Spm. nr. US 38

Rune Lund (EL):
Det går mildest talt ikke specielt godt i Irak, og det var da også derfor, at Danmarks statsminister den 25. oktober var ude at sige, at der er brug for en ny strategi i Irak. Nu lidt over en måned efter har vi ikke hørt så meget om, hvad denne nye strategi går ud på. Den går i hvert fald ikke ud på det eneste nødvendige, nemlig at trække tropperne hjem.
     Nu skal forsvarsministeren jo til NATO-møde sammen med statsministeren, og i den forbindelse kunne det være interessant at rejse spørgsmålet om Afghanistan, nemlig hvornår vi kan få en ny strategi for Afghanistan, for det går mildest talt ikke særlig godt i Afghanistan.
     I Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan, hvor der er danske soldater, siger NATO og britiske efterretningskilder, at 80 pct. af afghanerne er imod tropperne, og at de sidste 20 pct. venter og ser, hvem der vinder krigen. Ærlig talt, det går ikke særlig godt. Jeg vil spørge forsvarsministeren: Hvornår får vi en ny strategi for Afghanistan?

Der er ingen tvivl om, at et af fokusområderne på det topmøde, der starter senere i eftermiddag i Riga, og hvor det er rigtigt at statsministeren og jeg skal være til stede, vil blive Afghanistan. Hovedårsagen til, at der er udenlandske soldater i Afghanistan, er det faktum, at Afghanistan var det, vi har kunnet kalde en foul state; terrorister udgik fra Afghanistan, bl.a. angreb de de to Tvillingetårne i USA. Man besluttede sig så for at aktivere musketereden i NATO og prøve at fjerne terrorens arnested i Afghanistan.
     Det sker nu på baggrund af et FN-mandat, og det er rigtigt, hvad hr. Rune Lund siger, at det er en meget vanskelig opgave. Der er i øjeblikket godt 40.000 soldater i Afghanistan, heraf 32.000 i den operation, som Danmark deltager i, og som hedder ISAF-operationen.
     Jeg har sagt det adskillige gange, og jeg siger det også gerne her: Man kan vinde en krig med militære midler, man kan ikke vinde en fred. Derfor har bl.a. Danmark gjort sig til talsmand for, at den militære indsats skal samtænkes meget kraftigt med den civile indsats. Bl.a. derfor havde vi et seminar i København i juni 2005, og det er faktisk et emne, som vil blive behandlet på topmødet i Riga. Jeg kan ikke sige, hvilket outcome vi får, men jeg kan give hr. Rune Lund det tilsagn, at vi i Danmark arbejder meget hårdt for, at opbygningen af Afghanistan kommer endnu mere i fokus.
     Der er bl.a. det, man kunne kalde window of opportunity. Her ved vintertide, i de seneste to måneder, er volden stilnet af, også i den del af Afghanistan, hvor vi er, og det skal udnyttes til at sætte noget andet i stedet, for det er ikke en løsning kun at have militæret til stede. Hvis ikke man har noget andet at tilbyde end den militære tilstedeværelse, vil man - der er jeg enig med hr. Rune Lund
- tabe på lang sigt. Derfor vil vi fokusere meget på opbygningsdelen, og vi vil prøve at få den sat på dagsordenen i NATO på topmødet senere i eftermiddag.

Rune Lund (EL):
Jeg synes, det er godt, at man fokuserer noget mere på, at der skal være mere civil genopbygning. Problemet er i øjeblikket, at der bliver brugt 900 pct. mere på den såkaldte militære løsning end på det civile genopbygningsarbejde.
     Men det, som jeg synes er problemet hos forsvarsministeren og regeringen, er, at de ikke indser, at de udenlandske tropper er en del af problemet og ikke en del af løsningen. Taleban står stærkere, end de nogen sinde har gjort, siden de blev afsat i forbindelse med krigen. Vi har en situation, hvor de kontrollerer halvdelen af landet. Vi har en situation, hvor folk dør af sult hver dag. Vi har en situation, hvor de udenlandske tropper i samarbejde med de afghanske har drevet en jagt på bønderne for at få dem til at fjerne deres opiumsmarker, hvilket har skabt yderligere fattigdom. Der har i det hele taget været så meget fokus på den såkaldte militære løsning, at man faktisk har spillet sig kortene af hænde.
     Hvornår indser forsvarsministeren, at den militære strategi fra starten har været fejlagtig, og at man ikke kan bombe demokrati ind i hovedet på folk? Hvornår skal vi trække de tropper hjem fra Afghanistan?

Nu synes jeg, at hr. Rune Lund roder tingene sammen. For en forbedret sikkerhedssituation i Afghanistan er betingelsen for, at vi kan få en civil genopbygning i gang. Man får ingen ngo'er eller civile mennesker til at styrte rundt i Afghanistan med risiko for at miste hovedet, og den risiko er der rent faktisk, fordi sikkerhedssituationen i en lang periode har været for dårlig.

     Hr. Rune Lund vil også kunne se, at hvis man tager tallene fra 2001 og frem til nu, så er godt 4 millioner afghanske flygtninge vent tilbage til Afghanistan, og 5 millioner børn yderligere er kommet i skole, heraf 2 millioner piger. Der er bygget titusindvis af skoler, og der er bygget brønde og alt muligt andet. Så man kan altid spørge, om glasset er halvfyldt eller halvtomt, men det billede, hr. Rune Lund tegner, er simpelt hen forkert. Der er sket fremskridt siden 2001. Så kan man diskutere, om det er nok.
     Jeg har her givet tilsagn om, at vi i Danmark presser på for at få yderligere gang i opbygningen af Afghanistan, men det kan ikke blive på bekostning af de soldater, vi har ude, for de er en forudsætning for, at vi kan få gang i genopbygningen.

Jeg kan forstå, forsvarsministeren synes, at det generelt går den rigtige vej i Afghanistan. Det mente Danmarks statsminister jo også det gjorde i Irak, lige indtil den 25. oktober, hvor der blev spillet ud med, at man nok behøvede en ny strategi, for det gik jo egentlig ikke så godt.
     Det bliver spændende at se, hvornår regeringen også indrømmer, at det i forhold til Afghanistan ikke går særlig godt; at det faktisk går den helt forkerte vej; at Taleban bliver stærkere og stærkere hver dag, og at dette i høj grad skyldes den udenlandske militære tilstedeværelse, som bliver opfattet som en besættelsesmagt.
     I Helmandprovinsen, hvor de danske soldater er, opfatter
80 pct. af befolkningen ifølge NATO og ifølge britiske efterretningskilder soldaterne som besættere, og de sidste 20 pct. afventer, hvem der vinder krigen. Er det ikke nogen procentsatser, som vækker en smule bekymring hos forsvarsministeren?

I sidste uge havde jeg tilfældigvis fornøjelsen af at møde præsident Karzai, præsidenten i Afghanistan. Vi er dernede for at hjælpe den afghanske regering med at udbrede sin autoritet i hele Afghanistan. Hvis der ikke var udenlandsk militær tilstedeværelse i Afghanistan, ville den spæde demokratistart, som har fundet sted i Afghanistan, være omsonst, for så ville mørkemændene igen tage over, og man ville have et styre som det, der uddannede de terrorister, som udførte det forfærdelige terrorangreb på USA. Det, der er interessant, er selvfølgelig, at hr. Rune Lund altid skal stille spørgsmålene. Men det er nu engang sådan, at når man ønsker at gøre en forskel og ønsker at prøve at gøre Afghanistan til et bedre sted at være for afghanerne, samtidig med at vi hjælper os selv, således at der ikke udgår terror fra Afghanistan, så risikerer man at få snavs på fingrene, for det betyder jo, at vi involveres i en meget, meget voldsom konflikt, som har været i gang i Afghanistan igennem mange år. Jeg mener, at det er umagen værd. Jeg mener, at vi skylder afghanerne at prøve at gøre Afghanistan til et bedre sted. Samtidig skylder vi borgerne i vores del af verden at sørge for, at terror ikke har sin rod
i Afghanistan.

Så er det hr. Rune Lund for et sidste spørgsmål.

Det, forsvarsministeren står og siger, er sjovt, for man kommer til at tænke på de argumenter, som Sovjetunionen i sin tid brugte for at gå ind i Afghanistan, og Sovjetunionen havde vel at mærke 200.000 tropper i Afghanistan og ikke bare
40.000, som NATO har. Der lød det også i diskussionen: Vi bliver nødt til at blive, ellers bliver alt kaos, og det bliver meget værre. Men da kom man jo til fornuft til sidst. Man vidste godt, at hvis Sovjetunionen blev i Afghanistan, ville det blive rigtig, rigtig slemt; hvis Sovjetunionen forlod Afghanistan, ville det også blive rigtig, rigtig slemt, men mindre slemt, end hvis man blev i Afghanistan. For ved at blive i Afghanistan støttede man fundamentalisterne og alle de reaktionære kræfter, som også vinder mere og mere frem i dag. Vil forsvarsministeren ikke kommentere det faktum, at 80 pct. af befolkningen i det sydlige Afghanistan, hvor de danske soldater er, er imod de danske besættelsestropper - det er sådan de bliver opfattet - og at de sidste 20 pct. venter og ser, hvem der vinder krigen? Kan vi få en kommentar til de tal?

Nu var det da meget sjovt, at det lige var hr. Rune Lund, der skulle sammenligne det med Sovjetunionens besættelse af Afghanistan.
     Her er tale om, at der faktisk har været afholdt valg i Afghanistan, at der er en legitim valgt regering og præsident, som beder om hjælp til, at man hjælper det spæde demokrati godt i vej. Det er nemlig rigtigt, at Sovjetunionen havde 200.000 soldater i landet, fordi de var en besættelsesmagt, og de blev stort set sparket ud. Der er
40.000 udenlandske soldater nu. Hvis afghanerne generelt ikke vil have de 40.000 soldater i et område på størrelse med det gamle Europa, så kunne de bare sparke dem ud. Derfor er mit udsagn, at der langt hen ad vejen er en forståelse for den militære tilstedeværelse, og nu handler det om at sørge for, at afghanerne kan se et formål med det, og at livsvilkårene rent faktisk bliver bedre. Grunden til, at der er opbakning til Taleban, er jo, fordi man ikke ved, hvad vej det går. Har NATO mod til at blive? Har NATO mod til at blive og løse opgaven? Når den lokale afghaner kan se, at NATO har viljen til at løse opgaven og NATO rent faktisk kan sætte noget andet i stedet, som er bedre end det, man har, så vil hr. Rune Lund se, at opbakningen til den militære tilstedeværelse og til præsident Karzai i Kabul vil stige.

Hermed sluttede spørgsmålet.