Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 154:

Forslag til lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution.

Af udenrigsministeren (Villy Søvndal).

(Fremsættelse 11.04.2012).

Sammen med dette punkt foretages:

18) 1. behandling af lovforslag nr. L 155:

Forslag til lov om Dansk Institut for Internationale Studier.

Af udenrigsministeren (Villy Søvndal).

(Fremsættelse 11.04.2012).

Der er 10 minutters taletid, da der er to punkter på. Tiden er fremskreden, så man skal ikke tale i 10 minutter, men man har mulighed for det.

Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak til formanden. Jeg lover, at jeg ikke bruger de 10 minutter. Lad det være sagt med det samme: Der er mange fornuftige tanker i de to forslag, som vi nu skal behandle. Og for at gøre det kort vil jeg ikke ridse alle de fornuftige dele af forslagene op. Det er jeg sikker på at ministeren og andre vil gøre her om lidt. Så jeg vil koncentrere mig om et par elementer i lovforslagene, som åbner muligheder for forbedring.

For det første er vi i Venstre ikke enige i konstruktionen med ministerielle observatører i bestyrelserne. Vi mener ikke, at ministerier skal se bestyrelsen over skulderen hverken hos Dansk Institut for Internationale Studier, for der bør man sikre at forskningen er uafhængig, eller hos Institut for Menneskerettigheder.

Hos Institut for Menneskerettigheder gælder det i særlig grad om, at vi sikrer hundrede procent uafhængighed for at stille instituttet stærkest muligt. Derfor skal instituttets bestyrelse ikke have en observatør med taleret fra Udenrigsministeriet. Fra dansk side vil vi forhåbentlig og i øvrigt med rette sætte spørgsmålstegn ved uafhængigheden af lignende institutter i lande, der har en knap så demokratisk tradition som den danske, hvis regeringen sad og lyttede med og endda argumenterede med, når den her såkaldt uafhængige vagthund tog sine beslutninger. Så skal instituttet være frit, så lad det være frit. Vi står os bedst over for omverdenen ved, at vi har orden i eget hus.

For det andet finder vi det i Venstre positivt, at de arktiske forhold fremhæves som et forskningsområde for Dansk Institut for Internationale Studier. Men tilsvarende forekommer det besynderligt, at mens man finder plads til observatører fra både Udenrigs- og Forsvarsministeriet i bestyrelsen, har man ikke fundet det nødvendigt at have Grønland repræsenteret. Det mener vi man bør rette op på.

Endelig er det Venstres opfattelse, at man bør gennemføre en analyse af, om det i længden er den mest effektive brug af ressourcerne at have Dansk Institut for Internationale Studier liggende helt selvstændigt. Givet, at mange af de funktioner, som instituttet ifølge lovforslaget skal varetage, allerede udføres på universiteterne – og her findes der stærke forskningsmiljøer – så foreslår vi i Venstre, at Udenrigsministeriet og Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser skal have en opgave om at lave en redegørelse for, hvilke fordele og ulemper der vil være forbundet med at fusionere Dansk Institut for Internationale Studier med et universitet. Som bekendt er stort set alle landets øvrige sektorforskningsinstitutioner blevet underkastet en lignende analyse for at vurdere, hvordan vi sikrer størst samfunds- og forskningsmæssig nytte af midlerne, så hvorfor ikke også DIIS? Det vil give god mening at se på muligheden.

Redegørelsen, som vi foreslår, skal naturligvis se på mulige synergieffekter ved en eventuel fusion, herunder om sådan nogle bedst opnås ved, at man deler DIIS op i forbindelse med sådan en fusion. Vi tager ikke stilling til hverken fusion eller opdeling eller hensigtsmæssigheden heraf, men vi vil bare gerne have undersøgt mulighederne. Jeg vil foreslå, at sådan en redegørelse afsluttes allerede næste år i 2013.

Jeg håber, at regeringen er enig i, at der at god fornuft i de forslag, jeg har skitseret, og at regeringen er klar til at tage en åben og konstruktiv dialog herom. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Hr. Jeppe Kofod som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak. Jeg vil også starte med at sige, at det er lidt interessant at høre Venstres ordfører i denne sag, når man tænker tilbage på debatten i 2002, hvor Venstre var regeringsparti og var med til at lave den struktur, der nu bliver lavet om, og var med til dengang at svække arbejdet for menneskerettigheder både i Danmark og ude i verden. Jeg siger det bare som en fodnote. Jeg var selv ordfører dengang, så jeg husker tydeligt debatten med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Men jeg glæder mig over i dag, at Venstre ligesom Socialdemokraterne er interesseret i at sikre en stærk dansk national menneskerettighedsinstitution.

Det, som man kan sige er vigtigt med de her lovændringer i L 154 og L 155, er, at vi selvstændiggør Institut for Menneskerettigheder. Det skaber en klarhed og sammenhæng i forhold til ansvar, opgaver og økonomi, som der ikke har været tidligere.

Som jeg nævnte, opstod rodet jo tilbage i 2002, da nogle ville have Institut for Menneskerettigheder helt nedlagt, men hvor man så lavede en eller anden konstruktion, hvor man så stadig havde en national menneskerettighedsinstitution i en struktur, som var stærkt uhensigtsmæssig. Mange af os advarede faktisk mod den struktur, og derfor er jeg særlig glad for i dag, at os, der advarede mod strukturen dengang, fik ret, og jeg håber, at vi får vedtaget de to lovforslag, så vi kan lave om på det.

Hele manøvren dengang var jo et såkaldt opgør med eksperter, råd, nævn og institutter, der ikke mente det samme som regeringen og Dansk Folkeparti. Jeg er glad for, at det, jeg hører også Venstres ordfører sige i dag, er, at man sætter pris på, at man har en stærk uafhængig national menneskerettighedsinstitution, som også kigger os selv over skuldrene i forhold til vores egen overholdelse af menneskerettighederne. For det er den eneste måde, vi kan have troværdighed på udeomkring i verden, når vi kritiserer andre for ikke at overholde menneskerettighederne.

I øvrigt synes jeg, det er vigtigt at notere sig, at den model, vi også har i Danmark med Institut for Menneskerettigheder, er en model, der mange steder i verden har inspireret til at oprette lignende institutter, lidt ligesom vi også med ombudsmandsinstitutioner har haft held til på den måde at fremme borgernes retssikkerhed og rettigheder.

Så derfor vil jeg for at gøre en lang tale lidt kortere sige, at vi selvfølgelig støtter det her lovforslag. Vi støtter ændringerne, og vi er glade for, at der også er den stærke henvisning til FN's såkaldte Parisprincipper – det tror vi er vigtigt – der netop også sikrer uafhængighed og selvstændighed i forhold til arbejdet med menneskerettigheder. Vi støtter selvfølgelig også konsekvenslovforslaget om, at dansk Institut for Internationale Studier også bliver oprettet som et selvstændigt institut fremover.

Så med disse ord skal jeg give vores støtte til lovforslagene.

Der er lige en kort bemærkning fra hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Ja, den måtte jo næsten komme. Jeg vil gerne kvittere for hr. Jeppe Kofods bemærkninger. Det er korrekt, at Venstre blandt andre partier stod bag sammenlægningen af de to institutter for 10 år siden, og det glæder mig, at man kan komme med 10 års tilbagevirkende kraft og klandre nogle, der ikke var til stede dengang, for alt, hvad der blev foretaget. Det skal jeg tage ad notam.

Når det er sagt, synes jeg, at det vil være interessant at høre ordførerens holdning til punktet omkring ministerielle observatører i såvel Dansk Institut for Internationale Studier, for nu at vende tilbage til den mere saglige del af debatten, som i Dansk Institut for Menneskerettigheder.

Ordføreren.

For det første vil jeg sige, at jeg bestemt ikke klandrer hr. Jakob Ellemann-Jensen. Jeg synes faktisk, at det var en meget fin tale, som hr. Jakob Ellemann-Jensen holdt på vegne af Venstre, men jeg tillod mig at klandre Venstre for at have haft en anden holdning for 10 år siden, da vi debatterede det her. Jeg glæder mig altså kun over, at Venstre er blevet klogere. Det skal der også være plads til, og derfor håber jeg så også, at de kan støtte det lovforslag, der ligger. Så er jeg sikker på, at også ministrene vil besvare det om uafhængigheden. Jeg opfatter det ikke, som det, at man har nogle observatører, skulle være skadeligt for uafhængigheden, men jeg er sikker på, at ministrene kan uddybe det i deres besvarelser, og jeg er sikker på, at vi også i lovbehandlingen kan tage højde for de bekymringer, som hr. Jakob Ellemann-Jensen har. For vi skal selvfølgelig sikre, at vi har et selvstændigt og uafhængigt Menneskerettighedsinstitut i Danmark.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Jeg har ikke yderligere. Tak for det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Hr. Hans Kristian Skibby som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det er jo to forskellige lovforslag, som selvfølgelig hænger sammen i den sidste ende, og derfor bliver de så også behandlet samlet. Jeg tror såmænd heller ikke, at min taletid vil blive fuldt udnyttet.

Men der er som sagt tale om to lovforslag, og det ene af dem kan vi støtte, og det andet af dem kan vi ikke støtte. Vi kan sagtens støtte L 155 om ændringerne i Dansk Institut for Internationale Studier, men det, vi ikke kan støtte, og det er måske ikke nogen overraskende beslutning for nogen herinde, er, at vi får de her ændringer i forhold til Institut for Menneskerettigheder. Det er der sådan set to årsager til.

Den ene af dem er jo, at vi synes, at vi skal prioritere de offentlige udgifter. Det gør vi andre steder i de her dage, hvor vi har mangel på likvider, og det skal vi også gøre i forbindelse med det her. Vi mener, at det en dårlig beslutning, at man giver øget kompetence til Institut for Menneskerettigheder, og vi synes også, at det er en dårlig beslutning, at vi vælger at bidrage med endnu flere millioner af kroner til instituttet. Det er jo et institut, som har været i en gevaldig pine gennem en periode, fordi det jo kom frem, at de igennem flere år har begået omfattende konteringssvindel med betroede midler. Man har jo ifølge de revisionsrapporter, vi har fået fra bl.a. PriceWaterhouseCoopers og også efterfølgende med en opfølgning fra Rigsrevisionen, kunnet se, at man har haft fiktive projekter med konti, hvor man har fiflet med konteringen af de her forskellige beløb for at dække over regnskabsrod.

Jeg synes ikke, Dansk Folkeparti synes ikke, at det er en baggrund, som så skal gøre, at man skal præmieres med at have endnu flere penge til sin rådighed. Vi har styr på menneskerettighederne i Danmark. Der er ikke så særlig meget at komme efter, og vi har også tilstrækkeligt med midler på budgettet til, at man kunne lave den opfølgning og undersøgelse, som man har behov for, hvis vi skal blande os i andre landes brud på menneskerettigheder osv. Vi synes, at det er en dum beslutning, en dårlig beslutning, at vælge at lægge flere penge og flere opgaver og mere kompetence over i Institut for Menneskerettigheder.

Vi har jo bl.a. haft et samråd med udviklingsministeren i Udenrigsudvalget tidligere, og vi har også haft et samråd med udviklingsministeren i Finansudvalget, og der var jo anerkendelse for, at tallene var rigtige nok, og at der var begået de her grove regelbrud, men det gav ikke anledning til, at man havde den mindste grad af selvransagelsesiver i den nye regering. Man anså det ikke som rimeligt at gå ind og se på, når der nu har været den her omsiggribende svindel frem til 2008, fra 1997 og frem, at det ikke skulle medføre, at man ville lave en undersøgelse af, hvordan det egentlig er gået med de her penge, og hvorfor det gik, sådan som det gjorde. Det var der ikke nogen politisk forståelse for.

Man ønskede ikke at lave en undersøgelse af den tidligere direktør, Morten Kjærum, og man ønskede heller ikke at lave en undersøgelse af den nuværende direktør, Jonas Christoffersen. Det syntes vi i Dansk Folkeparti var ganske underligt, for når der bliver begået svindel med betroede midler, med danske skattekroner, synes vi også, når vi kan dokumentere det via revisionsrapporter og Rigsrevisionens inddragelse, at vi i det mindste skulle have en undersøgelse af, hvorfor der kunne gå så mange år, uden at det kom frem. Det synes vi at regeringen skulle have været lidt mere velvillig over for, og så ville vi måske også have været lidt mere velvillige over for at se på, hvordan det skulle gå med det her institut. Men der var ikke nogen som helst håndsrækning fra regeringen. Man valgte at holde hånden over den tidligere leder og også over den nuværende leder.

Så Dansk Folkeparti kan ikke støtte det her lovforslag om øgede kompetencer, flere midler, større bevillinger osv. til Institut for Menneskerettigheder, derfor agter vi at stemme nej til det forslag. Men vi kan som sagt støtte L 155 om ændringerne af Dansk Institut for Internationale Studier.

Tak til ordføreren. Fru Lone Loklindt som ordfører for Det Radikale Venstre.

Vi behandler her og nu to lovforslag under et, som det allerede er blevet nævnt. Det ene handler om et selvstændigt Institut for Menneskerettigheder, og det andet handler om et selvstændigt dansk Institut for Internationale Studier, og herved bliver de to institutioner skilt ud fra det nuværende Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, der jo, som vi allerede har hørt, blev oprettet under den tidligere regering i 2002. Nogle har åbenbart fortrudt det – andre i mindre grad.

Radikale Venstre er i hvert fald meget tilfredse med, at Institut for Menneskerettigheder nu gøres til en selvstændig institution og får det nye navn Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution tilføjet, netop for at gøre det tydeligt, at det er en uafhængig institution i overensstemmelse med Parisprincipperne. Den administrative konstruktion, hvor fagligt og økonomisk ansvar ikke følges ad, har, må man sige, været medvirkende til de uregelmæssigheder, vi har set i instituttets regnskaber. Dem er der nu heldigvis helt styr på, og derfor er det et godt tidspunkt at vende tilbage til en enstrenget ledelsesstruktur.

Ved den seneste akkreditering i 2007 af Institut for Menneskerettigheder blev der peget på nogle punkter, som kunne forbedres, herunder tilstrækkelig finansiering af institutionens nationale kerneopgaver, mangfoldig repræsentation i de styrende organer og et lovfæstet mandat til at udgive rapporter og stå til ansvar for sine aktiviteter over for Folketinget. Dem bliver der med de nye lovforslag taget hånd om. Som en national menneskerettighedsinstitution med et bredt mandat til at fremme og beskytte alle menneskerettigheder bliver Institut for Menneskerettigheders rolle styrket med den nye lov. Instituttet skal varetage overvågning af og rapportering om menneskerettighedssituationen i Danmark. Det er ifølge Parisprincipperne en kerneopgave for en national menneskerettighedsinstitution, og nu bliver det præciseret i loven. Der er altså tale om en selvstændig rapportering, og det er ikke det samme som regeringens rapportering på Danmarks vegne, hvilket også er præciseret i bemærkningerne.

Herudover ændres bestyrelsens sammensætning med henblik på at sikre en repræsentation af personer med handicap, øge afspejlingen af mangfoldighed i samfundet og styrke udvekslingen af informationer om Danmarks deltagelse i det internationale menneskerettighedsarbejde.

Institut for Menneskerettigheder har allerede i den gældende lov kompetence til at varetage Danmarks forpligtelser på ligebehandlingsområdet, dvs. at fremme ligebehandlingen af alle uden forskelsbehandling, at offentliggøre rapporter og at komme med henstillinger om forskelsbehandling. Disse opgaver videreføres, ligesom forskernes og institutionernes forskningsfrihed inden for de forskningsstrategiske rammer også videreføres.

Hvis vi så kigger på lovforslaget om Dansk Institut for Internationale Studier, kan vi se, at den nuværende DIIS også gøres til en selvstændig institution. Hensigten med lovforslaget er, at man grundlæggende kan fortsætte uændret med det primære formål at udføre uafhængig forskning og analyse på internationalt niveau inden for det udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitiske område. Men fremover vil også forskning i arktiske forhold og demokratiudvikling blive dækket. Demokratiudvikling har ikke tidligere været et selvstændigt forskningsområde, selv om der også tidligere fra DIIS har været bidrag på området, men det synes vi fra radikal side er rigtig, rigtig værdifuldt også kommer med.

På den måde bliver Dansk Institut for Internationale Studier fremover en selvejende institution, hvor bestyrelsen har ansvaret for spørgsmål inden for instituttets økonomi og forvaltning. Hermed nedlægges DCISM. Baggrunden for ønsket om at nedlægge centeret er, står der, at den gældende konstruktion er uhensigtsmæssig og fører til uklarhed i ledelsen af de to underlagte institutter, og den synergieffekt, der var tilsigtet ved sammenlægningen af de to institutter i 2002, har aldrig kunnet lade sig realisere. Fra Radikale Venstres side støtter vi således lovforslagene og glæder os til den videre udvalgsbehandling af dem.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Fru Lisbeth Bech Poulsen som ordfører for SF.

Førstebehandlingen i dag af forslaget om at nedlægge Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder og i stedet gøre Institut for Menneskerettigheder, Danmarks menneskerettighedsinstitution, og Dansk Institut for Internationale Studier til to selvstændige institutioner har til formål at styrke begge centres stilling som henholdsvis national menneskerettighedsinstitution og forskningscenter på det udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitiske område.

I 2002 sammenlagde man menneskerettighedscenteret og DIIS, men sammenlægningen af de to centre har imidlertid ikke medført et tættere samarbejde. Formålet med forslaget i dag er derfor at genskabe en bedre rolle og en bedre ansvarsfordeling mellem de to centre for at tydeliggøre og styrke deres respektive formål og kompetencer.

I SF mener vi, at opsplitningen er bedre end den nuværende, samlede konstruktion, eftersom der i praksis ikke har været andet til fælles i samarbejdet end en fælles bestyrelse, for derved får vi en opsplitning af det nuværende DCISM, vi får altså en mere veldefineret ansvarsfordeling hos centrenes bestyrelser i forbindelse med økonomi og ikke mindst det faglige arbejde. Derfor støtter vi forslaget.

Tak til ordføreren. Det er hr. Christian Juhl som ordfører for Enhedslisten.

Undskyld, det er jo pinligt både at bruge formandens tid og sige ord, han ikke kan lide. ( Fjerde næstformand : Jamen jeg kan såmænd godt lide sådan nogle ord, det er Folketinget, der ikke vil have det, så der er ord, man ikke kan bruge.)

Jeg er med på proceduren.

Vi tilslutter os opdelingen af Dansk Institut for Internationale Studier og Institut for Menneskerettigheder, men vi er skeptiske over for den manglende selvstændighed på to områder – eller manglende uafhængighed må vi hellere kalde det. Det er også påpeget i nogle af høringssvarene, noget, som vi gerne vil sætte fokus på i det kommende arbejde. Det drejer sig om valg af repræsentant til det råd, der skal være i Institut for Menneskerettigheder, og så den repræsentant, der skal være der fra Udenrigsministeriet.

Hvis det er instituttets økonomiske problemer, man vil pege på, når man vil have en fra Udenrigsministeriet siddende i bestyrelsen, kunne man jo løse det på en måde, der er beskrevet i et af de forslag, der er lavet fra nogle af bidragsyderne i forbindelse med høringen, nemlig ved, at man havde et særligt udvalg for økonomi og budget, hvor man kunne diskutere de ting. Det er vel rimeligt at forlange for de politiske ting omkring menneskerettigheder og den slags, at de foregår med den bestyrelse, der nu er, uden at den bliver kigget over skulderen af regeringen. Jeg synes, at det er en rigtig indvending, og jeg synes, at vi skal prøve at finde en løsning på det i udvalgsarbejdet.

Så er det vigtigt, at Institut for Menneskerettigheder ikke kun beskæftiger sig med individuelle rettigheder. Det er mindst lige så vigtigt at kigge på de kollektive rettigheder både for oprindelige folk og for f.eks. faglige organisationer. Jeg synes, at det bør med i grundlaget for Institut for Menneskerettigheder, når vi nu er i gang med at lave en ny lov.

DIIS indeholder dele af det, som kunne blive til et freds- og konfliktforskningstitut i Danmark, et institut, som kunne kvalificere regering og Folketing til at tage mere aktiv del i konflikterne på en ikkevoldelig og ikkemilitær måde. Jeg synes, at der er et skrigende behov for, at vi får oprettet et sådant institut. Og en del af DIIS' arbejde har peget i den retning og har givet nogle af de kvalifikationer.

Ud over det skal man, når man snakker om DIIS, også huske, at vi skal give det mulighed for et øget samarbejde med internationale forskningsmiljøer i både i- og ulande, når instituttet laver sit arbejde, da det også netop kan være med til at fremme Danmarks udenrigspolitik og fremme synspunkterne og nuancerne i vores politik.

Så skal vi ikke glemme, at arbejdsmarkedsforhold også har en stor udenrigs- og sikkerhedspolitisk betydning, tænk blot på det arabiske oprør, hvor det i en del af landene var fagbevægelsen, som spillede den helt afgørende rolle, og hvor det jo netop bliver arbejdsmarkedets parter, som kan danne grundlaget for, at der igen kan blive ro og orden i de lande efter konflikterne.

Vi ser meget positivt på opdelingen og synes også, at der i det store hele er et godt grundlag for at få to gode love lavet ud fra det fremsendte.

Tak til ordføreren. Fru Mette Bock som ordfører for Liberal Alliance.

De to fremlagte lovforslag nr. L 154 og nr. L 155 skal gøre en gammel skade god. Nogle fik på et tidspunkt den mærkelige idé at slå Institut for Menneskerettigheder og Dansk Institut for Internationale Studier sammen. Samtidig begik man den fejl, at man tillagde institutbestyrelsen det faglige ansvar, mens centerbestyrelsen fik det budget- og regnskabsmæssige ansvar. Enhver, der har prøvet at arbejde med bestyrelser, vil vide, at sådan et delt ansvar vil føre til uklarhed og usikkerhed. Jeg skal ikke grave yderligere i motiverne for den mærkelige konstruktion, der blev lavet dengang, men nøjes med at glæde mig over, at skaden nu igen bliver gjort god. Liberal Alliance er derfor positive over for de to forslag, dog har vi en enkelt, men ret væsentlig anke.

Vi er skarpe modstandere af, at en repræsentant for Udenrigsministeriet skal deltage i bestyrelsesmøderne i de to nye institutioner som observatør. Nu kan man jo ikke vide, hvad der ville være sket, hvis vi havde haft en borgerlig regering, og de røde partier i opposition, men hvis det var tilfældet og det her forslag var blevet lagt frem, tror jeg, vi havde set en skarp kritik af, at der skal være sådanne observatører. Baggrunden er formentlig et ønske om sikkerhed i forvaltningen, men det holder ikke, hvis vi skal sikre den meget, meget væsentlige internationale troværdighed omkring institutternes uafhængighed.

Det glæder os også meget, at der lægges op til, at Dansk Institut for Internationale Studier skal fortsætte som en selvstændig institution, for i en tid med mange fusioner i universitetsverdenen kunne det måske have været fristende at lægge instituttet ind under et af de eksisterende universiteter. Vi ved imidlertid, at de organisatoriske forhold på universiteterne endnu ikke er faldet på plads, og i betragtning af den store internationale respekt, der er, om DIIS' aktiviteter, finder vi det faktisk væsentligt, at instituttet bevarer sin selvstændighed, medmindre bestyrelsen selv skulle fremsætte ønske om en sammenlægning med et universitet. Det ligger dog næppe lige for.

Helt generelt er vi også skeptiske over for de meget store bestyrelser, der skal nedsættes. Jeg ved godt, at det skyldes ønsket om bred repræsentation, men rationelt og effektivt er det ikke. Vi ser frem til en nærmere drøftelse under udvalgsarbejdet og er som sagt som udgangspunkt positive over for de to forslag.

Tak til ordføreren. Hr. Per Stig Møller som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Nu har der været snakket lidt om år 2002, hvor vi skabte den konstruktion, vi diskuterer i dag, og der vil jeg godt sige, at vi oprettede i 2002 Dansk Institut for Internationale Studier og i det institut indgik en række separate centre, der hidtil havde fungeret forskellige steder i byen og uafhængigt af hinanden. Det var Dansk Udenrigspolitisk Institut, Center for Udviklingsforskning, Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, Center for Freds- og Konfliktforskning samt Det Danske Menneskerettighedscenter.

Disse spredte forskningsinstitutter ville vi bringe sammen for at give en samlet større vægt og en værdifuld tværgående sammenhæng i deres forskning. Folkedrab kan jo ikke ses uafhængigt af konfliktforskning og har store udenrigspolitiske implikationer, og meget af alt det, som foregår – folkedrab, udvikling, som vi drøftede før – har menneskerettighedsdimensioner, og det har også udviklings- og udenrigspolitiske dimensioner. Derfor var der selvfølgelig god mening i at bringe disse sammen, i stedet for at de ligger og laver deres arbejde hver for sig, uden at man har en tværgående vurdering af mulighederne for at se tingene i sammenhæng. Derfor besluttede vi for at opnå denne synergieffekt at slå alle disse institutter sammen i Dansk Institut for Internationale Studier. Det er så dette institut, som denne regering nu foreslår at bryde op ved at skille instituttet for menneskerettigheder ud.

Begrundelsen er ikke , at dette institut ikke i den nye konstruktion levede op til Parisstatutterne, altså efter 2002. Det skal et menneskerettighedscenter leve op til, og det fik det også at vide at det gjorde, og det anfører regeringen også korrekt nok i sine bemærkninger til lovforslagene – det har A-status.

Begrundelsen er , at der ikke med konstruktionen fra 2002 blev opnået den synergieffekt, som var tilsigtet. Samtidig blev konstruktionens overbygning, og det medgiver jeg, nok også lidt vel tung.

Når det forholder sig sådan, at menneskerettighedscenteret ikke har leveret synergi sammen med de andre, som regeringen anfører, tager vi dette til efterretning, og når også paraplyen var blevet for tung, er der jo ingen grund til at have den paraply, hvis man opretter et selvstændigt menneskerettighedsinstitut uden for denne konstellation. Og derfor kan vi så støtte, at instituttet nu skilles ud og gøres til en selvstændig institution.

Vi lægger meget vægt på, at Danmark fører en opmærksom og grundlæggende menneskerettighedspolitik, og vi udnævnte derfor også en særlig menneskerettighedsambassadør. Hvis dette arbejde kan gøres bedre og bredere gennem en selvstændiggørelse og en folden sammen af paraplyen, skal det selvfølgelig gøres.

Under udvalgsarbejdet vil vi bore i, om det er en rimelig konstruktion, at bestyrelsen for menneskerettighedsinstituttet også er udpeget af rådet, der jo skal være en kritisk og ansporende instans i forhold til instituttet. Og vi vil også godt have en god forklaring på, hvorfor regeringen skal have en observatør i bestyrelsen, eftersom det jo skal være uafhængigt, men det har de andre ordførere også været inde på. Men jeg medgiver regeringen, at økonomisk rod tilsiger en større indsigt i instituttet, men det kunne jo så ske gennem en plads i økonomi- og revisionsudvalget.

Vi konstaterer, at udskillelsen af Institut for Menneskerettigheder ikke påvirker samarbejdet og konstruktionen mellem og med de øvrige centre, altså Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, Dansk Udenrigspolitisk Institut, Center for Udviklingsforskning, Center for Freds- og Konfliktforskning bliver fortsat sammen, og der er det jo også formålet, at vi skal se synergier dér, og jeg tror også, det er rigtigt. Det, man nemlig får med Dansk Institut for Internationale Studier, og det nævner regeringen jo også i et af høringssvarene, er, at vi her har udviklet, opstillet og opbygget en tænketank, og derfor er det også i orden, at Udenrigsministeriet er med der og bidrager til tænkningen og kan være med til at anspore tænkningen og få glæde af den.

Det var, hvad vi tilsigtede, og derfor kan vi med nogle af de anførte modifikationer i princippet støtte begge forslag.

Tak til ordføreren. Udenrigsministeren.

Jeg vil gerne takke for en god debat; jeg vil gerne takke for den opbakning, lovforslagene har fået under første behandling her i Folketinget. Jeg er opmærksom på, at der har været nogle bemærkninger undervejs, og dem skal jeg vende tilbage til. Men jeg har lyttet mig frem til, at alle partier med undtagelse af Dansk Folkeparti overordnet støtter L 154, og at Dansk Folkeparti også støtter L 155, så det er lykkedes at lave noget, der samler bredt, og det er jeg selvfølgelig glad for.

Lovforslaget om Institut for Menneskerettigheder, Danmarks internationale menneskerettighedsinstitution, sikrer det nuværende Institut for Menneskerettigheder uafhængighed og sikrer dets fortsatte virke som en effektiv menneskerettighedsorganisation – et menneskerettighedsinstitut, der lever op til FN's Parisprincipper om nationale menneskerettighedsinstitutioner med status og organisation.

Lovforslaget opstiller en række krav til menneskerettighedsinstitutionernes mandat, uafhængighed og ekspertise. Det er krav, som er centrale for institutionens troværdighed. Der har så været en debat om, hvorvidt det var en god idé, at Udenrigsministeriet havde en observatør. Det har både hr. Jakob Ellemann-Jensen, hr. Christian Juhl, fru Mette Bock og hr. Per Stig Møller været inde på som ordførere. Vi vender tilbage til det under udvalgsarbejdet, men vores vurdering er, at observatøren i bestyrelsen ikke kompromitterer institutionens status. Tværtimod vil observatøren ikke alene kunne bidrage til en større økonomisk sikkerhed, men også bidrage til faglighed og til arbejde med demokrati og menneskerettigheder, samtidig med at det efter vores vurdering sikrer uafhængigheden. Men vi vil gerne vende tilbage til det under udvalgsarbejdet – jeg har hørt de bemærkninger, der er faldet i den forbindelse.

Lovforslaget sikrer, at institutionen også fremover leverer et solidt og vigtigt stykke arbejde, et stykke arbejde, som med værdifulde aktiviteter bidrager til at opnå målsætningen om, at Danmark til enhver tid efterlever sine internationale forpligtelser og derudover bidrager til aktivt at fremme både demokrati og menneskerettigheder såvel herhjemme som internationalt. Det er vores håb, at instituttets betydelige internationale arbejde faktisk vil blive styrket med den nye selvstændig platform, som lovforslaget bidrager med.

Så var der også et enkelt forslag fra hr. Jakob Ellemann-Jensen, om vi ikke kunne vurdere fordelene ved en fusion med en anden uddannelsesinstitution, et universitet, og fru Mette Bock talte imod det. Jeg tror, det er noget af det, vi også skal kigge nøjere på i et udvalgssamarbejde også. Der er jo mange fusioner i verden, og jeg kommer i tanke om en historie om en høne og en gris, hvor hønen spørger, om ikke de to skal lave en fusion. Grisen siger: Jo, det kan vi godt, men så går det jo ud over mig. Ja, siger hønen, det går altid ud over nogen, når man laver en fusion. Det er vel det, der er risikoen i det her; vi skal være på vagt over for, at vi ikke kommer til at lave noget, der betyder, at noget af den dynamik, der er i Institut for Menneskerettigheder, bliver svækket i den her konstruktion. Men jeg hørte også hr. Jakob Ellemann-Jensens forslag sådan, at det var noget, vi skulle overveje og tænke igennem og sådan noget, og det er vi helt, helt åbne over for.

Der var også en debat om, hvorvidt vi skulle åbne endnu mere op. Hr. Jakob Ellemann-Jensen argumenterede specielt for Grønland med hensyn til det arktiske område, og det kan vi også vurdere. Det er jo ikke uoverstigelige ting, vi er uenige om. Det er klart, at Færøerne måske vil synes, at de så også skal være repræsenteret osv., men lad os kigge på det.

Der var også flere, der vurderede farligheden ved at adskille det faglige og det økonomiske ansvar. Det tror jeg er en helt rigtig vurdering, og det, vi får reetableret med den konstruktion, vi laver nu, er jo en sikker overensstemmelse mellem det faglige og det økonomiske ansvar.

Hr. Christian Juhl var i sit ordførerindlæg inde på nødvendigheden af freds- og konfliktdimensionen af det arbejde, der foregår. Der vil jeg henvise til bemærkningerne i lovforslaget side 3, punkt 1.2, afsnit 2, hvor vi selvstændigt som noget nyt beskriver noget, der ikke før var beskrevet, nemlig nødvendigheden af også at styrke freds- og konfliktforskningen. Det betyder, at vi giver det en stærkere status end den status, det har haft før.

Jeg er enig med fru Mette Bock i, at det her gør en gammel skade god igen. Jeg underkender dermed ikke, at andre udenrigsministre før mig – også hr. Per Stig Møller – også i tidernes morgen har gjort et flot stykke arbejde for at sikre, at det her ikke faldt på gulvet, og det vil jeg også godt kvittere for

Summa summarum: Jeg synes, for så vidt angår det første lovforslag, at det ser overkommeligt ud at undersøge de spørgsmål, der er rejst her i debatten.

Det næste lovforslag handler om Dansk Institut for Internationale Studier. Det er jo ikke bare et tilbehør til lovforslaget om Institut for Menneskerettigheder; det er et forslag, der efter vores bedste vurdering vil styrke den uafhængige forskning og analyse inden for det brede udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitiske område. Det vil skabe en ramme for et tæt samarbejde mellem både forskere, analytikere, politikere, embedsmænd og praktikere. Samtidig styrker lovforslaget instituttets uafhængighed i forhold til udfærdigelse af redegørelser og udredninger. Lovforslaget skaber derved mulighed for, at instituttet bedst muligt kan understøtte udviklingen af dansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og udviklingspolitik. Derfor er jeg rigtig glad for, at alle partier står bag det her forslag, så jeg takker for debatten.

Tak til ministeren. Der er lige en kort bemærkning fra fru Mette Bock.

Udenrigsministeren argumenterer med, at en observatør fra ministeriet i bestyrelserne skulle være med til at løfte fagligheden. Altså, er udenrigsministeren ikke klar over – det er jeg helt sikker på at udenrigsministeren er – at det kan være utrolig vanskeligt at forklare ude i den store verden, at vi har nogle uafhængige institutioner her, hvor der så skal sidde en repræsentant for et ministerium som observatør? Jeg synes, det er et utrolig dårligt signal at sende, og at vi må klare den relation, der selvfølgelig skal være mellem ministerium og institutioner, på anden vis. Jeg synes virkelig, det er en meget, meget dårlig konstruktion, og argumentationen for den er svag.

Udenrigsministeren.

Jeg synes ellers selv, den var stærk, fordi den i virkeligheden var toleddet. Dels var der en argumentation for nødvendigheden af, at der også er en tættere økonomisk tilknytning. Det er klart, at det kan klares på anden måde, men det bliver det ikke nødvendigvis nemmere af, heller ikke bureaukratisk. Dels var der det andet argument, nemlig at jeg tror, en repræsentant for Udenrigsministeriet ville kunne bidrage – ikke fordi kvaliteten ikke er høj i instituttet, men jeg tror, at man ville kunne bidrage med faglige synspunkter, som også ville have vægt.

Men igen: Det er jo noget af det, vi må se på undervejs i udvalgsarbejdet, altså hvilken konstruktion Folketinget synes er den stærkeste. Det her er vores bud. Men summa summarum er jeg også glad for, med al respekt, at der blev sagt – det tror jeg også var starten på hr. Jakob Ellemann-Jensens indlæg, og det er jo stærke ord fra en Venstremand sidst på sådan en tirsdag eftermiddag – at der var rigtig mange gode, fornuftige ting i lovforslaget. Det er faktisk ret sjældent, at det er indledningen til en tale, og det vil jeg også godt kvittere for.

Fru Mette Bock.

Jeg vil blot endnu en gang understrege, at erfaringen jo er, at hvis man har den slags observatører siddende, sker der det, at hvis man når til kritiske punkter, foregår forhandlingerne uden for bestyrelsesmødet. Og det vil jo til enhver tid være enhver bestyrelses ret at indkalde faglig ekspertise, herunder ekspertise fra Udenrigsministeriet, hvis man skulle have behov for det. Så lad os nu lige prøve at begrænse de her ministeriers tilgang og indgang alle mulige og umulige steder.

Ministeren.

Men vi kigger på det under udvalgsarbejdet. Jeg synes også, vi har brug for at klargøre under udvalgsarbejdet, at det her lever op til Parisprincipperne. Men selv om det gør det, kan der være et ønske om det. Det ser vi på, det er efter min opfattelse helt udramatisk at kigge på under udvalgsarbejdet.

Tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.