Spm. nr. US 22

Lissa Mathiasen (S):
Det forekommer mig næsten uhørt frækt, at man laver et forlig, hvor man nok en gang vælger at tage fra lejerne for at sikre, at pengebunken i statskassen får en større top. Det kan selvfølgelig være, det betyder, at finansministeren lidt hurtigere bliver i stand til at købe hele verden, men jeg tror, at det er meget svært at forstå for de mennesker, der bor i den almene sektor, og som i de senere år har oplevet, hvordan uligheden i højere og højere grad er vokset.
     Det er en ulighed, som betyder, at den gruppe mennesker, der bor i den almene sektor, har en lavere og lavere indkomst, samtidig med at de kan se, at den øvrige del af befolkningen ikke bare har mulighed for at få samtalekøkkener, wellnessbadeværelser, fladskærme og firehjulstrækkere, altså kort og godt være deltagere i en forbrugsfest. Det forekommer meget, meget uhørt for lejerne, når de samtidig hører en minister sige: I burde være glade for, at vi tager 1,6 mia. kr. af jeres penge.
     Hvordan vil ministeren sikre, at uligheden ikke fortsat stiger, men til gengæld falder?

En måde at gøre en indsats mod ulighed på er at sørge for, at der sker en renovering og en udvikling af den almene sektor, og jeg er ikke i tvivl om, at lejerne vil blive glade for aftalen, fordi den netop imødekommer det behov, der er i den almene sektor. Hvis det skal kaldes frækt, som fru Lissa Mathiasen var inde på, må det jo have været ualmindelig frækt, da den daværende socialdemokratiske ordfører, hr. Carsten Hansen, i debatten i 1998 sagde:
     »Derudover foreslås der som noget nyt indførelse af en nybyggerifond, Landsbyggefonden. Den skal yde støtte til finansiering af nyt alment boligbyggeri. ...

Helt tilbage fra 1933 har baggrunden for en konstruktion med byggefonden og princippet om, at lejen ikke nedsættes, når prioritetslånene udamortiseres, som det hedder, været at gøre det almennyttige boligbyggeri selvfinansiende på sigt.«

     Det er helt utroligt at opleve, hvordan Socialdemokraterne har foretaget en kovending i holdningen til, hvad midlerne skal bruges til. Jeg synes, det er rettidig omhu, at vi nu sikrer, at midlerne bliver aktiveret, så de kan komme lejerne til gode allerede nu. Det gælder ikke kun de nuværende lejere, men også de kommende lejere. Jeg synes, vi har fundet en rigtig god balance mellem de forskellige elementer, der indgår i aftalen.

Så er det fru Lissa Mathiasen.

Jeg kan godt forstå, at ministeren prøver at sige alt muligt andet i stedet for egentlig at svare på det, jeg spurgte om. Men jeg tror også, at ministeren vil medgive, som også hr. René Skau Björnsson sagde, at det, der lå i 1998-aftalen, henviste til om 30-35 år, fordi man på det tidspunkt kunne regne sig frem til, at nybyggerifonden så ville være meget stor, altså have rigtig mange penge.
     Vi må jo konstatere, at der først i 2002 var et forlig, som de borgerlige partier indgik, og som vi i øvrigt tilsluttede os. Dér havde man allerede besluttet sig til at tage pengene.
     Men det, jeg spørger til, er uligheden. Socialministeren har jo selv sagt - selv om hun ikke må - at hun erkender, at der kommer en større og større ulighed. Vi ser, at lejerne bliver dårligere og dårligere økonomisk stillet, samtidig med at ejerne har mulighed for at deltage i forbrugsfesten.
     Så er det, jeg spørger: Hvad vil ministeren gøre? Lejerne bliver jo ikke rigere af, at de får lov til at spise lidt mere af deres egen hale. Det er jo lejernes egne penge, man siger de godt må få lov til at bruge lidt af.
     Men når vi taler om nybyggeriet, siger jeg: Det er frækt, for det her er et spørgsmål om, at man stjæler af lejernes penge for at dele ud til ting, som det egentlig burde have været en samfundsopgave at dele ud til.
     Vil ministeren ikke godt svare mig på mit spørgsmål:
Hvad vil ministeren gøre - eller vil hun ikke gøre noget? - for at sikre, at der bliver en bedre balance lighedsmæssigt?

Så giver vi ministeren lejlighed til at svare.

Jeg må simpelt hen sige, at jeg nu er skrupforvirret. For nu kan jeg forstå, at det er helt i orden, at Landsbyggefonden bidrager til nybyggeri, det må bare ikke være lige nu. Det må først være om nogle år. Nu synes jeg slet ikke, der er nogen sammenhæng i tingene fra Socialdemokraternes side længere.
     Oprindelig var det fint, oprindelig fremsatte man selv lovforslagene, der gjorde det her muligt, man har stået bag det, sågar stukket linjerne ud helt tilbage fra 1933, som den tidligere socialdemokratiske ordfører gjorde. Nu kan jeg så forstå, at det bare er lige nu, det er et problem, men at man er tilhænger af det igen om nogle år. Det synes jeg er en ganske interessant melding, vi har fået i dagens spørgetime.
     Det, vi jo gør, er, at vi udviser rettidig omhu, ved at vi sørger for, at de penge, der på sigt kommer ind i Landsbyggefonden - og det er rigtigt, at det, som fru Lissa Mathiasen siger, bliver til rigtig mange penge - sørger vi for allerede nu at gøre aktive, så det behov, der er for både renovering og nybyggeri, imødekommes - helt i overensstemmelse med Landsbyggefondens formål.

Så er det fru Lissa Mathiasen for et spørgsmål mere.

Det kan jo godt forekomme lidt trivielt at skulle blive ved med at stille det samme spørgsmål, men jeg vil nu alligevel prøve for tredje gang.
     Nu ved vi jo alle sammen, inklusive ministeren og lejerne, at der p.t. faktisk ikke er nogen penge i Landsbyggefonden. Så det vil sige, at man pålægger Landsbyggefonden at låne for at kunne være med til at finansiere nybyggeri.
     Er det, fordi man fra regeringens side, jeg havde nær sagt giver pokker i lejerne og siger til dem: I må klare jer selv, vi er sådan set ligeglade med, at jeres situation bliver ringere og ringere, at I bliver dårligere og dårligere økonomisk stillet? Eller er det bare, fordi ministeren ikke vil erkende, at man rent faktisk stadig væk ser en fortsat stigning i ulighed mellem lejerne i den almene sektor, som samlet set har en lavere og lavere indkomst end den øvrige del af befolkningen?
     Der er det, jeg spørger: Hvad vil man gøre for at komme den ulighed, som er stigende, til livs? Kunne jeg ikke efter at have spurgt tre gange få et svar på, hvad man vil gøre ved det?

Jeg gør sandelig også mit bedste for at nå at svare på alle spørgsmålene, men jeg bliver jo nødt til lige at holde fast i de politiske markeringer, der så også kommer via spørgsmålene.
     Jeg synes, det er rigtig interessant, at Socialdemokraterne godt vil bidrage med penge til nybyggeri, bare ikke lige nu, men om nogle år. Og så synes jeg, at det er interessant, at det, man har noget imod, er at låne penge til nybyggeri, men åbenbart ikke at låne penge til renovering. Jeg er nødt til at understrege over for spørgeren, at det, vi jo med Landsbyggefondens midler sørger for, er, at vi nå kan få gjort pengene aktive, så de nu kan komme lejerne til gode. Det synes jeg er rettidig omhu.

     Nu er der så yderligere tvivl om, hvad det egentlig er, Socialdemokraterne mener: Er det i orden at låne, hvis det er til renoveringsindsatsen, men bare ikke til nybyggeriet, eller er det også bare nogle forvirrende meldinger, der kommer?
     Jeg synes, at vi tværtimod bidrager til ligheden - kan man sige - ved at sørge for, at der bliver taget hånd om de problemer, der er i den almene sektor. Det er nu engang sådan, at der er forskel på boligformer. Der er fordele og ulemper afhængigt af, hvilken boligform man benytter sig af.
F.eks. ligger der i den almene sektor den tryghed, at man kender huslejen og ved, at den bliver ved med at være den samme uanset den økonomiske udvikling. Der er der så andre risici at tage højde for, hvis man er ejer af en bolig. Så må man jo gøre op med sig selv, hvad man vil, hvad angår valg af boligform.

Så er det fru Lissa Mathiasen for et sidste spørgsmål.

Jeg ved ikke rigtig, hvem det er, der politiserer. For jeg oplever egentlig, at ministeren, vel vidende at der nok kom nogle spørgsmål om det her i dag, har sat sig ned og fået embedsmænd til at hjælpe til med at fremskaffe oplysninger om, hvad der skete i 1933, og hvad der skete undervejs. Jeg kan så forstå, at man ikke har haft tid til at gå det hele igennem, for så havde man nok også set, at der var en vedtagelse i starten af 1980'erne. Så der er egentlig mange forskellige ting, der ligger bagud i tid.
     Nu må jeg konstatere - for det er sidste gang, jeg har mulighed for at spørge - enten at ministeren ikke vil svare, eller at regeringen ikke ønsker at gøre noget ved det. Der bliver jo ikke mere lighed og en bedre situation for lejerne, fordi man påtvinger lejerne i den almene sektor at levere af deres egne indbetalte midler. Det er lejernes egne penge, der er kommet en særskat på, og her siger man: Der skal betales 1,6 mia. kr. over de næste 4 år.
     I den forbindelse spørger jeg så: Hvad vil regeringen gøre for at sikre, at ligheden bliver større, at vi ikke ser, at svælget bliver større og større, i form af at uligheden vokser? Det er de 1,6 mia. kr., jeg spørger til. Hvad vil man gøre for at sikre, at uligheden ikke vokser? Kunne jeg ikke her den sidste gang få en mulighed for at få et svar fra ministeren?

Det er sådan, at skatteborgerne i meget stort omfang bidrager til det almene byggeri, og det vil de også fortsat gøre. Nu er det med den ny boligaftale oven i købet sådan, at vi er kommet ned på, at andelen fra Landsbyggefonden er på 25 pct.
     Jeg anerkender simpelt hen ikke en retorik om, at det skulle være en såkaldt særskat. Der er et helt specielt system for den almene sektor, hvor huslejen ligger fast, og hvor man, når de oprindelige lån er udamortiseret, fortsætter indbetalingen. Her synes jeg så, det er vigtigt, at de midler kommer lejerne til gode i overensstemmelse med det formål, der er med Landsbyggefonden, det vil sige at bidrage til renovering, til nybyggeri og også til at få løst de sociale problemer, der er i sektoren. Det synes jeg er at tage hånd om de problemer, der gør sig gældende for lejerne i den almene sektor. Og det er altså en indsats, som Socialdemokraterne har valgt at de overhovedet ikke vil tage del i eller tage ansvar for.
     Så skatteborgerne bidrager fortsat i meget vid udstrækning til nybyggeriet, og vi har sænket niveauet for, hvor meget Landsbyggefonden skal bidrage med for netop at kunne imødekomme de andre ønsker, der er om en forstærket renoveringsindsats.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Det er sådan, at skatteborgerne i meget stort omfang bidrager til det almene byggeri, og det vil de også fortsat gøre. Nu er det med den ny boligaftale oven i købet sådan, at vi er kommet ned på, at andelen fra Landsbyggefonden er på 25 pct.
     Jeg anerkender simpelt hen ikke en retorik om, at det skulle være en såkaldt særskat. Der er et helt specielt system for den almene sektor, hvor huslejen ligger fast, og hvor man, når de oprindelige lån er udamortiseret, fortsætter indbetalingen. Her synes jeg så, det er vigtigt, at de midler kommer lejerne til gode i overensstemmelse med det formål, der er med Landsbyggefonden, det vil sige at bidrage til renovering, til nybyggeri og også til at få løst de sociale problemer, der er i sektoren. Det synes jeg er at tage hånd om de problemer, der gør sig gældende for lejerne i den almene sektor. Og det er altså en indsats, som Socialdemokraterne har valgt at de overhovedet ikke vil tage del i eller tage ansvar for.
     Så skatteborgerne bidrager fortsat i meget vid udstrækning til nybyggeriet, og vi har sænket niveauet for, hvor meget Landsbyggefonden skal bidrage med for netop at kunne imødekomme de andre ønsker, der er om en forstærket renoveringsindsats.

Hermed sluttede spørgsmålet.