B 109 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod piercing af børn og unge.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 11-04-2008

Beslutningsforslag som fremsat

20072_b109_som_fremsat (html)

Fremsat den 11. april 2008 af Marlene Harpsøe (DF), Liselott Blixt (DF), Colette L. Brix (DF), Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Christian H. Hansen (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbud mod piercing af børn og unge

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag med følgende indhold:


Der indføres en aldersgrænse på 15 år for piercing. Piercingforbuddet for unge under 15 år skal gælde alle steder på kroppen med undtagelse af ørerne. Hvis man er fra 15 til og med 17 år, skal man have en forælders tilladelse til at få foretaget piercing andre steder på kroppen end ørerne. Lovforslaget skal endvidere indeholde bestemmelser om, at klinikker, der laver piercinger, skal leve op til en ordentlig hygiejnestandard; man skal have autorisation til at være piercer, der skal føres kontrol med klinikkerne, og det skal sikres, at der er ordentlige forhold disse steder. Sundhedsmyndighederne skal kontrollere, om klinikkerne lever op til de krav om uddannelse, autorisation og aldersgrænse, der stilles. Piercere, der overtræder ovenstående regler, straffes med bøde på ikke mindre end 5.000 kr. eller fængsel i indtil 4 måneder.


Bemærkninger til forslaget

Formålet med indeværende forslag er at sikre, at der indføres en aldersgrænse for, hvornår det er lovligt for piercingklinikker at foretage piercinger på kroppen (med undtagelse af ørerne). Forslaget lægger ligeledes op til, at der skal stilles visse krav til hygiejnen på sådanne klinikker. Forslaget indebærer endvidere, at overtrædelse af de foreslåede aldersgrænse- og hygiejnekrav straffes med bøde på ikke mindre end 5.000 kr. eller fængsel indtil 4 måneder.


I dag kan alle uanset alder få foretaget piercinger overalt på kroppen. Mange får lavet piercinger på kønsdele, brystvorter, tunge osv. - også børn og unge. Der er ingen lovgivning på området, som forbyder piercingklinikker at lave piercinger på unge under 18 år. I lov om tatovering (lov nr. 194 af 8. juni 1966) fremgår det af § 1, stk. 1: »Den, der tatoverer en person under 18 år, straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.« »Hæfte« er senere ændret til »fængsel indtil 4 måneder« (lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.)


Alle kan i princippet slå sig ned som piercer. Der stilles ikke krav til uddannelse eller andet. Det har medført, at en række piercingklinikker ikke lever op til de hygiejneforhold, som man bør kunne forvente i sådanne klinikker. Det skal dog understreges, at der langt fra er tale om alle. Rigtig mange klinikker har fine hygiejniske forhold og udgør næppe nogen sundhedsrisiko for deres kunder. Men ved piercing er der i realiteten tale om et indgreb i kroppen. Og ved indgreb i kroppen er der altid en fare for infektion. Derfor er det vigtigt, at der stilles krav om høje standarder for hygiejnen på sådanne klinikker. Dårlig hygiejne kan betyde infektioner og andre helbredsproblemer. I værste fald kan infektionerne føre til alvorlige sygdomme som leverbetændelse, hiv osv. Piercingklinikkerne er i dag ikke underlagt sundhedsmyndighedernes regulering og kontrol.


Dansk Piercing Laug er en forening, der forsøger at samle danske piercere og få organiseret branchen. Formanden for Dansk Piercing Laug, Lars Martinsen, kender til eksempler, hvor personer har fået lavet dårlige piercinger. Foreningen ønsker derfor lovgivning på området. De skriver således på deres hjemmeside: »Dansk Piercing Laug vil prøve at få politikerne råbt op, således at vi får en lovgivning i Danmark vedrørende piercing, samt en autorisation af Piercere og deres Piercing-studier. Grunden til vores ønske om en lovgivning, er simpelthen den, at vi ønsker ordnede forhold for både Piercere og kunder« (www.piercinglaug.dk).


I en fælles henvendelse fra Børnerådet og Det Etiske Råd den 27. februar 2008 til ministeren for sundhed og forebyggelse, Jacob Axel Nielsen, opfordrer de to råd ministeren til at overveje aldersgrænse for piercing samt at underlægge denne form for virksomhed sundhedsmyndighedernes kontrol. De skriver: »Med denne henvendelse vil Børnerådet og Det Etiske Råd opfordre ministeren til at overveje behovet for retlig regulering af visse former for udsmykning af kroppen, som indebærer indgreb i kroppen, særligt hos børn og unge.«


Børnerådet og Det Etiske Råd mener, at karakteren og det stigende omfang af disse indgreb medfører et behov for at rette fokus mod udøvelsen af denne virksomhed, som i dag ikke er underlagt sundhedsmyndighedernes regulering og kontrol. Ligeledes mener rådene, at der er behov for at overveje aldersgrænser i forhold til den nuværende lovgivning (www.boerneraadet.dk).


Formanden for Børnerådet, Charlotte Guldberg, argumenterer i en artikel i Kristeligt Dagblad den 7. marts 2008, at børn og unge kan have svært ved at overskue konsekvenserne af at få foretaget piercinger: »Helt unge bliver ofte betaget af piercinger, men de er ikke selv i stand til at tage stilling, når de gerne vil have smykker alle vegne. De kan ikke vurdere konsekvenserne af det, og derfor må der være en retslig beskyttelse af dem og en sikkerhed for, at der ikke foregår overgreb på deres krop, siger hun«. Formanden for Dansk Piercing Laug er enig heri: »Hvis ikke vi får de unge mennesker op i alder, hvor de kan tænke længere frem end fem minutter, vil vi se mange rende rundt med skæmmende ar. Vi skal ikke have 12-årige til at brodere sig med piercinger, for så bliver det svært at få et arbejde, siger han.« (Kristeligt Dagblad, Krav om indgreb mod piercing af børn, den 7. marts 2008).


Afsluttende bemærkninger

I løbet af det seneste årti er det blevet mere og mere almindeligt at få foretaget piercinger. Man skal dog være opmærksom på, at der er tale om et indgreb i kroppen uden et medicinsk formål, og at det indebærer en sundhedsrisiko. Både Det Etiske Råd, Børnerådet og Dansk Piercing Laug er enige heri og enige om, at der derfor bør indføres en aldersgrænse for, hvornår piercing skal være tilladt, og at de klinikker, der foretager piercinger, underlægges sundhedsmyndighedernes kontrol. Børn er sjældent i stand til at overskue konsekvenserne af et indgreb i kroppen, som en piercing er. Og da der ikke er medicinske begrundelser for at foretage et sådant indgreb, finder Dansk Folkeparti, at det helt skal forbydes at udføre piercinger på børn. Desuden bør der indføres kontrol, der sikrer et højt hygiejnisk niveau hos landets piercere, således at de, som måtte ønske det, kan få foretaget piercinger uden fare for smitte og sygdom.


Dansk Folkeparti opfordrer Folketingets øvrige partier til at støtte op om forslaget


Skriftlig fremsættelse

Marlene Harpsøe (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod piercing af børn og unge.

(Beslutningsforslag nr. B 109).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.