Jeg takker meget for lige at få det sidste spørgsmål med her.
Vi har jo haft lejlighed til at diskutere det meget alvorlige problem, som vi oplever i Danmark, nemlig at der er en voldsom ledighed, og statsministeren har allerede svaret på en række spørgsmål i den sammenhæng.
Sagen er jo, at vi her i landet oplever, at der er konkurser, at der er tvangsauktioner, og at der er en stigende ledighed.
Ikke nok med, at der er stigende ledighed, nu oplever vi så også, at der begynder at opstå et fænomen, vi ellers ikke har hørt om i mange år, nemlig langtidsledighed.
Der er lige kommet en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som slår fast, at særlig Bornholm og Nordjylland er hårdt ramt med hensyn til langtidsledighed.
Vi har så hørt statsministeren tidligere på dagen nævne, at man har gjort meget, at man følger tallene nøje hele tiden, og at man er parat til at gøre noget.
Statsministeren nævner selv de her SP-penge, og jeg tror nok, at man må sige, at de fleste vist er enige om, at de først og fremmest vil blive sparet op.
Så er der også den her renoveringspulje, og der er også noget, der tyder på, at dem, som søgte de her penge, var folk, der i forvejen havde planer om at igangsætte renovering.
Så spørgsmålet er, om der ikke stadig væk er til gode at gøre noget ekstra ambitiøst, og der kunne jeg godt tænke mig at tage hul på en sag.
Vi står midt i en kommunal valgkamp, og rigtig mange kommuner er jo i den situation, at de har nedslidte skoler, nedslidte børnehaver osv.
Nu har vi så endelig fået gjort kål på anlægsloftet, som regeringen ellers havde over anlægsudgifterne, og nu er problemet bare, at kommunerne ingen penge har.
Kunne vi ikke øge den låneramme, kommunerne har til, at de netop kan få renoveret de her bygninger, for de trænger så meget til det?
Det kunne give arbejde til tømrere, murere, malere og andre, som går ledige i øjeblikket.
Var det ikke en klog måde at disponere på at lade kommunerne selv låne pengene?
De kan betale af på det over nogle år, og så kan man simpelt hen få renoveret det her.
Det ville give beskæftigelse, og det ville give et bedre indeklima.