B 161 Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.

Af: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 10-05-2007

Fremsættelsestale af beslutningsforslag

20061_b161_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (10. maj 2007)

 

 

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.

(Beslutningsforslag nr. B 161).

Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker fortsat stilles til rådighed for den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.

FN€™s Sikkerhedsråd bemyndigede efter invitation fra den daværende afghanske overgangsregering ved resolution 1386 af 20. december 2001 og resolution 1510 af 13. oktober 2003 oprettelsen af en international sikkerhedsstyrke (ISAF) til at bistå den afghanske overgangsregering med opretholdelse af sikkerheden i Kabul og andre områder af Afghanistan. Mandatet for den internationale sikkerhedsstyrke blev forlænget frem til d. 13. oktober 2007 ved resolution 1707 af 12. september 2006.

NATO overtog d. 11. august 2003 ansvaret for ISAF missionen og udarbejdede i forlængelse heraf en operationsplan. Den NATO-ledede ISAF-styrke har siden oktober 2006 bistået den afghanske regering med at varetage sikkerheden i hele Afghanistan, herunder gennem de såkaldte Provincial Reconstruction Teams, som er indsat i de fleste af Afghanistans provinser. Styrkerne skal sikre udbredelsen af den afghanske centralregerings myndighed til hele Afghanistan, understøtte sikkerhedssektorreformarbejdet, herunder afvæbning og demobilisering af væbnede grupper med henblik på at reintegrere dem i det afghanske samfund, og bistå med at skabe sikre omgivelser, som kan bane vejen for genopbygningsindsatsen. Indsatsen gennemføres i samvirke med nationale, regionale og lokale politiske, militære og religiøse ledere samt ved samarbejde og koordination med andre internationale organisationer.

Regeringen finder det vigtigt, at Danmark styrker sit bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Det er hensigten at øge det nuværende styrkebidrag i det sydlige Afghanistan, således at det efter forøgelsen vil udgøre en selvstændig dansk bataljon tilknyttet den britisk-ledede Task Force Helmand. Bidraget ventes udsendt i 4. kvartal 2007. Den danske bataljon vil skulle gennemføre sikkerheds- og stabiliseringsoperationer under ledelse af den britisk-ledede Task Force Helmand og i henhold til ISAF€™s operationsplan. Styrkernes opgaver vil derfor variere fra varetagelse af sikringsopgaver til egentlige kamphandlinger i form af enten selvstændig indsættelse eller som led i mere omfattende og bredspektrede sikkerhedsoperationer.

En del af det danske styrkebidrags ansvar vil være €" under hensyntagen til sikkerhedssituationen €" at levere den tilstrækkelige beskyttelse til civilrådgiverne udsendt af Udenrigsministeriet til Lashkar Gah for hermed at sikre bevægelsesfriheden og med henblik på at understøtte og facilitere en øget genopbygningsindsats. Derudover vil regeringen imødekomme en anmodning fra NATO om at stille et bidrag på ca. 45 personer til driften af Kandahar lufthavn. Bidraget vil understøtte de øvrige danske bidrag til Task Force Helmand.

Det er i forbindelse med styrkelsen af indsatsen i syd regeringens hensigt yderligere at koncentrere det danske bidrag til ISAF geografisk med hovedfokus på det sydlige Afghanistan. Regeringen vil derfor tilpasse bidraget til det tysk-ledede Provincial Reconstruction Team i Feyzabad fra ca. 40 til ca. 20 personer, mens bidraget på ca. 6 personer til det svensk-ledede Provincial Reconstruction Team i Mazar-e-Sharif vil blive udfaset. Derudover vil det danske bidrag på ca. 10 personer til driften af lufthavnen i Kabul kun blive opretholdt, indtil en anden nation vil kunne overtage forpligtelserne. Bidraget på ca. 10 personer til både det litauisk-ledede Provincial Reconstruction Team i Chaghcharan og til det danske bidrag til ISAF€™s hovedkvarter vil blive opretholdt uændret, mens hovedparten af det udsendte bidrag til ISAF€™s hovedkvarter under Multinational Corps North East vil blive hjemtaget i august 2007. Hele bidraget til Multinational Corps North East vil blive udfaset endeligt i februar 2008.

Det samlede styrkebidrag vil efter udvidelsen udgøre op til ca. 640 personer. Skulle der opstå en situation, hvor en konkret trussel mod danske styrker eller civilt personel gør det påkrævet at træffe særlige sikkerhedsmæssige foranstaltninger, vil der yderligere ekstraordinært kunne udsendes et mindre bidrag på op til 40 personer, i form af specialister, herunder egentlige specialstyrker.

I forbindelse med styrkelsen af den militære indsats i Afghanistan vil den bistandsmæssige indsats også blive styrket.

Regeringen vil løbende vurdere det danske bidrags sammensætning med henblik på at sikre en effektiv opgaveløsning. Såfremt det i øvrigt skulle vise sig hensigtsmæssigt at justere bidraget væsentligt, eller såfremt der i øvrigt skulle ske en væsentlig ændring i opgavernes karakter eller det folkeretlige grundlag for sikkerhedsstyrkens tilstedeværelse, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller om nødvendigt på ny forelægge sagen for Folketinget.