Tak, hr.
formand.
Lad mig fra starten af slå fast, at vi Socialdemokrater ikke kan støtte Dansk Folkepartis forslag.
Det kan vi ikke af mange forskellige grunde.
Når det her forslag er blevet fremsat af Dansk Folkeparti, er der vel nogle saglige grunde til det.
Det vil jeg gerne anerkende.
Men jeg tror, at der er flere usaglige grunde til det, og det er en af årsagerne til, at jeg synes, det er lidt underligt.
Jeg har lagt mærke til, at fru Marlene Harpsøe siger vi om Dansk Folkeparti.
Det må jo betyde, at man hele vejen rundt i Dansk Folkeparti er helt enig i, at det er det her, der er medicinen og løsningen på de problemer, som vi diskuterer her i dag.
Jeg tvivler på, at det er tilfældet.
Når det kommer til stykket, kan vi jo kigge på, hvorfor det her forslag er kommet frem.
Det er jo kommet frem, fordi Dansk Folkepartis formand, fru Pia Kjærsgaard, for åben tv-skærm og endda uden bedøvelse kastrerede den tidligere ordfører for partiet, hr.
Jørn Dohrmann, og underkendte ham i en sådan grad, at han tog sit gode tøj og gik og ikke ville have noget med forslaget at gøre.
Det er så blevet samlet op af fru Marlene Harpsøe, og det kan jeg jo ikke have noget imod, og så har det selvfølgelig også været sådan, at journalister, der tidligere har været på den her sag, også har en interesse i at kunne sige, at de fik lavet den her politik og fik det her forslag igennem.
Det er jo fint nok.
Jeg må bare skuffe begge parter og sige, at jeg ikke tror, at der bliver nogen bukser ud af det skind.
Sagen er, at det faktisk er meget kompliceret.
Jeg synes, at vi skal gøre noget ved det, og derfor har vi igennem meget lang tid talt for, at vi skulle afvikle kirurgisk kastration.
Dermed kan vi også undgå hele snakken om bedøvelse.
Vi synes dybest set, at det er forkert at starte med at lave et setup, hvor vi skal udlevere medicin til landmændene til at bedøve 13 millioner hangrise.
Vi synes faktisk, at det er skidt.
Jeg har ledt efter ordet dyrevelfærd i Dansk Folkepartis forslag her, og jeg har aldrig oplevet det før, for det er et parti, der tidligere var meget optaget af dyrevelfærd, men i det her forslag, B 92, er ordet dyrevelfærd ikke nævnt en eneste gang.
Det ville også være i strid med sandheden, hvis Dansk Folkeparti brugte et ord som dyrevelfærd, for det, som man foreslår her, giver ikke en samlet forbedring af dyrevelfærden.
Det er der mange udsagn om, bl.a.
fra dyrlægen fra Dyrenes Beskyttelse, som tidligere har sagt, at det her ikke giver en samlet forbedring.
Dyrlægeforeningen i Europa siger også, at vi helt skal undgå kastration.
Og vi har senest også fået et brev fra Dyrenes Beskyttelse, som foreslår en gradvis udfasning af kastration af smågrise.
Det er jo vand på Socialdemokratiets mølle, for det, som vi taler for, er, at vi helt skal undgå det.
Der er også flere og flere partier, der har sagt det samme.
Vi har spillet en aktiv rolle.
Vi har ikke lavet nogen aftale med nogen; vi er ikke i lommen på nogen, overhovedet.
Vi har sagt, at vi helt skal undgå det.
Hvordan kan vi det?
Det kan vi ved at lægge pres på erhvervet.
Det kan vi gøre ved at sige, at vi skal have forskning og udvikling.
Men vi er også nødt til at sige, at det ikke bare er en dansk løsning, der skal til.
Det er også en europæisk løsning.
Vi er nemlig i den situation, at vi faktisk allerede i 1990’erne havde løst problemet i Danmark, hvor de danske svineslagterier havde et skatolanlæg, der simpelt hen sorterede hangrisene fra, og så var det problem løst.
Men det blev underkendt af tyskerne, og der kører derfor en retssag.
Der er ingen tvivl om, at vi vinder; spørgsmålet er, hvor stor erstatning vi skal have.
Derfor er den løsning, som Dyrenes Beskyttelse foreslår, meget besnærende, og vi arbejder også sammen med dem om, hvorvidt vi kan lave en gradvis udfasning.
I Danmark er det sådan, at 5 pct.
af alle hangrisene bliver slagtet med, om jeg så må sige, bollerne på, og 5 pct.
af dem har skatol i sig, og det forhold skal håndteres, for problemet er, at de ikke kan eksporteres.
Hver gang vi laver ti grise, bliver de ni af grisene eksporteret, og hvis markedet ikke vil købe dem, kan vi stå tilbage med vores ukastrerede hangrise.
Det ønsker vi jo heller ikke.
Vi ønsker i det hele taget ikke, at man hverken stikker eller skærer i vores grise.
Det gør vi rigeligt i forvejen.
Det er den anden vej, vi skal gå.
Hvis vi skulle lave en gradvis udfasning – det vil vi meget gerne være med til at tale om – er der også er problem med det ord, som ministeren havde svært ved at sige, nemlig androsteron, som er et stof, som det anlæg, som vi kender, ikke kan sortere fra, og derfor vil vi have et problem.
Det skal heller ikke være sådan, som de gør i Holland, hvor de render rundt med en loddekolbe, som de sætter på slagtekroppene, for en sniffer i Holland kan kun klare at lugte til 250 grise om dagen, og så der er altså langt op til de 13 millioner grise, som vi her taler om.
Og det er kun til hjemmemarkedet, at de gør det i Holland.
Hvis man skulle prøve at lave nogle forsøg i fuld skala, kunne man sige til fru Marlene Harpsøe, til Dyrenes Beskyttelse, ja, til os alle sammen, at næste gang, vi går på restaurant eller går i det lokale supermarked, skulle vi faktisk forlange hangrisekød.
På den måde ville markedet være med til at sige, at vi godt vil have løst det her problem, fordi vi ikke bryder os om at se, at dyrene lider.
Hvis det er sådan, at vi kan skabe afsætning og kan få tyskerne, italienerne, kineserne og amerikanerne til at spise hankød fra ukastrerede hangrise, ville vi være nået meget langt.
Men det løser forslaget fra Dansk Folkeparti ikke.