Fremsat den 12. maj 2011 af Liselott Blixt
(DF), Anita Christensen (DF), Rene Christensen (DF), Kristian
Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Karin
Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om en øget indsats over for
allergikere
Folketinget pålægger regeringen at tage de
nødvendige initiativer, der indebærer, at der
gennemføres en øget og målrettet indsats over
for landets allergipatienter med henblik på at sikre dem
tidssvarende behandlingsmuligheder og optimal støtte og
adgang til allergimedicin. Initiativerne skal sikre, at der
oprettes fem regionale, netværksbaserede specialer, et i hver
sygehusregion, der skal varetage uddannelse og videndeling i
netværket af speciallæger med indsigt i
allergisygdomme.
Bemærkninger til forslaget
I Danmark findes der ikke længere nogen speciale- eller
efteruddannelse af allergologer. Det betyder, at de mere end en
million danskere, der lider af allergi, alt overvejende er overladt
til de almenpraktiserende lægers begrænsede kendskab
til området eller i bedste fald til de få
tilbageværende speciallæger med indsigt i allergi. Det
indebærer meget lange ventetider for patienter med moderat
til svær allergi, som har behov for adgang til relevant
faglig ekspertise på området. Dette har også
betydet, at der i dag er betragtelige og utilfredsstillende
regionale forskelle.
Fakta om problemerne og
udfordringerne på området
Ifølge Statens Institut for Folkesundheds rapport fra
2007 om folkesundhed har en ekspertgruppe vurderet, »at den
allergologiske service er uensartet mht. kvalitet og
tilgængelighed, og at der er behov for oprustning af den
allergologiske service i store dele af landet. Danske
undersøgelser har vist, at allergisk snue og astma er
underdiagnosticeret og underbehandlet. Et studie af
12-15-årige skolebørn viste, at en tredjedel af de
børn, der opfyldte kliniske og objektive kriterier for
astma, ikke forud havde fået stillet diagnosen astma «
(Kilde:
http://www.si-folkesundhed.dk/upload/kap_10_ast?ma_og_allergi.
pdf)
Det estimeres, at hen ved 20 pct. af alle voksne danskere i
større eller mindre grad lider under generne fra
allergirelaterede symptomer. Heraf oplever halvdelen af danskere,
der lider af en eller flere allergier, perioder af deres liv, hvor
deres livskvalitet er kraftigt nedsat, og hvor de ikke er i stand
til at passe deres job på fuld kraft. Ud over den nedsatte
livskvalitet har allergirelaterede symptomer den bivirkning, at de
øger presset på sundhedsvæsenet betydeligt, ikke
mindst i pollensæsonerne, og medfører et milliardstort
produktionstab og deraf følgende velfærdstab for
samfundet. Det er således kun i samfundets interesse, at
allergikere, som har behov for det, opnår en behandling, som
giver disse patienter deres livskvalitet igen og gør dem
fuldt funktionsdygtige.
Udgangspunktet er en formalisering af eksisterende kliniske
allerginetværk i alle fem regioner for at sikre, at
patienterne får den højeste standardbehandling,
på trods af at specialeuddannelsen inden for allergologi er
nedlagt. Med de fem kliniske netværk skal der sættes en
stopper for viden- og specialisttabet inden for
allergiområdet gennem udbud af forskningsstillinger til
relevante speciallæger og udvikling af det klinisk faglige
miljø, som gør det muligt at fastholde og
tiltrække faglig specialekapacitet på
området.
Disse fem centre skal samle specialerne og/eller deres indsigter
under sig og sørge for, at videnniveauet i forhold til den
aktuelle forskning og indsigt i området løbende er i
top, således at hver af de fem regioner kan tilbyde sine
borgere den bedst mulige behandling. Endvidere indstilles det, at
en nødvendig og tilstrækkelig specialekapacitet til
diagnose og behandling af allergiske patienter genetableres i hver
af de fem regioner, idet den diagnostiske indsats i de fem regioner
opprioriteres ud fra en behandlingsgaranti. Det er
nødvendigt at få skabt mulighed for, at patienter med
allergilignende symptomer hurtigere kan blive udredt med henblik
på at få iværksat en behandling i alle regioner i
landet.
Forudsætningen for, at behandlingen af allergipatienterne
optimeres, er, at patienterne får stillet den bedste og
nyeste allergimedicin til rådighed for på den vis at
sikre en kosteffektiv behandlingsstrategi. Derfor
pålægges regeringen at skabe et overblik over, hvilke
tilskudsordninger der findes til allergikerne i forhold til at
sikre dem en behandling, således at deres sygefravær
mindskes og deres livskvalitet højnes.
Skriftlig fremsættelse
Liselott Blixt
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en
øget indsats over for allergikere.
(Beslutningsforslag nr. B 137)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.