Forslaget til lov om Naviairs omdannelse til en statslig, offentlig virksomhed er sådan set fuldstændig i tråd med det, Dansk Folkeparti også gerne vil.
Når jeg tager ordet her i dag, er det, fordi jeg gerne vil bede om at få forslaget tilbage til fornyet udvalgsbehandling, i og med at det efter Dansk Folkepartis opfattelse er en meget usikker økonomi, man starter det her SOV op med.
Det er i hvert fald noget, som jeg synes vi behøver en fornyet udvalgsbehandling af, så vi kan få belyst økonomien i Naviair på en god og en ordentlig måde, således at vi ikke starter fra et forkert udgangspunkt.
Så det håber jeg at vi kan få belyst nærmere under en fornyet udvalgsbehandling.