Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 125:

Forslag til folketingsbeslutning om vejledende timetal for seksualundervisning.

Af Kirsten Brosbøl (S), Pernille Vigsø Bagge (SF), Marianne Jelved (RV) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 09.02.2010).

Forhandlingen er åbnet. Undervisningsministeren.

Tak. I det fremsatte forslag pålægges regeringen at fastsætte et vejledende undervisningstimetal for folkeskolens seksualundervisning. Forslaget begrundes med, at der i dag er store udsving i omfanget og kvaliteten af undervisningen, og at et vejledende undervisningstimetal vil styrke undervisningen.

Timetallet skal fastsættes på baggrund af en vurdering af det tidsforbrug, der er nødvendigt for at leve op til målene for seksualundervisningen, som af forslagsstillerne omtales som et fag. Forslagsstillerne forudsætter, at en fastsættelse af et vejledende timetal vil være omkostningsneutralt, da der ikke er tale om ekstra timer, men blot en tilkendegivelse af, hvor mange timer de fælles mål nødvendiggør.

Forslaget opfordrer desuden regeringen til at igangsætte en evaluering af faget sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab med henblik på at belyse det nuværende omfang og kvaliteten af undervisningen for derved at kunne vurdere, hvorvidt der er behov for at udskille seksualundervisningen som et selvstændigt fag med et minimumstimetal.

Jeg er enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at folkeskolens seksualundervisning er med til at understøtte, at børn og unge klædes på til at møde seksuallivets mulige udfordringer. Det er regeringens holdning, at folkeskolens seksualundervisning naturligvis skal leve op til de nationale krav, der er fastsat, og at opgaven skal varetages forsvarligt ude på skolerne.

Den tidligere undervisningsminister inviterede da også aktører og interessenter på området til møde – endda til et stormøde – den 25. januar 2010. Mødet var tilrettelagt som en åben dialog med henblik på at få forslag på bordet til forbedring af undervisningen. På mødet oplyste den tidligere undervisningsminister, at han efterfølgende ville drøfte de gode forslag og input til en mulig forbedring af seksualundervisningen med folkeskoleforligskredsen. Som nyudnævnt undervisningsminister fulgte jeg umiddelbart op på denne proces og bragte sagen til drøftelse på folkeskoleforligsmødet den 25. februar 2010.

Jeg er enig med forslagsstillerne i, at det er et problem, når flere af folkeskolens elever modtager en så ringe seksualundervisning, som flere undersøgelser peger på. Sammenholdt med tal, der viser en stigning i antallet af kønssygdomme og en stigning i antallet af aborter blandt de helt unge, mener jeg også, at der er grund til at se nærmere på sagen.

På stormødet den 25. januar 2010 om seksualundervisningen pegede interessenter og aktører på, at målene for emnet er passende, men at opgaven ikke altid prioriteres af skoleledelsen og skolebestyrelsen på behørig vis. Der blev også sat spørgsmålstegn ved lærernes kompetencer, og mere tidssvarende undervisningsmateriale blev efterspurgt.

Jeg er enig i, at der er et problem, som vi skal se på, men regeringen ser ikke forslaget som en løsning på de påpegede problemer med seksualundervisningen.

Hvad angår forslagsstillernes opfordring til at evaluere emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab med henblik på at vurdere, om seksualundervisningen skal skilles ud som et særskilt fag, finder jeg det væsentligt, at folkeskolens undervisning i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab sker i sammenhæng og derfor også fremover har status af et emne og ikke af et fag, som anført af forslagsstillerne. Jeg er faktisk meget uenig i den del af forslaget.

Undervisningen i emnet er obligatorisk i 1.-9. klasse og gives i forbindelse med klassens tid eller i undervisningen i skolens obligatoriske fag. Det er velbegrundet, i og med at trin- og slutmål for emnet har en lang række snitflader og emnesammenfald med skolens obligatoriske fag.

Hvad angår det andet formål med evalueringen, nemlig at belyse omfanget og kvaliteten af undervisningen, foreligger der allerede en grundig dokumentation af, at seksualundervisningen er af meget svingende kvalitet. Der er derfor ikke grund til at afvente resultatet af endnu en undersøgelse. Vi har nemlig et ret godt overblik over, hvor problemerne er.

Med hensyn til forslaget om at fastsætte et vejledende timetal for sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab er det i dag sådan, at det er skolelederens ansvar, at undervisningen varetages forsvarligt, herunder hvor meget tid der afsættes til seksualundervisningen, hvornår på skoleåret og på hvilke klassetrin det sker. Fra regeringens side vil vi ikke begrænse skolernes fleksibilitet ved at fastsætte et særligt vejledende undervisningstimetal for seksualundervisningen. Jeg vil også gerne tilføje, at der faktisk også her kan være temmelig store regionale og lokale forskelle på, hvornår opgaven er løst, og på, hvad det kræver at løse den. En fastsættelse af et vejledende timetal for seksualundervisningen vil simpelt hen kræve en lovændring, og såfremt et sådan vejledende timetal skulle være udgiftsneutralt, ville det betyde, at vi i folkeskoleforligskredsen skulle finde en tilsvarende reduktion af timetallet i andre fag.

Vejledende timetal er efter vores opfattelse ikke vejen frem. Regeringen vil i stedet for gå videre med nogle af de ideer, der kom frem på stormødet den 25. januar 2010 med interessenter og eksperter. Jeg vil derfor nedsætte en gruppe med Undervisningsministeriets fagfolk og eksterne eksperter, som kan arbejde videre med løsningsforslagene fra stormødet og supplere med yderligere ideer. Jeg vil gerne understrege, at der ikke er tale om nogen syltekrukke. Dem er jeg faktisk sådan generelt modstander af, så hellere sige at man ikke agter at handle yderligere. Jeg vil derfor bede om at få et oplæg til sommer, så vi allerede i det kommende skoleår kan sætte de nye initiativer i gang.

Med disse ord vil jeg sige, at jeg har forståelse for begrundelsen for forslaget, men at regeringen ikke støtter det i sin helhed.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Jeg takker da i hvert fald for forståelsen for, at vi står med et problem, vi skal have kigget på. Men ministeren siger jo, at hvis der her skal anføres et obligatorisk timetal eller en eller anden form for fastlæggelse af timer, vil det kræve en reduktion i andre fag. Dermed er det underforstået, at der faktisk ikke bliver brugt tid på det her fag i dag. Sådan må det nødvendigvis være. Jeg forstår det i hvert fald sådan, at det så er, fordi der simpelt hen ikke bliver brugt tid på det her, og at der, hvis der skal bruges tid på det, skal skæres ned på noget andet.

Men jeg hører også ministeren sige, at hun har tillid til, at der faktisk bliver brugt tid på det, og at skolerne tager det alvorligt. Så hvad mener ministeren egentlig? Bliver der brugt tid nok på det her i forhold til opgavens omfang? Hvis der gør det, er der vel ikke behov for at reducere timeantallet andre steder, altså hvis man sådan set bare lægger det fast i nogle rammer frem for at gøre det løst. Om man bruger fem gange 15 minutter i løbet af 1 år, eller om man bruger det samlet på en gang, giver vel ikke forskellige resultater tidsmæssigt?

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå spørgsmålet. Jeg kan faktisk oven i købet godt lide spørgsmålet. For det er jo netop rigtigt, at det på den ene side lyder lidt underligt at sige, at man ikke mener, det er løsningen, fordi man må forudsætte, at det går nogenlunde derude, selv om vi har konstateret, at kvaliteten er meget svingende. Men på den anden side må jeg bare henvise til, at al erfaring viser, at når vi bevæger os ind på det område, bliver vi mødt af et DUT-krav. Jeg er helt overbevist om, at både min forgænger og de meget kompetente mennesker, der jo typisk forhandler de her ting, har været opmærksom på, at man godt kunne bruge det argument, at vi nu har en opgave, som vi ved lov skal løse i dag, og at det sådan set burde være omkostningsneutralt, hvis vi bare sætter det antal timer på, vi må forudsætte det tager at løse den. Det er bare ikke den erfaring, man har.

Det andet er den meget svingende kvalitet og indsats, der udbydes. Det problem løser vi ikke nødvendigvis med det vejledende timetal. Jeg tager faktisk problemet så alvorligt, at jeg synes, vi skal prøve at finde en løsning, som fører noget med sig helt konkret ude i skolerne.

Hr. Kamal Qureshi.

Jeg synes, det er rigtig godt, at der i hvert fald er en erkendelse af problemets omfang. Ministeren siger også lidt, at der er mange regionale forskelle, med hensyn til hvordan man løser den her opgave, og det er der. Men det er reelt set faktisk også et af problemerne med seksualundervisningen, at man som ung i Danmark ikke kan være sikker på at gå ud af skolen med en helt basal viden om seksualitet og ikke have de der meget grundlæggende redskaber på plads.

Så det er sådan set også derfor, der er behov for, at der bliver lagt nogle helt grundlæggende rammer for det, sådan at vi er sikre på, at der i hvert fald er nogle helt grundlæggende ting, der bliver givet videre til børnene, inden de forlader skolen, så det ikke er svingende, sådan at man i Vestjylland måske har nedprioriteret det meget og man i København måske har nedprioriteret det meget mindre, eller hvordan det nu kan være. Det er sådan set også det, der ligger i det, så jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren er med på, at man på en eller anden måde må sikre sig en vis grad af standardisering eller en vis grad af ensartethed på landsplan.

Ministeren.

Altså, det forudsætter jo, at man ligesom betragter det som et fag, og det er vi ikke indstillet på i regeringen. Sådan som jeg har forstået afrapporteringen fra det møde, jeg af gode grunde ikke deltog i som undervisningsminister, fordi det var en anden, der var undervisningsminister, var man også der optaget af, at man skulle gå ind og se på det i forhold til praksis, altså hvad det er, der sker derude. Det mener jeg vi skal holde meget fast i.

Det er altså ikke for på nogen måde at korrekse, men jeg må sige, at man måske i en klasse, hvor der er en høj grad af forståelse for problemstillingen, kan nå målene på kortere tid end i en klasse, hvor der er en større risiko for, at de ikke forstår, hvor vigtigt det er at passe på sig selv og andre i seksuallivet, og hvor man så bruger noget mere tid. Den ret og den mulighed synes jeg er vigtig at bibeholde.

Men konklusionen er i hvert fald, at jeg virkelig ønsker, at vi får kigget grundigt på det her, og jeg vil iværksætte det arbejde med henblik på at have et resultat inden sommer. Jeg beklager den lidt forlængede taletid, undskyld.

Fru Kirsten Brosbøl for en kort bemærkning.

Det samme argument kunne man jo bruge om alle mulige andre fag, altså at der er forskellige indlæringsmetoder, og der er forskellige indlæringshastigheder rundtomkring. Nu beder vi jo ikke ministeren med det her forslag om at fastsætte et minimumstimetal. Jeg vil bare gerne bede ministeren om lige at bekræfte, at det, der står i forslaget, sådan set er et vejledende timetal, som jo altså ikke vil være bindende i forhold til skolerne, men som ville kunne give en eller anden ramme, som altså skal være lavet ud fra en faglig vurdering af de fælles mål, og som kunne anvise, hvad der ligger i de fælles mål, og hvad den faglige vurdering, i forhold til hvor lang tid det her vil tage, er.

For opfatter ministeren den meget varierende karakter af seksualundervisningen som et utryk for, at der måske ikke er en forståelse for, hvad det her egentlig kræver? Eller hvad er baggrunden så for den her varierende kvalitet, som ministeren ser det?

Ministeren.

Jeg er jo af den opfattelse, at det er godt at fastholde det som et emne, som bliver arbejdet ind i de forskellige fag, hvor det kan inddrages og er relevant. Hvis vi skal sætte vejledende timetal på, nærmer vi os jo, at man i skolen skal til at definere på en helt anden måde, at nu har man seksualundervisning, i stedet for at det indgår i den naturlige undervisning på området.

Jeg vil også gerne sige, at nu har vi situationen igen. Jeg er faktisk imødekommende over for forslaget og over for, at vi får kigget grundigt på det her. Jeg tager området alvorligt, men situationen, der opstår, er, at man spørger, hvorfor vi ikke vil sætte nogle flere nationale regler ned over folkeskolen, og i det daglige i medierne bliver vi anklaget for det modsatte. Jeg har faktisk tillid til, at man gerne vil løse den her opgave ude i folkeskolen, men det er også åbenlyst, at kvaliteten ikke er i orden og så svingende, at jeg ønsker at følge op på det. Så kan vi vende tilbage til det, når den arbejdsgruppe har afrapporteret.

Fru Kirsten Brosbøl.

Jeg skal være den første til at glæde mig over, at vi nu har fået sat den her debat på dagsordenen, og at det også har fået regeringen til at reagere og sætte nogle ting i gang. Jeg hørte bare overhovedet ikke et eneste konkret bud fra ministeren på, hvad det så er, ministeren vil sætte i gang fra næste skoleår, ud over at der nu kommer en arbejdsgruppe. Jeg synes, det kunne være interessant at høre, om ministeren har gjort sig nogle lidt mere konkrete overvejelser om det. Men jeg anerkender, at der nu sker noget på området, det er jeg meget tilfreds med.

Igen vil jeg bare bede ministeren om at forholde sig til forskellen på et vejledende timetal og et minimumstimetal. For det, der ligger i forslaget, er ikke, at man skal have flere centralistiske regler. Det her er faktisk ment som en hjælp til skolerne i forhold til at kunne sige, hvad det er, der ligger i de her faglige mål. De fælles mål for det her emne, siger vi i forslaget, skal sådan set være de samme, men vi giver bare en hjælp i form af et vejledende timetal. Der ligger ikke noget i det her forslag om, at det skal være et fag. Det vil jeg godt bede ministeren om at bekræfte, for det har ministeren nu gentaget flere gange.

Ministeren.

Det passer os rigtig godt, at det er et tværgående emne, og det understreges, i og med vi heller ikke har et vejledende timetal. Vi har sat nogle mål for, hvad der skal nås i seksualundervisningen, og vi er enige i, at det ikke ser ud til at være tilfældet, at man fuldt ud tilstrækkeligt når det. I hvert fald er der meget svingende kvalitet.

Så er det sådan, at jeg jo ikke bestemmer, hvornår man behandler beslutningsforslag i Folketingssalen, og jeg er ikke klar med de konkrete initiativer, dels fordi jeg ønsker at lytte til den arbejdsgruppe, der bliver nedsat, dels fordi jeg synes, at det er vigtigt, at vi får bearbejdet grundigt, hvad det er, der skal til. Det agter jeg så at komme med meldinger om, når arbejdsgruppen afrapporterer. Og så synes jeg faktisk også, at man egentlig bør have respekt for det, når vi imødekommer et beslutningsforslags intentioner om at styrke undervisningen i folkeskolen, og også afvente det stykke arbejde, som ministeren sætter i gang.

Tak til undervisningsministeren. Herefter er det Venstres ordfører, hr. Per Bisgaard.

Jeg vil sådan set godt indlede med at rose forslagsstillerne for at sætte fokus på seksualundervisning i folkeskolen. Det er et fantastisk vigtigt emne, og med det materiale, der er lagt ud som baggrundsmateriale, er der også ganske gode muligheder for at finde nogle tiltag, der kan være med til at forbedre undervisningen – og det er endda helt uden ny lovgivning.

Jeg vil gerne fortsætte med at rose, og roserne skal gå til den tidligere undervisningsminister, hr. Bertel Haarder, for hans initiativ til stormødet her i vinter. Og for at det ikke skal være løgn, roser jeg også lige den nuværende undervisningsminister for de konklusioner og forslag til løsninger, hun er kommet med, for dem er jeg nemlig hundrede procent enig i.

Det er min vurdering ud fra både en teoretisk og en praktisk erfaring, at målene, trin- og slutmålene, er fuldt dækkende for det, vi ønsker skal komme ud af undervisningen i grundskolen. Jeg synes, der er en fin progression, og der er mulighed for at undervise i emnet i ganske mange af skolens enkeltstående fag og i særdeleshed, hvis man ønsker at lave nogle tværgående projekter.

Men hvad er så årsagen til de her dårlige projekter, som bliver beskrevet i de mange rapporter, der ligger? Ja, fra referatet af stormødet findes der jo flere initiativer og tiltag, som, hvis de blev anvendt i alle landets folkeskoler, kunne være med til at give undervisningen et gevaldigt kvalitetsmæssigt løft. Men jeg undrer mig over en enkelt problemstilling, som synes at være udeladt. Da man vedtog den seneste revision af læreruddannelsen, besluttede man, at alle seminarer og professionshøjskoler skulle udbyde kurser i seksualundervisning. Så langt, så godt. Men hvorfor er det så ikke obligatorisk for de studerende at følge undervisningen? Gad vide, om tvungen deltagelse på netop dette kursus ikke kunne være med til at øge den faglige viden og måske også inspirere til, at man ville være mere motiveret, det øjeblik man stod ude foran eleverne.

Jeg er ikke vidende om de overvejelser, partierne bag loven gjorde sig, da man diskuterede obligatorisk eller frivillig deltagelse i undervisningen, men måske kan jeg få en forklaring af nogle af de ordførere, der er til stede i dag. Men at lave tvungen deltagelse i undervisningen på netop det område synes både at være nødvendigt og rimeligt. Jeg tror personligt ikke på at fastsætte et vejledende undervisningstimetal for folkeskolens seksualundervisning, men jeg tror til gengæld, at man kan komme et skridt videre, hvis man på alle niveauer øger oplysningsniveauet startende som sagt på professionshøjskolerne, hvor de studerende tilsyneladende ikke helt har forstået betydningen af at have en god faglig og didaktisk ballast om emnet.

Jeg er endvidere overbevist om, bl.a. på baggrund af de rapporter, som er omtalt i baggrundsmaterialet, at man ude på den enkelte skole har god grund til at revurdere sin indsats på netop det her område. Det er et obs-område, det er et fokusområde, hvor man med fordel kunne bruge mere fælles tid.

Jeg synes, at forslagsstillerne med deres argumentation i bemærkningerne og ikke mindst de oplistede punkter fra stormødet i januar forærer alle danske skoleledere et godt punkt til den agenda til nogle af de mange pædagogiske møder, de holder. Der er jo nemlig ikke nogen nemme løsninger på at lave en perfekt undervisning, men da indsatsen både kan, bør og skal fordeles ud over nogle flere af skolens fag, er det her jo en opgave, som kan laves i fællesskab.

I Venstre kan vi ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag, men vi bakker som sagt hundrede procent op om de initiativer og de løsningsforslag, som undervisningsministeren nævnte i sin tale.

Fru Kirsten Brosbøl for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne sige tak til Venstres ordfører, for jeg synes faktisk, at selv om man afviser det her konkrete forslag, var det egentlig en frisk tale, der også kom med et frisk bud på noget, som ikke indgår i forslaget, men som jeg altså kan forstå at Venstre nu vil komme med til lærerforligskredsen. For det må jo være det, vi kan høre på Venstres ordfører, altså at man ønsker, at alle lærerstuderende fremover skal deltage i den her seksualundervisning på seminarierne. Det kunne jeg godt lige tænke mig at ordføreren bekræftede, for så synes jeg da, det er noget, vi skal rejse i lærerforligskredsen. Det vil vi i hvert fald meget gerne være med til at kigge på. Så det vil jeg gerne kvittere for.

Så skal jeg bare lige spørge om noget, for det kan være, at det så var noget, jeg missede. Hvilke konkrete forslag fra ministerens side er det, som ordføreren støtter, for jeg hørte ikke noget fra ministerens side?

Ordføreren.

Nu var det her ment som et svar på de mange rapporter, der ligger, og som peger på, at der er noget, der kunne blive bedre. Og det synes jeg vi skal anerkende med det samme, altså at der er noget, der kan blive bedre, og at der er noget, der kan laves bedre, uden at det kræver flere ressourcer; det kræver bare en større opmærksomhed ude på den enkelte skole. Det står helt klart i det referat fra mødet. Der er nogle skoleledere, som burde få et brev fra undervisningsministeren. Det er ganske gratis, i hvert fald pengemæssigt, at gøre det. Jeg er selv lærer, og jeg vil sige, at der er nogle steder derude, hvor man kunne sætte det på agendaen og sige: Her har vi et emne, som vi bør gå ind i.

For at det ikke skal være for personligt, er jeg nødt til at sige, at jeg også har en datter, der læser til lærer, og det er jo lidt beskæmmende at høre hende sige, at de har de her kurser, men at kun cirka halvdelen af dem kommer. Og så er jeg selvfølgelig som far glad, for det må jo være hende, der går til kurserne. Men det er jo lidt skrækkeligt, at de lærere, som ikke laver den korrekte undervisning, heller ikke deltager i den undervisning, der en forudsætning for det.

Jeg synes, der er mange ting i det referat, som vi burde kunne drøfte i vores forligskreds og bakke op om.

Fru Kirsten Brosbøl.

Jamen det synes jeg bestemt er en fin tilkendegivelse, og der vil vi i hvert fald tage Venstre på ordet, så vi kan gå videre med nogle af de konkrete forslag. Jeg synes, at det der med at sende et brev ud til skolelederne, er fint nok, men er der ikke også brug for sådan lidt mere håndfaste initiativer, hvis Venstres ordfører rent faktisk anerkender det, som vi beskriver i bemærkningerne, altså de store problemer med udviklingen i sexsygdomme, aborter osv.? Er der ikke brug for nogle lidt mere håndfaste initiativer? Og hvad er egentlig grunden til, at Venstre ikke ønsker, at man laver den her hjælp i form af et vejledende timetal, hvor man altså bare indikerer, hvor lang tid de her ting burde tage at lære eleverne? Er det egentlig ikke et meget stilfærdigt forslag, som kunne blive opfattet som en ekstra hjælp, måske sammen med det der brev fra ministeren til skolerne, sådan at man kunne få sat det her lidt mere i system?

Ordføreren.

Jo, men jeg tager også sådan en debat, som foregår her i Folketingssalen, som et pust ud til kommunerne, for der sidder jo også en kommunalbestyrelse derude, der har et ansvar for det her. Og jeg tror rent faktisk på, at debatter, som foregår andre steder end lige nødvendigvis ude på skolen eller i byrådssalen, godt kan påvirke os. Jeg tager udgangspunkt i det referat fra det møde, der blev holdt, og der er så mange forskellige tiltag, som bare kan laves – og så sætter jeg bare i anførselstegn, for så let er det naturligvis heller ikke.

Men det er klart, at hvis ikke man diskuterer det på den enkelte skole, i den enkelte skolekultur, i skoleudvalget, ja, så bliver det ikke bedre. Det er derude, forskellene er, og hvor de kan gøres.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil da også gerne takke for roserne, og jeg vil gerne give roserne tilbage i den forstand, at der er en anerkendelse af problemets omfang.

Jeg kan godt blive lidt utålmodig, når jeg hører det, som om Venstres ordfører ligesom siger, at nu har jeg da en anerkendelse af, at der er et problem her, men den anerkendelse har jo været der længe. Nu har regeringen siddet ved magten siden 2001, og i den periode er der ikke sket afgørende ændringer af seksualundervisningen. Det materiale, der ligger bag det her forslag, og de her tal, er jo, selv om det er friske tal, ikke tal, der er blevet mærkbart anderledes, end de har været i den sidste meget lange tid. Så det er et problem, der har eksisteret i lang tid.

Jeg kan godt blive lidt utålmodig, hvis det her er et udtryk for, at Venstres ordfører siger: O.k., nu tager vi debatten, og så må vi se, hvad der sker. Vi har sådan set haft en regering, der har siddet der i 9 år, så derfor kan det godt være, jeg lyder lidt utålmodig, når jeg siger, at jeg godt kunne tænke mig, at der kom et lidt mere konkret udspil fra Venstre: Hvad vil man gerne, også på den korte bane?

Ordføreren.

Nu er jeg jo, selv om det måske ikke er så let at se det, ældre end spørgeren, og jeg er nødt til at sige, at det ikke bare er i de seneste 9 år, det har set dårligt ud på det her område. I al den tid jeg har været i folkeskolen, har det faktisk være et område, som vi ikke har kunnet være bekendt.

Derfor er jeg nødt til at sige, at det initiativ, der kommer fra undervisningsministeren, om at kigge på det her og komme med nogle forslag til os synes jeg at jeg vil tage imod med kyshånd, og så vil jeg selvfølgelig øve den indflydelse, jeg nu har ude i folkeskoleverdenen.

Hr. Kamal Qureshi.

Ja, man må sige, at der er nogle af os, der holder sig lidt bedre end andre. Sådan er det jo.

Jeg synes sådan set, der bliver en masse spildtid, hvis man har en idé om, at vores debat herinde kan nå ud og påvirke tingene, uden at man også laver nogle meget mere konkrete tiltag, som det her forslag lægger op til. Så meget puster vi trods alt heller ikke, når vi debatterer herinde i Folketinget.

Det er sådan set lidt derfor, tror jeg, at både Socialdemokraterne og SF efterlyser, hvad man gerne vil gøre, også på den korte bane, hvad det er for nogle tiltag, man taler om, og hvad vi gør ved de ting, som ordføreren også peger på: at lærerne ikke deltager i undervisningen, og at undervisningen ikke er tilstrækkelig forberedt osv. Hvad er det, der skal ske på den korte bane?

Nu har regeringen trods alt siddet der i 9 år, og det er jo ikke et nyt problem, der er blevet rejst i salen i dag.

Ordføreren.

Jeg kan sige det meget enkelt: Altså, det er jo et ansvar, som ligger hos skolelederen, at man gennemfører de planer, der ligger. Jeg synes, bare for at tage et enkelt af de mange gode forslag, at man på skolen kunne lave en uddannelse, altså en lokal uddannelse, uden at det behøver at koste voldsomt mange penge. Det er klart, at det skal holdes inden for rammen, som ministeren også har sagt, men man kunne lave en intern undervisning, måske udnævne en kontaktlærer, som man har på en række områder.

Der er et hav af forslag, og hvis nu de bliver sendt ud til skolerne, tror jeg også, der er nogle ansvarlige lærere derude og nogle ansvarlige skoleledere, som vil tage dem op. For rapporterne taler jo deres tydelige sprog.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg er lidt skuffet, må jeg sige, over Venstres ordførers indlæg. Jeg blev ellers lidt glad, da jeg hørte, at man valgte at rose Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne. Man roste også den forhenværende undervisningsminister og den nuværende undervisningsminister, og så tænkte jeg, at så manglede man næsten kun at rose støttepartiet – men der kom ingen roser. Men det kan da være, de kommer på et senere tidspunkt.

Med hensyn til det her beslutningsforslag vil jeg sige, at vi fra Dansk Folkepartis side anerkender, at det er utrolig vigtigt, at vi tilbyder en god og effektiv seksualundervisning i folkeskolen. Vores minister på området var jo i sin tale inde på, at hvis man kigger på de statistikker, der er, om bl.a. kønssygdomme og aborter hos unge, ser man desværre stigende tal, hvilket jo giver en klar formodning om, at indsatsen i hvert fald ikke har haft en god indflydelse på undervisningsforløbene.

Det, der er det allervigtigste, er jo selvfølgelig, at det her er noget, der giver succes i den anden ende, og der tror Dansk Folkeparti ikke på, at det hjælper ret meget at lave et vejledende timetal for det her. Vi tror mere på, at i stedet for at lave de her standardrammer skal man ude på de enkelte skoler og i de enkelte kommuner præcisere, at skolelederne altså har et ansvar for det her område, som de måske har ladet ligge lidt i skuffen gennem mange, mange år.

Der er forskellige forhold, der gør sig gældende i forskellige folkeskoler. Der er forskellige elevsammensætninger. Der er nogle klasser, der er små, og der er nogle klasser, der er store i de forskellige årgange. Der er nogle klasser, hvor der er mange drenge, og nogle klasser, hvor der er flere piger. Så er der også hele modenhedsvurderingen, at nogle elever i en skoleklasse jo har en større grad af modenhed end andre og det derfor kan være vanskeligt lige med det her specifikke tilbud at give en målrettet undervisning. Nogle elever vil føle det ubehageligt og grænseoverskridende at blive konfronteret med det på et for tidligt tidspunkt, og andre vil sige, at det tager man da som en helt naturlig udfordring som kommende verdensborger, havde jeg nær sagt, uden for folkeskolens trygge rammer.

Det, der så er vigtigt, er selvfølgelig, at vi får det her gjort til en succes, og der er jo blevet præciseret nogle ting fra ministerens side fra det her stormøde, der har været, hvor man er kommet med nogle anbefalinger til, hvad der kan gøres. Aktørerne har peget på, at man vil lave de her breve, som flere var inde på, til skolelederne for at præcisere vigtigheden af det her område. Ligeledes har der også været forslag om, at man skal gå via de enkelte skolebestyrelser og derved gå direkte til forældrene, som vi jo heller ikke må glemme.

For det er jo forældrene, som må have det grundlæggende ansvar. Forældrene har en sund interesse i at råde deres børn til at kunne begå sig, når den tid kommer, hvor de skal begynde at være seksuelt aktive osv. Det ligger, synes jeg, som en logisk del af en opdragelse, at man interesserer sig for og kerer sig om sine egne børn, og det gør man selvfølgelig også ved at hjælpe de steder, hvor man kan, og fortælle, hvad man synes de skal gøre, hvad de ikke skal gøre, hvornår de skal have lov, og hvornår de ikke skal have lov.

Med de ord vil vi sige nej tak til beslutningsforslaget.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Nu vil jeg da give Dansk Folkepartis ordfører mulighed for at blive rost. For ikke så længe siden, da vi havde diskussionen om seksualpolitik, sagde Dansk Folkepartis undervisningsordfører, og jeg citerer her fra en artikel i Berlingske Tidende:

»Vi har seksualundervisning, men vi vil godt lægge vægt på afholdenhed. Det er også vigtigt, når man får en kæreste, at det med at kaste sig ud i sex, det er ikke noget, man bare gør. Der skal være nogle overvejelser bag. I seksualundervisningen skal man nemlig ikke bare forholde sig til det tekniske. Næh, parforhold og sex skal man forbinde med loyalitet og troskab. Det skal man være bedre til at inddrage.«

Så jeg vil meget gerne høre Dansk Folkepartis ordfører: Er det sådan, at Dansk Folkeparti i dag kan sige, at man er gået væk fra, at der skal undervises i afholdenhed og loyalitet, og at sex skal foregå inden for parforhold? Og er man faktisk åben for, at seksualundervisning altså handler om seksualundervisning, også for dem, som sådan set har lyst til at eksperimentere eller lyst til ikke at forholde sig til diskussionen om afholdenhed?

Ordføreren.

Nu synes jeg jo ikke, at jeg skal bruge hele min taletid på at svare på, hvad der har stået i et tilfældigt indlæg fra en ordfører, som ikke står på talerstolen. Men jeg vil gerne sige generelt, at det da selvfølgelig er fair nok, at man også tager en diskussion om afholdenhed osv., og at man har fokus på, hvad det er, der skal ske, i hvilken rækkefølge. Der er det så igen – det vil jeg gerne vende tilbage til – at man skal ind og se på forældrerollen og på forældreansvaret netop omkring det med, hvornår de skal være seksuelt aktive, udadvendte, havde jeg nær sagt, hvor de har partnere osv., og hvornår de ikke skal.

Der tror vi altså på, at der også må være et ganske almindeligt opdragelseselement, som måske bliver lidt glemt i det her forslag i hvert fald. Her går man ligesom ind og siger, at det her helt og holdent er skolens ansvar, og at vi skal komme med et vejledende timeantal.

Selvfølgelig skal vi også komme med et tilbud til de unge, så de kan få undervisning i bl.a. at undgå kønssygdomme og alt muligt andet kedeligt, aborter osv., men vi skal heller ikke glemme forældreansvaret. Det er sådan set nok noget af det, der er essensen i det indlæg, som jeg ikke har læst, men som ordføreren åbenbart har fundet frem i dagens anledning.

Hr. Kamal Qureshi.

Nu er det ikke et hvilket som helst indlæg. Det er jo et indlæg fra hr. Martin Henriksen, som er Dansk Folkepartis uddannelsesordfører. Så man kan sige, at det ikke er et tilfældigt medlem af Dansk Folkeparti, jeg inddrager. Derfor må man jo formode, at det, når han siger det, enten skal afkræftes herfra, altså at det ikke er Dansk Folkepartis politik, eller at det er det.

Jeg vil sige, at jeg da er bekymret, hvis man skal gøre afholdenhed til en del af seksualundervisningen i folkeskolen. Især fordi man jo har ekstremt dårlige erfaringer fra bl.a. USA med afholdenhedsdebatten og afholdenhed som en del af seksualundervisningen. Her bliver der jo undervist i det i Bibelbæltet i USA, og også i nogle af de afrikanske katolske lande bruger de afholdenhedsmetoder, som man ved går galt. Man ved det. USA har et af de højeste antal teenagegraviditeter og uønskede graviditeter, så det er i hvert fald en meget, meget farlig vej at betræde, altså at gøre afholdenhed og loyalitet til en del af seksualundervisningen over for en gruppe unge, der er ved at træde ind i den seksuelt aktive sfære.

Ordføreren.

Jeg er nødt til at rette en misforståelse. Hr. Kamal Qureshi sagde, at vores ordfører hedder hr. Martin Henriksen. Vi har altså fru Marlene Harpsøe som uddannelsesordfører. Men nok om det.

Jeg vil gerne sige, at det her jo illustrerer ganske klart netop det, der er sund fornuft, og det er, at de her opgaver omkring den uddannelsesmæssige og den informationsmæssige del af det her, som skal ligge på skolerne, ligger decentralt. Det skal vi ikke som politikere begynde at sidde og pinde i herinde, sådan som ordføreren sådan set selv allerede begyndte på at sige: Hvad skal der stå i undervisningsvejledningen? Og hvad skal der stå i bekendtgørelser om, hvad der skal være med af informativt indhold osv.?

Det skal vi egentlig ikke gøre. Der tror vi faktisk på, at det er bedre, at det ligger ude hos den enkelte skoleleder på den enkelte skole, og at man så tilrettelægger undervisningen målrettet til den situation, som der er på den enkelte folkeskole. Er der en stor årgang, en lille årgang, er der mange forskellige etniske sammensætninger, er der mange elever i klasserne, er der få elever – og generelt en vurdering af elevernes modenhed osv.? Alle de ting skal selvfølgelig med.

Fru Kirsten Brosbøl for en kort bemærkning.

Jeg er lige nødt til som opfølgning på det her svar at bede ordføreren om at bekræfte, at der altså findes nogle centralt fastlagte fælles mål for den her undervisning. Det lyder jo på ordføreren, som om det bare skal være helt decentralt, at der bare skal være helt frit spil og sådan noget. Er det ikke rigtigt, at der er nogle centralt fastlagte mål, som sådan set også har været vendt i forligskredsen? Det var det ene spørgsmål.

Så skal jeg bare høre ordføreren – for der var, som jeg hørte ordførerens tale, en bred anerkendelse af, at det her er et problem, og at vi må gøre noget ved det, og så sagde ordføreren i øvrigt, at det må skolerne og forældrene tage sig af – om det ikke er rigtigt, at der som sagt er nogle mål, som vi fastsætter her, og at der er nogle rammer for seksualundervisning, som Folketinget har ansvaret for, og at det derfor også er vores ansvar at tage det alvorligt, når vi kan se, at kvaliteten og omfanget af undervisningen er så varierende, som den er i øjeblikket. Hvad vil Dansk Folkeparti gøre ved det?

Ordføreren.

Grunden til, at jeg brugte en del af mit svar til hr. Kamal Qureshi på at fortælle noget om vores holdning til det om, at de her mål selvfølgelig også skulle være der, er jo netop, at vi også siger, at de enkelte skoler selvfølgelig skal have mulighed for at gå ind og vurdere deres elevsammensætning for at give det bedst mulige undervisningstilbud. Så kom jeg ind på det her med afholdenhed. Det gjorde jeg, fordi det blev flettet ind i det spørgsmål fra Socialistisk Folkeparti. Derfor er det selvfølgelig klart, at jeg prøver at svare på det så godt, jeg kan.

Der er selvfølgelig lagt nogle faste mål ind. Det er der på de forskellige undervisningsområder i hele vores undervisningssektor, og det skal der også blive ved med at være. Men derfor skal vi jo ikke her i dag begynde, inden vi overhovedet har fået de her ting på plads, at kloge os på, hvad der mere skal flettes ind, og hvad der ikke skal flettes ind. Jeg synes, det så vidt muligt skal være en decentral vurdering, for så rammer det eleverne bedst.

Fru Kirsten Brosbøl.

Det er der sådan set også rig mulighed for. Det er jo det, der gør, at man kan sige, at der er mulighed for at have den varierende kvalitet og omfang, der er i dag.

Det, vi ønsker med forslaget, er bare at give en hjælp til skolerne, så de kan se, hvad der er i de fælles mål, hvad den faglige vurdering er af, hvilket omfang det vil kræve af undervisning, for at eleverne kan tilegne sig den viden, der står i de fælles mål.

Egentlig var mit håb, at Dansk Folkeparti ville se lidt mere positivt på forslaget, for sådan som jeg tidligere har hørt Dansk Folkepartis sundhedsordfører, har der egentlig været en stor bekymring over eksempelvis stigningen i sexsygdomme og sådan nogle ting. Jeg savner stadig væk lidt at høre: Hvad er det egentlig, Dansk Folkeparti mener at vi kan gøre for at komme den meget markante stigning i antallet af tidligere aborter osv. til livs? Hvad er det for nogle initiativer, Dansk Folkeparti mener vi kan komme med for at få rettet op på den situation?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at jeg ganske klart har svaret på, hvad det er, der skal til. For det første skal der selvfølgelig laves en definition på, hvordan kommunernes skoler skal håndtere det her. Her er det sådan i dag, at de nogle steder har været langt dygtigere til at tilbyde seksualundervisning, end de har været andre steder. Det var også noget af det, som vi hørte fra nogle af de andre ordførere, som selv har erfaring som lærer, at der er store kvalitetsmæssige forskelle fra skole til skole.

Der er det så, vi siger, at vi fra politisk hold må gå ind og sige, at der selvfølgelig skal være et undervisningstilbud til de unge. Vi tror så på i Dansk Folkeparti, at det får de bedst, ved at skolelederen på de enkelte skoler laver den målrettet, fordi de så får en undervisning, som passer til den elevsammensætning, de har på den enkelte folkeskole. Det synes vi er sund fornuft.

Så vil jeg gerne til allersidst sige om det forslag, der kom fra undervisningsministeren om at nedsætte et ekspertudvalg, som skal sidde med det her og skal inddrage de forslag, at det da er nogle logiske og helt elementære ting at inddrage i den videre proces.

Ja, tak til ordføreren. Så er det SF's ordfører, hr. Kamal Qureshi.

Tak. Jeg takker også for, at der i hvert fald foreløbig er en forståelse for vigtigheden af det forslag, som er fremsat. Noget af det vigtigste, vi kan give unge, som er på vej ud af folkeskolen, og som er på vej til en voksentilværelse, er en tryghed og en selvtillid og en sikkerhed i deres egen krop, i deres egen seksualitet, i deres egen forståelse. En lang række undersøgelser peger på – det er sådan set også noget, man næsten kan tænke sig til selv – at unge, der er trygge, der har selvtillid, der er stærke, har lettere ved at sige nej til at indgå i relationer, som de ikke ønsker at indgå i, og de har færre uønskede graviditeter. Hvis man kigger på unge, som kommer fra hjem, som er socialt belastede, vil man se, at der er markant flere uønskede graviditeter, end der er i de hjem, hvor der er mere social opbakning og social tryghed. Vi ved også, at det samme gælder i forhold til at indgå i relationer omkring seksualitet i forhold til kønssygdomme og andet. Unge, der ved en masse om seksualitet, unge, der ved, hvad de selv vil, indgår simpelt hen i relationer, de bliver gladere for, som de får større gavn af, og som giver dem færre problemer og færre fortrydelser, også i forhold til uønskede graviditeter, hvis man endelig skal kigge på noget, der er målbart.

Jeg synes nemlig også, at seksualundervisning handler om meget mere end de her målbare tal, der handler om kønssygdom, uønsket graviditet og andet. Det handler også om, at unge skal kunne gå ud af folkeskolen og faktisk få glæde af seksualitet og intim omgang med andre mennesker, som jo for mange af os og selvfølgelig også for mange unge er en vigtig del af vores sundhed.

Som tingene ser ud i dag, kan man sige, at der alt andet lige er kæmpekæmpestore problemer. Det har ministeren også erkendt, og der er også en erkendelse af det fra Dansk Folkepartis side. Vi ved, at seksualundervisning i folkeskolen er usystematisk, uhomogent og af svingende kvalitet, og det gælder både regionalt og skolemæssigt. Den ene skole kan være fremragende, fordi der er en god lærer, der ligesom har taget fat i det og ved en masse om det, går op i det og kan lide at undervise i det, og en anden skole kan være katastrofal. Oven i købet inden for den samme skole kan der være to forskellige klasser, der går ud med meget, meget forskellige forudsætninger og viden. Vi ved også, at 80 pct. af lærerne, der underviser i faget, ikke har modtaget efteruddannelse eller anden form for opkvalificering i faget. Det vil sige, at de sådan set kører på noget viden, som de måske har haft meget længe, og som ikke nødvendigvis er up to date i forhold til de udfordringer, unge i 2010 står med.

Så der er mange steder, der er behov for en indsats, og det er nok også derfor, at jeg tror, at vi, der har fremsat forslaget, godt kan virke lidt utålmodige, for de her diskussioner og debatter har vi haft siden 2001, hvor vi jo bl.a. havde den her »Sexstarz«-cd, som var en seksualundervisnings-cd, som blev produceret i et samarbejde mellem Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen, og som blev trukket tilbage efter kritik fra nogle kristne privatskoler. Det var jo også et af de redskaber, man havde tænkt sig at bruge til at kunne give svar til de unge på de spørgsmål, de havde. Tilsvarende er der en lang række ting, som enten er blevet stoppet eller ikke er blevet sat i søen, mens vi har ventet på, at der blev sat noget i søen.

Nu er jeg glad for at høre, at ministeren siger, at der er noget på vej, at man sådan set har en kort tidsfrist, og at man også har en utålmodighed omkring, at når der så kommer noget, skal der ske noget efterfølgende. Det er jeg meget glad for at høre, og det vil vi følge nøje for ligesom et se, hvad der sker, så vi ikke skal vente yderligere 5-6 år, før der sker noget på det her område.

Jeg synes, det er en god debat, og jeg er glad for, at ministeren anerkender, at det haster med at finde en løsning på problemet.

Lige et øjeblik. Der er lige en enkelt kort bemærkning. Hr. Rasmus Jarlov.

Jeg vil gerne spørge den socialistiske ordfører, hvorledes det her forslag harmonerer med det, som vi ofte har hørt fra venstrefløjen, nemlig at vi ikke skal gå ind og detailstyre folkeskolen og lægge ekstra regler ind, som fjerner handlefriheden ude i kommuner og skoler.

Ordføreren.

Det er sådan set korrekt, at det generelt set er vores holdning, at vi tror på, at der er mange af opgaverne, der løses bedst decentralt, tættest på borgerne. Vi ved jo, at det her allerede er en del af den opgave, som ligger på skolerne. Det er sådan set noget, som skolerne i forvejen skal. Så det, der er afgørende, er sådan set at prøve at finde ud af, om vi kan gøre det på en sådan måde, at det bliver struktureret, sådan at lærerne faktisk er trænet til at kunne undervise i de fag, som de allerede er forpligtet til.

Så det her er jo sådan set ikke noget, vi går ind og pålægger som en ekstra opgave, det er en opgave, der ligger hos skolerne allerede. De løfter den bare ikke godt nok.

Hr. Rasmus Jarlov.

Er ordføreren ikke enig med mig i, at når man går ind og laver et vejledende timetal, og man ikke har haft det før, så indsnævrer man mulighederne og råderummet for de lokale skoler og kommuner for, hvordan de kan tilrettelægge seksualundervisningen? Og hvis ordføreren er enig med mig i det, er det så ikke rigtigt, at det her er et forslag, som indsnævrer handlefriheden og gør det modsatte af det, som vi normalt hører venstrefløjen prædike, nemlig at vi skal give mere handlefrihed til lokale skoler og kommuner?

Ordføreren.

Jamen det er klart, der jo altid er en proportionalitetsdiskussion af problemets omfang i forhold til detailregulering, eller hvad det nu er for nogle ord, den konservative ordfører vil bruge. Vi mener, at det her er et meget hastende problem, og vi synes, at det er en vigtig opgave. Det er et relativt lille timeantal, det drejer sig om, og det er en opgave, der allerede ligger hos skolerne. Det er noget, vi sådan set synes er i orden at gøre. Der er også andre ting på skolen, som vi laver tiltag for, og som vi mener er opgaver, som folkeskolen skal tage sig af, så det er jo ikke, fordi vi sådan set siger, at folkeskolen må gøre, fuldstændig som den vil. Vi vil jo herindefra gerne gå ind og pege på de steder, hvor vi synes, der skal ske en prioritering. Men det er klart, at vi ikke gør det bare sådan på rygmarven, vi tænker os om, i forhold til hvor vi synes, det er nødvendigt, og her mener vi, at det er nødvendigt.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov.

Konservative støtter ikke forslaget om et vejledende timetal for seksualundervisning i folkeskolen. Det gør vi for det første ikke, fordi vi ikke skal have flere detailregler for folkeskolen end højst nødvendigt. Det gør vi for det andet ikke, fordi vi ikke skal tvinge folkeskolen til at opgradere forskellige emner, hver gang vi synes, at børnene ikke ved nok om et eller andet. Der er grænser for, hvor meget vi kan hælde ind i folkeskolen. Det går ud over kernefagene, hver gang vi kræver, at folkeskolen skal bruge mere tid på perifere emner. Seksualundervisningen skal ikke opprioriteres på bekostning af dansk, historie eller matematik eller andre kernefag.

Endelig støtter vi ikke forslaget, fordi fastsættelse af vejledende timetal vil medføre, at kommunerne skal have økonomisk kompensation, som ministeren redegjorde for før. Jeg har ikke set nogen finansiering af det her forslag, og dermed ligner det endnu et forslag i en lang række af ufinansierede forslag fra venstrefløjens side. Vi har altså et underskud i øjeblikket på de offentlige finanser, som nærmer sig de 100 mia. kr., og derfor er vi ikke specielt begejstrede for ufinansierede forslag.

Fru Kirsten Brosbøl for en kort bemærkning.

Det var dog, hvad skal man sige, markant anderledes end det, vi har hørt fra de øvrige ordførere i dag, som sådan set alle sammen anerkender, at der er et problem, og at det er noget, vi skal gøre noget ved. Så kommer den konservative ordfører op og siger, at det her skal vi overhovedet ikke opprioritere. Det undrer mig faktisk lidt, for den konservative ligestillingsordfører har jo tidligere udtalt sig om det her forslag og har sagt:

Jeg vil ikke afvise et fast timetal, og det er vigtigt, at kommunerne påtager sig den opgave, de har fået med forebyggelsen. Vi har bl.a. foreslået, at de opretter sex- og sundhedsteam, som kan besøge de store skoleklasser en gang om året.

Hvordan harmonerer det med det, som den konservative ordfører lige sagde om, at man ikke skulle komme med forslag fra Christiansborg, der pålagde kommuner og skoler flere opgaver?

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke den kontekst, som det er blevet udtalt i, men det er mig, der fastlægger den konservative linje, med hensyn til om der skal være vejledende timetal eller ej, og det mener vi ikke at der skal være.

Fru Kirsten Brosbøl.

O.k. Det synes jeg egentlig er interessant, for ligestillingsordføreren er sådan set også næstformand i det tværpolitiske netværk for seksuel sundhed her på Christiansborg og har gentagne gange udtalt sig positivt om, at vi skal gøre noget på det her område. Så der tror jeg måske at De Konservative har brug for en lille intern diskussion om, hvem det så er, der udtaler sig i de her spørgsmål. For det kan da godt skabe lidt forvirring rundtomkring hos dem, der sidder og lytter til debatten og interesserer sig for området, når der kommer så divergerende meldinger fra to forskellige konservative ordførere. Det synes jeg da reelt er et problem for Det Konservative Folkeparti. Og så er jeg da ked af, at det er uddannelsesordføreren, der tegner billedet, og ikke ligestillingsordføreren, for så kunne vi måske have oplevet en lidt mere imødekommende linje over for det forslag, som vi står med her i dag.

Jeg tror simpelt hen, at ordføreren har misforstået forslaget. Det her er ikke udgiftskrævende. Det drejer sig om et vejledende timetal, som vil være en hjælp til skolerne til, hvordan man kan fastlægge den her undervisning. Det er ikke noget med, at vi går ind og pålægger nogen noget som helst. Et vejledende timetal er jo ikke et minimumstimetal. Jeg vil godt bede ordføreren om at bekræfte det, og at det dermed ikke vil være udgiftskrævende på den måde, som ordføreren fremlægger det.

Ordføreren.

Det glæder mig altid, når andre finder det interessant, hvad vi Konservative siger – også i den her sag. Jeg kan fortælle, at vi har haft diskussionen, og at vi afviser, at der skal være et vejledende timetal for seksualundervisningen i folkeskolen, som jeg også sagde før. Det er bare, så det lige er helt på plads.

Så vil jeg ikke bekræfte, at det her ikke er udgiftskrævende. Det har vi fået redegjort for fra ministerens side, som har et godt apparat bag sig, og jeg tror mere på den redegørelse, der kommer fra Undervisningsministeriet, end den redegørelse, der kommer fra den socialdemokratiske ordfører. Så jeg tror på det, når det fra ministerens side bliver sagt, at det her vil være udgiftskrævende. Jeg må også sige, at jeg har utrolig svært ved at forestille mig, hvis det her forslag blev vedtaget, at vi så ikke ville se venstrefløjen stå og sige, at det var endnu et eksempel på, at kommunerne havde fået pålagt opgaver, uden at de havde fået flere penge. Det er jo den sang, vi hører fra kommunerne hele tiden, og det her vil bidrage til den sang, som jeg ved at venstrefløjen vil istemme.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Jeg må sige, at jeg også er meget forundret over den konservative melding, for den konservative ligestillingsordfører, fru Helle Sjelle, plejer faktisk at være en af de mest aktive personer i udformningen af tiltag af den her karakter, og nu går De Konservative nærmest højre om Dansk Folkeparti i retorikken i afvisningen af det her forslag. Det må jeg sige også overrasker mig noget.

Men jeg vil da meget gerne spørge: Er der også hos den konservative uddannelsesordfører en anerkendelse på linje med den i Dansk Folkeparti og Venstre af, at det her er et problem, og at det, at vi har en så dårlig, usystematisk, usammenhængende og varierende undervisning med lærere, som ikke er opdateret, lærere, som ikke er opkvalificeret, er et alvorligt problem i forhold til de unge, der kommer ud af folkeskolerne i dag? Er der en anerkendelse af, at det her er et stort problem, og at der skal gøres noget ved det?

Ordføreren.

Jeg har selvfølgelig den holdning, at når vi har vedtaget, at der skal være seksualundervisning i folkeskolen, så bør den også være i orden, og derfor er vi selvfølgelig lyttende over for de problemstillinger, som bliver rejst. Men jeg vil også godt gentage, at vi ikke mener, at seksualundervisning skal opprioriteres på bekostning af kernefag. Det er ikke et kernefag i folkeskolen. Det er fag som dansk, historie og matematik, og det er ikke noget, som skal nedprioriteres, fordi seksualundervisning skal opprioriteres.

Hr. Kamal Qureshi.

Det må jeg sige. Det er altså i 2010, vi sidder og snakker om folkeskolen, der skal tage sig af seksualundervisningen, i en situation, hvor vi har unge, som går ud uden redskaber til at tackle nogle meget, meget basale ting. Vi har en massiv stigning i tilfælde af kønssygdomme, vi har et stort antal uønskede graviditeter, og vi ved fra udlandet, at mangel på undervisning, mangel på kendskab, mangel på viden er med til, at unge indgår i relationer, som de bliver kede af, og at det fører til flere uønskede graviditeter. Alle de dér faktuelle oplysninger er der.

Vi har oven i købet en minister, der stiller sig op og anerkender, at det her er et problem, at vi må kigge på det, at vi må finde ud af, hvad vi kan gøre, og at vi skal gøre det med kort varsel, og alle de der forskellige ting. Og så har vi simpelt hen en konservativ ordfører, som siger: Det skal handle om matematik og dansk, alt det andet er altså ikke kernefag, som folkeskolen skal tage sig af. Det må jeg sige, det er simpelt hen som at træde tilbage til 1950.

Ordføreren.

Jamen det må den socialistiske ordfører jo synes alt det, han vil. Jeg sagde ikke, at vi ikke skulle forsøge at gøre seksualundervisningen så god som muligt. Jeg sagde tværtimod, at når vi har den, og det har vi, skal den fungere, og derfor hilser jeg det meget velkommen, at ministeren vil tage fat på at kigge på, hvad man kan gøre på området.

Men jeg betragter det her med, at man vil fastsætte et vejledende timetal, som at man vil opgradere faget tidsmæssigt, og det kan vi som sagt ikke støtte. Altså, der er masser af den slags problemer hos den danske ungdom, som den socialistiske ordfører opridser her, men vi har også nogle problemer med, at de unge f.eks. ikke er gode nok til læsning, og at de ikke er gode nok til matematik. Det er helt klart, at det har højere prioritet for os, end seksualundervisningen har.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Jeg plejer jo ikke at forsømme nogen lejlighed til at sige, at jeg er rigtig glad for, at folkeskolen, siden jeg gik i den afslutningsvis i begyndelsen af 1970'erne, har forandret sig utrolig meget og er blevet meget bedre. Så plejer jeg at komme med den lille tilføjelse, at der dog er enkelte ting, som ikke har forandret sig ret meget, andet end at de er blevet ældre og mere slidt, og det er bygningerne og lokalerne. Her på det sidste er jeg blevet opmærksom på, at der er en anden ting, der tilsyneladende heller ikke har forandret sig særlig meget, og det er kvaliteten af seksualundervisningen.

Nu er jeg jo en af de første, tror jeg, der i den danske folkeskole er blevet udsat for obligatorisk seksualundervisning, og det har jeg sådan set en ret klar erindring om. Jeg vil ikke sige, at den lærdom, jeg fik der, var så vældig anvendelig og nyttig senere i mit liv. Der må man bare sige, at på trods af at vi har haft alle de år til at øve os i, og på trods af de enorme forbedringer og forandringer, der er sket i folkeskolen, er pointen her en anden. De enorme forbedringer og forandringer er oven i købet sket, selv om jeg indimellem husker det, som om den tidligere undervisningsminister, der nu er sundhedsminister, har været undervisningsminister, næsten siden jeg forlod folkeskolen. Det har han jo heldigvis ikke, men selv i hans periode er der på nogle områder sket fremskridt, dog åbenbart ikke på seksualundervisningens område.

Så er det selvfølgelig skægt nok, at den konservative ordførers tale her i dag også gav lidt mindelser om debatten om seksualundervisning, da den blev indført i folkeskolen, ikke om den sådan mere radikale kritik, men mere om, at den sådan var noget skidt, og hvis man skulle have den, skulle den helst gemmes til sidst på eftermiddagen og ikke fylde for meget.

Jeg tror sådan set, at det er meget vigtigt, at man har en god seksualundervisning. Jeg synes, at der er meget, der tyder på, at konsekvenserne af, at den ikke fungerer, er store og alvorlige for unge mennesker. Det handler jo om, at unge mennesker på mange måder ikke er i stand til at håndtere den risiko, der er for at få kønssygdomme, ikke er i stand til at håndtere den risiko, der er for at få en graviditet på et tidspunkt, hvor det ikke var planlagt, og derfor kommer ud i en række ubehagelige situationer.

Men det handler selvfølgelig også om – og der er jeg sådan set ikke helt uenig med Dansk Folkepartis ordfører – at diskutere nogle holdninger og nogle værdier, sådan at man ikke får den idé, at alt det, man ser i pornobladene, er en beskrivelse af den almindelige seksualitet, som den udfolder sig i al almindelighed i den måske lidt mere kedsommelige variation, som de fleste af os dyrker den i.

Så jeg tror, det er enormt vigtigt, og det, man i hvert fald kan konstatere, er, at det ikke er godt nok nu. Man kan konstatere, at 85 pct. af lærerne ikke har adgang til tidssvarende undervisningsmaterialer ud over det, som Sex & Samfund stiller til rådighed, at 80 pct. af lærerne oplever, at der ikke er etableret faglige miljøer på skolerne, at 75 pct. af de unge mænd og 58 pct. af de unge kvinder ikke eller kun i meget lille udstrækning bekymrer sig om sexsygdomme, og at vi har en rekord i klamydia på 29.116 tilfælde i 2008. Alt det tyder på, at der er brug for at gøre en aktiv indsats for at få en bedre seksualundervisning i folkeskolen.

Enhedslisten har så været med til at fremsætte det her forslag, som fastsætter et vejledende timetal, og i det er der naturligvis et klart signal om, at det her er vigtigt. Det signal synes jeg da at vi skulle sende. Så er der et forslag om at evaluere det med henblik på at se, om det kunne være en idé at tage nogle tiltag, bl.a. til at udskille det som enkelt fag for sig selv. Det kan vi jo forstå ikke bliver vedtaget.

Så må vi nøjes med det, som undervisningsministeren har lovet os i dag, og så må vi jo bare sige, at vi er sikre på, at undervisningsministeren, hvis hun får de ting ført ud i livet og får dem til at virke, vil kunne gå over i historien som den undervisningsminister, som rettede op på 30-40 års forsømmelser på seksualundervisningens område. Det er ikke noget ringe ry at få bagefter, når man tænker på, hvor kort tid vores nuværende undervisningsminister desværre får mulighed for at være minister.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne fru Kirsten Brosbøl.

Det må være fristende for en ny undervisningsminister at gribe chancen og på den måde virkelig få sat noget på landkortet og måske endda på verdenskortet, hvis det kunne blive noget, som andre lande også kunne lade sig inspirere af. Det håber jeg da at ministeren vil gøre.

Jeg vil gerne sige rigtig mange tak for debatten i dag. Jeg vil faktisk sige, at jeg er positivt overrasket over, at ministeren og særlig Venstres ordfører på den – synes jeg – meget klare måde anerkender, at vi her står med et ret alvorligt problem. Man kan så sige bedre sent end aldrig, for som flere af mine medforslagsstillere også har været inde på, er det jo noget, som vi efterhånden har diskuteret i rigtig lang tid. Den tidligere minister har også fået flere henvendelser og bl.a. et brev fra Folketingets tværpolitiske netværk for seksuel sundhed, hvor vi opfordrede til, at man gjorde noget ved det. Så det er ikke, fordi det har skortet på opfordringer til at gøre noget ved det, ej heller på jævnlige statistiske opdateringer, der tyder på, at tingene bevæger sig i en meget bekymrende retning.

Der er flere, der har været inde på statistikkerne over antallet af klamydiatilfælde og antal aborter hos helt unge piger, altså børn under 15 år, hvor vi har set en fordobling eller er det en tredobling på 10 år. Det er jo meget, meget bekymrende tal. Det er jo noget, hvor man måske ikke helt kan forestille sig, hvor traumatiserende det må være for et barn at skulle have en abort.

Vi ved ligeledes, at konsekvenserne af at få en sexsygdom, en seksuelt overført sygdom, kan være ganske alvorlige. Der er dels den stigmatisering, der har været en tendens til i forbindelse med kønssygdomme, dels det, at vi i Danmark oplever en meget voldsom stigning i antallet af par, der skal have fertilitetsbehandling. Vi har en stigning i barnløshed i Danmark, som er ganske alarmerende. Hvert femte par søger i dag hjælp til at få børn, og det er jo bl.a., fordi der er visse kønssygdomme, som kan medføre infertilitet.

Så det er meget voldsomme konsekvenser for den enkelte, det her kan have, for ikke at nævne de konsekvenser, det har for samfundet. Statens Institut for Folkesundhed har på et tidspunkt beregnet, at de udgifter, vi har i Danmark til behandling som følge af usikker sex, beløber sig til omkring 280 mio. kr. om året. Det er rigtig mange penge, vi bruger på at behandle følgerne af usikker sex, som jo altså handler om, at de unge enten ikke har den nødvendige viden om, hvordan de beskytter sig, eller i hvert fald ikke handler på baggrund af den viden, som de måtte have tilegnet sig. Det koster altså for både den enkelte og for samfundet ganske dyrt.

Vi ved jo faktisk, hvad der virker. Det, der i virkeligheden er lidt rystende, er, at vi ved alt om, hvad der virker på det her område, nemlig at forebyggelse og dermed også seksualundervisning og oplysning om, hvordan man beskytter sig, dokumenteret er det, der virker. Derfor kan man sige, det er godt, at vi har den fælles anerkendelse af, at seksualundervisningen i folkeskolen i hvert fald fortsat skal være et af de bærende elementer i, at de unge får den nødvendige oplysning. Vi har så måske lidt forskellige holdninger til, hvordan man gør det.

Jeg vil gerne sige, at jeg egentlig er glad for, at Venstre og ministeren i dag så klart tilkendegiver, at folkeskolen selvfølgelig også fremover skal spille en central rolle. Vi havde nemlig en debat i 2009 med Venstres uddannelsesordfører, hvor hun tilkendegav, at det ikke var sikkert, at folkeskolen længere skulle varetage den opgave. Det må jeg sige at jeg faktisk var ret chokeret over, så jeg er glad for, at vi i dag har fået slået fast, at folkeskolen også fremover skal spille en central rolle i at løfte den her opgave.

Det er så rigtigt, hvilket Dansk Folkepartis ordfører gjorde meget ud af i sin tale, at det selvfølgelig også er forældrenes ansvar at tale med deres børn om de her ting. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har påstået, at man fuldstændig skal fratage forældrene ansvaret, ved at folkeskolen påtager sig den her opgave. Men nu er det jo altså sådan, at man kan sige, at den der diskussion om, hvis ansvar det nu engang er, næsten kommer 40 år for sent, for vi besluttede allerede i 1970, at folkeskolen skulle have en rolle at spille her, og at eleverne skulle have seksualundervisning.

Som Enhedslistens ordfører var inde på, er det jo ikke noget nyt. Vi har ligesom for længst besluttet, at sådan er det, og hvis man ønsker at rulle det tilbage, så synes jeg ærlig talt, det er bekymrende. Det var heller ikke sådan, jeg hørte Dansk Folkepartis ordfører. Han anerkendte, at skolerne skulle gøre noget, og endda at skolerne faktisk skulle gøre det bedre end i dag.

Så skortede det dog lidt på konkrete forslag i de borgerlige partiers ordførertaler. Jeg synes ikke, at det var så konkret, om end man henviste til det her stormøde, der har været med den tidligere undervisningsminister, hvor der altså er kommet en hel masse forslag på banen. Der er det jo glædeligt, at det er noget, man har tænkt sig at arbejde videre med i regeringen, og at man nu får nedsat den her arbejdsgruppe. Det synes jeg da er en sejr, som vi kan notere os i den lille bog. Vi har fået sat det her på dagsordenen i en sådan grad, at regeringen altså nu handler på det. Det er på tide, og det vil vi selvfølgelig følge meget tæt, og jeg går også ud fra, at det er noget, som vi i folkeskoleforligskredsen får lejlighed til at diskutere yderligere, hvis det er nogle tiltag, som kræver, at man tager nogle beslutninger i ordførerkredsen.

Et par kommentarer til de konkrete ting, der ligger i vores forslag: Det er jo rigtigt, at der er en række andre forslag, som man sagtens også kunne have skrevet ind i et beslutningsforslag som det her. Men når vi har valgt at sige, at vi her koncentrerer vi os om det med det vejledende timetal og så en evaluering, var det egentlig, fordi vi tænkte, at det mindste, vi kunne blive enige om her i Folketinget at gøre i fællesskab herindefra, var da at sige: Kan vi ikke prøve at kigge på de her fælles mål for seksualundervisningen, der jo ligger centralt defineret, og se, hvad det egentlig ville kræve at skulle leve op til dem. Så får skolerne en eller anden pejling på, hvad det egentlig er, der ligger i de fælles mål. Det synes jeg som minimum vi burde kunne blive enige om.

Så var der forslaget om en evaluering af området, og det var sådan set, fordi vi måske i vores naivitet tænkte, at det kunne være, at de borgerlige partier ikke helt var med på, hvad det var, der var problemet, og at vi havde brug for en eller anden form for fælles oplysningsgrundlag for at tage den her diskussion. Men jeg noterer mig med glæde i dag, at der tilsyneladende ikke er behov for det. Måske kunne det være nyttigt for Det konservative Folkepartis vedkommende, men for de øvrige partier er der en klar anerkendelse af, at vi har et problem. Så jeg noterer mig, at i det forslag har vi tænkt, at de borgerlige partier måske ikke var så meget med på dagsordenen, som de i virkeligheden har vist sig at være her i dag. Så det er da glædeligt, at vi sådan kan sige, at det ikke er nødvendigt. Der er brug for, at vi handler hurtigere, og at vi handler på baggrund af den meget omfattende viden, der jo allerede ligger på det her område i dag. Så det er noteret, at det ikke er nødvendigt med en evaluering; vi kan allerede nu sætte en række initiativer i gang.

Jeg må også sige, at når ministeren siger, at det er nogle ting, der skal sættes i gang allerede fra næste skoleår, betyder det jo, at der skal arbejdes gevaldig hurtigt i den arbejdsgruppe. Det vil jeg meget gerne kvittere for, og det er også nødvendigt. Vi ved jo, at et af de tilbud, der i øjeblikket er enormt populære, er Sex & Samfunds Uge Sex-projekt. Det er udelukkende baseret på, at en frivillig organisation stabler en masse materiale på benene og laver en kampagne i forbindelse med uge 6, og det er over 80.000 elever, der har været med i projektet, tror jeg. Det er jo altså noget, der kommer rigtig bredt ud. Det er bare et projekt, der ikke er finansieret til næste år. Jeg ved ikke, om man kan gennemføre det igen til næste år, så vi har altså også hele problematikken om udvikling af tidssvarende undervisningsmaterialer og støtte til de organisationer, som kan levere metodeudvikling, tidssvarende materiale, og som måske kan hjælpe skolerne med at få nogle alternativer til, at det er klasselæreren, der står og underviser i det her fag. Der er jo mange skoler, der har meget glæde af at få ung til yngre-vejledere ind, altså folk udefra, og deltage i den her undervisning.

Så der ligger en hel masse ting, som vi skal ind og kigge på i den her proces, og som ligger ud over forslaget, som vi har fremsat her i dag. Men som sagt var det sådan set et forsøg på at finde en eller anden laveste fællesnævner, hvor vi troede vi kunne få enighed i Folketinget. Nu må vi se, om der måske er nogle af de ting, der har været på stormødet, vi kan blive enige om at arbejde videre med. Jeg håber også, at vi får mulighed i den proces for at spille ind med andre forslag og andre problematikker, som vi finder det nødvendigt at få drøftet i forligskredsen i forbindelse med, at vi arbejder videre.

Jeg vil bare sige kort til det omkring undervisningen på seminarierne, at det jo faktisk er sådan, som Venstres ordfører også var inde på, at de skal udbyde det her fag på læreruddannelsen i dag. Det er bare ikke dem alle sammen, der har fået det på plads endnu. En af de ting, der også ligger i bemærkningerne til forslaget, er jo, at der faktisk er en række af de her uddannelser, der ikke engang udbyder faget, så der kan være grund til, at vi dels kigger på, om de alle sammen skal ind og følge det – det synes jeg er et meget spændende forslag fra Venstre – dels at vi får sikret, at det i hvert fald som minimum bliver udbudt alle steder, og at man også opfordrer de studerende til at følge det.

Jeg takker for behandlingen, og jeg skal skynde mig lige at sige fra De Radikales ordfører, som ikke kunne være til stede, at De Radikale selvfølgelig bakker op om forslaget.

Mange tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.