er tale om et nybrud i den måde, som vi taler om andre mennesker på, som fortjener at blive debatteret, og som vi Socialdemokrater gerne vil sige stop til.

Hr. Joachim B. Olsen.

Her begår statsministeren samme fejl, som hun begik på Socialdemokraternes kongres. Hun henfører det jo til noget, som ikke er blevet sagt. Der er jo ikke nogen, der har sagt, at de brækker sig over fattige. Der er jo ikke nogen, der har udtalt sig om, hvor mange børn kontanthjælpsmodtagere må få. Der er jo ikke nogen, der har sagt, at det er ynkeligt, at det kan være svært at flytte til den anden ende af landet. Det er der jo ikke nogen borgerlige politikere, der har sagt. Jeg har ikke sagt det.

Jeg har sagt, at jeg var træt af venstrefløjens retorik – og jeg vil da også godt sige, at jeg brækkede mig over den – når det handlede om den her fuldstændig ukritiske brug af ordet fattigdom. Men der er jo ikke nogen, der har sagt de ting, som statsministeren henviser til.

Det vil altså sige, at man bevidst fordrejer det, som andre politiske modstandere siger. Hvad er det for en debat, vi får i landet, når man på den måde dæmoniserer sine politiske modstandere og tager dem til indtægt for synspunkter og ting, som de slet ikke har sagt eller mener?

Statsministeren.

Nu skal jeg indrømme, at jeg ikke selv har tid til at følge med i hr. Joachim B. Olsens ytringer på de sociale medier, men det er der til gengæld nogle medier, der har tid til, og de holdt lidt øje med tonen hos nogle borgerlige politikere.

Hvis man kigger på medierne, fremgik det af dem, hvordan hr. Joachim B. Olsen i oktober sidste år havde berettet om sit – hvordan skal jeg beskrive det? – voldsomme fysiske ubehag ved, at en politiker fra et af regeringspartierne foreslog, at der skulle sikres ekstra midler til julehjælp. Vi taler altså om julehjælp til børnefamilier, der har vanskeligt ved selv at finansiere deres jul, så de kan få lidt ekstra god mad og give lidt gaver til børnene.

Man må således forstå, at hr. Joachim B. Olsen ikke mener, at man kan tale om fattige i Danmark, når der samtidig er millioner af mennesker i verden, der sulter. Sådan må man forstå hr. Joachim B. Olsen.

Jeg synes jo, det er fair nok. Det er ofte sådan, at vi er uenige om, hvor fintmasket det sociale sikkerhedsnet skal være i Danmark. Men jeg synes også, at der hidtil har været enighed om, at grænsen for, hvornår man skal have hjælp fra fællesskabet eller kan have behov for f.eks. julehjælp, ikke går ved, om man bliver mæt hver dag.

På den måde synes jeg at hr. Joachim B. Olsens ytringer er udtryk for et klart nybrud med hensyn til, hvordan man taler om andre mennesker.

Joachim B. Olsen.

Men de mennesker, jeg taler om, er jo politikerne på venstrefløjen. Det, der er pointen i det her, er, at der er Socialdemokrater, at der er politikere på venstrefløjen, som tillægger os nogle synspunkter, som vi ikke har, ved f.eks. at sige, at vi brækker os over fattige, hvilket vi aldrig nogen sinde har sagt.

Jeg har anklaget venstrefløjen for en fuldstændig ukritisk brug af ordet fattigdom – en kritik, som jeg kan konstatere at rigtig mange vælgere er enige i, og en kritik, som jeg endda konstaterer at regeringen på en eller anden måde har taget til sig.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at statsministerens skatteminister, hr. Thor Møger Pedersen, specifikt har nævnt Carinadebatten i en kronik, hvor han forberedte befolkningen på, hvad en eventuel skattereform skulle indeholde, og hvad dens pointe var, altså hvad den skulle modvirke, nemlig det her med, at det for nogle mennesker ikke kunne betale sig at gå på arbejde.

Det er det, der er pointen. Det er den politiske debat, hvor man dæmoniserer sine politiske modstandere ved at tillægge dem meninger og holdninger, som de ikke har, ved at tillægge dem ord, som de ikke har brugt, om visse mennesker, hvorved man skaber en meget, meget kedelig debatform, som jeg synes er uværdig for en statsminister.

For det må være sådan, at når man som statsminister holder en tale, er man klar over, hvad det er, folk rent faktisk har sagt.

Statsministeren.

Jeg synes jo også, at det, hr. Joachim B. Olsen egentlig har sagt, taler for sig selv. For hvis man kigger på, hvad hr. Joachim B. Olsen selv har sagt den 28. oktober 2011 – og nu citerer jeg, det vil jeg gerne understrege – siger han:

»Hvis der er mennesker i Danmark der ikke har råd til at holde jul så er det selvforskyldt!«

Hr. Joachim B. Olsen berettede i den forbindelse om sit voldsomme fysiske ubehag ved, at en politiker fra regeringspartierne foreslog, at der skulle sikres ekstra midler til julehjælp. Og vi taler altså om julehjælp til børnefamilier, som har vanskeligt ved at finansiere julen med god mad og lidt gaver til børnene.

Det, hr. Joachim B. Olsen siger, er, at hvis de ikke har råd til det, er det selvforskyldt.

Joachim B. Olsen.

Jeg har ikke noget problem med at sige, at hvis en familie på kontanthjælp med to børn har et rådighedsbeløb, efter at de har betalt deres husleje, deres varme, deres el, deres daginstitution, på i gennemsnit 13.150 kr. over 1 helt år, og ud af det rådighedsbeløb ikke kan lægge 1.000 kr. til side til en juleaften, så er det ikke beløbets størrelse, der er noget galt med, så er man ikke god til at styre sin økonomi.

Jeg har intet problem med, at frivillige organisationer går ind og hjælper folk. Det synes jeg er fantastisk, det synes jeg er liberalt, altså at civilsamfundet går ind og tager et ansvar. Men det er ikke det samme, som at staten skal gå ind og betale de organisationer for at bruge de her penge.

Det her handler om, at man f.eks. har en socialdemokrat som Magnus Heunicke, som går ind og siger:

»Faktum er, at Liberal Alliance er et yderligtgående protestparti, der har kørt en hetz mod de arbejdsløse. Partiet behandler jo arbejdsløse som undermennesker.«

Man går altså ind og bruger et ord som undermennesker, et ord, som blev brugt af nazisterne om folk, som de gerne ville slå ihjel. Han tillægger os, at vi skulle have brugt sådan et ord. Vi har aldrig brugt sådan nogen ord. Jeg kunne aldrig drømme om at bruge sådan nogen ord.

Vil statsministeren så ikke anerkende, at så er man med til at dæmonisere sine politiske modstandere? Man forholder sig ikke til, hvad de siger. Man forholder sig ikke til en helt legitim kritik af størrelsen på de danske overførselsindkomster – en kritik, som jeg kan konstatere at regeringen har taget til sig, eftersom den har valgt at regulere overførselsindkomsterne mindre.

Det vil jeg gerne rose regeringen for at have gjort. Men man har altså på den ene side taget kritikken til sig – man har opdaget, at der er en reaktion i befolkningen, og den reaktion bruger man til at indføre nogle realpolitiske ændringer – og på den anden side går man ud og kritiserer dem, der startede kritikken, på en fuldstændig usaglig måde. Det må jeg sige at jeg ikke synes er værdigt.

Statsministeren.

Hr. Joachim B. Olsen skulle kigge på nogle af de ting, som man selv har sagt, hvis man bliver ked af noget af det, som jeg har sagt.

For mig er det faktisk grænseoverskridende at opleve, at hr. Joachim B. Olsen i en tv-udsendelse, i en tv-debat, hvor en ledig kommer ind og fortæller om sin situation, bl.a. kalder den ledige for slap og kræsen.

Det ser jeg som et eksempel på, at der fra borgerligt hold er kommet et nyt syn på de ledige. Og det er et syn, som jeg opfatter som blottet for empati, blottet for, at vi også er ansvarlige for hinanden, fordi man taler sådan om andre mennesker.

Spørgsmålet er sluttet.

Før vi går til det næste spørgsmål, vil jeg understrege, at der er nogle taletider, som skal overholdes.