Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 127:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bøn og anden forkyndelse i folkeskolen.

Af Christine Antorini (S) m.fl.

(Fremsættelse 09.02.2010).

Forhandlingerne er åbnet. Undervisningsministeren.

Tak for det, formand. Det foreslås i beslutningsforslaget, at regeringen skal pålægges at præcisere, at der ikke skal ske forkyndelse gennem bøn i folkeskolen. Det gælder i dag helt generelt, at hverken undervisning i kristendom eller andre aktiviteter i folkeskolen må være forkyndende. Hvad særlig angår afsigelse af bønnen fadervor, har vi en ordning, som har været gældende i over 30 år, og som jeg synes fungerer ganske glimrende.

Det retlige grundlag for denne ordning er en retsopfattelse, som blev fastlagt i Undervisningsministeriet i 1978, og som ministeriet lige siden har fulgt i sine vejledende udtalelser og besvarelser af spørgsmål m.v. Denne retsopfattelse har der været gjort rede for flere gange over for Folketinget. Ordningen indebærer, at det er op til en lokal beslutning, om elever og lærere skal bede fadervor i folkeskolen – altså op til en lokal beslutning. Til gengæld er det fuldstændig frivilligt at deltage. Elever, der ikke ønsker at deltage, skal have fuld fritagelsesadgang. Det vil sige, at hvis en elev ikke ønsker at deltage, skal han eller hun have mulighed for at forlade det lokale, hvor der bliver bedt fadervor, og gå et andet sted hen. Det samme gælder lærerne.

Denne ordning har i alle de år, den har eksisteret, ikke givet anledning til nævneværdige problemer. Fritagelsesmuligheden svarer til, hvad der gælder i forbindelse med kristendomsundervisning, men den kan jeg forstå at rød blok også ønsker at fjerne som begreb. Det er Undervisningsministeriets vurdering, at den eksisterende ordning er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, og jeg er af den opfattelse, at det er en god ordning. Jeg henlægger det gerne til at være en lokal beslutning.

Må jeg ikke også have lov at tilføje, at drøftelsen af det her forslag har givet mig anledning til at reflektere over, at det forekommer mig, at det er en selvstændig målsætning for rød blok i Folketinget at tilsløre, at vi er båret af en kristen kultur i det danske samfund, og at det også er den tradition, som vores folkeskole er båret af, nemlig de frihedsrettigheder, der er bundet i grundloven, som jo er rundet af den kristendom, som landet har udviklet sig på baggrund af. Jeg mener faktisk, at man indimellem gør de mange skade for at komme de få til undsætning, og jeg mener, at det er vigtigere at tage hensyn til alle end at tage særhensyn.

Dermed er det klart tilkendegivet, at vi i regeringen er tilfredse med ordningen, som den er i dag, og med at overlade det til en lokal beslutning, hvorvidt man ønsker at bede fadervor i skolen, og at eleverne selvfølgelig kan fritages.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Christine Antorini.

Jeg kunne godt tænke mig at starte med at spørge ministeren lidt mere om grundlaget for, at det skulle være i orden, at man må gennemføre religiøs forkyndelse gennem bøn ved en morgensamling, når der samtidig står klokkeklart i de fælles mål for faget kristendomskundskab, som vi jo alle i forligskredsen har været enige om, og jeg citerer: »Opøvelse i religiøs praksis er ikke en del af skolens virke.«

Alligevel siger undervisningsministeren, at når der er tale om morgensamling, er det noget helt andet. Så må der godt ske religiøs forkyndelse gennem bøn. Ministeren henviser til en retspraksis, som vi synes er noget speciel, når man ser, hvordan retspraksis ellers er. Retspraksis er en pressemeddelelse udsendt i 1978 på baggrund af en drøftelse, som repræsentanter for Undervisningsministeriet havde med de teologiske fakultetsråd ved Aarhus og Københavns Universiteter. Kan ministeren ikke bekræfte, at det er en meget usædvanlig retspraksis at lægge til grund for noget, vi ellers plejer at styre gennem bekendtgørelser og vejledninger?

Ministeren.

Nu er det jo ikke pressemeddelelsen, der har skabt retspraksis. Det er indholdet, som er retspraksis og har været det i over 30 år, og for mig at se er det jo helt klart, at for så vidt man ønsker, at en 30-årig retspraksis på noget så grundlæggende for det danske samfund, nemlig den lokale mulighed for at kunne bruge fadervor i folkeskolen, skal ændres, bør den ændres i Folketingssalen. Den mulighed foreligger naturligvis for et til enhver tid siddende flertal, og jeg synes bare, befolkningen skal erindre sig, næste gang vi skal stemme, at det er det nuværende flertal, som er garant for, at man lokalt kan træffe beslutning om, at man beder fadervor, og i øvrigt ikke lægger skjul på, hvad den danske folkeskole jo er rundet af.

Det er ikke forkyndende at bede fadervor. Retspraksis har defineret det således gennem 30 år, og det har ikke været skjult for Folketinget. Der har været alle muligheder for at gribe ind.

Fru Christine Antorini.

Jeg må så konstatere, at når man hører et teologisk fakultetsråd, er det det, der bliver lagt til grund. Men det ændrer jo stadig væk ikke ved, at når vi har fremsat beslutningsforslaget, er det jo for at få styr på tingene og styre dem på almindelig vis via bekendtgørelser og vejledninger. Det er det, der ligger i beslutningsforslaget, og det håber jeg også ministeren anerkender.

Jeg vil så gerne spørge, om ministeren er enig med den tidligere undervisningsminister Bertel Haarder, som jo sagde, at det her var noget, man måtte beslutte lokalt. Det tilkom den lokale skolebestyrelse, og han ville ikke blande sig i, hvis skolebestyrelsen mente, at man skulle bede muslimske, jødiske eller kristne bønner. Så var det bare helt i orden for ham i forhold til en morgensamling.

Vores holdning er, at det her ikke er specielt rettet mod fadervor. Vores holdning er, at der ikke skal ske det, der svarer til kirkelige handlinger, herunder at bede bønner, uanset om det er fadervor, muslimske bønner, jødiske bønner eller andet. Men er den nye undervisningsminister enig med den tidligere undervisningsminister i, at en skolebestyrelse kan beslutte, at her skal der bedes muslimske eller jødiske bønner ved morgensamlingen?

Ministeren.

Ja, for det er faktisk sådan, og jeg citerer den tidligere undervisningsminister:

Det udelukker ikke, at fremsigelse af bøn fra en anden trosretning end kristendom kan finde sted i forbindelse med et fællesarrangement som f.eks. morgensamling. Det er på samme måde som afsigelse af fadervor selvsagt en forudsætning, at fremsigelse af sådanne bønner sker på en måde, der ikke er forkyndende, og at det er muligt at blive fritaget herfor. Citat slut.

Det er sådan set retsgrundlaget. Så er der jo det politiske i det, og det er, at jeg mener, at dette forslag med den måde, det er opbygget på, så tydeligt er vendt mod det, at der bliver bedt fadervor, og det finder jeg faktisk er problematisk i en skole, som er funderet på et kristent samfund. Det er klart, at det er fadervor, der bliver bedt. Der er ikke konkrete eksempler på, at det er muslimske bønner, og derfor vil et indgreb her jo i praksis være rettet mod netop det, at man beder fadervor.

Det andet spørgsmål rettede sig imod, om man ikke kunne ændre det til bekendtgørelser. Til det må jeg svare helt lodret: Jeg agter ikke at ændre noget her, dels fordi jeg ikke mener, det skal ændres, dels fordi jeg i hvert fald ikke gør det ved en bekendtgørelse, når vi i 30 år har haft en retspraksis i det danske samfund om noget, som det egentlig bør være Folketinget, der skal pålægge at ændre ved en lovændring.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

Tak. Jeg vil bare have en lille afklaring, og det er, fordi ministeren stod og reflekterede lidt over det der fænomen med rød blok og det her forslag – og nu synes jeg, at SF tilhører rød blok, det skal ikke være nogen hemmelighed – men ved ministeren noget om, hvordan SF stiller sig til det her forslag?

Ministeren.

Ja, det har jeg da en fornemmelse af, fordi jeg jo har studeret historikken på området. Men det, der er karakteristisk, er jo, at når vi drøfter – hvad skal man sige? – de etiske spørgsmål, de kulturelle spørgsmål omkring folkeskolen, så plejer Folketinget at dele sig i to. Det er jo ikke nogen hemmelighed. Og jeg synes, at jeg gerne vil bruge lejligheden til at slå fast, at det flertal, der er i dag, ikke sætter spørgsmålstegn ved det grundlag, som vores samfund bygger på, og heller ikke ved, at folkeskolen lokalt kan træffe en beslutning om, at man beder fadervor, og det er det, jeg konkret skal forholde mig til i den her sag. Men det kan jo være, at SF har en helt anden stillingtagen i dag. Den må jeg så afvente.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

»En helt anden stillingtagen« – jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår det.

Jeg vil bare høre, om ministeren ved noget om, præcis hvordan SF stiller sig til det her forslag, siden ministeren på forhånd i dag omtaler SF's holdning til forslaget?

Ministeren.

Nej, men altså, man kan jo sige det på den måde, at hvis det skulle være nogenlunde konsistent med det, SF i øvrigt mener på området, vil jeg tillade mig at antage, at SF stiller sig således. Men jeg beklager naturligvis, hvis jeg har taget noget for givet, som ikke er tilfældet. Det vil jo så vise sig, når ordføreren fra SF kommer herop.

Det ændrer dog imidlertid ikke ved min pointe, for hver eneste gang vi har en debat om noget beslægtet, f.eks. i den offentlige debat i aviser og andet, er der jo ikke grænser for de særhensyn, man skal tage, hvor mit udgangspunkt er, at der skal tages hensyn til alle – også de børn og de forældre, som nu har valgt en skole eller har en distriktsskole, hvor man vælger, at det er i orden at bede fadervor, og hvor de enkelte elever, som så måtte ønske ikke at være med, kan blive fritaget herfor. Det er det udgangspunkt, jeg har, og det plejer bare ikke at være et udgangspunkt, der deles af SF.

Hr. Jesper Langballe.

Det er som opfølgning på ministerens meget klare redegørelse: Jeg kunne godt tænke mig at spørge om det, at fru Christine Antorini nu spørger ind til retspraksis. I min ordbog, og jeg vil høre, om ministeren har det ligesådan, er en retspraksis noget, man har der, hvor der er et retsligt konfliktstof. Ellers har man jo ikke brug for en retspraksis.

Er der noget retsligt konfliktstof her? Altså, der er jo så uendelig mange ting, der er tilladt i folkeskolen. Man kan jo ikke lave et cirkulære om dem alle sammen – man må godt flyve med drager, man må gerne lege med hønseringe osv. – det ville jo blive helt uoverskueligt. Men man kan derimod skrive, sige noget om, hvad man ikke må i folkeskolen.

Nu vil oppositionen altså gerne have, at det skal indføres, at man ikke må bede fadervor. Men altså, sådan som den eksisterende tingenes tilstand er, hvilket behov er der så for en retspraksis?

Ministeren.

Man kan i hvert fald sige, at uanset hvad man kalder situationen i dag, er jeg tilfreds med den.

Ønsker hr. Jesper Langballe en kort bemærkning?

Det gør han ikke. Tak til ministeren. Der er ikke flere spørgsmål i denne omgang. Så er det hr. Per Bisgaard, ordfører for Venstre.

Venstre kan ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag. Denne taleindledning, som man traditionen tro ofte hører, vil jeg gerne gøre til min i dag. Fadervor har gennem generationer været en fast del af hverdagen på mange danske folkeskoler, således at man virkelig kan tale om en erklæret tradition. Som socialdemokrat ønsker man ikke at bevare denne tradition, og man ønsker direkte et forbud mod, at fadervor bliver oplæst i skolen. Forslagsstillerne hævder, at denne fremsigelse af fadervor er forkyndelse, som ikke bør finde sted i folkeskolen.

I Venstre er vi meget godt tilfredse med den udlægning, som er blevet fastholdt siden 1978, hvor Undervisningsministeriet, som det også er blevet nævnt, på baggrund af høringer i Kirkeministeriet og ved de teologiske fakulteter, udsendte en pressemeddelelse med følgende indhold, og det citerer jeg lige:

Det er Undervisningsministeriets opfattelse, at det ikke vil være uforeneligt med folkeskoleloven, at der efter lokal beslutning indlægges en bøn med fadervor som grundtype i den fælles morgensamling. Det er dog en forudsætning, at et barn efter anmodning kan fritages for deltagelse i fællesbønnen. Citat slut.

I Venstre er vi, som undervisningsministeren også fremhævede, glade for, at det er op til en lokal beslutning, om elever og lærere skal bede fadervor i folkeskolen. I det baggrundsmateriale, der har ligget til grund for det her forslag, kan man jo se, at der stadig væk i Danmark er stor forskel på, om man nu bor i Vestjylland – der er specielt nævnt Nørre Nissum Skole – eller om man bor i det københavnske område, hvor der også er nævnt nogle skoler, og der er meget stor forskel på, hvordan man tilrettelægger den daglige undervisning. Det giver altså den enkelte skole mulighed for at tilrettelægge sine morgensamlinger og fællessamlinger, som der nu er tradition for på den pågældende skole.

Hvis man ikke ønsker den traditionelle form med fadervor, kan man jo netop undlade at inddrage det. Er der enkelte eller for den sags skyld flere, som ikke ønsker at deltage, gives der jo mulighed for fritagelse – en rettighed, som ikke bare gælder eleverne, men også lærerne. Ordningen har virket fint i mange år, ja, som sagt i flere årtier, og vi synes ikke, der er noget behov for at lovgive på det her område, så Venstre kan altså ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Det har medført en kort bemærkning eller et spørgsmål. Fru Christine Antorini.

Jeg går ud fra, at ordføreren for Venstre kan bekræfte, at det står meget præcist, at når det er, man skal have faget kristendomsundervisning, skal der ikke ske opøvelse i religiøs praksis, fordi det ikke skal være en del af skolens virke. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at Venstres ordfører så forklarer, om det ikke er en opøvelse i religiøs praksis, hvis man fast på morgensamlingerne skal bede en bøn.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte det første, men jeg er ikke enig i det næste, som fru Christine Antorini siger.

Det, at man beder fadervor, tror jeg har udviklet sig fra, som jeg i hvert fald nævnte, at man på skoler gjorde det hver eneste dag, til der er en dag om ugen, hver fjortende dag eller måske hver måned, hvor der er en fælles samling. Så jeg anser det ikke for at være en forkyndelse, som det også bliver beskrevet af de to fakulteter.

Fru Christine Antorini.

Et er, hvad nogle teologiske fakulteter siger, noget andet er, hvad der står i den beskrivelse, der er om faget kristendom. Der vil det være sådan, at man ikke kan lære børn religiøse handlinger som at bede bøn. Man ville med det samme få en påtale fra undervisningsministeren for det, for det skal ikke ske i faget kristendom.

Jeg vil høre, om det ikke strider lidt imod Venstres ordførers frihedssyn, at det kan være helt i orden, at børn – det kan være børn, som er ikketroende, det kan være børn, som har en anden religiøs overbevisning – kommer ind og får at vide, at de skal være en del af en religiøs handling, hvor de bekender sig til en bestemt religiøs tro. Er det ikke manglende respekt for det, som vi ellers hylder her i landet, nemlig religionsfrihed? Det er jo derfor, vi netop har undervisning om religioner, hvor kristendommen selvfølgelig fylder hovedparten, for det er en del af vores kulturarv, men når det når dertil, at man skal bekende sig til en tro, respekterer vi sådan set, hvilken tro man har, eller at man er ikketroende. Når det så gælder morgensamlingen, er det åbenbart i orden, at man skal begynde at bede en bøn, bekende sig til en tro, som man muligvis slet ikke er en del af. Det må da stride imod Venstres frihedssyn.

Ordføreren.

Det skulle ifald være, at jeg gik ind på den præmis, at den bøn var noget, som var forkyndelse. Der dækker jeg mig meget fint ind både i forhold til det, som tidligere har været nævnt om 1978, og den praksis, jeg selv som lærer har oplevet derude. Jeg opfatter det ikke som værende noget, man er underlagt, hvis man har en anden opfattelse eller en anden religion. Man har faktisk muligheden for at forholde sig passiv, som man kan gøre i mange fag. Man har altså også muligheden for at forlade lokalet, hvis man ønsker det. Derfor kan jeg ikke se, at det skulle give nogen problemer, og det giver ikke nogen problemer efter min opfattelse.

Tak til ordføreren. Hr. Jesper Langballe havde ikke markeret, men det kan nås endnu. Hr. Jesper Langballe.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge hr. Per Bisgaard – og det er så igen med anledning i fru Christine Antorinis spørgsmål – om hr. Per Bisgaard ikke er enig med mig i, at det, som folkeskoleloven og »Fælles Mål« taler om, når de siger, at der skal være tale om noget kundskabsmeddelende og ikke noget forkyndende, er i undervisningen. Undervisningen skal være kundskabsmeddelende og ikke forkyndende.

Er hr. Per Bisgaard ikke også enig med mig i, at det i og for sig ikke vedkommer det spørgsmål, om man har en morgensamling, hvor man beder et fadervor? For det er ikke undervisning, men det er en måde, som skolen og lokalområdet finder er en god måde at starte dagen på, og så kan man bagefter gå ud i klasselokalerne til undervisningen og få ren kundskabsmeddelelse.

Ordføreren.

Det korte svar er ja.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jesper Langballe som ordfører.

Der er tre ting, der falder en i øjnene ved denne genfremsættelse. For det første er forslaget principielt hovedløst, for det andet er det historieløst, og for det tredje er det tyrannisk. Og vi tager det i den rækkefølge.

Det er jo sandt, at folkeskoleloven forudsætter, at undervisningen, også i kristendomskundskab, skal være kundskabsmeddelende og ikke forkyndende eller mere direkte udtrykt: Undervisningen må ikke være propaganda, for propaganderende undervisning er elendig undervisning og desuden et overgreb imod eleven. Læreren skal loyalt lade stoffet selv, sagen selv komme til orde nøgternt og ædrueligt. Det betyder, når det er kristendom, der undervises i, at læreren skal lade det kristne evangelium komme til orde med bibelske, historiske og aktuelle referencer. Det er derimod en dødssyg tanke, at der ikke må ske en påvirkning, bevidst eller ubevidst, når der undervises. Som Lindhardtudvalget under Det Teologiske Fakultetsråd anførte i sit responsum til Undervisningsministeriet i 1978 om den samme sag:

Det forudsætter, at man som underviser – som underviser – har søvngængeragtige lærerpersonligheder, der bevidstløst ikke ved, hvad de foretager sig. En sådan upersonlighed vil samtidig virke dræbende på eleverne. Læreren skal selvfølgelig være optaget af faget, og han skal smitte eleverne med sin optagethed.

Desuden er der vel ingen, der vil bestride, at fadervor, den bøn, som Jesus lærte sine disciple, og som har været den kristne kirkes bøn så længe, som den har eksisteret, hører til grundelementær kundskab om kristendommen, som eleverne selvfølgelig skal stifte bekendtskab med. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis man ikke må sige ordene? Det principielt hovedløse ved forslaget træder især frem i sammenblandingen af, som jeg lige har været inde på, hvad folkeskoleloven og »Fælles Mål« siger om undervisningen, og hvad der er forslagets sigte. Det er jo ikke undervisningen, der har givet anledning til denne debat. Det er spørgsmålet om, hvorvidt en lokal skole skal have lov til at indlede skoledagen med en morgensamling, hvor man beder fadervor, når det er, hvad skolen og lokalsamfundet ønsker. Det har ikke noget med undervisning at gøre, men det er et fortegn, en skole kan vælge at sætte på sit arbejde. Derefter går man så ud i klasselokalerne og tager fat på dagens arbejde, som er ren kundskabsmeddelende undervisning.

Ja, man kunne i grunden godt sige, at det indledende fadervor er med til at fastholde undervisningen i klasseværelserne på at være ikke en kvalmende religiøs omklamring, men nøgtern og kundskabsmeddelende. Husk på, at vi jo ikke taler om, at man integrerer bøn og undervisning ved fem gange om dagen at slippe blyanter og tavlekridt for at rulle et bedetæppe ud og knæle vendt mod Mekka. Nej, vi taler om et fadervor én gang med dagens begyndelse på nogle få skoler, der har valgt det sådan.

Hvorfor så fadervor og ikke en hvilken som helst anden religiøs bøn? Fordi Danmark, som frugt af den historie der er vores, er et kristent land, som ministeren fint gjorde rede for det. Det ville forslagsstillerne også vide, hvis ikke de var ganske historieløse. Det står oven i købet i den grundlov, som de selv har skrevet under på at ville holde, nemlig at staten skal støtte den evangelisk-lutherske kirke. Det sker næppe ved, at Folketinget bandlyser kristendommen i den officielle skole.

Det sidste, man kan sige om forslaget, er, at det er udtryk for et ganske utåleligt statstyranni over for skolerne og deres lokalområder. De vil jo, hvis det blev gennemført, være åndeligt umyndiggjort. Husk på, at den altafgørende forudsætning er, at eleverne kan blive fritaget. Det er den frihed, der må og skal herske overalt, hvor der er tale om åndelige spørgsmål. Ingen skal tvinges, hverken enkeltelever eller skoler.

Jeg vil sige, at forslaget oser af had til frihed. Tilmed er der så knap nok nogen, der har registreret noget problem, når vi ser bort fra Humanistisk Samfund, en sekt af religiøst troende ateister. Det eneste, man i denne forbindelse må takke Socialdemokraterne for, er, at de i god tid over for vælgerne bekræfter, at det er sådan et tyranni over for landets mange enkelte skoler, man har i vente, hvis et kommende valg skulle føre til et andet flertal end det nuværende.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

Forslaget udspringer jo bl.a. af, at der har været en række klager fra forældre, der oplevede det som et tyranni, at deres børn skulle bede en bøn og bekende sig til en tro, som de ikke var en del af. Deraf kommer tyranniet. Det er ikke i forhold til forslaget, for det, forslaget gør, er, at det bare slår fast, at tro er en privatsag. Den skal man selvfølgelig have lov til at dyrke, men det er ikke en del af folkeskolens formål.

Jeg vil gerne høre Dansk Folkepartis ordfører, om han er enig med tidligere undervisningsminister Bertel Haarders udlægning af den her sag. Jeg citerer fra et svar, som vi har fået i udvalget, nemlig at undervisningsministeren mener, at det er en lokal sag, som den lokale skolebestyrelse selv skal beslutte, og skolebestyrelsen må også beslutte, at der både er plads til muslimske, jødiske og kristne bønner som en del af morgensamlingen.

Deler Dansk Folkeparti den opfattelse, at man uanset hvilken bøn kan bede som en del af morgensamlingen?

Ordføreren.

Nej, den opfattelse deler Dansk Folkeparti ikke. Da jeg hørte den udtalelse fra den tidligere undervisningsminister, korsede jeg mig. Jeg fatter simpelt hen ikke, hvordan han kunne sige sådan noget forbistret sludder.

Som jeg netop har gjort rede for i min ordførertale, er der tale om, at det, at man eventuelt beder et fadervor, er udtryk for, at vi lever i et kristent land. Det står i grundlovens § 4. Det er derfor også en ulidelig floskel at sige, at religion er en privatsag. Er noget, der er omtalt i grundloven, en privatsag? Det er rigtigt nok, at religion eller tro er en personlig sag, men det er sandelig da en personlig sag, som dækker vores historie og vores grundlov.

Endelig vil jeg sige, at det da er rigtigt nok, at der er enkelte forældre, der har klaget over det. Hvorfor har de det? De kan bare få deres børn fritaget, så enkelt er det. Det er nemlig frihed, men det, som forslagsstillerne går ind for, er utålelig tvang.

Fru Christine Antorini.

Der er såmænd ikke nogen som helst tvang i det. Det er en respekt for det, som også afspejler sig i faget kristendomskundskab, som ordføreren også selv var inde på. Det er bare koldt og nøgternt at konstatere, at eleverne selvfølgelig skal lære om religioner, herunder at kristendommen skal fylde hovedparten af undervisningen i religion, fordi det er en del af vores kulturarv, men lige så snart det kommer over til forkyndelse, er det ikke en del af skolens virke. Det er bl.a. derfor, at vi har præsterne. Man kan gå til sin kirke, uanset hvilken trosretning man måtte høre til, og udøve sin religiøse praksis.

Jeg vil bare lige for at være helt sikker konstatere, at der er fuldstændig uenighed mellem Dansk Folkeparti og regeringen. Det vil sige, at der i det flertal, som vi har i dag, er fuldstændig uenighed om, hvorvidt man skal tvinge alle børn til at bede fadervor, eller om man skal give fuldstændig frit slag, så en skole kan beslutte, at de skal bede en muslimsk bøn, en jødisk bøn, eller hvilken bøn de måtte beslutte.

Det, vi bare konstaterer fra Socialdemokraternes side, er, at bøn ikke hører til i folkeskolen. Børnene skal lære om religioner og lære om bønner, men de skal ikke bede bønner. Det er stille og roligt det, vi konstaterer.

Jeg vil gerne høre Dansk Folkepartis ordfører: Er det ikke korrekt, at der, hvor uenigheden er, faktisk er blandt regeringspartierne og regeringens støtteparti? De er fuldstændig uenige om, om man skal kunne bede hvilken som helst bøn til morgensamlingen, eller om det skal være sådan, som Dansk Folkeparti vil have det, nemlig at det skal være en bestemt bøn, uanset om man tilhører den religion eller ej.

Ordføreren.

Fru Christine Antorini kan bruge nok så mange ord på at vise, at den tvang, som man vil indføre, skulle være frihed. Det er jo noget nonsens. Man vil simpelt hen forbyde skolerne noget, som visse skoler gerne vil. Det er da, hvad jeg kalder tvang. Så det er altså udenomssnak.

Så er der det om regeringen og Dansk Folkeparti, men regeringen og Dansk Folkeparti er grundlæggende enige om at afvise det her. Når kristendommen har en særlig plads, også i grundloven, er det jo, fordi vi har en ganske bestemt historie, som vi ikke kan viske ud. Respekten for den historie og den kulturarv er Dansk Folkeparti og regeringen enige om. Men Dansk Folkeparti er ikke enig med den tidligere undervisningsminister i hans bemærkninger om jødiske og muslimske bønner.

Jeg forstår ikke, hvorfor man siger sådan noget, for det er jo fuldkommen hypotetisk. Der er jo ikke nogen dansk folkeskole, hvor der er et så overvældende flertal af muslimer, at det ville være tilsvarende relevant at begynde dagen med en muslimsk bøn, bortset fra at muslimerne ikke beder morgenbøn, men beder fem gange om dagen, og der skulle undervisningen så afbrydes.

Ja tak, taletiden er udløbet. Tak til ordføreren, der er ikke flere spørgsmål. Næste ordfører er fru Pernille Vigsø Bagge fra Socialistisk Folkeparti.

Det rigtig positive ved det her forslag er, at det i virkeligheden handler om fællesskabet i folkeskolen. I SF er vi meget optagede af, at man ikke ekskluderes fra folkeskolens fællesskab. Faktisk synes vi, at det der med, at man kan fritages fra alt muligt, er en rigtig dårlig idé. Vi synes faktisk ikke, at man skal kunne fritages fra andet end at være nøgne sammen i folkeskolen, der går vores grænse dog.

Vi synes faktisk, at det skal være sådan, at hvis der på en folkeskole er folk, der ikke bryder sig om, at der skal bedes fadervor, må man på den folkeskole afholde sig fra at bede fadervor. Det der med, at folk så kan gå udenfor, virker ekskluderende, og det er ikke særlig hensigtsmæssigt. Jeg kan faktisk heller ikke helt forstå, at regeringen har den holdning, at det er en god ting, at man bare kan stille sig uden for fællesskabet.

Det synspunkt, jeg omtaler nu, er også det, der ligger til grund for, at vi faktisk synes, at det er en fejl, at man kan fritages fra kristendomsundervisningen i folkeskolen. Vi synes, at det skal være et obligatorisk fag i folkeskolen. Det skal laves om til et religionsfag, som har et større fagligt indhold og omfatter verdensreligionerne, men selvfølgelig med absolut størst vægt på kristendommen. Det forslag har vi tænkt os at fremsætte sammen med Socialdemokraterne og De Radikale i den næste folketingssamling. Hvem ved, måske sidder vi i regering til den tid, og så kan vi jo have flertal til at beslutte det. Men når jeg taler om fællesskabet i folkeskolen, er det, fordi jeg synes, at det er utrolig vigtigt at påpege, at forkyndelse, som loven også siger, ikke på nogen som helst måde hører hjemme i folkeskolen. Det kan der overhovedet ikke herske nogen tvivl om.

Forslaget her kommer ikke til afstemning, fordi Socialdemokraterne er en del af folkeskoleforligskredsen. Men hvis det kom til afstemning, ville SF vælge at stemme hverken for eller imod. Vi synes, at det er positivt at vægte fællesskabet i folkeskolen højt, men vi synes også, at er der en skole i landet, hvor alle er enige om, at det er helt i orden i forbindelse med morgensamlingen at bede fadervor, skal vi ikke her fra Folketingets side blande os og sige, at det kan man ikke. Men er der som sagt enkelte forældre, der ikke føler, at de bliver inkluderet i fællesskabet, ved at der bliver bedt fadervor, må man tage konsekvensen, sådan som en skole i Vestjylland også har gjort, og ophøre med at bede fadervor.

Vi synes dog, at de pragmatiske løsninger på det her område må ligge ude i det lokale selvstyre i kommunerne. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

De Konservative siger nej til det her kulturradikale forsøg på at rense den danske folkeskole for enhver rest af kristen kulturarv. Det er selvfølgelig vigtigt at sige, at der ikke er nogen her, der har intentioner om at diktere, at der skal foregå morgenbøn ude på danske folkeskoler. Det er ret få skoler, der gør det, og de steder, hvor de gør det, er det, fordi skolebestyrelserne har besluttet, at det er en god idé. Og ligefrem at begynde at gribe til forbud mod dette virker som noget af en overreaktion.

Jeg synes, at vi nu igen – og her gentager jeg mig selv, det er lidt et deja-vu – ser Socialdemokraterne gribe til en central styring og endnu et forbud, endnu en regel, som man vil lægge ned over den danske folkeskole. På trods af at man ofte bryster sig af, at man kæmper mod en regering, som står for en central styring, er det endnu en gang Socialdemokraterne, der gør det.

Vi har meget svært ved at se, at der er nogen, der tager skade af at deltage i en morgenbøn. Eleverne kan blive fritaget for det, hvis de ikke ønsker at være med, men for dem, der vil deltage, er det fint, at de stifter bekendtskab med denne danske kristne tradition. Jeg forstår ikke, hvorfor venstrefløjen er så allergisk over for dansk kulturarv, at de vil gribe til forbud mod morgenbøn. Er det virkelig så stor en trussel? Er det virkelig så stort et problem?

Amen.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

Jeg vil gerne spørge den konservative ordfører, om han anerkender, at der er forskel på, om man skal lære religiøse handlinger eller man skal undervises i religion, herunder kristendomskundskab.

Ordføreren.

Undskyld, kan jeg få spørgsmålet en gang til?

Jeg vil gerne spørge den konservative ordfører, om han anerkender, at der er forskel på, om der skal ske forkyndelse i religion, herunder religiøse handlinger, eller man skal have undervisning om religioner, herunder selvfølgelig kristendommen.

Ja, den skelnen kan man sagtens gøre.

Fru Christine Antorini.

I forlængelse af det vil jeg gerne høre, om den konservative ordfører så anerkender, at det lige præcis er den skelnen, der rent faktisk er i folkeskolen, herunder i faget kristendomskundskab, hvor det står klokkeklart, at der ikke skal ske forkyndelse i faget kristendomskundskab. Og hvis den konservative ordfører anerkender det, og det kunne jeg se på nikket, vil jeg gerne spørge, hvorfor i alverden De Konservative så synes, at det er i orden, at der kan ske forkyndende handlinger, f.eks. på en morgensamling.

Ordføreren.

Det kan der jo heller ikke, og det er heller ikke det, der finder sted. Det, der finder sted, er, at man stifter bekendtskab med den tradition, som er, at man beder morgenbøn, og det er ikke at betragte som forkyndelse. Det har vi den her retspraksis for.

Socialdemokraterne mener så, det er tilfældet, men man synger jo også en masse danske salmer, hvor der indgår en masse lovprisning af Gud og ting, som i virkeligheden fremgår meget mere højreligiøst end de ord, som man fremsiger under et fadervor. Igen vil jeg sige, at jeg ikke kan se, at der er nogen, der tager skade af det.

Jeg kan heller ikke betragte det som missionering. Jeg tvivler meget på, at der er nogen, der er blevet omvendt fra en anden religion til kristendommen, ved at de eventuelt har fremsagt et fadervor på en dansk folkeskole. Det tror jeg simpelt hen ikke finder sted.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Line Barfod, Enhedslisten.

Da vores ordfører på området, fru Johanne Schmidt-Nielsen, ikke kan være til stede, skal jeg på hendes vegne fremføre følgende:

Enhedslisten støtter Socialdemokraternes forslag om at gøre det helt klart, at religiøs forkyndelse ikke hører hjemme i folkeskolen. Det er ikke, og det skal ikke være folkeskolens opgave at indføre eleverne i en særlig trosretning. Skolen skal tværtimod give eleverne en bred indføring i alle mulige forskellige former for livsanskuelser, religiøse såvel som ikkereligiøse, og så ellers lade det være op til børn og forældre at træffe deres egne beslutninger om, hvorvidt de vil tro på en gud, og i så fald hvilken, eller om de ikke vil tro på en gud.

Det betyder, at man ikke skal have religiøse ritualer som f.eks. fadervor som en del af den fælles tilrettelagte undervisning, og det betyder, at der ikke må forkyndes i undervisningen. Det er ikke godt nok at give eleverne mulighed for at blive fritaget for den del af undervisningen, der indeholder bøn eller forkyndelse, for folkeskolen er et sted for alle elever, uanset om de er religiøse eller ej. Derfor er det selvfølgelig også uacceptabelt, hvis fællesskabet tager udgangspunkt i en bestemt religion, uanset om det er kristendom, islam eller noget helt tredje.

Hvis man ikke kan lide principperne om, at der i folkeskolen skal være plads til alle uanset religion, så er man heldigvis fri til at finde en religiøs friskole eller til at oprette en ny, naturligvis inden for de rammer lovgivningen stiller op.

Egentlig er det ærgerligt, at der er behov for en opstramning af lovgivningen, men når selv den tidligere undervisningsminister har endda meget svært ved at finde grænserne for, hvad der er rimeligt, og hvad der ikke er rimeligt – om det er passende at bede kristne bønner som en del af skolegangen – ja, så er det jo åbenbart nødvendigt med dette forslag.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Christine Antorini, Socialdemokratiet.

Når Socialdemokraterne har fremsat forslaget, er det af to grunde. Den første grund er, at der er kommet flere og flere helt konkrete sager, hvor forældre har klaget over, at de har oplevet, at deres børn skulle være en del af en morgensamling, hvor der skulle bedes morgenbøn, mens de troede, at deres børn gik på en folkeskole, hvor det meget klart og tydeligt står, at der i folkeskoler ikke sker forkyndelse, og at man, hvis man ønsker en religiøs undervisning af ens børn, har muligheden for at vælge en religiøs friskole eller privatskole. Så der har været konkrete sager, hvor forældre har sagt: Det her kan da ikke være rigtigt, i forhold til at folkeskolen er tænkt som fællesskabets folkeskole, hvor man kan være, uanset om man er troende eller ej.

Der har været lidt misforståelser om, om det er en genfremsættelse eller ej, men det er det ikke. Det er første gang, vi fremsætter det her forslag, men det har været til debat i offentligheden før.

Men den anden grund til, at vi har valgt at fremsætte beslutningsforslaget, er, at vi faktisk har en meget principiel holdning til, at folkeskolen lige præcis er den fællesskabsinstitution, som skal være for alle elever. Det er derfor, vi lægger meget vægt på de præcise forklaringer, der også er til indholdet af kristendomsundervisningen. For jeg vil godt rette en misforståelse: Der er nogle, der prøver at skyde os i skoene, at vi overhovedet ikke respekterer kristendommen eller noget, men det ved dem, der siger det, jo godt er noget sludder.

Vi har dyb respekt for folk, der har en religiøs overbevisning, og vi lægger meget vægt på, at undervisningen i kristendommens betydning er en del også af folkeskolen. Det er jo derfor, vi som folkeskoleforligspartnere også har været ind over de forskellige fælles mål – det gælder ikke kun i forbindelse med kristendomsundervisningen, det gælder også i faget historie, og det gælder i faget samfundsfag – og der kommer vi selvfølgelig ikke udenom, at en meget vigtig del af det at forstå, hvad dansk kulturarv er, og forstå, hvordan det danske samfund er endt med at se ud, som det gør, også er, at man har en dyb og grundig indsigt i kristendommens indflydelse.

Men der er en verden til forskel på, at eleverne i folkeskolen skal have en dannelsesbagage med, hvor religionen og kristendommen er en del af det, og at man skal oplæres i religiøse handlinger. Derfor er det principielt for os at sige, at vi er nødt til at have præciseret reglerne; for det er jo ikke godt nok. Jeg tror også godt, at undervisningsministeren selv kan høre, at det er lidt tyndt, at fordi man helt tilbage i 1978 diskuterede det spørgsmål og snakkede med to teologiske fakultetsråd , lægger man det til grund for at sige, at det er i orden, at der må bedes bønner som en del af folkeskolens virke. Jeg er ikke stødt ind i, at man tidligere har reguleret sådanne områder, ved at man henviser til, at der har været nogle samtaler – i det her tilfælde med nogle fakultetsråd. Hvis det er, at man ønsker at fastsætte en praksis, gør man det på den helt normale måde: igennem en lov, igennem bekendtgørelser, igennem vejledninger. Og det er det, som ligger til grund for det her forslag: Lad os få rene linjer, så vi ved, hvad vi har med at gøre.

Vi anerkender så, at der er et politisk flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti, som mener, at man alligevel godt kan gennemføre religiøse handlinger ved en morgensamling. Men for os er det her også principielt; i det øjeblik man træder ind på folkeskolens grund, er det altså folkeskolens regler, der gælder. Derfor er der for os at se ikke forskel på, om det er ved en morgensamling eller i kristendomsundervisningen, at der sker religiøs forkyndelse gennem bøn. Det hører ikke til folkeskolen. Men det er ikke af manglende respekt for kristendommen; det er af respekt for religionsfrihed og for, at man selv kan dyrke sin tro igennem sin kirke og igennem andre steder. Folkeskolen skal ikke være den, der laver adskillelse i forhold til religion.

Det, som ligger i forslaget, er i virkeligheden meget enkelt: Hold forkyndelsen ude, og hold fast i kristendomsundervisningen som en vigtig del af folkeskolen. Derfor må jeg så også sige på Socialdemokratiets vegne, at det er rigtig ærgerligt at høre den nye minister sige noget, som jeg faktisk tror er imod bedre vidende, nemlig at Socialdemokraterne ønsker at fjerne kristendomsundervisningen. Jeg kan ikke sige andet, end at det er sludder og vrøvl, og det ved ministeren også godt.

Det, som Socialdemokraterne ønsker, er, at kristendomsundervisningen skal ændre navn. Det skal hedde religionsundervisning, men det skal stadig væk være sådan, at hovedparten af indholdet handler om kristendommens betydning for det danske samfund. Det er i øvrigt præcis sådan, som det har været i rigtig, rigtig mange år på det gymnasiale område. Der har man haft faget religion; det har aldrig heddet kristendomskundskab. Det er helt tilbage i 1877, at det blev indført, at man i gymnasiet har faget religion. Så vidt jeg ved, har man ikke hørt en eneste fra hverken Venstre, De Konservative eller for den sags skyld Dansk Folkeparti, som har syntes, at det har været en katastrofe for den danske kulturarv, at de i gymnasiet har faget religion. Men når det kommer til folkeskolen, er der åbenbart ikke grænser for, i hvilket omfang man kan udlægge det, som om vi ønsker at fjerne undervisningen i kristendom.

Bare for at slå det fast med syvtommersøm: Vi synes, det er vigtigt, at eleverne undervises i kristendom, og vi synes, det er vigtigt, at faget ændrer navn til religion, sådan at det lige præcis viser bredden i det, nemlig at hovedparten er kristendomsundervisning, men at der også er undervisning i de andre religioner. Og det er frem for alt, fordi det også betyder, at faget kan gøres obligatorisk. Vi tager det faktisk så alvorligt, at vi synes, det er en vigtig del af det, man skal have med i bagagen; det skal ikke være sådan, at man kan friholdes fra at blive undervist i religion, herunder kristendomskundskab.

Så der er mange myter, og den her debat bliver brugt til, at man nurser sine egne hassaner. Det synes vi er ærgerligt, for det, vi egentlig ønsker, er et klart retsgrundlag – igennem lovgivning, bekendtgørelse eller vejledning. Det er der ikke i dag. Forældre har klaget, og de må bare opleve, at svaret heroppe på talerstolen fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti er, at hvis ikke de kan lide lugten i bageriet på en folkeskole, kan de bare gå uden for morgensamlingen. Nej, sådan skal det ikke være for den fælles folkeskole. Der skal være plads til alle børn, og det skal ikke være det, at der sker religiøs forkyndelse på nogle få folkeskoler, der betyder, at der er nogle børn, der bare får prædikatet: Du er ikke rigtig velkommen her, du kan stå udenfor, mens vi bedriver noget, som Socialdemokraterne ret beset ikke mener hører til i folkeskolen.

Min afslutning skal være, at hvis man vælger at køre nogle ting inden for sine egne snævre dagsordner, skal man nogle gange bare prøve at sætte sig i modpartens sted. Jeg tror, at der ville være rigtig mange af os, der ville føle, at det ikke var i orden, hvis vi sendte vores børn af sted til en folkeskole og det, der skete, var en morgensamling, hvor skolebestyrelsen havde besluttet, at der hver morgen skulle bedes en bøn – en jødisk bøn, en muslimsk bøn – inden for en trosretning, som vi ikke selv var en del af. Vi ville synes, det var helt, helt forkert, hvis det skulle være en del af folkeskolens virke.

Så vi vil bede om, at man overvejer, om vi i virkeligheden ikke kan få en meget fornuftig holdning til, hvordan man håndterer spørgsmålet om religion i den danske folkeskole, nemlig at det er rigtig vigtigt, og at det er så vigtigt, at det skal være obligatorisk, men at det skal være sådan, at det netop er undervisning i religioner og ikke i religiøse handlinger. Det er det, som ligger i beslutningsforslaget, og ikke alt muligt andet – om man er mere eller mindre dansk, om man er mere eller mindre troende, om man ønsker mere eller mindre dansk kulturarv. Det er ikke det, det handler om. Det handler om rene linjer, sådan at vi kan få en fornuftig religions- og kristendomsundervisning som undervisning og ikke som forkyndelse.

Vi har noteret os med glæde, at Enhedslisten har bakket op om det, og at SF nærmest på alle punkter var enig i det, men vil ende med at undlade at stemme for det på grund af nogle nuancer – det tror jeg egentlig godt at vi kan snakke os frem til. Jeg skal så, da den radikale ordfører ikke har kunnet være til stede her, sige, at Det Radikale Venstre også støtter op om forslaget.

Jeg håber, at der er en mulighed for, at Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti lige tænker sig om en ekstra gang og ser, at det måske i virkeligheden vil være til alles fordel, at der er rene linjer i den her sag, som ikke handler om uenighed om, om der skal være undervisning i kristendom eller ej – det er vi alle sammen enige om – men om, om det skal være fællesskabets folkeskole, hvor der skal være plads til alle uanset religiøs overbevisning.

Tak. Hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning.

Jeg har under den her debat hørt fru Christine Antorini holde én lang, uafbrudt enetale – nej, den var ikke uafbrudt, for den var afbrudt af visse pauser, når andre havde ordet, men hvad de andre sagde, betød ikke noget – for fru Christine Antorini forholder sig overhovedet ikke til modpartens argumenter, men bliver uanfægtet ved med at sige, at et fadervor ved en morgensamling er en undervisningsmæssig opøvelse i religiøs praksis. Men det er jo det, jeg har bestridt. Jeg har sagt, at der overhovedet ikke er tale om undervisning, og at der heller ikke er tale om en opøvelse. Der er tale om et fadervor, som man siger for fadervorets skyld og ikke for opøvelsens.

Jeg forstår godt, at jeg ikke kan få fru Christine Antorini til at skifte mening, det havde jeg heller ikke ventet, men hun kan da i det mindste forholde sig til, hvad der bliver sagt af modparten.

Ordføreren.

Jeg tror, hvis jeg sådan selv skal tælle det op, at vi mindst tre gange, hvis ikke flere gange, har henvist til de meget præcise ord, der står om faget kristendomsundervisning, for det er jo bl.a. dér, man forholder sig til, hvad forskellen er på, om man får undervisning i, hvad kristendom er, herunder selvfølgelig også kan få undervisning i de forskellige bønner, herunder også gennemgå fadervor, og hvad indholdet i fadervor egentlig er, ligesom man kan gøre det i forhold til andre bønner. Men der er forskel på det og at praktisere religiøse handlinger. Det er det, som der står så præcis, og som jeg så på baggrund af hr. Jesper Langballes spørgsmål er nødt til at læse op en gang til. Der står nemlig: »Opøvelse i religiøs praksis er ikke en del af skolens virke.« Det kan så være, at hr. Jesper Langballe ikke mener, at det, at man beder fadervor, er opøvelse i religiøs praksis, men det er nu faktisk det, der står meget tydeligt, og derfor sker den slags ikke, når man har faget kristendomsundervisning, og hr. Jesper Langballe bekræfter jo også, at det jo ikke skete, da man var inde at få undervisning i det, men så mener Dansk Folkeparti, at det er i orden, at det sker på morgensamling, og der er Socialdemokraternes holdning, at alt det, der sker, når man er på skolens grund, selvfølgelig er omfattet af det, der er folkeskoleloven.

Hr. Jesper Langballe.

Det kommer vi jo ikke længere med. Fru Christine Antorini bliver jo ved med at gentage det samme.

Men så vil jeg prøve med et andet spørgsmål. Der er en mærkelig inkonsekvens i beslutningsforslaget. Man må nemlig gerne synge salmer, fordi det er en del af kulturarven. Jeg forstår godt det positive argument, men anfægter det ikke fru Christine Antorini, at Kingos og Brorsons og Grundtvigs og Aastrups salmer er prædikener, virkelig hver især er fuldtonende kristne prædikener? Man kan sige mere fuldtonet i og for sig end fadervor. Er der ikke en lidt besynderlig inkonsekvens i det? Og vidner det ikke om, at det, der i virkeligheden er umuligt, er at skille kulturarven fra det forkyndende indhold, at det ikke kan lade sig gøre, og at det kommer forslagsstillerne så til meget imod deres vilje at røbe ved den der fuldstændig klare inkonsekvens?

Ordføreren.

Nu er hr. Jesper Langballe jo teolog, og derfor ved hr. Jesper Langballe jo også, at alle religioner har deres centrale bønner, og man ved, hvilke bønner der er de centrale bønner, og derfor er det ikke svært at afgøre, hvornår man laver religiøs forkyndelse gennem bøn eller ej.

Men med salmevirksomheden er det jo noget andet. Der er en vifte af meget forskellige salmer og sange, og derfor er det heller ikke de samme salmer, der bliver sunget hver gang. Man vil kunne finde – det medgiver jeg hr. Jesper Langballe – nogle virkelig hårde nitter blandt ateister, der mener, at enhver salme, fordi der bliver henvist til Gud, heller ikke ville kunne være en del af det, man måtte synge i folkeskolen. Men det er slet ikke dér, hvor vi er som Socialdemokrater. Vi er optaget af, at de egentlig religiøse handlinger, som er i de centrale bønner, bare ikke hører til i folkeskolen. Det er en privatsag, og det kan man dyrke via sin egen kirke, sin egen moske, eller hvor det nu er, man hører til.

Så er det hr. Rasmus Jarlov.

Fru Christine Antorini brugte i sit indlæg et eksempel med, at vi andre også ville mene, at det var urimeligt, hvis vores børn skulle deltage i eksempelvis en muslimsk morgenbøn, hvis der fandtes en sådan.

Jeg vil så spørge fru Christine Antorini, om ikke dét ville være tilfældet for mange danskere, der flyttede til et muslimsk land, og om ordføreren ville betragte det som en stor urimelighed. Altså, underforstået: Forstår ordføreren ikke godt, at der er forskel på en muslimsk morgenbøn i en dansk folkeskole og en kristen morgenbøn i en dansk folkeskole, i og med at det bygger på den danske kulturarv? Og man må acceptere, at man mange steder støder på ritualer og traditioner, som stammer fra en kristen kulturarv, når man befinder sig i Danmark.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med den konservative ordfører i, at man jo må tage udgangspunkt i den lovgivning, der er i det pågældende land, man måtte komme til. Derfor tager vi udgangspunkt i den lovgivning, der er her i Danmark. Og vi har en sekulær folkeskole. Det har været et princip, der har været gældende i rigtig, rigtig mange år, at det er en sekulær folkeskole. Det er jo derfor, der står de bestemmelser om, at der ikke skal ske religiøse handlinger, fordi udgangspunktet er, at folkeskolen er sekulær.

Derfor kan man ikke bruge sammenligningen: Hvad nu, hvis man kom til et andet land? Ja, der har de en anden lovgivning, og så må man tage udgangspunkt i den lovgivning. Vi er som danske politikere her sat til at vurdere, hvordan vi kan gøre den danske folkeskole for alle, nemlig ved at man underviser i religion og kristendom, men at man ikke forkynder det.

Hr. Rasmus Jarlov.

Jamen spørgsmålet gik mere på det her med: Er det ikke noget, man må acceptere, at når man befinder sig i et land, som har en kulturarv, der stammer fra en religion, så støder man også ind i nogle ritualer og nogle traditioner, som netop kommer fra den religion, der er tale om, lige så vel som vi jo har jul og påske og utrolig mange andre ting, som stammer fra kristendommen? Er det ikke lidt naivt at tro, at man kan rense det ud af den danske folkeskole, når nu den bygger på hundredvis af års kristne traditioner, og er det overhovedet ønskværdigt, at man forsøger at rense det ud?

Ordføreren.

Så vil jeg gerne understrege en gang til, at vi bestemt ikke ønsker at rense ud, altså at man overhovedet ikke må lære noget om religiøse skikke og handlinger, herunder de mange, som selvfølgelig kommer fra den kristne kultur, fordi det i den grad er den, der har påvirket det danske samfund. Derfor vil jeg minde ordføreren om, at det her forslag handler om noget andet. Det handler om, hvorvidt der skal ske religiøse handlinger som en del af folkeskolens virke. Det er det, vi diskuterer.

Vi er enige om, at det ikke må ske i kristendomsundervisningen. Alle siger, at det er rigtigt, det må ikke ske i kristendomsundervisningen. Det er der, vi har svært ved at forstå, at når det ikke må ske der og vi er enige om det, hvorfor må det så ske til morgensamlingen? Det er det, som diskussionen handler om.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.