B 70 Forslag til folketingsbeslutning om, at alle anerkendte eller godkendte trossamfund skal kunne betale deres medlemsbidrag via indkomstskatten, og om fastsættelse af en øvre grænse for fradrag i skat af bidrag til anerkendte eller godkendte trossamfund.

Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2009-10
Status: Tilbagetaget

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 02-12-2009
Tilbagetaget 03-02-2010
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Beslutningsforslaget pålagde regeringen senest i folketingsåret 2010-11 at fremsætte lovforslag, således at alle anerkendte eller godkendte trossamfunds medlemmer kunne betale medlemsbidrag til deres trossamfund via skatteopkrævningen, og således at der fastsattes en øvre grænse for fradrag i skat af bidrag til anerkendte eller godkendte trossamfund.

Baggrund:
Formålet med beslutningsforslaget var at sikre, at alle anerkendte og godkendte trossamfunds medlemmer kunne betale medlemsbidrag til deres trossamfund via indkomstskatten, i lighed med hvad der gjaldt for medlemmer af folkekirken hidtil. Samtidig skulle der fastsættes en øvre grænse for fradrag i skat af bidrag til anerkendte og godkendte trossamfund. Samtidig med ligestilling med hensyn til medlemsbidrag, der opkrævedes via skattevæsenet, skulle den gældende ordning ophæves, hvorefter godkendte trossamfund skulle kunne trække bidrag, der ikke var underlagt noget loft, fra i skat.
Beslutningsforslaget blev taget tilbage af forslagsstillerne inden 1. behandling.