(Ordfører)
Christian H. Hansen(DF):
Nu ved jeg ikke, om den musik, vi kan høre i baggrunden, bliver spillet i jubel over ældrechecken, men det kunne den godt have været.
I Dansk Folkeparti er vi faktisk glade for, at vi nu igen får en stigning i ældrechecken. Det er jo den, som er med til at give en gruppe ældre, som ikke har en indkomst ud over den sociale pensions grundbeløb og pensionstillægget, et løft. Det er de pensionister, som ikke har haft mulighed for at spare op, som andre har, til den senere tid i livet. Det er de personer, for hvem man kan sige, at enhver ekstraudgift pludselig kan være noget, som går hen og vælter budgettet. Derfor fik Dansk Folkeparti indført begrebet ældrechecken. Det var et af vores hovedkrav i finansloven helt tilbage i 2002, nemlig at der skulle afsættes midler til den svage gruppe af pensionister. Dengang fik vi afsat 420 mio. kr., og vi har så arbejdet år for år på at forbedre det, og det er så også lykkedes i den her finanslov at gøre det endnu bedre.
Det kommer til at betyde, at ældrechecken stiger med 2.200 kr. med virkning fra den 1. januar 2009. Når det først er fra den 1. januar 2009, skyldes det, at beløbet bliver udbetalt i januar, og derfor er beløbet for 2008 allerede udbetalt.
Vi har lige hørt den tidligere ordfører sige, at det her faktisk ikke rigtig betyder noget, det her er sådan lidt ringe, og der er sikkert nogle, der vil gøre det endnu bedre. Til dem kan jeg så sige, at det jo så bare er bemærkelsesværdigt, at de i deres finanslovforslag kommer med forslag om en styrkelse af ældreområdet, når man tænker på, at det samme parti har haft regeringsmagten i rigtig mange år, hvor de her problemer kunne have været løst, således at man ikke havde haft behov for at fremsætte forslag om yderligere forbedringer i dag.
Vi må bare sige, at da Socialdemokratiet havde magten, var det, der skete, sådan noget, som at efterlevelsespensionen blev afskaffet, og der skete andre forringelser. Men det skal vi selvfølgelig nok ikke høre fra den socialdemokratiske ordførers mund. Dog kan jeg sige, at mange ældre er utrolig glade for den her ældrecheck - det kan betyde, at de har råd til at købe en lille smule ekstra, de ikke har haft råd til før. Jeg har i hvert fald fået rigtig mange henvendelser fra ældre, som er utrolig glade for det her.
Så indeholder lovforslaget også en anden aftale, som ligeledes er en del af finansloven, og det er den forbedring, der sker for førtidspensionister på den gamle ordning efter loven om højeste og mellemste og forhøjet almindelig og almindelig førtidspension. Invaliditetsydelsen kan jo efter de gældende regler tilkendes personer i alderen fra 18 til 65 år, og det foreslås så, at invaliditetsydelse skal tilkendes alle førtidspensionister på den gamle ordning, der får gjort pensionen hvilende, således at førtidspensionister, som har ret til almindelig og forhøjet almindelig pension, kan få tilkendt denne ydelse i fremtiden. Så det bliver fremover sådan, at man faktisk kan tilkende denne ydelse, uden at der skal ske en individuel vurdering, som der har skullet indtil nu. Men når en person får gjort retten til førtidspension hvilende, skal man heller ikke ind og kigge på det element.
Et sidste element i forslaget er servicebetalingen, som modtagere af mellemste og højeste førtidspension betaler ved ophold i boformer - dem, der hedder § 108. Den betaling falder fra, og det får den betydning, at personer på mellemste og højeste førtidspension, der er omfattet af den her servicebetaling, faktisk får et økonomisk løft - kan man sige, da det er noget, de ikke skal betale fremover - på henholdsvis 10.000 og 20.000 kr. årligt.
Vi havde i Dansk Folkeparti gerne set, at forholdene for førtidspensionisterne kunne være blevet forbedret endnu mere i den her finanslov, men vi kom igennem med det her som en start. Finansloven blev jo behandlet i Folketinget i går, og den ligger klar nu, men det gode ved det er jo, at det ikke varer ret lang tid, før vi skal i gang med en ny finanslov, og der skal laves en ny finanslovaftale, hvor Dansk Folkeparti vil være lige så konstruktivt medarbejdende, for at det kan lykkes, og der vil vi kigge endnu mere på førtidspensionisternes vilkår og forbedre dem.