L 185 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø.

(Gennemførelse af dele af anerkendelsesdirektivet m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 09-05-2008

Lovforslag som fremsat

20072_l185_som_fremsat (html)

L 185 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø. (Gennemførelse af dele af anerkendelsesdirektivet m.v.).

Fremsat den 9. maj 2008 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om arbejdsmiljø 1)

(Gennemførelse af dele af anerkendelsesdirektivet m.v.)

§ 1

I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, som ændret ved lov nr. 300 af 19. april 2006, lov nr. 175 af 27. februar 2007, § 29 i lov nr. 512 af 6. juni 2007 og § 39 i lov nr. 106 af 26. februar 2008, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes som 2. pkt.:

»Loven indeholder endvidere bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, L 255 s. 22.«

2. I § 2, stk. 3, nr. 2, ændres »samt § 41« til: »samt §§ 41 og 41 a«.

3. Efter § 41 indsættes i kapitel 5:

»§ 41 a. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i tredjelande, kun må udføre arbejde inden for områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve, hvis personen har fået anerkendt sine erhvervsmæssige kvalifikationer af Arbejdstilsynet.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, som har til hensigt at arbejde fast i Danmark, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande, EØS-lande, eller lande, der har aftaler med EU, kun må udføre arbejde inden for områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve, hvis personen har fået anerkendt sine erhvervsmæssige kvalifikationer af Arbejdstilsynet.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, som har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande, EØS-lande, eller lande, der har aftaler med EU, skal have sine erhvervsmæssige kvalifikationer kontrolleret forudgående med henblik på anerkendelse, før arbejdet påbegyndes inden for områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve. Dette gælder kun, når der er tale om arbejde, der har betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed, og hvis formålet med kontrollen er at undgå alvorlig skade for tjenestemodtagerens sundhed eller sikkerhed.

§ 41 b. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at arbejdsgiveren efter anmodning skal dokumentere over for Arbejdstilsynet, at ansatte har de fornødne kvalifikationer til at udføre det pågældende arbejde, hvortil der kræves nærmere angivet uddannelse, prøve, certifikat, erhvervserfaring eller lignende.«

4. Efter § 74 indsættes:

»§ 74 a. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i tredjelande, skal ansøge om at få sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt, inden arbejdet påbegyndes inden for områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, som har til hensigt at arbejde fast i Danmark, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande, EØS-lande eller lande, der har aftaler med EU, skal ansøge om at få sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt, inden arbejdet påbegyndes inden for de områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, som har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande, EØS-lande eller lande, der har aftaler med EU, skal indgive skriftlig anmeldelse til Arbejdstilsynet, inden arbejdet påbegyndes inden for de områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve. Dette gælder dog kun, når der er tale om arbejde, der har betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed, og hvis formålet med kontrollen er at undgå alvorlig skade for tjenestemodtagerens sundhed eller sikkerhed.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om ansøgning og anmeldelse, herunder om fremsendelse af bevis for de erhvervsmæssige kvalifikationer.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om aflæggelse af egnethedsprøve eller gennemførelse af prøvetid for personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i et tredjeland eller i andre EU-lande, EØS-lande eller lande, der har aftaler med EU.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, som er nødvendige for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser på de områder, som er omfattet af krav om uddannelse eller aflagt prøve i medfør af denne lov, og bestemmelser fastsat i henhold til denne lov.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 

Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
1.1.
Lovforslagets hovedindhold
1.1.1.
Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i udlandet
1.2.
Den overordnede baggrund for lovforslaget
1.2.1.
Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i udlandet
2.
Hovedpunkterne i lovforslaget
2.1.
Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i udlandet
2.1.1.
Gældende ret
2.1.2.
Overvejelser
2.1.3.
Den ordning, som lovforslaget lægger op til
3.
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
5.
Miljømæssige konsekvenser
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
7.
Forholdet til EU-retten
8.
Hørte myndigheder og organisationer
9.
Sammenfattende skema


 

1. Indledning



Europa-parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (herefter kaldet anerkendelsesdirektivet) er generelt implementeret ved lov nr. 123 af 13. februar 2007 (lovbekendtgørelse nr. 334 af 20. marts 2007 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark) og bekendtgørelse nr. 1174 af 10. oktober 2007 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.


Ansvaret for den overordnede implementering af direktivet i dansk ret hører under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (Videnskabsministeriet). Området blev således ved kongelig resolution den 23. november 2007 flyttet fra Undervisningsministeriet til Videnskabsministeriet.


Det fremgår af bemærkningerne til undervisningsministerens lovforslag L11, som blev vedtaget den 8. februar 2007 som lov nr. 123 af 13. februar 2007, at direktivet åbner mulighed for at udøve et lovreguleret erhverv, uden at tjenesteyderen er fast etableret i det land, hvor erhvervet udøves (værtslandet), hvis udøvelsen sker midlertidigt eller lejlighedsvist. Med lovregulerede erhverv menes erhvervsmæssig virksomhed, som i henhold til lovgivning kræver bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang. Kun undtagelsesvist og begrundet i hensyn til tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed kan der ske forudgående kontrol af tjenesteyderen, inden tjenesteyderen påbegynder ydelsen første gang.


Direktivet regulerer EU-statsborgeres adgang til at udøve lovregulerede erhverv i et andet EU-land m.v. Med EU-land m.v. menes EU-lande, EØS-lande eller lande, der har aftaler med EU. Formålet med direktivet er at bidrage til, at de nationale arbejdsmarkeder og det samlede europæiske arbejdsmarked åbnes yderligere og gøres mere dynamisk, og at den europæiske arbejdskraft gøres mere mobil. De lempeligere betingelser for udveksling af tjenesteydelser skal bidrage positivt til den økonomiske vækst i samfundet, samtidig med at hensyn til den offentlige og tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed tilgodeses. Direktivet omfatter alle lovregulerede erhverv dog med undtagelse af erhverv, der er reguleret af særlige direktiver for det enkelte erhverv.


Med hjemmel i lovbekendtgørelse nr. 334 af 20. marts 2007 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark har Undervisningsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 1174 af 10. oktober 2007 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Anerkendelsesdirektivet er optaget som bilag 1 til bekendtgørelsen.


Det fremgår af bekendtgørelsens § 7, stk. 2, at bl.a. kravet om forudgående kontrol, jf. ovenstående, skal fremgå af reglerne for det enkelte erhverv.


På arbejdsmiljøområdet vurderes direktivet at medføre behov for en bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte bestemmelser som følge af de forpligtelser, direktivet medfører i de bekendtgørelser, der udstedes i henhold til arbejdsmiljøloven.


Bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslaget vil blive brugt til at gå videre end blot gennemførelse af dele af anerkendelsesdirektivet, idet de udfyldende regler desuden vil forholde sig til, hvordan retsstillingen vil være for personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et tredjeland, eller som kommer fra et tredjeland, men har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et EU-land m.v. Med tredjeland forstås alle lande, der ikke er EU-lande, EØS-lande eller lande, der har aftaler med EU.


 

1.1. Lovforslagets hovedindhold

1.1.1. Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i udlandet



Med lovforslaget bemyndiges beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om, at der skal ske anerkendelse henholdsvis forudgående kontrol med henblik på anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer opnået i udlandet.


Ved erhvervsmæssige kvalifikationer forstås kvalifikationer, som er attesteret ved et uddannelsesbevis, et kursusbevis og/eller bevis for erhvervserfaring.


 

1.2. Den overordnede baggrund for lovforslaget

1.2.1. Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i udlandet



Anerkendelsesdirektivet er generelt implementeret med Undervisningsministeriets lov nr. 123 af 13. februar 2007 (lovbekendtgørelse nr. 334 af 20. marts 2007 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark) og med bekendtgørelse nr. 1174 af 10. oktober 2007 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.


Direktivet medfører som hovedregel, at tjenesteydere, der alene har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i værtslandet, ikke længere skal have anerkendt deres erhvervsmæssige kvalifikationer af værtslandet.


Direktivet åbner imidlertid mulighed for, at der undtagelsesvist kan ske forudgående kontrol med henblik på anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer opnået i andre EU-lande m.v., når tjenesteydelsen udføres midlertidigt eller lejlighedsvist. Betingelserne for at anvende undtagelsesmuligheden er, at der er tale om tjenesteydelser, der kan have betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed, samt at formålet med den forudgående kontrol er at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed.


På arbejdsmiljøområdet er det i Danmark muligt at anvende denne undtagelsesmulighed i direktivet inden for visse områder, således at der her skal foretages en forudgående kontrol, når arbejdet udføres midlertidigt eller lejlighedsvist. Dette skyldes, at der inden for disse områder er tale om tjenesteydelser, der har betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed, samt at formålet med den forudgående kontrol er at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed.


Formålet med lovforslaget er at sikre, at personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet EU-land m.v., og som har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, har de nødvendige kvalifikationer på områder, hvor der er tale om tjenesteydelser, der har betydning for den offentlige sikkerhed eller sundhed, og hvor kontrollen er begrundet i at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed.


Bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslaget vil blive brugt til at gå videre end blot gennemførelse af dele af anerkendelsesdirektivet. De udfyldende regler vil forholde sig til, hvordan retsstillingen vil være for personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et tredjeland, eller som kommer fra et tredjeland, men har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et EU-land m.v. Dette skyldes lighedsbetragtninger mellem EU-lande m.v. og tredjelande.


 

2. Hovedpunkterne i lovforslaget

2.1. Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i udlandet

2.1.1. Gældende ret



Det følger af arbejdsmiljølovens § 41, at arbejder, der kan medføre betydelig fare for ulykker og sygdom, kun må udføres af personer, der har gennemgået en nærmere angivet uddannelse, aflagt en prøve eller opnået en bestemt alder.


Bestemmelsen er hidtil blevet brugt således, at der stilles krav om uddannelse/prøve inden for følgende områder:


 

Arbejde, som indebærer brug af tekniske hjælpemidler, og som indebærer særlige ulykkesrisici:



- Elevatormontør

- Gaffeltruckfører

- Kedelpasser

- Kranfører

- Kølemontør

- Stilladsopstiller

- Arbejde med teleskoplæsser

- Arbejde på naturgasanlæg



 

Arbejde, som indebærer brug af særlige farlige stoffer og materialer, og som indebærer særlig sundhedsfare:



- Arbejde med asfaltmaterialer

- Arbejde med epoxy og isocyanater

- Arbejde med styren

- Arbejde med asbest

- Svejsning efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 908 af 27. september 2005 om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer.



Herudover stilles der med hjemmel i § 8, stk. 2, krav om uddannelse efter lovens § 37, stk. 2, nr. 4, for koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsområdet.


Inden for de ovennævnte områder må arbejdet kun udføres af personer, der har gennemgået en nærmere angivet uddannelse eller aflagt en prøve.


Med hjemmel i § 8, stk. 2, er der krav om en særlig arbejdsmiljøuddannelse for sikkerhedsrepræsentanter m.fl. Denne uddannelse er dog ikke omfattet af anerkendelsesdirektivet, da den ikke er en betingelse for at kunne arbejde inden for et erhverv.


Før 20. oktober 2007 - hvor anerkendelsesdirektivet blev implementeret i dansk ret - var retstilstanden den, at alle personer, der havde erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i udlandet, skulle have godkendt deres erhvervsmæssige kvalifikationer af Arbejdstilsynet, før det pågældende arbejde måtte påbegyndes. Dette gjaldt uanset, hvilket land vedkommende havde erhvervet sine erhvervsmæssige kvalifikationer i, og uanset om vedkommende havde til hensigt at arbejde fast i Danmark eller kun midlertidigt eller lejlighedsvist.


Denne retstilstand blev til dels ændret med anerkendelsesdirektivet. Kun af hensyn til den offentlige sikkerhed og sundhed og for at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed kan der nu kræves forudgående kontrol af de erhvervsmæssige kvalifikationer, når arbejdet udføres midlertidigt eller lejlighedsvist.


For så vidt angår EU-borgere m.v., der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i andre EU-lande m.v., og som har til hensigt at arbejde fast i Danmark, skal der fortsat under alle omstændigheder ske anerkendelse af deres erhvervsmæssige kvalifikationer inden for de områder i arbejdsmiljølovgivningen, hvor der kræves en uddannelse/prøve.


Statsborgere fra tredjelande er hidtil blevet ligestillet med EU-statsborgere m.v., der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet EU-land m.v. Personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i tredjelande, skal i alle tilfælde have anerkendt deres erhvervsmæssige kvalifikationer af Arbejdstilsynet inden for de områder i arbejdsmiljølovgivningen, hvor der kræves en uddannelse/prøve, før arbejdet må påbegyndes.


 

2.1.2. Overvejelser



Anerkendelsesdirektivet åbner mulighed for, at den relevante myndighed kan kontrollere tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer, inden pågældende første gang udøver tjenesteydelsen, når erhvervet udøves midlertidigt eller lejlighedsvist.


Betingelserne herfor er, at erhvervet har betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed. Endvidere kan kontrollen kun foretages, når formålet er at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed på grund af tjenesteyderens manglende erhvervsmæssige kvalifikationer.


Af hensyn til den offentlige sikkerhed og sundhed og for at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed, er det fundet nødvendigt at foretage en forudgående kontrol af de erhvervsmæssige kvalifikationer med henblik på anerkendelse af kvalifikationerne inden for en række områder, hvor der stilles krav om uddannelse/prøve i Danmark, når arbejdet udføres midlertidigt eller lejlighedsvist. Det er muligt at kræve en forudgående kontrol ved midlertidigt eller lejlighedsvist arbejde for så vidt angår arbejde med visse tekniske hjælpemidler, og ved arbejde som indebærer brugen af eller udsættelse for visse stoffer og materialer.


Disse områder er særligt kendetegnet ved, at formålet med kravet om gennemførelse af en uddannelse/prøve er at sikre både den ansattes egen og tredjemands sikkerhed og sundhed. Det følger af forarbejderne til bemyndigelsesbestemmelsen i § 41, at denne kan benyttes til at fastsætte krav om uddannelse, aflæggelse af prøve m.v. såvel i situationer, hvor de pågældende personer selv er udsat for fare, som i de situationer, hvor andre udsættes for fare.


 

2.1.3. Den ordning, som lovforslaget lægger op til



Det foreslås, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler om, at personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et tredjeland, som hidtil skal have anerkendt deres erhvervsmæssige kvalifikationer af Arbejdstilsynet, førend de kan påbegynde arbejde i Danmark - uanset om der er tale om fast arbejde eller midlertidigt eller lejlighedsvist arbejde. Der lægges ikke op til ændringer på dette område i forhold til i dag.


Bemyndigelsesbestemmelserne forslås endvidere udmøntet således, at personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i et andet EU-land m.v., og som har til hensigt at arbejde fast i Danmark, skal have anerkendt deres erhvervsmæssige kvalifikationer af Arbejdstilsynet, førend de kan påbegynde arbejde i Danmark. Der lægges ikke op til ændringer på dette område i forhold til i dag.


Endelig foreslås bemyndigelsesbestemmelserne udmøntet således, at erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i andet EU-land m.v. af personer, der har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, skal kontrolleres forudgående af Arbejdstilsynet, inden arbejdet påbegyndes i Danmark. Dette vil dog kun gælde inden for visse af de områder, hvor der i arbejdsmiljølovgivningen kræves uddannelse/prøve. Det drejer sig om områder, hvor erhvervet har betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed, og hvor den forudgående kontrol er begrundet i at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed.


 

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner



Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner.


 

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet



Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.


Lovforslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser, og det bør derfor ikke forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.


 

5. Miljømæssige konsekvenser



Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.


 

6. Administrative konsekvenser for borgerne



Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.


 

7. Forholdet til EU-retten



Lovforslaget indeholder ændringer, som skaber hjemmel til gennemførelse i dansk ret af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer indenfor arbejdsmiljølovens område.


 

8. Hørte myndigheder og organisationer



Følgende myndigheder og organisationer er blevet hørt i forbindelse med lovforslaget: Arbejdsmiljørådet, Arbejdsmiljøklagenævnet, Rigsadvokaten, Politidirektørforeningen, Politidirektøren i København, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets arbejdsgivere (SALA) og Landbrugsrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes Hovedorganisation, KL (Kommunernes Landsforening) og Danske Regioner.


 

9. Sammenfattende skema



 
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ændringer, som skaber hjemmel til gennemførelse i dansk ret af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for arbejdsmiljølovens område.


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1
Det foreslås, at det i noten til lovens titel tilføjes, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.


Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede nye bestemmelse i § 41 a.


Til nr. 3Til § 41 a, stk. 1.
Bestemmelsen giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at en arbejdsgiver ikke må lade arbejde, inden for områder hvor der stilles krav om en nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve, udføre af personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i tredjelande, før kvalifikationerne er blevet anerkendt af Arbejdstilsynet.


I alle situationer, hvor personen har erhvervet sine erhvervsmæssige kvalifikationer i et tredjeland, uanset om personen har til hensigt at arbejde fast eller midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, vil der blive stillet krav om, at Arbejdstilsynet har anerkendt kvalifikationerne, før arbejdet må påbegyndes, inden for de områder, hvor der i Danmark stilles krav om uddannelse/prøve inden for arbejdsmiljøområdet.


I øjeblikket stilles der her i landet krav om uddannelse eller aflagt prøve inden for følgende områder:

- Elevatormontør

- Gaffeltruckfører

- Kedelpasser

- Kranfører

- Kølemontør

- Stilladsopstiller

- Arbejde med teleskoplæsser

- Arbejde på naturgasanlæg

- Arbejde med asfaltmaterialer

- Arbejde med epoxy og isocyanater

- Arbejde med styren

- Arbejde med asbest

- Svejsning efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 908 af 27. september 2005 om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer.



Der kan blive stillet krav om yderligere uddannelser/aflagt prøve, ligesom de eksisterende uddannelser kan blive ophævet eller ændret. Der er således ikke tale om en udtømmende liste over, hvornår der i fremtiden stilles krav om uddannelse/aflagt prøve.


Der vil blive fastsat bestemmelser om, at når arbejdsgiveren lader arbejde udføre inden for disse områder, skal arbejdsgiveren sikre sig, at den ansatte har fået anerkendt sine erhvervsmæssige kvalifikationer fra udlandet af Arbejdstilsynet. Dette vil blive pålagt arbejdsgiveren at sikre, når personen har erhvervet sine erhvervsmæssige kvalifikationer i et tredjeland. Arbejdsgiveren skal sikre sig dette, inden arbejdet påbegyndes.


Til § 41 a, stk. 2.
Bestemmelsen giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at en arbejdsgiver ikke må lade arbejde, inden for områder hvor der stilles krav om en nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve, udføre af personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i EU-lande m.v., før kvalifikationerne er blevet anerkendt af Arbejdstilsynet.


I alle situationer, hvor personen har erhvervet sine erhvervsmæssige kvalifikationer i et EU-land m.v., og har til hensigt at arbejde fast i Danmark, vil der blive stillet krav om, at Arbejdstilsynet har anerkendt kvalifikationerne, før arbejdet må påbegyndes, inden for de områder, hvor der i Danmark stilles krav om uddannelse/prøve inden for arbejdsmiljøområdet.


Arbejdsgiveren skal sikre sig, at dette krav er opfyldt, inden arbejdet påbegyndes. Der henvises til bemærkningerne til § 41 a, stk. 1, om inden for hvilke områder, der her i landet stilles krav om uddannelse eller aflagt prøve.


Til § 41 a, stk. 3.
I de situationer, hvor en person har erhvervet sine erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet EU-land m.v. og har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, vil der blive stillet krav om, at der kun skal ske forudgående kontrol med henblik på anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer inden for visse af de områder, hvor der kræves uddannelse/prøve inden for arbejdsmiljøområdet. Det drejer sig om de områder, hvor erhvervet har betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed, og hvor den forudgående kontrol er begrundet i at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagerens sikkerhed og sundhed.


På nuværende tidspunkt drejer det sig om forudgående kontrol inden for følgende områder:

- Elevatormontør

- Gaffeltruckfører

- Kedelpasser

- Kranfører (dog kun mobilkraner og tårnkraner)

- Kølemontør

- Stilladsopstiller (dog ikke rullestilladser)

- Arbejde med teleskoplæsser

- Arbejde med asbest

- Svejsning efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 908 af 27. september 2005 om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer.



Området, for hvornår der kan foretages forudgående kontrol, kan ændres, blandt andet under hensyn til at uddannelser kan ændres eller ophæves og nye kan komme til og under hensyn til, at nye erhvervsområder skønnes at falde ind under muligheden for at foretage forudgående kontrol.


Der er således ikke tale om en udtømmende liste over, hvornår der skal ske forudgående kontrol af de erhvervsmæssige kvalifikationer for personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet EU-land m.v., og som har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark. Der er derimod tale om en dynamisk liste.


I de situationer, hvor en person har erhvervet sine erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet EU-land m.v. og har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark inden for områder, hvor Arbejdstilsynet ikke skal foretage forudgående kontrol af de erhvervsmæssige kvalifikationer, skal arbejdsgiveren sikre sig, at direktivets betingelser er opfyldt, før erhvervet må udføres.


Der vil blive fastsat bestemmelser om, at når arbejdsgiveren lader arbejde udføre inden for disse områder, skal arbejdsgiveren sikre sig, at den ansatte har de nødvendige erhvervsmæssige kvalifikationer enten i form af et udenlandsk uddannelsesbevis i situationer, hvor der er krav om uddannelse i etableringslandet, eller bevis for mindst 2 års erhvervserfaring inden for de sidste 10 år. Dette skal arbejdsgiveren sikre sig, inden arbejdet påbegyndes.


Til § 41 b.
Bemyndigelsesbestemmelsen tænkes anvendt til at tydeliggøre kravet om, at Arbejdstilsynet kan anmode arbejdsgiveren om at oplyse og dokumentere, at han har sikret sig, at de ansatte har de nødvendige kvalifikationer til at udføre arbejdet inden for de områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve.


Den dokumentation, som arbejdsgiveren skal kunne fremvise, kan bestå i danske uddannelsesbeviser, prøveaflæggelser, certifikater m.v.


For personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i udlandet, kan dokumentationen tillige bestå i anerkendelsesbrev fra Arbejdstilsynet.


For personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet EU-land m.v., og som har til hensigt at arbejde midlertidigt og lejlighedsvist i Danmark inden for områder, hvor Arbejdstilsynet ikke kan foretage en forudgående kontrol af de erhvervsmæssige kvalifikationer, kan dokumentationen desuden bestå i et udenlandsk uddannelsesbevis i de situationer, hvor der er krav om uddannelse i etableringslandet, eller bevis for mindst 2 års erhvervserfaring inden for de sidste 10 år.


Til nr. 4Til § 74 a, stk. 1
Bestemmelsen giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i tredjelande, skal ansøge om at få deres erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt, inden arbejdet påbegyndes. Dette vil gælde inden for de områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse m.v. i Danmark.


Med hensyn til inden for hvilke områder, der stilles krav om en nærmere angivet uddannelse m.v., henvises til bemærkningerne til nr. 3.


Til § 74 a, stk. 2.
Bestemmelsen giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande m.v., og som har til hensigt at arbejde fast i Danmark, skal ansøge om at få deres erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt, inden arbejdet påbegyndes. Dette vil gælde inden for de områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse m.v. i Danmark.


Med hensyn til inden for hvilke områder, der stilles krav om en nærmere angivet uddannelse m.v., henvises til bemærkningerne til nr. 3.


Til § 74 a, stk. 3.
Bestemmelsen giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande m.v., og som har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, skal indgive skriftlig anmeldelse til Arbejdstilsynet, inden arbejdet påbegyndes inden for de områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve.


Med hensyn til inden for hvilke områder, der vil blive stillet krav om forudgående kontrol med henblik på anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i EU-lande m.v. henvises til bemærkningerne til nr. 3.


Til § 74 a, stk. 4.
Bestemmelsen giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i udlandet, skal indsende bevis for de erhvervsmæssige kvalifikationer i forbindelse med ansøgning eller anmeldelse. Sådanne beviser kan fx bestå i udenlandske uddannelsesbeviser, dokumentation for relevant erhvervserfaring i udlandet herunder anbefalinger eller udtalelser fra tidligere arbejdsgivere m.v.


Til § 74 a, stk. 5.
Efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i udlandet, skal gå op til en egnethedsprøve eller gennemgå en prøvetid.


For personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i tredjelande, samt personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande m.v., og som har til hensigt at arbejde fast i Danmark, vil der blive valgfrihed med hensyn til, om de vil gå op til en egnethedsprøve eller gennemgå en prøvetid i de situationer, hvor Arbejdstilsynet ikke umiddelbart kan anerkende de erhvervsmæssige kvalifikationer.


For personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet EU-land m.v., og som har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, er udgangspunktet, at personen skal tilbydes at bevise sine erhvervsmæssige kvalifikationer ved en egnethedsprøve.


Dette kan fx være tilfældet, når der er væsentlig forskel mellem den uddannelse, der kræves i Danmark, og den uddannelse, som personen har gennemført i udlandet, og Arbejdstilsynet derfor ikke umiddelbart kan anerkende de erhvervsmæssige kvalifikationer.


Til § 74 a, stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bred bemyndigelse til at fastsætte regler, som er nødvendige for at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten på de områder inden for arbejdsmiljølovgivningen, der er omfattet af kravet om uddannelse eller aflagt prøve i medfør af denne lov og bestemmelser i henhold til denne lov. Med bestemmelsen tages højde for anerkendelsesdirektivet i det omfang, der er behov for særlige supplerende regler i arbejdsmiljølovgivningen. Direktivet pålægger myndighederne i de forskellige lande en række forpligtelser, herunder udveksling af oplysninger mellem myndighederne. Der vil således senere kunne blive behov for ændringer på bekendtgørelsesniveau som følge af anerkendelsesdirektivet.


Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2008.



Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
1) Loven indeholder endvidere bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, L 255, s.22.
   
§ 2. Loven omfatter arbejde for en arbejdsgiver.
 
§ 2. Loven omfatter arbejde for en arbejdsgiver.
Stk. 2. Undtaget er
 
Stk. 2. Undtaget er
1) arbejde i arbejdsgiverens private husholdning, jf. dog § 59,
 
1) arbejde i arbejdsgiverens private husholdning, jf. dog § 59,
2) arbejde, der udelukkende udføres af de medlemmer af arbejdsgiverens familie, som hører til hans husstand, jf. dog § 59,
 
2) arbejde, der udelukkende udføres af de medlemmer af arbejdsgiverens familie, som hører til hans husstand, jf. dog § 59,
3) arbejde, der udføres af militære, og som kan henregnes til egentlig militærtjeneste.
 
3) arbejde, der udføres af militære, og som kan henregnes til egentlig militærtjeneste.
Stk. 3. Følgende bestemmelser omfatter også arbejde, der ikke udføres for en arbejdsgiver, samt det arbejde, der er nævnt i stk. 2:
 
Stk. 3. Følgende bestemmelser omfatter også arbejde, der ikke udføres for en arbejdsgiver, samt det arbejde, der er nævnt i stk. 2:
1) § 20 om flere arbejdsgivere m.v. på samme arbejdssted, §§ 30-36 om leverandører m.fl. og § 37 om bygherrer m.v.,
 
1) § 20 om flere arbejdsgivere m.v. på samme arbejdssted, §§ 30-36 om leverandører m.fl. og § 37 om bygherrer m.v.,
2) §§ 38 og 39, for så vidt angår de i § 39, stk. 1, nr. 1 og 2, omhandlede arbejder, samt § 41,
 
2) §§ 38 og 39, for så vidt angår de i § 39, stk. 1, nr. 1 og 2, omhandlede arbejder, samt §§ 41 og 41 a,
  
- - -
   
  
§ 41 a. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i tredjelande, kun må udføre arbejde inden for områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve, hvis personen har fået anerkendt sine erhvervsmæssige kvalifikationer af Arbejdstilsynet.
  
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, som har til hensigt at arbejde fast i Danmark, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande, EØS-lande, eller lande, der har aftaler med EU, kun må udføre arbejde inden for områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve, hvis personen har fået anerkendt sine erhvervsmæssige kvalifikationer af Arbejdstilsynet.
  
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, som har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande, EØS-lande, eller lande, der har aftaler med EU, skal have sine erhvervsmæssige kvalifikationer kontrolleret forudgående med henblik på anerkendelse, før arbejdet påbegyndes inden for områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve. Dette gælder kun, når der er tale om arbejde, der har betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed, og hvis formålet med kontrollen er at undgå alvorlig skade for tjenestemodtagerens sundhed eller sikkerhed.
   
  
§ 41 b. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at arbejdsgiveren efter anmodning skal dokumentere over for Arbejdstilsynet, at ansatte har de fornødne kvalifikationer til at udføre det pågældende arbejde, hvortil der kræves nærmere angivet uddannelse, prøve, certifikat, erhvervserfaring eller lignende.
   
  
§ 74 a. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i tredjelande, skal ansøge om at få sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt, inden arbejdet påbegyndes inden for områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve.
  
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, som har til hensigt at arbejde fast i Danmark, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande, EØS-lande, eller lande, der har aftaler med EU, skal ansøge om at få sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt, inden arbejdet påbegyndes inden for de områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve.
  
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en person, som har til hensigt at arbejde midlertidigt eller lejlighedsvist i Danmark, og hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i andre EU-lande, EØS-lande eller lande, der har aftaler med EU, skal indgive skriftlig anmeldelse til Arbejdstilsynet, inden arbejdet påbegyndes inden for de områder, hvor der stilles krav om nærmere angivet uddannelse eller aflagt prøve. Dette gælder dog kun, når der er tale om arbejde, der har betydning for den offentlige sikkerhed og sundhed, og hvis formålet med kontrollen er at undgå alvorlig skade for tjenestemodtagerens sundhed eller sikkerhed.
  
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om ansøgning og anmeldelse, herunder om fremsendelse af bevis for de erhvervsmæs-sige kvalifikationer.
  
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om aflæggelse af egnethedsprøve eller gennemførelse af prøvetid for personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i et tredjeland eller i andre EU-lande, EØS-lande eller lande, der har aftaler med EU.
  
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, som er nødvendige for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser på de områder, som er omfattet af krav om uddannelse eller aflagt prøve i medfør af denne lov, og bestemmelser fastsat i henhold til denne lov.


Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, L 255 s. 22.