Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 13:

Forslag til folketingsbeslutning om medicinske patienters ret til en forløbskoordinator.

Af Karl H. Bornhøft (SF) m.fl.

(Fremsættelse 20.10.2009).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er ministeren for sundhed og forebyggelse.

Socialistisk Folkeparti pålægger med beslutningsforslag nr. B 13 regeringen at sikre, at ældre medicinske patienter og medicinske patienter med særlige sociale problemer og støttebehov får ret til at få en forløbskoordinator tilknyttet. Baggrunden er, at den patientgruppe ofte kræver behandling og pleje, der både går på tværs af faggrupper og på tværs af sektorer.

Jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at behandling og pleje af ældre medicinske patienter ofte går på tværs af faggrupper, sygehusafdelinger og sektorer. Det stiller sundhedsvæsenet over for en særlig udfordring med at sikre, at de patienter får et sammenhængende forløb. Jeg er derfor fuldstændig enig i relevansen af den problemstilling, som forslagsstillerne tager op. Og det er jo godt, at vi er enige om det.

Vi er også enige om målet, nemlig at sikre sammenhængende patientforløb for de ældre medicinske patienter. Det er bestemt også et område, som jeg og regeringen har stærkt fokus på, og som der løbende arbejdes med på flere fronter.

Jeg er derimod ikke enig med forslagsstillerne i metoden til, hvordan vi sikrer de medicinske patienter mere sammenhængende forløb, og regeringen finder ikke, at vi skal diktere en bestemt metode som den eneste løsning. Regeringen vil også arbejde for at sikre sammenhængende patientforløb, men vi mener ikke, at forløbskoordinatorer nødvendigvis er svaret på den udfordring.

I stedet for blot at acceptere de uhensigtsmæssigheder, der er i overgangen mellem sektorerne eller afdelingerne og lade forløbskoordinatorerne navigere inden for de rammer, så vil vi i regeringen hellere gå en anden vej. Vi vil bygge videre på kommunalreformens fundament. På det fundament vil regeringen fortsat arbejde for, at der sikres nogle hensigtsmæssige patientforløb, der tilgodeser den enkelte patients behov for behandling og pleje. Med det mener jeg, at vi fortsat skal arbejde med strukturerne i samarbejdet mellem sektorerne for at sikre nogle bedre forløb, og at vi også skal tage fat om problemets rod frem for at symptombehandle.

Der arbejdes allerede med forskellige metoder, der skal sikre sammenhængende forløb på tværs af sektorgrænser. Det kan være i form af fremskudte funktioner eller i form af, hvad man kalder myndighedsfletning, hvor medarbejdere fra primærsektoren fysisk placeres ude på et sygehus, eller hvor medarbejdere fra sygehuset medvirker i kommunalt regi og f.eks. kommer i patientens eget hjem, eller det kan være i form af forløbsprogrammer, der sikrer et tæt samarbejde mellem de involverede sektorer og tydeliggør aktørernes roller og ansvar i forhold til patientforløbet.

Regeringen har allerede støttet sådanne initiativer, bl.a. i forbindelse med puljen til den ældre medicinske patient. Herudover har regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afsat 590 mio. kr. til en forstærket indsats for patienter med kronisk sygdom. Den mere end halve milliard kroner skal hovedsagelig bruges til at gennemføre forløbsprograminitiativer for forskellige kroniske sygdomme, og patienter med kroniske sygdomme er jo netop som oftest de ældre medicinske patienter.

Ofte skyldes oplevelsen af manglende sammenhæng i overgangen mellem sektorerne, at patienten ikke kan gennemskue, hvem der har ansvaret for hvad, og netop derfor har regeringen fokus på forløbsprogrammer som et meget vigtigt redskab til at skabe større sammenhæng på tværs af sektorer – ikke mindst fordi forløbsprogrammer tydeliggør roller og ansvarsfordeling mellem de forskellige involverede parter.

Den tydeliggørelse af ansvarsfordelingen er meget essentiel. Ansvarsplaceringen for samtlige aktører i et patientforløb hjælper en forløbskoordinator jo ikke i sig selv på. Her vil alt ansvar for sammenhæng blot falde tilbage på en forløbskoordinator. Det hjælper et forløbsprogram til at tydeliggøre.

Det er aftalt med regionerne og kommunerne, at de i videst mulig udstrækning skal arbejde for at implementere forløbsprogrammer for hjerte-kar-sygdomme, KOL, diabetes og muskel- og skeletlidelser frem mod 2012. Mit ministerium er netop nu ved at gennemgå de mange indkomne projektansøgninger fra regioner og kommuner og arbejder på højtryk, for at tilsagnsskrivelserne er udsendt til regioner og kommuner medio december måned i år, det vil sige om blot en lille måneds tid.

Den proces, der er i gang i kommuner og regioner, er en innovationsproces, hvor der eksperimenteres med en lang række gode ideer til, hvordan vi skaber bedre sammenhæng i patientforløbene. Den proces vil regeringen støtte, og det gør vi nu ved hjælp af det, vi kalder kronikerpuljen.

Jeg har stor forventning til de projekter, der i den nærmeste fremtid skal sættes i gang, og jeg er sikker på, at de netop vil medvirke til at sikre mere sammenhængende patientforløb på tværs af afdelingerne og på tværs af sektorerne.

Et andet vigtigt redskab er sundhedsaftalerne. Sundhedsaftalerne skal jo netop sikre sammenhængende patientforløb på tværs af region og kommune. De første erfaringer med sundhedsaftalerne er positive, og jeg forventer, at den næste generation af sundhedsaftaler, som de nye kommunalbestyrelser og regionsråd skal indgå allerede her i foråret 2010, i endnu højere grad vil styrke samarbejdet mellem aktørerne i vores sundhedsvæsen og mellem de praktiserende læger og mellem kommunerne.

Herudover vil regeringen i økonomiforhandlingerne med kommuner og regioner i sommeren 2010 drøfte en skærpet brug af sundhedsaftaler for at understøtte kommunernes og regionernes samarbejde om indsatsen for de medicinske patienter.

Jeg kan heller ikke lade være med at nævne den danske kvalitetsmodel, der blev overdraget til regionerne i august i år. Den danske kvalitetsmodel har fokus på at skabe bedre sammenhænge i patientforløb og fremme samarbejdet mellem sektorerne. Det er f.eks. sygdomsspecifikke standarder for bl.a. diabetes, demens og KOL. Den danske kvalitetsmodel for kommunerne er under udvikling, og her er der specifikke krav til samarbejdet mellem sektorer og kommuner.

Vi skal nemlig heller ikke glemme, at der allerede i dag er tovholderfunktioner i sundhedsvæsenet. Bl.a. de praktiserende læger har jo den rolle for deres patienter. Herudover har regeringen indført en kontaktpersonsordning på sygehusene – en ordning, hvor man netop indretter indsatsen efter patienternes individuelle og forskellige behov. Jeg må forstå det sådan, at forslagsstillerne ikke finder de nuværende tovholdere tilstrækkelige, men svaret på det er ikke at opfinde endnu en tovholderfunktion, for det ender med, at vi skal have en tovholder, der skal holde rede på alle tovholderne.

Vi er nødt til at spørge os selv, om forløbskoordinatorer virkelig er den mest hensigtsmæssige anvendelse af de personaleressourcer, vi har til rådighed i vores sundhedsvæsen. For det er ingen hemmelighed, at der er begrænsede personaleressourcer i disse år, og i forhold til den udfordring mener jeg, at det er langt mere hensigtsmæssigt at sikre fornuftige forløbsprogrammer, sådan at der ikke skal ansættes personale, hvis funktion hovedsagelig er at guide patienter igennem behandlingsforløbet. Forløbsprogrammer kan derimod medvirke til at bakke op om de tovholderfunktioner, som der allerede er i sundhedsvæsenet.

Endelig vil jeg gerne fremhæve planerne om at øge den aktivitetsafhængige kommunale medfinansiering, som regeringen fremlagde for nylig i Sundhedpakke 2009. En øget aktivitetsafhængig kommunal medfinansiering vil bl.a. være til gavn for den ældre medicinske patient, fordi kommunerne får et meget mere synligt incitament til at forebygge uhensigtsmæssige hospitalsindlæggelser via en god indsats i ældreplejen.

Som de mange tiltag, jeg netop har beskrevet, illustrerer, er det ikke et spørgsmål om forløbskoordinatorer eller ingenting. Der er allerede igangsat en lang række initiativer, der alle skal fremme vores fælles mål om sammenhængende patientforløb både på tværs af afdelinger på sygehusene og ved overgangen til primærsektoren, altså ude i kommunerne. For min skyld kan man også godt bruge forløbskoordinatorer, hvis man lokalt beslutter det og er enige om, at det er det rigtige. Jeg har bl.a. set gode eksempler på forløbskoordinatorer i de projektrapporter, der er indsendt med afrapporteringen fra puljen til den ældre medicinske patient. Men vi skal ikke fra centralt hold diktere, hvad løsningen i de enkelte regioner og kommuner skal være. Lad os i stedet bakke op om den innovationsproces, der allerede er i gang på lokalt niveau.

Jeg vil gerne afslutningsvis opsummere. Regeringen er helt enig med forslagsstillerne i, at vi skal arbejde for mere sammenhængende forløb for de ældre medicinske patienter. Det er også derfor, regeringen har iværksat en række initiativer, herunder puljen for den ældre medicinske patient, og en styrket indsats over for patienter med kronisk sygdom, der udmøntes snarest, og vi sætter fokus på sundhedsaftaler, kontaktpersonsordningen og den danske kvalitetsmodel. Regeringen mener derfor, at vi bør lade disse mange initiativer få fodfæste og se virkningen af dem, før vi introducerer endnu et nyt tiltag. På den baggrund kan regeringen ikke støtte SF's beslutningsforslag.

Tak til ministeren. Vi går i gang med partiordførerne, og den første er Venstres ordfører, fru Birgitte Josefsen.

Det fremsatte beslutningsforslag fra SF har nogle gode intentioner, for vi er vel alle optaget af at sikre det bedste forløb for alle patienter i behandlingssystemet, også de medicinske.

Vi kan i Venstre imidlertid ikke se, at den bedste løsning er at etablere endnu et lag af koordinatorer. Der er allerede iværksat en lang række initiativer og tiltag. Mange steder er der eksempelvis etableret meget fornuftige forløb, hvor kommuner og regioner og praktiserende læger har et tæt samarbejde og et godt samarbejde omkring den medicinske patient. Kontaktpersonsordningen er et faktum på mange sygehuse og er gjort lovpligtig.

Mange steder er der etableret fremskudt kommunal visitation på regionens sygehuse. Jeg kan bl.a. nævne, at det fungerer rigtig godt omkring eksempelvis Sygehus Vendsyssel, som består af sygehusene i Hjørring og Frederikshavn, og imellem Hjørring Kommune og de omkringliggende kommuner, ligesom der er fremskudt visitation på Hobro Sygehus, hvor der er et fantastisk samarbejde med Mariagerfjord Kommune. Det har bl.a. været medvirkende til at sikre et godt udskrivningsforløb for den patient, der skal udskrives og overleveres til en kommunal hjælp, og sikre, at der er en god kommunikation imellem de to instanser, så man på den måde får et rigtig godt forløb hele vejen igennem.

I økonomiaftalen mellem kommunerne og regeringen og mellem regionerne og regeringen er der lagt op til, at der skal implementeres forløbsprogrammer for bl.a. hjerte-kar-sygdomme, KOL, diabetes og muskel- og skeletlidelser frem mod 2012. Med hensyn til sundhedsaftalerne, der blev indført med kommunalreformen, og den nye opgavedeling mellem kommuner og regioner må vi jo sige, at det lige nøjagtig er her, at man skal få skrevet ind, hvordan man sikrer det gode patientforløb og det bedste patientforløb, og hvordan man sikrer, at der samarbejdes de to instanser imellem, sådan at patienten/borgeren aldrig falder imellem to stole.

Der er fokus på, hvordan de bedste patientforløb sikres, og vi vil meget gerne fra Venstres side rose de mange initiativer og de indsatser, der gøres rundt omkring, både i kommuner og regioner. Vi synes, det er væsentligt, at vi sikrer de bedste betingelser for at kunne etablere det bedste patientforløb, men med afsæt i lokale behov og forhold, og derfor kan vi ikke støtte det fremsatte forslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, hr. Orla Hav.

Jeg vil gerne fra socialdemokratisk side anerkende vigtigheden af at sætte fokus på den problemstilling, som forslaget her i dag indeholder. Det er sådan, at de medicinske patienters vilkår er det helt afgørende at være optaget af i et sundhedsvæsen, som på mange måder jo ændrer karakter til at blive mere og mere efterspørgselsstyret, og der er der en risiko for, at det lige præcis er de medicinske patienter, som kommer til at lide overlast, og som vi forskyder fokus fra. Og det er helt afgørende, at fokus bliver fastholdt.

Vi skal forestille os, at den medicinske patient jo er udsat for en kompleks situation, som det er vanskeligt at diagnosticere, som det er vanskeligt at få hold på, og hvor masser af undersøgelser tager ganske lang tid, og derfor er det helt afgørende, at der er fokus på det. Dertil kommer, at når man så kommer til diagnosen, viser det sig ofte, at der ligger en kronisk tilstand til grund, som efterfølgende skal behandles. Og så er det langvarige forløb, vi taler om. Oveni kan man så lægge, at det jo er rigtig mange af vore ældre medborgere, som har krav på, at systemet kan forklare, hvad det er, der foregår omkring patienten, med henblik på at afhjælpe den lidelse, som patienten nu er under udredning for.

Så der er rigtig god grund til at sætte fokus på problemstillingen. Det er der af mange årsager, men det er primært af de menneskelige årsager. Jeg skal sige, at så langt er vi enige med forslagsstillerne: Vi vil gerne støtte fokus på problemstillingen.

Derimod er vi noget skeptiske over for, om det er Folketinget, der skal fastlægge den bedste praksis. Vi tror i høj grad, at Folketinget og regeringen skal være med til at sikre, at fokus bliver sat, men ikke at det er her, man lige nøjagtig skal lave modellen . Vi mener faktisk, at opgaveløsningen bør ligge omkring det enkelte sygehus i regions- og kommuneregi i den fornuftige praksis, man der indarbejder, for at sikre, at patienterne kommer ordentligt igennem diagnose, behandling og efterbehandling. Ideen bør præciseres over for aktørerne, og det er helt rigtigt at sætte fokus på, at det bliver inddraget i sundhedsaftaler, som bliver udarbejdet mellem kommuner og regioner. Så langt vil vi støtte det, men at lægge sig fast på en model er vi lidt mere bekymrede for. Men vi støtter gerne i den efterfølgende diskussion det fokus på de medicinske patienters vilkår.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt.

Der er mange gode intentioner i beslutningsforslaget fra Socialistisk Folkeparti, da det rejser nogle af de problemstillinger, der har været gennem de seneste år, i forbindelse med behandlingen af medicinske patienter. De medicinske patienter er en stor gruppe, der spænder vidt - fra apopleksi til kroniske sygdomme – og det er patienter, der skal behandles meget individuelt og med en faglig ekspertise på lige netop deres sygdomsområder.

De ældre medicinske patienter udgør en meget sårbar gruppe, og vi ser ofte, at de tilbringer en del tid på vores sygehuse, også ofte efter at de er færdigbehandlede – de venter på en aflastningsplads eller en plejebolig. Derfor glæder det mig, at Dansk Folkeparti netop i sidste uge fik aftalt, at der lægges en plan for de medicinske patienter i 2010 samt for en evaluering af, hvordan det går ude i kommunerne med at overholde garantien på 2 måneder for en plejebolig.

Der er brug for, at der er en, der samler op, vejler og informerer den medicinske patient, og som ligeledes følger op på aftaler eller aftaler møder med andre institutioner. Men her har vi netop kontaktpersonen, som man, når man kommer til en afdeling, får tildelt, og som skal følge en i hele ens forløb og eventuelt også kalde til statusmøder, visitation med kommunen m.m. Denne ordning har eksisteret i flere år på nogle afdelinger, og i 2007 blev der fremsat et lovforslag, der pålagde afdelingerne på sygehusene at tildele alle patienter en kontaktperson. Dansk Folkeparti vil spørge ministeren, om ikke vi kan få en evaluering af den her ordning for at se, hvor langt den er, og om den eventuelt skal forbedres.

Forløbskoordinatorordningen kender vi også en del til i forvejen. I april 2008 stillede myndighederne krav om, at hospitalerne satte en forløbsleder og en forløbskoordinater ind til at optimere og forbedre patientforløbene; dette som følge af de nye nationale mål for lynhurtig udredning og behandling af kræftpatienter.

Danske hospitaler har i det seneste år oprettet 100 nye stillinger med titlen forløbskoordinator, og mange af dem er besat med sekretærer, som har den nødvendige erfaring og rutine i tilrettelæggelse og koordinering af hensigtsmæssige patientforløb såvel internt i afdelingerne som i relation til eksterne samarbejdspartnere. Lægesekretærer har samtidig også stor erfaring med diverse it-systemer, som jo er en forudsætning for at kunne følge og kontrollere, at der sker korrekt planlægning af patientforløbene.

Men der har også været problemer visse steder. Det kræver ekstra ressourcer og personale, og man har på forskellige måder prøvet at finde en løsning. Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at det er vigtigt, at vi først og fremmest undersøger, hvordan det er gået de steder, hvor man har haft en forløbskoordinator, for at sikre, at det er den bedste løsning for de medicinske patienter. Samtidig skal det undersøges, hvor meget det vil koste at få indført, og her vil jeg gerne spørge Socialistisk Folkeparti, hvordan de vil finansiere det.

Vi vil samtidig understrege, at medicinske patienter hele tiden er i fokus hos Dansk Folkeparti. Der er også i de seneste år sket en del på området. Meraktivitetspuljen er gennem de seneste år kommet de medicinske patienter til gode, og det har skabt mere dynamik på området, ligesom der er kommet det frie sygehusvalg samt måling af sundhedskvaliteten på sygehusene.

Dansk Folkeparti har fokus på de ældre medicinske patienter, og da disse ofte lider af kroniske sygdomme, har vi ved midler på finansloven været med til at få sat gang i et bedre forløb for denne gruppe. Patientundervisning og egenbetaling skal være med til at ruste kroniske patienter til at håndtere deres sygdom.

I kvalitetsmodellen er vi enige om, at der skal være fælles standarder for kvaliteten i sundhedsvæsenet, herunder bl.a. korrekt medicinering og planlægning af udredningsforløb i forbindelse med diagnosticering. Modellen skal fremme en kontinuerlig klinisk, faglig og organisatorisk kvalitetsforbedring af patientforløbene, også på de medicinske områder.

Dansk Folkeparti er som sagt positiv over for forslaget, men mener, at vi først bør evaluere de kontaktperson- og forløbskoordinatorordninger, der findes, og derfor kan Dansk Folkeparti ikke tilslutte sig forslaget.

Tak til ordføreren. Så er den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Målet med det her forslag er jeg helt enig i. Vi skal gøre det trygt og sikkert at være patient i vores sundhedssystem, og især i et sundhedssystem, som kan virke forvirrende og uigennemskueligt at navigere rundt i. Men jeg er ikke enig i metoden, som fremlægges i det her forslag, nemlig at indføre en forløbskoordinator, og jeg vil give bare tre grunde til at stemme imod det her forslag.

Den første grund er, at vi har en kontaktpersonordning, som trådte i kraft den 1. januar i år, og det er jo netop de opgaver, der er oplistet i det her forslag, som denne kontaktperson ifølge vedtaget lovgivning skal tage sig af. Den anden grund til, at vi ikke kan tilslutte os det her forslag, er følge hjem-ordninger, udegående geriatriske team, opfølgende hjemmebesøg og tværsektoriale koordinationsteam. Det er projekter, der alle sammen er finansieret via puljen for den ældre medicinske patient. Det er igen projekter, der lige nøjagtig arbejder med de problemstillinger, der er oplistet i det her beslutningsforslag – projekter, som er i fuld gang derude i hele Danmark, i alle kommuner og i alle regioner. Den tredje grund er den danske kvalitetsmodel, som jo netop sigter på sammenhængende patientforløb. Kvalitetsmodellen er under udarbejdelse ude i kommunerne, og det er et krav i den, at der skal være et tværsektorielt samarbejde.

Det er bare tre grunde, der viser, at regeringen er trukket i arbejdstøjet. Den har taget fat på at skabe sammenhængende patientforløb for den enkelte patient. Jeg er enig i målet. Det er ret vigtigt, at patienterne forstår og er informeret om, hvad det er, der sker og skal ske. Men i en tid med mangel på sundhedsfagligt personale finder jeg ikke, at vi skal have endnu en gruppe føjet ind i vores sundhedsvæsen. Vi synes, at vi har taget fat på det her. Regeringen har i allerhøjeste grad vist en arbejdsvilje, og vi kan ikke tilslutte os beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, og det er fru Bente Dahl.

Da ordføreren er blevet syg, skal jeg redegøre for den radikale holdning til forslaget til folketingsbeslutning om medicinske patienters ret til en forløbskoordinator.

Det er et vældig sympatisk beslutningsforslag, der er fremsat i dag. Det tager fat på et af de store problemer, der er for en bestemt patientgruppe, den medicinske, og trods det, at vi taler om de medicinske patienter som en gruppe, er det en meget sammensat gruppe med meget forskellige behov. Det er tit ældre patienter, og det kan være meget forvirrende og uoverskueligt for specielt ældre patienter at være syge og være indlagt. Det medfører ofte genindlæggelse og komplikationer af forskellig slags.

Derfor tager beslutningsforslaget her fat på et meget vigtigt problemområde. Det lægger op til, at der, når man fik en forløbskoordinator tilknyttet, ville blive en mere effektiv udnyttelse af f.eks. personaleressourcer, da det jo nok ville forhindre genindlæggelser. På den måde vil det kunne medvirke til en mere effektiv udnyttelse af ressourcer i det hele taget, ud over det, som er allervigtigst, nemlig det menneskelige i det at kunne få tilknyttet en forløbskoordinator.

I Det Radikale Venstre er vi positivt indstillet. Vi finder, at forslaget måske er en anelse for nuanceret og detaljeret, og at det lægger op til en fast model, men vi mener, der er brug for en løsning på de her problemer, vi taler om. Så vi er positivt indstillet.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det Enhedslistens ordfører, det er hr. Per Clausen.

Når man tænker på alle de smukke ord, der gennem de sidste mange år er blevet sagt her i Folketingssalen om de medicinske patienter, kan det jo undre, hvorfor vi skal behandle et sådant forslag her i dag.

Det kan jo også undre, at det, der sådan er svaret på, hvorfor man ikke skal gøre det her – ud over at der kan være nogle tekniske detaljer om, at noget kunne gøres lidt anderledes – er, at man vil gøre noget i fremtiden og har masser af satspuljeforsøg i gang. Til det sidste vil jeg sige, at det jo ikke kan være sådan, at man kan afvise at gennemføre varige forbedringer med henvisning til, at man har nogle satspuljeforsøg kørende. Det skulle jo nødig udvikle sig på den måde, at det skal blive på samme måde på det medicinske område, som det er på det psykiatriske område, hvor man må tage satspuljerne i anvendelse, hver gang der skal ydes en ny indsats eller gøres noget nyt. Hvis det er rigtigt, hvad der bliver sagt om de medicinske patienter med de helt særlige problemer, de har, og de helt særlige udfordringer, det giver for sundhedsvæsenet, og hvis vi skal gøre noget effektivt ved det, kræver det nogle varige løsninger.

Hvis man derfor sagde: Vi har forsømt det her område i årevis, vi har gang i nogle ting, hvor vi prøver at finde ud af, hvad vi mere præcist skal gøre, men vi er usikre på, hvad der skal til, og derfor vil vi nødig tage stilling til det her forslag i dag – så kunne vi selvfølgelig forstå det og sige: O.k., det kan være den situation, vi står i.

For sagen er jo, at der er tale om nogle patienter, som på mange måder har vanskeligt ved at klare sig i sundhedssystemet, og som er vanskelige at håndtere i sundhedssystemet, fordi de ofte har flere sygdomme, de ofte skal i behandling forskellige steder og ofte også er i en tilstand, hvor det kan være svært for dem at gennemskue, hvad det er. De har altså brug for hjælp og støtte, de har brug for den tryghed, det giver at have en person, de ved altid er til stede og kan være med til at løse de udfordringer og de problemer, de står over for. I den sammenhæng synes jeg faktisk, at det her forslag rammer meget præcist ind i den virkelighed, som mange medicinske patienter har.

Jeg tror også, at det er nødvendigt, at man får defineret præcist, hvad det er for nogle personer, som har ansvaret – altså, hvad det er for noget personale, som har ansvaret for at sikre sammenhængen. Hvis man ikke har nogen konkrete mennesker, som er sat på den opgave, tror jeg, der er meget, meget stor risiko for, at de her patienter falder ned i de huller, der stadig væk er i systemet, i hvert fald når de skal transporteres eller bevæge sig fra den ene behandlingsmulighed til den anden. Og netop fordi der er tale om patienter, der måske ikke er særlig offensive eller udadfarende med hensyn til at få deres ret, ja, så er risikoen for, at de falder igennem, jo meget, meget stor.

Det, der også er det gode ved det her forslag, vil jeg sige, er jo, at netop i en situation, hvor mangelen på kvalificeret personale er et reelt eksisterende problem i sundhedssektoren, kommer man her med en funktion, som kan løftes af mange forskellige mennesker med en sundhedsfaglig baggrund. Det vil sige, at det jo i virkeligheden kunne være en funktion, der kunne virke afhjælpende i forhold til de opgaver, som i dag ligger hos nogle af de grupper, som der er størst mangel på inden for sundhedsområdet.

Så uden at vi vil erklære os enige i enhver detalje i et forslag, som ganske rigtigt, har nogle sagt, er meget detaljeret, er Enhedslistens udgangspunkt, at det her danner et godt udgangspunkt for at diskutere, hvordan man kan løse den udfordring, der handler om at give medicinske patienter en sammenhængende behandling, som modsvarer de behov, de har.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Karl H. Bornhøft.

Jeg vil meget gerne starte med tre oplysninger. Den første oplysning er, at 13,5 pct. af de medicinske patienter i dette land genindlægges inden for 1 måned – 13,5 pct. genindlægges inden for 1 måned. Den anden oplysning er, at hver 20. bliver genindlagt allerede inden for den første uge. Og den tredje oplysning er, at vi i det her land rent faktisk har 1.800 medicinske patienter, der bliver indlagt ti gange eller mere om året. Oplysningerne har ganske enkelt til formål at fortælle, at vi faktisk har et problem.

Jeg vil så heller ikke lægge skjul på, at jeg jo kan høre, at den erkendelse er hos både ministeren og ordførerne i dag. I den sammenhæng vil jeg også godt med det samme sige, at man jo kan have en opfattelse af, at det her forslag er alt for detaljeret og alt for konkret. Jeg gætter på, at hvis det nu var skrevet ned på en halv side, så havde svaret været nogenlunde sådan, at det her er så usikkert og ikke detaljeret nok til, at vi kan støtte det.

Men alt det er jo i bund og grund ligegyldigt i den her sammenhæng, for det, det drejer sig om, er at sørge for, at de medicinske patienter får noget bedre hjælp end det, de gør i dag. Jeg synes da, det er vidunderligt at høre, at den vilje skorter det bestemt ikke på her. Derfor er det vigtige budskab jo så altså også, at hvis det skal følges op, skal det følges op med handling. Og her er så et konkret forslag til handling, som vil hjælpe en lang række medicinske patienter.

Det er jo alment kendt, at især to grupper længe har ventet på bedre tider. Det er de ældre medicinske patienter og især de medicinske patienter med særlige behov. Det er patienter, der ofte får behandling for mange forskellige sygdomme samtidig. Det er patienter, der typisk indlægges akut på de medicinske afdelinger, og som ofte har brug for både behandling og pleje, som går på tværs af både faggrupper og sektorer. Det er derfor, at det er så magtpåliggende at få et tilbud, der sørger for, at de får et godt og koordineret sammenhængende forløb. Det er i øvrigt både menneskeligt og økonomisk langt det rimeligste.

Jeg har fuld forståelse for, at der her bliver nævnt adskillige ting, som er gjort både inden for kort tid og igennem mange år. Men jeg synes også, at man må sige, at det kan være lidt svært at være stolt over det med de kendsgerninger, jeg startede indlægget med. Derfor må man sige, at det altså ikke er sådan, at pakker og forløbsprogrammer og behandlingsgarantier sikrer den her gruppe. Derfor må vi altså sørge for, at en gruppe, der ikke er stærk nok til at slås for sig selv, får hjælp. For det er de sygeste og de svageste patienter i vores sundhedsvæsen.

Vi bør altså sørge for, at de får nogle rettigheder, der gør, at de kan få en hjælpende hånd, der tager dem både fra sygehuset og ud i kommunerne, altså sørger for, at der er nogle sammenhængende forløb. Jeg vil også med det samme sige, at det ville kunne befordre en meget mere effektiv udnyttelse af de ressourcer, som vi rent faktisk bruger i dag.

Når der bliver spurgt, hvad et forslag af den her karakter vil koste, vil jeg med det samme sige, at jeg faktisk tror, at der er et potentiale for, at det ikke koster noget, men at man får en bedre og mere effektiv udnyttelse af de ressourcer, som vi rent faktisk bruger i dag. Men skillelinjen, med hensyn til hvem der har ansvaret, er så benhård – enten er det på den ene side regionerne eller på den anden side kommunerne.

Jeg er i den her sammenhæng også nødt til at sige, at det altså ikke er sygehuse i verdensklasse, når vores patienter bliver kastebolde i systemet. De oplever problemer, når de går fra den ene afdeling til den anden, fra det ene sygehus til det andet og fra den ene sektor til den anden. Der skal altså være nogle til at sørge for, at de forløb bliver sammenhængende.

Vi er i SF ikke fuldstændig fokuseret på, at det skal hedde noget helt bestemt. Så hvis problemet i den her sammenhæng er, at det ikke er så godt, at det hedder forløbskoordinator, så er vi da indstillet på at drøfte også andre betegnelser for det. Men det er funktionen som sådan, der er det fuldstændig afgørende.

Jeg vil også sige, at det er helt centralt i forhold til den her diskussion at sørge for, at man har en person, der har kompetencer og kompetencer til at sørge for, at overgangen fra sygehussystemet og til kommunen også kan forløbe frit og i orden.

Jeg synes også, det er vigtigt at sige her, at det, vi i den her sammenhæng slås for, egentlig ikke så meget er, at folk hurtigt skal ud af systemet. Det, vi slås for, er, at de skal ud af systemet, når det er det, deres situation taler for, og at de skal det på en måde, der sker i sammenhængende forløb, så de ikke bagefter skal opleve, at de står med en grad af manglende tryghed. For det er i bund og grund det, vi hører.

Jeg synes også, at den her diskussion er vigtig alene af den grund, at vi faktisk ved, at presset på de medicinske afdelinger bliver større i årene fremover. Derfor er der altså en god grund til, at vi går ind og prøver at se, om vi ikke kan gøre mere end det, vi har gjort indtil nu, og som jo i hvert fald ikke har løst problemet. Det håber jeg vi kan nå til en fælles erkendelse af.

Derfor vil jeg også sige, at jeg grundlæggende synes, det er vigtigt, at vi accepterer, at det problem, som vi står med, ikke engang er nyt. Vi har faktisk haft det i adskillige år. Og derfor skal det nye altså være, at vi forsøger på at løse det med nogle andre metoder end dem, vi har brugt indtil nu.

Jeg vil så også med det samme sige, at når ministeren gør opmærksom på, at han er enig i formål og mål, er det jo utrolig dejligt. Det er jeg glad for at høre. At ministeren så er uenig i den konkrete metode, er vel noget, vi kan diskutere i tiden fremover. Skal det lige være den her løsning, eller skal det være en anden løsning? Men det vigtige er at holde fast i, at vi har et problem, der skal have en løsning.

Derfor vil jeg også lige gøre opmærksom på, at når ministeren siger, at sundhedsaftalerne skal være med til at løse det problem, er jeg nødt til at sige, at det sådan set er det, der står i forslaget. Der står nemlig i forslaget, at det, der præciseres, er opgaven med at skaffe forløbene, og at det skal udmøntes konkret og lokalt i de sundhedsaftaler, der skal indgås. Så det er vi da åbenbart enige om.

Så vil jeg da også grundlæggende sige, at når ministeren og ordførerne er så venlige i den her sammenhæng, er det vigtigt for os at sige her til slut: Det kan godt ske, at det her forslag ikke kan vedtages, men det burde da i hvert fald kunne sikre, at diskussionen får så konkret et indhold, at vi så løser det her problem med et forslag af en eller anden karakter, for vi kan altså ikke diskutere, at vi har et problem.

Derfor er vores udgangspunkt i SF, at med alle de tilbagemeldinger, der er kommet her til diskussionen i dag, vil et minimumskrav altså være, at vi kan finde ud af at lave f.eks. en fælles beretning, hvor vi skitserer, hvad det er, vi vil arbejde videre med. Det er vores grundlæggende udgangspunkt, nemlig at vi ikke nødvendigvis bare skal have en bestemt løsning, men at vi skal have den løsning, vi kan blive enige om, og som hjælper de her mennesker.

Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Nu insinuerer hr. Karl Bornhøft, at genindlæggelserne skyldes, at der mangler nogle til at koordinere indlæggelserne. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om hr. Karl Bornhøft har nogle tal på det, for det må være til at kunne måle.

På Glostrup Sygehus havde man for 6 år siden kontaktpersoner til alle medicinske patienter på de afdelinger, der var. Når man blev indlagt, fik man en kontaktperson – det kunne være en social- og sundhedsassistent eller en sygeplejerske – der sørgede for det hele i forløbet. Det var dem, der stod for al kontakten til kommunen, det var dem, der indkaldte til visitation, det var dem, der havde med ergo- og fysioterapeuterne at gøre, sådan at man kom hjem og havde haft et godt forløb. De havde også kontakt til geriatrisk team.

Så det er jo et sted, hvor man har haft det i mange år, og der kunne man jo prøve at gå ind og se, om de har haft flere eller færre genindlæggelser. Det vil jeg godt spørge ordføreren om.

Så er det ordføreren.

Jeg vil sige med det samme, at der ud over de tal, jeg har præsenteret her i dag, ikke umiddelbart kan findes nogen tal, som lige præcis fortæller, hvad omfanget er. Der er ingen, der helt præcist kan gå ind og give et bud på, i hvilken grad de forskellige ordninger, der har været i kraft indtil nu, har bidraget i positiv retning.

Det, man så til gengæld kan høre fra fagfolk, der beskæftiger sig med det her område, er, at de har et håb om, at man finder en funktion, der har en kompetence, der kan være med til at overskride den grænse mellem regionerne og kommunerne. Det er jo lige præcis det, der er det nye, det, der er fuldstændig anderledes end det, der tidligere har været diskuteret. Så i den her sammenhæng må jeg sige, at vores forslag jo er grænseoverskridende, og det er vel et bud på en løsning.

Så er der en sidste kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Tak. Jeg vil sige, at jeg er uenig med hr. Karl Bornhøft. Jeg fortæller jo lige, at man for 6 år siden på Glostrup Sygehus arbejdede efter den samme fremgangsmåde, så det er jo ikke noget nyt. Jeg står også her med en pressemeddelelse fra juli måned fra det, der må være ordførerens eget område, hvor det beskrives, at man bruger den fremgangsmåde, at forløbskoordinator og kontaktperson er en og samme person.

Jeg kunne gå så langt, at jeg gerne vil spørge ordføreren, om han kunne gå med til, at vi sætter en undersøgelse i gang og evaluerer de kontaktpersonordninger, der eksisterer derude, og kigger på, om det måske er dem, der skal implementeres.

Så er det ordføreren.

Det er jo heldigvis et demokrati, vi lever i, og derfor er det fuldstændig reelt, at man er uenig med bl.a. undertegnede og SF. Så det synes jeg er fint nok. Til gengæld kan jeg sige med det samme, at jeg også har et behov for, at det bliver forstået, hvad budskabet er. Budskabet er nemlig, at der skal skaffes en mulighed for at yde en hjælp, der er grænseoverskridende i forhold til de grænser mellem regioner og kommuner, som vi kender i dag, for ifølge de mennesker, der arbejder med det, er det lige præcis der, problemet ligger.

Der bliver i denne sammenhæng så også spurgt, om jeg er interesseret i at være med til, at vi får en beskrivelse af de virkemidler, der har været brugt indtil nu, og svaret er da banalt set: Ja, det er jeg da meget interesseret i, og det burde vi være alle sammen.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.