Tak, formand.
Som forslagsstiller på L 3 vil jeg selvfølgelig gerne for en ordens skyld, som det jo sig hører og bør, sige tak for debatten.
Vi har jo haft en livlig debat til tider.
Jeg kan så ikke helt på samme måde takke for tilslutningen til det lovforslag, vi har fremsat, og det er jo underligt, for vi havde selvfølgelig en forventning om, at vi ville kunne få tilslutning til det.
Altså, L 3 er jo en fuldstændig genfremsættelse af et forslag fra folketingssamlingen 2005-06, som det har været nævnt nogle gange.
Det er et forslag, som Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten fremsatte tilbage i folketingssamlingen 2005-06.
Det er et forslag, hvorom man dengang sagde, at man fremsatte det for at få det gennemført; det er et forslag, man lagde meget, meget stor vægt på var helt afgørende for at sikre et godt demokrati i Danmark, et godt folkestyre, at parlamentarismen fungerede, at mindretallet havde mulighed for at udøve kontrol med ministrene.
Man har i perioden efter folketingssamlingen 2005-06 ved flere forskellige lejligheder gjort sig meget umage med at fortælle befolkningen, at det her var så afgørende, at man ville gennemføre det, i samme øjeblik man fik mulighed for det.
Man opstillede det – det har vi været inde på nogle gange – som en S-R-akse, der ville gennemføre ni principper for god regeringsførelse, hvis man kom til magten.
Det her var så et af de ni principper, man ville gennemføre.
Mindretallet skulle beskyttes.
Man sagde, at det her ikke var noget, man glemte efter valget, når man fik magten.
Der foreligger mange citater, hvor de, der var ledende politikere for synspunktet dengang, sagde, at det her ikke var noget, de ville glemme efter at valg, når de havde fået magten.
Det var noget, de ville stå ved; det var noget, de ville stå fast på; det var noget, de ville gennemføre.
Sagen er jo, at da valget var afholdt den 15.
september og vi kunne konstatere, at der i Folketinget nu var et klart flertal bestående af lige præcis de fire partier, som stod bag lovforslaget fra folketingssamlingen 2005-06, så var det selvfølgelig vores forventning, at det her instrument nu ville blive gennemført.
Tre af de fire partier har så dannet regering efter at have siddet ude på Crown Plaza, det berømte tårn, som det også har været nævnt nogle gange.
Højt oppe i tårnet har man siddet og lavet sit regeringsgrundlag.
Jeg tror, at det tog 16 døgn at lave regeringsgrundlaget.
Da vi så regeringsgrundlaget – det må vi blank erkende – troede vi, at det var en forglemmelse.
Altså, det er jo rigtigt, som nogle har sagt under debatten, at der var ganske mange ting, der skulle håndteres, og derfor kunne man godt glemme, at der faktisk også var noget, man havde lovet om mindretalsbeskyttelse.
Derfor havde vi hos os en diskussion af sagen, for vi har også i de senere år haft en diskussion om, at der måske var noget rigtigt i det, forslagsstillerne i 2005-06 havde argumenteret for.
Jeg kan heller ikke udelukke, at vores holdning dengang var præget af, at forslaget kom som en direkte konsekvens og udløber af debatten om muhammedkrisen, som det jo også blev nævnt, da man havde debatten tilbage i 2006.
Men vi var i hvert fald i Dansk Folkeparti nået frem til, at det var der egentlig noget rigtigt i, og derfor havde vi forventet, at det blev gennemført.
Vi blev så enige med os selv om, at vi ville hjælpe regeringen og regeringens parlamentariske grundlag med at få det gennemført, for så var der jo slet ingen tvivl om, at det blev til noget, og derfor fremsatte vi det her lovforslag.
Forventningen har derfor på baggrund af den historiske gennemgang af sagen selvfølgelig været, at det jo ville blive gennemført med et stort flertal.
111 mandater står bag det her forslag, hvis man vil føre det ud i livet, som man har sagt.
Hvad oplever vi så?
Vi oplever nogle ordførere fra de partier, der tidligere var tilhængere af forslaget, lave nogle mærkværdige krumspring, for nu er det ikke et spørgsmål om, at det her egentlig er et godt forslag, og at det er nogle gode tanker, og at det er en helt grundlæggende ting i et godt parlamentarisk system.
Næh, nu handler det om, at vi kun vil gennemføre det, hvis nogle bestemte andre vil være med.
Der er nogle, der har sagt, at det skal være et bredt flertal, der i givet fald skal gennemføre det, og så har vi jo forsøgt at afæske lidt her under debatten, hvad et bredt flertal er, for et bredt flertal er åbenbart ikke 111 mandater, hvor Dansk Folkeparti indgår.
Men hr.
Simon Emil Ammitzbøll havde jo en ganske glimrende pointe i et af sine spørgsmål, nemlig at det blev benævnt, vil jeg sige til justitsministeren, som et bredt flertal i forgårs, da der blev lavet en politisk aftale mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance.
Et flertal, der er om ikke væsentligt mindre så mindre eller noget mindre end et flertal mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Hvordan kan noget, vil jeg sige til justitsministeren, i forgårs blive benævnt som et bredt flertal, mens et større flertal i dag ikke er et bredt flertal?
Så kommer det næste krumspring, og det er, at det så heller ikke helt er det, det drejer sig om.
Det er ikke antallet af mandater bag, der afgør, om det er bredt; det er, om Venstre er med.
Det afgørende er, om Venstre er med.
Hvis Venstre er med, kan vi godt lave det.
Fru Marianne Jelved gik som ordfører for Det Radikale Venstre skridtet videre og begyndte at snakke om enstemmighed for at kunne gennemføre det.
Så kan man godt fornemme, hvad det her drejer sig om:
Altså, kan vi finde en undskyldning for at komme ud af den klemme, vi har sat os selv i?
Vi har markedsført os som partier, der vil sikre, at et stort mindretal kan kigge os over skulderen, altså kigge ministrene over skulderen, men når vi nu selv sidder ved magten, er det faktisk ikke særlig hensigtsmæssigt.
Altså, hvorfor i alverden skulle man så udstyre et stort mindretal med muligheden for at kigge ministrene over skulderen?
Så hvordan kan vi egentlig komme ud af klemmen?
Jo, det gør vi selvfølgelig ved, at vi udnævner nogle af dem, vi på forhånd ved er modstandere af forslaget, til at være dem, der afgør, om forslaget kan gennemføres, for så ved vi, at det bliver aldrig til noget.
Helt grotesk bliver det jo, når man så udnævner partier, der endda her i dag erklærer, at de aldrig ville være med til at gennemføre det her, som dem, der skal være med til at gennemføre det.
Så ved man med sikkerhed, at det aldrig bliver til noget.
Og det har ikke noget at gøre med, vil jeg sige til hr.
Holger K.
Nielsen og andre, at vi ikke i Dansk Folkeparti vil gå aktivt ind i den debat, der kommer i Udvalget for Forretningsordenen og andre steder, om justeringer af de regelsæt, der gælder herinde – det gør vi meget gerne.
Vi vil lægge ildhu i det, vi vil være aktive mødedeltagere, og jeg vil også selv meget gerne bidrage konstruktivt til den debat.
Det er et løfte, det gør vi.
Det har bare ikke noget at gøre med det her lovforslag, for det handler jo om, at hvis den konstruktive debat fører til nogle justeringer, der
ikke
indeholder det, som altså de fire partier bag den nuværende regering inklusive det parlamentariske grundlag argumenterede så stærkt for, kan vi så gennemføre det alligevel?
Nej, det er jo det, som vi desværre kan konstatere efter den her debat man så ikke er indstillet på.
Og det er jo der, hvor jeg synes filmen knækker.
Det er jo der, hvor det åbenbart bliver sådan, at de principper, man selv syntes var så vigtige, før man fik magten, ikke er så vigtige endda, når det kommer til stykket.
Dermed er hykleriet jo i virkeligheden afsløret.
Men kan i virkeligheden sige – også i forhold til løftebrudsdiskussionen, som nogle synes vi ikke skal snakke om – at det, man lovede før valget og fik flertal for efter valget, gennemfører man ikke.
Det er jo det, jeg tror mange mennesker vil undre sig over.
Jeg tror, at mange mennesker godt kan forstå, at man har nogle holdninger før valget, men så ikke har flertal for dem efter valget og derfor må forhandle.
Så finder man nogle kompromiser, og så må man gå ud at sige:
Ja, det her er det, vi kan gennemføre, længere kunne vi ikke komme.
Det tror jeg mange danskere sagtens kan forstå, men at man har det synspunkt, at det, man lovede før valget, og som man endda har flertal for efter valget – og der er så også nogle andre, der bakker op om det, så flertallet er endnu større – afstår man fra at gennemføre alligevel, tror jeg mange mennesker har meget svært ved at forstå.
Jeg skal lige sige noget i forhold til lovforslaget, som ikke har været inde i debatten indtil nu, men jeg synes alligevel, det en vigtig pointe, som jeg håber at man kan tage med sig i det videre forløb, og det er, at det, lovforslaget vil medføre, jo ikke er, at 40 pct.
af Folketingets medlemmer kan nedsætte en hvilken som helst undersøgelseskommission.
Der er jo i lov om undersøgelseskommissioner specificeret forskellige ting, man kan bede en undersøgelseskommission om at foretage – lige fra man undersøger det faktiske begivenhedsforløb for en given ting, til man supplerer det med, at en undersøgelseskommission også skal komme med anbefalinger til retlige skridt, altså til, hvordan man skal følge op på de ting, der er foregået, hvad man proaktivt ekstra skal gøre, og om der er nogen, man i givet fald skal gå efter og stille retligt til ansvar for det, de har foretaget sig.
Lovforslaget er, som det er formuleret – genfremsættelsen fra 2005-06 – alene et spørgsmål om, at 40 pct.
har lov til at iværksætte en begivenhedsgennemgang, altså at en undersøgelseskommission vurderer, hvad det faktiske begivenhedsforløb er, hvad der rent faktisk er sket.
Vurderingen af, om man så skal gå videre og stille nogle til ansvar for det, er et flertals ret efterfølgende, men det, som de oprindelige forslagsstillere jo argumenterede for, var, at ting jo går i glemmebogen.
Hvis der går for lang tid, fra at et faktisk begivenhedsforløb er foregået, til at man får det undersøgt, så er der for mange ting, der går i glemmebogen.
Derfor var det vigtigt, for at man senere kunne iværksætte en diskussion om at placere et ansvar, at man havde fået tingene gennemgået så tæt på det tidsforløb, undersøgelsen vedrørte.
Jeg synes bare, det er vigtigt, for det har ikke været inde i debatten indtil nu, men det er i hvert fald for os en vigtig understregning af, at det ikke er en hvilken som helst undersøgelseskommission, 40 pct.
i givet fald ville kunne nedsætte; det er, kan man jo godt sige, en smal undersøgelseskommission, der altså alene har til formål at opklare et konkret begivenhedsforløb.
Derfor burde sagen jo egentlig i højere grad være, at der kunne være opbakning til det.
Jeg skal blot til afslutning og for god ordens skyld sige om Enhedslistens beslutningsforslag, at det har vi selvfølgelig heller ingen problemer med at give opbakning, for det ville jo sagtens kunne omarbejdes til det lovforslag, som vi selv har fremsat.
Det vil så bero på en diskussion, men der er den vigtige pointe, synes vi, at vi jo i givet fald ville sige til regeringen, hvis der er flertal for beslutningsforslaget, at det lovforslag, der så skulle komme efterfølgende, skulle have den samme sondring, som jeg netop har været inde på, nemlig at det, et stort mindretal ville kunne iværksætte, var en gennemgang af begivenhedsforløbet, og det er det, vi i virkeligheden giver vores støtte til – ikke til, at man som et stort mindretal skulle kunne gå videre end det.