Lovforslaget består af fire dele.
Der indsættes bestemmelse i ligebehandlingsloven om, at forældre har ret til at bede om fleksible arbejdsordninger i forbindelse med tilbagevenden efter orlov, og at arbejdsgiveren har pligt til at besvare anmodningen.
Både anmodning og besvarelse skal være skriftlig.
Det præciseres, at beskyttelsen ved graviditet, barsel eller adoption ikke alene omfatter afskedigelse, men også mindre gunstig behandling, f.eks.
ændringer i stilling eller arbejdsvilkår.
Det præciseres, at arbejdsgiveren også skal betale en godtgørelse, hvis lønmodtageren udsættes for anden mindre gunstig behandling, dårligere stilling eller arbejdsvilkår i forbindelse med fravær i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption.
Det præciseres, at reglerne om omvendt bevisbyrde ved graviditet, barsel eller adoption også omfatter mindre gunstig behandling.
Det vil sige, at arbejdsgiveren skal godtgøre, at det ikke er fravær i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption, der er årsagen til, at arbejdstageren har fået dårligere stilling eller arbejdsvilkår.
Alle tiltag, der styrker ligestilling på arbejdsmarkedet, bakkes selvfølgelig op af Enhedslisten, også selv om de, som i dette tilfælde, er små bitte skridt på vejen.
For os er det meget, meget vigtigt, at det at få et barn, arbejdsmæssigt ikke betyder dårligere vilkår for forældrene.
Arbejdsliv og familieliv skal kunne hænge sammen.
Det er kun muligt, hvis arbejdstageren lovgivningsmæssigt beskyttes mod fyring eller forringede arbejdsvilkår i forbindelse med, at man har valgt at få et barn.
Vi synes, det er fint, at der nu kræves skriftlighed i forbindelse med både anmodning og besvarelse af et ønske om ændrede arbejdstider og -mønstre.
Det giver arbejdstageren en bedre beskyttelse i forhold til anmodning overhovedet, så den tages seriøst, men også, hvis arbejdsgiveren vælger at besvare anmodningen med en afskedigelse eller forringede arbejdsvilkår.
Arbejdstagerens retsstilling vil efter Enhedslistens mening dermed blive forbedret.
Ligeledes er det især positivt, at arbejdstageren med lovforslaget ikke kun er beskyttet mod usaglig fyring i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption, men fremover også imod forringede arbejdsvilkår.
Vi er også godt tilfredse med, at regeringen er gået videre end direktivet, så beskyttelsen mod dårlige arbejdsbetingelser i forbindelse med graviditet, barsel og adoption også gælder de særlige danske regler om f.eks.
omvendt bevisbyrde.
Flere af høringssvarene nævner, at der med lovforslaget ikke er tilknyttet sanktioner, hvis en arbejdsgiver ikke lever op til bestemmelsen om at besvare en arbejdstagers anmodning om ændrede arbejdstider.
Dette er vi enige i, og vi vil tage dette op under udvalgsbehandlingen.
Afslutningsvis vil vi gerne endnu en gang understrege, at lovforslaget kun medfører små skridt hen imod bedre beskyttelse af arbejdstagere, der får børn.
Vi er f.eks.
ikke i tvivl om, at øremærket barsel, ligeløn osv.
ville være meget effektive redskaber i kampen for ligestilling på arbejdsmarkedet, og det har vi selvfølgelig stadig tænkt os at kæmpe for.
Desuden vil jeg nævne de mange, som arbejder på det private arbejdsmarked uden overenskomst.
Når vi snakker om ligestilling, kan jeg nævne, at de er overladt til bestemmelserne i funktionærloven.
Det er en noget støvet lov, som skal rettes op, så det vil jeg spørge ministeren om hun vil se på.
Enhedslisten stemmer for forslaget.
De er alle små skridt på vejen mod mere ligestilling på arbejdsmarkedet.