Jeg skal sige tak for debatten og skal forsøge ikke at gentage for mange af de pointer, der er kommet fra de øvrige forslagsstillere her.
Det finder jeg unødvendigt.
Jeg synes, at vi er kommet rigtig godt rundt om, hvad baggrunden er for, at vi stiller det her forslag.
Men jeg vil godt sige tak til ordførerne for de fleste partier måske med undtagelse af Dansk Folkeparti for at anerkende, at målsætningerne står man fast på.
Det har vi jo også haft en debat om her i salen tidligere, altså hvordan man skal måle og tolke osv.
på de her målsætninger.
Så det er godt, at vi er enige så langt, at det er vigtigt, at vi får arbejdet os hen imod de målsætninger.
Det ærgerlige er jo så, at der ligesom er sådan en forståelse i den borgerlige blok om, at det er vi fuldt på vej til, vi har fuldt styr på strategierne.
Jeg ved ikke lige, hvad det var for en uddannelsesstrategi, som den konservative ordfører henviste til, som altså skulle eksistere.
Den kunne jeg godt tænke mig at se, hvis der findes sådan en samlet strategi, fordi det er sådan set en af de væsentligste årsager til, at vi gerne vil have nogle kloge folk til at sætte sig ned og formulere nogle punkter til, hvad der kunne være i sådan en samlet strategi eller handlingsplan, som kunne lede os hen imod at nå vores målsætninger.
Det synes jeg kunne være interessant at høre om.
Også hvis ordførerne holder fast i, at man ikke vil støtte et uddannelsespolitisk råd, som kunne komme med input til en sådan handlingsplan, kunne det være interessant at høre, om man så er enig i behovet for en handlingsplan.
Det kan godt være, at man ikke vil have et råd til at komme med input til den, men om man er enig i, at der sådan set mangler noget, for at vi er godt på vej til at nå de her målsætninger, kan vi måske komme lidt nærmere i udvalgsbehandlingen.
Jeg vil godt kommentere nogle af de indvendinger, der så er kommet undervejs i debatten.
Der blev listet en hel masse af de eksisterende råd fra undervisningsministerens side, og det er jo fuldstændig korrekt, at der på Undervisningsministeriets område i hvert fald er en række eksisterende råd, som rådgiver ministeren på nogle afgrænsede områder.
Det anerkender vi da fuldt ud og skriver også i forslaget, at de selvfølgelig skal fortsætte med det, men jeg kan ikke lade være med lige at kommentere nogle af de ting, som ministeren sagde.
Jeg bed meget mærke i, at ministeren f.eks.
nævnte Rådet for Internationalisering af Uddannelserne, og der er det jo sådan, at det godt kan være, man har det, men man har alligevel ikke formået at kunne lave en samlet strategi for internationalisering af uddannelse på tværs af de to ministerier, Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet.
Det var faktisk noget, som vi konkret efterspurgte i globaliseringsforhandlingerne, nemlig at man kunne lave en samlet strategi for internationalisering, men det har man altså ikke formået, på trods af at man altså har det her råd.
Så nævner undervisningsministeren, at på Videnskabsministeriets område har man et dialogforum en gang om året, og jeg synes egentlig, at det taler lidt for sig selv, at det er det, som undervisningsministeren vælger at fremhæve.
Nu er videnskabsministeren her selvfølgelig ikke til at forsvare sit eget område, men det er jo interessant, at det eneste, man så har på Videnskabsministeriets område, er et dialogforum en gang om året, hvor Folketingets partier og ordførere ikke engang er inviteret til at være med.
Altså, man har et lukket dialogforum, hvor man vel at mærke inviterer interessenter og diskuterer med dem i lukkede rum, men man har altså ikke noget kontinuerligt, som kan komme med rådgivning, og da slet ikke til Folketinget.
Det er jo en særskilt pointe med vores forslag, at det også skal være et råd, som netop kan komme med rådgivning til Folketinget, både på opfordring og også af sig selv.
Det er der, vi har ladet os inspirere lidt af Danmarks Forskningspolitiske Råd, som vi jo netop i forskningsforligskredsen er blevet enige om at styrke, fordi vi faktisk på forskningsområdet oplever, at det er vældig, vældig nyttigt at have et overordnet råd, som netop kan se sådan lidt overordnet på tingene og kigge på nogle af de tværgående problematikker, nogle af de mere langsigtede spørgsmål, som rejser sig på forskningsområdet, og altså også selv kan sætte en dagsorden.
Men det kan jo være, at det er det, som man ikke ønsker, altså at der skal være nogen, der kan rejse en dagsorden, sætte nogle af de her spørgsmål på dagsordenen og sætte fingeren på de svage punkter, fordi det selvfølgelig er det, vi gerne så at et sådant råd kunne gøre, nemlig at påpege, hvor der er nogle områder, som ikke bliver dækket, og hvor er der nogle ting, som vi har brug for at kunne adressere.
Som sagt understreger vi jo meget i forslaget, at rådet ikke skal erstatte eller overlappe nogle af de eksisterende råd.
Det skal altså være et supplement, og der skal jo selvfølgelig også være et tæt samarbejde med de eksisterende råd.
Jeg synes, at det er afgørende at få understreget, at man selvfølgelig ikke skal sidde i det her råd og overlappe og lave dobbeltarbejde, men at man også skulle kunne trække på de eksisterende råd, som selvfølgelig har en stor ekspertise og viden, og på den måde skal man altså ikke starte helt fra bunden, men kan bygge oven på nogle af de ting, der eksisterer, og på den måde altså adressere nogle af de ting, der i dag falder mellem to stole.
Som flere af de andre forslagsstillere har været inde på, er det altså den tværgående og den sammenhængende politik, vi gerne vil have fokus på.
Men som sagt synes jeg, at debatten i dag bærer lidt præg af, at vi måske godt kunne bruge videnskabsministeren her også, fordi det er meget undervisningsministerens område, det har handlet om.
Også i ordførernes kommentarer og bemærkninger er der fokuseret meget på, hvad der er blevet gjort i forhold til ungdomsuddannelserne, ungepakke osv., men dér, hvor det i virkeligheden halter allermest bagefter med at få rådgivning, er måske på 50-procents-målsætningen, som jo også er på Videnskabsministeriets område.
Der mangler vi i allerhøjeste grad i dag at få fokus på uddannelserne.
Vi har længe haft meget fokus på at styrke forskningen og forskningens kvalitet, men nu er det altså også på tide, at vi får fokus på, hvordan vi får mere sammenhæng i uddannelsessystemet også på de videregående uddannelser.
Der har været problemer med overgangen mellem professionsbachelor og universitetsuddannelser, og vi kan måske bare tage eksemplet fra sidste sommer, hvor vi vel at mærke oplevede en stor stigning i søgningen til universiteterne, men hvor man så måtte afvise en masse kvalificerede ansøgere til universiteterne, fordi man simpelt hen ikke havde kapacitet til at optage dem.
Det er jo meget paradoksalt, når man står i en situation, hvor man beder de unge om at gå ind og tage en videregående uddannelse og her særligt altså en lang videregående uddannelse, at man så må afvise så mange kvalificerede ansøgere.
Det synes jeg – og det påpegede vi også allerede sidste sommer – altså tyder på, at der mangler en samlet strategi for, hvordan vi skal opfylde den her målsætning, når ungdomsårgangene bliver større og vi altså skal op på 50 pct.
af en ungdomsårgang, der skal igennem en uddannelse.
Hvem er det, der skal løfte den her målsætning?
Hvor er det, kapaciteten skal komme fra?
Der var svaret på det tidspunkt fra regeringen, at det jo var op til institutionerne selv at sørge for, at de havde kapacitet og kunne optage folk.
Det synes jeg simpelt hen er en tam kommentar at have til institutioner, som kæmper med økonomien, og som kæmper for at få det til at hænge sammen.
Mange af dem siger endda, at de mister penge på at optage flere studerende, og derfor kan man sige, hvorfor så ikke lave en samlet tilgang til det her og se på, hvor det er den her 50-procents-målsætning skal opnås.
En anden ting er, om 50 pct.
overhovedet er nok, kan man sige.
Der har været flere organisationer ude at påpege, at i fremtiden kommer vi altså til at mangle endnu flere med en videregående uddannelse end 50 pct.
af en årgang.
Det var jo også noget, sådan et råd kunne gå ind at se på, altså om de her målsætninger i virkeligheden på et tidspunkt skal kigges efter i sømmene, og om der er brug for endnu flere.
Men der er altså mange eksempler på problemer, vi støder ind i, hvor regeringen sådan set ikke rigtig ønsker at tage et ansvar, men støder det fra sig over på institutionerne og siger, at det kan vi ikke tage os af, det må de selv klare, men hvor der altså klart er brug for en sammenhængende strategi og en sammenhængende tilgang fra regeringens side på uddannelsesområdet.
Så med de ord håber jeg alligevel, at debatten har givet stof til eftertanke, og at det måske også skulle være sådan, at man, selv om man ikke ønsker et uddannelsespolitisk råd, i det mindste kunne finde på at udarbejde en strategi for de her målsætninger, en handlingsplan, som kunne føre os lidt videre i diskussionen end det, vi har nået her i dag.