Spm. nr. S 10

4) Til finansministeren af:
Pia Gjellerup (S):
»Hvilke principielle tanker gør regeringen sig i anledning af, at de kommunale budgetter for 2007 i lighed med de kommunale budgetter for 2006 trods meget omfattende besparelser i mange kommuner ligger over det af regeringen udmeldte beløb til kommunale serviceudgifter?«

Skriftlig begrundelse

Regeringen har reserveret sig en række indgrebsmuligheder i den kommunale budgetlægning. På nuværende tidspunkt må regeringen have gjort sig klart, om man vil anvende kollektive eller individuelle sanktioner, idet det vel næppe er acceptabelt, at denne beslutning først træffes, når beslutningsgrundlaget er gået fra det principielle til det konkrete, bl.a. med vurdering af borgmesterens partifarve.

Nu er vi ved at være ved vejs ende i forhold til budgetlægningerne i kommunerne. Langt de fleste steder er der lavet budgetaftaler, og de allersidste andenbehandlinger finder sted i disse dage.
     Der er jo forlydender om - meget kontante, hvilket også er dokumenteret af kommunernes organisation - at det til trods for, at man mange, mange steder har gjort sig overordentlig store anstrengelser for at presse velfærden i overensstemmelse med de retningslinjer, der er udsendt fra regeringen, formentlig ikke på nogen måde er muligt at overholde den samlede ramme, som har været dikteret af regeringen.
     Derfor skal jeg spørge finansministeren, hvilke overvejelser han og regeringen har gjort sig i den forbindelse, for vi skulle jo nødig overraskes, sådan som vi blev det sidste år lige før tredjebehandlingen af finansloven med indgreb over for kommunerne, med fornyet kraft.

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at der aldrig nogen sinde i Danmark har været flere penge til rådighed i den kommunale verden til service end i år. Det eneste, der overgår det beløb, vi har aftalt for i år, er det beløb, vi nu har aftalt for næste år - det er endnu højere. Så der er flere penge til rådighed end nogen sinde tidligere. Det er højere end i år, og det er højere end alle tidligere år.
     Så vil jeg gerne sige, at vi har en aftale med Kommunernes Landsforening. Jeg er meget tilfreds med at kunne konstatere, at formanden siger, at den aftale for næste år også indebærer, at man kan fastholde den service, vi kender i dag, endda korrigeret for, at der er flere elever i folkeskolen, og at der i øvrigt også er et løft omkring ældreomsorg.
     Jeg er endnu mere glad for, at man i Kommunernes Landsforening besluttede her sidst, da der var et stort møde den 28. i sidste måned, at man stod ved aftalen, og at man ville fastholde aftalen. Sådan er det mellem aftaleparter, at skal man kritisere nogen, må det altid være den part, der i givet fald ikke overholder en aftale. Derfor finder jeg heller ikke nu grundlag for at kritisere Kommunernes Landsforening og slet ikke flertallet og slet ikke formanden for klart at have tilkendegivet, at de ønsker at sige, at en aftale er en aftale.

Det var jo ikke meget om overvejelserne, men så kan vi jo prøve igen: Hvilke overvejelser har finansministeren gjort sig? For man kunne jo forestille sig ud fra det svar, der er givet, at så bliver det gjort sådan, at det er et mindretal i Kommunernes Landsforening, der skal straffes. Eller er det dem, der har overskredet en eller anden arbitrær procentsats? Hvordan ser det ud med den demografiske udvikling? Er der nogen, der har været uvillige, eller er der nogen, der har været venlige? Hvordan forestiller man sig det? Eller skal det være, hvilket aftalen jo for så vidt lægger op til, en kollektiv straf?
     Når vi spørger, er det, fordi vi jo sidste år blev halet ind af et overraskelsesangreb lige før tredjebehandlingen af finansloven, og det vil vi nødig i år, så derfor vil vi spørge til overvejelserne i god tid. Det må - også på baggrund af sidste år - være nogle overvejelser, som finansministeren og regeringen har gjort sig.

Det, jeg overvejer, er både, hvad der bliver sagt og indholdet i det. Det er jo en klar melding om, at man er tilfreds med den. For den aftalepart, som regeringen har, nemlig Kommunernes Landsforening, siger, at man mener, at en aftale er en aftale, og at man står ved en aftale. Det er jo sådan set grundlaget for, at man har et aftalesystem, altså at parterne er inde på den bane, der hedder, at det, man aftaler, efterlever man også, og sådan vil det være.
     Men jeg konstaterer, at der er mange, der har en særlig interesse i, at man bryder aftalesystemet ned. For hvad skal man med et aftalesystem, der i virkeligheden ligger på den bane, hvor vi også har nogle faste linjer for, hvor meget der kan omsættes i Danmark, hvis aftaler ikke skal overholdes?
     Derfor er jeg meget tilfreds med stadig væk at sige, at et flertal i Kommunernes Landsforening ikke fører politik via Kommunernes Landsforening, men i virkeligheden har den opfattelse, at når man indgår en aftale ansvarligt, der dækker det samlede kommunale fællesskab, en fælles ramme, så er opgaven også at efterleve aftalen.

Nu har finansministeren jo prøvet sidste år at se, at det var overordentlig vanskeligt for ikke at sige umuligt for 271 kommuner tilsammen at overholde en aftale, hvor de selv havde en forholdsvis beskeden indflydelse på det samlede resultat. Der gjorde regeringen sig nogle overvejelser, og man tør da sandelig sige, at vi fik dem præsenteret, om end det var i en mærkelig form og på et meget sent tidspunkt.
     Derfor vil jeg høre, om ikke finansministeren kunne forestille sig at løfte sløret for, her før man sætter de sidste punktummer i den kommunale budgetforhandling, hvad det er for nogle overvejelser, regeringen gør sig med hensyn til det, som tyder på - desværre kan man sige - at være et resultat af den samlede budgetlægning, altså at man kommer til at budgetlægge for 98 folkevalgte kommunalbestyrelser på et niveau, der er højere end det, der passer regeringen.

De eneste relevante overvejelser, man kan gøre sig, når der er to aftaleparter, der begge ønsker at fastholde en aftale, er overvejelserne om, hvad det er, der driver Socialdemokratiet til rent kampagnemæssigt at gøre, hvad de kan for at ødelægge aftalesystemet. Det er de overvejelser, man kan gøre sig. Det er synd for det danske system, hvor der er en hårfin balance mellem det at indgå aftaler og overholde aftaler, at man rent faktisk forsøger at nedbryde det. Det kan jeg kun beklage.

Så er det hr. Ole Stavad som medspørger.

Finansministeren giver jo udtryk for, at der aldrig har været så mange penge ude i kommunerne, som der er nu, og da jeg ved, at finansministeren anser sig for at være en klog mand, vil jeg godt spørge, om han kan give mig en lille forklaring på, hvordan oplevelsen ude i kommunerne, i det virkelige liv, både hos de folkevalgte og hos de borgere, der skal leve med de besparelser og nedskæringer, der sker på en række af de helt centrale områder som børnepasning, folkeskole og ældreomsorg, kan være så forskellig fra, hvordan den er bag Finansministeriets tykke mure, hvor finansministeren mest opholder sig. Har ministeren ikke tænkt på det?

Det er dokumenterbart, at der aldrig nogen sinde før har været så mange penge i omløb til service i den kommunale verden, og det er bl.a. penge afleveret via statskassen for at sikre, at der er flere penge til service næste år, end der er i år.
     Så spørger hr. Ole Stavad: Hvordan kan det være, at der er så mange store udfordringer og sværhedsgrader denne gang? Det må være, fordi hr. Ole Stavad ikke har fulgt med i det, der rent faktisk er sket: at der er vedtaget en strukturreform, at der er vedtaget en ændret udligning, og at det er vedtaget, at primærkommunerne får helt nye opgaver.
     Sandheden er jo den, at der vel ikke er noget tidspunkt overhovedet i den periode i Danmark, hvor vi har talt om nærdemokrati og kommunalt selvstyre, hvor medlemmer af byrådene har været udsat for en så stor udfordring på samme tid. Det handler om at lægge kommuner sammen, at fem kommuner kan blive til en, at man skal finde det fælles serviceniveau
- og det har været kendt hele tiden, at man i den nye kommune får et serviceniveau, der er et vejet gennemsnit af de kommuner, der er lagt sammen - at man overtager nye opgaver fra amterne, overtager drift af institutioner, man ikke har haft før, og samtidig ændres landsudligningen, alt sammen på samme tidspunkt. Jeg forstår godt, at der kan være røster ude i det kommunale landskab, der siger, at det er svært, at der er gamle kommuner, hvor der reduceres lidt, for at borgerne i den samme nye kommune på andre områder kan få lidt mere, så man altså får et fælles serviceniveau i 2007, som er et vejet gennemsnit af det, man har nu. Jeg forstår godt, at det giver anledning til mange problemer, og det er en svær politisk indsats, der skal til - eller det er en stor udfordring. Det har vi vidst hele tiden, og derfor må vi blot sige, at det er den opgave, man har påtaget sig, og som skal løses i 2006 og 2007.

Jeg mener ikke, jeg i finansministerens svar hørte nogen former for erkendelse af, at han havde noget ansvar for nogle af de problemer, der er derude i øjeblikket.
     Jeg står her med et bilag, som vi fik i Folketingets Kommunaludvalg for 14 dage siden, da vi havde besøg af ni borgmestre med meget forskellig politisk baggrund: Venstre, Konservative, borgerliste og Socialdemokrater. Da finansierings- og udligningsreformen blev vedtaget i foråret, stod det helt konkret optrykt i lovforslaget, hvad de pågældende ni kommuner hver især ville få. Derefter har man i kommunerne gjort op, hvor meget man så rent faktisk har fået. Alle ni kommuner konstaterer mærkværdigvis, at de har fået mindre end det, der var lovet af regeringen, og som var forudsætningen for Folketingets vedtagelse og - går jeg ud fra - også forudsætningen for den aftale, finansministeren indgik med Kommunernes Landsforening.
     Mener finansministeren ikke, at regeringen har et problem, den er nødt til at tage alvorligt?

Vi tager alle udfordringer alvorligt. Det er sådan, at det, vi sikrer i kommuneaftalen, er en ramme for, hvor mange penge der i alt er til rådighed, men ikke for, hvordan fordelingen er mellem kommunerne, hvem der skal have større vækst end andre. Der beder man udtrykkeligt om, at vi holder fingrene væk. Så vi giver en ramme, og så fordeler kommunerne selv de økonomiske muligheder inden for rammen.
     Det, hr. Ole Stavad beder om, er, at vi skal tage stilling til konkrete kommuner og deres prioritering eller problemstillinger, og det er jo det samme som at sige, at vi skal blande os i, hvordan den enkelte kommune disponerer i forhold til alle andre kommuner. Sådan er rammeaftalesystemet ikke bygget op.
     Så det, der er min primære opgave, er at sikre, at de penge, vi har lovet, at den samlede ramme er til stede, og så blander vi os ikke i den fordeling, der er, eller i, hvilke kommuner der egentlig har vækst, og hvilke der ikke har. Man skal huske på, at der ikke er nogen vækstbegrænsning. Vi har ikke aftalt en vækst for den enkelte kommune, det styrer de selv. De kan lave en tommelfingerregel i Kommunernes Landsforening, som de kan sende ud, men der er ikke et tal, der siger, at så meget er væksten i den enkelte kommune. Det er den rummelighed, der ligger inden for rammen, og som man selv skal fordele.

Så er det fru Pia Gjellerup for et sidste spørgsmål.

Jeg går ud fra, at finansministeren i fortsættelse af det, han her senest har svaret, mener, at grundlaget for at indgå en aftale må være et, der er kendt og holdbart, og at det er fuldstændig rimeligt, oven i købet mere end det, at man spørger til de situationer, hvor et grundlag fuldstændigt skrider. Og det er det, der er sket, i hvert fald for de ni kommuner, der i fællesskab besøgte Kommunaludvalget. Jeg går ud fra, at det ikke skal oversættes til, at man kun interesserer sig for de ni kommuner, men at det faktisk handler om alle.
     Men jeg hører det sådan, at finansministeren ikke forestiller sig, at man skal lave individuelle straffeaktioner. Så har jeg da fået en lille smule af svaret på hovedspørgsmålet, og det skal jeg takke for og så blot sige, at Socialdemokratiet ikke fører kampagne mod aftalesystemer, tværtimod. Men vi fører en kampagne og har gjort det i hele Socialdemokratiets liv for, at vi får en ordentlig, decentral velfærd i Danmark, hvor der er mulighed for at betale for den velfærd, som borgerne har fået stillet
i udsigt både af kommunerne og af Folketinget - og da i øvrigt vist også fra regeringen.

Nu er det sådan, at regeringen jo har det samme mål for at give borgerne god velfærd. Og så må jeg bare konstatere, at det aldrig er lykkedes for nogen socialdemokratisk regering at give så mange ressourcer ud i faste priser til forbedret velfærd som den nuværende regering. Det er jo så en del af sandheden, at der bruges flere penge end nogen sinde før.
     Det, det drejer sig om, er, at den fordeling mellem kommunerne blander vi os ikke i, men vi sikrer, at pengene er der. Så hvis der er en kommune, der mener, at den har fået for lidt, så er der en anden kommune, der har fået for meget, for pengene er til rådighed, og pengene omfordeles. Hvis man mener, at Helsingørs borgmester eller Hørsholms borgmester ikke afleverer flere penge i landsudligningen, er det et synspunkt, de ikke deler. Pengene sendes ud i det kommunale landskab, og de lander et eller andet sted.
     Derfor er der en frihed til, at Kommunernes Landsforening forsøger at løse den udfordring, at alle kommuner under et overholder den ramme, som er større end nogen sinde, og som kan sikre en velfærd, der er større end nogen sinde, set for kommunerne under et.

Hermed sluttede spørgsmålet.