L 135 Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs og sømandsloven.

(Fastsættelse af promillegrænser samt forebyggelse af luftforurening fra skibe).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-01-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l135_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2006)

 

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs og sømandsloven (Fastsættelse af promillegrænser samt forebyggelse af luftforurening fra skibe).

(Lovforslag nr. L 135).

Lovforslaget har til formål at højne sikkerheden til søs. Spiritussejlads udgør en risiko for sikkerheden til søs og kan være med til at forøge skadernes omfang i forbindelse med ulykker.

Regeringen ønsker med forslaget at skabe en nul-alkoholkultur på erhvervsområdet og i øvrigt at skærpe sanktionerne for spiritussejlads svarende til, hvad der gælder for andre former for færdsel. Foruden den forøgede sikkerhed, som faste promillegrænser i sig selv vil indebære, er der gennem en markant skærpelse af strafniveauet lagt vægt på at sende et klart signal om, at spiritussejlads er uacceptabelt.

Der er ikke efter det gældende regelsæt nogen fast promillegrænse til søs, idet der skal foretages en konkret vurdering af, om en person har indtaget spiritus eller andre rusmidler i et sådant omfang, at den pågældende er ude af stand til at udføre sine opgaver på fuldt betryggende måde.

Med lovændringen foreslås at indføre en fast promillegrænse på 0,20 for alle typer af erhvervssejlads. For de største og de hurtigste fritidsfartøjer indføres en promillegrænse på 0,50, som dog ikke gælder i havn og på beskyttede ankerpladser.

Den hidtil gældende bestemmelse vil fortsat gælde parallelt med de nye, faste promillegrænser. Dette indebærer, at den sejlende ikke som følge af spiritusindtagelse må være ude af stand til at agere på fuldt betryggende vis. Bestemmelsen gælder for alle typer af skibe, dvs. også for de mindre og mere langsomme fritidsfartøjer, som ikke omfattes af de nye promillegrænser.

Sanktionerne for spiritussejlads vil med lovforslaget i langt overvejende grad komme til at svare til det skærpede sanktionsniveau for spirituskørsel, som blev indført med ændringen af færdselsloven i maj 2005. Herved opnås en gennemsigtighed i reglerne, ligesom der sendes et klart signal om, at sammenblandingen af alkohol og færdsel €" hvad enten denne foregår til lands eller til vands €" er uacceptabel og skal sanktioneres konsekvent.

Endelig indeholder forslaget enkelte mindre justeringer og præciseringer, herunder en konsekvensændring af sømandsloven.

Jeg henviser i øvrigt til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, og anbefaler forslaget til Folketingets velvillige behandling.