Jeg tager ordet her som privatist. Det er vores ordfører, hr. Orla Hav, som har stået for at forhandle et flertal uden om regeringen igennem.
Alle, der kan huske førstebehandlingen en sen aften for et stykke tid siden, husker jo, at regeringen var imod at forbedre forholdene for de selvstændige, men da man så opdagede, at der var et flertal uden om regeringen, kom man på bedre tanker. Det er jo lidt en skam, at økonomi- og erhvervsministeren ikke er her, så vi kunne få en diskussion om, hvad det er, der har ført til, at man nu har ændret opfattelse. Det kan da godt glæde mig, at det brede samarbejde går den vej, at når Socialdemokratiet lægger stemmer til og Dansk Folkeparti kan se noget fornuftigt i det, så er man med.
Men vi har altså lavet den her tekst. Der er så selvfølgelig sket det, at man har kæmpet hårdt for, at der er nogle selvstændige, der kan få understøttelse og dagpenge. Det skægge er, at det samme parti, som var med til at lave et alternativt flertal her, i samme periode er gået ud og har forringet vilkårene med 50 pct. Det er selvfølgelig en sejr, men jeg vil samtidig sige til det, at man så benytter lejligheden til at ændre i dagpengereglerne generelt, at det har jeg stadig væk ingen forståelse for, slet ikke, når man har sagt, at man ikke ville røre dem.
Der er et særligt punkt omkring det med de selvstændige. Vi siger jo her i Danmark, at de selvstændige kan være medlemmer af en a-kasse, og at man kan være ansat hos sin ægtefælle. Kommer virksomheden så – og det kan være en enkeltmandsejet virksomhed eller et ApS – i den situation, at man må afskedige sin ægtefælle, og er det et anpartsselskab, kan konen få understøttelse, men hvis det er et enkeltmandsejet firma, kan hun ikke. Det har jeg ført forhandlinger med beskæftigelsesministeren om, og der har ikke været forståelse for at ændre noget som helst.
Det kan da godt være, at der så kan nedsættes et udvalg, der kan se på, hvorfor der er den forskel. For det virker jo egentlig underligt, hvis man står til rådighed, laver sit cv-klik, sender x antal ansøgninger, bliver aktiveret osv., at man så ikke skulle kunne få understøttelse. Så er det jo bare en diskrimination af de selvstændige, og vi vil jo gerne have, at folk slår sig ned som selvstændige. Vi har vel ikke noget imod, at folk gifter sig med hinanden, og vi har vel heller ikke noget imod, at man arbejder hos sin ægtefælle. Så derfor er det jo lidt underligt, at man er i den situation ikke at kunne forklare, hvorfor de ikke kan få understøttelse.
Vi oplever også, at folk faktisk reelt bliver stillet over for det valg, om de skal lade sig skille eller afhænde virksomheden, og det synes vi er en helt urimelig situation. Vi kan også se, at det med hensyn til ankemuligheder viser sig, at der kan gå flere år, inden man får afklaret sin sag. Så det er faktisk alle de ting, som alle partierne her i dag er blevet enige om – og at der den 1. januar 2011 skal ligge et resultat af det udvalgsarbejde.
Det, der kunne være interessant at gøre, var jo at føre en diskussion med økonomi- og erhvervsministeren, når der er noget, man er imod. Hvis arbejdsgruppen kommer frem til det, som jeg påstår og som andre også siger sker, nemlig at der finder diskrimination sted, hvad er det så, man vil gøre for at rette op på det? Vil man så tage tyren ved hornene, for at sige det på godt dansk, og sørge for, at tingene bliver ændret? Nu er det De Konservative, der har økonomi- og erhvervsministerposten, og det er fint.
Jeg skal heller ikke undlade at gøre opmærksom på en anden sag om noget, som vi har arbejdet rigtig meget med det sidste år, nemlig deltidsbrandmændene. Her havde man også været ude at sige – ganske vist i en periode, hvor man var i opposition – at den der socialdemokratiske regering var helt umulig, den ville ikke imødekomme noget, og der lavede man et kæmpemæssigt flertal hele vejen rundt om S og R og sagde, at det simpelt hen var urimeligt; de får simpelt hen kun nogle ganske få kroner i løn, når de er ude at slukke brande, og de mister arbejdet i deres hovederhverv; det er simpelt hen en urimelighed; det skal der rettes op på. Nu har regeringen haft 9 år til at gøre det i, og der er intet som helst sket, ud over at der er trykket på knappen, når andre har fremsat nøjagtig det samme lovforslag.
Så jeg vil bare sige til fru Colette L. Brix, at det er en rigtig stor sejr i dag. Vi må håbe, at det ikke bare er slesk tale og billig portvin til festlige lejligheder, men at der også er hold i billetterne: at når man siger noget, mener noget, så tør man også stå ved det. Det er selvfølgelig altid et problem at stemme for oppositionens forslag, det har vi set her i dag med et par forslag, hvor regeringen havde svært ved at finde ud af, hvad de skulle stemme til sagen. Men bortset fra det synes jeg, at det vil klæde regeringen, når man erkender, at der er et problem, selv at komme med et forslag på området, for så er man jo fri for at stemme for oppositionens forslag. Så kan man handle selv.