Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 46:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod parabener i kosmetik til børn.

Af Per Clausen (EL), Benny Engelbrecht (S), Pia Olsen Dyhr (SF) og Bente Dahl (RV) m.fl.

(Fremsættelse 05.11.2009).

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til ministeren.

Tak for det, og tak, fordi vi får lejlighed til her i Folketingssalen at diskutere B 46, som bestemt er om et vigtigt emne.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at beskyttelse af både voksne og børn i forhold til hormonforstyrrende stoffer er en topprioritet hos mig som miljøminister og hos regeringen. Især synes jeg, det er vigtigt, at vi tager højde for, at både børn og voksne bliver udsat for hormonforstyrrende stoffer fra mange forskellige kilder – vi skal altså i højere grad også tage højde for det, som vi kalder cocktaileffekten.

Lad mig derfor starte her med at redegøre for nogle af de initiativer, regeringen allerede har taget. For det første har vi jo, mens jeg har været miljøminister, fået oprettet Center for Hormonforstyrrende Stoffer, som i langt højere grad skal sætte fokus på hele spørgsmålet om, hvordan hormonforstyrrende stoffer påvirker vores organisme. Derudover har vi jo så også haft et meget positivt samarbejde med alle Folketingets partier, som jo bl.a. har betydet, at vi fik lavet en ny kemikaliehandlingsplan i oktober måned, hvor hormonforstyrrende stoffer jo også har fået en fremtrædende placering. Derudover er regeringen jo også på EU-plan den drivende kraft i forhold til håndtering af cocktaileffekter, som vi nu gør en særlig indsats for at sætte på EU-dagsordenen. Jeg forventer her i løbet af december måned at nå frem til Rådets konklusioner blandt EU’s miljøministre på spørgsmålet om cocktaileffekt og hormonforstyrrende stoffer. Og endelig tager vi også opgaven med at informere befolkningen om de her hormonforstyrrende stoffer meget alvorligt. Jeg kan bare nævne et par at de kampagner, vi har haft meget stor succes med: kampagnen om gravide og kampagnen om de 2-åriges samlede udsættelse for kemikalier.

Med hensyn til dagens debat om parabener er vi også nødt til at skelne mellem de forskellige parabener. Godt nok ligner de meget hinanden, og de bliver også mange gange brugt til nogle af de samme formål, men der er også forskel. EU’s videnskabelige komité har vurderet, at brugen at de to parabener, som hedder metylparaben og ætylparaben, er sikker i kosmetiske produkter. For to andre parabener, nemlig propylparaben og butylparaben, har det ikke været muligt at lave en endelig vurdering. EU’s videnskabelige komité har siden 2005 ventet på, at industrien skulle sende dokumentation, som skulle frikende de to parabener, som også er mistænkte for at være hormonforstyrrende.

I Danmark har vi ikke bare villet læne os tilbage og vente på industriens data, og derfor har vi selv fået foretaget en vurdering af de to parabener. Den vurdering viste, at det er muligt, at de to parabener kan udgøre en risiko, når de anvendes i cremer til små børn.

Jeg mener ikke, at vi kan være for forsigtige, når det drejer sig om vores børn. Der er grund til at vise den allerstørste opmærksomhed. Men samtidig er det også vigtigt, at et decideret forbud er baseret på en klar og underbygget viden. I dag har vi ikke den fornødne og tilstrækkelige dokumentation til at kunne forbyde de to parabener.

Til gengæld er jeg i forbindelse med kampagnerne om 2-åriges samlede udsættelse for kemikalier gået ud og har klart anbefalet forældre at gå uden om de to parabener, når de køber produkter til deres børn. Det har jeg gjort for at beskytte børnene, men jeg har også gjort det for at lægge et ekstra pres på industrien, som jo stadig væk mangler at levere det datagrundlag, som de har lovet gennem 4 år.

Det ser nu ud til at have virket. Vi ved, at der er nye data på vej fra industrien. Vi er blevet lovet, at de nye data sendes til Kommissionen inden jul. Derefter vil vi så lade de videnskabelige eksperter i EU og herhjemme se på de nye oplysninger, så vi kan tage de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag. Derfor lægger jeg også op til, at regeringen afviser at støtte beslutningsforslaget, men samtidig vil jeg gerne invitere Folketingets partier til at afgive en fælles beretning. De initiativer, jeg gerne vil highlighte der, er følgende:

Vi vil arbejde for, at hormonforstyrrende stoffer og kombinationseffekter bliver håndteret forsvarligt både i Danmark og EU, at Kommissionen fremsætter det nødvendige forslag til regulering, og at der samtidig tages stilling til nationale initiativer, såfremt EU’s videnskabelige komité vurderer, at de to parabener udgør en risiko.

Som afslutning vil jeg gerne igen understrege, at regeringen tager hele debatten om hormonforstyrrende stoffer meget alvorligt. I den tid, jeg har været miljøminister, har det fyldt rigtig meget i mit politiske arbejde, og det vil det også blive ved med. Det er helt afgørende, at vi tager det her spørgsmål meget alvorligt, og at vi også fortsætter den internationale kamp for at sikre, at vi får forbudt de stoffer, der udgør et problem, samtidig med at vi selvfølgelig også får skabt et bedre beslutningsgrundlag som følge af nogle af de undersøgelser, der allerede sat i gang.

Tak til ministeren. Der er foreløbig fire, der har meldt sig med korte bemærkninger. Den første er hr. Per Clausen, værsgo.

Jeg vil starte med at takke for, at miljøministeren meget klart signalerer, at han tager det her alvorligt. Jeg var lidt forundret, da han sagde, at det var regeringen, der tog det alvorligt, for det er da mit indtryk, at regeringen er ved at sætte sit eget liv ind på at forsvare fabrikanternes ret til at putte bisfenol-A i sutteflasker, men det kan være, at det bliver ændret.

Jeg vil så spørge miljøministeren om noget andet. Det er, om jeg skal forstå det, han sagde, på den måde, at medmindre der bliver videnskabelig dokumentation for, at de her parabener er uskadelige, ufarlige, så er ministeren sådan set indstillet på, at vi godt kan gribe til et nationalt forbud.

Værsgo til ministeren.

Jeg kan jo bekræfte, at for de to parabener, som der endnu ikke er en vurdering af, eller som der ikke ligger en afgørelse for, er det mit klare håb, at hvis den dokumentation, der nu bliver fremsendt alt for langsomt og alt for sent – jeg har også nævnt over for industrien adskillige gange, at det er ikke tilfredsstillende – så måtte føre til, at vi stadig væk ikke har den, om jeg så må sige, eksakte viden, så mener jeg, vi skal gå videre med den viden, vi har oparbejdet her i Danmark med henblik på så at se på, hvad der kan gøres med hensyn til nationale tiltag.

Værsgo til spørgeren.

Jeg vil sige til miljøministeren, at det synes jeg sådan set er en meget god tilgang til diskussionen. Jeg skal bare være helt sikker på, at når miljøministeren siger nationale tiltag, så mener han i lighed med det, han har svaret på i et § 20-spørgsmål fra min side, at det også kan indbefatte nationale forbud.

Værsgo til ministeren.

Det er jo generelt godt, at der er overensstemmelse mellem det, man siger fra talerstolen, og det man svarer. Og det kan jeg så også bekræfte, det er rigtigt.

Den næste til en kort bemærkning er fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg vil også sige, at jeg er meget positiv over for det, ministeren lægger op til, nemlig at han vil lave en fælles beretning og i virkeligheden også vil tage skridt i forhold til et forbud mod parabener.

Jeg vil spørge, om ministeren er opmærksom på hele sagen om ftalater og forbud mod ftalater i legetøj til børn, hvor Danmark valgte at gå foran og sige, at det ville vi ikke acceptere i legetøj til børn under 3 år, og i virkeligheden indførte et nationalt forbud. Det tvang jo så Europa-Kommissionen til efterfølgende at lave EU-lovgivning.

Ser ministeren det som en mulighed, man også kan benytte sig af i forhold til parabener i kosmetik til børn?

Værsgo til ministeren.

Jeg ser i hvert fald den klare sammenhæng, der hedder, at det ikke nytter noget, at man kun sætter sig ned og afventer, at Europa-Kommissionen skal komme med de vurderinger, som Europa-Kommissionen er blevet bedt om. Det er nødvendigt at lægge et pres på kommissærerne og ikke mindst også på den videnskabelige komité og dermed jo også på industrien.

Så jeg er helt, om man så må sige, åben over for at diskutere de nødvendige tiltag, der skal tages, og det er også derfor, jeg lægger op til en fælles beretning, for jeg mener, at det er i Folketingets interesse og dermed også i min egen interesse som miljøminister.

Værsgo til spørgeren for anden og sidste korte bemærkning.

Jeg synes, det er glimrende, at vi har en miljøminister, der faktisk tager det her problem alvorligt. Har miljøministeren overvejet at tale lidt med fødevareministeren om hendes holdning til hormonforstyrrende stoffer? Herunder tænker jeg især på sagen om bisfenol-A, hvor fødevareministeren mener, at det jo nærmest ikke er noget problem, hvad vi propper i vores børn. De skal nok overleve det. Det har vi andre jo gjort.

Har ministeren en drøftelse med fødevareministeren om det her med hormonforstyrrende stoffer?

Værsgo til ministeren.

Regeringen er jo et kollegium, og derfor taler jeg også på vegne af regeringen her i dag i Folketingssalen.

Den næste spørger er hr. Benny Engelbrecht, værsgo.

Jeg noterer mig, at der i ministerens tale lægges op til en fælles beretning, og det er jo i hvert fald imødekommenhed, men det er jo også sådan, at denne samling ikke er slut endnu, den er faktisk ung endnu. Det er jo dejligt, at den er det, og det betyder også, at det giver os lidt tid, og, som ministeren også påpeger, er der ny viden på trapperne. Og som jeg kan forstå, er det faktisk allerede i indeværende måned, hvis det altså er den jul, vi taler om nu, som ministeren også omtaler. Det kan jo derfor også betyde, hvis vi er lidt fleksible i forhold til tidsplanen, som ligger, at der så måske er elementer, som vi vil være i stand til at tage højde for i hvert fald omkring de to konkrete parabener, som der endnu ikke er afklaret viden om.

Så er det en mulig løsning, at vi i virkeligheden – hvis der i løbet af ret kort tid foreligger et beslutningsgrundlag – ville kunne bruge det allerede i indeværende samling? Altså med andre ord: Hvad er tidsplanen i forhold til den nye viden?

Værsgo til ministeren.

Altså, som jeg sagde i min ordførertale, er vi blevet lovet, at de nye data fra industrien sendes til Europa-Kommissionen inden jul, og derefter går de så i gang. Jeg kan jo ikke sige, hvor lang tid det så tager for den videnskabelige komité, men jeg forventer, at vi jo ikke taler om flere år her. Jeg taler om, at vi i 2010 når frem til, at vi får en tilbagemelding om de to parabener, som vi så taler om.

Derfor er det jo ikke realistisk at tro, at vi inden jul har en afgørelse fra den videnskabelige komité, men det har vi jo i løbet af 2010. Det er også derfor, jeg lægger op til, at der skal handles i 2010.

Værsgo til spørgeren for den anden og sidste korte bemærkning.

Men vil der ikke også samtidig foregå en dansk vurdering af de overvejelser og de nye data, som ligger? Med andre ord, hvis vi baseret på den evidens, der ligger, skulle kunne se, at der faktisk er tale om et mere alvorligt problem end først antaget, er vi vel i en situation, hvor vi vil være i stand til at kunne benytte os af artikel 18, beskyttelsesklausulen, og simpelt hen bede om en national særregel, indtil der gælder nye regler fra EU’s side?

Værsgo til ministeren.

Jeg kan bekræfte, at vi får både den internationale del gennem den videnskabelige komité og selvfølgelig den danske vinkel gennem de eksperter, vi fra dansk side lader se på det, der fremsendes. Så det er jo helt rigtigt, at der kører to spor, om man så må sige. Hvornår de to spor er gjort færdige, kan jeg ikke komme med et endeligt tilsagn om her i dag, men jeg kan i hvert fald sige, at så snart vi fra dansk side er færdige, vil jeg selvfølgelig også fortælle Folketinget og de forligspartier, der er bag kemikaliehandlingsplanen, om det.

Den næste med en kort bemærkning er fru Bente Dahl. Værsgo.

Tak for det. Vi i Det Radikale Venstre noterer os også med tilfredshed, at ministeren har sat ting i værk for at komme de her farlige stoffer til livs og vil foretage sig nogle ting. Jeg hører også, at det er ministerens mening om stofferne, at de er farlige – i hvert fald nogle af dem.

Ministeren nævner flere gange, at der er nye data på vej fra industrien, og ministeren mener ikke, at der er dokumentation nok. Sådan hører jeg ministeren sige det. Derfor er mit spørgsmål: Hvornår er det gode beslutningsgrundlag til stede? Hvor meget dokumentation vil ministeren indhente, før ministeren mener, at beslutningsgrundlaget er godt nok til, at vi alle sammen kan samles om at gøre nogle tilfredsstillende tiltag imod de her farlige stoffer?

Værsgo til ministeren.

Det er mit klare håb, at det beslutningsgrundlag er til stede i 2010.

Ønsker spørgeren ordet? Ja. Værsgo.

Jeg hørte ikke lige ministerens svar, men jeg har alligevel et tillægsspørgsmål, som lægger sig op af det første, jeg spurgte om. Jeg beklager, der var lidt støj i salen, så jeg kunne virkelig ikke høre, hvad ministeren sagde. Men spørgsmålet går på, hvor overbevisende belæg der skal være for skaderne. For i Det Radikale Venstre er vi ganske overbevist om, at der sker skader i vores omgivelser, der er forårsaget af de her stoffer. Og så vil jeg gerne høre, om ministeren kan tilslutte sig forsigtighedsprincippet.

Værsgo til ministeren.

Så kan jeg svare på de to spørgsmål samlet. Jeg vurderer, at det er i 2010, at vi har det beslutningsgrundlag, der skal til, og som var det, fru Bente Dahl efterspurgte i det første spørgsmål, på hvilket svaret gik tabt i menneskemylderet nede i midten af salen. Det andet er selvfølgelig, hvorvidt jeg bekender mig til, at man skal udvise den størst mulige forsigtighed med hensyn til det her. Det er jeg selvfølgelig helt enig i at man skal, men omvendt synes jeg også, at man skal basere det på fagligt dokumenteret viden. De ting skal gå hånd i hånd, og det er lige præcis derfor, vi har brug for mere viden, og den får vi så i 2010.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger for nuværende til ministeren, så vi fortsætter i ordførerrækken. Den næste er hr. Eyvind Vesselbo, Venstre.

Der er ingen tvivl om, at det problem, der tages op her, er et meget væsentligt og betydningsfuldt problem i det danske samfund. Det drejer sig om at få sat fokus på en lang række af de farlige stoffer, som findes i nogle af de forskellige ting, vi bruger i hverdagen. Det er ikke bare det, som påvirker voksne mennesker, som bruger tingene, men lige såvel og næsten endnu mere det, som påvirker børnene. Derfor vil jeg godt sige, at jeg er glad for, at forslagsstillerne har sat fokus på det her problem, bl.a. vedrørende parabener. Der kommer et beslutningsforslag herefter om ftalater. Jeg synes, det er godt, at vi får sat fokus på det, og at vi får en drøftelse af, hvad vi kan gøre på den mest konstruktive måde for at få løst de problemer, som der er med de her stoffer.

Jeg vil godt sige, at man som borger i det her samfund umiddelbart ville sige: Jamen så forbyd alle de her ting, som kunne være farlige. Men der er det jo, som ministeren meget rigtigt sagde, også væsentligt, at man er sikker på, at det, hvis man laver et forbud, så også kan dokumenteres, at det, man forbyder, også er så farligt, at det er nødvendigt at forbyde det. Der vil være nogle, som mener, at vi må bruge forsigtighedsprincippet her, og så må vi forbyde det her, fordi der jo er mange, der mener, at det her er så farligt, at vi burde forbyde det. Men forsigtighedsprincippet – lidt populært sagt – må også bruges med forsigtighed, for man kan jo ikke, bare fordi man mener, at noget kunne være farligt, sige, at så forbyder vi det. For så kunne man jo godt forbyde næsten alting i det danske samfund, for næsten ligegyldig hvad vi gør, påvirker det os på en eller anden måde. Derfor er man nødt til at have en vis dokumentation for, at det, man forbyder, så også er så farligt, at det er nødvendigt at forbyde det. Det er det, der er tilfældet i den her sag.

Derfor synes jeg, at forslagsstillerne her ligesom jeg skulle være meget, meget tilfredse med – det kunne jeg også høre på de kommentarer, der var til ministeren – at der her lægges op til et bredt samarbejde om at få gjort noget ved det her, gennem at vi laver en beretning, hvor vi i fællesskab finder ud af, hvad der skal gøres for at få løst det her problem eller i hvert fald for at komme et skridt videre for at få løst problemet. Jeg synes, de tre punkter, som ministeren nævnte i forbindelse med fremgangsmåden, er udmærkede som i hvert fald nogle af elementerne i en sådan beretning. Men når man siger, man gerne vil lave en beretning sammen med et bredt flertal i Folketinget, er det selvfølgelig også meningen, at det brede flertal skal have indflydelse på, hvad der kommer i den beretning.

I forhold til mange af de andre debatter i forbindelse med beslutningsforslag, vi har her på miljøområdet, er det da virkelig en fremstrakt hånd, der kan ses meget tydeligt, og derfor synes jeg, at oppositionen skulle tage imod den og arbejde konstruktivt frem mod at få løst det problem, som vi alle sammen synes vi skal have løst på en konstruktiv måde. Så derfor lægger jeg op til her, at vi får et bredt og godt samarbejde med alle partier i Folketinget om at få den bedst mulige beretning, som på bedst mulig måde får løst det her problem, som skitseres i det her beslutningsforslag.

Så med de ord vil jeg sige, at vi ikke kan stemme for beslutningsforslaget, som det ligger her, men jeg vil bare sige, at vi er meget, meget åbne over for at gå videre med den problemstilling, der er skitseret.

Der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg skal sige til hr. Eyvind Vesselbo, at det jo er en helt anden og langt mere konstruktiv debat, vi har i dag, end da vi for godt en uge siden havde en diskussion om et andet hormonforstyrrende stof, og jeg håber da på, at man i Venstres gruppe kan diskutere sig frem til at indtage nogenlunde samme standpunkt i de to sager.

Så vil jeg stille et enkelt spørgsmål til hr. Eyvind Vesselbo, og det er, bare fordi hr. Eyvind Vesselbo siger, at der skal være en vis dokumentation for, at noget er farligt, før man bruger forsigtighedsprincippet. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Vesselbo i. Jeg er sådan set enig i, at der skal være dokumentation for, at der er farlighed, men det betyder også, at hr. Eyvind Vesselbo er enig med mig i, at man godt kan bruge forsigtighedsprincippet, selv om der ikke er videnskabeligt bevis for, at noget er farligt. Men der skal selvfølgelig være en eller anden form for dokumentation, der gør, at man ikke bare kan sige, at det er fri fantasi og fundet på, fordi der har stået et eller andet i et ugeblad.

Ordføreren.

Når jeg siger en vis form for dokumentation, mener jeg selvfølgelig, at der skal være en form for dokumentation, som sandsynliggør, at man, hvis man gerne vil forbyde det, ligesom kan legitimere, at man gør det, for ellers kan man i realiteten jo godt få nogle problemer bagefter, hvis man har forbudt noget, som i realiteten ikke skulle have været forbudt.

Til det helt klare spørgsmål, om det behøver at være en videnskabelig dokumentation, vil jeg sige, at jeg jo gerne ville have, at det var nogle forskere, som på en videnskabelig baggrund havde dokumenteret, at det her var et problem. Det er jeg helt sikker på at hr. Per Clausen også vil have. Jeg kender jo også hr. Per Clausens baggrund. Der synes jeg at man må holde på, at det ikke er nok, at der er en avis, der skriver, at det her er farligt. Vi må have nogle seriøse forskere, som dokumenterer, at det her er farligt, så farligt, at man skal forbyde det.

Per Clausen.

Jeg skal nøjes med at sige, at så vidt jeg kan forstå det, som hr. Eyvind Vesselbos siger, er vi fuldstændig enige, og derfor tror jeg også, at vi må kunne løse det og få de ting konkretiseret i et udvalgsarbejde i form af en beretning. Det synes jeg jo er endnu bedre end at stemme regeringspartierne ned her i Folketingssalen, for erfaringen viser jo, at hvis man har fået Venstre og Konservative med, er der vel en sandsynlighed for, at ministrene også arbejder lidt mere ivrigt med, end hvis de er i modvind. Og da jeg jo også ud fra det, miljøministeren har sagt, nærer tillid til, at Miljøministeriet og miljøministeren vil indgå konstruktivt i arbejdet, tror jeg, at den her sag må kunne løses på en måde, som er tilfredsstillende for os alle.

Ordføreren.

Ja, det er jo sådan set det, jeg lægger op til, og hr. Per Clausen har ret i, at vi langt hen ad vejen er enige. Det er vi sådan set ikke så sjældent, men hr. Per Clausen har bare svært ved at erkende det.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Olsen Dyhr.

I REACH, som er den europæiske kemikalielovgivning, har man lavet en omvendt bevisbyrde, altså at det er virksomhederne, der skal bevise, at noget er ufarligt, før det får lov til at komme på markedet. Bør det ikke være det samme, der gør sig gældende, når vi taler om parabener? Hvordan kan det være, at vi som myndighed og lovgivere altid skal være dem, der beviser, at noget er farligt, før det skal trækkes tilbage? Burde det ikke vendes om? Er det ikke befolkningens sikkerhed og især vores børns sikkerhed, der skal stå først?

Ordføreren.

Jo, det har fru Pia Olsen Dyhr fuldstændig ret i. Det synes jeg er noget vi skal arbejde i retning af, for vi arbejder jo i retning af at implementere REACH, altså EU's kemikaliedirektiv, og der er retningslinjerne jo på den måde. Det er jo også det, som jeg synes skal fremgå af den beretning, vi laver – og det siger jeg også i forbindelse med hr. Per Clausens spørgsmål – altså hvordan vi skal få fremkaldt den dokumentation, hvem det er, der skal lave den, og hvordan den skal fungere.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg tror bare også, vi må erkende, at forskere ikke er sådan helt upåvirkelige i forhold til, hvad politikere gør. Og jeg tror, at noget af det, der kan presse forskere, f.eks. til at komme frem med nogle resultater i forhold til parabener, også er, at vi fra politisk side siger, at vi altså tror, at det her er farligt, og at det er noget, der skal rykkes på. Jeg har i hvert fald noteret mig af nogle af de opringninger, jeg i forbindelse med de her debatter har fået fra forskere, der sidder på europæisk plan, at de jo netop spørger: Kommer der nu noget hjem i Danmark, som vi faktisk kan bruge til også at presse Kommissionen? Så vi har jo også et ansvar at sørge for det her.

Jeg er rigtig glad for at høre, at Venstre på det her område lægger op til, at man gerne vil være med til at forbyde de hormonforstyrrende stoffer, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde en fælles vej.

Ordføreren.

Jeg er også sikker på, at vi finder en fælles vej, for det er det, vi faktisk lægger op til med at lave en beretning og sige, hvilke input vi kan få ind i den, så vi får gjort noget ved det; det var det, jeg startede med at sige.

Men derudover må jeg sige, at jeg er lidt betænkelig ved, at vi som politikere skal kunne påvirke, hvad forskere gør, med de ting, vi siger, og de ting, vi lægger frem her i Folketingssalen. Jeg har den holdning, at forskere skal være neutrale, og at de kun skal komme frem med de resultater, som de selv finder frem til, og ikke lade sig påvirke af, hvad politikere mener, for det mener jeg er et kæmpeproblem. Så jeg vil gerne have, at forskerne er neutrale og er ganske uafhængige af, hvad jeg siger her fra talerstolen, for jeg vil altså hellere have et seriøst modspil, som er baseret på det faktiske, de faktuelle forhold, et videnskabeligt grundlag, end jeg vil have nogle forskere, der er medløbere, og som bare gør det, som bl.a. regeringen siger, eller det, som oppositionen siger. Allerhelst ville jeg jo have, at de fandt de rigtige ting, de dokumenterede ting, sådan at vi fik truffet de rigtige beslutninger.

Der er en kort bemærkning fra hr. Benny Engelbrecht.

Tak. Tilhørerne, der sidder her på rækkerne, kan selvfølgelig ved selvsyn konstatere det, men seerne hjemme foran fjernsynsskærmene har måske lidt vanskeligere ved at konstatere, at der faktisk ikke har bredt sig en duft af klejner i sådan en julefredsstemning herinde i Folketingssalen, selv om vi altså er utrolig fordragelige i vores dialog om det her, og det er selvfølgelig rart i sig selv.

Jeg vil dog godt lige tage fat i det seneste synspunkt fra ordførerens side, nemlig det om den politiske del og forskningen. Jeg går ud fra, at hr. Eyvind Vesselbo er enig i, at vi netop i spørgsmålet om cocktaileffekt, altså hvorvidt man skal benytte den viden, der findes om cocktaileffekt, har været med til, at der fra den danske ministers side er lagt et pres på, for at det også bliver inddraget i de videnskabelige undersøgelser, som bliver lavet. Det er vel ret så væsentligt, at de principper, man anvender for forskningen og for at drage konklusionerne, er vi faktisk med til at påvirke som politikere – det er vel ikke uvæsentligt.

Ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren må forstå det, jeg sagde, på den måde, at politikere selvfølgelig kan sige, at de godt vil have lavet nogle undersøgelser af den og den slags. Jeg har snakket med forskere, som sagde, at det er vigtigt, at vi finder ud af, hvad der sker med cocktaileffekten, og der har jeg sagt: Det er rigtigt, prøv at finde ud af det, lav nogle undersøgelser. Men det, jeg siger, er, at når jeg så snakker med forskerne, vil jeg da ikke sige til dem, at jeg i øvrigt gerne vil have det der resultat, for jeg vil gerne have, at det ser så slemt ud som overhovedet muligt, eller sige, at jeg gerne vil have, at de finder ud af, at det ikke er noget problem.

Det kan godt være, at Socialdemokratiet har den holdning, at det er sådan, man skal gøre, og sådan, man skal arbejde. Men sådan arbejder Venstre ikke, vi vil gerne have, at forskerne er neutrale. Vi vil gerne have, at hvis vi siger, at vi gerne vil have, at forskerne skal finde ud af, hvad der er af problemer med cocktaileffekten, så får vi et neutralt svar. Vi vil gerne have et videnskabeligt svar, ikke baseret på, hvad jeg ønsker.

Hr. Benny Engelbrecht.

Det var faktisk også det, der var min pointe, at vi netop skal udstikke de retningslinjer, der er for forskerne, altså i hvilke retninger vi skal gå. Men der må vi også sige, at det jo ikke er altid, at EU-systemet vil, som vi nødvendigvis vil, og der vil jeg faktisk gerne anerkende den indsats, som regeringen har gjort. Ja, hr. Eyvind Vesselbo hørte rigtigt, jeg vil gerne anerkende den indsats, som regeringen og ministeren har gjort i den her sammenhæng netop for at fremme spørgsmålet om cocktaileffekt. Der er vi jo netop fuldstændig enige.

Nu talte hr. Eyvind Vesselbo om forsigtighedsprincippet, og kan vi ikke lige slå fast, at uagtet hvad vi går og siger i denne sammenhæng, vil det vel være sådan, at hvis vi med den nye viden, der kommer om nogle af parabenerne, på kort sigt vil kunne se af danske undersøgelser, at der er nogle særlige risici, så vil vi være i stand til at anvende forsigtighedsprincippet sådan, som det er defineret i EU-retten, til at lave en særregel, som gælder, indtil EU får indført et forbud – altså uagtet hvad vi så i øvrigt måtte drøfte i denne sammenhæng.

Ordføreren.

Nu er jeg jo ikke lige så dygtig som ordføreren fra Socialdemokratiet til at forudse, hvad forskerne vil finde frem til. Det er jo netop derfor, at vi siger, at vi gerne vil lave en beretning på baggrund af de ting, som forskerne finder ud af, og det, som partierne gerne vil spille ind med.

Jeg kunne forstå, at vi heller ikke er helt enige om forskernes rolle i de her ting. Altså, jeg forstod, at den socialdemokratiske ordfører ikke helt tog afstand fra at påvirke, hvilket resultat forskerne nåede frem til, og der er det bare at jeg siger, at vi ikke vil have politisk forskning, vi støtter ikke politisk forskning. Hvis Socialdemokratiet gør det, er det Socialdemokratiets sag, men vi vil gerne have, at forskerne er neutrale og kommer med de resultater, som de kan finde ud af ved at forske og ikke ved at få at vide af en politiker, hvad de skal mene. Det er måske der, hvor forskellen på Socialdemokratiet og Venstre er. Det vil jeg så erkende, og det er jeg glad for.

Tak til ordføreren. Den næste taler er hr. Benny Engelbrecht som ordfører for Socialdemokratiet.

Det foreliggende beslutningsforslag er en del af en samlet indsats, der skal hindre negative sundhedseffekter fra kemikalier, der er under alvorlig mistanke for at være sundhedsskadelige.

Det her forslag drejer sig om konserveringsmidlerne parabener, der anvendes i fødevarer, medicin og især i kosmetik. Alle seks parabener er mere eller mindre kraftigt mistænkt for at være hormonforstyrrende og derved skadelige, især for børn, hvor følgerne for drengebørn kan være misdannelser af kønsorganerne og nedsat sædkvalitet i deres voksenliv, og for pigebørn for tidlig brystdannelse og senere fertilitetsproblemer. En undersøgelse fra Rigshospitalet viser, at gennemsnitsalderen for, hvornår piger kommer i puberteten, er faldet med et år. Dette forhold vurderes ved, at man måler, hvornår halvdelen af en given aldersgruppe har brystdannelse, og her er gennemsnitsalderen altså faldet dramatisk.

Hidtidig forskning i kemikaliernes påvirkning af hormonsystemet har overvejende baseret sig på analyser af de enkelte stoffers indvirkning på kroppen, og derudfra fastsætter man også grænseværdier, men i dag bekymrer forskerne sig især om de kombinerede virkninger af parabenerne, hvad det gør det endnu mere påkrævet at være forsigtig. Man plejer at kalde det for nul plus nul plus nul er lig med syv-princippet, altså dette at flere stoffer, som hver især ikke er farlige, tilsammen vil virke farlige.

Når børn er så udsatte, så skyldes det, at de har lettere ved at optage en række stoffer i kroppen end voksne, og når vi dertil lægger, at børn overvejende er udsat for parabener fra diverse kosmetiske produkter, ja, så må vi reagere. Derfor er vi tilhængere af at standse brugen og salget af parabenholdige kosmetikprodukter til børn, og som middel vil vi gerne have et nationalt forbud, der skal gå hånd i hånd med et samlet EU-initiativ fra Kommissionen.

I praksis forestiller vi os, at man anvender beskyttelsesklausulen i artikel 18, der hjemler, at medlemsstaterne kan indføre et midlertidigt forbud, til EU og Kommissionen har vurderet stofferne på baggrund af den seneste videnskabelige viden, og i den sammenhæng forventer vi naturligvis, at den indsats, som miljøministeren allerede har gjort for at inddrage kombinationseffekter i en vurdering af kemiske stoffer, medtages.

Så vil jeg gerne, nu hvor jeg har lejligheden og muligheden dertil, tilføje en mere generel kommentar til indsatsen mod de hormonforstyrrende stoffer. For uagtet at vi her i dag kan udveksle enigheder og uenigheder og også lidt polemiske kommentarer som den fra Venstres ordfører for et øjeblik siden, ja, så er det jo sådan, at jeg godt vil understrege, at vi Socialdemokrater faktisk anerkender den indsats, som ministeren har gjort og har indikeret fremadrettet at ville gøre i forhold til de hormonforstyrrende stoffer på det europæiske plan.

Hvis dette forslag og det næste forslag, vi skal behandle her i salen, skulle blive vedtaget, så er jeg faktisk også sikker på, at ministeren vil forstå at bruge den mulighed, det åbner for at lægge ekstra pres i EU for at gøre en indsats mod de skadelige stoffer, og bruge den som en løftestang. Og jeg kan ikke undlade at gøre opmærksom på, at jeg på det punkt har større tillid til miljøministeren end dennes regeringskollega fødevareministeren, der har glimret ved fra denne høje talerstol at proklamere, at man ikke vil følge, hvad et flertal her i Folketinget har vedtaget.

Der skal ikke gå sødsuppe i min ros til miljøministeren, for naturligvis er der forskel på, hvor langt vi vil gå politisk, men det er min klare opfattelse, at ministeren deler Socialdemokraternes og den øvrige oppositions bekymring for, at industrien har for stor indflydelse på kemikalielovgivningen, og at indsatsen mod de skadelige stoffer går for langsomt.

Jeg skal takke mange gange for den gode debat, jeg synes vi trods alt har haft, klejnestemning eller ej. Jeg skal afslutningsvis blot bemærke, at vi er af den opfattelse, at det kun kan gå for langsomt med at stoppe brugen af parabener i de sammenhænge, der er beskrevet i forslaget, og at vi naturligvis vil anbefale alle Folketingets partier at stemme for det.

Tak til ordføreren. Den næste er hr. Jørn Dohrmann som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Det er jo et meget vigtigt emne, vi taler om, altså hvilke forskellige tilsætningsstoffer børn og unge mennesker udsættes for. I Dansk Folkeparti synes vi, det er meget godt at vi får den her diskussion om parabener i kosmetik til børn.

Jeg kan også høre, at alle partier jo er meget optaget af at få de rigtige instrumenter sat i værk her, og jeg kan også allerede nu fornemme, at der er et flertal, som ønsker, at vi skal skrive en beretning på dette område. Det synes jeg er rigtig godt, fordi vi jo selvfølgelig gerne vil være med til både at presse industrien på det her område og også eventuelt at få nogle flere ting med, som Enhedslisten og de andre partier måske ikke lige har tænkt over på nuværende tidspunkt. Så jeg synes, det er rigtig godt, at vi får en god diskussion om netop det her emne.

Jeg vil i hvert fald også lægge op til, at vi ikke må glemme, at vi jo har lavet det her Center for Hormonforstyrrende Stoffer. Jeg og Dansk Folkeparti synes i hvert fald, at det vil være særlig godt, hvis det får flere penge at arbejde med, fordi vi jo netop har været med til at oprette det her center, for at det også skal fokusere på, at vi får flere og flere stoffer, som vi gerne vil have undersøgt, også med hensyn til deres cocktaileffekt. Jeg tror ikke, at dem, der arbejder i det center, bliver arbejdsløse foreløbigt, for der bliver ved med at komme nye ting frem.

Det, vi også må forholde os til, er jo selvfølgelig, at når industrien ikke leverer de informationer, som ministeren og hele ministeriet gerne vil have, for at få undersøgt om et stof, man blander i, kan være hormonforstyrrende, så er det i hvert fald vigtigt for os, at vi får undersøgt det. Der kan det godt være, som fru Pia Olsen Dyhr var inde på, at man skulle bruge en omvendt metode, hvor industrien egentlig skal bevise, at et stof ikke er skadeligt, og at vi altså må forbyde den slags produkter, indtil det er fuldstændig bevist, at de er uskadelige.

Men vi mener i hvert fald, at med de undersøgelser, der allerede nu foreligger, så er der en risiko for, at nogle stoffer kan være skadelige, og derfor ønsker vi også, at den her beretning kommer i stand så hurtigt som muligt, og at vi får den her gode diskussion om det her.

Det, der også er vigtigt for os at sige, er jo selvfølgelig, at når en fødevareminister sender nogle signaler, som går lidt på tværs af det, miljøministeren siger, så er det jo vigtigt for os at få præciseret, hvem det er, der tegner regeringen på det her område. Jeg håber, at miljøministeren har ret, når han siger, at han taler på regeringens vegne, for så skal vi nok sørge for at spørge fødevareministeren om, på hvis vegne hun taler. De taler hvert fald ikke ud fra samme interesse på dette område, kan man sige.

Ud over det må vi sige, at det er rigtig godt, at regeringen er optaget af det her, og det er rigtig godt, at resten af partierne er meget optaget af det her spørgsmål, netop fordi det er vores børn, vi taler om. Det er dem, der ikke lige kan forsvare sig, men må tage imod de ting, de eventuelt får som gaver, eller hvad det kan være. Nu er det jo snart jul, hvor gaverne kommer til at ligge under juletræerne, og derfor skal vi også kunne købe de varer, som bliver tilbudt, med sikkerhed og god samvittighed. Derfor må jeg sige, at vi glæder os til at skulle skrive den her beretning i udvalget, og vi glæder os til at arbejde videre med de her sager, fordi de er så vigtige for alle borgere i Danmark. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Pia Olsen Dyhr som ordfører for SF.

Jeg synes, det er en lidt syret oplevelse efter debatten i fredags at opleve, at både miljøministeren og i virkeligheden også Venstre, og jeg gætter på også De Konservative, efterfølgende vil støtte, at nu skal vi gøre noget mod hormonforstyrrende stoffer, for de er et stort problem. Man er villig til at lave lovgivning, og man er også villig til at tvinge EU til at gå foran på området her ved at vise, at vi kender vejen i Danmark. Det er jo næsten tilbage til de gode gamle Svend Auken-tider, og jeg bliver mildest talt en lille smule begejstret. Men det var i hvert fald ikke det, der var kendetegnende for debatten i fredags, og derfor synes jeg, det er på tide, regeringen får styr på, hvad det i virkeligheden er, regeringen vil med hormonforstyrrende stoffer. Er det noget, der er sådan lidt tilfældigt, alt efter hvilken minister det havner hos? Er det et problem, man kun tager alvorligt, hvis det havner i Miljøministeriet, eller er ministeren villig til at sætte foden for døren og sige, at det her er altså regeringens politik og ikke kun Miljøministeriets politik?

SF har længe kæmpet for at få de hormonforstyrrende stoffer ud af de mange hverdagsprodukter, vi forbrugere hele tiden benytter. Jeg mener derfor, det er en god start at få parabenerne ud af de kosmetiske produkter til børn, for vi ved, at børn er en ekstremt udsat gruppe, og det er derfor ekstra vigtigt, vi tager hensyn til deres sundhed. Det er jo grotesk, at man i dag fra producenternes side fylder hormonforstyrrende stoffer i produkter til børn, og det er faktisk fuldt uforståeligt og på tide, vi får sat en stopper for det. Vi ved jo nemlig, at der findes gode alternativer til de parabener; de kan udfylde præcis den samme funktion, men de er langt mindre farlige for mennesker og miljø, så det er blot et spørgsmål om vilje.

Man kan som aktiv forbruger selvfølgelig gå ind på diverse hjemmesider og finde produkter, der er uden parabener. Men det er altså utrolig besværligt for den enkelte forbruger, at man selv skal lave en sondering af hele markedet, før man kan finde det rigtige produkt, så når producenterne ikke selv er villige til at tænke over, hvad de propper i vores børn, mener jeg simpelt hen, vi nødt til at tvinge armen om på dem. Jeg mener, vi er nødt til at vedtage et forbud mod parabener i kosmetik til børn.

Jeg synes, det er lidt tankevækkende, at når man står over for en creme fyldt med parabener, er det faktisk mere farligt at putte den på huden end at hælde den ind i munden og videre ned i mavesækken. Det er jo netop, fordi huden er et af de områder, hvor den kommer i direkte kontakt med blodet, i modsætning til hvis vi hælder den i maven. Det sætter tingene lidt i perspektiv, synes jeg, og det viser, hvorfor vi er nødt til at gøre noget ved problemet med parabener.

Generelt er jeg egentlig grundlæggende imod, at man laver forbud mod noget, der er EU-reguleret. Det er grundsubstansen i mit princip: Jeg mener egentlig ikke, man bør lave lovgivning om noget, der er EU-reguleret. Men i det her tilfælde mener jeg, det er nødvendigt, at Danmark viser Kommissionen, at EU er nødt til at lave lovgivning på dette område, og viser den, at man er et foregangsland, og at de så må følge efter med EU-lovgivning. I virkeligheden kan jeg ikke forestille mig Kommissionen komme efter Danmark med en løftet pegefinger og sige: Kan I så putte hormonforstyrrende stoffer i produkter til børn! Det tror jeg simpelt hen ikke Kommissionen kunne holde til, og slet ikke efter den store europæiske debat vi har haft i forbindelse med Lissabontraktaten.

Når nu Miljøstyrelsen selv i sin kampagne »65.000 grunde til bedre kemi« fraråder forældre at bruge produkter med ethyl- og propylparabener til deres børn, skal vi så ikke én gang for alle forbyde brugen af parabener i kosmetik til børn?

Jeg er meget positiv over for ministerens tilgang til det her; at han er villig til at lave en fælles beretning. Det vil vi se meget positivt på, og vi vil selvfølgelig også fastholde, at vi har et beslutningsforslag kørende, for hvis det nu er muligt i sidste ende for os alle sammen at blive enige om, at vi skal lave et forbud mod parabener, fordi det videnskabelige materiale er kommet så langt, ser vi selvfølgelig også gerne det. Vi kan derfor støtte forslaget og ser frem til en god debat.

Tak til ordføreren. Hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører for De Konservative.

Tak for det.

Det er en fornøjelse at være en del af denne debat, hvor man jo kan mærke den konsensus, der er i Folketinget med hensyn til at gøre noget i forhold til denne problemstilling. Vi har haft en rigtig god proces i forhold til den kemikaliehandlingsplan, som regeringen snart kommer med, og hvor vi jo netop sætter fokus på en flerstrenget indsats imod det her.

Ikke bare som politiker, men også som borger og som forbruger synes jeg, det er utrolig foruroligende, utrolig uoverskueligt og utrolig svært at forstå og få et overblik over, hvad konsekvenserne af det her er. Hvad er ret og vrang, når det gælder f.eks. hormonforstyrrende stoffer? Vi ønsker alle sammen det bedste for vores børn og det bedste for vores omgivelser, og derfor er det en utrolig vigtig indsats og et stort ansvar, som ligger på os her i Folketinget med hensyn til at sætte ind der, hvor vi kan, for at håndtere de udfordringer.

Med hensyn til spørgsmålet om parabener, er der selvfølgelig, som ministeren også var inde på i sin tale, forskel på parabenerne, og derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi har fokus på det, man kalder propyl- og butylparabener. Alene de navne gør jo, at det for forbrugerne kan være vanskeligt at gennemskue, hvad der er ret og vrang, og det er primært her, vi skal rette indsatsen mod. Det er typisk her, man ser den største risiko, og jeg vil egentlig godt anerkende ministerens og regeringens konstruktive og positive tilgang i forhold til en fælles indsats her i Folketinget i relation til forslaget her. Jeg synes, at det, at vi i fællesskab kan skrive en beretning i udvalgsarbejdet, er et rigtig konstruktivt og godt skridt, som kan bidrage til at lægge pres på industrien, men også kan bidrage til at lægge pres på Kommissionen. Så er vi jo nået et godt stykke ad den vej, som vi i fællesskab ønsker at gå.

Jeg vil godt allerede her i min ordførertale spille med i forhold til det arbejde. Jeg synes, det ville være et rigtig godt træk, hvis ministeren tog en dialog med branchen med henblik på en frivillig ordning, hvor branchen frivilligt tager specielt de to parabener, altså propyl- og butylparaben, væk fra hylderne. Det ville give en hurtigere proces i det hele taget, hvis branchen frivilligt vil acceptere en sådan aftale, i forhold til den lidt tunge EU-proces, og det ville også kunne give forbrugerne den tryghed og sikkerhed, som jeg synes vi skylder forbrugerne. Det drejer sig altså om børn og andre følsomme grupper, f.eks. gravide.

Jeg skal ikke ridse flere skrækscenarier op, for jeg synes, at andre ordførere meget klart har illustreret, at det er en alvorlig sag, og at vi selvfølgelig så vidt muligt skal anvende forsigtighedsprincippet, også i relation til at borgerne kan føle sig trygge ved de produkter, de køber til hverdagens forbrug. Men min opfordring til ministeren skal være: Tag en diskussion med branchen om det her og se, om man ikke ad frivillighedens vej eventuelt kan få en aftale i stand, der kan give os den tryghed, vi fortjener som forbrugere.

Tak til ordføreren. Fru Bente Dahl som ordfører for De Radikale.

Jeg har tre børnebørn. De to af dem er piger på henholdsvis 6 og 9 år, og de er lige i sminkealderen. Deres mor bruger sminke, deres mormor bruger sminke, pigerne ønsker sig sminke, og de ønsker sig store dukkehoveder, som kan sminkes. De synes, det er rigtig sjovt at lege med farver, der kan smøres i hovedet både på dem selv, på deres veninder og på dukkerne. Det giver jo anledning til den ene ordentlige omgang familiesnak efter den anden om, hvor farligt det er. Efter de senere familiesnakke er forældrene gået med til at smide alt det sminke ud. Det er jeg jo glad for.

Det, der sker i min familie, tror jeg ikke er så forskelligt fra, hvad der sker i andre familier på det her område. Vi ved jo, at sminkerne indeholder parabener, for det er ikke hemmeligt for nogen. Parabener er et stof, der skal gøre, at sminken bliver langtidsholdbar, og det er jo foruroligende. Det er det, for når man dræber uønskede bakterier, gær og svampe, dræber man altså også dem, der er ønskede. I et menneske er der mange ønskede bakterier og svampe. Den fine balance, vi har i vores organisme, gør, at de naturlige forsvarsmekanismer er i balance og kan styrke kroppens immunforsvar. Det er bare ét problem, når man svækker immunforsvaret på den måde.

Et andet problem, som vi har talt meget om i dag også, er det, at parabener er hormonforstyrrende stoffer. Vi ser en række uhensigtsmæssigheder dukke op her, misdannede kønsorganer, dårlig sædkvalitet for drenges vedkommende, og piger får bryster for tidligt. Det er i høj grad uhensigtsmæssigt.

En ting er, hvad vi voksne udsætter os selv for, for vi kan jo vælge det fra, men en anden og værre ting er altså at udsætte børn for de her kemikalier. Ud over at de ikke selv kan vælge det fra, har de et mere følsomt nervesystem, immunforsvar og forplantningssystem, end voksne har. De tåler slet ikke at blive udsat for samme mængder af sådan noget som det her, som voksne gør. Så vi står med et stort problem, og jeg mærker da også en forståelse for det i det, miljøministeren sagde i sin redegørelse. Jeg vil gerne kvittere for den positive holdning fra ministerens side og ministerens medvirken til at tackle problemet. Jeg noterede mig også, at ministeren sagde, at det er hele regeringens holdning.

Det Radikale Venstre vil fortsat arbejde på at få styr på hormonforstyrrende stoffer, vi vil have det væk fra vores omgivelser, og derfor er vi også medforslagsstillere på B 46.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Da vi i Enhedslisten for et par år siden besluttede os til, at vi ville udpege området omkring hormonforstyrrende stoffer til et centralt emne for vores arbejde på miljø- og sundhedsområdet, var det ud fra to hovedargumenter.

Det ene var, at vi faktisk syntes, at vi havde at gøre med en sag, der på meget ekstrem vis understregede, hvilke risici vi var i færd med at udsætte os selv og vores børn for med den meget kemikalieorienterede industri, som vi efterhånden havde fået etableret. Vi mente, at det var af afgørende betydning at få ryddet op i det område, bl.a. fordi konsekvenserne for mennesker jo kan være meget store, og i sidste ende kan det også gå ud over muligheden for, at vi fremover kan forplante os. Der har været masser af eksempler på det, masser af diskussioner og masser af videnskabelige rapporter, som nåede frem til, at de her stoffer var meget skadelige. Det var det ene.

Det andet, som vi syntes også var et tema, der var værd at tage en diskussion om, var spørgsmålet om, om det måtte være sådan, at en afgørelse i EU om, at dette stof ikke var farligt nok til, at det skulle forbydes, altid skulle føre til, at vi i Danmark bare sagde, at vi bøjer os for det, fordi vi accepterer EU's grundsynspunkt, nemlig at hensynet til det indre marked, hensynet til den frie konkurrence gør, at man aldrig kan gå længere i det enkelte land, end man gør på EU-plan, også helt uanset at EU jo indeholder nogle muligheder, som man kan prøve at udnytte eller lade være med at udnytte.

Der var vores udgangspunkt for den diskussion, eller rettere vores forventninger til, hvad der ville komme ud af den diskussion, vel, at vi havde en forhåbning om, at vi kunne opnå nogle resultater, men skeptiske var vi nok i virkeligheden. Derfor vil jeg sige, at debatten i dag i hvert fald er et udtryk for, at hvis man bruger noget energi på at gå grundigt og seriøst ind på et område og fremsætte nogle forslag, som ikke nødvendigvis forandrer hele verden, men som forandrer udvalgte dele af verden på en fornuftig måde, så er det altså muligt at opnå nogle resultater.

Jeg vil da sige, at jeg er meget positiv over for og meget tilfreds med den reaktion, der er kommet både fra miljøministeren og fra Venstres og Konservatives ordførere. Jeg opfatter det på den måde, at vi nu har et godt udgangspunkt for at gå i gang med et udvalgsarbejde, der vil føre til, dels at vi i EU arbejder for at sikre, at man på EU-plan forbyder hormonforstyrrende stoffer, som er farlige, dels at vi i Danmark er indstillet på at gennemføre nationale forbud i den situation, hvor der findes en sandsynlighed for, at stoffer er farlige, særlig når det gælder de stoffer, som bruges af børn, og når virksomhederne efterfølgende ikke er i stand til at føre et egentligt bevis for, at den mistanke, der er, er forkert.

Jeg synes også, at det er en udgang på den her diskussion, der også lægger op til, at vi måske fremover faktisk kan komme til at bruge forsigtighedsprincippet i forhold til EU og i forhold til dansk politik. Det synes jeg er meget, meget positivt.

Jeg er også glad for, at miljøministeren siger, at han i den her sag taler på regeringens vegne. Det gør ministre jo altid, tror jeg, så det er sådan en selvfølgelighed. Men jeg synes nu alligevel godt, at man kan se en vis nuance, hvad angår den måde, som miljøministeren er gået til den her problemstilling på, i forhold til hvordan fødevareministeren har reageret på en tilsvarende problemstilling. Men jeg opfatter de ting, der er blevet sagt i dag, sådan, at vi også får løst det udestående problem, vi har i forhold til fødevareministeren på det her område.

Det er klart, at sagen om parabener i kosmetik til børn grundlæggende handler om, at parabener, som i udgangspunktet har den funktion, at de skal dræbe bakterier, gær- og mugsvampe og sikre holdbarheden af et produkt, altså også har nogle negative konsekvenser, fordi der i hvert fald for nogles vedkommende har vist sig klare tegn på hormonforstyrrende egenskaber i nogle af de dyreforsøg, der er gennemført. Det er det, der kan føre til misdannede kønsorganer og dårlig sædkvalitet og til, at både drenge og piger udvikler sig og kommer i puberteten langt tidligere end hidtil.

Det er jo de undersøgelser, som er lavet, som viser det her, og som jo gør, at der er et vist videnskabeligt grundlag for at rejse et krav om forbud, og som gør, at der er en sandsynlighed for, at det er farligt. Men vi er selvfølgelig også åbne over for og med på at tage hensyn til det, hvis man skulle kunne gennemføre nye videnskabelige undersøgelser, der viser, at der er nogle af de her stoffer, der ikke er farlige, og det kan bevises effektivt. Derfor synes jeg, at det er meget godt, at vi nu i udvalgsarbejdet i forsøget på at lave en beretning også har det element med, som handler om, at vi kan lave nationale forbud i en situation, hvor der er en reelt eksisterende risiko for, at stoffer er farlige.

I den sammenhæng, og det ved jeg jo at miljøministeren er meget opmærksom på, handler det også om at se det enkelte stof i sammenhæng med de øvrige stoffer, vi udsættes for. Det, som jo var konklusionen på den undersøgelse, som Miljøstyrelsen gennemførte i perioden juli 2008 til september 2009 om 2-åriges udsættelse for kemiske stoffer, var jo netop, at den kombination, der var, gav ekstra store risici. Derfor er det jo ikke nok, at man kan tage det enkelte stof og sige, at her er risikoen ikke særlig stor, hvis vi så ender med, at kombinationen af de forskellige stoffer gør, at der faktisk er en meget stor risiko.

Men pointen i det her er jo bare, at jeg vil sige, at det har været en rigtig god debat, vi har haft, med et rigtig godt resultat. Jeg må jo indrømme, at jeg er mest vant til at skulle bruge min taletid på at være noget mere kritisk over for ministre og regeringer, end der har mulighed for i dag, men jeg øver mig jo så på at være positiv over for gode og konstruktive udspil fra ministre. Det får jeg sikkert om et par år rigtig meget brug for.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.