Jeg vil gerne sige tak for debatten til ordførerne og ministeren.
Det er ikke gjort med det her, for der er jo ikke et flertal for forslaget, og der er stadig væk en debat tilbage om, hvordan vi gør det her.
Hvordan får vi brandalarmer sat op i alle boliger?
Vi er jo enige om, at det er en god ting.
Spørgsmålet er, om det skal være obligatorisk eller det skal være frivilligt, og om man skal lave kampagner.
Det kan være, det er et sammensurium af det hele, der skal til, for jeg tror, som mange af ordførerne også har givet udtryk for, på, at hvis en lille brandalarm – som man kan få tre af for 100 kr.
– kan redde menneskeliv, så er det et meget, meget lille offer at give for at sørge for, at forebyggelsen og trygheden er bedre i de danske hjem, end den er for nuværende.
Jeg køber ikke helt den præmis om, at man i Norge har indført noget i 1992, der tilsyneladende ikke fungerer, og at der er for mange batterier, der ikke virker osv.
Jeg tror, batterierne har nogenlunde samme holdbarhed, hvad enten vi har besluttet, at det skal være obligatorisk eller det er blevet sat op frivilligt, og derfor er der sikkert andre ting, der skal til.
Men jeg synes bare, der er noget, jeg vil sige i forhold til nogle af ordførerne, der sagde, at jeg brugte det her rigtig mange gange, nemlig det med, at vi, så længe vi har et lavere antal dødsbrande i Danmark, end de har i Norge, så ikke behøver at skride til en lovgivning på området, og at vi så er helt tilfredse med det frivillige.
Den debat synes jeg det er synd at tage, for vi har jo behov for at få kigget rigtig godt på det her område, og én dødsbrand er efter min mening en for mange.
Der er jo to spørgsmål i det her.
Det ene handler om værdierne, og det andet handler om dødsbrandene, og det er selvfølgelig det værste.
Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at sætte ind og lave forebyggelse, så vi undgår brandene i det hele taget, og når de opstår – og de
vil
også opstå i fremtiden – er der behov for, at man bliver alarmeret.
Man kan selv foretage sig noget, ens familie kan foretage sig noget, de beboere, man bor sammen med i ejendommen, kan foretage sig noget.
Og de ældre på plejehjemmene, personalet, som fru Anita Knakkergaard også var inde på, kan også reagere.
Vi har faktisk set eksempler på, at der har været brand i et plejehjem, og at personalet ikke har anet noget om, at der var brand, men at det da var heldigt, at der så var en ABA-alarm, der gik til alarmcentralen, og at brandvæsenet på den måde kunne komme ud.
Så jeg vil, når regnestykket skal gøres op, sige, at der er en hel masse spørgsmål, der også skal stilles til justitsministeren i den her sag omkring nogle retlige ting, men også i forhold til økonomi- og erhvervsministeren er der behov for, at vi får kigget på det her.
Jeg tror ikke på, at noget forsikringsselskab vil sige, at man, fordi vi har lavet en vedtagelse omkring obligatoriske brandalarmer og de eventuelt ikke er sat op, at batteriet eventuelt ikke fungerer, så ikke vil udbetale erstatning.
Det tror jeg ikke på.
Men det kan vi få afklaret under udvalgsarbejdet, som også andre har givet udtryk for, for det er selvfølgelig en væsentlig del, og så kan vi blive klogere på det.
Det er i hvert fald ikke noget, vi ikke kan skrive os ud af, hvis det er det, der er problemstillingen.
Jeg tror meget på det, som også hr.
Jakob Axel Nielsen var inde på, nemlig at det kan lade sig gøre at fremme det her ved at få forsikringsselskaberne med.
De er jo selvsagt interesserede i, at de har færrest mulige ting, de skal erstatte.
Kan man undgå brande, kan man sætte tidligere ind og undgå, at skaderne bliver så store, i det hele taget undgå tab af menneskeliv, jamen så bliver det billigere for forsikringsselskaberne, og hvis forsikringsselskaberne vil være med til den deal, så kan man selvfølgelig også få dem til at være med, det har vi set i en række andre sammenhænge, f.eks.
med den tredje stoplygte på bilerne osv., og dernæst har de sat forsikringssummen ned.
Så jeg tror, det er en rigtig god måde at komme igennem det her på, og så må vi jo se på, hvordan vi i det hele taget kan komme op på, at der er mere end 60 pct.
af de danske husstande, der har en eller flere alarmer.
Man skal faktisk have en i hvert rum, hvis man skal være på den sikre side, og det er selvfølgelig bedst, at man ikke er afhængig af et batteri, men at det er tilsluttet lysnettet.
Derfor er det jo også klogt, at Folketinget har vedtaget, at sådan skulle det være fra 2004, og så er det et spørgsmål om, om kommunerne håndhæver reglerne, som de blev lavet i 2004, hvor det er ved større om- og tilbygninger, det skal laves.
Det er kloge beslutninger, men det rejser også spørgsmålet, som jeg har stillet mange gange her i dag, og hvor der ikke rigtig er nogen, der har villet bide til bolle, om, hvorfor vi egentlig skal have bedre krav, stærkere krav, hvad angår nye boliger, mens vi ikke behøver at gøre noget, hvad angår de ældre.
Det synes jeg simpelt hen er underligt.
Jeg synes, et menneskeliv er lige meget værd, hvad enten man bor i et gammelt ældrecenter eller i et nyt eller man bor i en bolig fra 1700-tallet eller 1800-tallet eller man bor i en, der er fra 2004.
Jeg synes, vilkårene dybest set burde være ens.
Så det er da noget vi skal arbejde videre med, og så kan vi jo prøve at spørge ministeren, hvad sådan nogle kampagner koster, hvis folk er så begejstrede for dem.
Det tror jeg er en ganske udmærket, farbar vej.
Jeg tror bare ikke på, at der er noget, der er gratis.
Det vil koste adskillige millioner kroner, og man er ikke sikker på resultatet.
Men hvis vi stiller et krav om, at man skal have en brandalarm i hvert rum, jamen så bliver det selvfølgelig lavet.
Der er måske folk, der tror på noget, fordi man viser noget på en fjernsynsskærm, og så farer de ned i byggemarkedet og køber dem og sætter dem op.
Det kan vi måske få undersøgt under udvalgsarbejdet.
Det er i hvert fald en interessant tese, hvad det er, der virker bedst.
Men hvis vi alle sammen er enige om, at det er godt have en brandalarm, så har det jo også været godt, at vi har haft debatten.
Så jeg vil gerne takke for debatten i dag med de ord.