Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 28:

Forslag til folketingsbeslutning om at gøre lejefastsættelsen i gensidigt anerkendte lejekontrakter bindende.

Af Anders Samuelsen (LA) m.fl.

(Fremsættelse 25.11.2010).

Forhandlingen er åbnet, socialministeren.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt i tvivl om, hvad forslaget fra Liberal Alliance egentlig går ud på. I bemærkningerne til forslaget henvises der på den ene side til Politikens omtale i august sidste år af et tilfælde, hvor en lejer indbragte en lejeaftale om en ejerlejlighed for huslejenævnet og fik lejenedsættelse umiddelbart efter at have indgået en aftale om endnu 1 års leje. Det fremgår, at forslagsstillerne mener, at denne situation er typisk, og at det viser, at udlejerne er tvunget til at løbe en meget stor økonomisk risiko, når de lejer deres bolig ud.

Det betyder ifølge bemærkningerne, at det i dag ikke er attraktivt for boligejerne at leje deres bolig ud, hvilket er uheldigt, eftersom mange boligejere er kommet i klemme på det hårdt ramte boligmarked. Dette tyder på, at forslagsstillerne alene sigter på den situation, hvor en ejer af en ejerbolig har brug for at kunne udleje ejerboligen i en periode og efter de gældende regler risikerer at få huslejen sat ned ved en efterfølgende sag i huslejenævnet.

På den anden side lægger beslutningsforslaget op til en meget bredere anvendelse, idet forslagsstillerne siger, at de vil gøre lejefastsættelsen i gensidigt anerkendte lejekontrakter bindende både for parterne og for myndighederne.

Nu er gensidigt anerkendte lejekontrakter ikke et almindeligt lejeretligt begreb. Man kan derfor heller ikke uden videre vide, hvad der tænkes på. Alle lejeforhold bygger på den lejeaftale, som parterne, lejeren og udlejeren, har indgået, og er dermed gensidigt anerkendte.

Jeg går ud fra, at beslutningsforslaget skal forstås sådan, at det omfatter alle lejeforhold, uanset hvor de ligger, og uanset om der er tale om private eller almene lejeforhold. Man påpeger således på den ene side et problem, som relaterer sig til en meget lille del af lejeboligmarkedet, og foreslår på den anden side en meget vidtgående ændring af den danske lejelovgivning, nemlig en fuldstændig liberalisering af huslejefastsættelsen for alle typer af lejeboliger.

Hvis der for personer, der ikke er kendt med lejelovgivningen, er problemer med at fastsætte den lovlige husleje, som forslagsstillerne ønsker at løse, så forekommer det noget ude af proportioner at foreslå det løst ved en fuldstændig liberalisering af lejefastsættelsen.

Jeg er meget positivt indstillet over for bestræbelser på at løse de problemer, der særlig gør sig gældende for de uprofessionelle udlejere. Når man udlejer og dermed disponerer over et så kostbart formuegode som en ejerbolig, er der al mulig grund til at sikre sig, at både jura og økonomi er på plads. Sådan gør man som sælger eller som køber af en ejerbolig, og sådan bør man naturligvis også gøre som udlejer. Det er derfor min opfattelse, at man som ejer uden særligt kendskab til lejeboligmarkedet bør sikre sig den fornødne sagkyndige rådgivning. Den kan man få ved at søge bistand hos en advokat, en ejendomsmægler eller en lignende rådgiver.

Når det er sagt, vil jeg skynde mig at føje til, at jeg meget gerne ser på mulighederne for at sikre, at ingen udlejere af ejerlejligheder brænder fingrene ved udlejning. I første omgang vil jeg bede mine embedsmænd om at overveje mulighederne. Hvis der er nogen, som har nogle gode ideer og forslag til, hvordan man i øvrigt kan gøre forholdene bedre på dette område, så hører jeg naturligvis gerne herom.

Med hensyn til forslaget om en fuldstændig liberalisering af lejefastsættelsen ved jeg jo godt, hvad Liberal Alliance er fortalere for, og jeg er sikker på, at alle her kender min holdning. Lige siden regeringsskiftet i 2001 har det været VK-regeringens politik, at der ikke skal gennemføres en liberalisering af huslejereguleringen, og det kan jeg kun tilslutte mig. Det er ikke mere end 3 måneder siden, jeg i et samråd i Folketingets Boligudvalg i detaljer redegjorde for mine synspunkter om dette emne. I den forbindelse oplyste jeg, at der ikke er, og at der heller ikke har været planer eller ønsker om eller en strategi for at liberalisere huslejereguleringen.

Nu kunne jeg så se, at der allerede fra starten blev markeret af hr. Thomas Jensen. Der bliver griflet godt på et stykke papir og sikkert formuleret et indlæg. Hvis ikke jeg tager meget fejl, vil hr. Thomas Jensen som så mange gange før bede mig om at redegøre for regeringens planer om ændringer af huslejereguleringen. For at komme hr. Thomas Jensen i forkøbet vil jeg derfor allerede nu svare på spørgsmålet: Nej, regeringen har ingen planer, heller ikke efter et valg, om at ophæve huslejereguleringen. Så er det vist sagt så tydeligt, som det overhovedet kan siges.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Thomas Jensen.

Tak, og tak til ministeren. Nu er det jo sådan, at vi, jeg tror, det er for en måneds tid siden, havde statsministeren i spørgetimen hernede, hvor jeg stillede ham spørgsmålet, om han ville give en klokkeklar garanti – ligesom hans forgænger gjorde i 2001, 2005 og 2007 – til landets lejere om, at huslejereguleringen ikke bliver ændret. Det ville statsministeren ikke gøre, og socialministeren har jo også tidligere nægtet at give en garanti, men bruger nogle bløde formuleringer som f.eks., at man ingen planer for nuværende har om det osv. Så jeg er lidt i tvivl om, om jeg skal tage dagens formuleringer som noget, der nærmer sig en garanti.

Vi ved jo, at det, når man fra regeringens side siger, at man ingen planer har om det, jo meget let kan være noget, der går i retning af, at man rent faktisk har nogle vidtgående planer om at ændre de pågældende områder. Vi kan nævne efterlønnen. Det er vist åbenlyst for enhver, at man der har lavet et løftebrud. Og nu sker det også på folkepensionsområdet efter dagens fremlæggelse af den der såkaldte pakke. Så derfor er mit spørgsmål til ministeren: I stedet for alle de der bløde formuleringer om, at man ikke har nogen planer, kan ministeren så give en klokkeklar garanti for, at en borgerlig regering i en kommende valgperiode ikke har til hensigt at ændre på huslejereguleringen?

Ministeren.

Vi ved jo også godt, hvordan Socialdemokraterne har det med garantier, og hvordan det går med de garantier, der bliver udstedt fra Socialdemokraternes side. Det er jo en diskussion, som hr. Thomas Jensen og jeg har haft adskillige gange omkring brugen af ordet garanti. Jeg har sagt i et samråd, og jeg siger det gerne igen: Regeringen har ingen planer om, ønsker om eller strategi for at lave om på huslejereguleringen, altså at fjerne huslejereguleringen. Så synes jeg sådan set ikke, det kan siges tydeligere end det.

Hr. Thomas Jensen.

Tak. Jeg kan konstatere, at vi stadig væk får sådan nogle vage formuleringer om, hvad regeringen vil gøre ved huslejereguleringen i en eventuel kommende regeringsperiode for de borgerlige partier, og jeg kan også konstatere, at socialministeren er uenig med statsministeren. Statsministeren vil jo ikke på nogen måde give en garanti for, at der ikke bliver ændret på huslejereguleringen.

Men jeg vil vende spørgsmålet om: Kan ministeren fra Folketingets talerstol i dag redegøre for, hvad det er, alle de positive effekter, ministeren ser ved den nuværende huslejeregulering, vi har, er – altså rent positivt fremlægge det over for Folketingets partier her i dag?

Ministeren.

Jeg er ret sikker på, at statsministeren og jeg er enige på det her område om, at der ikke er nogen planer og ønsker om eller strategi for at ophæve huslejereguleringen. Det, der er vigtigt ved at have en huslejeregulering, er, at man får beskyttet såvel lejer som udlejer, og hvad angår den artikel i Politiken, som jeg nævnte tidligere, og som også forslagsstilleren til det her beslutningsforslag peger på, vil jeg sige, at vi netop har situationen med, at der er nogle udlejere, som føler, at de har brændt fingrene. Og det er det, jeg gerne vil gå ind at kigge på, nemlig hvordan det kan sikres, at man er mere sikker på boligmarkedet, for vi ved jo godt, at både huslejereguleringslovgivning og lejelovgivning er meget bøvlet, den er meget svær at finde rundt i. Det er også derfor, jeg har sagt ja til, at man fra både udlejers og lejers side igen kan sætte sig ned og finde frem til, hvordan vi kan gøre det her mere enkelt og modernisere hele lejelovgivningen, sådan at den kan blive nemmere for både lejer og udlejer at bruge og finde rundt i.

Fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes faktisk, at ministeren lidt uberettiget fejer det her af bordet som en bagatel, for én ting er, at man jo ofte kan have alle mulige diskussioner hernede i Folketingssalen om, om der skal udstedes garantier og alt muligt andet, men nu er situationen jo lige præcis på det her område, at den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, gav en garanti for, at man ikke ville ændre huslejereguleringen. Han sagde: Vi giver en garanti for, at vi ikke vil ændre huslejereguleringen, og at man ikke vil opleve huslejestigninger.

Det vil den nuværende statsminister så ikke gøre, og det er klart, at når man har brugt ordet garanti og så nægter at gøre det igen, bliver der noget tvivl. Og det, jeg spørger om, er, om ministeren ikke godt kan forstå, at man bliver lidt i tvivl, når ordet garanti har været brugt og ministeren så nu pludselig siger: Vi har ikke nogen planer, men jeg vil ikke tage ordet garanti i min mund.

Det, jeg gerne vil høre ministeren om, er, hvad der er baggrunden for den ændring, altså at man er gået fra at have givet en garanti til nu ikke længere at ville udstede den. Hvad er baggrunden for den ændring i regeringens politik?

Ministeren.

Jeg har det lidt sådan med garantier, at det er noget, man får, hvis man køber nogle produkter; der skal man have en garanti for, at de er i orden og i hvor lang tid. Jeg ser det egentlig lidt mere i forhold til detailhandelen, og derfor har jeg det lidt svært med ordet garanti på det her område.

Jeg mener egentlig også, at Socialdemokraterne burde have det svært med ordet garanti, for man har jo fra Socialdemokraternes side selv brugt ordet garanti, og det har så vist sig, at man alligevel gik ind og lavede om på ting. Nej, jeg synes, ordet garanti er et mærkeligt ord at bruge i den her sammenhæng, og jeg synes egentlig, det er meget klart, når jeg siger, at der ikke er nogen planer om, nogen ønsker om eller nogen strategi om at lave om på det, at vi har en huslejeregulering.

Hvis man ser på, at regeringen har været i virke siden 2001, at det har været regeringens politik siden 2001, og at det ikke er sket, så vil jeg sådan set sige, at det er Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne, der skaber usikkerhed på det her område. Det er S og SF, som bliver ved med gang på gang at skabe usikkerhed og skabe tvivl om det her. Der er ikke nogen ændringer i regeringens linje – hverken nu eller efter et valg. Og vi har sådan set bevist siden 2001, at vi holder, hvad vi lover.

Fru Nanna Westerby.

Jamen der er jo en ændring i regeringens linje; der er den ændring, at man tidligere har givet landets lejere en garanti for, at de ikke ville komme til at betale mere i husleje, og nu vil man ikke give den garanti længere. Det synes jeg er en ret væsentlig ændring, især når vi nu nærmer os et folketingsvalg og har et parti som Liberal Alliance, som har fremsat det her meget vidtgående forslag, og som muligvis, hvis regeringen – det håber vi selvfølgelig ikke – skulle fortsætte, kunne gå hen og blive parlamentarisk grundlag for den kommende regering. I den situation er det klart, at det betyder rigtig meget for både SF og Socialdemokratiet – som går meget op i, at huslejerne ikke skal stige – men da så sandelig også for landets lejere, at der gives en garanti for, at huslejerne ikke vil stige, og at man ikke vil ændre på huslejereguleringen.

Så jo, der er sket en ændring i regeringens politik. Man er gået fra at udstede en garanti til ikke længere at ville gøre det, og jeg synes, man skylder os et svar på, hvad det er, der er baggrunden for den ændring af politikken.

Ministeren.

Nu skal vi lige have begreberne helt på plads. Vi taler om huslejereguleringslovgivningen. Der kan da godt være en enkelt boligforening, hvor man laver om på nogle ting, fordi man f.eks. har lavet noget vedligeholdelse eller lavet en forbedring af en ejendom, hvilket så skal betales over huslejen. Så vi taler om huslejereguleringslovgivningen, og på det område har regeringens politik ikke ændret sig og vil ikke ændre sig. Det vil være, fuldstændig ligesom vi sagde i 2001: Vi vil ikke gå ind og fjerne eller ophæve huslejereguleringsloven.

Det, vi gerne vil – og det hører jeg også både fra udlejerside og fra lejerside – er, at vi vil gå ind og gøre det mere enkelt at finde rundt i den her lovgivning, og derfor hilser jeg det meget velkommen, at udlejerside og lejerside virkelig gerne vil noget her og har sat sig til bordet for at få løst det her problem og få lavet en forenkling af hele det her område, for vi kan jo se, at det er bøvlet for nogle mennesker at bevæge sig rundt i lejelovgivningen og huslejereguleringsloven.

Tak til ministeren. Så er det fru Louise Schack Elholm som ordfører for Venstre.

Liberal Alliance foreslår med dette beslutningsforslag at fjerne klagemuligheden over lejen for visse lejekontrakter. Det er en markant forringelse af lejernes retssikkerhed. Det er samtidig et forsøg på at indføre fri huslejefastsættelse ad bagdøren. Venstre går ikke ind for fri huslejefastsættelse. Vi gik ikke ind for fri huslejefastsættelse ved valget i 2001, ved valget i 2005 eller ved valget i 2007, og jeg kan også afsløre, at vi ved det kommende valg heller ikke vil gå ind for fri huslejefastsættelse.

Vi har med finanskrisen og faldet i boligpriserne set en ny type udlejer. Det er udlejeren, som ikke kan sælge sin bolig. Den typiske historie er, at denne udlejer ikke får sat sig ind i lejeloven, inden vedkommende udlejer sin bolig. Ofte forventer udlejeren at kunne få dækket sine udgifter til boligen, men sådan er lovgivningen ikke skruet sammen. Udlejeren kan derfor få en dom, fordi han eller hun har fastsat en for høj husleje, og få et krav om tilbagebetaling.

Mit råd til enhver, som er nødt til at leje sin bolig ud, er at skaffe sig en fagligt dygtig rådgivning, inden man indgår en lejekontrakt. Jeg synes, at det ville være sympatisk at hjælpe disse udlejere, som uforvarende kan ende med at bryde loven og kræve en for høj husleje. Det kunne f.eks. gøres ved at give dem et bedre oplysningsgrundlag, når de skal fastsætte huslejen. Men at krænke alle lejernes retssikkerhed er for høj en pris, ligesom det er udelukket, at vi vil indføre fri huslejefastsættelse.

Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Thomas Jensen for en kort bemærkning.

Tak. Det var da dejligt at høre Venstres ordfører sige det. Den konservative socialminister vil ikke give en garanti, men jeg synes, at vi kommer i retning af, at Venstres ordfører gerne vil give en garanti for, at en eventuel kommende borgerlig regering med deltagelse af Venstre – og måske også af Liberal Alliance, det ved jeg ikke – ikke vil gå ind og ændre på den her huslejeregulering.

Mit spørgsmål går ud på at få afklaret noget i dag. Engang udtalte hr. Jakob Axel Nielsen, tidligere minister og før det konservativ boligordfører:

Vi skal have aftalefrihed, så man ikke kan komme rendende og sætte en kæp i hjulet på indgåede aftaler.

Der var det jo sådan, at Venstres ordfører, fru Louise Schack Elholm, sagde, at det faktisk var meget godt sagt, for det skulle være sådan, at en aftale var en aftale. Det er jo egentlig det, jeg synes Liberal Alliances beslutningsforslag lægger op til, så jeg er lidt forvirret. Er det, som Venstres ordfører siger i dag, at Venstres ordfører på vegne af Venstre og dermed også statsministeren i dag giver en klokkeklar garanti fra Venstre om, at huslejereguleringen ikke vil blive ændret efter et kommende valg?

Ordføreren.

Nu kommer vi i gang med det der ordkløveri igen. Hvad er det med Socialdemokraterne og ordet garanti? Jeg står her siger, at vi ikke går ind for fri huslejefastsættelse. Det kan da ikke siges klarere. Hvorfor skal vi flette ord som garanti ind. Jeg synes, at det ord er blevet så udvandet af tidligere socialdemokratiske statsministre, at det ikke er et ord, vi skal bruge. Jeg synes, at jeg siger det så tydeligt, som jeg kan sige det: Venstre går ikke ind for fri huslejefastsættelse.

Hr. Thomas Jensen.

Jamen det er jo klart, at vi går efter at få et klart svar fra Venstre. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde meget klart og tydeligt i 2001, 2005 og 2007, at der ikke ville blive ændret på huslejereguleringen, og at der hermed var givet en garanti. Så kan vi i dag høre en socialminister sige, at der ikke er nogen planer om det, og vi ved jo, at når en regering begynder at sige, at der ikke er nogen planer om et eller andet, så kan efterlønnen begynde at ryge, og så kan folkepensionen begynde at blive ændret markant. På den måde er det da klart, at vi fra oppositionens side gerne vil have et klart svar, især når Liberal Alliance ser ud til blive parlamentarisk grundlag, hvis det skulle lykkes for den borgerlige regering at få kæmpet sig op på 90 mandater.

Derfor vil jeg spørge: Kan Venstres ordfører i dag give den tryghed til landets lejere – de 530.000 mennesker, der bor i private lejemål – at der ikke sker en ændring af huslejereguleringen?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at jeg kan sige det tydeligere: Venstre går ikke ind for fri huslejefastsættelse. Det kan sådan set ikke siges tydeligere end det. Det andet er at gøre det meget mere besværligt, end det i virkeligheden er. Venstre går ikke ind for fri huslejefastsættelse.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Thomas Jensen som socialdemokratisk ordfører.

I forbindelse med det her beslutningsforslag bør man skelne mellem anledning og årsag. Anledningen er, at en ejer af en ejerlejlighed ikke vidste, hvad han måtte tage i månedlig husleje, og dermed kom til at opkræve alt for meget. Efterfølgende blev huslejen af huslejenævnet fastsat korrekt ud fra den omkostningsbestemte leje: Ejeren skulle tilbagebetale leje og dele af depositummet til lejeren og måtte fremadrettet sænke huslejen.

Det problem kan løses såre simpelt ved at offentliggøre statistik over huslejeniveau fra huslejenævnets afgørelser. Det vil Socialdemokraterne kunne støtte, men sådan en pragmatisk løsning indeholder dette lovforslag desværre ikke. Det gør det ikke, for årsagen til, at Liberal Alliance fremsætter det her forslag, er ikke pragmatisme, men ren og skær ideologi. Det er nemlig et særdeles vidtgående forslag fra Liberal Alliance, som er støbt i liberalistisk beton. Forslagsstillerne har ikke brugt meget tid på et virkelighedstjek af, hvilke konsekvenser forslaget vil få for landets lejere, og andre samfundsudfordringer. De fremgår i hvert fald ikke af bemærkningerne til forslaget.

Forslaget går i sin liberalistiske og uskønne klarhed ud på, at udlejer og lejer kan indgå bindende lejekontrakter med fastsættelse af huslejen for lejemål; derefter kan den ikke ændres af hverken huslejenævn eller boligret. Det betyder med andre ord, at Liberal Alliance med forslaget vil indføre fri huslejefastsættelse ved genudlejning. Det er et forslag, som vil sende huslejerne på himmelflugt for landets lejere og skabe negative effekter for samfundet som helhed.

Hvilke konsekvenser vil det helt præcist få for huslejen? Jo, hvis forslaget bliver gennemført, vil det betyde, at de 530.000 private lejemål år for år vil få hævet huslejen og blive omfattet af fri huslejefastsættelse. Med en fraflytningsprocent på 12-13 pct. Om året i det private udlejningsbyggeri, vil det betyde, at der hvert år vil være 65.000-70.000 boliger, der vil komme ud og blive omfattet af fri huslejefastsættelse.

Hvilke konsekvenser vil det få for lejerne? Jo, de økonomiske vismænd har jo i 2001 regnet sig frem til, at en samtidig frigivelse af huslejen vil føre til en stigning på 40 pct. på landsplan og 60-70 pct. i de større byer. Den her priseffekt skyldes, at der ikke er lejeboliger nok i Danmark. Man kan sige, at regeringen mildest talt ikke har gjort noget for at sørge for, at der er lejeboliger nok i Danmark. De prognoser, som Socialministeriet selv har lavet, har regeringen ikke kunnet leve op til år for år her i de sidste 10 år.

Derudover er der befolkningsprognoserne og den ændrede befolkningssammensætning, som med flere ældre og med flere unge studerende, f.eks. i de større byer, og med flere folk, der kommer til Danmark, f.eks. via greencardordninger, også kræver, at der er flere boliger til danskerne.

Med det her forslag vil Liberal Alliance så gradvis hæve huslejen ved genudlejning på lejeboligmarkedet, lejlighed for lejlighed. Huslejen bliver altså ikke sat fri på en gang, men stille og roligt lejlighed for lejlighed, og derfor vil det være en langt højere huslejestigning, der vil indtræffe, end den, vismændene har antaget, fordi efterspørgslen klart vil overstige udbuddet. Mangel på lejeboliger kombineret med den stigende efterspørgsel samt forslagets gradvise realisering vil presse huslejerne mere op, end vismændene kom frem til i 2001. De tal, vi har liggende nu her, f.eks. fra huslejenævnet og boligretten på Frederiksberg, viser, at vi kan få huslejestigninger, der er dobbelt så høje som dem, der er gældende i dag. Konsekvenserne for boligmarkedet vil være, at efter 6-7 år vil halvdelen af de private udlejningsejendomme altså være omfattet af fri huslejefastsættelse.

Hvem er det så, der får den her højere husleje? Jamen det er jo især unge, unge studerende, som vi ved flytter til de større byer og lejer private udlejningsboliger. Det er dem, som vi i fremtiden vil se stuve sig sammen 3-4 stykker i en måske 3-4 værelses lejlighed for at få råd til at have en bolig i den by, hvor de skal studere. Det er med til at skabe en boligmæssig usikkerhed for de studerende og er også med til at påvirke deres mulighed for at kunne koncentrere sig om studierne.

Derudover vil det gå ud over muligheden for at rekruttere arbejdskraft i storbyerne, fordi almindelige lønmodtagere ikke vil have mulighed for at finde en bolig, de kan betale. Sådan rent fordelingspolitisk lægger det her forslag jo op til, at balancen mellem ejere og lejere rykkes meget, meget skæv; for ikke at tale om samspilsproblematikken, for arbejdsincitamentet hos en almindelig lønmodtager, der bor i en bolig med fri lejefastsættelse, vil ikke være særlig stort, fordi boligstøtten jo vil falde, hvis man tjener mere.

Sådan er der mange ting, der ikke er taget højde for i forslaget, og jeg vil ud fra en samlet vurdering sige, at Socialdemokraterne ikke kan støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det var jo en masse interessante betragtninger. Det er jo lige før, hvis man skulle følge logikken, at man også lige skulle indføre prisfastsættelse på mælk og på ost og på biler, og hvad ved jeg, så ville det jo sikkert også blive bedre.

Nej, spøg til side. Jeg synes egentlig, at der kom mange betragtninger, men ikke rigtig noget svar for de mennesker, hvis problemer vi prøver at tage op her, bl.a. skal man huske på, at der er mange små udlejere og ikke bare sådan nogen onde, store spekulanter, sådan som man skulle tro, når man hører ordførertalen, men der er også de mennesker, som i dag bliver tvunget til at leje deres lejlighed eller hus ud for færre penge, end det koster dem at have det. Det må ethvert menneske da kunne se er fuldstændig tåbeligt. Hvad er Socialdemokratiets svar til de mennesker?

Ordføreren.

Jeg vil godt starte med at fastslå, at der ikke er noget i min ordførertale eller i min holdning, der tilkendegiver, at Socialdemokraterne mener, at der er store, onde udlejere i Danmark. Jeg synes, at f.eks. Ejendomsforeningen Danmark har organiseret en masse gode, seriøse udlejere, og jeg synes også, at de er med til at tage en god dialog om tilrettelæggelsen af boligpolitikken i Danmark. Så det vil jeg helst ikke have skudt i skoene.

Med hensyn til de enkelte personer, som er ramt af, at de har købt en lejlighed dyrt og ikke vil påtage sig det tab, som der nu har været ved den markedsudvikling, som jeg går ud fra at Liberal Alliance bakker meget op om, er det jo sådan, at man f.eks. kunne gøre det sådan, at man for det lån, man har i sin ejerbolig, sørgede for, at man gik ind på afdragsfrihed og så bare havde rentebetalingen. Den kunne man så bl.a. få ind ved den husleje, man opkræver måned for måned. Vi skal se den her investering, som den, der har købt en ejerlejlighed, har lavet, over det lange spænd, og så vil vedkommende jo komme ud med et plus, men lige her inden for de seneste år ville der måske være et tab forbundet med det, hvis man skulle sælge den her og nu. Men på det lange sigt, imens man udlejer den, vil man komme ud med et plus i forhold til lejere.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det kan lyde ganske besnærende, når man hører ordføreren og man får hele ordstrømmen kørende hernedad og man tænker: Nåh ja, det lyder da egentlig meget fornuftigt. Men pointen er jo bare, at man ikke kan sige, at på den ene side tager vi nogle markedsvilkår, og på den anden side er vi fuldstændig ligeglade med markedsvilkårene, og så er det i øvrigt bare synd for den her mand, som gerne vil udleje sin bolig.

Hvis jeg køber en bolig, hvorfor må det så ikke være min bolig, og hvorfor må det ikke være mig, der bestemmer, hvad jeg vil tage i leje, hvis andre vil leje den? Det er vel sådan, det generelt fungerer, hvis der er et frit marked, og det er vel generelt det, der skal sørge for, at man får den pris, som man kan blive enige om. Prisen bliver jo ikke højere, end man kan få nogle til at betale. Så simpelt er det jo.

Ordføreren.

Det er sådan, at Socialdemokraternes boligpolitik går ud på at sikre, at der en boligforsyning af en bestemt boligkvalitet, sådan at flest mulige danskere bor i gode boliger. Der er også nogle andre ting, der skal tages med i betragtning, når man planlægger boligpolitik, nemlig at hvis man satte huslejen fuldstændig frit i de store byer, som Liberal Alliance gerne vil, vil det simpelt hen betyde, at almindelige lønmodtagerjob ikke vil kunne besættes, fordi de grupper, som kan tage arbejde inden for det område, ikke vil have råd til at bo i hovedstadsområdet f.eks. Det er sådan nogle betragtninger, man skal tage med.

Derudover mener jeg også, og det holder jeg fast i, at i en sag som den, der er trædestenen for det her beslutningsforslag, vil den enkelte lejlighedsejer jo kunne gå ind og ændre i sin lånesammensætning, f.eks. afdragsfrihed, og derfor ikke gå ind og have den store udgift hver måned til det, og på den måde vil udlejeren også kunne få det til at hænge sammen ud fra den leje, man kan få ud fra den omkostningsbestemte leje.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Kim Christiansen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Da vores sædvanlige ordfører, fru Anita Knakkergaard, ikke kan være til stede i dag på grund af andre gøremål, har jeg lovet lige at læse hendes tale med Dansk Folkepartis synspunkter op.

Beslutningsforslaget drejer sig om, at Liberal Alliance ønsker at gøre lejefastsættelsen i gensidigt anerkendte lejekontrakter bindende både for parterne og for myndighederne. Derfor mener forslagsstillerne så, at boligretter og huslejenævn ikke skal kunne anfægte huslejen i gældende aftaler.

Af beslutningsforslaget fremgår det endvidere, at en lejer, der bor til leje hos en privat udlejer, kan gå til huslejenævnet og få vurderet, om vedkommendes lejemæssige vilkår er i overensstemmelse med lejelovens og boligreguleringslovens bestemmelser. Liberal Alliance ønsker med forslaget, at dette ikke længere skal være muligt, når det handler om huslejefastsættelser, og det samme gør sig gældende for boligretten.

Der henvises til en artikel i Politiken, hvor en udlejer havde krævet 6.350 kr. i husleje for en 60 m² lejlighed på Christianshavn. Lejeren havde underskrevet kontrakten og betalt den aftalte husleje, og da en ny 1-årig kontrakt var underskrevet, gik lejer så til huslejenævnet i København, som fastsatte huslejen til 2.600 kr. – med tilbagevirkende kraft. Dette bevirkede, at udlejer skulle tilbagebetale 51.000 kr. til sin lejer, der også fik nedsat sit depositum. Og grundet den nye 1-årige kontrakt kunne udlejer nu se frem til endnu 1 år med stort underskud på den pågældende lejlighed.

Vi er i Dansk Folkeparti enige i, at ikke alle huslejenævn fungerer, som de skal, da der kan være store forskelle i afgørelser, alt efter hvilke huslejenævn der behandler de samme sager. Vi mener, at vi skal se på nye og strengere krav til huslejenævnets medlemmer end de krav, der foreligger i dag. Det gælder også den udpegning, som kommunalbestyrelsen foretager. Vi er opmærksomme på, at det offentlige kan have stor interesse i at holde huslejen på et lavt niveau, da de betaler boligstøtte, men lejerne kan heller ikke undvære de 117.000 ejerlejligheder m.v., der bruges til udlejning, hvilket jo kan være konsekvensen, hvis udlejer skal betale penge til lejer, når han udlejer. Der skal være balance i tingene.

Dansk Folkeparti mener, at udlejer skal kunne henvende sig til huslejenævnet og få oplyst, hvilken husleje han må tage for sin udlejningslejlighed, nøjagtig som det er muligt at få en forhåndsgodkendelse fra skattevæsenet. Herved undgår man tvisterne mellem lejere og udlejere om husleje. Endvidere skal udlejer have oplyst, hvilken leje han kan anvende; der kan være tale om markedsleje, omkostningsbestemt husleje, det lejedes værdi, trappeleje m.v.

Men der hører enigheden med Liberal Alliance så også op. Den første forudsætning for at sætte huslejen fri som foreslået af Liberal Alliance vil være, at udbuddet af lejligheder er betydelig større end efterspørgslen, hvilket skaber en konkurrence, der vil medvirke til, at huslejen falder. Da der er mangel på lejligheder, bl.a. i hovedstadsområdet, og derfor ingen konkurrence, vil det betyde, at udlejer kan få en betydelig højere husleje til stor skade for lejerne. Og hvad vil det ikke betyde for de offentlige udgifter til boligstøtten, der vil stige? Det står der ikke noget om i forslaget. Det fremgår heller ikke af forslaget, at priserne vil stige drastisk på private udlejningsejendomme, ejerlejligheder m.v.

Dansk Folkeparti ønsker ikke på denne måde at sætte huslejen fri og kan derfor ikke stemme for forslaget, da det vil skade lejerne samt give større offentlige udgifter til boligstøtte. Men vi mener, at ministeren bør løse problemet sammen med lejer- og udlejerorganisationer under de forhandlinger, der pågår vedrørende regelforenkling.

Tak til ordføreren. Så er det fru Nanna Westerby som SF's ordfører.

Som vi har hørt, handler det her forslag om, at huslejenævnet og reglerne for lejefastsættelse skal sættes ud af kraft, såfremt lejer og udlejer ved indgåelse af kontrakten bliver enige om lejeniveauet i et privat lejemål. Det her beslutningsforslag vil altså fjerne reguleringen af lejens størrelse og sætte lovgivningen ud af kraft, så lejen kun baseres på, hvad nogen er villig til at betale.

Lad mig starte med at slå fast, at SF siger nej til det kapløb. Vi siger nej til et lejemarked, hvor dem med små indkomster altid kan blive overbudt i kampen om en lejlighed. SF er først og fremmest imod, fordi forslaget vil føre til rigtig store huslejestigninger. Ifølge Det Økonomiske Råd kan huslejerne komme til at stige med op til 40 pct. i gennemsnit og 60 pct. i storbyerne, hvis markedet kommer til at bestemme lejen uden rammer for lejens størrelse.

For SF er det helt afgørende, at der er boliger, der er til at betale, for boligen er et helt afgørende fundament, som vi alle sammen har brug for. Derfor vender SF sig også imod at fjerne reguleringen af huslejerne og gøre lejemarkedet til et spørgsmål om udbud, efterspørgsel og villighed til at betale. Cykler kan handles på sådan et marked, det kan køleskabe og sofaer også, men boligen er en nødvendighed, der ikke kan vælges fra, og derfor skal vi politisk sikre, at der er betalelige boliger. Derfor virker debatten i dag også noget rabiat, når boliger bliver sammenlignet med prisen på en liter mælk – der er altså en rigtig væsentlig forskel.

For hvem er det egentlig, der bor i de private lejeboliger? Ja, over halvdelen af lejerne i den private udlejningssektor står uden for arbejdsmarkedet, mange af dem er unge studerende, og langt de fleste af beboerne i lejeboliger tilhører lavindkomstgrupper. Hvis det her forslag gennemføres, får den gruppe en markant mere usikker tilværelse på et meget dyrere lejemarked. Tidsbegrænsede lejekontrakter vil være mere udbredt med frygt for, at huslejen kan stige ved genforhandling, ligesom rigtig mange kan få problemer med at finde en bolig, de kan betale. Det er ikke rimeligt, og det er heller ikke økonomisk holdbart for staten, for med stigende huslejer hører også højere udgifter til boligstøtte, hvis vi skal sikre alle en rimelig chance for faktisk at have råd til at få en bolig, og dermed betyder det en ekstra udgift til staten.

Så SF er som sagt modstander af det her forslag. Vi har så hørt, at forslaget er stillet på baggrund af en historie i Politiken, hvor en udlejer måtte betale 51.000 kr. tilbage til sin lejer, fordi huslejen havde været for høj. I den nuværende krise er der mange privatpersoner, der udlejer deres lejlighed, fordi de ikke kan få den solgt. Mange af de udlejere har ikke overblik over lovgivningen, og de risikerer at stå med store uforudsete tilbagebetalingskrav til deres lejere. SF er sådan set helt enig i, at det er et problem, men i modsætning til Liberal Alliance vil vi altså ikke lade lejerne betale prisen for det problem.

I stedet vil vi give udlejerne bedre mulighed for at fastsætte en korrekt leje helt fra start, så man undgår ekstraregningerne. Vi synes, at kommunerne skal offentliggøre statistik fra huslejenævnene om lejeniveauet, for så kan man se, hvad tilsvarende boliger er blevet fastsat til, og hvor det korrekte huslejeniveau ligger. Det er et forslag, som SF har fremsat før, og som vi har slået på tromme for i mange år, og nu hører vi så socialministeren udtale, at det vil hun gerne se på, og at hun er positiv over for det. Vi er jo glade for, at regeringen endelig er begyndt at se det gode i den idé, men det er altså også en langt bedre og mere pragmatisk løsning end det forslag, vi behandler lige nu. Og jeg håber, at forslaget fra Liberal Alliance bliver stemt ned med et brag her i Folketinget

Lejerne i Danmark har under den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, haft en huslejegaranti. Selv om Venstre går under tilnavnet Danmarks liberale parti, lovede han, at han ikke ville ændre på huslejereguleringen, så lejen kom til at stige. Han gav en garanti. Den garanti ville den nuværende statsminister ikke gentage, da han blev direkte adspurgt for et par uger siden, og ministeren vil heller ikke gentage det i dag. Jeg er glad for, at regeringspartierne ser ud til at afvise det her forslag, men jeg må også sige, at jeg er bekymret for, hvad der sker, hvis en borgerlig regering fortsætter, måske endda med Liberal Alliance, som jo har fremsat det her forslag, som parlamentarisk grundlag. Men det ser ud til, at beslutningsforslaget i hvert fald er afværget for i dag, og SF kan afvise det.

Tak til ordføreren. Hr. Daniel Rugholm som konservativ ordfører.

Forslagsstillerne ønsker med dette forslag at gøre lejefastsættelsen i gensidigt anerkendte lejekontrakter bindende for både lejer, udlejer og myndigheder, både i forhold til private og almene lejeforhold. Et forholdsvis mindre problem får altså med dette forslag konsekvenser for et ret så stort område. Som ministeren og Venstres ordfører har været inde på, er regeringens holdning klar. Konservative kan derfor ikke bakke op om en liberalisering af huslejefastsættelsen for alle typer lejeboliger, sådan som det her er foreslået.

Jeg bed mærke i, at ministeren udtalte sig positivt om at kigge på mulighederne for at imødekomme nogle af de problemer, som kan opstå for både lejere og udlejere af ejerlejligheder, f.eks. i sager som den i bemærkningerne omtalte. Det ser vi fra konservativ side positivt på.

Men Konservative kan ikke støtte forslaget.

Hr. Thomas Jensen for en kort bemærkning.

Nu er jo sådan, at man i Det Konservative Folkeparti har haft ikke bare en eller to, men helt op til fire forskellige boligpolitiske ordfører i den her valgperiode. En af forgængerne var jo den tidligere minister, Jakob Axel Nielsen, og jeg har allerede citeret ham tidligere for, at han ønskede aftalefrihed, og han trumfede endog ordene med at sige, at den danske huslejeregulering var fra DDR. Jeg tror nu ikke, han mente, at den var importeret fra DDR, men det var sådan i overført betydning.

Så vil jeg bare her i dag spørge den nuværende konservative boligpolitiske ordfører, hr. Daniel Rugholm, om det er sådan, at ordføreren er enig i det, som hr. Jakob Axel Nielsen tidligere har udtalt.

Ordføreren.

Hr. Jakob Axel Nielsen er her ikke længere. Nu er det hr. Daniel Rugholm, der er her, og hans holdning synes jeg fremgår meget klart af det, som er blevet sagt i min tale. Så nej, jeg er ikke enig med min forgænger, den forhenværende boligordfører.

Hr. Thomas Jensen.

Det er dejligt at høre, at der er sket forbedringer på boligordførerposten hos De Konservative, men man skifter jo meget rundt på posterne hos De Konservative for tiden, så man ved aldrig, om det kan komme til at gå tilbage igen.

Derfor vil jeg også spørge – og vi har haft diskussionen flere gange i dag: Når man i den konservative folketingsgruppe diskuterer det her spørgsmål, er man så på noget tidspunkt kommet frem til at sige, at ja, det er vigtigt, at de danske lejere på det private lejeboligmarked kan få en sikkerhed for, at deres husleje ligger fast, ved at man giver en garanti for, at der ikke sker en ændring af huslejereguleringen, hvis Det Konservative Folkeparti deltager i en kommende borgerlig regering?

Så vil jeg også spørge i dag: Synes hr. Daniel Rugholm ikke, det ville være fint at give – og kan hr. Daniel Rugholm give – en garanti til landets lejere om, at der ikke sker en ændring af huslejefastsættelsen under en eventuel kommende borgerlig regering?

Ordføreren.

Jeg kan gentage, hvad jeg allerede har sagt, jeg kan også gentage, hvad ministeren har sagt, og jeg kan gentage, hvad Venstres boligordfører har sagt, nemlig at regeringens holdning er klar på det her område: Vi ønsker ikke at ændre på det her.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg er da glad for, at ordføreren ikke hoppede på hr. Thomas Jensens seneste forsøg på at lægge fælder ud, men jeg vil egentlig gerne følge op på noget af det, hr. Thomas Jensen var inde på: Hvad er egentlig baggrunden for, at Det Konservative Folkeparti er gået væk fra det i øvrigt ganske fornuftige synspunkt om fri huslejefastsættelse og over til det synspunkt, som ordføreren fremførte her lige for få minutter siden?

Ordføreren.

Det Konservative Folkeparti er ikke gået væk fra noget synspunkt. Det Konservative Folkeparti har haft det samme synspunkt, som vi også præsenterer her i dag. Men det er korrekt, som hr. Thomas Jensen tidligere citerede, at en forhenværende politiker i Det Konservative Folkeparti havde en anden holdning end den, som er partiets. Men det må stå for dennes egen regning.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Helt i orden, det skal ikke skille os ad. Så vil jeg stille spørgsmålet på en anden måde: Hvordan kan det være, at et parti, som vel ellers generelt hylder markedsprincipperne, synes, det er rimeligt, at lige præcis husleje skal være sådan noget gennemreguleret, socialdemokratisk, fagbevægelsesagtigt noget, i stedet for at man siger, at markedet finder den pris, som det nu engang kan finde, ved at der er et udbud af lejligheder, der er nogle, der efterspørger dem, og så finder man en pris? Fuldstændig ligesom med dagligvarer eller automobiler, eller hvad ved jeg, er det jo også sådan, at der er nogle, der sælger det til en pris, der er nogle, der køber det, og så bliver der solgt til den pris, hvor udbud og efterspørgsel rammer hinanden. Det burde vel sådan set være god logik også på det her område, også for et parti som Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren.

Jeg vil give ordføreren ret i, at Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance egentlig langt hen ad vejen deler mange holdninger. Vi har nemlig langt hen ad vejen det samme frihedssyn. Der er så bare en anden side af sagen ved at være konservativ, og den synes jeg vi ser meget tydeligt i det her forslag, for det handler ikke kun om det frie marked, det handler også om at tage hånd om nogle og være en hjælpende hånd der, hvor der er nogle, som kan have behov for det. Det synes jeg vi igen og igen ser på det her område, men dermed ikke sagt, at der ikke er ting, som kan forenkles i den her lovgivning. Sådan er det med al lovgivning. Men holdningen er klar i Det Konservative Folkeparti.

Tak til ordføreren. Hr. Morten Østergaard som radikal ordfører.

Da den radikale boligordfører, hr. Jørgen Poulsen, gør sig gældende i Europarådets samling i Strasbourg, skal jeg på vores vegne fremlægge holdningen til beslutningsforslaget fra Liberal Alliance.

Jeg kan ud af bemærkningerne se, at man har fundet en historie i Politiken, som i hvert fald intuitivt kan virke urimelig, og konkluderer, at det så er den typiske situation. Jeg kan af bemærkningerne ikke se, at der ligesom skulle være anden dokumentation for, at det skulle være den typiske situation. Men ikke desto mindre kan man selvfølgelig kigge på sagen her, og det er relevant nok. Det kan selvfølgelig synes mærkeligt, at man ikke kan leje sin bolig ud uden at få i hvert fald dækning for de udgifter, man har, og det synes jeg da bestemt også er en problemstilling, der er værd at kigge nærmere på. Man kunne selvfølgelig forestille sig, at nogle, som havde mange penge og med rentefradrag og andre ting, kunne finde på at betale for meget for en bolig for så at leje den ud og få andre til at betale udgifterne. Men ikke desto mindre er det da værd at kigge på den del af forslaget.

Men det, der så undrer, er, hvordan man kommer fra den problemstilling og så til det konkrete indhold i forslaget, nemlig at man så skulle give huslejen helt fri. For det er i hvert fald dårligt nyt for studerende og andre, der ønsker at leje privat i de store universitetsbyer, fordi det selvfølgelig vil betyde, at huslejen vil stige markant i de områder. Derfor synes jeg da, det havde været mere naturligt, at man kiggede på, om man rammer det rigtige niveau i enhver henseende fra huslejenævnets side, om loftet ligger rigtigt, om der er tilstrækkelig rådgivning til rådighed – altså helt relevante problemstillinger. Men når det kommer til spørgsmålet om, om man på den her baggrund eller i øvrigt skulle give huslejen fuldstændig fri, er det klart, at vi i Det Radikale Venstre siger blankt nej og derfor også et nej til forslaget.

Jeg kan ikke lade være med at studse over argumentationen fra Liberal Alliances politiske ordfører, hr. Simon Emil Ammitzbøll, som jo i forbindelse med det, han siger om markedet, fuldstændig overser, at udbuddet af boliger jo ikke nødvendigvis følger efterspørgslen. Jeg tror, at ethvert opslag i økonomiske lærebøger vil vise, at netop boligmarkedet har et særkende på det område. Man kan jo altså heller ikke bare købe flere køer og malke dem lidt mere, hvis man ønsker at bringe flere mælk til markedet. For at få argumentationen til at hænge sammen kræver det nok, at hr. Simon Emil Ammitzbøll også vil give byggetilladelser helt frit, så folk kan bygge boliger totalt frit i byområderne. Men argumentationen hænger ikke sammen, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Tak for det og tak for debatten. Vi kunne fra, jeg tror, det var SF's ordfører, høre, at hun håbede, at forslaget faldt med et klask i Folketingssalen. Var det ikke sådan? Til det kan man så sige, at da vi fremførte forslaget om reduktion i dagpengeperioden, faldt det også med et klask, og da vi fremsatte beslutningsforslag om ændring af efterlønnen, faldt det også med et klask. Så vi er sådan set rimelig fortrøstningsfulde, men det er ikke, fordi vi ikke kan se de dilemmaer, der er i den her problemstilling.

Det siger sig selv, at det at have en bolig jo er et fundamentalt gode, men det måtte være ret indlysende, at vi har at gøre med en lejelov, som er meget, meget lidt venlig over for udlejer. Vi skal huske på, at der er tale om mange tusinde små udlejere, og det er sådan set dem, vi primært kerer os om i det her beslutningsforslag, for rigtig, rigtig mange har jo brug for at leje et værelse eller to ud.

Uanset hvad der er kommet af gode argumenter for at fastholde den nuværende ordning, garantier om ingenting at gøre, som jeg hørte det, forekommer det i alle henseender stødende, at man som lejer, der kender alt til den bolig, man ønsker at leje, fordi man har boet i den før, underskriver en lejekontrakt for straks herefter at bevæge sig direkte ned til kommunen for at indlevere en klage til huslejenævnet. Det er ikke en enkeltsag for os, det er faktisk et principielt spørgsmål. Udlejer har jo ikke en kinamands chance for at vurdere sin økonomi og sine forretningsmæssige dispositioner. Vi ønsker med andre ord at anfægte måden, hvorpå huslejenævnet dikterer huslejen over for en privat udlejer, som oftest hverken har juridiske eller økonomiske ressourcer eller en chance for på forhånd at gennemskue reglerne, hvilket skaber en usikkerhed for rigtig mange privatpersoner. Og det er privatpersoner, vi synes er det vigtige her.

I kølvandet på finanskrisen er der sket en markant stigning af klager over lejens størrelse for de her småhusudlejninger, som det hedder. Da alle lejemål kan besigtiges og vurderes af indtil fem-seks personer, er det forbundet med store offentlige omkostninger, ligesom det belaster retssystemet efterfølgende, når udlejerne ikke vil affinde sig med den leje, som huslejenævnet fastsætter. Det eksisterende system, hvor en udlejer ikke kan kende den korrekte leje på forhånd, og hvor huslejenævnet fastsætter uforholdsmæssigt lave huslejer, har åbnet en dør for betydelig spekulation. Også lejere, som er velbekendt med huslejen, kan som sagt få ændret deres leje. En sådan trafik ønsker vi ikke, vi synes ikke, det er rimeligt, at en aftale ikke er en aftale. Vi har set eksempler på, at konsekvenserne for den private udlejer kan være uoverskuelige i visse tilfælde, netop fordi udlejers opsigelsesmulighed ifølge lejeloven er voldsomt indskrænket og udlejer som følge heraf må affinde sig med en situation, som potentielt kan være ruinerende. Det er efter vores opfattelse ikke en retstilstand, vi kan være bekendt.

Vi noterer os, at der jo ikke er opbakning til at tage det fulde skridt, men små skridt er så at foretrække. Sådan gælder det jo i rigtig mange forhold. I Sverige har vi jo set, hvordan man kan indlægge zoner og få noget statistik på, hvad lejen er i forskellige zoner i forhold til centrum og udkantsområder. Bare sådan en lille ting ville jo være et fantastisk skridt fremad.

Vi håber meget på, at debatten her i dag vil give mulighed for, at vi får speedet op på det her område, for der er et klart misforhold i den retstilstand, som vi ser i øjeblikket.

Hr. Thomas Jensen har bedt om en kort bemærkning.

Tak til ordføreren. Jeg blev egentlig lidt bestyrket i mine bange anelser, da ordføreren fremførte, at først havde Liberal Alliance krævet noget på dagpengene, og så blev det gennemført siden hen af regeringen; så krævede Liberal Alliance noget på efterlønnen – det er det, vi i dag kan se er ved at blive gennemført. Og så kræver Liberal Alliance altså i dag en frisættelse af huslejereguleringen. Det vil altså sige, at Liberal Alliance virkelig har en stor indflydelse på den borgerlige regering.

Når et nyt Folketing er sammensat, og skulle det gå så galt, at der er et borgerligt flertal med Liberal Alliance som parlamentarisk grundlag med de afgørende mandater her i Folketingssalen til at komme op på de 90 mandater, vil Liberal Alliance så kræve, at det her forslag om, at man også får fri huslejefastsættelse, er deres betaling for at støtte op om en borgerlig regering, ja eller nej?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke alting, man kan svare ja og nej på i de debatter, som vi fører her. Vores position vil formentlig være sådan – hvis det går, som vi håber – at vi kan trække regeringen i en bestemt retning, og den retning var den, jeg pegede på. Det kan godt være, at det skal være små skridt, men at sige på forhånd, at man ingenting vil gøre ved det rigide system, vi har i dag, vil vi ikke være med til. Vi vil meget gerne prøve at påvirke regeringen til at finde nogle mere lempelige ordninger – og som jeg sagde: Det kan jo også være, at man alene ved en mere begavet informationsvirksomhed på det her område kan give udlejer en højere grad af retssikkerhed i forhold til det, vi ser i dag.

Hr. Thomas Jensen.

Nu siger ordføreren jo netop, at Liberal Alliance vil kæmpe for de små skridt – selv om jeg synes, at det er et meget omfattende skridt i forhold til det, som vismændene tidligere har analyseret, nemlig en total frisættelse af huslejefastsættelsen med ét. Man kan sige, at det her forslag jo egentlig kun gør det gradvist, nemlig hver gang der skal gennemføres en ny udlejning. På den måde kunne man godt sige, at vedtagelsen af det her forslag egentlig ville være et lille skridt i den rigtige retning for liberalisterne i Liberal Alliance.

Mit spørgsmål er: Står vi bare og sniksnakker i dag, eller står Liberal Alliance rent faktisk ved sit forslag og vil kræve af en borgerlig regering, ledet af hr. Lars Løkke Rasmussen efter et valg, at det her skal gennemføres, for at Liberal Alliance vil bakke op om hr. Lars Løkke Rasmussen som fortsat statsminister?

Det bør man godt kunne svare et ja eller nej på, for ellers står vi jo bare her og spilder tiden på noget sniksnak. Vil Liberal Alliance kræve, at det her beslutningsforslag bliver gennemført, hvis man har de afgørende mandater for en borgerlig regering efter det kommende folketingsvalg?

Ordføreren.

Jeg tror, at der bliver rigtig mange ting at få en fornuftig snak om; der er mange ting, der skal trækkes i en mere liberal retning. Men som udgangspunkt synes jeg, at det er underligt, at vi har den her situation. Det er ikke ret tit, at man oplever, at man har en butik, hvor man ikke på forhånd kan vide, hvilken pris man kan få lov til at sælge sine varer til. Det er jo egentlig det, der er tilfældet her. Jeg forstår da udmærket godt, at der er langt til en total liberalisering, men det er, ligesom om man i den her debat ikke må tale om nogen mellemveje af nogen som helst art.

Jeg er sikker på, at vi kan rydde rigtig meget ud i det her bureaukrati omkring lejeloven. Man har vel diskuteret det siden 2002, og det er altid strandet på berøringsangst. Det er egentlig det, vi gerne vil prikke lidt til, hvis vi kommer i den situation, at vi får mulighed for at påvirke regeringen. Vi vil godt prikke til en udvikling med mindre bureaukrati og med en mere markedskonform situation også på lejeområdet.

Fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

Tak for det. Jamen det er jo Liberal Alliance, der afviser den pragmatiske mellemvej, for vi kunne bare gøre det sådan, som alle partierne nu efterhånden er ved at være enige om, og som SF har ment i mange år, nemlig at kommuner og huslejenævn skal offentliggøre statistikken fra huslejenævnene, sådan at man som udlejer på forhånd kan se, hvad man skal sætte huslejen til, og så man slipper for de her ubehagelige tilbagebetalingskrav. Det kunne man jo bare gøre, men det er ikke nok for Liberal Alliance.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvorfor det ikke er det. Hvorfor er det, de partout skal gå så langt som at sætte lejen fri, så man vil opleve huslejestigninger på mellem 40 og 60 pct. – 60 pct. i storbyerne? Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvorfor man ikke bare vælger den pragmatiske mellemvej. Hvorfor er det, man skal gå så langt som til at have de her massive huslejestigninger og den fuldstændig fri markedsleje?

Så må jeg bare sige, at ordføreren rammer hovedet på sømmet. Liberal Alliance introducerede kravet om dagpengeforringelser. Regeringen sagde, at det havde den ikke nogen planer om – nu er det gennemført. Det samme med efterlønnen: Det er også noget, som regeringen er ved afskaffe, selv om den sagde, at den ikke havde nogen planer om det.

Det er jo lige præcis det, vi er bekymrede for i SF, når regeringen ikke vil sige, at den vil lave en garanti på det her område. Ordføreren kan vel i hvert fald nok bekræfte, at Liberal Alliance har tænkt sig at tage det her med ind til forhandlinger om regeringsgrundlaget, og det er derfor, vi er bekymrede for, at man ikke vil tage ordet garanti i sin mund i dag.

Ordføreren.

Der er mange ting, der bekymrer Socialistisk Folkeparti. Jeg tager vel ikke helt fejl, hvis jeg siger, at målet for Socialistisk Folkeparti er en revolution, der ligger langt ude i horisonten, og med det vil jeg sige, at det vel ikke er første gang, at fru Nanna Westerby har oplevet en situation i det politiske liv, hvor man har en målsætning, men hvor man ikke kan hoppe helt over i målet hverken dag et eller dag to, men hvor man må gå de små skridt, bare man kommer i den rigtige retning. Det var egentlig det, jeg forsøgte at sige for lidt siden, og det vil jeg godt gentage i forhold til de her pudsige ja-nej-sort-hvid-diskussioner, som jeg ikke tror tjener noget konstruktivt formål. Det kan godt være, at man kan slå hinanden oven i hovedet, men det er ikke konstruktivt i forhold til en saglig debat efter min opfattelse.

Fru Nanna Westerby.

Det her er meget bagvendt, for det er jo Liberal Alliance, der er meget sort-hvid. Man kunne vælge en pragmatisk mellemvej, så man undgik, at udlejere fik tilbagebetalingskrav, så man på forhånd vidste, hvor lejen skulle ligge. Det kunne man gøre ved at offentliggøre huslejestatistikker. Men Liberal Alliance vil partout fuldstændig liberalisere lejemarkedet og dermed gøre, at nogle lejemål vil stige mellem 40 og 60 pct. i husleje. Det er jo ret voldsomme stigninger. Så det er altså Liberal Alliance, der er sort-hvid lige præcis i den her debat.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren faktisk mener, som vi hørte tidligere fra Liberal Alliance, at mælkepriser og huslejefastsættelse sådan set er det samme. Jeg kunne også godt tænke mig at høre ordføreren om, hvad ordføreren gerne ville sige til de lejere, som må ud på et lejemarked, hvor priserne er 60 pct. højere i hovedstadsområdet, end huslejepriserne er i dag. Hvordan skal lavindkomstgrupper klare sig på sådan et lejemarked i fremtiden? Har ordføreren overvejet det, inden man fremsætter det her beslutningsforslag?

Ordføreren.

Man kunne sige så meget. Hvorfor kan man bare ikke få noget statistik osv.? Vi kan konstatere, at vi jo ikke har fået nogen retvisende databaser, som man f.eks. har i Sverige, hvor man har nogle zoner, som kan give en større retstilstand for udlejerne, så man ikke skal gætte sig til, hvad huslejen måtte være, og ikke risikerer at få en ordentlig en på kassen bagefter. Det er jo egentlig det, der har været det principielle i den her diskussion, nemlig at vi skal have sikret en større retssikkerhed.

Jeg startede med at sige, at jeg synes, der er ubalance i forhold til de retsvilkår, der gælder for lejere, og de retsvilkår, der gælder for udlejere. Det er egentlig det, der har været formålet med det her beslutningsforslag. Det er den problemstilling, som jeg synes vi skal tage op. Så kan det godt være, at man ikke når helt over til den – i gåseøjne – socialistiske revolution, men et skridt på vejen; vi er jo ikke så mange i Folketinget, men et skridt på vejen.

Vi kender vores plads, men vi tror også på, at vi i visse situationer har mulighed for at trække en såkaldt, kalder den sig, borgerlig-liberal regering. Det ikke altid, vi kan få øje på det. Vi har jo hørt om store, voldsomme, meget stringente garantier for, at man ikke vil røre ved noget som helst. Det er ikke en udvikling, vi synes er rigtig. Vi synes, at vi som sagt skal have en mere markedskonform situation end den, vi kender i dag.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, siger vi tak til ordføreren. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.