Jamen jeg kan vel et eller andet sted alligevel sige tak, for jeg tror, at de fleste udtrykte, at det var et sympatisk forslag, selv om man ikke var enig i det og ikke syntes, at det var helt godt nok.
Og når det er sympatisk – og det er det – er det, fordi der er brug for boliger, der er til at betale for ganske almindelige mennesker.
Der er brug for flere boliger i København, så dem, der arbejder i København – også hvis man er politibetjent eller sygeplejerske eller pædagog – har råd til at få en bolig i København og ikke skal bo langt væk fra arbejdspladsen.
Der er også brug for at sikre en måde, hvorpå vi får blandede boligområder.
Jeg tænker ikke så meget på, at der skal være tæt-lav bebyggelse, eller at der skal være lejeboliger eller familieboliger.
Jeg tænker lige så meget på, at der skal være mulighed for, at folk med forskellig indkomst kan bo i de samme områder, og det kunne man jo bl.a.
sikre ved i højere grad at få opkøbt nogle af de i dag meget dyre lejeboliger.
Det skal jeg vende tilbage til.
Men jeg må selvfølgelig også erkende efter debatten her, at det, der mangler i forslaget, er nogle flere overvejelser om økonomien, for den her mulighed for at kunne opkøbe boliger både der, hvor der bor nogen, og der, hvor de står tomme, for at omdanne dem til lejeboliger, som folk har råd til at bo i, kræver selvfølgelig mere fokus på økonomien end det, der er produceret her i forslaget.
Det må jeg naturligvis erkende.
Men man skal også samtidig sige, at præcis nu, i en situation, hvor priserne på nogle af de her ejendomme falder dramatisk, fordi der simpelt hen er spekuleret for meget og priserne er jobbet op, er priserne ved at nærme sig et niveau, hvor boligerne er til at købe, og det er jo lige præcis i den situation, at det er en god idé, at det er almene selskaber, der køber boligerne, i stedet for at det er en spekulant, der tror, at prisen stiger igen i morgen, og derefter kan score kassen.
Det synes jeg egentlig at vi skulle arbejde lidt med i udvalgsarbejdet, altså hvordan vi sikrer, at den åbning, der i virkeligheden er på boligmarkedet i øjeblikket, på grund af at spekulanterne har forbygget sig og overspekuleret, kan udnyttes til gavn for at få løst disse boligproblemer, der er i København, der er i Århus, der er i andre storbyer.
Man kan i virkeligheden sige, at krisen har givet os en mulighed, vi ikke havde for 1 år siden, og den synes jeg at man skal gå ind og kigge på.
Så var hr.
Jørgen Poulsen inde på, at det her kunne hjælpe boligspekulanterne.
Nej, det er jo netop det finurlige.
Boligspekulanten er jo den, der taber sine penge og er ude af vagten.
Dem, der står tilbage, er banker, som vi i andre sammenhænge åbenbart ikke har store problemer med at støtte med milliarder af kroner.
Det er realkreditselskaber, som også er blevet støttet med mange milliarder.
Det er dem, der er i klemme.
Jeg mener bestemt ikke, at man skal sige, at vi så bare redder realkreditselskaberne og bankerne, for det er jo deres udlån, der har været med til at pumpe det hele op.
Det er jeg absolut imod, hverken den ene eller den anden spekulant ønsker jeg at støtte.
Men kan vi få en fornuftig pris, gå ind og få samfundet, om jeg så må sige, i form af et alment boligselskab til at købe disse ejendomme og videreudleje dem, så vil de jo faktisk, hvis de har ordentlige muligheder, kunne videreudleje dem til en lavere leje end den, der betales i dag.
Så hvis man arbejder med det her, er der i virkeligheden store fordele for vores boligmarked, fordi vi får nogle af spekulanterne smidt på porten.
Der er fordele for lejerne, fordi de får sikkerhed for, hvem der ejer deres bolig fremover, i stedet for den usikkerhed, der er i dag.
Vi kan oven i købet få nedsat lejen til et fornuftigt niveau i stedet for de opskruede priser, vi hidtil har set.
Det sidste må også glæde regeringen, for så vil den slippe med lavere støtte til huslejen.
Så jeg synes i virkeligheden, at det er en mulighed.
Og lur mig, om vi ikke inden for den kommende tid vil se flere prissænkninger på det her marked, og der mener jeg sådan set, at det er en god idé, at man går ind og prøver at hjælpe dem.
Jeg vil godt pege på et særligt problem, der er.
Det er spørgsmålet om familiehuse, der går på tvangsauktion.
Nu kan man sige, at lejere jo i højere grad er beskyttet af lejelovgivningen, selv om det ikke er rart at bo i et ejendomskompleks, hvor der er usikkerhed om, hvem der er ejer, og hvordan fremtiden er for den, der ejer komplekset.
Vi kender jo masser af eksempler på, at hvis en ejer ønsker at jage lejerne ud, lykkes det forbavsende ofte, selv om man ikke skulle tro det.
Men dem, der har købt et enfamiliehus og ikke kan klare det, fordi begge forældre er blevet arbejdsløse, er jo i en rigtig dårlig situation, og lige præcis der kunne det være godt at have en instans, som gik ind og købte disse familiehuse, f.eks.
igennem et alment boligselskab, og sagde, at hvis dem, der bor i det, har lyst til at blive boende som lejere i det, der tidligere var deres eget hus, men som de ikke har råd til at bo i, skal vi hjælpe dem med det, sådan at vi undgår, at disse familier bliver tvunget til at flytte med de alvorlige skader, det har for børn, der skifter skole, vennekreds, og i det hele taget den sociale katastrofe, det er, når man mister sin bolig.
Så jeg mener helt klart, at der er nogle muligheder, som bør udnyttes.
Det vil vi arbejde med i udvalget, og vi vil nok også være nødt til at komme med et par ændringsforslag for at gøre det her forslag mere gennemarbejdet, end det er i dag – og det vil der så komme.