Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 76:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. (Nedsættelse af varighedskrav til ret og pligt-tilbud og ændring af tidspunktet for gentagen aktivering for ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år, m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 25.01.2012).

Vi kan i hvert fald nå en enkelt ordførertale inden pausen. Jeg ser, at både ordføreren og ministeren er her, så det gør vi.

Forhandlingen er åbnet. Fru Ulla Tørnæs som ordfører for Venstre.

Lad mig starte med at understrege, at i Venstre vil vi under ingen omstændigheder være med til at forringe vilkårene for de ledige, sådan som regeringen lægger op til med det lovforslag, vi har til behandling her. Vi vil ikke være med til at forringe varighedskravet for ret og pligt-tilbud fra 4 til 2 uger for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Vi vil heller ikke være med til at forringe ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtageres mulighed for aktivering,

og vi vil ikke være med til på denne måde at spare 200 mio. kr. på den aktive beskæftigelsesindsats over for de ledige. Nej, vi vil ikke være med til at lade svage ledige i stikken, sådan som regeringen vil det.

Med lovforslaget her sender regeringen jo et klart signal til kommunerne om, at de ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år skal man ikke længere bekymre sig om; dem kan man lade ligge i bunken. Det er efter vores opfattelse et forkert signal. Det vil alene bidrage til at fastholde de ledige på kontanthjælp frem for at give dem bedre mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Vi skal tværtimod fortsætte ad det spor, som blev lagt af VK-regeringen. Vi skal fastholde det meget jobrettede fokus, så denne gruppe får en reel chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Vi skal fastholde fokus på rettigheder og pligter i vores dagpenge- og kontanthjælpssystem. I modsætning til regeringen, så mener vi det faktisk alvorligt, når vi taler om rettigheder og pligter. Det er ikke bare løse ord, vi strør omkring os med. Nej, vi lader handling følge ord.

I lyset af beskæftigelsesministerens annoncerede og også højt profilerede kontanthjælpsreform kan det undre, ja, måske ligefrem forarge, at man lige før selve lanceringen af reformen laver så indgribende ændringer og forringelser i den aktive beskæftigelsesindsats over for de ledige. Hvorfor skal disse ændringer i huj og hast gennemføres? Hvorfor venter man ikke med så omfattende ændringer og lader det indgå i den højt profilerede kontanthjælpsreform? Det ville have været langt mere rigtigt at gribe det an på den måde, ja, det ville have været langt mere seriøst at gøre det på den måde.

Al ministerens snak om ret og pligt forstår jeg ganske enkelt ingenting af. For hvis ministeren virkelig mener, at vores kontanthjælpssystem skal bygge på rettigheder og pligter, hvorfor så gennemføre denne lovgivning, der om noget lægger op til at parkere kontanthjælpsmodtagere på varig offentlig forsørgelse? Hvad blev der af snakken om rettigheder og pligter?

Det efterlader indtrykket af en minister, der taler med to tunger, og når vi nu er ved det der med at tale med to tunger, kan man med rette spørge beskæftigelsesministeren, hvad det er, der har ændret sig så grundlæggende, siden Socialdemokraterne sammen med Socialistisk Folkeparti præsenterede det berømte og måske berygtede oplæg »Fair Løsning 2020«, hvoraf det på side 74 klart fremgår, »at man meget hurtigere end i dag skal sætte ind med en aktiv indsats over for ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere«. Så præcist fremgår det, hvad Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ville før folketingsvalget, og nu gennemfører de det stik modsatte. Hvad skyldes det? Er der måske tale om endnu et løftebrud?

I Venstre har vi igennem VK-regeringens tid været meget glade for de mange brede forlig på beskæftigelsesområdet. Vi har været glade for det, fordi det er bedst for det danske arbejdsmarked. Det er bedst for Danmark. Vi har været glade for det, fordi det er vigtigt, at når der sker væsentlige ændringer, ja, så sker det med et bredt flertal i Folketinget i ryggen. Med lovforslaget her kan jeg konstatere, at regeringen jo helt åbenbart ikke lægger den samme vægt på det brede samarbejde, som vi gjorde, da vi havde regeringsmagten, og som vi i øvrigt fortsat gør. Hvad skete der lige med målsætningerne om det brede samarbejde? kan man med rette spørge.

Jeg bliver også nødt til at spørge ministeren, hvordan de ændringer, der lægges op til her, kan gennemføres, uden at det netop strider mod den brede politiske aftale om »Flere i arbejde«, som vi indgik i fællesskab tilbage i 2002. Ser man på aftaleteksten fra 2002, ja, så fremgår det klart og tydeligt, at alle ledige som minimum skal aktiveres, hver gang de ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i 6 måneder. Det er det, regeringen nu ændrer uden at inddrage forligspartierne bag aftalen om »Flere i arbejde«. Der er i det hele taget tale om en lang række spørgsmål, som vi må have belyst under udvalgsarbejdet.

Nu kan jeg se på formanden, at min taletid er opbrugt, men de spørgsmål, jeg her ikke har kunnet nå at stille, vil jeg stille undervejs i debatten eller under udvalgsarbejdet. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Bjarne Laustsen, og den tager vi med før pausen. Værsgo.

Tak. Jeg kunne forstå, at ordføreren har en hel masse spørgsmål, hun vil drøfte med ministeren, og det er jeg helt tryg ved at de finder ud af. Det, jeg gerne vil spørge om, er: Er det sådan at forstå, at Venstre kun går op i rigide regler? Venstre var meget optaget af at uddelegere ansvaret til kommunerne på det her område. Hvorfor har man så ikke tillid til, at kommunerne selv løser den her opgave, i stedet for at der skal være rigide, firkantede regler herindefra? Er der noget, der forhindrer kommunerne i at gøre nøjagtig det, som fru Ulla Tørnæs foreslår her? Muligheden er der jo stadig væk. Det, vi gør, er at give mulighed for en større fleksibilitet i indsatsen, og hvad kan Venstre have imod det?

Var det i øvrigt ikke også sådan, at både V og K stemte for L 46? Hvad var forskellen på det forslag og det her? Det handlede om samme emne. Det skulle så finansiere nogle ting, som Venstre måske var interesseret i. Det synes jeg da ville være rigtig interessant at få svar på.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rørende at høre den hjertevarme, hvormed hr. Bjarne Laustsen beskriver det kommunale selvstyre. Venstre er bestemt ikke tilhænger af rigide regler, men Venstre er tilhænger af, at vi fastholder de rettigheder og de pligter, som ledige har i dag. Vi er ikke tilhængere af at forringe vilkårene, sådan som lovforslaget her lægger op til. Nej, vi er ikke tilhængere af, at det skal være op til kommunerne, hvilke tilbud man vil give de ledige, når det handler om, hvor ofte de har krav på at komme i et aktiveringstilbud.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Bjarne Laustsen: Hvor mange kommuner tror hr. Bjarne Laustsen vil operere ud over de minimumsrettigheder, som nu bliver forringet? Det kunne jeg godt tænke mig at spørge hr. Bjarne Laustsen om. Hvor mange kommuner forventer Socialdemokraterne og dermed regeringen vil handle ud over det, der nu fastsættes her?

Hr. Bjarne Laustsen.

Det får ordføreren rigtig god lejlighed til efter spisepausen, for så bytter vi nemlig roller. Men indtil videre synes jeg det vil klæde fru Ulla Tørnæs at svare på de spørgsmål, som jeg stiller på Socialdemokratiets vegne, og det handler om: Er det ikke sådan med det her lovforslag, at kommunerne kan gøre nøjagtig det samme, som de gør i dag?

Det, vi gør, er, at vi efterkommer et ønske fra kommunernes side om at få noget mindre bureaukrati. Vi er enige i, at det kommunale selvstyre fungerer, og som ordfører på området sagde jeg, at kommunerne ikke skulle have den her opgave, men det har de nu engang fået, og Venstre er gået videre og har lagt mere til. Men når det er sådan og kommunerne kommer og spørger, om de ikke kan få lov til at få mere fleksibilitet i indsatsen, fordi der sandsynligvis er nogle, der skal have en mere håndholdt indsats end andre, behøver vi ikke at have de der firkantede, rigide regler. Og hvis man tager Venstre på ordet og siger: Jamen vi er heller ikke interesseret i de regler, for vi har haft så og så mange jobansøgninger hver uge og alt det der med pipfuglekurser osv. osv., er det så ikke fornuftigt at give en større fleksibilitet til kommunerne? Det er det, det drejer sig om.

Ordføreren.

Jeg er meget overrasket over at høre, at det for Socialdemokraternes ordfører handler om kommunerne. Jeg vil bare sige, at for Venstres vedkommende handler det om de ledige. Så vi har altså hver især vores udgangspunkt for at drøfte den her sag.

For mig og for Venstre handler det om at sikre, at de ledige har de rettigheder, som vi mener de skal have, og det vil sige, at de har retten til at komme i aktivering, hvis de har været uden for arbejdsmarkedet i minimum 6 måneder. Det er det, de har i dag. Det vil hr. Bjarne Laustsen lave om på – af hensyn til kommunerne – sådan at man skal have været ledig i 12 måneder for at have krav på at komme i aktivering. Det er jeg godt nok overrasket over at hr. Bjarne Laustsen vil gøre.

Så vil jeg bare lige sige, at det her med den håndholdte indsats er jeg varm tilhænger af, og derfor fik jeg det også forhandlet på plads i forbindelse med de satspuljeforhandlinger, vi havde før jul, hvor der netop blev afsat ekstraordinære midler til, at kommunerne kan lave en håndholdt indsats over for de allersvageste ledige. Så det er i gang.

Her er det selve loven om den aktive beskæftigelsespolitik, hr. Bjarne Laustsen går ind og ændrer i. Og jeg må tilstå, at jeg godt nok er overrasket over, at Socialdemokraternes udgangspunkt her er kommunerne og ikke den ledige. Det er jeg dybt, dybt uenig i.

Tak til Venstres ordfører.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:03).

Mødet er åbnet.

Vi er i gang med pkt. 6, første behandling af lovforslag nr. L 76. Vi går til den anden ordfører, hr. Bjarne Laustsen for Socialdemokraterne.

Tak, hr. formand. Det er jo et lillebitte forslag, men et forslag, der handler om, at vi afskaffer nogle rigide regler, der har været på kontanthjælpsområdet, forstået på den måde, at kommunerne nu får noget, de har efterspurgt, nemlig en større fleksibilitet i indsatsen for at få de unge mennesker i arbejde.

Der er jo forskellige indgangsvinkler til det. Nu hørte vi tidligere Venstres ordfører harcelere over, at man ændrer på reglerne. Derfor havde jeg jo lejlighed til at spørge Venstres ordfører, om det bare var rigide regler, eller om det var en ordentlig og effektiv indsats for at få den gruppe af folk i arbejde. Vi har også tidligere noteret, at Rigsrevisionen gav den daværende regering en meget, meget skrap irettesættelse for, at man havde spildt rigtig mange penge på det her område, hvor man havde fået alt for lidt ud af det. Vi synes, at når kommunerne har den her opgave, så tør vi også godt sige, at det kommunale selvstyre gerne må have lov til at fungere. Vi har tillid til, at de folk, som folk selv har valgt, med borgmesteren i spidsen går ind og laver en indsats på det her område. Jeg vil gerne opleve se den kommune, der – hvis der kommer et ungt menneske og siger: Jeg vil gerne i aktivering fra dag et – siger, at det kan man ikke klare. I dag siger man jo, kunne jeg forstå på Venstres ordfører, at det er et stort problem, at vi hæver grænsen op til 12 måneder. I dag er der jo en 6-måneders-grænse. Så må det jo være lige så forkert, og så må det jo være straksaktivering fra dag et, hvis det er det, Venstre vil. Jeg vil da gerne høre Venstre, om det er det, man går efter.

Som sagt er det små ændringer. Vi synes, at alt det, man efterlyser, er fornuftige ændringer. Der er ikke noget som helst, der forhindrer kommunen i at lave en tidlig indsats og køre med nøjagtig de samme regler, som vi kender i dag. Vi giver bare en mulighed for en større fleksibilitet, således, at der er nogle – og det ved vi – der har behov for en mere håndholdt indsats, en mere fast og kontant indsats, og andre kan måske godt gå og få lidt længere respit. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan man bruger ressourcerne mest fornuftigt. Det synes vi at kommunerne skal have lov til, og derfor foreslår vi de her to ændringer.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Bent Bøgsted.

Tak. Nu ved vi, at hr. Bjarne Laustsen har været med i lang tid herinde i Folketinget, og derfor vil jeg egentlig godt lige spørge hr. Bjarne Laustsen, om han kender § 2, nr. 2 og 3, § 95 og § 96 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats.

Ordføreren.

Jeg har den ikke med heroppe, så selv om Dansk Folkepartis ordfører beskylder mig for at vide rigtig meget om det her – jeg tror, at det var nogenlunde sådan ordene faldt, jeg havde i hvert fald været med i lang tid – så vil jeg nok kunne genkende dem, når jeg får den læst op. Men sådan lige kan jeg ikke gengive dem, som hr. Bent Bøgsted spørger om.

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen så skal jeg oplyse hr. Bjarne Laustsen om, at det var det forlig, som hr. Bjarne Laustsen var med til at lave i 2002 om lov om aktiv beskæftigelsesindsats, hvor der netop står, at man skal i aktivering med de her 6 og 12 måneder, som der stod i et stort forlig tilbage i 2002. Det trådte i kraft i 2003. Det vil sige, at så vidt jeg tolker, og jeg har ikke hørt noget andet, så er det, vi arbejder med her, er indeholdt i lov om aktiv beskæftigelsesindsats og er dermed forligsbundet.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan jo godt huske, at vi sad ovre i det gamle Beskæftigelsesministerium, og at Dansk Folkeparti sad en etage højere oppe, fordi man ikke var med i kredsen, og først kom ned om morgenen og tilsluttede sig det, vi andre havde lavet. Det var o.k., og det hedder jo »Flere i arbejde«. Det har jeg ingen problemer med.

Det, der var problemet, var, at VKO ikke gav nogen tilbud, men i stedet for bare strammede kravene. Man har simpelt hen skåret ned på uddannelsesindsatsen, og det har efter min mening været et stort problem i forhold til at få de unge mennesker i arbejde. Det var også derfor, som jeg sagde tidligere, at Rigsrevisionen kom med en meget skarp påtale om, at man havde spildt rigtig mange penge, uden at der havde været den fornødne effekt. Alligevel gjorde man på nøjagtig samme grundlag det, at man gav kommunerne ansvaret for indsatsen for de forsikrede ledige ved siden af. Så jeg er helt klar over, at der ligger nogle ting der, men ikke desto mindre er det jo kommunerne, der nu kommer og bl.a. siger, at det er fornuftigt, hvis vi får en mulighed for at lave en mere fleksibel indsats. Jeg tvivler meget på, at der eventuelt skulle være tale om et muligt forligsbrud i den sag. Det har jeg i hvert fald ikke hørt om før.

Så er det fru Ulla Tørnæs.

Såfremt det er omfattet af de paragraffer, som hr. Bent Bøgsted henviste til, mener hr. Bjarne Laustsen så ikke, at det rent faktisk er bundet af den aftale, som vi indgik? Det kan der sådan set svares meget kort og præcist på, nemlig ja eller nej.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, det er bundet af noget forlig, og det har været diskuteret rigtig meget. Jeg kan huske, at jeg i forbindelse med forhandlingen om genopretningspakken kom med adskillige sager, hvor jeg kunne dokumentere, at den daværende beskæftigelsesminister, hr. Claus Hjort Frederiksen, havde sagt, at vi havde handlet de her ting af, men alligevel sagde man dengang fra den borgerlige regerings side, at de ikke var omfattet af det. Så det er selvfølgelig noget, vi vil kigge på. Men jeg vurderer det ikke sådan, at det er omfattet af det, og jeg mener, at vi kan lave en fleksibel indsats. For det, der er sagens kerne, er netop, at det sagtens kan lade sig gøre alligevel. Vi forbyder det jo ikke. Vi siger ikke, at man ikke må have lov til at give et tilbud.

Vi siger bare, at det er kommunen, der her får en bedre mulighed for at lave en fleksibel indsats i forhold til, at der er nogle rigide lovkrav, som det er i dag.

Fru Ulla Tørnæs.

Jamen så kunne vi igen høre hr. Bjarne Laustsens store medfølelse med kommunerne, og det overrasker mig særdeles meget, al den stund at vi i Venstre sådan set er optaget af de ledige, da det handler om, at de ledige får mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Nu siger hr. Bjarne Laustsen så igen, at kommunerne da bare kan fortsætte med at gøre det, som de indtil nu har fået penge fra staten til at gøre, og jeg vil bare spørge hr. Bjarne Laustsen: Er det ikke sådan, at man med lovforslaget her fjerner omkring 200 mio. kr. fra kommunerne?

Så med hvilke ressourcer er det at kommunen så bare lige skal gøre det, som hr. Bjarne Laustsen altså har en forventning om at kommunerne fortsat vil gøre, uagtet at hr. Bjarne Laustsen fjerner det økonomiske grundlag for, at kommunerne kan gøre det?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at det fremgår af lovforslaget, hvor mange penge det offentlige bruger på den her opgave, og det er jo en kombination af, at det er flere forskellige kasser, der er inde over det her. Men det er jo klart, at man, i og med at man får mulighed for at lave en mere fleksibel indsats, får mulighed for at lave en stærkere indsats over for nogle grupper, mens andre måske selv kan finde ud af det. Det er jo ganske fornuftigt at have det på den måde, og derfor har vi i Socialdemokratiet respekt for det kommunale selvstyre. Og når kommunerne nu kommer og siger, at de godt kan løse den her opgave, og at de selv kan finde ud af, hvem der har behov for, at de sætter hurtigere ind, og at der er andre, der godt selv kan finde ud af det, så synes vi da, det er en fornuftig løsning, og så behøver man ikke have nogen rigide regler. Dem så vi rigeligt til under Venstre, der påberåbte sig liberalisme, frihed og det kommunale selvstyre, men når det kom til udførelsen af det, kneb det virkelig meget.

Her slipper vi det fri ved at sige, at man får en mulighed for at gøre nøjagtig, som man har gjort, men man har også muligheden for at tilrettelægge en indsats, der er mere fleksibel.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Bent Bøgsted.

Det her lovforslag kan man sige meget om. Som jeg nævnte i et spørgsmål til hr. Bjarne Laustsen, mener vi i Dansk Folkeparti, at der skal kigges lidt nærmere på, om der er forligsbinding i forbindelse med den her ændring fra 6 til 12 måneder. Det er det, som jeg nævnte står i § 95 og § 96 og § 2, nr. 3. For det er sådan, at § 2, nr. 2, omhandler de kontanthjælpsmodtagere, der er arbejdsmarkedsparate, mens § 2, nr. 3, omhandler dem, der ikke er arbejdsmarkedsparate. Der vil jeg gerne, som jeg lige sad og snakkede med ministeren om, bede om, at ministeren kigger på forligsbindingerne på det her område. Dansk Folkeparti er ikke afvisende over for at se på det. Vi mener bare, at det så skal ske i forligskredsen.

Det første punkt i lovforslaget omhandler varighedskravet til ret og pligt-tilbud, som ændres fra 4 til 2 uger. Det omhandler såmænd også noget af aftalen om en aktiv beskæftigelsesindsats, men der er vi i Dansk Folkeparti meget mere åbne end ministeren i det udspil, ministeren er kommet med. Desuden vil jeg henlede ministerens opmærksomhed på afbureaukratiseringsaftalen fra foråret, som ministerens parti også var med i. Der fik vi et meget stort katalog, og der er bl.a. et punkt 144 i det katalog om afbureaukratisering. Det var der, vi havde en aftale med Socialdemokratiet og De Radikale om, at vi efter et valg, uanset hvem der kom til magten, skulle fortsætte afbureaukratiseringen. Det her punkt var oppe at vende dengang. Jeg erkender blankt, at der i Venstre var modstand, hvilket fru Ulla Tørnæs også har sagt, men i Dansk Folkeparti har vi hele tiden snakket om, at vi egentlig gerne vil have et opgør med det. For vi erkender, at det ikke fungerer, som det skal.

Vi vil egentlig gerne gå videre med det her punkt netop på den måde, at man siger, at der ikke skal være nogen bestemt grænse. Det skal ikke være 4 uger, og det skal ikke være 2 uger. Det kan godt være, at der er en, der skal på et kursus og lære at skrive jobansøgninger. Det er mange gange det, de her 4 uger går med. Men hvad hjælper det at sætte en tidligere personalechef, der har siddet i 30 år og vurderet andre folks ansøgninger, til at lære at søge job i 4 uger? Det er meningsløst. Det kunne godt være, at der kun var brug for et endagskursus. Skal en it-ekspert bruge 4 uger på at lære it, hvor it-eksperten egentlig underviser de andre? Det er jo ikke meningen.

Derfor vil vi egentlig gerne gå langt videre og sige, at det skal være fleksibelt, at det skal være åbent, og at kurserne skal være fra 1 dags varighed til 4 ugers varighed alt efter behov. For vi erkender også blankt, at der kan være nogle kontanthjælpsmodtagere, der virkelig har behov for ekstra hjælp, og som måske skal have de 4 uger. Så vi er i udvalgsbehandlingen klar til at se på, om der kan ske nogle ændringer. Jeg har ikke lagt skjul på, at der kan findes flere steder, hvor jeg har talt om, at vi gerne vil have et opgør med det. Jeg har sagt, og det kan også findes i aviserne, er jeg ret sikker på, at vi ikke er helt tilfredse med, hvordan det går. Så der er i hvert fald en åbning til ministeren på det her område.

Men som sagt synes jeg, at det ville have klædt ministeren, hvis kredsen omkring afbureaukratisering var blevet indkaldt, for det havde vi en aftale om, og da det indgår som et punkt, nemlig punkt 144, i den her meget store bog, ville det have været formålstjenligt, at vi havde taget debatten der. Men man kan altid tale for og imod den slags. Nu er der jo lavet en aftale i forbindelse med finansloven, som Dansk Folkeparti ikke er en del af, men under udvalgsbehandlingen vil vi i hvert fald være villige til at se på det punkt, og vi synes også, at vi skal i gang med den afbureaukratisering. Det har egentlig undret mig, at ministeren ikke har indkaldt til et møde om afbureaukratisering endnu, for der er mange regler, vi var enige om vi godt kunne tage fat på. Så der er rigtig meget at se på.

Men som sagt mener vi i Dansk Folkeparti, at det her er et indgreb i forhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der bygger på et forlig fra 2002, og som trådte i kraft i 2003, og i den forbindelse mener vi, at det ville være ret og rimeligt, at forligspartierne blev indkaldt. Jeg kan så forstå på ministeren og hendes embedsmænd, at de ikke mener, at det er et indgreb. Men når man læser § 2, nr. 2, og § 2 nr. 3, som de ikke arbejdsmarkedsparate hører ind under, og man så læser § 95 og § 96, kan man se, at der tydeligt står, at det omhandler det, der skal ændres fra 6 til 12 måneder. Så jeg vil bede ministeren om at undersøge det og vende tilbage med et svar på, hvorvidt det er et indgreb i et eksisterende forlig, for øvrigt det første forlig, som den tidligere regering indgik sammen med Socialdemokratiet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Bjarne Laustsen.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for den sidste del af hr. Bøgsteds tale, for det virker jo ret fremkommeligt, at man stiller sig op og siger, at det er for slapt med de muligheder og den fleksibilitet, vi har, og at vi skal gå endnu videre. Hvis der er andre gode forslag, også refererende til afbureaukratisering, så hører vi da gerne om det.

Men det, der er interessant, er jo, at hr. Bent Bøgsted siger, at det er forligsbrud, og bagefter synes man, at det, der kommer, ikke er vidtgående nok. Det virker lidt underligt. Jeg kan jo godt forstå – eller måske knap nok forstå – at hr. Bent Bøgsted taler om forligsbrud, for vi har jo hørt Dansk Folkeparti sige hundredvis af gange, at de ikke ville røre dagpengene, at de ikke ville røre de supplerende dagpenge, efterlønnen, skolepraktikydelsen, alle de ting, som hr. Bent Bøgsted fortæller om at vi i 2002 aftalte ikke skulle røres, for det ville man ikke. Det var helt klart, at man ville lave nogle andre ting i forhold til at få flere i arbejde. Så skal jeg da ellers nok love for, at man lige siden 2003 har lavet et angreb på samtlige de systemer, som vi kender. Så det kan jeg ikke forstå.

Men jeg vil gerne give et tilsagn om, at vi kigger på det, hvis hr. Bent Bøgsted synes, der er nogle regler i forhold til det kommunale selvstyre, hvor vi kan gøre nogle flere ting, for at de unge mennesker kan bide sig fast på arbejdsmarkedet. Det hører vi gerne om.

Hr. Bent Bøgsted.

Altså, til det, som hr. Bjarne Laustsen refererer til der er blevet lavet under den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti, vil jeg sige, at det er sådan med et forlig, at det går man ikke ind og ændrer uden at invitere forligskredsen med. Kan man så ikke blive enige, kan man selvfølgelig indkalde til forhandlinger om et helt nyt forlig. Det, Dansk Folkeparti har været med til, har ikke været forligsbundet på den måde.

Her er en klokkeklar aftale fra 2002, som vi i Dansk Folkeparti mener der er et bindende forlig på med de ændringer, der er fremhævet i lovforslaget, og så beder vi ministeren om at undersøge det. Hvis ministeren så kommer og siger, at man har gransket det hele, og at det ikke er forligsbundet, accepterer vi det på den måde.

Sidste gang, vi snakkede om forligsbrud, var i forbindelse med kontanthjælpsloftet, hvor det så viste sig, at der var en aftale om, at Socialdemokratiet kunne træde ud af bindingen, og det er fair nok. Det er det, jeg beder ministeren om her, og hvis ministerens embedsmænd, når de har studeret det nærmere – og jeg kunne se, at de havde fokus på et andet punkt end det, jeg nævnte – kommer frem til, at der er et forlig på området, så er jeg da ret sikker på, at ministeren vil trække det her lovforslag tilbage og indkalde forligskredsen til en drøftelse af det her. Så enkelt er det jo.

Hr. Bjarne Laustsen.

Det er jo netop derfor, vi også har udvalgsdrøftelser, så det tror jeg nok vi skal finde ud af. Men jeg vil bare gerne sige, at hr. Bøgsteds hukommelse ikke er så lang som hans anciennitet, for vi oplevede lige pludselig, at V, K og O indkaldte til forhandlinger om en finanslov, hvor man ville lægge et loft over, hvor mange dagpenge folk kunne modtage, og der var ikke noget med, at Socialdemokratiet blev inviteret til forhandlinger eller noget som helst. Det klarede man fuldstændig selv. Selv om man havde sagt op til valget, før valget, at man ikke ville røre dagpengene, så gjorde man det alligevel. Og det, jeg klandrer hr. Bent Bøgsted for, er, at man siger et og gør noget andet.

Jeg har stor respekt for, at man laver et forlig. Jeg var selv med til at lave det, og jeg var selv med til at formulere, at et parti kan træde ud ved at opsige det inden et folketingsvalg og stå frit efter et folketingsvalg. Det er god parlamentarisk skik. Så ved vælgerne, hvad de har at rette sig efter, når de går til valg, men at begynde at ændre på tingene midt i en valgperiode synes jeg ikke er smart.

Men jeg er glad for tilsagnet fra Dansk Folkeparti om, at man vil være med til at se på en større fleksibilitet i forhold til kommunerne, blot det er sådan, at folk kommer i arbejde, for det er det, der er behov for.

Ordføreren.

Altså, hvis der er nogen, der blander noget sammen, er det hr. Bjarne Laustsen som sædvanlig. Man kan jo ikke tage noget, fremhæve noget, vi har været med til tidligere, og sige, at det var et brud på et forlig, når Dansk Folkeparti ikke har været med i noget forlig på det område tidligere. Hvis vi går tilbage og ser på dagpengereglerne, ved jeg ikke, hvor langt tilbage man skal kigge på et forlig der. Dansk Folkeparti var ikke en del af det, og så kan hr. Bjarne Laustsen jo klandre nogle andre partier for det.

Men her ligger der en klokkeklar lovtekst, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor hr. Bjarne Laustsen selv har været med til at formulere de paragraffer, jeg læste op. Og så er det, jeg beder ministeren om at undersøge, om ikke det indgår i forliget om lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, for det kan jeg læse mig frem til det burde gøre. Jeg forventer selvfølgelig, at der kommer et skriftligt svar fra ministeren på det og så en forklaring, hvis det ikke hører ind under et forlig. Og hvis der er en god forklaring på, hvorfor det ikke hører ind under et forlig, så accepterer vi selvfølgelig også det i Dansk Folkeparti, og så har jeg åbnet op for, at Dansk Folkeparti er villig til at se på mere afbureaukratisering, som vi havde en aftale med Socialdemokratiet om at vi skulle i gang med efter et valg. Det er vi så ikke kommet endnu, og det håber vi selvfølgelig at vi kan komme her i foråret.

Så er det fru Ulla Tørnæs for en kort bemærkning.

Nu er det sådan, at det her lovforslag jo er udmøntningen af en finanslovaftale, som regeringen har indgået med sit parlamentariske grundlag, nemlig Enhedslisten, og lovforslaget her handler, som jeg ser det, alene om at tilvejebringe finansiering for et andet forslag, som regeringen også har gennemført sammen med sit parlamentariske grundlag, nemlig fjernelsen af kontanthjælpsloftet. Man sparer altså 200 mio. kr. på indsatsen over for de svage ledige, og så fjerner man kontanthjælpsloftet, som i øvrigt koster mere. Men her har man altså fundet delvis finansiering til fjernelse af kontanthjælpsloftet.

Jeg vil bare for en ordens skyld spørge hr. Bent Bøgsted: Skulle det gå sådan, at ministeren indrømmer, at der her er tale om forligsbrud og så efterfølgende trækker lovforslaget her og indkalder forligspartierne til forhandling, vil det så ikke være sådan, at forligspartierne naturligvis også må få indflydelse på, hvad de eventuelle tilvejebragte midler så skal anvendes til?

Ordføreren.

Jo, det er normal praksis, når der sker den slags, at man så har indflydelse på, hvad pengene skal bruges til. Det er normal procedure. Nu ved vi ikke, hvad ministeren kommer frem til, og jeg er heller ikke sikker på, at ministeren lige er hundrede procent sikker på det endnu. Det skal også medgives ministeren, at ministeren ikke behøver at svare på, om det er forligsbrud her i dag. Der skal være tid til at granske loven ordentligt.

Men jeg glemte så at sige, at selv om vi i Dansk Folkeparti er positivt indstillet over for noget af det, kan vi ikke støtte forslaget, for det her med 6-12 måneder går jo også ud over dem, der virkelig gerne vil ud i en aktivering og få afprøvet, om de nu kan klare sig ude på arbejdsmarkedet.

Så sent som i går var der på DR et indslag om en, der syntes, at det var alle tiders, at han var kommet ud i aktivering. Nu kunne han få en fornemmelse af, hvad det var, og han kunne egentlig komme videre, selv om han var placeret i matchgruppe 3.

Det er dårligt at udsætte det i 12 måneder, så folk skal gå hjemme og trille tommelfingre eller ligge på sofaen. Det er en dårlig indsats.

Jeg siger tak til ordføreren og giver ordet til næste ordfører, og det er hr. Nadeem Farooq fra Det Radikale Venstre.

Tak. Dette lovforslag, L 76, er en udmøntning af en del af finanslovaftalen for 2012, som er indgået mellem regeringen og Enhedslisten. Lovforslaget sigter på at gøre beskæftigelsesindsatsen mere fleksibel i forhold til indsatsen for den enkelte ledige. Med disse justeringer får kommunerne mulighed for at tilrettelægge en mere smidig og individuel indsats – noget, som er blevet efterlyst fra flere sider, ikke mindst fra kommunerne selv.

Lovforslaget indebærer f.eks., at vi nedsætter varighedskravet for ret og pligt-tilbud fra 4 til 2 uger for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Det er der sund fornuft i, fordi vi nu fokuserer mere på det, som virker, frem for ufleksible standardkrav. Tidspunktet for gentagen aktivering for ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere sættes op til hver 12. måned i stedet for hver 6. måned. Det åbner op for bedre muligheder for, at kommunerne kan tilrettelægge en mere fleksibel indsats. Samlet set mener jeg, at det er meget vigtigt, at de penge, vi bruger på en aktiv arbejdsmarkedspolitik – og det er jo faktisk ret mange penge på årsbasis – skaber mest mulig værdi for de ledige og for samfundsøkonomien.

Vi skal fra Folketingets side udstikke overordnede rammer og mål for den aktive arbejdsmarkedspolitik. Det er så op til kommunerne – og det er deres opgave – at sikre, at disse mål opfyldes. Det er også vigtigt for os at have den bibetingelse, når vi nu udstikker de her rammer og mål, at vi sikrer, at der er den fleksibilitet, at der er den mulighed og det spillerum til, at kommunerne kan tilrettelægge en indsats, ud fra hvad de mener er rigtigt at gøre, for det er ude lokalt, ude i kommunerne, ude i jobcentrene, ude hos den enkelte sagsbehandler, at man har en viden om, hvordan det lokale arbejdsmarked fungerer, hvordan de lediges ressourcer er, og hvad det er for nogle opgaver, de kan varetage.

Så det er helt essentielt, at vi på den måde deregulerer arbejdsmarkedspolitikken, selvfølgelig med de overordnede rammer og vilkår, som vi så udstikker. Jeg har tillid til, at kommunerne med de øgede frihedsgrader i større grad kan tilrettelægge en indsats over for dem, som det hele jo handler om, nemlig de ledige.

Med disse bemærkninger skal Det Radikale Venstre udtrykke støtte til lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Ulla Tørnæs.

Jeg vil bare spørge den radikale ordfører, om ikke den radikale ordfører kan beskrive for mig, hvad det er for en fleksibel indsats, der nu bliver mulighed for, som man ikke har kunnet gennemføre tidligere. Og jeg taler her om de ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som nu får forringet mulighederne for at komme i aktivering. Hvad er det for en fleksibel indsats, kommunerne nu med det her lovforslag får mulighed for at gennemføre, som de ikke kan i dag?

Ordføreren.

Det Radikale Venstre gik til folketingsvalg her i 2011, og der lancerede vi vores arbejdsmarkedspolitik »Jobindsats der virker«, og derfra vil jeg bare lige læse lidt op. Der står:

»Radikale Venstre vil vende op og ned på

beskæftigelsespolitikken, og sætte fokus på resultater frem for komplicerede regler og ufleksible tidsfrister.«

Det er så igen det her med tidsfristerne. Hvis det er givet, at der er knappe ressourcer – man kan ikke nå alting ude i jobcentrene – så siger vi, at i stedet for at allokere og binde nogle ressourcer til, at man død og pine skal lave en indsats hver 6. måned, skulle man så ikke gøre det, at man bruger de ressourcer på noget andet, som virker bedre, måske på nogle, som er mere arbejdsmarkedsparate, og så vente måske nogle måneder med at lave en indsats for dem, som ikke er arbejdsmarkedsparate. På den måde bruger vi jo pengene der, hvor det giver mest mening, og jeg håber da, at Venstre stadig abonnerer på det synspunkt.

Fru Ulla Tørnæs.

Jamen det var jo klar tale, det var jo klar tale til de svageste ledige. De bliver nu parkeret henne i bunken, dem skal vi ikke længere kere os om. Det overrasker mig meget, at det er Det Radikale Venstres synspunkt.

Jeg kan forsikre den radikale ordfører om, at det her lovforslag indholdsmæssigt ikke er i nærheden af det, som den radikale ordfører refererede var Det Radikale Venstres politik, for det her handler ikke om resultatstyring; det her handler alene om at spare penge for at kunne fjerne loftet over kontanthjælpen. Det er alene det, det handler om.

Jeg har endnu ikke fået svar på, hvad det er for en fleksibel indsats, altså, hvad er indholdet i den fleksible indsats? Svaret var, at indsatsen er ingenting. Det synes jeg er et rigtig, rigtig dårligt svar, Det Radikale Venstre giver landets allersvageste ledige.

I Venstre er vi af den opfattelse, at det lige præcis er den gruppe af ledige, der har brug for en helt særlig ekstraordinær indsats, og lad mig bare minde den radikale ordfører om, at der jo typisk er tale om ledige, som har været i kontanthjælpssystemet igennem en årrække. Så er det misbrugsproblemer, der er tale om, har der været alle muligheder for kommunen til at indrette en helt særlig indsats. Det er det, den radikale ordfører nu hævder vil komme til at ske, nemlig at man lægger det henne i bunken, og at der ingenting kommer til at ske. Det er et rigtig, rigtig dårligt svar.

Ordføreren.

Jeg skal lige bestræbe mig på at holde fast på talerstolen, for jeg bliver jo helt rørstrømsk over den pludselig opståede omsorg, som Venstre udviser over for landets udsatte og svage ledige. Det er jo helt fantastisk.

Men det, jeg vil sige, er, at det her jo handler om, at vi ikke skal give de udsatte ledige et tilbud, fordi det står et sted, men fordi det virker. Altså, det håber jeg da at Venstre er enig med mig i: at det ikke må blive så rigidt, at vi bare skal gøre noget alibiagtigt, altså fordi det siger beskæftigelsesloven. Det er jo det, vi laver om på nu ved at give en øget fleksibilitet. Det er jo noget, som kommunerne efterlyser, og jeg håber da, at Venstre trods alt har en lille smule rest af tillid tilbage til kommunerne.

Der er en kort bemærkning fra fru Mai Henriksen.

Hr. Nadeem Farooq siger, at pengene skal bruges bedst, og med den sætning risikerer man jo at komme til at lade en masse mennesker i stikken. For selv om man bruger penge på at aktivere de her mennesker, er de jo langt fra arbejdsmarkedet, og man ved jo, at det ikke vil have samme effekt, som hvis det er dem, som er tæt på arbejdsmarkedet. Så jeg tror, det er rigtig, rigtig svært at gå den vej, hvor man skal bruge pengene på dem, som er de mest arbejdsmarkedsparate.

Jeg vil bare spørge hr. Nadeem Farooq, hvordan han kan være sikker på, at det egentlig vil føre til en forbedret indsats. Jeg læser nogle flotte ord om fleksibilitet og noget individualitet, men jeg kan ligesom fru Ulla Tørnæs ikke se, hvad det er, der nødvendigvis fører til en forbedret indsats med det her lovforslag. Så det håber jeg at ordføreren kan oplyse lidt om.

Ordføreren.

Nu har Venstre og Konservative i deres 10 års regeringstid jo overdænget kommunerne med papirbunker, papirbunker og atter papirbunker, så jeg kan godt se, det er svært lige pludselig at skulle holde op med det og skulle gå en lille smule den anden vej.

Altså, beskæftigelsesloven er så kompliceret – jeg har erfaret, at den fylder 27.000 sider – at de ude i jobcentrene ikke engang kan nå at administrere efter de nye regler, inden der kommer nye. Derfor handler det om at sige til Venstre og Konservative, at det, som de har lavet, jo ikke har virket; vi prøver at lave en lillebitte smule om på det, og jeg kan ikke forstå, at de ikke er med på de fornuftige justeringer, vi laver, for jeg troede da trods alt, at vi havde en fælles sag.

Fru Mai Henriksen.

Altså, nu synes jeg lige, at jeg læste i en af aviserne i dag, at man ikke må drille fra talerstolen. Og jeg opfatter det jo som drilleri, når man allerede nu begynder at beklage sig over, hvad der skete dengang VK var i regering. Det er ikke ment som et spørgsmål, men jeg reflekterer lidt over, hvor lang tid vi skal blive ved med at høre den klagesang.

Men jeg vil gerne stille et spørgsmål, for jeg vil jo gerne være en af dem, som er de konstruktive, og som ikke driller, når de står i salen. Det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg vil gerne spørge, hvordan hr. Nadeem Farooq kan være sikker på, at f.eks. en socialt udsat borger, altså en af dem, som er i matchgruppe 3, rent faktisk vil profitere af først at få et tilbud efter 12 måneder frem for efter 6 måneder?

Ordføreren.

Jeg vil da gerne kvittere for, at fru Mai Henriksen nu gerne vil ned at kigge på substansen. Det er da fint, og det er jeg helt med på. Det er jo sådan, at en ledig, som har været væk fra det ordinære arbejdsmarked i mange år, som regel også vil skulle bruge lang tid på at komme tilbage til det ordinære arbejdsmarked igen. Og især hvis man som udsat ledig har problemer ud over ledigheden, er det som regel en indsats med et længere træk, der skal til, før man kommer tilbage.

Derfor mener jeg ikke, at man skal forcere den udvikling, men at man nærmere skal se på en helhedsorienteret indsats for den ledige. Og der mener jeg så, at den justering, vi laver nu, er et skridt i den rigtige retning, fordi kommunerne, i stedet for at bruge tid og penge på nogle meget rigide regler, kan bruge nogle ressourcer på at gennemføre en indsats, der rent faktisk virker.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til hr. Eigil Andersen som ordfører for SF.

Vi ved alle sammen, at der har været mange jobsøgningskurser for arbejdsløse med et fuldstændig tåbeligt indhold. Der har været eksempler på kurser, hvor arbejdsløse har skullet bygge tårne af spaghetti og skumfiduser; man har skullet lære at kaste med æg ned ad en trappe, uden at de gik i stykker; arbejdsløse er blevet sat til at analysere Napoleons og Hitlers underskrifter; man har på jobsøgningskurser som arbejdsløs været tvunget til at skulle finde sin indre fugl osv. Det er skrækkelige eksempler, som jo skriger til himlen om, at det her er ganske tåbeligt. Noget af det, der sker med det her lovforslag, er, at varigheden af de her jobsøgningskurser i hvert fald nu bliver halveret, så de ikke længere varer 4 uger, men kun 2 uger, og det er selvfølgelig en god udvikling.

På de lidt mere seriøse jobsøgningskurser foregår der ofte en relevant undervisning i den første uges tid – det er de meldinger, jeg får fra arbejdsløse, der deltager i dem – men de sidste 3 uger sker der som regel ingenting eller i hvert fald uendelig lidt. Men de arbejdsløse er tvunget til at deltage i kurserne alligevel. Og der er arbejdsløse, som for tredje gang har deltaget i sådan et 4-ugers-kursus, og som har skullet lære at skrive deres cv tre gange, og som har skullet lære at lave jobansøgninger tre gange. Det er helt klart, at der her er tale om nogle urimelige og dumme ting, som samfundet ikke skal bruge ressourcer på, og derfor er det godt, at de her kurser nu bliver sat ned fra at vare 4 uger til at vare 2 uger.

Det skal være sådan, at man skal hjælpe den enkelte arbejdsløse reelt, og der må man sige, at de to forhenværende beskæftigelsesministre fra Venstre, hr. Claus Hjort Frederiksen og fru Inger Støjberg, simpelt hen begik en kæmpe fejl, da de troede, at de fra deres skriveborde var de bedste i Danmark til at vurdere, hvad den enkelte arbejdsløse skulle deltage i. Det er naturligvis forkert. Det var en centralisme og et bureaukrati, som var højst besynderligt for et parti som Venstre, der ellers hylder friheden. Det står helt fast, at den rigtige måde at gribe det her an på er, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en vurdering af, hvad der tjener den enkelte arbejdsløse bedst, og der vil den nye regering jo også på et senere tidspunkt komme med et mere omfattende udspil til, hvordan man kan ændre systemet i den retning.

Så kommer vi til lovforslagets anden halvdel. I dag har kontanthjælpsmodtagere over 30 år pligt og ret til aktivering hver 6. måned, og det bliver så fremover hver 12. måned. Det er, som det også er blevet nævnt tidligere, et forsøg på at fjerne nogle af de firkantede regler. Men det er da klart, at hvis kommunen har en god mulighed for at bringe den enkelte kontanthjælpsmodtager meget tættere på et job på et tidligere tidspunkt, er det jo bare med at komme i gang med det. I den forbindelse vil jeg også nævne, at den nye regering jo har bebudet – og det vil også komme til at ske – at der kommer en kontanthjælpsreform, som på en mere grundlæggende måde tager stilling til, hvordan man bedst kan hjælpe arbejdsløse.

Når man fra borgerlig side har travlt med at fremstille det her som en voldsom forringelse for kontanthjælpsmodtagere, må jeg sige, at jeg er yderst forbavset. Sagens kerne er, at den tidligere borgerlige regering meget, meget voldsomt forringede kontanthjælpsmodtagernes muligheder for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Og her tænker jeg på dem, som er ikkearbejdsmarkedsparate. De, der ikke er arbejdsmarkedsparate, har andre problemer end ledighed, f.eks. misbrug af stoffer eller misbrug af alkohol, de kan have psykiske lidelser, nogle kan lide af ADHD, det, som vi tidligere kaldte for DAMP. Der skal med andre ord sættes ind over for de pågældende med en hjælp, som er meget mere grundlæggende, inden de kan komme ud på arbejdsmarkedet igen. Men der gjorde den tidligere borgerlige regering den kæmpe fejl, at den afskaffede den høje refusion til de her aktiviteter, som kunne hjælpe kontanthjælpsmodtagerne til at få det bedre, sådan at de kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Så derfor er det uhyre dobbeltmoralsk, når man kritiserer det her i dag.

Så vil jeg til sidst også nævne, at det er rigtigt, at den nye regering har afskaffet fattigdomsydelserne. Og det er rigtig godt, at det er sket, men det er dog ikke sket ved hjælp af de penge, der bliver sparet ved det her lovforslag. Det siger fru Ulla Tørnæs, men det er ikke rigtigt. De penge, som er sparet ved de her ændringer, bliver bl.a. brugt til, at man giver en større hjælp til ordblinde og læse- og stavesvage arbejdsløse. Det vil man gøre fra i år. Og der er også tale om, at man vil forlænge ordningen med de såkaldte opkvalificeringsjob, hvor ufaglærte og faglærte og arbejdsløse med forældede uddannelser ud fra en konkret vurdering kan få betalt 6 ugers uddannelse, hvis de opnår at få et job. Det er noget af det, som de her sparede penge bliver brugt til.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første er fra fru Mai Henriksen.

Tak. Hr. Eigil Andersen peger på de her kurser og nævner en lang række sjove overskrifter som f.eks. »Find din indre pipfugl«. Spørgsmålet er, om det her lovforslag tager fat på det reelle problem, for er det ikke lige så slemt at være på et »Kend din indre pipfugl«-kursus i 2 uger, som det er at være på det i 4 uger?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det er halvt så slemt, fordi det så kun varer den halve tid. Men jeg er enig med fru Mai Henriksen i, at i det omfang sådan noget stadig væk finder sted – hvad jeg ikke håber det gør – skal vi søreme sørge for at få gjort noget ved det. Og jeg vil give fru Mai Henriksen ret i, at vi ikke er færdige med at løse det problem.

Hr. Eigil Andersen.

Jamen så tror jeg, vi kan blive enige om, at det er indholdet, der skal kigges på, og altså ikke længden, hvilket det her lovforslag egentlig tilsigter. Jeg vil gerne spørge, om svaret fra regeringens side så er, at der skal føres strammere kontrol med kommunerne, for vi må jo erkende, at det ikke er Folketinget, der finder på, at der skal laves »Find din indre pipfugl«-kurser. Det er ude i kommunerne, at det bliver sat i verden, så vil SF stramme kravene til kommunerne, eller hvordan vil SF sørge for, at det, der sker på de her kurser, er meningsfuldt?

Ordføreren.

Det vil bl.a. komme til at fremgå, når regeringen kommer med et udspil til en reform af hele aktiveringsområdet. Men jeg vil da i øvrigt sige, at længden af kurserne også spiller en rolle. Det er, som jeg nævnte i mit første indlæg, grotesk, at der er arbejdsløse, som f.eks. tre gange har deltaget i det her jobsøgningskurser på 4 uger. De er blevet halet igennem nøjagtig det samme i tre forløb på forskellige tidspunkter af deres arbejdsløshedsperiode. Det er jo grotesk, og jeg vil også sige – jeg nævnte det også i mit indlæg – at i den første uge sker der typisk noget på de her kurser, som er relevant, men meldingen fra dem, der deltager i dem, lyder, at i de sidste 3 uger sidder man ofte bare og kigger på en computer og snakker sammen og drikker noget kaffe, for der er ikke uorganiseret noget. Og jeg er enig med Det Konservative Folkeparti i, at vi skal have set på, hvordan det her fungerer ude i kommunerne, og det skal vi have forbedret.

Så er det fru Ulla Tørnæs.

Jeg må tilstå, at efter at have lyttet til regeringspartiernes ordførere er jeg ikke blevet spor klogere på, hvordan det her skulle være en forbedring af de lediges muligheder for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg tillade mig at stille det samme spørgsmål til hr. Eigil Andersen, som jeg stillede til den radikale ordfører: Hvad er det for en helt særlig indsats, som man ikke har kunnet tilbyde tidligere, men som man nu ude i kommunerne kan tilbyde de svageste ledige, nemlig de ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere?

Ordføreren.

Sagen er jo – og det viser alle undersøgelser, og ingen betvivler det – at 80 pct. af jobcentermedarbejdernes tid i dag går med bureaukrati, kontrol og dokumentation. Det er et faktum. Og hvem har etableret det? Det har den tidligere borgerlige regering gennem 10 års skrækkeligt styre. Det betyder, at på grund af de firkantede regler, der findes, er man optaget af at opfylde de firkantede regler. Og jeg synes jo, at det er logisk, at hvis der slækkes på de firkantede regler, bliver der større spillerum til, at man i kommunerne kan få mulighed for at bruge ressourcer på at hjælpe de ledige på en langt bedre måde.

Fru Ulla Tørnæs.

Jeg må tilstå, at jeg ikke synes, det var noget særlig godt svar. Altså, hvis man er ledig og er ikkearbejdsmarkedsparat kontanthjælpsmodtager over 30 år, så synes jeg godt nok ikke, det var noget særlig godt svar, SF kom med her. Hvad er det, kommunerne indholdsmæssigt får mulighed for at tilbyde den ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtager, som man ikke kan i dag? Som jeg ser det, er den eneste ændring jo, at man fremover ikke vil få tilbuddene i den samme kadence, som man hidtil har fået dem i. Bureaukratiet i forbindelse med det tilbud, man nu vil få hver 12. måned, vil jo være nøjagtig det samme som i forbindelse med det tilbud, man fik hver 6. måned. Jeg synes, at SF her er med til at vedtage en uforskammet forringelse over for de allersvageste ledige i det danske samfund.

Ordføreren.

Det er ikke rigtigt. Sagen er jo den, at hvis der er nogle meget firkantede krav om, at kommunerne skal tilbyde den arbejdsløse kontanthjælpsmodtager aktivering på bestemte tidspunkter, så kan der nemt opstå den situation – og den opstår – at mange kontanthjælpsmodtagere bliver sendt ud i noget aktivering, som i virkeligheden ikke er relevant for vedkommende, og som ikke kan bruges. Det ender med at være en form for opbevaring af den arbejdsløse, og det kan man jo ikke gå ind for. Derfor er det klart, at det handler om, hvilket indhold der er tale om – apropos den diskussion, som jeg også havde med fru Mai Henriksen for et øjeblik siden. Det er jo i virkeligheden dybt overfladisk, at man har nogle krav om, at der skal ske aktivering på et bestemt tidspunkt. Det, der bør være i centrum, er indholdet, og det er det, som kommunerne nu får større mulighed for gennem det her lovforslag.

Så har hr. Bent Bøgsted også meldt sig.

I forbindelse med diskussionen med fru Mai Henriksen om, hvorvidt det skulle være 4 eller 2 uger, var hr. Eigil Andersen inde på, at det var tomt efter 1 uge. Så vil jeg egentlig blot spørge hr. Eigil Andersen om, hvorfor det lige er blevet 2 uger, og hvorfor man ikke sætter det ned til 1 uge, når hr. Eigil Andersen siger, at det bliver tomt efter den første uge, og at der ikke er behov for yderligere.

Ordføreren.

Det har jeg beskrevet ud fra, hvad jeg har fået at vide fra en hel del arbejdsløse, og jeg tror, det gælder i mange tilfælde. Jeg har ikke sagt, at det så gælder i alle tilfælde.

Men det er da rigtigt nok, at man kan overveje, om 2 uger er den rigtige længde. Det tør jeg ikke sige om det er, men i hvert fald kan man sige, at hvis der er foregået noget unødvendigt, og hvis det har været spild af tid både for det kommunale system og for den arbejdsløse i 3 uger, så får vi i hvert fald nu fjernet de 2 uger. Det betragter jeg da som et fremskridt, som det er meget forbavsende at f.eks. Dansk Folkeparti ikke vil stemme for. Men her har jeg måske misforstået ordføreren. Det kan jo være, man vil stemme for det.

Spørgeren.

Til oplysning for hr. Eigil Andersen: Jeg mener, jeg gjorde det klart, at vi i Dansk Folkeparti gerne så, at der slet ikke skulle være en grænse, at det alt efter behov kunne være ned til 1 dag og op til 4 uger. Det kommer an på, om man er dagpengemodtager, hvad man har af uddannelse i forvejen og den slags. Som jeg nævnte tidligere, har en personalechef, der er vant til at behandle ansøgninger, nok ikke behov for 4 uger til at lære at skrive ansøgninger.

Men det, der gjorde, at vi ikke kunne stemme for, var det sidste punkt. Jeg ved ikke, om hr. Eigil Andersen så den udsendelse, der var på DR i går, hvor der var en mand, der sagde, at han var glad for, at han var kommet ud i aktivering, fordi han nu kunne komme videre. Han var ikke arbejdsmarkedsparat, men fordi han fik den aktivering, kunne han komme videre. Mener hr. Eigil Andersen ikke, at man svigter nogle af dem, der går og er ledige, og som ikke er arbejdsmarkedsparate? De får ikke muligheden for hurtigst muligt at komme i gang med noget. De kommer til at ligge hjemme på sofaen. Er det ikke skadeligt for dem, der kommer til at ligge hjemme på sofaen? De kan bare ligge hjemme og se fjernsyn og drikke kaffe i stedet for at få en indsats.

Ordføreren.

Den unge mand, som man så i fjernsynet i går aftes, som jeg også så, og som var glad for den aktivering, han havde fået, ville kunne få aktiveringstilbud på nøjagtig samme måde, også efter det her system. Der er ikke noget, som på nogen måde kan forhindre det i at ske. Derfor er det en fejltagelse at tro, at det her lovforslag vil forhindre det eksempel, som vi så i tv i går. Det vil det ikke.

Der er mange ting, der skal rettes op efter 10 års borgerligt styre, men der kommer på et tidspunkt et forslag fra regeringen til en kontanthjælpsreform, og der vil man gå mere i dybden med de her ting.

Så er jeg da i øvrigt glad, hvis der kan etableres en enighed med Dansk Folkeparti om længden af de der jobsøgningskurser, som man har for øjeblikket. Det kunne måske være, at der er et punkt der, hvor Dansk Folkeparti har fået nogle nye meninger efter de foregående 10 år.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til den næste ordfører, som er hr. Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten.

Det er jo et forslag, som udmønter en del af finanslovaftalen mellem regeringen og Enhedslisten, og det indeholder en lille del af starten på en oprydning i aktiveringsjunglen.

Dette lovforslag tager fat i de to første små dele. For det første nedsættes varighedskravet til ret og pligt-tilbud fra 4 uger til 2 uger for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. I dag er det jo sådan, at folk i 4 uger kan sidde og skrive på de samme cv'er og skrive på de samme ansøgninger dag efter dag. Vi er nu landet på 2 uger, og jeg synes, det er et godt forslag, som gør det mere fleksibelt, i forhold til hvordan det er i dag. Konkret kan vi undgå unødig lange jobkurser, som kan virke fuldstændig unødvendige for den arbejdsløse. Lovforslaget hindrer ikke længere kurser, hvor det giver mening for den ledige i jagten på arbejde eller uddannelse.

For det andet ændres tidspunktet for at gentage aktivering for kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som ikke er parate til arbejdsmarkedet, fra efter 6 måneder til efter 12 måneder. Det giver også mere smidighed og mere fleksibilitet i forhold til kommunerne, der stadig vil have mulighed for at sætte tilbud i værk, der rækker ud over minimumsreglerne. Det er Enhedslistens forventning, at denne start på et opgør med meningsløs aktivering vil blive videreført allerede i denne samling.

Vi er selvfølgelig klar over, at der stadig væk er uenigheder mellem Enhedslisten og regeringspartierne om det, der så smukt omtales som den aktive arbejdsmarkedspolitik. Vi deltager ikke i den mistænkeliggørelse af de ledige, der ligger bag retorikken om krævementaliteten blandt modtagere af kontanthjælp og dagpenge, og vi vil heller ikke være med til useriøse påstande om, at det ikke kan betale sig at arbejde, den meningsløse strøm af nye pligter for ledige og modstillingen mellem såkaldt hårdtarbejdende lavtlønnede og mennesker, som står uden arbejde.

Jeg håber, at regeringspartierne vil fortsætte linjen fra finansloven og fortsætte oprydningen i standardaktivering og ligegyldige krav. Det er afgørende, at arbejdsløse på dagpenge og kontanthjælpsmodtagere behandles individuelt og under hensyntagen til deres individuelle situation, kort sagt: at de behandles med respekt og ikke med mistænksomhed. Det bidrager dette lovforslag til. At det også giver en besparelse, er en belejlig sidegevinst. Enhedslisten kan selvfølgelig varmt anbefale forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Ulla Tørnæs.

Nu hører vi igen, at man, mens man slår ud med armene, siger, at kommunerne jo bare kan fortsætte som hidtil og gøre en indsats, der rækker ud over den minimumsindsats, som regeringen og Enhedslisten her fastsætter. Jeg vil gerne spørge Enhedslistens ordfører, om den besparelse, som er beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget, ikke netop opstår, ved at man forventer, at kommunerne gør mindre, altså at kommunerne ændrer adfærd.

Ordføreren.

Jo, selvfølgelig gør den det. For der er nogle, der kan blive aktiveret hurtigere, mens der er andre, der skal gøre noget andet imellem aktiveringerne. Det er jo folk, der ikke er arbejdsmarkedsparate. Der er nogle, der skal gå til noget andet, f.eks. på en højskole, der er nogle, der skal behandles for en form for misbrugsproblem, og der er nogle, som er syge og derfor skal behandles anderledes end dem, der er arbejdsmarkedsparate.

Fru Ulla Tørnæs.

Nu kan jeg forstå, at det her med, at kommunerne bare kan gøre, hvad der rækker ud over minimumsbestemmelserne, også er et vigtigt argument for Enhedslisten for at stemme ja til det her lovforslag. Derfor er det vel på sin plads at spørge Enhedslisten, hvor ofte Enhedslisten påregner at en ledig vil få et tilbud, der rækker ud over de minimumsbestemmelser, som Enhedslisten her er med til at sætte en endnu lavere standard for end det, der rent faktisk findes i dag. Hvor ofte vil det ske? Det vil jeg gerne spørge Enhedslistens ordfører om.

Ordføreren.

Først og fremmest er jeg overhovedet ikke enig i, at det er en lavere standard. For det, vi skal prøve på, er at få folk i ordinært arbejde. Og hvordan får vi folk i ordinært arbejde? Er det bare gennem gentagen aktivering? Vi ved jo godt, at der under den gamle regering blev skåret ned over for kommunerne. Kender man nogen pedeller, som får ordinært arbejde i dag? De er altid i aktivering. Det er, fordi jobbene i kommunerne i stadig højere grad bliver overtaget af aktiveringsjob i stedet for at være ordinære job.

Så siger jeg tak til ordføreren. Og så er det hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg står her i stedet for hr. Joachim B. Olsen, som er vores ordfører på området, men som ikke har mulighed for at være her i dag. Så det er måske begrænset, hvor dybt jeg kan gå ind i det her. Men som Enhedslistens ordfører pegede på, er det jo netop en udmøntning af en del af finanslovaftalen. Når det er det, bør enhver liberal jo være på vagt, for det var en uansvarlig finanslov, hvis nogen skulle have glemt det, med 100 mia. kr. i underskud, som vi i Liberal Alliance naturligvis valgte at stemme imod.

Nu er vi ikke imod alt muligt, og derfor vil jeg også gerne pege på det positive i det her forslag, for i Liberal Alliance ser vi sådan set gerne besparelser på det offentlige budget, mindre bureaukrati, mere personlig frihed til den enkelte borger. Det er for os tre centrale emner, og det er faktisk tre emner, som lovforslaget tager lidt fat i – besparelser, mindre bureaukrati, mere frihed. Det er vi i Liberal Alliance glade for, og vi vil godt kvittere for, at lovforslaget så tager disse emner op.

Lovforslaget lægger på den anden side op til, at der ændres i de eksisterende regler for ledige og kontanthjælpsmodtagere efter 12 måneders ledighed i stedet for de nugældende 6 måneder, og i Liberal Alliance finder vi, at vi bør gøre mere for de ledige og ikke mindre. Med det lovforslag er vi i den situation, at regeringen vil forringe indsatsen over for de ledige ved at lade de ledige gå i længere tid, uden at de har pligt til at komme videre. Dette forhold er vi betænkelige ved, da det i sidste ende vil føre til mere varig ledighed, og det kan vi ikke støtte.

I Liberal Alliance mener vi, at det er fint, at kommunerne får mulighed for at tilrettelægge mere individuelle forløb for de unge kontanthjælpsmodtagere, men vi ser i Liberal Alliance ikke nogen grund til at ændre de gældende regler for at komme i beskæftigelse fra 6 til 12 måneder. Det bør være i alles interesse, både kontanthjælpsmodtagere og samfundet som helhed, at de unge kontanthjælpsmodtagere kommer hurtigt væk fra ledighed, og det synes den foreslåede ændring ikke at sikre i tilstrækkelig grad.

Vi medgiver, at lovforslaget trækker lidt i begge retninger, men samlet set kan Liberal Alliance ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Den sidste ordfører er fru Mai Henriksen fra De Konservative.

Ret og pligt hænger jo ganske godt sammen, når det følges smukt ad. De rettigheder, man får som borger i Danmark, følges af nogle tilsvarende pligter. Derfor er det også vigtigt, at vi har en god, men ikke mindst også en aktiv beskæftigelsesindsats.

Når man læser lovforslaget, opdager man jo med det første, at ord er ganske taknemlige, for alle de klassiske klicheer og flotte ord er oplistet fra start. Det er at undgå ufleksible standardkrav, det er at tale om en individuelt tilrettelagt indsats, større smidighed osv. osv. Det lyder jo meget godt – ord er taknemlige.

Men hos De Konservative kan vi godt være nervøse ved, om de ledige i langt højere grad bliver ladt i stikken, og vi vil ikke være med til at forringe indsatsen. Lad mig slå fast, at vi ikke deler den opfattelse, at vi skal spare penge på netop det område her, som lovforslaget lægger op til. Knapt 200 mio. kr. vil blive sparet i 2012 med dette lovforslag, og vi ønsker at prioritere den aktive beskæftigelsesindsats – og en besparelse vil jo være lig en forringet indsats.

Derudover er vi også forundret over, at det her lovforslag kommer nu. Nuvel, regeringen skal bruge nogle penge til at finansiere det her års finanslov, men det må vel også være den eneste grund til, at lovforslaget kommer nu. Vi – en del ordførere – har sådan undervejs i debatten forsøgt at spørge lidt ind til regeringspartierne og nogle af de holdninger, der ligger bag det lovforslag, og hver eneste gang får vi at vide, at det jo kommer med den kommende kontanthjælpsreform.

Der er det jo interessant, at man altså vælger at lave lovforslag, som kommer sådan drypvis, inden forhandlingerne om kontanthjælpsreformen overhovedet er kommet i gang, og det er også derfor, at vi bliver forundret over, at vi jo ikke har været kaldt til forhandlinger om det her lovforslag – vi er ikke blevet præsenteret for det tidligere. Og så kan det jo godt være, at beskæftigelsesministeren og de øvrige regeringspartier og deres ordførere kan have et godt billede af, hvordan den fremtidige beskæftigelsesindsats skal se ud, og hvordan det fremtidige kontanthjælpssystem skal se ud, men når man som parti ikke har været inddraget i de overvejelser og man kun får enkelte brikker serveret såsom den brik, vi altså behandler med det her lovforslag, så bliver man ikke en større støtte.

Når der så samtidig undervejs i debatten rent faktisk bliver stillet spørgsmål – om der er tale om forligsbrud – så er forvirringen total, og derfor kan De Konservative som udgangspunkt ikke støtte det lovforslag her.

Tak til alle ordførerne. Så giver jeg til sidst ordet til beskæftigelsesministeren.

Tak for dagens debat om indsatsen for nogle af de mennesker, vi skal gå allermest op i, nemlig dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Det er blevet sagt af flere og også rost af nogle, at den her regering prioriterer, at den meget grundlæggende værdi ret og pligt er det fundament, den danske arbejdsmarkedspolitik skal stå på. Den ros og den opmærksomhed er jeg som beskæftigelsesminister glad for og deler til fulde.

Nogle siger så: Kan det her lovforslag rummes inden for princippet om ret og pligt? Ja, det kan det godt, for når vi tilrettelægger vores beskæftigelsespolitik, er der også andre formål, den skal leve op til; den skal nemlig virke. Det er ikke nok, at politikere står fast på principper, og det er ikke nok, at man stamper i gulvet og siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, for den beskæftigelsespolitik, vi vedtager og indfører i Danmark, skal enten bringe folk i arbejde, i uddannelse eller tættere på arbejdsmarkedet.

Der er nok ikke nogen del af beskæftigelsespolitikken, der har været omgærdet af så megen diskussion og kritik som indsatsen for de ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Rigsrevisionen har givet en meget kras kritik. Der har været rejst et utal af konkrete offentlige sager, hvor mennesker ramt af ledighed har følt sig umyndiggjort og udsat for en aktivering, som den enkelte borger og arbejdsmarkedet samlet set faktisk ikke har vurderet har bragt den enkelte borger tættere på arbejdsmarkedet.

Så ret og pligt er udgangspunktet; og det skal virke. Har den hidtidige indsats gjort det? Nej, det har den ikke i tilstrækkelig grad gjort, idet vi i Danmark stadig væk har tusindvis af kontanthjælpsmodtagere, der har været på kontanthjælp i mange år.

Så udgangspunktet er ret og pligt, og at det skal virke. Men jeg tror samtidig, det er vigtigt, at vi, når vi – måske endda i fællesskab – kan blive enige om, at ret og pligt er præmissen, så samtidig graduerer i forhold til, hvad det er for grupper af ledige, vi taler om. Der er jo forskel på en forsikret, ressourcestærk medarbejder, som mister arbejdet på grund af nedskæringer i en virksomhed, og så en person, som har været på kontanthjælp i mange år, er omgivet af sociale problemer og måske er psykisk sårbar. Den første gruppe kan selvfølgelig meget lettere end den anden honorere princippet om ret og pligt. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi skelner.

Den del af det lovforslag, vi behandler i dag, som har været mest diskuteret, er, om vi skal have meget bestemte tidsgrænser for, hvornår ikkearbejdsmarkedsparate skal aktiveres, og der tror jeg altså, vi skal tilrettelægge indsatsen ude i kommunerne så fleksibelt og så individuelt som overhovedet muligt.

Så ret og pligt er det gældende princip; dernæst at det skal virke. Og det mener jeg ikke at den tidligere indsats i tilstrækkelig grad har gjort.

Derudover er det også vigtigt for mig at sige, at der intet – intet – er i det her lovforslag, der hindrer hverken en sagsbehandler eller den kommunale indsats i det hele taget i at lave en aktiv indsats omkring vores kontanthjælpsmodtagere. Vi ændrer ikke på spørgsmålet om, hvornår første tilbud igangsættes; det, lovforslaget her adresserer, er alene spørgsmålet om gentagen aktivering. Og hvis man derfor vurderer, at man har en, der har været kontanthjælpsmodtager gennem lang tid, og som vil have godt af et aktivtilbud, så kan man starte det op hver eneste dag, hvis det er det, man vurderer er det rigtige.

Jeg vil gerne takke for de forskellige ordførerbemærkninger, der har været. Jeg noterer mig selvfølgelig i særlig grad den meget pragmatiske og åbne tilgang, som jeg synes Dansk Folkeparti og Liberal Alliance udviser. Jeg synes, man går til spørgsmålet her med en oprigtig interesse for, hvordan vi tilrettelægger en beskæftigelsespolitik, der har effekt, som myndiggør den enkelte borger, og som samtidig hjælper vores ledige tættere på arbejdsmarkedet. Det vil jeg meget, meget gerne kvittere for.

Jeg vil også gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti efterlyser yderligere politiske diskussioner omkring afbureaukratisering. Det er et tilsagn, vi har givet tidligere, og det tror jeg er noget, der interesserer de fleste partier. Vi har travlt på arbejdsmarkedsområdet lige nu med at forberede større reformer, og det er helt klart, at spørgsmålet omkring afbureaukratisering vil indgå i de reformdiskussioner, der står foran os alle sammen nu.

Jeg vil sige to ting til sidst. For det første vil jeg gerne understrege, at de midler, der tilvejebringes med forslaget her, går til noget, som vi fra regeringspartiernes side og fra Enhedslistens side synes er vigtigt, nemlig uddannelse. De går til en forstærket indsats for læse/stavesvage kontanthjælpsmodtagere. Jeg tror slet, slet ikke, man må negligere, hvor mange af vores sårbare ledige der har svært ved at læse og skrive og regne, og hvor stor en forhindring det kan være, når man gerne vil ud på arbejdsmarkedet.

Vi lægger derudover op til en forstærket uddannelsesindsats for andre grupper af ledige, og det er sådan set det, den her regering sammen med Enhedslisten har sagt fra starten, nemlig at vi gerne vil flytte penge fra aktivering, som vi er usikre på formålet med og effekten af, over til uddannelse, opkvalificering og kompetenceløft. Det er en større forandring, som vi har sat i gang, og som bestemt ikke er slut endnu.

Til allersidst vil jeg sige om spørgsmålet omkring forlig, at jeg har undersøgt det sammen med dygtige embedsmænd i Beskæftigelsesministeriet, og vores vurdering er altså, at der ikke er tale om forligsbrud, at det forholder sig sådan, at bestemmelser om det første aktiveringstilbud var indlagt som en del af forliget »Flere i arbejde«, og de bestemmelser, vi behandler her, er bestemmelser, der knytter sig til velfærdsaftalen fra 2006, der som bekendt er opsagt. Vi vil selvfølgelig gerne på opfordring fra flere afdække det her endnu mere, og der vil også komme et skriftligt svar til udvalget, for selvfølgelig skal vi behandle hinanden ordentligt, både i tone og i handling. Det betyder selvfølgelig, at vi som regering gerne vil respektere de forlig, der er på beskæftigelsesområdet, men det er altså vores bedste overbevisning, at der ikke er noget forligsbrud med lovforslaget her.

Der er en kort bemærkning fra fru Ulla Tørnæs.

Tak. For mig er der jo ikke nogen som helst tvivl om, at ministeren er blevet bedt om at finde finansiering til fjernelse af kontanthjælpsloftet, og det er alene årsagen til, at ministeren har fundet frem til disse to forringelser i indsatsen over for de svageste ledige. Der er absolut ingen tvivl i mit sind om, at det er sådan, det forholder sig.

Nu gentager ministeren så det, som vi har hørt regeringspartiernes ordførere nævne, nemlig det her med, at der intet er til hinder for, at kommunerne kan lave en indsats, der rækker ud over de minimumsbestemmelser, som nu er fastsat. Det bringer mig så til at spørge ministeren, hvorfor man så ikke bare har fjernet reglerne helt og ladet det være op til kommunerne, for så kunne man jo have sparet endnu flere penge. Hvis kommunerne er så gode til at tilrettelægge lige præcis den indsats, der er brug for, og kontanthjælpsmodtagerne derfor ikke har brug for at have krav på at komme til en samtale, have krav på at komme i et aktiveringstilbud, så kunne ministeren jo bare have gennemført den ultimative version af det, nemlig at have fjernet regelsættet fuldstændig på det her område.

Ministeren.

Jeg vil gerne sige, at det her lovforslag ikke har noget at gøre med afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Vi har lavet en aftale sammen med Enhedslisten for finanslov 2012, en aftale om bedre vilkår for ledige. Det lovforslag, vi taler om her, plus yderligere finansiering via centrale prioriteringer finansierer et løft af 6 ugers selvvalgt uddannelse, mulighed for opkvalificeringsjob til ledige ufaglærte og faglærte, en styrket indsats for ledige ordblinde og læse/skrivesvage, en styrkelse af varslingsindsatsen – det er altså der, hvor der er et større antal fyringer – bedre muligheder for uddannelse af ufaglærte ledige samt nogle øvrige initiativer.

Så jeg kan blankt afvise, at fattigdomsydelserne skulle være finansieret med det her. Og det er også derfor, at jeg i mit indlæg her i dagens debat siger, at ud over at vi mener, at man sagtens kan lave en ordentlig indsats med det regelsæt, der gør sig gældende, så har vi brugt finansieringen fra forslaget her til det, som vi mener er rigtigt, og som vi tror vil gavne mange ledige, eksempelvis en styrket indsats for ledige, der er ordblinde eller læse/stavesvage.

Fru Ulla Tørnæs.

Jamen jeg er da udmærket klar over, at det er ubekvemt for ministeren, at dette overhovedet nævnes, og at der drages en sammenhæng mellem de to forslag, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at ministeren ville medgive, at det var sådan, sammenhængen var. Men ikke desto mindre er det jo åbenlyst for enhver, at det her burde have været en del af den kommende reform af kontanthjælpen, som ministeren har annonceret. I stedet for at man gennemfører det i huj og hast nu i forbindelse med en finanslovaftale, som er indgået med Enhedslisten, så burde det her jo have været en del af de elementer. Det ville have været den seriøse tilgang til en kontanthjælpsreform, og det ville også have været den seriøse tilgang til at diskutere de elementer, som ministeren lægger op til at få gennemført i huj og hast her. Så jeg kan alene – og det fastholder jeg – se det som en besked fra Finansministeriet og regeringens Økonomiudvalg om, at ministeren pålægges at finde finansiering til det forslag, som blev vedtaget før jul, om at fjerne loftet over kontanthjælpen. Ellers ser jeg absolut ikke nogen som helst forklaring på, at det her forslag skal vedtages lige nu – lige nu – hvor ministeren samtidig har annonceret, at der skal laves en gennemgribende reform af kontanthjælpen. Det er useriøst.

Ministeren.

Jeg synes altid, man skal være varsom med at beskylde hinanden for useriøsitet i Folketingssalen. Vi kan have en politisk uenighed, og den er der tydeligvis på det her område, men der er vel ikke nogen grund til at beskylde hinanden for at være useriøse, fordi vi er uenige om, hvordan man laver den bedste beskæftigelsespolitik.

Jeg står her med aftalen om bedre vilkår for ledige, og jeg vil gerne læse højt:

Som led i de samlede aftaler om finansloven for 2012 besluttede regeringen og Enhedslisten, at ledige skal have bedre vilkår. De økonomiske konsekvenser af denne del af finanslovaftalen fremgår af tabel 1.

Hvis man læser i tabel 1, vil man se, at det lovforslag, vi behandler i dag, finansierer, og der vil jeg gerne gentage: løft af 6 ugers selvvalgt uddannelse, sådan at ledige, der eksempelvis har behov for et certificeringskursus, nu vil kunne få det; der er mulighed for opkvalificeringsjob; der er flere midler til jobrotation; der er en styrket indsats for læse/stavesvage ordblinde.

Jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg synes, det er initiativer, som vi kan være bekendt, og endda mere end det, som vi kan være stolte af. Vi kan være stolte af i en svær økonomisk situation at tilvejebringe midler til de ledige, der eksempelvis har læse/stavevanskeligheder. Det har været et højt prioriteret ønske fra Enhedslisten, som jeg til fulde deler. Det er et enormt handicap, hvis man er ledig, at have svært ved at læse og skrive og regne. Så det er i den forbindelse, finansieringen skal ses.

Den næste er fru Mai Henriksen.

Jamen så fik vi i hvert fald at vide, hvad besparelsen skal gå til. Det har jo ikke stået i lovforslaget, og det er jo det, der har været kendetegnende for det her lovforslag, nemlig at der ikke har været så meget indhold i det, og derfor har det sådan været svært at læse ret meget ud af det.

Ministeren siger, at vi skal behandle hinanden ordentligt, og jeg vil rigtig gerne behandle ministeren ordentligt, og jeg håber også, at ministeren vil behandle mig og De Konservative ordentligt, og derfor havde jeg jo håbet på, at ministeren havde taget forligskredsen og dem, som jo gerne plejer at ville være konstruktive i beskæftigelsespolitikken, med ind i en drøftelse om det her. For alt andet lige står vi jo måbende tilbage og ser de her sådan drypvise lovforslag, mens vi samtidig ved, at der er en kontanthjælpsreform om hjørnet. Jeg hører til den del af koret, som heller ikke forstår, hvorfor det kommer nu. Hvorfor venter man ikke med det her, til man har konturerne af en kontanthjælpsreform? Hvorfor skal det presses igennem nu?

Ministeren.

Jeg gerne sige, at jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at der er et godt samarbejde i enhver forligskreds, og jeg håber også, at den konservative ordfører føler sig godt behandlet i de forskellige forligskredse, hvor ordføreren indgår, eksempelvis i kredsen omkring barseludligning, hvor vi har haft møde for nylig i satspuljekredsen, hvor vi lavede en, synes jeg, rigtig god aftale om dette års satspulje, og der er også andre forligskredse, bl.a. arbejdsmiljøkredsen, som skal mødes snart.

Men vi har ikke en forligskreds omkring det her. Det her er en del af, som det er mig oplyst, velfærdsaftalen, og den aftale er opsagt. Jeg vil til enhver tid inddrage forligspartier i alt det politiske arbejde, jeg laver, fordi jeg synes det er vigtigt.

Det her hindrer jo ikke Folketinget i at vedtage en god kontanthjælpsreform. Det her er et lille hjørne af spørgsmålet om den aktive indsats for en del af vores kontanthjælpsmodtagere – det skal man være opmærksom på. Så der er al god grund til også efter det her lovforslag at påbegynde, når regeringen har fremlagt sit forslag til en kommende reform af kontanthjælpen, de nødvendige politiske forhandlinger. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til det.

Fru Mai Henriksen.

Forlig eller ej. Alt andet lige kan det jo godt være sådan et spørgsmål om ord også. Men hvis vi nu antager, at det ikke er forligsbelagt, og ministeren har lige redegjort for, at hun synes hun har nogle vældig gode samarbejdspartnere i De Konservative og måske også i nogle de andre oppositionspartier – det håber jeg da i hvert fald – ville det så ikke have været nærliggende, når nu man har de her drypvise forslag op til en kontanthjælpsreform, at have taget sine gode samarbejdspartnere med ind i arbejdet? Jeg ved da, at når jeg har gode samarbejdspartnere og gerne vil lave nogle forskellige aftaler, så vil jeg da sådan føle det naturligt at inddrage de samarbejdspartnere.

Så egentlig vil jeg gerne vende tilbage til mit første spørgsmål: Hvorfor er det, at det her skal komme sådan drypvis og hastes igennem? Hvorfor er det, at det ikke kunne komme ind under én samlet hat? Vi kan jo se, at de forskellige ordførere fra de forskellige partier har stillet næsten det samme spørgsmål i dag, også ordførerne fra regeringspartierne, så det håber jeg at ministeren kan oplyse.

Ministeren.

Jeg synes, det er meget naturligt, at vi som regering kan samarbejde med alle Folketingets partier, og der er selvfølgelig ikke noget til hinder for, at vi laver en finanslovaftale med et parti på nogle områder, med andre partier på andre områder. Jeg skal måske i samme moment gøre opmærksom på, at vi jo for ikke ret lang tid siden har behandlet et andet lovforslag, som også ændrer på nogle af spillereglerne for den aktive indsats, hvor V og K stemte for lovforslaget. Der var der ikke nogen kritik af indholdet.

Derfor vil jeg meget, meget gerne tilkendegive over for Det Konservative Folkeparti og i øvrigt også andre partier i Folketinget, at selvfølgelig skal vi samarbejde. Jeg inddrager meget, meget gerne partierne. Jeg glæder mig til, at vi går i gang med diskussionerne om en reform af kontanthjælpsområdet, og jeg synes altså som sagt, at den aftale, der her gælder, som vi har lavet sammen med Enhedslisten, er ganske god.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.