B 145 Forslag til folketingsbeslutning om en national sikkerhedspolitisk strategi.

Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 11-06-2008

Beslutningsforslag som fremsat

20072_b145_som_fremsat (html)

Fremsat den 11. juni 2008 af Morten Helveg Petersen (RV), Niels Helveg Petersen (RV) og Margrethe Vestager (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om en national sikkerhedspolitisk strategi

Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en national sikkerhedspolitisk strategi.


Bemærkninger til forslaget

Der bør være en løbende sikkerhedspolitisk debat i Folketinget. Hvis den danske sikkerhedspolitik skal forankres i befolkningen, er der brug for, at Folketinget løbende diskuterer, hvad den danske sikkerhedspolitiske strategi bør være. Til brug for disse diskussioner bør regeringen udarbejde en national sikkerhedspolitisk strategi, der kan danne baggrund for diskussionen.


I takt med at sikkerhedspolitikken i stigende grad påvirker hele det danske samfund, bør en sådan strategi belyse mål og midler i dansk sikkerhedspolitik. Temaer kunne være vurderinger af de langsigtede udfordringer, Danmark står over for, og en prioritering af de sikkerhedspolitiske muligheder og udfordringer samt ikke mindst løsninger.


Dertil kommer, at en debat om fremtidens danske sikkerhedspolitik kan føre til en større grad af koordination mellem de mange aktører på området og gøre det nemmere at skabe et overordnet billede af mål og midler i dansk sikkerhedspolitik.


På den måde kan Folketinget bidrage til en åben debat om de strategiske sikkerhedspolitiske valg, Danmark nødvendigvis må forholde sig til.


Dansk Institut for Militære Studier har i en rapport fra februar 2008 (»Vi diskuterer jo ikke politik på den måde« af Vibeke Schou Tjalve og Anders Henriksen) beskæftiget sig med Folketingets behandling af det sikkerhedspolitiske område. Af rapporten fremgår det, hvordan dansk sikkerhedspolitik i stigende grad opfattes som andet end imødegåelsen af militære trusler, og at områder som klima, energi, migration og andre emner også indgår i de sikkerhedspolitiske diskussioner. Derfor er der brug for en samlet strategi på området med henblik på debat og koordination.


Skriftlig fremsættelse

Morten Helveg Petersen (RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om en national sikkerhedspolitisk strategi.

(Beslutningsforslag nr. B 145).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.