Jeg kan i hvert fald bekræfte, at vi i gentagne beregninger, hvert år, når Socialdemokratiets forslag kommer, kigger efter, om beregningerne stadig væk holder vand, og konkluderer, at der rent faktisk ikke er nogen varig gevinst ved forslaget; hvor Socialdemokratiet, afhængigt af hvilket beløb man mangler på sit finanslovforslag, vurderer, at det kan give mellem 1 og 2-3 mia. kr. i kassen.
Hr. John Dyrby spurgte tidligere, om ikke der er en rentegevinst. Jovist, der er selvfølgelig en forskel på, om man modtager pengene i dag, i morgen eller næste år. Men med den rente, vi har i dag, er rentegevinsten et meget lille beløb, slet ikke de meget, meget astronomiske summer, som Socialdemokratiet skriver ind for at få deres finanslovforslag til at hænge bare nogenlunde sammen på papiret.
Så skal jeg endelig sige: Ja, der er to lande, og hvis jeg nu skal stå her og lave reklame for, hvor man skal flytte hen, kan jeg godt sige, at det er Frankrig og Spanien, som vi endnu ikke har fået tilrettet dobbeltbeskatningsoverenskomstaftalerne med.
Men ideen er jo, at vi får lavet aftaler med de lande, ligesom vi har med andre, hvor vi vurderer, hvad man bliver beskattet af i det land, hvor man bor, og så laver en tillægsbeskatning, sådan at man kommer op på den beskatningsform, der ville have været, hvis man boede i Danmark med det beskatningsniveau, der er. For det er ikke rimeligt, at man har den høje fradragsret i Danmark og så ikke har en tilsvarende beskatning, når man får pengene udbetalt.
Derfor er der naturligvis både under den tidligere regering og også under denne regering gjort store bestræbelser på at få både Frankrig og Spanien til at ændre deres dobbeltbeskatningsoverenskomster, sådan at beskatningen bliver rimelig. Det ønske tror jeg faktisk vi kan være fælles om.
Hermed sluttede spørgsmålet.