Spm. nr. US 15

Tak for det. Mit spørgsmål ligger i virkeligheden lidt i forlængelse af noget af det, der har været diskuteret tidligere. Hr. Rasmus Prehn og statsministeren havde en samtale om omkostningsniveau og løsning af opgaver osv., og en af de ting, som kom op at vende i den forbindelse, var, at det omkostningsniveau, man har i told- og skatteadministrationen i Danmark, er sænket ganske betragteligt, hvilket jo også notorisk er rigtigt. Fra 2006 til i år har man skåret over 2.000 årsværk væk, altså omkring 20 pct. af dem, der forestår skatteadministrationen i Danmark. Det giver selvfølgelig et lavere omkostningsniveau, men det har vel også den pris, at der så er nogle opgaver, som ikke bliver løst, sådan som vi ellers ville kunne løse dem.

Et helt konkret eksempel: Restancerne til kommunerne er steget fra 3 mia. kr. til over 6,8 mia. kr. fra 2006 til i år, og det betyder jo, at kommunerne savner de penge til at løse nogle af de opgaver, som kommunevalget handler om, nemlig ordentlig velfærd, ordentlig børnepasning, ordentlig folkeskole osv. osv. Kunne man ikke forestille sig, at det der lave omkostningsniveau, de millioner, der er sparet, i virkeligheden koster milliarder på den løbende velfærd herhjemme?

Statsministeren.

Nej, det kan man ikke forestille sig. Jeg tror egentlig heller ikke, at hr. Nick Hækkerup selv har det synspunkt, at en forudsætning for, at man kan løse et givent sæt opgaver på et ordentligt og forsvarligt niveau til alle tider, kræver, at man opretholder det samme antal normeringer, som man altid har haft.

Skattevæsenet er et – synes jeg – meget godt eksempel på, hvordan man ved nytænkning har skabt et skattevæsen med færre normeringer. Dermed er der, kan man sige, frigjort ressourcer, som blev brugt på at kræve skatter op, men som kunne flyttes over på andre områder, som – tror jeg – med borgerøjne forekommer at være et bedre barometer for service/ikkeservice.

Så er det selvfølgelig en udfordring at gøre det på en måde, hvor kvaliteten også er på plads, og hvis der er nogle spørgsmål i den henseende, må man rette dem til skatteministeren. Det handler jo bl.a. om, at man selvfølgelig skal stå vagt om at have en ordentlig restancepolitik, hvor man er på skuldrene af restanterne og sørger for at gøre sine fordringer gældende, inden de fortabes og ikke kan inddrives. Den udfordring er der, det medgiver jeg, den har til alle tider været der, uanset hvordan man i øvrigt indretter skattevæsenet strukturelt og organisatorisk.

Hr. Nick Hækkerup.

Situationen er vel ikke entydigt den, at man kan sige, ressourcerne er flyttet. Min pointe i den her sammenhæng var, at der simpelt hen er nogle ressourcer, der går tabt, der er nogle ressourcer, der forsvinder, fordi det, der skal finansiere vores velfærdsstat, det, der skal finansiere den borgernære service, der bliver givet i kommunerne, jo bl.a. er, at de penge, som folk skylder, kommer ind. Det drejer sig om p-bøder, daginstitutionsbetaling, hvad det nu måtte være, hvor der kan opstå restancer. Hvis de penge ikke kræves ind, står kommunerne i en situation, hvor de savner pengene til at gøre det, som statsministeren pegede på, nemlig at kunne bruge nogle flere ressourcer på de borgernære ting.

Så min pointe i den her sammenhæng er, at vi måske er i en situation, hvor vi sparer millioner, men hvor det i virkeligheden koster på den borgernære service.

Statsministeren.

Jo, men måske og måske og måske. Jeg skal nok være lidt mere konkret. Derfor tror jeg også, at når måske’erne er oversat til noget, der er mere konkret, må spørgsmålet rettes til skatteministeren, for jeg må jo blankt indrømme, at jeg ikke har den detaljerede indsigt i skattevæsenets nærmere organisatoriske indretning, og hvilke ressourcer der over tid har været allokeret til restanceinddrivelse.

Jeg tror, at man må medgive helt principielt, at spørgsmålet om restancer jo også er et konjunkturbarometer – også et konjunkturbarometer. Og i en situation, hvor der er krise, hvor der er virksomheder, der ikke kan stå sig på det frie marked, opstår der restancer af et omfang, som ikke ville opstå i en situation, hvor man var inde i mere smult vande. Uanset hvor effektivt et skatteopkrævningssystem man opretter, vil man jo aldrig nogen sinde kunne komme i en situation, hvor der aldrig nogen sinde vil være restancer, der ikke kan inddrives. Det tror jeg også hr. Nick Hækkerup vil medgive.

Når alt det er sagt, handler det selvfølgelig om, at vi optimerer vores skattevæsen, sådan at vi også har den kraft, der skal til for at inddrive inddrivelige restancer, og er der udfordringer der, må man rette spørgsmålet til skatteministeren.

Hr. Nick Hækkerup.

Så vil jeg prøve at blive præcis på skatten og prøve at undgå ordet måske her i sidste omgang og formulere det sådan her:

Hvis kommunerne har 6 mia. kr. i udestående restancer, mangles de penge jo til at kunne levere service til borgerne, i hvert fald den del af restancerne, der er kommunens. Da beløbet har været stigende over de seneste år, må det kunne konstateres, at ressourcerne savnes, punkt 1.

Punkt 2: Mon ikke det også er sådan, at den loyalitet, som vores skattesystem hviler på – nemlig at vi betaler vores skat i den forventning, at alle andre også gør det – kommer under pres, når restancerne stiger i det omfang, som de gør, når ligningen ikke fungerer i det omfang, som det er tilfældet, og dermed at loyaliteten over for at sikre finansieringen af vores fælles velfærd sættes yderligere under pres?

Statsministeren.

Hvis der spørges til, om vi skal have et effektivt system til at inddrive restancer, så er svaret ja. Og hvorfor er det vigtigt? Jamen det er jo vigtigt af de to grunde, der fremhæves. Den ene er, at hvis man uafladeligt har for store restancer, er man nødt til et eller andet sted at tage højde for dem, når man budgetterer indtægter og udgifter, og det gør jo alt andet lige, at det udgiftstryk, der så lægges på den betalende del af den danske befolkning, bliver højere, end det ellers havde behøvet at være.

Den anden grund er, som hr. Nick Hækkerup også rigtigt siger, at en retsstat – et demokrati, et skandinavisk velfærdssamfund – jo skal kendes på, at vi alle bærer ved til det fælles bål. Så det skal jo fungere.

Nu har jeg altså heller ikke indtryk af, at det ikke fungerer. Jeg er ikke blind for, at ved alle organisationsomlægninger, og det gælder selvfølgelig også den, vi har set på skatteområdet, er der udfordringer, men jeg har ikke et grundlæggende billede af, at tingene ikke fungerer, og at man ikke i SKAT er fuldstændig obs på, at det her spørgsmål har prioritet.

Igen, hvis der er vinkler på det her, som kræver et større detailkendskab, end jeg har, har vi jo indrettet os så viseligt, at vi har en minister, nemlig skatteministeren, der har det politiske ansvar på området her. Man er jo velkommen til at sende både spørgsmål, forslag og kommentarer til ham.

Tak til hr. Nick Hækkerup. Så får fru Line Barfod ét spørgsmål. Jeg er bekendt med, at statsministeren har en videokonference kl. 14.00 med en betydende person udefra, og derfor har fru Line Barfod accepteret ét spørgsmål. Hr. Jeppe Kofod kommer tilbage i næste uge.

Fru Line Barfod.