Spm. nr. US 109

Statsministeren vil jo gerne snakke om 2020; jeg vil gerne snakke om 2010 og 2011 og nogle af de problemer, som virkelig optager danskerne, og som statsministeren faktisk slet ikke berørte, nemlig nedskæringer ude i kommunerne.

Vi står i en meget alvorlig økonomisk krise, det har regeringen også efterhånden erkendt, og hvad har svaret fra regeringen så været? Man har sænket skatterne og sat Danmark på en hestekur. De næste 3 år skal der spares eller findes 24 mia. kr. i den offentlige økonomi, og regeringen siger så, at det vil kunne klares med noget, man kalder nulvækst og best practice. Det er jo fine ord – det lyder i hvert fald som fine ord – og regeringen hævder så også, at det kan gøres, uden at en eneste dansker vil kunne mærke, at der spares 10 mia. kr. bare ude i kommunerne. Det er det, jeg gerne vil stille nogle spørgsmål om.

Jeg mener jo, det er hævet over enhver tvivl, at hvis man skal finde 10 mia. kr. ude i kommunerne, vil der være borgere, der kan mærke det. Det vil være de ældre, det vil være børnene – nogle af de mest sårbare grupper. Det er jeg så ikke den eneste der mener. Det mener den tidligere formand for KL, Erik Fabrin, jo også, for han siger, og jeg citerer: De borgere, der vil blive berørt af ændringerne, vil ikke se det som et nulvækstscenarie, men for dem vil det være et nedskæringsscenarie – et nedskæringsscenarie.

Det vil sige, at der altså er rigtig mange, der er bekymrede for, at nulvækst er et af de nye ord, regeringen har opfundet, altså et pænere ord for nedskæringer. Og det er jo også den virkelighed, de oplever ude i kommunerne. Derfor vil jeg gerne have statsministeren til at svare på – for det synes jeg vil være det mest ærlige, det mest redelige: Fastholder statsministeren, at nulvækst ikke vil betyde, at der bliver fyringer ude i kommunerne, og ikke vil betyde, at der bliver nedskæringer ude i kommunerne? Vil der hverken være fyringer eller nedskæringer ude i kommunerne de kommende år?

Statsministeren.

Hvis man holder de offentlige udgifter i ro og regulerer for lønstigninger og prisstigninger, betyder det jo, at man kan have en offentlig sektor, hvor man kan have fuldstændig det samme personale ansat, hvor der er fuldstændig den samme mulighed for at købe tjenesteydelser ind fremadrettet, som der er lige nu her. Det er jo situationen omkring det, som fru Helle Thorning-Schmidt betegner som nulvækst.

Men jeg synes måske, man skulle starte et andet sted med analysen. Analysen er den, at vi i år har den største offentlige sektor i Danmark nogen sinde. Hvad enten vi måler det i kroner og øre, i pengesedler, der stakkes oven på hinanden, eller vi måler det som en relativ andel af den samlede samfundskage, så har der aldrig nogen sinde i danmarkshistorien været så stort et offentligt forbrug, som der er i år. Vi har udvidet det offentlige forbrug med noget, der i faste penge ligner 67 mia. kr., siden vi kom til. Vi har ansat betydelig flere i den offentlige sektor, og jeg vedkender mig det hele.

Nu er der så en situation, hvor vi er i en økonomisk krise – vi er på vej ud af den – men den efterlader os med den udfordring, at vi for at komme fri af krisen med færrest mulige menneskelige omkostninger har øget de offentlige udgifter yderligere, fremrykket offentlige investeringer m.v., med det resultat til følge, at vi altså aktuelt i år ser ud til at få et underskud på statsfinanserne i størrelsesordenen 95 mia. kr. Det er i længden ikke holdbart at køre med så store underskud. Det vil simpelt hen forringe det danske samfunds mulighed for også fortsat at kunne være et stærkt velfærdssamfund om 1 år, om 5 år, om 10 år og om 15 år.

Det er sådan set baggrunden for, at regeringen meget klart har sagt, at vi nu skal til at konsolidere. Regeringen er netop ærlig i modsætning til oppositionen, som har eller ikke har en plan – jeg kan forstå, at den i første række skal afvente SF's årsmøde, så der ikke bliver for meget støj på bagsmækken.

Fru Helle Thorning-Schmidt.

Det er lidt ærgerligt, at statsministeren ikke svarer på spørgsmålet, for det er i virkeligheden et ganske, ganske enkelt spørgsmål. Nu taler man om at konsolidere. Man bekræfter selvfølgelig, at det er meget alvorligt, at regeringen har bragt Danmark i den situation, at vi har et underskud på næsten 100 mia. kr. – det er meget alvorligt.

Men hvis jeg nu fortæller statsministeren, at man i Silkeborg Kommune skal spare 250 mio. kr., i Middelfart 75 mio. kr. i 2011, i Køge 125 mio. kr., i Halsnæs genåbner man budgettet for i år og skal spare 41 mio. kr., i Allerød 70 mio. kr., i Kerteminde åbner man budgettet for 2010 og skal finde 35 mio. kr., i Odense 500 mio. kr. over 4 år, i Hedensted 80 mio. kr., i Sønderborg arbejder man på et sparekatalog på 300 mio. kr. og i Viborg 100 mio. kr. – bare for at nævne nogle tal, og jeg kunne sikkert blive ved – hævder statsministeren så stadig, at disse besparelser ikke vil kunne mærkes af et eneste menneske i den offentlige sektor, at der ikke vil være fyringer nogen som helst steder, og at der ikke er tale om nedskæringer? Spørgsmålet handler jo om, om man er ærlig eller ej. Det er helt ærligt at sige, at vi skal spare. Men så sig det direkte til vælgerne, og behandl vælgerne som voksne mennesker!

Statsministeren.

Det sidste synes jeg er et udmærket råd, som jeg også vil anbefale fru Helle Thorning-Schmidt selv at være modtagelig over for. Der leges jo med det danske sprog. Altså, hvis en familie har en husstandsindkomst på 500.000 kr. i år, og den havde håbet, at der var en lille lønstigning næste år, og den så udebliver, så man stadig væk har 500.000 kr. næste år, skal man så spare noget? Nej, det skal man ikke. Så skal man få sit forbrug til at hænge sammen med de samme penge, som man havde året før.

Udfordrer det? Ja, selvfølgelig udfordrer det. For det siger sig selv, at i en omskiftelig verden, hvor der er noget ekstra, man gerne vil gøre et givent sted, er det selvfølgelig en udfordring, hvis ikke der år for år bliver flere penge til rådighed. Derfor er det da klart, at når vi lægger en strategi, der hedder, at de offentlige udgifter skal holdes i ro under et, så kommer det til at udfordre både kommuner, regioner og stat, fordi der er nogle steder, hvor vi gerne vil gøre noget mere.

Regeringen ønsker f.eks. at fortsætte den politik, vi har lagt på sundhedsområdet, hvor vi tog et opgør med de historisk lange ventelister, og hvor vi tog et opgør med det A- og B-samfund, hvor man, hvis man havde penge, kunne komme hurtigt i behandling, og ellers kunne man bare stå i kø. Det er jo resultater, vi har opnået, og som vi ikke vil sætte over styr, og derfor skal der findes flere penge til sundhedsområdet, og ja, derfor vil der være nogle steder, hvor man ikke har de samme kroner og øre til rådighed, og hvor man derfor vil justere. Det er der ikke noget overraskende i.

Vi står f.eks. over for en situation, hvor der i løbet af de næste 10 år vil være 36.000 færre folkeskoleelever – 36.000 færre folkeskoleelever. Så er der jo ikke noget underligt i, at man f.eks. skruer lidt ned på forbruget der for til gengæld måske så at skrue op på ældreområdet.

Fru Helle Thorning-Schmidt.

Nu er der så kommet det her nye ord »justere«, for statsministeren vil åbenbart ikke tage ordet »spare« i sin mund. Det er meget farligt at fortælle danskerne helt præcist, hvad det drejer sig om, men jeg synes ikke, det er rimeligt.

Hvis man kigger på statsministerens egen tænketank CEPOS, har de jo beregnet, at nulvækst vil betyde, at der skal fyres 8.500 i den offentlige sektor, og jeg vil spørge statsministeren: Vil det slet ikke kunne mærkes? Vil statsministeren stå her i dag og sige, at det slet ikke vil kunne mærkes, at der fyres i den offentlige sektor? Vi har beregnet tallet noget højere, og vi er overbevist om, at når man fyrer på f.eks. børneområdet, er der nogle børn, der vil kunne mærke, at kvaliteten ændres. Vil statsministeren stå her i dag og siger, at ingen vil kunne mærke nulvæksten?

Statsministeren.

Hvad enten vi har nulvækst eller vækst, eller hvad vi nu har, vil folk kunne mærke effekten af de politiske beslutninger, der tages rundtomkring.

Nulvækst betyder, at vi næste år har råd til at have præcis det samme antal offentligt ansatte; at vi har råd til at købe præcis det samme antal varer, og at vi har råd til at købe præcis den samme mængde tjenesteydelser. Det er det, nulvækst betyder. Det betyder, at man har præcis den samme økonomiske ramme, og den udvides for pris- og lønregulering. Sådan er det.

Er det så en garanti for, at der ikke finder en eneste afskedigelse sted i den offentlige sektor? Nej, selvfølgelig er det ikke det, for selv i en tid, hvor vi har haft vækst, har der jo også fundet afskedigelser sted, for verden forandrer sig jo. Hvis der bliver færre børn, der skal passes, eller færre børn, der skal gå i skole, og der bliver flere ældre, der skal have pleje og omsorg, er det jo altså en forbandet politisk pligt at sørge for at flytte ressourcerne hen de steder, hvor der skal bruges mere, fra de steder, hvor der skal bruges mindre.

Det er klart, at den udfordring selvfølgelig er skærpet i en situation, hvor man ikke længere bare kan løse alle politiske problemer med ekstra penge. Det er også kun Socialdemokratiet, der har den opskrift. I resten af verden, hvor man er på vej ud af krisen, og hvor man konsoliderer statsfinanserne, har man forstået, at man ikke bare kan blive ved med at løse alle politiske problemer ved at lægge ekstra pengesedler ovenpå, for de kan kun tages ét sted, nemlig fra et hul i kassen, som betyder, at vi får en rentebyrde, som vores børn og børnebørn kommer til at trække rundt med generationer frem.

Tak til fru Helle Thorning-Schmidt.

Så er det hr. Villy Søvndal som spørger. Værsgo.