Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 192:

Forslag til folketingsbeslutning om en samlet indsats mod tvangsægteskaber og æreskriminalitet.

Af Marianne Jelved (RV), Henrik Dam Kristensen (S), Astrid Krag (SF) og Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 26.03.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er igen integrationsministeren.

Jeg skal starte med at sige det gode, jeg kan sige om dette forslag om en særlig indsats mod tvangsægteskaber og det, man kalder æreselateret vold. Det er jo et meget vigtigt emne, og det, at den samlede opposition genfremsætter det, selv om man godt ved, at der er flertal imod det, tager jeg ikke som udtryk for, at det bare er et paradeforslag; jeg tager det som et udtryk for, at man mener, at det er en vigtig sag. Og dermed er jo hele Folketinget enigt: Det er en meget vigtig sag.

Når regeringen er imod, er det jo som også anført sidste år, fordi vi mener, at vi har gennemført det meste af det, der er angivet i forslaget, og hele indsatsen mod tvangsægteskaber og æresrelateret vold er en dynamisk proces, hvor vi hele tiden forbedrer indsatsen – også sammen med de fleste partier her i Folketinget, og det skal jeg lige vende tilbage til om et øjeblik.

Lad mig først om det her med det æresrelaterede sige, at jeg har gået og funderet en del over det, og jeg bruger jo også selv udtrykket. Hvis vi sammen kunne finde et andet udtryk, ville det være godt, for allerede når vi bruger udtrykket æresrelateret, udsender vi egentlig et signal om, at vi mener, at det her handler om ære. Og dermed er der allerede lidt accept af den forfærdelige kultur, som vi jo netop alle sammen – går jeg ud fra – tager afstand fra, og som jo altså accepterer, at man i den grad kan tvinge og eventuelt udøve vold mod det unge menneske, som ikke retter sig efter slægtens og familiens ønske om, hvem vedkommende skal gifte sig med, og i det hele taget alt, hvad der vedrører vold også mod ægtefæller.

Men når det så er sagt, synes jeg egentlig, at forslaget umiddelbart lyder lidt hult, eller også er det, fordi man overhovedet ikke følger med i, hvad regeringen foretager sig. Men det kan jo ikke være rigtigt, for vi er fælles om det, vi kalder satspuljetildelingerne, altså de ting, som vi snakker om, og hvor vi fremlægger for hinanden, hvad vi mener at nogle af disse penge skal bruges til næste år. Og man ved jo godt, at regeringen har fokuseret meget på det her.

Selv om det måske er lidt trættende for oppositionen at høre, er jeg bare nødt til igen i hvert fald til mig selv at stille det retoriske spørgsmål – og jeg modtager også gerne et svar: Jamen helt ærligt, hvad gjorde man selv? Der har jo aldrig før været gjort så meget forebyggende og beskyttende og straffene i forbindelse med det emne, vi her taler om – den æresløse vold, kunne jeg næsten have lyst til at kalde det – og tvangsægteskaber. Der er jo ikke nogen regering, der før denne har gjort så meget for og imod på de rigtige steder i forbindelse med de her emner. Det synes jeg lige man skulle besinde sig på.

Inden for mit eget område kan jeg jo nævne det, som oppositionen ikke kan blive enige om hvad de mener om, nemlig 24-års-reglen. 24-års-reglen er simpelt hen noget af det vigtigste, der også er indført i denne sammenhæng, for hvad betyder det, at vi har en 24-års-regel? Jo, det betyder, at man specielt sikrer de unge kvinder, at de kan få fred til at få en uddannelse. Og hvordan er det gået i denne regerings tid? Der ved vi, at specielt kvinderne jo er meget glade for at tage en uddannelse, utrolig mange indvandrerkvinder tager en uddannelse, og på flere områder har de for længst overhalet de danske mænd.

Så det synes jeg er en meget vigtig sag, som man jo altså ikke har nævnt i forslaget fra oppositionens side. Man kunne også nævne fætter og kusine-forholdet, hvor jeg jo i de sager, jeg får forelagt, kan se, at der er flere familier, der bliver gift ind i hinanden, eller at slægten har haft arrangerede ægteskaber – måske tvangsægteskaber – mellem fætre og kusiner tilbage i tiden. Der er i hvert fald ikke noget tegn på, at de unge selv bliver spurgt til råds i den sag. Og det er jo da også omsider sivet ud, at også sundhedsmyndighederne må sige, at der her er en fare for, at dårlige arvelige egenskaber kommer til udtryk, hvis fætre og kusiner gifter sig med hinanden. Så det er af mange grunde en god regel.

Det er bare for at nævne et par emner inden for Integrationsministeriets område. Man kan også nævne Udenrigsministeriet, hvor vores ambassadører bistår i udlandet. Hvis folk bliver sendt ned på genopdragelse eller for at indgå et tvangsægteskab, udøves der meget store bestræbelser på at hjælpe de pågældende og få dem hjem til Danmark igen.

Ser vi på Justitsministeriets område, er der jo et bredt felt af straffebestemmelser om vold og tvang, tilhold, bortvisning. Politiet arbejder på dette område præventivt og beskyttende, der er mange muligheder.

Når det drejer sig om Undervisningsministeriet, er der forskellige cirkulærer og bekendtgørelser. Det er selvfølgelig utrolig vigtigt, at lærerne i folkeskolen er opmærksomme på det her, at de sørger for at opfylde deres anmeldelses- og indberetningspligt til kommunen, og det er også vigtigt, at kommunen tager hånd om disse sager. Vi mener ikke i regeringen, at der mangler noget, når det drejer sig om reglerne, kommunernes muligheder og kommunernes pligter.

Det, som det nogle gange kniber med, er, at man – måske også i misforstået respekt, eller det, man tror er respekt for en kultur, som i virkeligheden er barbarisk – viger tilbage fra i tide at tvangsfjerne de unge mennesker og måske også viger tilbage fra at blande sig for meget i familiens forhold. Det er i høj grad kulturelt bestemt, også fra de danske ansattes side, og det skal lyde her fra talerstolen – og jeg hører meget gerne andre partier bakke mig op i det – at det altså ikke nytter noget, at man i misforstået respekt for noget, der for os er en barbarisk kultur, afholder sig fra at gøre det, man skal som kommune. Det håber jeg at vi samlet her i dag kan give en klar melding om.

Vi har i flere omgange prøvet at undersøge, hvilke muligheder kommunerne har. Det viser sig den ene gang efter den anden inden for mit område, at kommunerne har gode muligheder, men at de ikke altid er lige glade for at anvende de også mere tvangsagtige midler, som de har, og det mener jeg ikke at de skal vige tilbage fra. Tværtimod må vi sige, at det her er en kultur, som vi ikke kan acceptere.

Vi har jo så et samarbejde her i Folketinget mellem langt de fleste partier, og netop på grund af disse forhandlinger sidste år tog vi det jo op, da vi skulle fordele de nye satspuljemidler. Som mine kollegaer i Folketinget er helt klar over, har vi jo givet penge både til bostedet RED, til krisecentrene – ikke bare til centrene, men også til mere rådgivning og mægling – og vi har givet penge til et nyt bosted.

Noget, som jeg har været meget optaget af i al min ministertid, er jo den særlige indsats over for drengene, for efterhånden er det jo drengene, der ikke har ligestilling. De hænger på gaderne i stedet for at tage uddannelse; derfor er jeg meget optaget af, at vi tager særlig hånd om drengene. Men også når det drejer sig om vold og tvangsægteskab, skal vi jo huske, at specielt det med tvangsægteskaber også rammer de unge mænd, og derfor forsøger vi os nu med et rollemodelkorps for at gøre drengene opmærksomme på, at det her altså også er deres problem.

Jeg må sige til alt det her, at beslutningsforslaget undrer mig, og det, der specielt undrer mig, er jo, at bl.a. Det Radikale Venstre, som jeg ellers troede satte retssikkerhed og frihed ret højt, jo har nogle forfærdelige forslag indarbejdet i dette beslutningsforslag, hvor man altså føler, at det er Big Brother og tvang over for den enkelte. Det vil altså sige, at i stedet for at familien skal tvinge, så er det staten, der skal tvinge ved at inddrage pas og sørge for, at der ikke kan indrejses, uden at man for alvor ved, at der er tale om en forbrydelse. Man nævner, at hvis nogen er involveret i et tvangsægteskab, skal der en dommerkendelse til – ikke noget som helst om en dom eller beviser. Det undrer mig, at man er så inkonsekvent i sin retspolitik, men det er selvfølgelig ikke første gang, at jeg har oplevet, at når det så kommer til stykket, går man jo ind for tvang og straf i et omfang, som vi andre overhovedet ikke kunne tænke på.

Så vil jeg godt sige: Uanset regler og aktiviteter fra regeringens side, og det drejer sig altså om en meget bred vifte af ministerier, så er det den seje integrationsindsats, der er den vigtigste forebyggelse, også på det her område. Det er i det daglige integrationsarbejde, i skolerne, i hjemmene, med alle de projektmidler, vi bruger, hvor vi altså – som sagt mange gange – er fælles om, at vi skal have nogle klare mål med det, vi vil: At vi får de unge indvandrere med i foreningslivet; at de er sammen; at vi i langt højere grad har fokus på medborgerskabet, også nu med tidsubestemte opholdstilladelser; at vi hele tiden fokuserer på, at det først og fremmest drejer sig om holdninger og værdier.

Det gør lige præcis det, vi taler om her i dag: Den æreløse kriminalitet, som jeg altså vil kalde tvangsægteskaberne. Det skal ikke være sindelagskontrol, men det skal være en undervisning i, hvordan det er i Danmark, hvordan normerne er i Danmark, og det skal være en bibringelse af forståelse hos indvandrerne af, at sådan er det altså her, og at det bliver man altså nødt til at acceptere. Hvis man i sit hjerte ikke kan gå ind for kvindernes ligestilling, må man beholde det inde i sit hjerte, for man er altså nødt til at acceptere det i ægteskabet, på arbejdspladsen og i samfundet i øvrigt.

Hvis forældre ikke kan forstå, at man her i Danmark altså gifter sig, fordi man ikke kan lade være, fordi man som regel, heldigvis da, er skæv af forelskelse, så må man bare sige, at de må lære det udenad, for vi vil altså ikke have det her i Danmark. De, der også er indvandrere her i Folketinget, er jo strålende rollemodeller for andre om, at vi altså ikke vil acceptere det. Vi har en personlig frihed, som er helt afgørende i vort land.

Så må vi også indrømme, at fundamentalisme findes alle steder. Det er ikke mere end to timer siden, jeg talte med en fra Jehovas Vidner, der var forstødt. For nogle dage siden kunne man læse om en muslimsk far, der sagde, at hans datter skulle giftes med en muslim, og at hvis ikke hun gjorde det, så blev hun forstødt af familien. Det er virkelig nogle holdninger, om hvilke vi kan tillade os sige, at dem lægger vi stor, stor afstand til, og at de mennesker altså skal forstå, at vi simpelt hen ikke vil finde os i det her i Danmark. Man ikke tvinge forældre til at elske deres børn, men man kan tvinge forældre til under strafansvar – og det er det, vi gør – at give deres børn den frihed, som vi ønsker der skal være her i Danmark.

Derfor skal det her forslag jo også ses i en langt større sammenhæng end blot det med det æresrelaterede. Det er virkelig en kultur- og værdikamp her, og der håber jeg at vi kan blive enige. Jeg ville være meget glad, hvis forslagsstillerne ville pille nogle af de der forfærdelige tidsler ud, som bare erstatter forældrenes tvang med statens og kommunernes tvang.

Men, altså, som sagt: Regeringen afviser forslaget, men mange af tingene er vi fuldstændig enige i. Vi er enige i, at det er et meget vigtigt spørgsmål. Det er en kulturkamp, og det er også derfor, at vi i regeringen hele tiden gør tingene bedre og har iværksat masser af initiativer på det her område.

Der er to korte bemærkninger til ministeren. Først er det fru Maja Panduro.

Tak. Jeg ville have sat pris på, om ministeren ville have været lidt mere grundig i at behandle forslaget og de elementer, der ligger i forslaget. Jeg synes, at ministerens tale bar præg af, at det, man sagde om forslaget, var: Noget af det synes vi allerede, at vi har gennemført, og noget af det synes vi er noget hø. Jeg synes, at det ville klæde debatten, om ministeren ville forholde sig seriøst til forslaget, frem for den der hvad med dig selv-retorik, som vi så også lige fik smidt efter os. Det kan man selvfølgelig altid bruge, men efter 9 år ved magten synes jeg dog, at det er interessant, om ministeren og den her regering ville forholde sig til de – synes vi selv – konstruktive forslag, som vi forsøger at bidrage med, for vi synes sådan set, at det kunne være rart, om vi kunne være enige om, at det her var et problem, vi skulle tage fat i.

Så er det ministeren.

Jeg er jo bare nødt til at sige, at noget af det allervigtigste er 24-års-reglen, og den er ikke med, og det undrer mig. Fætter-kusine-ægteskabet er ikke med. Alle tvangsforanstaltningerne, som jo går langt ud over, hvad vi er vant til i Danmark, undrer mig, og dem må vi tage afstand fra. De er noget hø, for nu at bruge fru Panduros eget udtryk. Så er der en lang række opremsninger om forebyggende indsats og beskyttelse. Nu tillader tiden ikke et langt svar, men jeg kan kun sige, for beslutningsforslaget er jo bare en lang række overskrifter, at dem af dem, som er konstruktive, er jo noget, som vi for længst har indført, noget, vi arbejder med, noget, vi forsøger at videreudvikle, for vi kan jo kun blive enige om, at vi altid kan blive bedre. Når man hele tiden siger en bedre indsats, vil jeg sige, jamen det gør vi jo alle sammen, men forslaget bærer præg af, at man overhovedet ikke følger med i, hvad der foregår.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Tak for den bemærkning. Det her med, at det bare skulle være en række overskrifter, er jeg ikke enig i. Jeg synes egentlig, at vi har gjort os ganske umage og også har bemærkninger til sidst, hvor vi uddyber nærmere, hvad det er, vi foreslår. Men jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor ministeren så bastant hælder det her ned ad brættet, for det, som beslutningsforslaget jo i sin grundessens går ud på, og så har vi en masse forslag til, hvad vi kunne gøre, er jo sådan set bare at pålægge, at man udarbejder en samlet plan, en koordineret indsats. Det savner jeg også i ministerens tale. Det bliver meget sådan noget spredt fægtning. Jeg synes egentlig ikke, at det burde være så svært at blive enige. Så kan vi jo altid diskutere enkeltelementerne efterfølgende, og det vil vi meget gerne være med til.

Må jeg så bare sige om 24-års-reglen: Jeg tror efterhånden, at det er ved at være klart selv for VKO's ordførere, at Socialdemokraterne jo bakker op om 24-års-reglen, men det er også for fattigt at tro, at 24-års-reglen så alene kan være et værn imod tvangsægteskaberne, og det håber jeg søreme at ministeren er enig med mig i.

Så er det ministeren.

Det er jo rart at høre, at Socialdemokratiet går ind for 24-års-reglen. Det er nogle gange lidt svært at finde ud af, hvad Socialdemokratiet mener om det, fordi man jo gerne vil i regering med de andre partier og tror, at man kan føre en fælles udlændingepolitik, og der er man jo ikke enig med i hvert fald De Radikale og Enhedslisten. Hvad SF mener, har jeg fuldstændig opgivet at finde ud af også på det her punkt.

Men når man i indledningen siger, at den eksisterende udlændingepolitik er baseret på en antagelse om, at man alene ved hjælp af udlændingeregler kan hindre tvangsægteskaber og hjælpe unge, er jeg nødt til at sige, at så følger man jo overhovedet ikke med i, hvad der sker. Det er jo præcis det, at der er en koordineret indsats med Justitsministeriet, med PET og politiet, med socialministeren, med indenrigsministeren, med kommunerne, og vi har selv en integrationsvirksomhed, som strækker sig langt ind i de enkelte kommuner og samarbejdet med de frivillige. Jo, der er en sammenhængende indsats også på tværs af ministerierne, og det er helt forkert, hvad man skriver her, og man afskærer jo sig selv fuldstændig fra en dialog.

Så er der en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Tak for ministerens relativt venlige svar til beslutningsforslaget. Jeg har jo stillet spørgsmål til ministeren for ganske nylig og har fået et udmærket svar, så jeg har fået tjekket op på det, ministeren sidste efterår lovede at gennemføre via satspuljen, som vi jo alle sammen har været med i. Så bare for en ordens skyld har jeg svarene, og derfor kender jeg også de initiativer, som er en lille del af det, der ligger i beslutningsforslaget.

Så vil jeg sige til ministeren, at man jo kan læse i forskellige forskningsrapporter, hvordan f.eks. familiesammenføringsreglerne har virket. Er ministeren klar over, at de ændringer i giftemønsteret, hvor man bliver gift senere, og det mønster, der er med, at flere og flere kvinder uddanner sig, var i fuld gang inden 2002, og at man ikke kan se nogen signifikant ændring på de områder? Er ministeren klar over det?

Så er det ministeren.

Jeg vil i hvert fald sige, at tallene også i den grad er signifikante, og hvad angår antallet af familiesammenføringer i de kulturer, hvor vi ønskede, at de nu skulle blive danskere og pakke kufferten ud i stedet for at fortsætte med tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, er det tydeligt at se, at mønsteret totalt har ændret sig. De tal er, så vidt jeg ved, oversendt til Folketinget – de kan i hvert fald findes på vores hjemmeside, og jeg oversender dem gerne igen. Det er et meget ændret mønster, og det har ændret sig drastisk siden 2001.

Jeg vil overhovedet ikke begynde at påstå, at der ikke har været en udvikling før 2001, men jeg vil bare sige, at der er sket et spring i integrationsindsatsen efter 2001, og det kan jeg påpege med kolde tal.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Tak. Der udkom sidste år, altså i 2009 i oktober måned, en rapport fra SFI om de konsekvenser, man kunne se af, hvordan reglerne for familiesammenføringer virkede.

Er ministeren klar over, at der fra 2000 til 2007 er sket en tidobling af de par, hvor en person med anden etnisk baggrund end dansk er samlevende eller gift med en fra sit gamle opholdsland, der er flyttet til Sverige? Ved ministeren også, at der er rigtig mange mennesker i Danmark, der lever med en ægtefælle, der bor i et andet land, og som pendler frem og tilbage, fordi parret ikke opfylder familiesammenføringskravene, men trods alt er gift og har børn? Det er en ny form for ægteskab – pendlerægteskab – som lever på et turistvisum.

Er det udtryk for, at vi præcist ved, hvad det egentlig er, der er sket, efter at vi har fået de familiesammenføringsregler?

Så er det ministeren.

Ja, det mener jeg at det er. Man er nødt til at overholde de danske regler. Der er en ganske alvorlig baggrund for, at vi har fastsat de regler, og det, jeg selvfølgelig holder meget øje med, er, hvor mange af de ægtepar der så eventuelt vender tilbage, efter at de er blevet 24 år, eller prøver at udnytte EU-reglerne på en måde, som vi ikke havde ønsket.

Men uanset om man indregner det, må man altså slå fast, at det er meget tilfredsstillende, at ægteskabsmønsteret er ændret. Vi kan også se, at der i nogle af de tilfælde, hvor personer bliver gift med nogen fra hjemlandet, hvilket stadig væk sker, fordi de ikke har løsrevet sig helt, ikke så sjældent sker det, at de unge mennesker så starter med at komme og få en uddannelse eller studere, hvilket betyder, at integrationspotentialet er større, og det var præcis det, vi ønskede at opnå. Vi ønskede ikke, at man skulle blive ved med at begynde fra scratch for hver generation, fordi man fyldte landet med nye fætre og kusiner.

Så er der en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Ministeren sagde en hel masse om, at stort set alt, hun støttede i forslaget, var gennemført. Derfor vil jeg gerne høre, om ministeren mener, at der er lavet et nationalt videncenter, om ministeren mener, at der er en tilstrækkelig beskyttelse af ofrene i dag. Det indtryk, jeg får fra dem, jeg taler med, er, at der ikke er en tilstrækkelig beskyttelse af ofrene i dag, at man ikke kan være sikker på, at man selv får den beskyttelse, man skal have, eller at ens børn får den hjælp og beskyttelse, de skal have. Selv om man så får noget beskyttelse, får man frataget sin overfaldsalarm, hvis man har fået en sådan, uden at politiet laver nogen ny vurdering af, om der fortsat er en risiko for dem osv.

Så jeg vil gerne høre, om ministeren mener, at der slet ikke er behov for at gøre noget mere, herunder i forhold til at beskytte ofrene.

Så er det ministeren.

Som jeg sagde i mit første indlæg, er indsatsen her som med al anden integration en dynamisk proces. Vi sidder jo ikke stille, når vi har gennemført noget i Integrationsministeriet, vi videreudvikler selvfølgelig, og på baggrund af diverse rådgivere, erfaringer og videnskabelige undersøgelser om, hvad der hjælper på det ene og det andet spørgsmål, tager vi os af det. Så sådan er det, det er selvfølgelig en dynamisk udvikling. Men jeg kan ikke begynde at sagsbehandle, når der er en, der mener, at hun uberettiget er blevet frataget overfaldsalarmen. Der er også guldsmede, der synes, at politiet kommer for sent. Det kan jeg ikke begynde at kommentere her.

Så er det fru Line Barfod for yderligere en kort bemærkning.

Jeg har under ingen omstændigheder bedt ministeren om at stå og lave sagsbehandling fra Folketingets talerstol, for det ville jeg synes var ret absurd. Det, jeg spørger om, er, om ministeren mener, der er behov for en større indsats i forhold til at beskytte ofrene, og om det er noget, ministeren vil se på. Og vil ministeren sikre, at de, hvis der er nogen, der henvender sig for at få hjælp, kan regne med at få hjælp og støtte, og sikre, at de bliver beskyttet, og at deres børn bliver hjulpet, så de får en mulighed for reelt at få et liv, så de ikke står og skal vælge mellem at skulle indgå i eller blive i et tvangsægteskab og at skulle leve på flugt og i frygt resten af livet?

Så er det ministeren.

Jamen jeg mener, at der er de redskaber til rådighed, som der skal være. Vi har tilflugtsstederne, hvor de kan søge hen, vi har udbygget rådgivningen til denne gruppe, og der er mulighed for gennem politiet at få ny identitet.

Tak til ministeren. Vi går i gang med partiernes ordførere, og den første ordfører er Venstres ordfører, og det er hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Intentionerne bag beslutningsforslaget fra den samlede opposition med Det Radikale Venstre i spidsen er gode. Det var de også, da vi i sidste samling diskuterede et nærmest identisk forslag, og da der er sammenhæng i regeringens politik, synes jeg også, at jeg vil kvittere og sige, at vi stadig væk opfatter intentionerne som gode og er glade for at diskutere det her i Folketingssalen.

Jeg skal også denne gang rose forslagsstillerne for endelig at anerkende, at der skal tages drastiske midler i brug for at bekæmpe tvangsægteskaber. Det er bare sørgeligt, at den erkendelse tilsyneladende ikke var til stede, da man sad i regering før 2001.

En af de ting, vi har videnskabelig dokumentation for virker, er 24-års-reglen. De stramninger i familiesammenføringsreglerne blev dels indført for at begrænse antallet af udlændinge, dels for imødegå tvangsægteskaber, sidstnævnte bl.a. ud fra en betragtning om, at jo ældre man er, jo bedre kan man modstå et pres fra familie og andre til at indgå et ægteskab mod sin vilje.

Som sagt virker 24-års-reglen. Senest har man i Rockwool Fondens undersøgelse konkluderet, at færre udsættes for tvangsægteskab, og at indvandrere er ældre, når de gifter sig, end tilfældet var i 2001. I 2000 var 46 pct. af indvandrerkvinderne gift som 23-årige, mens 19 pct. af kvinderne var gift i 2008.

Tal fra Udlændingeservice understøtter dette. I 2001 blev 63 pct. af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande gift med en person bosat i udlandet. I 2007 var den andel faldet til 31 pct. En af de klare indikationer på, at 24-års-reglen sammen med de mange andre tiltag, som regeringen har foretaget, virker, er, at antallet af sommerbryllupper er faldet markant. De fleste tvangsægteskaber sker om sommeren, og antallet af sommerbryllupper blandt nydanskere er som sagt faldet markant.

I Venstre forstår vi ikke rigtig, hvorfor 24-års-reglen ikke er nævnt med et eneste ord i det her forslag, når det nu ligger forslagsstillerne så nært at bekæmpe og forebygge tvangsægteskaber. Men nu skyder jeg bare fra hoften og gætter på, at den samlede opposition ikke er så samlet, når det kommer til stykket, men er dybt splittet, når det kommer til 24-års-reglen og dermed også til indsatsen mod tvangsægteskaber.

Det beslutningsforslag, vi i dag behandler, og det, vi behandlede i sidste samling, bærer også præg af, at hovedformålet mere er at signalere enighed i oppositionen end at komme med nye forslag til at gøre en indsats mod tvangsægteskaber. Hvis det var det, formoder jeg, at man havde ændret basalt i det her forslag, vi behandler. Store dele af forslaget er, som integrationsministeren har redegjort for, allerede eller er på vej til at blive en del af de redskaber, vi har i værktøjskassen, noget, som er gennemført af regeringen.

I forslaget efterlyses nationale retningslinjer for offentlige myndigheder, når det kommer til tvangsægteskaber og æresrelateret kriminalitet. Men sådan nogle nationale retningslinjer eksisterer faktisk allerede. Rigspolitiet udsendte dem i 2006 til politiet, og året efter, i 2007, blev der lavet en national strategi i samarbejde med NEC for at forebygge og bekæmpe tvangsægteskaber.

Forslagsstillerne efterlyser også et nationalt videncenter for æresrelateret kriminalitet og tvangsægteskaber, men det findes i realiteten også allerede i NEC-regi. Alle sager indberettes til NEC, der også bistår de enkelte politikredse i arbejdet.

Den monitorering, som efterlyses i forslaget, har regeringen påbegyndt i perioden 2006 til 2008.

Sidst, men ikke mindst, efterlyses der en samlet og koordineret indsats mod æresrelateret kriminalitet. Som integrationsministeren også har sagt, er det faktisk de selv samme partier, som står bag det her beslutningsforslag, som står bag den satspuljeforhandling, som vi har foretaget, og hvor regeringen sammen med Dansk Folkeparti og de øvrige partier i satspuljeforhandlingerne for 2009 har afsat 35 mio. kr. til en fremadrettet, national strategi mod vold i nære relationer. Det er i hvert fald et stykke af det, som bliver efterspurgt i forbindelse med strategien, og det synes jeg man skylder at kvittere for.

I Venstre har vi siden 2001-valget taget kampen op mod tvangsægteskaber, vi har forebygget og bekæmpet dem. Særlig 24-års-reglen har virket, men selvfølgelig kan og skal vi gøre endnu mere. Det her forslag, som en samlet opposition har fremsat, indeholder ikke ret mange løsningsforslag, som vi kan bruge til noget. Derfor afviser vi forslaget.

Jeg skal i øvrigt på vegne af De Konservatives ordfører, som ikke kunne være til stede i salen her i dag, sige, at Det Konservative Folkeparti også afviser forslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Hvis jeg nu skulle tage tråden op efter ministeren og bruge den samme tone, vil jeg sige, at det jo ville være lidt underligt, hvis vi skulle skrive noget om 24-års-reglen, for det er jo en regel, der eksisterer. Et beslutningsforslag skal jo beskæftige sig med de ting, der ikke eksisterer, men som man mener som forslagsstiller burde eksistere. Så jeg vil afholde mig fra at snakke mere om 24-års-reglen, for det er ikke det, sagen handler om i dag, men spørge hr. Karsten Lauritzen, om vi er enige om, at den tidobling af det antal par med anden etnisk baggrund end dansk, som samlever eller er gift med en fra sit oprindelsesland, der nu i anførselstegn er flygtet til Sverige, er et tegn på, at vi er sikre på, at tvangsægteskaber ikke finder sted.

Så er det ordføreren.

Tvangsægteskaber finder desværre sted i Danmark, men mulighederne og ressourcerne, der bliver brugt på at forhindre dem, er øget kraftigt, og vi ser jo, at der hele tiden bliver udrullet nye tiltag fra Integrationsministeriet. Et tvangsægteskab er et for meget, og derfor har vi i regeringen jo også været garant for, at der gentagne gange i straffeloven er blevet strammet op på, hvordan tvangsægteskaber straffes.

Jeg kan bare notere mig, at hvis man sådan kigger lidt på, hvad forskere siger, kan man se, at der i hvert fald for et stykke tid siden i Kristeligt Dagblad og også i Integrationsministeriets i øvrigt udmærkede blad var en forsker, der satte fokus på tvangsægteskaber og æresrelateret kriminalitet i sidste eller forrige nummer, en forsker, der er professor ved Oslo Universitet, Unni Wikan – jeg ved ikke, om jeg udtaler det rigtigt – der roste den danske indsats og sagde, at den er betydelig, god og effektiv. Det glæder jeg mig sådan set over, for det er udtryk for, at det, regeringen har lagt frem, rent faktisk også virker.

Tak for det. Så er det fru Marianne Jelved for yderligere en kort bemærkning.

Rockwool Fondens rapport fra sidste år er blevet nævnt, og jeg har selv nævnt SFI's rapport også fra sidste år. Ingen af de to rapporter kan godtgøre, at tvangsægteskab er noget, vi har overblik over eller viden om, eller at vi ved, hvor meget der foregår. Tværtimod kan man ifølge Rigspolitiets statistikker se, at der faktisk er temmelig meget æresrelateret kriminalitet, som er blevet registreret siden 2006-2008.

Så der er da nok at gøre stadig væk, vil jeg sige til hr. Karsten Lauritzen. Verden er jo ikke færdig med at blive bedre – eller det er den måske?

Så er det ordføreren.

Det er i hvert fald et så stort spørgsmål, at jeg ikke kan svare på det her fra Folketingets talerstol i dag. Jeg kan bare sige, at regeringens indsats mod tvangsægteskaber er vedvarende. Og jeg synes da, det er lidt tankevækkende, at fru Marianne Jelved nævner Rockwool Fondens undersøgelse fra i sommers, for den handler netop om 24-års-reglen og ser på, om 24-års-reglen virker. Det er jo tankevækkende, at fru Marianne Jelved i sit første spørgsmål siger, at hun ikke synes, vi skal snakke om 24-års-reglen, og så fremhæver den i sit andet spørgsmål.

Så vil jeg også have lov til at fremhæve, at sådan som jeg læser den rapport, så konstaterer man, at 24-års-reglen har haft en effekt, i hvert fald på, at tidspunktet for, hvornår nydanskere bliver gift, er blevet udskudt, sådan at de er ældre. Men selvfølgelig kan vi ikke have nogen sikkerhed for, at der ikke stadig væk finder tvangsægteskaber eller æresrelateret kriminalitet sted, og det er jo derfor, at vi også er åbne over for at tage den her diskussion i Folketingssalen. Men vi har tillid til, at de initiativer, der indtil videre er sat i søen, virker effektivt.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, og det er fru Maja Panduro.

Socialdemokraterne har altid kæmpet for menneskets frihed til at vælge sin egen livsbane, og når vi i Danmark i 2010 ser unge kvinder og mænd blive tvunget af deres familie til at gifte sig mod deres vilje, er det et voldsomt brud på helt grundlæggende frihedsrettigheder. Det skal stoppes, og som samfund har vi et ansvar for at stå ved de her unges side og tage del i deres kamp. Det gælder også for de af dem, som ikke har kræfterne eller modet til at starte kampen op selv.

På de 2 år, der er gået, siden Rigspolitiet i 2006 begyndte at registrere anmeldelser om æresrelateret vold, og frem til september 2008, hvor vi fik tal for det, har man registreret 349 ofre. Dertil kommer så alle dem, som ikke tør at anmelde deres egen familie, og dem, som vi ved at vi har eksporteret til Sverige, og som nu opholder sig på krisecentrene i Malmø. De her tal viser med al tydelighed, at der er behov for langt mere handling nu.

Socialdemokraterne finder det helt uacceptabelt, at vi som samfund lader ofrene i stikken, og at forældre, som begår den mest alvorlige forbrydelse mod deres børn, får lov til at gå ustraffede rundt iblandt os. Derfor er det, at vi fra en samlet opposition fremsætter forslaget her i håb om at kunne få alle Folketingets partier med på at stå vagt om de her unge piger og drenge, som har så meget brug for vores opbakning.

Formålet med forslaget er at skabe grundlag for en samlet og koordineret indsats imod tvangsægteskaber og æreskriminalitet, og vi fremsætter så en række forslag til, hvad indsatsområderne kunne være. Konkret foreslår vi for det første, at man efter engelsk forbillede laver en samlet indsats til at beskytte mod tvangsægteskaber og æreskriminalitet. Vi foreslår også, at den bl.a. eller f.eks. kunne indeholde kun én chance-reglen med pligten til at handle, et nationalt mæglerteam, indførelse af en særlig beskyttelsesordre, når det handler om tvangsægteskaber, beskyttelse af og støtte til ofrene langt, langt bedre, end vi gør i dag, en styrket oplysningsindsats, en styrket vidensopsamling og i det hele taget også en styrket international indsats.

Vi kan jo godt stå her i dag og bruge vores krudt på at sige grimme ting om hinanden og spørge: Hvad med dig selv, og hvad skete der for 10 år siden? Men vi kunne også bruge vores krudt på at gå sammen om at finde nogle løsninger for de her unge mennesker, som har så meget brug for vores opbakning. At mene eller påstå, at den nuværende indsats er god nok, er efter min mening direkte respektløst over for de 349 registrerede og formentlig mange hundrede flere ikkeregistrerede, som er ramt her.

Med de her forslag er det en samlet opposition, som rækker hånden frem til alle kræfter og alle partier, som måtte have ønske om at hjælpe de her unge, og det håber vi meget at V, K og O vil tage imod.

Der er en kort bemærkning fra hr. Per Dalgaard.

Tak. Når jeg læser teksten til det her beslutningsforslag, kan jeg ikke lade være med at spørge fru Maja Panduro om, hvad ære der nu findes i kriminalitet, altså hvorfor hedder beslutningsforslaget noget med æreskriminalitet. Hvad er det egentlig for et mærkeligt begreb?

Jeg helt enig med ministeren, når ministeren har undret sig over det med, at der da ikke kan være nogen ære i at begå kriminalitet i sin egen familie. Man taler sågar om æresdrab, altså, det drejer sig om mord på sine egne børn, og det drejer sig om vold mod sin egen familie. Det er det, det er. Men når man har det begreb ære foran, er det lige som om, man forsøger at dæmpe det, sådan at det egentlig ikke gør særlig meget, fordi det forekommer i specielle kulturelle cirkler, og så er det ikke så galt. Jeg vil gerne spørge: Hvor meget ære er der egentlig i kriminalitet og i mord?

Så er det ordføreren.

Se, her er vi jo allerede rigtig godt i gang med at tale os ind på hinanden, for jeg er faktisk meget enig i det, som ministeren sagde til en start. Jeg synes, det kunne være rigtig godt, hvis vi kunne finde en anden betegnelse for det her. Nu er æreskriminalitet jo den betegnelse, vi plejer at bruge, men det er meget interessant at se, at i nogle af de undersøgelser, der er lavet, og i noget af den litteratur, der findes, efterlyser man faktisk også netop nogle bedre begrebsafklaringer, nogle bedre definitioner, og at vi kan blive mere enige om, hvilke termer vi bruger, og hvad vi mener med dem.

Det kunne jo faktisk være en del af det forslag, som vi fremsætter her, at det var noget, vi gik ind og prøvede at kigge på eller fik nogle mennesker, der er klogere end os, til at kigge på. For jeg er enig i, at der ikke er nogen ære i at tvinge sin søn eller datter til et ægteskab, som vedkommende ikke ønsker, og det er heller ikke nogen ære, hvis man efterfølgende forsøger at gennemtvinge det med vold. På det punkt kan hr. Per Dalgaard og jeg rent faktisk finde hinanden og blive enige, og det er jo da glædeligt, når det sker.

Så er det hr. Per Dalgaard for yderligere en kort bemærkning.

Jeg tror nu heller ikke, at det er fru Maja Panduro, der har opfundet det her begreb i forbindelse med teksten her. Det vil jeg helt klart medgive. Det kommer sikkert fra nogle andre.

Men problemet er jo så, hvad vi skal kalde det. Familiekriminalitet? Barnemord eller børnemord? Eller familievold over for sin egen datter? Det er det, det handler om. Det er jo egentlig beskæmmende at opleve, at det rent faktisk – sådan som jeg i hvert fald ser det – er et kulturelt fænomen. Det er jo det, der knytter sig til de her uhyrligheder, der foregår, og som er listet op i det her beslutningsforslag. Hvad kan vi egentlig gøre ved det?

Så er det ordføreren.

Som jeg opfatter det, er der flere spørgsmål. Men med hensyn til hvad vi skal kalde det: Lige så vel som det ikke er mig, der har fundet på begrebet, og heller ikke nogen af mine medforslagsstillere, mener jeg heller ikke, at det er noget, som vi skal blive enige om lige nu. Det tror jeg vi skal overlade til nogle, som har mere forstand på den slags, end vi har.

Med hensyn til hvad vi gør ved hele problematikken her, har vi jo side op og side ned med forslag lige her, som jeg da håber at hr. Per Dalgaard har læst og også vil tage til sig. Jeg tror ikke, jeg synes, det er nogen særlig god idé at kalde det kulturrelateret kriminalitet. For som ministeren også var inde på, oplever vi jo altså folk være modbydelige over for deres egne børn i alle mulige kulturer. Vi har også oplevet den her slags kriminalitet i Danmark engang for nogle år siden. Så at sige, at det er en eller anden bestemt slags kultur, der står bag det her, tror jeg vil være for fattig en definition.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Søren Krarup.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi ser med største sympati på dette beslutningsforslag om at gøre en indsats for at standse de uhyggelige foreteelser, der kaldes tvangsægteskab og æreskriminalitet, herunder familiens drab på piger, som ønsker at følge deres eget hjerte og ikke familiens kategoriske krav om, hvem de skal gifte sig med. Vi finder æresdrab afskyelige og finder det grotesk, at ordet ære overhovedet kan benyttes i forbindelse med en sådan menneskeforagt og kvindeundertrykkelse. Vi ønsker, at vores lovgivning og den bag lovgivningen liggende kultur skal sætte en stopper for denne afskyelighed.

For så vidt ser vi på beslutningsforslaget med sympati, men vi finder jo grund til at sige højt og tydeligt, at disse afskyelige fænomener knytter sig solidt til islam. Der står islam på æresdrab og tvangsægteskaber, og hvorfor ikke sige sandheden umisforståeligt?

Forhen kendte vi ikke til sådanne problemer i Danmark. Før folkevandringen eller indvandringen fra Mellemøsten, den, som venstrefløjen i dette land er skyldig i, ville et beslutningsforslag som det foreliggende være ganske meningsløst. Tu l'as voulu, Georges Dandin, som Molière siger: Du var selv skyld i det, venstrefløj og kulturradikalisme. Men det er ikke forbudt at blive klogere og tage afstand fra de dumheder, man selv har begået.

I disse dage, hvor Ayaan Hirsi Alis nye bog endnu en gang trækker problemstillingen op – ikke mindst i kraft af hendes egen historie, hvor hun, den somaliske ungmø, skulle tvangsgiftes med en fremmed, men flygtede fra familien og kom til Holland og brød med den islamiske familie, der ville tvangsgifte hende mod hendes vilje – er der grund til at se grundforholdet i øjnene. Det er der ikke mindst i dette kristne land, hvor tvangsægteskaber i forlængelse af den lutherske reformation blev standset af kongens og landets lov. Jeg henviser f.eks. til Birgitte Gøyes historie og hendes nej til tvangsægteskabet med Jesper Daa og det efterfølgende kærlighedsægteskab med Herluf Trolle. Ikke mindst i dette Danmark har vi grund til at fatte problemet i dets bredde og dybde.

Der er med beslutningsforslagets nej til tvangsægteskaber og æreskriminalitet tale om et nej til islam og den islamiske kultur. Der er dermed tale om et utvetydigt ja til dansk kultur med dens respekt for det enkelte menneske og for den enkelte kvinde.

Vi glæder os over venstrefløjens klare udspil, men undrer os så over, at udspillet ikke er helt klart, for hvorfor taler beslutningsforslaget så overlegent og bagatelliserende om den udlændingepolitik, der siden 2002 har bremset for tvangsægteskab ved hjælp af 24-års-reglen? Vi tror ikke, at man alene med regler kan binde og bremse en menneskeforagtende kultur. Vi tror, at lovgivningen skal kombineres med et kulturelt opgør, der gør det klart for alle i dette land, også for indvandrerne, at vi her er på et område, hvor vi simpelt hen siger nej til tvangen og undertrykkelsen.

Vi ønsker at se problemet i dets helhed. Vi spørger derfor, om dette beslutningsforslag nu også gør det. Der forekommer os at være tale om en uklarhed eller halvhed, som nægter at gå til ondets rod. De mange henvisninger til engelske forslag og forbilleder synes os tvivlsomme, for netop England har jo haft vanskeligt ved at sige nej til den islamisme eller multikulturalisme, der er i færd med at drage sharialovgivningen med sig.

Vi ønsker et klarere og tydeligere nej i Danmark, men måske gør vi forslagsstillerne uret. Måske er der med dette beslutningsforslag tale om et sent forsøg på at råde bod på de forfærdeligheder, som venstrefløjen selv har åbnet Danmark for. Når det i de indledende bemærkninger siges, at man ønsker en samlet og koordineret indsats mod tvangsægteskaber og æreskriminalitet, og det derefter hedder: »Indsatsen kan bl.a. indeholde de elementer, der gennemgås i bemærkningerne«, tager vi dette »kan« som udtryk for en ærlig vilje til i fællesskab med os andre at gøre noget ved menneskeforagten. Når der siges kan, er mulighederne mange. Man er åben for forslag, man har god vilje i sin beslutning om at standse det afskyelige.

Vi henholder os til denne gode vilje, som vi finder i beslutningsforslaget, og vil derfor gå ind i udvalgsarbejdet med åbent sind, idet vi naturligvis betinger os, at det sker på grundlag af accept af 24-års-reglen og af tilknytningskravet.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det SF's ordfører, og det er fru Hanne Agersnap.

SF's ordfører på den her sag, fru Astrid Krag, kan desværre ikke være her i dag, så jeg skal sige følgende:

SF er som bekendt medforslagsstiller af det her forslag til bekæmpelse af æreskriminalitet og tvangsægteskaber. Tvangsægteskaber er forbudt i Danmark, og regeringen har fulgt op med regler, der forhindrer familiesammenføring for unge mennesker. Men tvangsægteskaber stoppes ikke bare, fordi de unge hindres i at få familiesammenføring i Danmark, så simpelt er det ikke. Der mangler tilbud om hjælp og støtte til unge, der presses ud i tvangsægteskab i Danmark. På krisecentrene i Malmø ser man tydeligt resultaterne af den politik. Her ender et stadigt større antal danskere, ofre for tvangsægteskaber, fordi den danske indsats er utilstrækkelig. Dertil kommer problematikken om æreskriminalitet, og et nyt begreb er velkomment. Rigspolitiet startede for 2 år siden med at registrere æresrelateret vold, og der er registreret omkring 350 ofre. Det viser også, at vi trænger til forbedringer.

Vi ønsker en samlet pakke af redskaber til at tage hånd om de voksende problemer både med æreskriminalitet og med tvangsægteskaber, og det er det, det her forslag lægger op til. Først og fremmest skal vi blive bedre til at identificere problemer, handle rigtigt og i rette tid. Det er nu engang sådan, at de mennesker, som bedst spotter problemerne, er folk i marken, det være sig læger, socialrådgivere og lignende. Derfor er det vigtigt, at netop disse mennesker ved præcist, hvordan man tackler problemerne og forløberne for de her problemer. For selv om der er vilje til at hjælpe, kan det være svært, hvis man ikke har den fornødne erfaring og ekspertise.

Vi synes derfor, at der er brug for nationale retningslinjer, som kan give offentlige myndigheder overblik over både handlings- og løsningsmuligheder, og der er brug for reel støtte i form af et professionelt nationalt kriseberedskab, som kan rykke ud, når de lokale myndigheder står med et problem. Når problemerne er blevet identificeret, skal de selvfølgelig tackles rigtigt, og der er jo ikke kun én løsning, som løser alle typer af de her konflikter; det er nødvendigt, at vi har forskellige værktøjer i værktøjskassen.

Der er tilfælde, hvor problemerne spottes tidligt, og hvor mægling kan være effektiv. Mægling mellem forældre og den unge vil sørge for, at vi i mange tilfælde undgår situationer, hvor den unges liv bringes i fare. Vi skal løse alle de konflikter i optrækket, hvis vi kan, for det kan ikke nytte noget, at vi venter på, at den unges liv først er kommet i fare. Men nogle af problemerne vil altid gå i hårdknude, og der skal der naturligvis andre midler til. Hvis den unge først er kommet i fare, er det bogstavelig talt livsnødvendigt, at der er ordentlige muligheder for beskyttelse. Forslaget her rummer flere gode initiativer, som vi i SF mener vil styrke både følelsen af tryghed og trygheden reelt.

Før jeg slutter af, vil jeg lige tilføje, at også den forebyggende indsats er vigtig. Hos SF mener vi, at uddannelse, information og oplysning er altafgørende. Det her er ikke bare et spørgsmål om regler, redskaber og straffe, det handler også om en god integrationsindsats. Så fra SF's side vil jeg bare sige, at vi håber, at regeringen vil fatte interesse for den problemstilling og de forslag, der her rejses.

Så er der en kort bemærkning til den fungerende ordfører fra hr. Søren Krarup.

Jeg vil gerne spørge, selv om den fungerende ordfører ikke er den rigtige, om noget, som jeg også kunne spørge fru Marianne Jelved om, for hun nævnede også – og det står også i bemærkningerne til forslaget som en anklage mod os – at det, at vi har 24-års-reglen, betyder, at der er mange, der gennemfører tvangsægteskaber, og som så flytter til Sverige og prøver på at snyde ved at bosætte sig der og så komme tilbage til Danmark som EU-borgere. Det vil altså sige, at Sverige kommer til betale byrden af, at vi har en reel lovgivning, der forbyder tvangsægteskaber via 24-års-reglen. Men så vil jeg spørge SF's fungerende ordfører, om det ikke var rimeligt at rette kritikken mod Sverige og sige til svenskerne: Hvorfor kan I ikke vise det samme ansvar, som vi gør? Hvorfor tillader I, at man tvangsgifter piger imod deres vilje og tillader, at de bosætter sig hos jer? Det var dog rimeligt at rette den kritik, der står her i beslutningsforslaget, mod de svenskere, der ikke overhovedet vil vide af virkeligheden.

Så er det ordføreren.

Før vi begynder at pege fingre ad andre lande for, hvordan de løser deres problemer, synes jeg, det er værd at kigge på, om vi har nogle flere muligheder for at løse problemerne reelt i starten, altså for at træde til med mægling, træde til fra læreres, socialrådgiveres og lægers side og for at anvende flere af de andre forslag, der er, om at få nogle redskaber i kassen, der gør, at vi kan løse problemerne, før de opstår – frem for at pege fingre ad, hvordan andre lande løser problemerne.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Nu må det jo siges, at det er venstrefløjen, der peger fingre ad den danske lovgivning. Vi peger ikke fingre ad Sverige. De må have lov at være så tåbelige, som de er, og de er meget tåbelige; deres fremmedpolitik er dybt uansvarlig. Men fordi de ikke vil se virkeligheden i øjnene, skal vi da ikke skoses, fordi vi har indført en 24-års-regel, der betyder, at vi faktisk forbyder tvangsægteskaber med ganske umodne kvinder. Så jeg synes, det er rimeligt at rette kritikken mod rette vedkommende.

Jeg hilser det da med stor glæde velkommen, som jeg sagde i min ordførertale, at venstrefløjen nu begynder at forstå, at der virkelig skal handles, og det sker selvfølgelig også ved hjælp af lovgivning. Det sker ved hjælp af accept af 24-års-reglen, og jeg går da ud fra, at venstrefløjen vil acceptere 24-års-reglen som forudsætningen for dette forslag. Men som jeg sagde, forudsætter det samtidig et kulturelt opgør med den islamiske kultur, der systematisk og bevidst tyranniserer – for ikke at sige myrder – kvinder.

Så er det ordføreren.

Vi vil meget gerne have et opgør med tvangsægteskaber – de bringer ikke noget godt med sig – og det har vi altid ønsket. Der er kommet det virkemiddel med 24-ugers reglen, men her er et forslag til flere andre virkemidler, der kan bekæmpe tvangsægteskaber. Så det vil vi meget gerne have et opgør med, og vi mener, at der simpelt hen mangler flere redskaber. Det er ikke slut endnu med det problem, og derfor vil vi gerne have flere redskaber.

Men jeg vil alligevel gerne lige opponere mod, at det skal være en kamp mod den islamiske kultur. Det skal være en kamp mod tvangsægteskaberne, og så skal vi ikke brede det ud til et mere omfattende begreb som sådan.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i ordførerrækken med fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Jeg vil starte med at sige, at jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at vi skal have fundet et andet ord end æreskriminalitet. Det er et stort problem, at nogle journalister, eller hvem det nu er, på et eller andet tidspunkt har fundet på at hæfte det ord på denne type kriminalitet. Det er drab, der er tale om, og det er vold og trusler.

Det er utroligt, at nogen kan påstå, at det skulle have noget som helst med ære at gøre, ligesom jeg også håber, at vi i forhold til rockere og andre kan få udryddet, at det har noget som helst med ære at gøre, når de slår ihjel, og at vi kan få udryddet det, der handler om, at nogle synes, at det skal straffes lidt mildere, eller at det skulle være noget, der havde med ære at gøre, når manden slår kone og børn ihjel, fordi konen vil forlade ham, eller i nogle tilfælde de her tragiske sager, hvor mænd slår kone og børn ihjel, fordi de har mistet arbejdet og ikke kan se, hvordan det skal kunne hænge sammen for familien, når de ikke længere har arbejde. Der er en række ting, vi skal have arbejdet med, både i forhold til begrebet æreskriminalitet og i forhold til at få fjernet den her opfattelse af, at ens ære skulle få det bedre, ved at man slog nogen ihjel. Det er en helt forfejlet opfattelse.

I forhold til selve forslaget, som vi jo er medforslagsstillere af, mener vi, det er helt afgørende, at vi får en bedre indsats, end vi har i dag, for at sikre, at ingen bliver tvunget til at gifte sig mod deres egen fri vilje, og at ingen bliver tvunget til at blive i et ægteskab mod deres egen fri vilje. Derfor håber vi også meget, at den imødekommenhed, der trods alt var fra ministeren, med hensyn til at der skal gøres noget mere på det her område, også fører til, at der kommer et videncenter eller en tilsvarende løbende videnopsamling og videnformidling.

Vi håber, at det fører til, at der kommer et kriseberedskab, som hurtigt kan rykke ud, og at man gør en langt større indsats for, at alle de myndighedspersoner – lærere, pædagoger og andre – der kan komme i kontakt med unge, som fortæller om, at de er i fare for at blive tvunget ind i et ægteskab eller gerne vil ud af et ægteskab, de er blevet tvunget ind i, ved, at der er et sådant kriseberedskab, de kan kontakte straks, altså ved, hvor de lynhurtigt kan finde nummeret henne, så de kan ringe og kriseberedskabet kan rykke ud, fordi det også er vigtigt, at der kommer en meget hurtig indsats.

Det er vigtigt, at de unge får en viden om, at de kan få hjælp med det samme, og at det er en effektiv hjælp, de får med det samme, og at det er den rigtige hjælp, de får med det samme. Hvis man har prøvet nogle gange at fortælle om, hvad det er, man er bange for, og ikke får nogen hjælp, kan det jo være, at man giver op. Og hvis det spreder sig også til andre unge i samme situation, at man ikke kan regne med en ordentlig hjælp, har vi svigtet de unge, som har så stort behov for hjælpen.

Jeg håber også, at der for alvor kommer gang i mægling og udvikling af metoder til mægling, så man forhåbentlig kan finde en løsning i forhold til familien. Ikke mindst mener jeg altså, at vi skal gøre beskyttelsen af ofrene langt, langt bedre. Jeg mener, at man skal have krav på at få en ordentlig beskyttelse, og at man selv skal være med til at bestemme, om man vil have den beskyttelse, der ligger i, at man fuldstændig må opgive sit liv og flygte til et andet land og leve dér under ny identitet, eller om man vil have en beskyttelse, hvor man bliver i sit liv. Især hvis man har fået børn og børnene går i skole og har kammerater osv., mener jeg faktisk, at man har ret til at få en beskyttelse, der gør, at en selv og ens børn kan blive i det liv. Så må det være den familie, der truer en, der må opgive deres liv. Det kan ikke være rigtigt, at det er ofrene, der yderligere skal svigtes af samfundet, ved at de er nødt til fuldstændig at ændre deres og deres børns liv.

Jeg mener, at det er lige så vigtigt, at vi beskytter ofrene her, som det er vigtigt, når det er tegnere eller andre, der bliver udsat for trusler. Det er afgørende, at vi kan vise, at vores demokrati er så stærkt, at vi beskytter dem, der bliver truet med vold og drab, altså viser, at vi ikke vil lade det ske, og at vi ikke vil finde os i, at det er dem, der skal blive ofre igen ved at skulle opgive deres liv og måske flygte til et andet land. Det synes jeg ikke er rimeligt, og jeg mener, det er noget af det, der skal med i den indsats, der skal være fremover.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Marianne Jelved.

Tak, jeg vil gerne kvittere for den åbenhed, der har været vist fra, synes jeg, alle ordførerne og ministeren for at drøfte i hvert fald dele af det forslag, som er til behandling her i dag i Folketinget. Jeg vil gerne over for ministeren anerkende, at der er sat ting i værk i forbindelse med satspuljen: Der er lavet en funktionsenhed i forbindelse med Landsorganisation af Kvindekrisecentre, der er ved at blive skabt et landsdækkende mæglerkorps, der er skabt eller ved at blive skabt et bosted for unge par, der er vejledning undervejs til frontmedarbejderne, og der er et rollemodelkorps, der er ved at blive etableret, hvor medarbejderne er under uddannelse. Så langt så godt. Det er alle sammen udmærkede ting, og der er rigtig mange partier, der står bag ved, og man kan sige, at det også ligger implicit i nogle af de ting, som vi har skrevet om i beslutningsforslaget. Så det kunne have været nævnt, ja, det er rigtigt.

Så må jeg om ordvalget eller ordbrugen sige, at jeg er enig med både ministeren og de ordførere, der har beskæftiget sig med brug af begrebet ære i forbindelse med de forfærdelige ting, vi her behandler et forslag om at undgå fremover, og det eneste, jeg kan finde på at kalde det, som nogenlunde matcher min opfattelse af det, er undertrykkelseskriminalitet. Det er godt nok et langt og indviklet ord at sige, men det er jo sådan set det, det drejer sig om: Man undertrykker andre mennesker og deres frihedsrettigheder.

Når vi i Det Radikale Venstre har været kritiske over for 24-års-reglen eller i hvert fald noget af begrundelsen for at have den, er det, fordi det har ligget i luften, og det er også nogle gange blevet sagt – og jeg mener også, at hr. Søren Krarup sagde det her i dag – at 24-års-reglen i sig selv bidrager til at forhindre tvangsægteskaber. Det mener jeg desværre ikke den gør. Den forhindrer jo ikke nogen i at blive gift; den forhindrer nogen i at blive familiesammenført i Danmark. Det er flertallets frie ret at træffe den slags beslutninger, det anfægter jeg ikke, og det er jo ikke en forudsætning for Det Radikale Venstre eller de andre forslagsstillere – det vil jeg gerne understrege over for hr. Søren Krarup – at 24-års-reglen er i spil, fordi vi gerne vil have nogle flere initiativer på bordet, der kan forhindre den kriminalitet, der fører til undertrykkelse af unge mennesker og tvang, som er helt ulovlig og helt uacceptabel. Så det er ikke et spørgsmål om enten-eller, hvad angår 24-års-reglen, det er spørgsmål om, hvordan vi kan komme videre i bekæmpelsen af den kriminalitet og den undertrykkelse, som vi jo alle sammen er enige om at bekæmpe.

Derfor vil jeg også gerne kvittere over for hr. Søren Krarup for den åbenhed, der blev givet udtryk for, og den konstruktive vilje til at se på eventuelle flere forslag. Der kan jo også være nogle ting, som vi ikke har fundet på endnu, og som vi i fællesskab kan blive enige om kunne være gode initiativer. Det er bare vores pointe, at vi ikke mener, at det er tilstrækkeligt. Vi er ikke færdige med at udvikle redskaber til at forhindre, at unge bliver bragt i en situation, som de ikke selv kan håndtere, og hvor de så har brug for hjælp fra samfundet omkring dem.

Der er nogle ordførere fra gruppen af forslagsstillere, der har beskrevet nogle af de ting, og jeg vil godt over for ministeren, som eksplicit tog fat i tvangsforanstaltninger over for personer, som de borgerlige partier ikke kunne drømme om at tage fat i, understrege, at jeg går ud fra, at der er tale om muligheden for ved dommerkendelse at opbevare et pas for en ung, som kan blive tvangshjemført, kan man sige, til hjemlandet for at blive tvangsgift der. Det er klart, at det er en meget, meget indgribende foranstaltning, og det er heller ikke et krav, at det er det forslag, der skal gennemføres, men vi mener bare, at der er brug for, at man kan skride ind og forhindre unge i at blive ført af sted eller give dem redskaber til at håndtere den situation, når de bliver bragt i den situation, at der er tvang, og de kan ane, hvor det bærer hen.

Derfor er det også meget, meget vigtigt, at der er et krav til myndighederne om at skride ind og have helt klare retningslinjer for den myndighedsudøvelse, der skal ske, i det øjeblik en ung henvender sig eller nogle fortæller myndighederne, at der er ved at ske overgreb mod den unge. Vi mener, der stadig væk er et mægtig stort behov for oplysningsarbejde og i virkeligheden også redskaber og undervisningsmaterialer, der gør det klart, hvad ret og pligt er i et demokrati som det danske, og som også giver anvisninger til lærerne, pædagogerne og andre, som har med børn og unge at gøre, så de bliver i stand til at handle hurtigt. For der skal handles hurtigt, når der er mistanke om, at der er den slags undertrykkelse og overgreb på vej.

Der er det desværre trist, at vi af og til får henvendelser fra folk – senest har jeg fået det fra en gymnasielærer – som ikke rigtig ved, hvad de skal gøre, hvis de får mistanke om, at der er sådan nogle ting undervejs. Derfor er der brug for meget oplysningsmateriale. Vi kan håbe, at det kommer med noget af det, som der er taget initiativ til i forbindelse med satspuljeforhandlingerne sidste år.

Så vil jeg gerne argumentere for, at vi også ser på mulighederne for at styrke videnindsamlingen også fra internationale erfaringer. Der er jo andre lande, som arbejder med de samme problemstillinger, og som har forskellige initiativer og måske også forskellige erfaringer. Vi burde meget mere systematisk kunne indhente erfaringerne. Uanset om vi som hr. Søren Krarup mener, at englænderne ligger, som de selv har redt, må vi dog alligevel prøve at se, om man kan hente nogle erfaringer fra den sammenhængende indsats, de har gjort her i de senere år. Det gør de jo også i Sverige og i andre lande omkring os. Så et videncenter, der kan samle oplysninger om det her, ville være et godt udgangspunkt for, at vi kunne iværksætte flere initiativer.

Jeg skal slutte med at sige, at forslagsstillerne er fuldstændig på det rene med, at der er forskellige holdninger til de forslag, der ligger i beslutningsforslaget, og det er jo også derfor, det er formuleret på den måde, at »yderligere initiativer kan bl.a. bestå af«, og så kommer der en række initiativer. Og det er jo i mangel på fantasi og kløgt, at der ikke står flere ting eller der ikke er udviklet flere løsninger, men det er også for at vise det åbne sind og sige, at der her dog er et fælles emne, som alle er enige om at være på vagt over for, nemlig den tvang og den undertrykkelse, som er ulovlig, og som er ødelæggende for et hvilket som helst ungt par, der bliver udsat for det, uanset hvem det er, der udsætter dem for det.

Jeg er helt enig med hr. Søren Krarup i, at man godt kan tale om, at der er kulturelle forhold, der gør sig gældende, men det er der jo også, når man ser på den vold, der i øvrigt findes i vores samfund, og overgreb mod børn og unge, som vi er nødt til at forholde os til og gøre noget ved også som lovgivere.

Så jeg vil give tilsagn om en åben og fordomsfri forhandling med partierne, og det kunne jo være, at vi kunne nå frem til en beretning, som kunne sætte flere initiativer i gang.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Jeg takker også for den åbne og velvillige holdning til det fælles problem. Det er indlysende, at en indsats imod tvangsægteskaber, og jeg vil ikke sige æreskriminalitet, jeg vil sige datterdrab, for det er jo det, der er tale om, er vi alle tilhængere af, det støtter vi.

Men jeg må så lige spørge, for det er helt afgørende: Accepterer forslagsstillerne, at betingelsen for disse fælles overvejelser, hvor vi med åbent sind vil gå ind, er en accept fra alle parter af 24-års-reglen og tilknytningskravet? Er det accepteret som betingelsen for de fælles overvejelser?

Ordføreren.

Jeg forstår slet ikke, hvorfor det skal gøres til en betingelse, for det fremgår jo ikke på nogen måde, at 24-års-reglen eller tilknytningskravet er en del af det her beslutningsforslag eller er en forudsætning for, at man kan komme med flere initiativer, der beskytter unge og bekæmper tvang og undertrykkelseskriminalitet, som jeg nu har valgt at kalde det.

Det har jo intet med hinanden at gøre, og jeg forstår ikke, hvorfor man skal aflægge fane-ed for at få lov at forhandle med hr. Søren Krarup om yderligere initiativer, som der kunne skabes flertal for, og som kunne udgøre en endnu større indsats imod tvang og undertrykkelse af unge mennesker.

Hr. Søren Krarup.

Det er da klart, at når vi har foretaget et meget væsentligt skridt imod tvangsægteskaber med det, der hedder 24-års-reglen, og vi så i øvrigt vil arbejde videre imod, at tvangsægteskaber finder sted, så må vi da begynde med at acceptere, at den lovgivning er der og er en stor fordel, som vi arbejder ud fra. Ellers synes jeg jo ikke at vi kan forhandle.

Så vil jeg lige sige, at naturligvis er det ikke gjort med lovregler. Det var det, jeg sagde i min ordførertale, nemlig at der er tale om et kulturelt opgør, og der skal det jo så også siges, at den kultur, vi taler om, er den islamiske kultur. Jeg står her med Hirsi Alis sidste bog, hvor hun netop siger, at alle æresdrabene finder sted i muslimske lande, medmindre der altså er tale om folk, der er kommet til de vestlige lande og der medbringer deres muslimske kultur.

Men altså, dels er der tale om et kulturopgør med islam; dels er der tale om, at vi må acceptere, at vi har foretaget en lovgivning, som vi må fortsætte med og lade være betingelsen for videre forhandlinger.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det er rimeligt at udtrykke sig på den måde, som hr. Søren Krarup gør, og som indikerer, at alle med en bestemt religiøs tro går ind for tvangsægteskaber, for det er jo ikke rigtigt. Det her er meget mere en generationskonflikt, end det er noget andet. Det må jeg nu mene, selv om hr. Søren Krarup ryster på hovedet. Desværre sker der jo også overgreb andre steder end i de generationskonflikter, vi konkret har på bordet med beslutningsforslaget her, overgreb på børn i andre sammenhænge og uden for muslimske kredse.

Så skal vi nu ikke lade det ligge et øjeblik og koncentrere os om det, der er beslutningsforslagets kerne, nemlig at skabe flere initiativer, der kan forhindre tvangsægteskab og forebygge og skabe oplysningsvirksomhed, der gør, at vi kan komme det her til livs i Danmark? For vi vil bare ikke have det.

Tak til fru Marianne Jelved.

Der er ikke flere, der ønsker ordet for korte bemærkninger, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, og det er ikke tilfældet, er det vedtaget.