Man må jo sige, at Det Radikale Venstre – og det skal siges til deres ros – ud over Enhedslisten er det eneste parti, der ikke har tilsluttet sig, at der bliver foretaget en relativt massiv udbygning af motorveje i hovedstadsområdet, inden man har lavet den strategi, som man skal vente på, før man kan gennemføre tilsvarende udbygning af den kollektive trafik.
For det er jo rigtigt, at i den aftale, som man lavede, den såkaldt grønne trafikaftale, har der vist sig også at ligge aftaler om udbygning af Køge Bugt-motorvejen, udbygning af Helsingørmotorvejen osv.
Og jeg har kunnet konstatere, at Det Radikale Venstre på mirakuløs vis er i stand til både at være med i en aftale, hvor det indgår, og at være uden for den beslutning.
Det åbner spændende perspektiver for fremtidige forlig, som Enhedslisten har studeret med stor interesse.
Men den ros til Det Radikale Venstre.
Hovedvanskeligheden i den såkaldt grønne trafikaftale og det, der fører til, at både transportforskere og klimaforskere når frem til, at den ikke vil medvirke til at reducere CO
2
-udslippet i forhold til det, det er i dag, er jo netop, at man ved siden af nogle nødvendige investeringer i signalerne inden for jernbaneområdet, hvor det kan siges, at hvis ikke man havde investeret i de signaler, ville jernbanedriften såmænd ophøre i Danmark – det er en meget stor del af pengene, man bruger på det; det er nødvendigt, og derfor er det rigtig godt, man gør det – så fastholder, at der også skal ske en udbygning af motorveje.
Og ud over det er der også en rigtig fornuftig investering i en Køge-Ringsted-bane – selv om man kan være bekymret for, om der er penge nok til at lave det ordentligt, men det er en anden sag –
og for så vidt også et par andre mindre projekter, som Enhedslisten er gået ind for i årevis.
Problemet med udbygning af motorvej er, at man med nogenlunde sikkerhed ved en ting, og det er, at det er med til at øge biltrafikken.
Det skaber såmænd også de kommende trængselsproblemer, for for enden af den motorvej er der altid en anden vej, som så efterfølgende skal udbygges, for slet ikke at snakke om forholdene i det indre København, hvor adskillige trafikforskere jo har peget på at man godt kan lave flere motorveje og udbygge motorvejen, der fører ind til København.
Men så er alt kaos, når man kommer ind i København.
Den tid er altså forbi, hvor det er fornuftig politik at ønske sig en motorvej i den valgkreds, man kommer fra.
Den tid er kommet nu, hvor det, man skal pege på, hvis man ønsker både at løse trængselsproblemerne og sikre mennesker mulighed for at blive transporteret rundt i landet fra arbejde og hjem og fra hjemmet ud at købe ind osv., er at satse på den kollektive trafik.
Der er ingen vej udenom, og på et eller andet plan har man jo også accepteret det – det indgår i hvert fald i retorikken nu fra næsten alle politiske partier.
Når man så kommer til det konkrete, og det er her, det bliver så mærkeligt, så er det, man lige synes, at når det handler om trafikforholdene i hovedstaden og vi nu har snakket om den her Frederikssundsmotorvej i mange, mange år, må man hellere se at få den vedtaget.
Næsten ingen har været så uvenlige at sige, at der intet som helst nyt er i Enhedslistens forslag, selv om der ikke er det.
Til dem, der siger, at det da er underligt, at Enhedslisten nu kommer med de her forslag i sidste øjeblik, må jeg bare sige, at Enhedslisten og andre fornuftige mennesker har fremsat de forslag et utal af gange i processen, og et utal af gange er de blevet afvist.
Så gav ministeren indtryk af, at det nærmest var sådan en slags videnskabelig sandhedserkendelse, som var baggrunden for regeringens politik på det her område, altså at man havde analyseret sig frem til, hvad der miljømæssigt og på alle måder var det bedste, og så havde man bare valgt det bedste.
Til det må jeg sige, at der altså er mennesker, der arbejder seriøst med trafikpolitik, seriøst med miljø- og klimapolitik, som har en helt anden opfattelse, og som siger, at man i hvert fald ikke løser nogen trængselsproblemer ved at bygge flere motorveje, man kan allerhøjst flytte lidt rundt på bilkøerne.
Nej, det, der kan løse den udfordring og det problem, er, hvis man kan få folk, som skal transporteres, flyttet over i den kollektive trafik.
Det er der såmænd en meget, meget banal årsag til, og det er, at man kan transportere langt, langt flere mennesker fra et sted til et andet sted, hvis de bliver transporteret ved hjælp af den kollektive trafik, end man kan ved hjælp af biler.
Det er derfor, Enhedslistens forslag her er det, der kan løse trængselsproblemerne i fremtiden.
Det er fremtidssikret.
Det vil altid være sådan, at man med relativt mindre investeringer kan øge kapaciteten i forhold til transport af mennesker, hvis man satser på kollektiv trafik, end hvis man satser på individuel biltrafik.
Det er der lavet mange rigtig gode illustrationer af, som jeg kunne ønske at Folketingets trafikpolitikere stiftede bekendtskab med.
Det er altså transporten, trængselsproblemerne, og så kommer vi til klima og miljø.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at SF har valgt at sende sin trafikpolitiske ordfører ud i Bella Center og redde klimaet.
Sandsynligheden for, at hun kan gøre en positiv indsats derude, er med den politik, SF har lagt sig på i forhold til Frederikssundsmotorvejen, jo i hvert fald meget bedre, selv om indflydelsen måske ikke er så stor, som den er her, og selv om jeg ikke er helt sikker på, at det er et SF-forslag, at man har fået Frederikssundsmotorvejen.
Jeg har en mistanke om, at man nok et eller andet sted i SF er mere enig med Enhedslisten end med forligspartierne, men at man vurderer, at man har fået mere ud af at være med i forhandlingerne, end man har fået ved ikke at være med.
Om det er en rigtig vurdering, kan jeg jo ikke tage stilling til, fordi transportministeren var så venlig at skåne mig for at få mulighed for at deltage i de forhandlinger.
Og på den måde fik vi jo ikke afprøvet, hvor mange veje jeg ville have pløjet op, eller andre morsomheder.
Nej, pointen er, at det er den kollektive trafik, som skal forbedres, og der har vi så fremsat en række konkrete forslag.
Jeg er i øvrigt enig med hr.
Klaus Hækkerup i, at man godt kan rejse den kritik af os, at vi har været for venlige ved biltrafikken i det, vi er kommet med her.
Det er jeg med på.
Et forsøg på at være fremkommelig, åben og modtagelig over for argumenter om, at der også skal være plads til biler i fremtiden, kan selvfølgelig godt hurtigt føre til, at man fremsætter nogle forslag, der i forhold til befolkningen i områderne kan være tvivlsomme.
Men derudover er hovedelementerne jo to afgørende ting:
Det ene er at sikre en S-togs-transport, som gør det muligt både at komme hurtigt frem for dem, der skal rejse langt, og sikre, at man også kan stoppe ofte for dem, der bor tæt på nogle af de stationer, hvor der ikke er så mange mennesker, der skal med.
Det kræver udvidelse af sporkapaciteten her, som det gør de fleste andre steder, og det er så det første vigtige budskab.
Det andet handler om – og jeg er sådan set enig i, at vi på næsten regeringsmæssig måde, hvis man tænker på, hvordan regeringen ofte agerer, er inde at blande os i regionens og kommunernes område – at sikre, at der er et fintmasket net af smidige og hurtige pendlerbusser, som kører mellem hjem og station og station og arbejdsplads.
Jeg tror sådan set, at det er rigtigt, at det skal Folketinget ikke afgøre, men jeg tror på den anden side, at det er vigtigt, at Folketinget skaber nogle rammer, der gør, at en fornuftig planlægning af den kollektive transport i hovedstadsområdet bliver mulig.
Det har vi i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.
Der synes vi så, at de forslag, som vi kommet med, er rigtig gode forslag.
Man kan selvfølgelig undre sig over, hvorfor vi kommer med alternative forslag, når der er et stort flertal, der har besluttet sig til, hvordan det skal være.
Der må man jo bare erkende, at hvis Enhedslisten havde det udgangspunkt, at vi, hver gang vi kunne konstatere, at vores forslag stødte imod modstand fra et stort flertal, så lod være med at fremsætte vores forslag, lod være med at komme med vores forslag, ville der være mange rigtig gode ideer, som ikke senere kunne overtages af andre partier og bruges i det politiske arbejde.
Så man skal sådan set ikke være ked af, at vi bruger en lille smule af Folketingets tid til at påvise, at der er et alternativ.
Det er der altid, og der er rigtig godt alternativ til Frederikssundsmotorvejen.