B 194 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af FN’s konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap.
Af Indenrigs- og socialministeren
Karen Ellemann (V)
Samling:
2008-09
Status:
Vedtaget
Fremsættelsestalen
Skriftlig fremsættelse (22. april 2009)
Indenrigs- og socialministeren (Karen Ellemann) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af FN's Konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap
(Beslutningsforslag nr. B 194).
Forslaget har til formål at søge Folketingets tilslutning til, at Danmark
ratificerer FN's Konvention om rettigheder for personer med handicap, som
blev undertegnet af Danmark den 30. marts 2007.
FN's Konvention om rettigheder for personer med handicap har sit udspring i
de principper, der er fastlagt i De Forenede Nationers Pagt af 26. juni
1945 om menneskets naturlige værdighed. Hertil kommer de principper og
rettigheder, som følger af de to konventioner om henholdsvis borgerlige og
politiske rettigheder, og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder af
16. december 1966. I Konventionen om rettigheder for personer med handicap
anerkendes vigtigheden af de principper og retningslinier, der er indeholdt
i Verdens-handlingsprogrammet for personer med handicap fra 1983 og i FN's
Standardregler af 20. december 1993 om lige muligheder for handicappede. I
øvrigt anerkendes i konventionen, at diskrimination af en person på grund
af handicap er en krænkelse af det enkelte menneskes naturlige værdighed
samt behovet for at fremme og beskytte menneskerettighederne for alle
personer med handicap, herunder vigtigheden af personlig autonomi,
uafhængighed og retten til at træffe frie valg.
Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse til at
indrette sin lovgivning og sin administrative praksis således, at
konventionens krav opfyldes. Ved lov nr. 1347 af 19/12 2008 om lov om
ændring af lov om valg til Folketinget, lov om valg af danske medlemmer
til Europa-Parlamentet og lov om kommunale og regionale valg vedrørende
hjælp til stemmeafgivningen blev disse love bragt i overensstemmelse med
konventionen, og det er herefter regeringens vurdering, at der ikke er
grundlag for yderligere følgelovgivning forud for ratifikation af
konventionen.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille beslutningsforslaget til
Folketingest velvillige behandling.