Spm. nr. S 4550

2) Til forsvarsministeren af:
Rasmus Prehn (S):
»Giver PET's afgørelse om, at professor Bent Jensen har brudt grundlaget for sin adgang til PET's arkiver, Forsvarsministeriet anledning til at ændre Bent Jensens muligheder for adgang til de arkiver, han i Forsvarsministeriet har fået aktindsigt i?«

Nu har vi lige spurgt ind til de arkiver, som professor Bent Jensen har adgang til i Udenrigsministeriet. Det er jo sådan, at professoren også har adgang til arkiver i Forsvarsministeriet. Vi har set, at professoren, efter ellers at have skrevet under på, at han selvfølgelig ikke vil bryde tavshedspligten, som det første - straks han har skrevet under - simpelt hen offentliggør personfølsomme oplysninger, offentliggør ellers særligt fortroligtstemplede oplysninger i et stort dagblad.
     Det har han så fået en reprimande af Politiets Efterretningstjeneste for at have gjort, men det er jo interessant at høre, hvad forsvarsministeren har tænkt sig at gøre for særligt at indskærpe over for professor Bent Jensen, at det her altså skal overholdes. Vil det få nogen konsekvenser, vil professor Bent Jensen have samme adgang til arkiverne, som han hele tiden har haft, eller vil forsvarsministeren tage en særlig samtale med professor Bent Jensen om, hvordan det her skal overholdes?

Først vil jeg have lov til at sige tak for spørgsmålet. Det er vigtigt for mig her at understrege, at der er lavet en aftale mellem Forsvarsministeriet og Bent Jensen - ligesom der i øvrigt er mellem Bent Jensen og Udenrigsministeriet og Bent Jensen og Politiets Efterretningstjeneste - og gældende aftaler og aftaler omkring tavshed skal overholdes. Jeg føler mig godt dækket ind af det, udenrigsministeren sagde, for det lå helt på linje med det svar, jeg vil give.
     Jeg må sige, at Bent Jensens adgang til PET's arkiver jo principielt er en sag mellem professor Bent Jensen og Politiets Efterretningstjeneste. Adgangen til de arkiver, som ligger under mit ressortområde, ja, den finder jo sted i forhold til de regler, der er opstillet på området, og jeg finder for nærværende ikke behov for at ændre i praktiseringen af disse regler over for Bent Jensen.
     Men jeg er helt opmærksom på, at der foreligger den her tavshedserklæring, og den har jeg selvfølgelig en forventning om bliver overholdt.

Er forsvarsministeren slet ikke foruroliget over at have en aftale med en sådan professor, altså med en professor, som, straks han har skrevet under på et stykke papir om at overholde nogle aftaler med Politiets Efterretningstjeneste, skynder sig ud og bryder aftalen? Forsvarsministeren har den samme aftale omkring arkiverne i Forsvarsministeriet, men kan forsvarsministeren virkelig være tryg ved at have sådan en professor rendende rundt i sine arkiver?

Det er sådan, at fordi der er en, der har fået et klip i kørekortet, betyder det jo ikke, at han ikke længere kan sætte sig i en bil og køre. Det samme er gældende her. Der er brudt en aftale mellem Politiets Efterretningstjeneste og professoren. Det har professoren fået en påtale for, og det er klart, at man så har en skærpet opmærksomhed, så at sige, men det giver ikke anledning til, at jeg vil ændre praktiseringen af de regler.
     Vi skal huske på, at adgangen til koldkrigsarkiverne er noget, vi debatterede i Folketinget. Vi har jo besluttet, at forskere i øget omfang skal have adgang til arkiverne, men vi prøver så at sikre os, bl.a. med de her tavshedserklæringer, og jeg vil selvfølgelig følge det nøje.
     Men den sag, der er i øjeblikket - eller har været - mellem PET og professor Bent Jensen, giver mig ikke anledning til at ændre på praktiseringen af mine regler.

Nu er forsvarsministeren jo kendt som en helt usædvanlig flink mand, og det er åbenbart sådan, at forsvarsministeren vurderer det her til at svare til et klip i kørekortet. Vi er lidt mere strikse med regler i Socialdemokratiet, så vi vil gerne foreslå en vejledende køreprøve.
     I den forbindelse kunne man jo godt forestille sig, at forsvarsministeren simpelt hen tog professor Bent Jensen til en samtale og foretog en sådan vejledende køreprøve, hvor man
i hvert fald i forhold til Forsvarsministeriet sikrede sig, at professoren, der øjensynlig ikke i første omgang har forstået budskabet efter at have siddet og skrevet under, men skynder sig at bryde reglerne, har forstået, hvad det er, der er tale om. Vil forsvarsministeren foranledige en sådan vejledende køreprøve for professor Bent Jensen?

Jeg kan sige, at jeg synes, det ville være upassende, hvis jeg som forsvarsminister inviterede professor Bent Jensen ind til en samtale om det her. Det er sådan, at professoren er ansat af et selvstændigt og uafhængigt center. Ansættelsesproceduren er forestået af bestyrelsen, og der er lavet særskilte aftaler med PET, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. Jeg har ligesom udenrigsministeren det udgangspunkt, at de regler og aftaler, der er indgået, vil professoren overholde. Man kan vel sige det på den måde, at jeg er overbevist om, at professoren tager den næse til efterretning, som han fik af Politiets Efterretningstjeneste. Jeg har en klar forventning om, at professoren overholder de regler og aftaler, der er indgået med min ressort.

Så er der et par medspørgere. Først er det fru Pernille Frahm.

Som jeg har læst Bent Jensen i artikler og den slags rundtomkring, er han såmænd ikke særlig påvirket af, at han har fået en næse. Man kan godt læse ham sådan, at han faktisk ikke engang mener, han har fået en næse.
     Derfor undrer det mig virkelig, at forsvarsministeren fastholder den forventning. Men billedet af et klip i kørekortet er måske meget godt. Han har et klip hos PET, og så har han et klip i Udenrigsministeriet, og så har han et klip i Forsvarsministeriet. Først når han har brugt alle sine tre klip, kan det være, at man vil forholde sig til det.
     Tænk, jeg har det sådan, at jeg tvivler lidt på, at det overhovedet vil betyde noget, hvor mange klip han får. Det virker for mig som det rene kammerateri, fordi der er så stor forskel på, hvordan man har tacklet den her sag, og hvordan man tidligere har tacklet sager om brud på tavshedspligten.

Nu kunne man jo også forestille sig, at det var mere end et klip, der var blevet givet i det her tilfælde. Men lad mig sige det på denne måde: Vi har besluttet, at der skal forskes mere i den kolde krig. Professor Bent Jensen har søgt og ifølge aftale fået adgang til arkiverne. Det, at man har lavet særskilte aftaler, skyldes jo netop, at det enkelte område så kan følge, om vedkommende nu opfylder kravene til arkivadgang. Det gjorde man så ikke i forhold til Politiets Efterretningstjeneste. Det er jo dybest set en sag mellem Politiets Efterretningstjeneste og Bent Jensen.
     Men jeg vil da sige, at det selvfølgelig ikke er noget, der går upåagtet hen, og naturligvis er det noget, vi vil følge, for regler er til for at overholdes. Og så må jeg sige, at det jo ikke er op til mig på forhånd at dømme nogen. Jeg har en forventning om, at professoren overholder reglerne, men vi følger selvfølgelig situationen og adgangen nøje.

Der er altså virkelig et påfaldende misforhold mellem, hvordan Bent Jensen indtil videre har praktiseret sin aftale og forsvarsministerens blinde tillid til, at den her gang gør han det nok. Og så er der det, at sådan en som mig ikke engang kan få lov til at se mine egne akter. Der er den der blinde tillid til, at fordi manden politisk er blevet udpeget til det her job og åbenbart har gode kontakter tæt på regeringen, så regner man med, at han nok vil overholde det efter at have fået en irettesættelse.
     Hvordan kan det være, at en mand som Frank Grevil
f.eks. skulle både straffes og fyres for sit brud på tavshedspligten?

Nu er det jo vigtigt for mig at sige, at der er en klar adskillelse mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, og det tilkommer ikke mig hverken at ville dømme professor Bent Jensen eller for den sags skyld Frank Grevil. Det er der andre der tager sig af.
     Jeg er nødt til at sige, at det center, der er tale om, Center for Koldkrigsforskning, altså er et selvstændigt og uafhængigt center. De har en ansættelsesprocedure i relation til centerlederen. Vi har ikke haft nogen indflydelse på, hvem man har ansat. Det har man altså gjort ude i centerets bestyrelse.
     Jeg vil sige, at jeg fortsat vil behandle ansøgninger om indsigt i arkiverne efter de retningslinjer, der ligger i øjeblikket, og jeg ser altså ikke for nærværende noget behov for særlige begrænsninger i forhold til Bent Jensen eller for den sags skyld andre forskere.

Så er det hr. Morten Bødskov som medspørger.

Jeg ved ikke, om det var en fortalelse, men forsvarsministeren sagde: Vi følger situationen nøje. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det er, Forsvarsministeriet følger nøje.

Nu er der lavet aftaler med Politiets Efterretningstjeneste, med Udenrigsministeriet og med Forsvarsministeriet, og lige så meget som jeg nu har bemærket, at der har været en sag mellem professor Bent Jensen og Udenrigsministeriet, er det jo klart, at jeg ikke bare sidder, hvis der kommer en sag eller andre ting dukker frem, for så er det selvfølgelig noget, som vil indgå i ens overvejelser.
     Når jeg står her og siger, at jeg ikke for nærværende finder anledning til at begrænse nogen forskeres, ej heller Bent Jensens adgang til mine arkiver, så er det, fordi jeg ikke finder anledning til det. Men professoren har forhåbentlig lært af det - hvad skal vi sige - klip i kørekortet, der er givet i forbindelse med adgangen til PET's arkiver.
     Men selv om man kan sige, at en gang er ingen gang, så er det jo vigtigt at understrege, at de regler, der er for adgang til arkiver, hvad enten det er i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Forsvarsministeriet, skal overholdes. Derfor siger jeg, at nu følger vi det, fordi der har været et brud på tavshedspligten, og det har der så været en sag om mellem professoren og Politiets Efterretningstjeneste.

Jeg synes faktisk, at det er et meget, meget fint svar, vi får af forsvarsministeren, for det kunne vi jo hverken få fra statsministeren eller udenrigsministeren før. Men øjensynlig ved forsvarsministeren jo godt, at der her virkelig er tale om en dårlig sag. En mand, der er politisk udpeget, sat i sving med at lave politisk bestilt arbejde, bryder tavshedserklæringerne, og nu siger forsvarsministeren, at fordi man har brudt tavshedserklæringen, vil han følge situationen nøje.
     Det var lige nøjagtig det, vi gerne ville have ud af det her spørgsmål, for det er alvorligt. Der skal forskes i det her, men det, at der skal forskes i det her område - det håber jeg forsvarsministeren er enig med mig i - kan under ingen omstændigheder berettige, at folk, der får adgang til arkiverne, bryder grundlaget for adgangen til arkiverne.

Jamen det startede jeg sådan set også med at sige allerede til det første spørgsmål. Det er jeg fuldstændig enig i. Der er jo regler om arkivadgang, og de regler har man underskrevet, og de regler er lavet for at blive overholdt. Deri er vi fuldstændig enige.
     Jeg er også enig med hr. Morten Bødskov i, at der skal forskes i det. Det er bl.a. også derfor, at man i Folketinget har taget stilling til det. Men en ting vil jeg så dog lige anke igen, nemlig hr. Morten Bødskovs udsagn om, at det skulle være en politisk udpeget professor. Jeg har altså ikke udpeget professoren. I henhold til aktstykke 103 af 31. januar 2006 er Center for Koldkrigsforskning et selvstændigt og uafhængigt center. Det vil jeg gerne understrege.
     Men jeg vil gerne give det tilsagn, at jeg finder det lige så vigtigt som hr. Morten Bødskov, at reglerne om arkivadgang bliver overholdt, for risikoen er, at man så stopper andre forskeres adgang til arkiver, hvis reglerne bliver brudt den ene gang efter den anden. Det har jeg hverken som borger i Danmark eller som politiker eller som minister nogen som helst interesse i.

Så er det hr. Rasmus Prehn for et afsluttende spørgsmål.

Nu havde jeg ellers lige lagt op til at rose forsvarsministeren, men det kommer jeg tilbage til.
     Jeg vil gerne starte med at sige noget om det med politisk styret forskning. Det er jo klart for enhver, at der her er tale om en politisk styret forskning, og det aktstykke, som ministeren henviser til, er jo bare udenomssnak. Sagen er, at det etablerede forskningsrådgivningssystem, som forsvarsministeren i øvrigt selv er medlem af og har været med til at stemme for, er holdt udenfor. Store dele af hele det forskningsrådgivende system har taget afstand fra den her form for politisk styret forskning.
     Jeg vil gerne sige, at det er prisværdig klar tale, vi
i øvrigt hører fra forsvarsministeren. Man ser også, at forsvarsministeren direkte tager fingrene ud af ørerne og lytter efter, og i modsætning til hos statsministeren og udenrigsministeren får vi den her klare tale, hvor ministeren simpelt hen understreger, at professoren har brudt nogle regler, og at han bør lære af det. Forsvarsministeren går endda så langt som til at taksere det til et klip i kørekortet. Det synes jeg er prisværdigt. Vi ville gerne fra socialdemokratisk side have takseret det til en vejledende køreprøve. Det er forsvarsministeren så ikke klar til, men jeg tror, at professor Bent Jensen, som jeg formoder sidder derhjemme og lytter med, har noteret sig det her og ikke begår samme fejl igen. Det må vi i hvert fald håbe.

Jeg vil slutte af med og takke for spørgsmålet igen, for det er vigtigt at understrege, at der er tale om regler, som skal overholdes. Den pågældende sag er en sag mellem professoren og Politiets Efterretningstjeneste, men der er så lavet aftaler med bl.a. Forsvarsministeriet, og jeg vil fortsat behandle ansøgningerne også fra Bent Jensen.
     Jeg ser for nærværende ikke anledning til at foretage begrænsninger, ej heller i forhold til Bent Jensen eller for den sags skyld andre forskere, men jeg vil gerne understrege her, at det som forsvarsminister er mig magtpåliggende, at de, der får adgang til de arkiver, som er under mit ressort, selvfølgelig overholder de regler, der gælder for arkiverne.

Hermed sluttede spørgsmålet.