Det sidste punkt på dagsordenen er:

31) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 67:

Forslag til folketingsbeslutning om særligt børnetilskud til selvvalgt enlige forældre.

Af Lone Dybkjær (RV) m.fl.

(Fremsættelse 27.11.2009).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren.

Vi skal nu behandle et beslutningsforslag om at yde særligt børnetilskud til enlige forældre, som selv har valgt at få et barn uden at have en anden person at dele barnets forsørgelse med, det vil altså sige enlige personer, som har valgt at adoptere et barn, og enlige kvinder, som har valgt at få et barn ved kunstig befrugtning uden have en far til barnet.

Forslaget er en genfremsættelse af et tilsvarende beslutningsforslag, B 74 fra 2007 og B 58 fra 2008, som begge dengang blev afvist af regeringen. På baggrund af Folketingets drøftelser i forbindelse med B 58 gennemførte regeringen i sidste samling en ændring af børnetilskudsloven, så det nu utvetydigt fremgår, at der ikke er offentligt tilskud i alle de tilfælde, hvor en person selv bevidst har valgt eneforsørgerrollen.

Det fremgår af beslutningsforslaget, at forslagsstillerne er af den opfattelse, at alle andre enlige forældre modtager særligt børnetilskud, og det er ikke korrekt. Det særlige børnetilskud er en ret for barnet i ganske særlige situationer, f.eks. når en forælder dør, eller faderskabet ikke kan fastslås efter de gældende regler. Når en forælder, som har pligt til at forsørge sit barn, dør, mister den anden forælder et bidrag til barnets forsørgelse. I den situation, hvor forældre har været fælles om at forsørge barnet, og den ene af forældrene dør, yder det offentlige derfor et særligt tilskud.

Enlige forsørgere får derimod udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud. Det gælder også eneadoptanter og enlige kvinder, som er blevet kunstigt befrugtet. Eneadoptanter og enlige kvinder, der er blevet kunstigt befrugtet, er således ligestillet med alle andre enlige forsørgere med hensyn til ordinært og ekstra børnetilskud. Børn af eneadoptanter og børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning af enlige kvinder, kan også som andre børn få ret til særligt børnetilskud, hvis der efterfølgende opstår en situation, som i øvrigt er omfattet af børnetilskudsloven. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis eneadoptanten eller moderen dør.

Jeg vil derfor gerne understrege, at jeg ikke går ind for udbetaling af særligt børnetilskud i de tilfælde, hvor eneforsørgerrollen er en følge af velovervejede beslutninger. Før man som enlig kan træffe beslutning om at ville adoptere et barn, eller man som enlig kvinde kan beslutte at ville have barn ved kunstig befrugtning, må man nøje have overvejet, om man besidder de menneskelige og økonomiske ressourcer, der skal til, for at man kan påtage sig rollen som eneforsørger for et barn.

Desuden kræver adoptionsloven som betingelse for godkendelse, at adoptanten opfylder en række krav, herunder krav om en forsvarlig økonomi. Adoptionsyndighederne ser altså på, om ansøgeren har en økonomi, som er tilstrækkelig til at kunne forsørge et barn. Når man selv har valgt at blive eneadoptant og er blevet godkendt af adoptionsmyndighederne, er der altså en formodning om, at den pågældende har en tilstrækkelig økonomi til at forsørge barnet.

Mennesker, som foretager det bevidste valg at få et barn som enlige, enten ved eneadoption eller som enlig kvinde ved at blive kunstigt befrugtet, går med åbne øjne ind i en forsørgelse af barnet, hvor det er ganske åbenlyst, at de selv har det fulde ansvar. Der er ikke tale om en social begivenhed, som kan udløse offentlig ydelse. Situationen er helt forudsigelig, de har nemlig selv truffet valget. Så regeringen kan med disse ord ikke støtte forslaget.

Tak til ministeren. Vi går så i gang med ordførerrækken, og den første, der får ordet, er Venstres ordfører, fru Louise Schack Elholm.

Dette beslutningsforslag går ud på at sidestille enlige forældre, som måske ved en tragisk begivenhed har mistet den anden forælder, med de enlige forældre, som bevidst har valgt at være enlige forældre.

Når man planlægger en familieudvidelse, lægger man et budget for at kunne klare økonomien. Man vælger et forbrug og et hjem efter den økonomi, som familien har. Nogle gange sker der noget tragisk, der betyder, at man mister den ene af forældrene, den ene af forsørgerne. I det tilfælde bliver man berettiget til et særligt børnetilskud, som er højere end det tilskud, man fik tidligere. Det sker for at hjælpe familien økonomisk. Det er mere end rigeligt at miste den ene forælder. Hvis vi kan hjælpe familien til at have råd til så vidt muligt at fortsætte deres liv uden alt for mange afsavn, f.eks. ved at hjælpe dem til at undgå at sælge hjemmet, så vil det dog være en stor hjælp i den tragiske situation. Det særlige børnetilskud vil ikke kunne klare det alene, men det ville være en tiltrængt hjælp i en uventet dårlig økonomisk situation.

Det er også muligt at få særligt børnetilskud i den situation, hvor moderen er blevet gravid på naturlig måde, men ikke ved, hvem faderen er. Her har moderen ikke mulighed for at få økonomisk støtte fra faderen. Moderen bliver derfor hjulpet med det særlige børnetilskud. Det er altså kendetegnende for det særlige børnetilskud, at det gives til enlige forældre i de tilfælde, hvor der kommer en udefrakommende social begivenhed, som sætter et yderligere pres på familien.

Hvis man vælger at være enlig forælder, vel vidende at man ikke har en at være forælder sammen med, så er der ikke sket en udefrakommende social begivenhed. Helt fra starten ved man, at man er alene om barnet. Her må man overveje, hvordan man kan klare det. Hvordan skal man klare nætter, hvor barnet vågner hver time? Hvordan skal man nå daginstitutionernes åbningstider? Har man et egnet hjem, eller skal man ud at finde et nyt hjem? Med de overvejelser er det naturligt også at se på den økonomiske situation. Hvilken bolig har man råd til? Hvilken skole har man råd til osv.?

Man planlægger livet efter de muligheder, som man har. Det er ikke en udefrakommende social begivenhed, som ændrer alle præmisserne for ens liv. Man kan derfor ikke planlægge det med åbne øjne i de tilfælde, hvor der sker en udefrakommende social begivenhed.

Venstre mener ikke, at selvvalgte enlige forældre skal sidestilles med forældre, der bliver enlige som konsekvens af en udefrakommende social begivenhed, som f.eks. hvis den ene forælder dør. Det særlige børnetilskud skal hjælpe i de situationer, hvor forældre står i en uventet dårlig økonomisk situation, som skyldes en udefrakommende social begivenhed. Venstre kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det den socialdemokratiske ordfører, og det er fru Yildiz Akdogan.

Hensigten med det særlige børnetilskud, der er til debat her, er at give støtte til børn, der kun har én forsørger. Desværre har regeringen med lovforslag nr. L 57 i 2008 valgt at gøre forskel på netop denne gruppe, dvs. børn af enlige, nærmere bestemt børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning eller adopteret af en enlig. De er dårligere stillede end andre børn af enlige, f.eks. børn, der er blevet til ved en engangsaffære.

Argumentet for denne forskelsbehandling er, at den enlige, der har fået kunstig befrugtning eller valgt at adoptere, bevidst har valgt at være eneforsørger. Det er et interessant argument, når man tænker på, at de fleste graviditeter netop må være bevidst valgte. Men alligevel gælder loven kun en bestemt gruppe. Men hvad enten man som enlig forsørger bevidst eller ubevidst har valgt at blive forælder, har barnet ikke haft et valg. Barnet har aldrig haft indflydelse på den beslutning, og når barnet nu ikke kan gøre for dets undfangelse, skal det vel heller ikke straffes økonomisk for at have en mor, der har besluttet sig for at tage sagen i egen sprøjte og fået et barn ved kunstig befrugtning eller valgt at søge adoption uden partner.

Det er utopisk forestille sig, at alle børn kan vokse op under præcis samme økonomiske vilkår, men vi kan i hvert fald sørge for, at ingen børn skal forskelsbehandles i det danske samfund og slet ikke, fordi de er blevet til på en klinik.

Beslutningsforslaget prøver at rette op på en meget skæv lovgivning, der tilgodeser en bestemt gruppe af enlige, men slet ikke tager hensyn til barnet. Det er i sig selv er meget kritisk og problematisk. I Socialdemokratiet mener vi, at det ikke er vores opgave at straffe børn, men at det derimod er vores opgave at sikre, at de får en værdig opvækst i vores samfund. Vi støtter derfor beslutningsforslagets gode intention og vil samtidig drøfte den økonomiske side af sagen nærmere under udvalgsarbejdet.

Tak til ordføreren. Så går vi videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Dennis Flydtkjær.

Overskriften på det her beslutningsforslag er: Forslag til folketingsbeslutning om særligt børnetilskud til selvvalgt enlige forældre.

Hvad angår ordene selvvalgt enlige forældre, vil jeg sige, at reglen om det særlige børnetilskud efter børnetilskudslovens § 4 er tænkt som en hjælp i forbindelse med en udefrakommende uventet situation, altså en social begivenhed, som man også kan kalde den, og som f.eks. kunne være, at en af forældrene desværre døde. Men med det her forslag mener forslagsstillerne, at der skal ske en ændring, så også dem, der er selvvalgt enlige forældre, skal være berettigede til at få det særlige børnetilskud.

Når man som enlig vælger at få et barn, må man også have gjort sig nogle tanker om, hvordan man vil forsørge det her barn, og da der ikke er tale om en udefrakommende uventet situation, sådan som børnetilskudslovens § 4 siger, mener jeg ikke, man skal have det her børnetilskud. At en enlig vælger at adoptere et barn, ser Dansk Folkeparti ikke som en social begivenhed, der skal udløse en offentlig ydelse, det er derimod et meget bevidst valg, som den enlige bør overveje de økonomiske konsekvenser af, og der bør forud for adoptionstilladelsen også ske en myndighedsvurdering af ansøgerens økonomi, som skal være tilstrækkelig god til at kunne forsørge barnet.

Yderligere vil jeg gerne slå fast, at det aldrig har været Dansk Folkepartis politik, at enlige skal have ret til at adoptere, og heller ikke, at enlige kvinder skal have ret til kunstig befrugtning på det offentliges regning. Vi mener som udgangspunkt, at et barn har bedst af at have både en mor og en far, da barnet på forskellige tidspunkter i dets opvækst har brug for at knytte sig til både en faderrolle og en moderrolle. Dansk Folkeparti kan bl.a. af den grund ikke støtte forslaget, som vi opfatter som en følgelovgivning til noget, vi grundlæggende ikke er enige i.

Ud fra disse betragtninger, hvor det væsentlige er, at situationen er selvvalgt, og hvor der ikke mindst er tale om endnu et slag mod den traditionelle familieform, kan Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Det kommer bag på mig, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte det, og jeg synes sådan set, at det er fair nok at sige, at man er imod både enlige adoptanter og inseminering af enlige, og det er jo en holdning, man kan have. Problemet er bare, at der kommer børn til. Men det, jeg egentlig vil stille spørgsmål om, er: Hvad så med værtshusbarnet, om jeg så må sige? Et tilfældigt værtshusbesøg, som resulterer i et barn. Er Dansk Folkeparti også moralsk imod det? Det giver jo et særligt børnetilskud.

Så er det ordføreren.

Man kan jo sige, at til et tilfældigt værtshusbarn er der jo trods alt en mor og en far. Vi kan jo selvfølgelig sige, at det er ærgerligt, at man måske ikke helt kan finde ud af det, hvis vi nu forestiller os, at man har været lidt for fuld, men der er jo trods alt en traditionel mor og far, og det er foregået på naturlig vis, i modsætning til, hvis man bevidst vælger at sige, at man gerne vil have kunstig befrugtning på det offentliges regning, for så har man også fra starten selv overvejet, om man har økonomien til at få det her barn. Ved adoption skal ens økonomi faktisk vurderes, og derfor synes jeg ikke helt, de to ting kan sammenlignes, altså, hvor man åbenlyst selv har valgt, at man skal have økonomien til det.

Så er det fru Lone Dybkjær for yderligere en kort bemærkning.

Jeg vil sige, at der jo altså også er en far, selv om der foregår en inseminering. Det kan godt være, at det er en ukendt far. I mange tilfælde vil det være en kendt far, der dukker op, når barnet er 18 år. I tilfælde af adoption vil der jo også være en mor og en far et eller andet sted, forstået på den måde, at der i hvert fald er en donor, og formentlig en kendt donor. Så det er sådan mere det der moralske, at man altså i realiteten vil forhindre enlige kvinder i at få et barn. Man siger, at det ikke er o.k. Det er jo ikke, fordi vi har for mange børn her i landet, men her vil Dansk Folkeparti sige: Ja, det må I godt, men vi vil i hvert fald ikke yde vores – om jeg så må sige – bidrag til det.

Så er det ordføreren.

Børnetilskudslovens § 4 siger jo klart, at det skal være en eller anden udefra kommende social begivenhed, der gør, at man kan få det her tilskud. Det skal være noget, man ikke kunne have forudset ville ske ude i fremtiden, f.eks. den ene ægtefælles død, og der træder vi så til som samfund og siger, at vi godt vil hjælpe både mor og barn, hvis det f.eks. er faren, der er gået bort, i at få en god tilværelse, fordi det netop er udefra kommende. Hvis man vælger at adoptere som enlig eller vælger at få en kunstig befrugtning på det offentliges regning, er det jo ikke udefra kommende, og så mener vi også, at man må have vidst inden, at man skulle have økonomien til det. I Dansk Folkeparti vil vi meget gerne hjælpe de folk, som kommer ud for nogle sociale situationer, som de ikke kunne have forudset, men når man netop ser på nogle, der selv har valgt det, burde de også have taget højde for det.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er SF's ordfører, og det er fru Pernille Vigsø Bagge.

Det er et rigtig fint forslag, som vi behandler her, for det er nemlig et forslag til, hvordan man kan undlade at forskelsbehandle børn, som vokser op med en enlig forsørger som forælder. Det er sådan set det, det drejer sig om, altså at børnene har en ret til det her særlige børnetilskud, uanset hvorfor deres forælder er enlig.

Vi hører her en masse om udefra kommende sociale begivenheder. Det kunne f.eks. være et klimatopmøde i København, hvor man af vanvare bliver gravid med en hollandsk aktivist, som så bliver slæbt bort og sat i et af de der til lejligheden indrettede klimabure. Se, her synes regeringen, det er helt fint, at dette barn får det særlige børnetilskud, men min gode veninde Marie på 40 år, som ikke har lyst til – selv om det har været praksis i mange år selvfølgelig – at gå ned på værtshuset og finde en eller anden tilfældig donor, men i stedet bliver insemineret, forskelsbehandles, og det gør hendes barn, fordi regeringen synes, det er helt i orden, at hendes barn ikke skal have det her særlige børnetilskud.

Det synes jeg egentlig er utroligt. Jeg synes egentlig, det er utroligt, at et samfund som det danske, hvor vi faktisk har brug for, at folk har lyst til at forplante sig, uanset om de kan finde en partner eller ej, ikke i højere grad har lyst til at understøtte, at folk får børn, og ikke i højere grad har lyst til at undlade en forskelsbehandling, som er åbenlyst uretfærdig.

SF kan støtte De Radikales forslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den konservative ordfører, og det er fru Vivi Kier.

Det særlige børnetilskud var oprindelig tiltænkt forældre, der kom ud for en uforudset social begivenhed, altså forældre, der uforskyldt har mistet en forsørgerindtægt, og det grundlag, der ligger bag det særlige børnetilskud, ønsker jeg som konservativ at fastholde. Derfor kan jeg ikke støtte det her beslutningsforslag.

Når en kvinde bevidst vælger at blive eneforsørger, betyder det for mig, at man er klar over den økonomi, der følger med glæden ved at få et barn. Og igen: Det underbygger den oprindelige tanke bag det særlige børnetilskud, og den tanke ønsker jeg fastholdt. Jeg ønsker ikke, at det særlige børnetilskud bliver en rettighed for endnu flere og dermed et brud på princippet om, hvornår det særlige børnetilskud kan udbetales.

I en tid, hvor alle partier gerne vil dele ud til både højre og venstre, vil jeg som konservativ gerne trække det gule kort op af lommen og spørge: Er det rimeligt, at en regel og principperne bag det særlige børnetilskud i forbindelse med en social begivenhed nu skal være en rettighed for langt, langt flere, end det oprindelig var tænkt med loven? Personligt ønsker jeg, at vi målretter vores sociale ydelser til dem, der har et særligt behov.

Igen, jeg ønsker den oprindelige tanke bag det særlige børnetilskud fastholdt og ikke, som dette beslutningsforslag lægger op til, at det skal være endnu en rettighed for endnu flere og dermed et brud med princippet om, hvornår tilskuddet skal udbetales.

Som jeg sagde i min indledning: Som konservativ afviser jeg beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Lone Dybkjær.

Jeg vil i hvert fald gerne sige tak til dem, der har været positive over for forslaget. Så vil jeg lige for en ordens skyld sige til ministeren, som sagde, at det her forslag var en genfremsættelse af et tidligere forslag, at det er det ikke. For der skete jo en dramatisk ændring sidste år ved juletid, da man gennemførte L 57. Inden man gennemførte L 57, var det faktisk sådan, at enlige mødre i den her forstand godt kunne få et tilskud, mens enlige adoptanter var i en anden situation. Derfor ligestillede man dem. Man kunne have ligestillet dem på forskellige ledder og kanter, man kunne have givet enlige adoptanter samme mulighed, som der var tidligere.

Jeg er i øvrigt enig i, at enlige her skal forstås på en særlig måde, nemlig sådan, at der ikke er en far inde i billedet på en eller anden måde. Det kunne godt være formuleret lidt mere præcist, men jeg tror bare, at det fremgår ganske klart af bemærkningerne, hvad det er, der menes.

Jeg er helt opmærksom på, at ikke alle enlige, som lever alene med børn, kan få et særligt børnetilskud. Men det, jeg synes man kan diskutere, er, af hvilken grund der gives det tilskud. Man refererer sådan til forskellige love, men det giver jeg ikke så frygtelig meget for, for nu er vi jo også her i Folketinget for at lave love om, så man kunne jo bare sige, at man havde en anden holdning.

Jeg synes, at det er lidt ejendommeligt, at fordi man har et selvvalgt ønske om at få et barn, skal man straffes økonomisk set i forhold til, hvis man klumrer rundt i det. Der er altså ingen logik i det for mig. Jeg er godt klar over, at der står, at der skal være tale om en særlig social begivenhed – at klumre har måske oven i købet været morsommere, det kan man da håbe – men jeg synes altså ikke, at tingene holder. Og jeg synes slet ikke, at det holder efter at have set den reklame, Dansk Turistråd, tror jeg det var, lavede, hvor en eller anden kvinde efterlyste faren til sit barn – der i øvrigt godt kunne have været et resultat af klimatopmødet – og ikke fandt ham. Det var så noget, man reklamerede med skulle være særlig kendetegnende for Danmark. Det er klart, at hun også kan få et særligt børnetilskud, men den, der vælger bevidst at få et barn alene, kan ikke.

Jeg kan egentlig ikke se, hvorfor det barn af den, der vælger det bevidst, skal stilles dårligere økonomisk set end barnet af den, der tilfældigvis ikke vil opgive farens navn, for det handler det jo også om. Det kan handle om begge dele, måske ved man ikke, hvem der er faren – det kan man jo påstå at man ikke ved – eller også vil man i hvert fald ikke opgive farens navn.

Jeg synes, at noget af det, der har været fremme her i debatten, er, at barnet jo ikke har haft et frit valg. Og det, vi vel gør alt det her for, er faktisk at stille barnet i en god situation. Så synes jeg personligt også, at det er meget svært at sige, hvad der er rigtigt og forkert, sådan som familieforholdene har udviklet sig. Jeg er fuldstændig klar over, at der er mennesker herinde, der mener, at den borgerlige kernefamilie er det eneste ønskværdige. Men hvis man kigger lidt på, hvordan den borgerlige kernefamilie ser ud i dag, ser man jo, den ikke helt er, som den har været i gamle dage. Og det her børnetilskudssystem er lavet i en tid, hvor tingene i hvert fald så noget anderledes ud.

Jeg kan ikke få ind i mit hoved, at den, der er bevidst om gerne at ville have et barn, skal stilles ringere økonomisk set end den, der klumrer rundt i det – det kan jeg faktisk ikke. Jeg er godt klar over argumentet om, at det at klumre er en ulykkelig begivenhed, og at det kan komme bag på en og alt det her. Men så kunne man jo i alle tilfælde anlægge en social betragtning i stedet for kun at anlægge den i forbindelse med det bevidste valg. For det signal, vi sender om det bevidste valg, altså det, at man vælger at være ene med et barn, fordi man nu engang ikke kan finde en mand, som man ønsker at leve sammen med, eller som man gerne vil have et barn sammen med, er, at det så er ringere, end hvis man går ind og etablerer en eller anden familie. Det er det, jeg ikke bryder mig om.

Jeg synes, at det signal, vi kommer til at sende, er, at det er en dårlig idé, og at vi gerne vil straffe det. Det er det, det her forslag handler om: Vi synes, at det er vigtigt, at man ligestiller, vi synes, at det er vigtigt, at kvinderne har et valg, og vi synes, at det er vigtigt, at kvinderne og dermed børnene dermed ikke stemples af samfundet.

Det er baggrunden for forslaget. Det er jo ikke, fordi regeringens og Dansk Folkepartis holdning undrer mig. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi får den her markering. Der er altså nogle, der vil noget andet, som ikke vil stemple de kvinder, som ikke har haft mulighed for at få en officiel far til deres barn af den ene eller den anden grund. Jeg synes derfor, at det er forkert, at nogle enlige ikke kan få, men at man kan, hvis faderskabet til barnet ikke har kunnet fastslås, eller hvis kun den ene af forældrene lever – det sidste er jo klart en social begivenhed, man kan jo diskutere, hvad det første er.

Jeg synes, at der burde være ligestilling på det her felt, ikke ligestilling, sådan at man ødelægger det for den, der i dag kan få et særligt børnetilskud, men ved at man giver de bevidste kvinder en mulighed for at få børn, også selv om de ikke kan finde en far til barnet.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.