L 128 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Betinget udvisning, skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud m.v.).

Fremsat den 25. januar 2006 af integrationsministeren (Rikke Hvilshøj)

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Betinget udvisning, skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud m.v.)

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 826 af 24. august 2005 foretages følgende ændringer:

1. I § 10, stk. 3,1. pkt., ændres »§§ 22-25« til: »§§ 22-24 eller § 25«.

2. I § 10, stk. 3, 2. pkt., ændres »§§ 25 a eller 25 b« til: »§ 25 a, § 25 b eller § 25 c«.

3. I § 19, stk. 4, 1. pkt. ændres »§§ 22-25 eller § 25 a, stk. 1 eller stk. 2, nr. 3« til: »§§ 22-24, § 25, § 25 a, stk. 1 eller stk. 2, nr. 3, eller § 25 c«.

4. I § 22 ændres »En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, kan udvises« til: »En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, kan udvises«.

5.§ 22, nr. 6, affattes således:

»6) udlændingen efter bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 123, § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 192 a, § 193, stk. 1, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 215, § 216, § 222, §§ 224 og 225, jf. §§ 216 og 222, § 230, § 235, § 237, § 245, § 245 a, § 246, § 250, § 252, stk. 1 og 2, § 261, stk. 2, § 262 a, § 276, jf. § 286, §§ 278-283, jf. § 286, § 288, § 289, § 290, stk. 2, eller § 291, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, eller«.

6. I § 23 ændres »3 år« til: »5 år«.

7. Efter § 24 indsættes:

» § 24 a. Ved afgørelse om udvisning ved dom, navnlig efter § 22, nr. 4-7, skal der lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet på grund af

1) grovheden af den begåede kriminalitet,

2) længden af den idømte frihedsstraf,

3) den fare, skade eller krænkelse, der var forbundet med den begåede kriminalitet, eller

4) tidligere domme for strafbart forhold.

§ 24 b. En udlænding kan udvises betinget, hvis der ikke findes at være fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udvise den pågældende efter §§ 22-24, fordi udvisning må antages at virke særlig belastende, jf. § 26, stk. 1.

Stk. 2. Ved betinget udvisning skal der fastsættes en prøvetid. Prøvetiden beregnes fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse, og udløber 2 år efter tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring eller fra ophør af ophold i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Er betinget udvisning sket ved betinget dom om frihedsberøvelse eller dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, udløber prøvetiden 2 år efter tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, 2 år efter dommens forkyndelse.

Stk. 3. En udlænding, der er idømt betinget udvisning efter stk. 1, kan udvises, hvis den pågældende i prøvetiden for den betingede udvisning begår nyt strafbart forhold, som kan give anledning til udvisning efter §§ 22-24, og der inden prøvetidens udløb foretages rettergangsskridt, medmindre en afgørelse om udvisning må antages at virke særlig belastende, jf. § 26, stk. 1.

Stk. 4. Udvises en udlænding betinget, skal retten i forbindelse med dommens afsigelse vejlede udlændingen om betydningen heraf.«

8. Efter § 25 b , indsættes:

» § 25 c. En udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f kan uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde udvises, hvis udlændingen er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 140, 266, 266 a eller 266 b.«

9. I § 26, stk. 2, ændres »kan« til: »skal«.

10. I § 32, stk. 2, indsættes efter nr. 3:

»4) bestandig, hvis udlændingen idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneder, men ikke over 2 år, eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, medmindre der alene findes grundlag for at meddele indrejseforbud for 10 år.«

Nr. 4 bliver herefter nr. 5.

11.§ 32, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3 . Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-7, og udvisning ved dom af en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, meddeles dog for mindst 5 år.«

12. Efter § 32, stk. 4, 2. pkt. , indsættes:

»Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 c meddeles for 3 år.«

13. I § 33, stk. 1, ændres »§§ 25 a eller 25 b« til: »§§ 25, 25 a eller 25 b«.

14. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 25, 25 a og 25 b« til: »§§ 25, 25 a, 25 b og 25 c«.

15. I § 49, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§§ 22-24«: »eller 25 c, eller udvises betinget i medfør af § 24 b«.

16. I § 49, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 32, stk. 1-3« til: »§ 32, stk. 1-4«.

17. I § 51, stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 22-25 b« til: »§§ 22-24 og §§ 25-25 c«.

18. I § 58 g, nr. 1, ændres »§ 22, § 23 eller § 24, nr. 1« til: »§§ 22-24 og meddelt indrejseforbud for mindst 5 år«.

19.§ 58 g, nr. 2, ophæves.

§ 58 g, nr. 3-6, bliver herefter § 58, nr. 2-5.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. maj 2006 og finder anvendelse for lovovertrædelser begået efter lovens ikrafttræden. For lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræden finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Lovforslagets baggrund og indhold

Lovforslaget har til formål at gennemføre de elementer i regeringsgrundlaget og regeringens integrationsaftale med Dansk Folkeparti, der angår udvisning af udlændinge.

Lovforslaget indeholder endvidere en delvis opfølgning på regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse.

I regeringsgrundlaget for VK Regeringen II €" Nye mål €" (februar 2005) er under punktet »Betinget udvisningsdom til kriminelle indvandrere« anført følgende:

»En betinget udvisning vil være en klar advarsel til den kriminelle og vil samtidig kunne tjene som en alvorlig påmindelse til familien om, hvad konsekvensen af næste skridt ud på en kriminel løbebane vil være. En sådan advarsel vil forhåbentlig øge familiens opmærksomhed på problemet og hjælpe til at holde den dømte væk fra kriminalitet. Derfor vil regeringen undersøge muligheden for at indføre regler om betinget udvisning.

Det er hensigten, at den betingede udvisning skal kunne knyttes til en frihedsstraf i de tilfælde, hvor den tiltalte er tæt på en egentlig udvisning. Udarbejdelsen af nye regler om betinget udvisning kræver nærmere overvejelser. Derfor vil regeringen nedsætte en arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete forslag til, hvordan lovgivningen kan udformes.«

På denne baggrund nedsatte integrationsministeren i juni 2005 en arbejdsgruppe om betinget udvisning. Arbejdsgruppen blev sammensat af medlemmer fra Advokatrådet, Den Danske Dommerforening, Udenrigsministeriet, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Justitsministeriet, Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen.

Arbejdsgruppens anbefalinger og forslag gennemgås nærmere i afsnit 3 nedenfor. Der kan i øvrigt henvises til arbejdsgruppens rapport af november 2005, som den 6. december 2005 blev sendt til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik (Folketingsåret 2005/2006, alm. del €" bilag 55).

Arbejdsgruppen fik til opgave at udarbejde et forslag til en ordning, der giver mulighed for at anvende betinget udvisning i sager, hvor det må forventes, at en domstol i forbindelse med dom for ny kriminalitet af en vis nærmere angiven grovhed vil udvise den pågældende udlænding.

På baggrund af arbejdsgruppens forslag indeholder lovforslaget en ordning med betinget udvisning. Der henvises herved til afsnit 3.1 og 3.2.

Den 17. juni 2005 indgik regeringen aftale med Dansk Folkeparti om regeringens integrationsudspil »En ny chance til alle«. Det fremgår af aftalen, at regeringen og aftalepartierne er enige om en række ændringer af de gældende udvisningsregler, og at arbejdsgruppen om betinget udvisning får til opgave at forberede forslag hertil.

Den 22. juni 2005 besluttede integrationsministeren, at udvisningselementerne i aftalen om integrationsplanen skulle indgå i kommissoriet for arbejdsgruppen om betinget udvisning.

Arbejdsgruppen skulle herefter tillige forberede forslag til ændring af udvisningsreglerne med henblik på at ændre forholdet mellem opholdstid i Danmark og udmålt straf i skærpende retning og tilføje andre kriminalitetsformer til de straffelovsovertrædelser, der som udgangspunkt skal medføre udvisning. Arbejdsgruppen fik endvidere til opgave at forberede forslag til ændring af udvisningsreglerne med henblik på gennem lovgivning at skærpe praksis i udvisningssager, således at grov kriminalitet i videst muligt omfang skal medføre udvisning. Arbejdsgruppen skulle endvidere se på, i hvilket omfang hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn kan fremhæves i udvisningssager.

På baggrund af arbejdsgruppens forslag indeholder lovforslaget en række skærpelser af udlændingelovens udvisningsregler. Den såkaldte trappestigemodel foreslås skærpet, og listen over de forbrydelser, der som udgangspunkt skal medføre udvisning, foreslås udvidet. Endvidere foreslås der indført en ny bestemmelse med henblik på at fremhæve hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn i udvisningssager. Der henvises herved til afsnit 3.3-3.6.

Endelig skulle arbejdsgruppen forberede forslag til at ændre reglerne om indrejseforbud i skærpende retning, således at der i grove tilfælde som hovedregel skal gælde livsvarigt indrejseforbud.

På baggrund af arbejdsgruppens forslag foreslås der særlige skærpede regler om indrejseforbud i anledning af kriminalitet begået af personer med kortvarigt ophold i Danmark. Det foreslås endvidere, at muligheden for at indberette uønskede udlændinge til Schengeninformationssystemet udvides. Der henvises herved til afsnit 3.7-3.10.

Regeringen nedsatte i august 2005 en tværministeriel arbejdsgruppe under Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål, der skulle foretage en samlet gennemgang af det danske samfunds beredskab og indsats mod terrorhandlinger for at afklare, hvilke yderligere initiativer der eventuelt måtte være behov for med henblik på i videst muligt omfang at modvirke terrorangreb i Danmark.

Arbejdsgruppen afgav den 3. november 2005 en rapport om det danske samfunds indsats og beredskab mod terror. Rapporten indeholder en bred vifte af anbefalinger, som efter arbejdsgruppens opfattelse kan komme på tale for at styrke indsatsen og beredskabet mod terror. På Integrationsministeriets område indeholder rapporten bl.a. en anbefaling om indførelse af en særlig udvisningsregel for religiøse forkyndere.

Regeringen har i lyset af arbejdsgruppens anbefalinger overvejet, hvilke initiativer der bør iværksættes, og udarbejdet en handlingsplan herom. Af handlingsplanen fremgår blandt andet, at regeringen har til hensigt at gennemføre arbejdsgruppens anbefaling om indførelse af en særlig udvisningsbestemmelse for religiøse forkyndere. Lovforslaget indeholder forslag til udmøntning heraf. Der kan henvises til afsnit 4 nedenfor.

2. Gældende ret

2.1. Udvisningsreglerne

2.1.1. Indledning

Ved udvisning i udlændingelovens forstand forstås en afgørelse, der indebærer, at en udlændings ret til at opholde sig her i landet bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet i en nærmere fastsat periode (indrejseforbud).

En udlænding kan udvises af hensyn til statens sikkerhed, som følge af visse ordensmæssige hensyn og på grund af ulovligt ophold eller arbejde. En udlænding kan endvidere udvises på grund af strafbart forhold.

Mens de førstnævnte udvisningsregler gennem mange år i alt væsentligt har været uforandrede, har reglerne om udvisning på grund af kriminalitet været genstand for løbende revision.

Før 1983 kunne en udlænding udvises på grund af kriminalitet, hvis det på grund af en tidligere idømt frihedsstraf eller anden særlig grund måtte antages, at den pågældende ville begå forbrydelser under sit fortsatte ophold her i landet (beskyttelseshensyn), eller hvis den pågældendes fortsatte ophold her i landet på grund af begåede forbrydelser ikke var ønskelig (retshåndhævelseshensyn). Afgørelsen om udvisning på grund af kriminalitet blev truffet administrativt af den politimyndighed, der af justitsministeren var bemyndiget dertil.

I forbindelse med gennemførelse af udlændingeloven fra 1983 var udvisningsreglerne genstand for nogle grundlæggende ændringer, som fortsat danner rammen for de gældende udvisningsregler. De senere års udvikling og de gældende regler gennemgås nedenfor.

Arbejdsgruppen om betinget udvisning har udarbejdet en oversigt over en lang række illustrative afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), danske domstole og EF-Domstolen. Afgørelserne er omtalt i arbejdsgruppens rapport, og er medtaget som bilag til dette lovforslag.

2.1.2. Trappestigemodellen

Ved ændringen af udlændingeloven i 1983 blev reglerne om udvisning på grund af kriminalitet bygget op efter en såkaldt trappestigemodel, hvorefter betingelserne for udvisning skærpedes i takt med varigheden af udlændingens opholdstid i Danmark. Jo længere en udlænding havde været her i landet, jo grovere kriminalitet skulle der til, før den pågældende kunne udvises. Udlændinge med mere end syv års ophold i Danmark nød herefter den mest vidtrækkende beskyttelse mod udvisning, udlændinge med mere end fire års ophold her i landet nød den næstbedste beskyttelse mod udvisning, og udlændinge med mindre end fire års ophold nød den mindste beskyttelse mod udvisning. Flygtninge blev sidestillet med udlændinge med mere end syv års ophold.

Baggrunden for trappestigemodellen var, at udlændinge, der i kraft af et længerevarende ophold i Danmark havde en nærmere tilknytning til det danske samfund, burde nyde en større beskyttelse mod udvisning end udlændinge med begrænset eller slet ingen tilknytning til landet.

Den valgte 7-års grænse var begrundet i, at udlændinge på daværende tidspunkt under normale omstændigheder havde mulighed for at opnå indfødsret efter syv års ophold (i dag ni år), jf. herved Udvisningsudvalgets betænkning nr. 1326/1997 s. 65. Der foreligger ingen nærmere oplysninger om begrundelsen for 4-års grænsen.

I 1998 blev udvisningsreglerne på flere områder revideret. Udvisningsudvalgets betænkning nr. 1326/1997 udgjorde grundlaget for en række ændringer af udvisningsbestemmelserne, og blandt andet blev trappestigemodellen ændret således, at de personer, der nød den næstbedste beskyttelse mod udvisning, fremover omfattede udlændinge med mere end tre års ophold her i landet. Baggrunden for ændringen var, at en udlænding kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter tre års ophold (i dag syv år).

Det fremgår af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 22, at en udlænding, der har været lovligt her i landet i mere end 7 år kan udvises, hvis den pågældende straffes med ubetinget fængsel i mindst 4 år (nr. 1), for flere forhold straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år (nr. 2) eller straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år og tidligere er idømt ubetinget fængselsstraf (nr. 3). Flygtninge sidestilles fortsat med personer med mere end 7 års ophold.

Efter udlændingelovens § 23 kan en udlænding, der har været lovligt her i landet i mere end 3 år, udvises, hvis den pågældende straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år (nr. 1), for flere forhold straffes med ubetinget fængsel i mindst 1 år (nr. 2) eller straffes med ubetinget fængsel i mindst 1 år og tidligere er idømt ubetinget fængselsstraf (nr. 3).

For udlændinge med kortere tids lovligt ophold i Danmark kan betinget eller ubetinget frihedsstraf generelt danne grundlag for udvisning, jf. udlændingelovens § 24, nr. 2.

Udvisningsadgangen efter udlændingelovens §§ 22-24 knyttes således til den konkret forskyldte straf for den begåede kriminalitet. Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og ungdomssanktion.

Bestemmelserne suppleres af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, hvorefter en udlænding, der ikke har haft lovligt ophold i Danmark i mere end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis den pågældende er pågrebet under, har erkendt eller er dømt for visse nærmere angivne lovovertrædelser, f.eks. simpel vold, besiddelse af euforiserende stoffer eller mindre berigelseskriminalitet.

Ved lovligt ophold i udvisningsreglernes forstand forstås ophold her i landet i form af et visumfrit ophold, et visumophold eller et ophold med opholdstilladelse. Processuelt ophold €" dvs. hvor en udlænding alene har ret til at opholde sig her i landet, fordi den pågældendes ansøgning om opholdstilladelse er under behandling €" betragtes ikke som lovligt ophold.

Længden af udlændingens lovlige ophold regnes fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse. For flygtninge regnes længden af det lovlige ophold dog fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelse. Der henvises til udlændingelovens § 27.

2.1.3. Særlige udvisningsregler

Trappestigemodellen er gennem de senere år blevet suppleret af regler, der udvider udvisningsadgangen i tilfælde af nærmere angiven grov kriminalitet. Intentionen er, at særligt grove kriminalitetsformer så vidt muligt skal medføre udvisning uden særlige begrænsninger som følge af længden af udlændingens ophold her i landet og længden af den idømte frihedsstraf.

Ved en ændring af udlændingeloven i 1996 blev der indført en sådan særlig udvisningsregel med hensyn til narkotikakriminalitet. En udlænding, der idømmes ubetinget frihedsstraf for narkotikakriminalitet, kan således som udgangspunkt udvises, uanset hvor længe den pågældende udlænding har været her i landet og uanset længden af den idømte frihedsstraf. Baggrunden for ændringen var et led i den daværende regerings indsats mod narkotikakriminalitet.

I 1998 blev der på baggrund af Udvisningsudvalgets betænkning nr. 1326/1997 indført tilsvarende udvisningsregler med hensyn til flere former for personfarlig kriminalitet samt grove berigelsesforbrydelser.

I 2002 kom de særlige udvisningsregler til at omfatte bl.a. forbrydelser mod staten og besiddelse af særlige farlige våben. Senest blev omskæring af kvinder omfattet i 2003 og menneskehandel samt ulovlig tvang m.v. i forbindelse med indgåelse af ægteskaber omfattet i 2004.

Der kan samlet henvises til udlændingelovens § 22, nr. 4-7. Udlændingelovens § 22, nr. 4-7, omfatter i dag

€" forbrydelser mod statens sikkerhed m.v. (straffelovens kapitel 12 og 13),

€" vold m.v. mod tjenestemand (straffelovens § 119, stk. 1 og 2),

€" menneskesmugling (straffelovens § 125 a og udlændingelovens § 59, stk. 7),

€" brandstiftelse (straffelovens §§ 180 og 181),

€" sprængning m.v. (§ 183, stk. 1 og 2),

€" fly- og skibskapring (§ 183 a),

€" fare for andres liv eller sundhed ved forgiftning af drikkevand m.v. (§ 186, stk. 1, og § 187, stk. 1),

€" narkotikakriminalitet og hæleri med hensyn til udbyttet ved narkotikakriminalitet (§ 191 og § 290, stk. 2),

€" besiddelse m.v. af særlige farlige våben og eksplosivstoffer (§ 192 a),

€" forbrydelser mod kønssædeligheden, herunder incest og voldtægt (§ 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 215, § 216, § 222, §§ 224 og 225, jf. §§ 216 og 222),

€" manddrab (§ 237),

€" grov vold (§§ 245 og 246),

€" omskæring af kvinder (§ 245 a),

€" smitte med livstruende sygdom (§ 252, stk. 2),

€" ulovlig tvang og trusler i forbindelse med indgåelse af ægteskaber (§§ 260 og 266),

€" grov frihedsberøvelse (§ 261, stk. 2),

€" menneskehandel (§ 262 a), samt

€" grove berigelsesforbrydelser, herunder tyveri og hæleri af særlig grov beskaffenhed samt røveri (§ 276, jf. § 286, §§ 278-283, jf. § 286, § 288 og § 290, stk. 2).

2.1.4. Den konkrete afvejning

En afgørelse om at udvise en kriminel udlænding træffes i to led. Først skal det vurderes, om det kriminelle forhold i medfør af trappestigemodellen eller de særlige udvisningsregler kan begrunde udvisning.

Er det tilfældet, skal der foretages en konkret vurdering af, om andre forhold taler imod udvisning. Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der således ved en afgørelse om udvisning altid tages hensyn til, om en udvisning må antages at virke særligt belastende, navnlig på grund af

1) udlændingens tilknytning til det danske samfund,

2) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

3) udlændingens tilknytning til herboende personer,

4) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed,

5) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, samt

6) risikoen for, at udlændingen uden for de i udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2 (asyl), nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

Opregningen i udlændingelovens § 26, stk. 1, er ikke udtømmende og udgør ikke en prioriteret række af hensyn.

Ved udvisning i medfør af de særlige udvisningsregler i udlændingelovens § 22, nr. 4-7, skal de nævnte hensyn tale afgørende imod udvisning, for at udvisning ikke kan finde sted, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, blev indsat i 1996 i forbindelse med indførelsen af en særlig regel om udvisning på grund af narkotikakriminalitet. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 26, stk. 2, at hensynene i bestemmelsen vil tale mod udvisning, i det omfang dette følger af internationale forpligtelser, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det fremgår af praksis fra Højesteret og landsretterne, at alvorlig kriminalitet og lange straffe €" typisk straffe over nævningegrænsen på fire års fængsel €" bevirker, at der skal noget ekstraordinært til for at undgå udvisning.

Som eksempler fra højesteretspraksis på ekstraordinære forhold kan nævnes velintegrerede førstegangskriminelle, der har opholdt sig her i landet i en meget langvarig periode og lever i et velfungerende og stabilt familieliv.

Er der tale om meget langvarige fængselsstraffe i nærheden af ti års fængsel må det på baggrund af den foreliggende højesteretspraksis antages, at der vil ske udvisning, medmindre udvisning er udelukket, fordi udlændingen ingen tilknytning har til oprindelseslandet.

For så vidt angår de lavere strafpositioner er der tale om en helt konkret afvejning af på den ene side kriminalitetens alvor og karakter og på den anden side tilknytningen til henholdsvis Danmark og oprindelseslandet. Eventuelt tilbagefald til kriminalitet (recidiv) spiller her en central rolle.

2.1.5. Internationale forpligtelser

Som anført ovenfor er udvisning undergivet den begrænsning, at udvisning ikke vil kunne finde sted, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I praksis er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende tillægsprotokoller særligt relevant. FN€™s Torturkonvention, FN€™s Flygtningekonvention, FN€™s konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN€™s konvention om barnets rettigheder indeholder bestemmelser, der kan have indflydelse på medlemsstaternes adgang til at udvise. Endvidere gælder der særlige regler for EU-borgere som følge af retten til fri bevægelighed inden for EU.

2.1.5.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) indeholder ikke regler, der direkte tager sigte på at regulere medlemsstaternes adgang til at udvise udlændinge på grund af strafbart forhold. Nogle af konventionens bestemmelser har dog alligevel betydning i den forbindelse, navnlig EMRK artikel 3 og 8.

Efter EMRK artikel 3 må ingen underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Bestemmelsen er absolut og tillader ikke nogen undtagelser. En udlænding kan således aldrig udsendes til et land, hvor den pågældende må antages at blive behandlet i strid med artikel 3.

Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.

I det omfang, der med en konkret afgørelse om udvisning foretages indgreb i udlændingens privat- og familieliv, skal staten påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2.

Det følger af EMD€™s praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet (udvisningen) skal varetage. Denne proportionalitetsafvejning foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række elementer.

I proportionalitetsafvejningen indgår udlændingens tilknytning til opholdslandet, herunder opholdstiden, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, herunder om udlændingen har ægtefælle/samlever og børn, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse e.l. Det indgår også i vurderingen, om udlændingen har undladt at søge statsborgerskab.

Endvidere indgår udlændingens tilknytning til sit oprindelsesland ud over det formelle statsborgerskab, herunder bopælstid dér før udrejsen til det aktuelle opholdsland, senere ophold og besøg i oprindelseslandet samt disses varighed og karakter, udlændingens værnepligtsforhold, om udlændingen taler sproget, er fortrolig med kulturen og eventuelt har fået en uddannelse dér, om der findes familiemedlemmer og i så fald den faktiske tilknytning til disse samt anden form for tilknytning til personer i oprindelseslandet.

Herudover indgår elementer som karakteren af den begåede kriminalitet, længden af den idømte straf samt tidligere straffe og påstande om udvisning.

Endelig indgår spørgsmålet om længden af indrejseforbuddet i proportionalitetsafvejningen.

Det helt centrale i sager, hvor udlændingen er født i opholdslandet eller kommet dertil i barnealder, er spørgsmålet om tilknytningen til oprindelseslandet (statsborgerlandet). Har udlændingen ingen tilknytning hertil, vil en udvisning indebære en krænkelse af EMRK artikel 8.

EMD synes gennem de seneste års praksis at acceptere en udvisning, selvom en udlænding er opvokset i opholdsstaten og har opholdt sig der det meste af sit liv, hvis den pågældende ikke har mistet enhver forbindelse eller tilknytning til oprindelseslandet f.eks. ved at opretholde blot et vist kendskab til kulturen og sproget eller have en vis social eller familiemæssig tilknytning til dette land, forudsat vedkommende er fundet skyldig i grovere kriminalitet og ikke har stiftet egen familie (børn) i udvisningslandet, inden afgørelsen om udvisning blev truffet.

I sager, hvor udlændingen har ægtefælle og børn, der bor i opholdsstaten, er det afgørende, om der er åbenbare og uoverstigelige hindringer for at udøve familielivet et andet sted. Hvis dette er tilfældet, kan en udvisning af udlændingen €" afhængig af den begåede kriminalitets grovhed €" udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8.

EMRK€™s tillægsprotokoller indeholder også bestemmelser, der kan have betydning for medlemsstaternes nationale udvisningsregler.

Artikel 3 i EMRK€™s tillægsprotokol 4 indeholder et forbud mod udvisning af egne statsborgere. Endvidere indeholder tillægsprotokollens artikel 4 et forbud mod kollektiv udvisning af udlændinge.

EMRK€™s tillægsprotokol 6 indeholder et forbud mod at udlevere/udsende til en stat, der anvender dødsstraf.

Artikel 1 i EMRK€™s tillægsprotokol 7 indeholder en bestemmelse om, at en udlænding, der lovligt er bosiddende i en stats territorium, ikke kan udvises derfra, medmindre dette sker i medfør af en beslutning truffet i overensstemmelse med loven, og den pågældende skal have a) adgang til at fremkomme med sine bemærkninger mod udvisningen, b) at få sagen prøvet på ny, og c) med henblik herpå at være repræsenteret over for den kompetente myndighed eller en person eller personer udpeget af denne myndighed. En udlænding kan dog udvises inden udøvelsen af de a)-c) nævnte rettigheder, når dette er nødvendigt af hensyn til den offentlige orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed.

2.1.5.2. Andre internationale forpligtelser

FN€™s konvention om borgerlige og politiske rettigheder indeholder i artikel 12 et forbud mod vilkårlig nægtelse af retten til indrejse i eget land og i artikel 13 et krav om individuel prøvelse af en udlændings udvisningssag. Endvidere indeholder artikel 7 et forbud mod tortur samt grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf, og artikel 17 beskytter retten til respekt for blandt andet familielivet.

FN€™s Torturkonvention indeholder i artikel 3 et forbud mod at udvise til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at den pågældende vil være i fare for at blive underkastet tortur.

FN€™s Flygtningekonvention indeholder i artikel 32 en bestemmelse om, at en flygtning, der lovligt befinder sig på en medlemsstats område, ikke må udvises, undtagen af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden.

Artikel 33 i flygtningekonventionen indeholder et forbud mod udvisning og afvisning af en flygtning til sådanne områder, hvor vedkommendes liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. Bestemmelsen kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.

Efter artikel 3, stk. 1, i FN€™s børnekonvention skal barnets tarv komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer.

Efter artikel 9, stk. 3, i FN€™s børnekonvention, skal deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Ved adskillelse som følge af blandt andet udvisning påhviler der deltagerstaten en række forpligtelser med henblik på at give oplysninger om det fraværende familiemedlems opholdssted, jf. artikel 9, stk. 4.

Der foreligger ikke så omfattende og præcise fortolkningsbidrag som ved EMRK, der nærmere angiver rækkevidden af de nævnte bestemmelser i forhold til staternes mulighed for at udvise udlændinge.

2.1.5.3. EU-reglerne

EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed m.v. sætter grænser for medlemsstaternes adgang til at udvise EU-borgere. Dette er der taget højde for i udlændingelovens § 2, stk. 3, hvorefter reglerne om blandt andet udvisning kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler.

En EU-borger kan efter EU-reglerne udvises, når hensyn til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed tilsiger dette. Rådets direktiv 64/221 indeholder enkelte præciseringer af, hvornår en medlemsstat kan udvise under henvisning til den offentlige orden og sikkerhed.

Efter direktivets artikel 3 bør forholdsregler vedrørende den offentlige orden eller sikkerhed udelukkende støttes på den pågældendes personlige forhold, og straffedomme alene kan ikke uden videre begrunde disse forholdsregler.

En yderligere præcisering af begrebet den offentlige orden er sket i EF-Domstolens praksis. Heraf fremgår blandt andet, at begrebet skal fortolkes snævert, og at den offentlige orden kun er truet, hvis der foreligger en aktuel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn.

EU-reglerne fastsætter alene de overordnede rammer for en afgørelse om udvisning. De enkelte medlemsstater fastsætter selv, hvilke former for adfærd der skal kunne medføre udvisning.

2.1.6. Kompetence

Før 1983 blev afgørelser om udvisning på grund af kriminalitet truffet administrativt af den politimyndighed, der af justitsministeren var bemyndiget dertil.

Med ændringen af udlændingeloven i 1983 blev kompetencen til at udvise på baggrund af kriminalitet hovedsagligt overført til domstolene, der således i forbindelse med straffesagen tillige skulle træffe afgørelse om eventuel udvisning.

Denne struktur er siden hen fastholdt, således at afgørelse om udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24 træffes af domstolene, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1. Hvis en udlænding bliver dømt for et strafbart forhold, skal retten €" hvis anklagemyndigheden efter indhentet udtalelse fra udlændingemyndighederne har nedlagt påstand herom €" i forbindelse med dommen tage stilling til, om udlændingen tillige skal udvises på grund af den begåede kriminalitet og i bekræftende fald, hvilken varighed indrejseforbuddet skal have.

Frafalder anklagemyndigheden tiltale mod en udlænding for et strafbart forhold, der kan medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24, kan det som vilkår for tiltalefrafaldet fastsættes, at udlændingen skal udvises med et nærmere angivet indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 49, stk. 2. Vilkår om udvisning forudsætter, at udlændingen har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes af de i øvrigt foreliggende omstændigheder. Endvidere skal vilkåret godkendes af retten ved kendelse, jf. retsplejelovens § 723.

Såfremt en udlænding ikke udrejser frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen, jf. udlændingelovens § 30, stk. 2.

Efter udlændingelovens § 49 a skal Udlændingestyrelsen forud for udsendelse af en udlænding, der har haft opholdstilladelse som flygtning, og som er udvist ved dom, tage stilling til, om udlændingen kan udsendes, uden at den pågældende risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen. Finder Udlændingestyrelsen, at udlændingen kan udsendes, anses afgørelsen automatisk for påklaget til Flygtningenævnet, og klagen har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Finder Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, at udlændingen ikke kan udsendes, skal det samtidig besluttes, om udlændingen på ny kan gives asyl. Bestemmelsen i udlændingelovens § 49 a blev indsat i 1998 i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets forslag i betænkning nr. 1326/1997. Før 1998 blev den asylretlige vurdering foretaget af domstolene i forbindelse med den egentlige afgørelse om udvisning.

Efter udlændingelovens § 50 kan enhver udlænding, der er udvist ved dom på grund af strafbart forhold, og som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i den pågældendes forhold, jf. udlændingelovens § 26, begære, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om udvisningens ophævelse for retten. Begæring om fornyet prøvelse kan fremsættes tidligst seks måneder og skal fremsættes senest to måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Udvisning vil normalt kunne forventes iværksat på tidspunktet for prøveløsladelse. Udlændingen har alene én prøvelsesmulighed efter § 50. Hvis en afgørelse om udvisning ophæves, indebærer dette, at udlændingen generhverver sit oprindelige opholdsgrundlag.

Efter udlændingelovens § 50 a skal retten i forbindelse med udskrivelse af en udvist udlænding med en foranstaltningsdom efter straffelovens §§ 68-70 foretage en prøvelse af, om udvisningen skal ophæves, fordi udlændingens helbredsmæssige tilstand taler afgørende imod, at udsendelse finder sted.

Afgørelse om udvisning af hensyn til statens sikkerhed, som følge af visse ordensmæssige hensyn og på grund af ulovligt ophold træffes af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens §§ 25 og 25 b. Det samme gælder udvisning efter udlændingelovens § 25 a om udlændinge, der har opholdt sig her i landet i mindre end 6 måneder.

2.2. Indrejseforbud og indberetning til Schengeninformationssystemet

En beslutning om udvisning betyder, at udlændingens hidtidige opholdsgrundlag bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet i en nærmere fastsat periode (indrejseforbud), jf. udlændingelovens § 32, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 32, stk. 2, meddeles indrejseforbuddet ved udvisning ved dom på grund af strafbart forhold, jf. udlændingelovens §§ 22-24, for 3 år ved frihedsstraf af ikke over 3 måneder (nr. 1), for 5 år ved frihedsstraf af mere end 3 måneder, men ikke over 1 år (nr. 2), for 10 år ved fængselsstraf af mere end 1 år, men ikke over 2 år (nr. 3) og for bestandig ved fængselsstraf af mere end 2 år (nr. 4). Indrejseforbud ved udvisning efter de særlige udvisningsregler i udlændingelovens §§ 22, stk. 4-7, meddeles dog for mindst 5 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.

Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og ungdomssanktion.

Længden af indrejseforbuddet er således fastlagt ved lov.

Indrejseforbuddet regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1.

Er udvisning sket ved dom på grund af strafbart forhold, fastsætter politiet udrejsefristen til straks. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring, jf. udlændingelovens § 33, stk. 9. En udlænding, der er udvist ved dom på grund af strafbart forhold, skal således først afsone sin straf, inden den pågældende straks efter løsladelse (prøveløsladelse) skal udrejse af landet.

Såfremt en udlænding ikke udrejser frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen, jf. udlændingelovens § 30, stk. 2. Udlændingen kan i den forbindelse varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig, for at udvisningen kan fuldbyrdes, jf. udlændingelovens § 35.

Efter Schengen-reglerne er Danmark forpligtet til at indberette uønskede udlændinge i Schengen-området til Schengeninformationssystemet. En udlænding, der af Danmark er udvist og meddelt indrejseforbud på grund af strafbart forhold, og som indberettes til Schengeninformationssystemet som uønsket, vil i praksis have indrejseforbud i hele Schengen-området.

Efter udlændingelovens § 58 g, nr. 1 og 2, indberetter Rigspolitichefen en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis udlændingen er udvist af landet i medfør af § 22, § 23 eller § 24, nr. 1, eller § 24, nr. 2, når den pågældende er idømt ubetinget straf af mindst et års fængsel. Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

3. Forslag fra arbejdsgruppen om betinget udvisning og Integrationsministeriets bemærkninger hertil

3.1. Arbejdsgruppens forslag til en ordning med betinget udvisning

3.1.1. Anvendelsesområdet for betinget udvisning

Formålet med betinget udvisning er at give en klar advarsel til den kriminelle og samtidig tjene som en alvorlig påmindelse til familien om, hvad konsekvensen af næste skridt ud på en kriminel løbebane vil være. En sådan advarsel skal øge familiens opmærksomhed på problemet og hjælpe til at holde den dømte væk fra kriminalitet.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at betinget udvisning skal bygges oven på de eksisterende bestemmelser og praksis for udvisning af kriminelle udlændinge.

Det betyder, at betinget udvisning ikke vil skulle finde anvendelse i de tilfælde, hvor en udlænding dømmes for et strafbart forhold, der allerede efter de eksisterende regler og praksis vil medføre udvisning. Der skal således fortsat ske udvisning eksempelvis i et tilfælde som omfattet af Højesterets dom af 19. august 2005 om en ung udlænding, der var tidligere straffet for røveri, og som blev idømt fængsel i 5½ år for flere røverier.

For så vidt angår den nedre grænse for anvendelse af betinget udvisning finder arbejdsgruppen, at betinget udvisning ikke vil være relevant ved mindre grov kriminalitet, dvs. kriminalitet som alene har udløst bødestraf eller tiltalefrafald.

Efter arbejdsgruppens opfattelse bør betinget udvisning således kunne komme på tale ved dom for et strafbart forhold af en sådan grovhed, at den pågældende idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse. Betinget udvisning kan herefter anvendes i de tilfælde, hvor en udlænding kan udvises ved dom, jf. udlændingelovens §§ 22-24.

Arbejdsgruppen har overvejet, om betinget udvisning bør anvendes i forbindelse med ungdomssanktion idømt efter straffelovens § 74 a. Ungdomssanktion indebærer, at en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling træder i stedet for fængselsstraf, og ungdomssanktion kan anvendes i sager, hvor personer under 18 år har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, og behandling må anses for formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser. I praksis har ungdomssanktion ikke været anvendt i forbindelse med udvisning, og disse to sanktioner må da også anses for at varetage forskellige formål. Ungdomssanktion og betinget udvisning bygger imidlertid begge på særlige kriminalpræventive hensyn og kan efter arbejdsgruppens opfattelse supplere hinanden. Arbejdsgruppen er endvidere af den opfattelse, at der bør være mulighed for at anvende betinget udvisning i anledning af kriminalitet af den grove karakter, som forudsættes at ligge til grund for anvendelse af ungdomssanktion, og betinget udvisning bør derfor kunne anvendes i forbindelse med ungdomssanktion.

Med hensyn til administrativ udvisning gælder det, at udlændingemyndighederne i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, kan udvise udlændinge, der ikke har haft lovligt ophold her i landet i mere end 6 måneder, i anledning af visse mindre strafbare forhold.

Arbejdsgruppen finder ikke, at der er behov for at anvende betinget udvisning i disse tilfælde. Da der er tale om udlændinge med kortvarigt og/eller processuelt ophold i Danmark, vil de pågældende i øvrigt normalt blive udvist, og i de tilfælde, hvor en udlænding ikke udvises, vil de humanitære hensyn ofte være så tungtvejende, at dom for ny lignende kriminalitet heller ikke vil medføre, at udlændingen udvises.

3.1.2. Det nærmere indhold af ordningen med betinget udvisning

3.1.2.1. Hvornår betinget udvisning?

Betinget udvisning skal først og fremmest have et kriminalpræventivt sigte.

Betinget udvisning skal anvendes, hvor en udlænding i forbindelse med dom for strafbart forhold må antages at være tæt på at blive udvist. Ved »tæt på« udvisning forstås, at udlændingen idømmes en straf, der kunne medføre udvisning af den pågældende efter reglerne i udlændingelovens §§ 22-24, men at hensynene, der taler imod udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, vejer så tungt, at der ikke aktuelt er fuldt tilstrækkeligt grundlag for en udvisning.

3.1.2.2. Hvornår udløses en betinget udvisning?

Hvis en udlænding, der tidligere er idømt betinget udvisning, dømmes for et nyt strafbart forhold, der allerede efter de gældende udvisningsregler og praksis vil medføre udvisning, skal udvisning fortsat finde sted. Dette gælder eksempelvis tilfælde, hvor en udlænding har begået et strafbart forhold, der er af en sådan grovhed, at det i sig selv vil medføre udvisning, eller tilfælde, hvor det nye strafbare forhold sammenholdt med tidligere strafbare forhold fører til, at den pågældende udvises.

En betinget udvisning vil skulle udløses i tilfælde, hvor det nye strafbare forhold ikke er af en sådan karakter, at det efter de gældende udvisningsregler og praksis i sig selv ville medføre udvisning, men hvor den betingede udvisning kombineret med ny kriminalitet af en vis grovhed begået inden for en prøvetid, jf. nærmere nedenfor, medfører udvisning. En betinget udvisning skal efter arbejdsgruppens opfattelse dog ikke udløses, hvis det nye strafbare forhold er af mindre alvorlig karakter, og alene takseres til en kortere frihedsstraf.

En ordning af denne karakter vil dermed udgøre en skærpelse af udvisningsområdet.

Den foreslåede ordning kan illustreres ved nedenstående eksempler, idet arbejdsgruppen finder, at det kan give anledning til tvivl, om udlændingen i de to nævnte eksempler i dag ville blive udvist ved den seneste dom:

En udlænding er kommet til Danmark alene som 20-årig og er som 26-årig blevet gift med en person fra sit oprindelsesland, som herefter er kommet her til landet som familiesammenført. Parret har sammen fået et barn. Udlændingen har siden sin ankomst til Danmark haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Udlændingen taler og skriver sproget i sit oprindelsesland, som udlændingen siden sin indrejse i Danmark har besøgt i ferier m.v. Som 30-årig idømmes udlændingen, der ikke tidligere er straffet, 3 års fængsel for røveri, men udvises som følge af en vurdering efter udlændingelovens § 26 ikke. Udlændingen idømmes i stedet en betinget udvisning. I prøvetiden for den betingede udvisning idømmes udlændingen 2 års ubetinget fængsel i form af en fællesstraf for et mindre alvorligt røveri. Der er ikke sket væsentlige ændringer i udlændingens personlige forhold. Som følge af den betingede udvisning sammenholdt med det nye strafbare forhold bør udlændingen efter arbejdsgruppens opfattelse blive udvist.

En udlænding er kommet til Danmark som 14-årig sammen med sin familie. Udlændingen er ikke gift og har ingen børn. Udlændingens arbejdsmarkedstilknytning har været beskeden. Udlændingen behersker sproget i sit oprindelsesland, som han efter sin indrejse i Danmark har besøgt flere gange. Som 33-årig idømmes udlændingen, der tidligere er straffet flere gange for blandt andet røveri og narkotikakriminalitet af mindre alvorlig karakter, 4 måneders fængsel for narkotikakriminalitet, men udvises ikke som følge af en vurdering efter udlændingelovens § 26. Udlændingen idømmes i stedet en betinget udvisning. I prøvetiden for den betingede udvisning idømmes udlændingen 5 måneders fængsel for narkotikakriminalitet. Der er ikke sket væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Som følge af den betingede udvisning sammenholdt med det nye strafbare forhold bør udlændingen efter arbejdsgruppens opfattelse blive udvist.

3.1.2.3. Særligt om § 26-vurderingen

Hvis en udlænding, der er idømt betinget udvisning, begår nyt strafbart forhold, skal retten foretage en afvejning af de forhold, der taler imod udvisning, jf. udlændingelovens § 26, over for den betingede udvisning sammenholdt med det nye strafbare forhold og herved vurdere, om udlændingen skal udvises.

Det er i den forbindelse hensigten, at en betinget udvisning skal have den virkning, at en udlænding som udgangspunkt ikke i løbet af prøvetiden for den betingede udvisning kan skabe sig en bedre retsstilling i forhold til den vurdering af udlændingens personlige forhold, der skal foretages efter udlændingelovens § 26.

En udlænding, der f.eks. idømmes fem års fængsel for narkotikakriminalitet og som følge af tæt og langvarig tilknytning her til landet og en begrænset tilknytning til hjemlandet alene udvises betinget, vil således som udgangspunkt ikke ved efterfølgende at indgå ægteskab med en herboende kunne skabe sig en væsentlig bedre retsstilling i forhold til § 26-vurderingen ved en senere afgørelse om udvisning.

Hvis udlændingen efter en § 26-vurdering €" trods den betingede udvisning €" ikke udvises, skal retten tage stilling til, om den betingede udvisning skal opretholdes, om den betingede udvisning skal ophæves, eller om der skal fastsættes en ny betinget udvisning.

Vurderingen af, om en betinget udvisning skal udløses, ligner således den vurdering, der foretages efter udlændingelovens § 50, hvorefter en udlænding kan indbringe spørgsmålet om udvisningens ophævelse for retten under henvisning til, at der er sket væsentlige ændringer i den pågældendes forhold, jf. § 26.

Efter udlændingelovens § 50 kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, så længe udvisningen ikke er iværksat begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring om fornyet prøvelse kan fremsættes tidligst seks måneder og skal fremsættes senest to måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Udvisning vil normalt kunne forventes iværksat på tidspunktet for prøveløsladelse.

Udlændingelovens § 50 indebærer således, at en udlænding har mulighed for på ny at få afgørelsen om udvisning prøvet.

3.1.2.4. Særligt om prøvetiden

Ved idømmelse af en betinget udvisning skal der efter arbejdsgruppens opfattelse fastsættes en prøvetid.

På baggrund af kriminalpræventive hensyn finder arbejdsgruppen, at prøvetiden skal beregnes fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse, og udløbe 2 år efter tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring eller fra ophør af ophold i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Er betinget udvisning sket ved betinget dom om frihedsberøvelse eller dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, skal prøvetiden udløbe 2 år efter tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, 2 år efter dommens forkyndelse.

For at en betinget udvisning kan få retsvirkning, skal der inden prøvetidens udløb være foretaget rettergangsskridt, hvorved udlændingen sigtes for et nyt strafbart forhold, der kan medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24.

Det strafbare forhold, der ligger til grund for den betingede udvisning, kan dog også efter prøvetidens udløb tillægges betydning. Tidligere domme for strafbare forhold tillægges således efter retspraksis betydning i forbindelse med proportionalitetsafvejningen i en senere udvisningssag.

Findes en udlænding, som er udvist betinget, skyldig i et forhold begået inden denne dom, og bliver der tale om at idømme en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, kan den betingede udvisning vurderes på ny med den virkning, at den betingede udvisning opretholdes, at udlændingen udvises, eller at der fastsættes en ny betinget udvisning.

3.1.3. Kompetencen til at anvende betinget udvisning

Arbejdsgruppen finder som ovenfor anført, at betinget udvisning skal bygges oven på det gældende udvisningssystem.

Som følge heraf skal kompetencen til at anvende betinget udvisning henlægges til domstolene. Domstolene skal således i overensstemmelse med de gældende procedureregler for egentlig udvisning kunne træffe afgørelse om betinget udvisning, hvis anklagemyndigheden €" efter indhentet udtalelse fra udlændingemyndighederne €" har nedlagt påstand herom, jf. herved udlændingelovens § 49.

Da betinget udvisning ikke indebærer en ændring af udlændingens opholdsgrundlag og ikke medfører, at den pågældende kommer i udsendelsesposition, er det ikke aktuelt, at Udlændingestyrelsen skal foretage en asylretlig vurdering i forlængelse af en afgørelse om betinget udvisning af en flygtning, jf. herved udlændingelovens § 49 a.

Endvidere er der ikke behov for, at udlændingen har adgang til at begære den betingede udvisning ophævet under henvisning til væsentlige ændringer i den pågældendes forhold, jf. herved § 50. Den betingede udvisning vil bortfalde, hvis udlændingen ikke begår ny kriminalitet i prøvetiden, og retten vil i forbindelse med dom for ny kriminalitet vurdere, om en udvisning vil være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26. I modsætning til, hvad der gælder efter § 50, vil retten skulle foretage denne vurdering, uanset om udlændingen fremsætter begæring herom.

3.1.4. Understøttelse af det kriminalpræventive formål med betinget udvisning

Formålet med betinget udvisning er at give en klar advarsel til den kriminelle og samtidig tjene som en alvorlig påmindelse til familien om, hvad konsekvensen af næste skridt ud på en kriminel løbebane vil være. En sådan advarsel skal øge familiens opmærksomhed på problemet og hjælpe til at holde den dømte væk fra kriminalitet.

Denne kriminalpræventive virkning af betinget udvisning forudsætter, at den kriminelle og dennes familie har fuld klarhed over betydningen af betinget udvisning og de mulige konsekvenser af ny kriminalitet i prøvetiden.

Arbejdsgruppen finder derfor, at retten i forbindelse med en afgørelse om betinget udvisning bør vejlede den kriminelle om betydningen af den betingede udvisning. Det bør af retsbogen fremgå, at udlændingen mundtligt er blevet vejledt herom.

Arbejdsgruppen finder endvidere, at anklagemyndigheden i sager mod kriminelle udlændinge under 18 år bør underrette den dømtes forældremyndighedsindehaver(e) om den betingede udvisning og betydningen heraf.

Det kan endvidere overvejes at udarbejde en pjece eller lignende, der på en klar og pædagogisk måde forklarer den præcise betydning af en betinget udvisning.

3.2. Integrationsministeriets bemærkninger til arbejdsgruppens forslag om betinget udvisning

Integrationsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag til en ordning med betinget udvisning, der udmønter regeringsgrundlaget med hensyn hertil.

Integrationsministeriet foreslår på denne baggrund, at der i udvisningsreglerne i udlændingeloven indføres bestemmelser om betinget udvisning i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 7.

3.3. Arbejdsgruppens forslag til skærpelse af reglerne om udvisning

3.3.1. Skærpelse af trappestigemodellen

Efter udlændingelovens § 22, nr. 1-3, kan en udlænding, der har været her i landet i mere end 7 år, udvises, hvis den pågældende straffes med ubetinget fængsel i mindst 4 år, for flere forhold straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år, eller straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år og tidligere er idømt ubetinget frihedsstraf.

Efter § 23, nr. 2-4, kan en udlænding, der har været her i landet i mere end 3 år, udvises, hvis den pågældende straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år, for flere forhold straffes med ubetinget fængsel i mindst 1 år eller straffes med ubetinget fængsel i mindst 1 år og tidligere er idømt ubetinget frihedsstraf.

For udlændinge med kortere tids ophold i Danmark kan betinget eller ubetinget frihedsstraf generelt danne grundlag for udvisning, jf. udlændingelovens § 24, nr. 2.

Den gældende 7-års grænse i lovens § 22 blev indsat i 1983 og har baggrund i, at indfødsret tidligere kunne opnås efter syv års ophold her i landet. Det er efter arbejdsgruppens opfattelse naturligt at yde den bedste beskyttelse mod udvisning til personer, som har været længe nok i landet til at opfylde betingelserne for indfødsret med hensyn hertil. I dag forudsætter opnåelse af indfødsret som udgangspunkt ni års ophold her i landet, og arbejdsgruppen finder på denne baggrund, at den tidsmæssige grænse på syv år i udlændingelovens § 22 vil kunne ændres til ni år.

Arbejdsgruppen finder endvidere, at den tidsmæssige grænse for længden af udlændinges ophold her i landet i udlændingelovens § 23 ligeledes vil kunne ændres med to år i skærpende retning, således at grænsen ændres fra tre til fem år.

I dag sidestilles flygtninge med udlændinge, der har opholdt sig her i landet i mere end syv år. En flygtning, der alene har været i landet i f.eks. seks måneder, ydes således efter trappestigemodellen den beskyttelse mod udvisning i anledning af kriminelle forhold, som andre udlændinge må vente syv år på at opnå.

Arbejdsgruppen finder ikke, at der er reale grunde til, at kriminalitet på denne måde tillægges mindre betydning i relation til flygtninge sammenlignet med andre udlændinge.

Arbejdsgruppen finder derfor, at flygtninge først bør opnå den bedste beskyttelse mod udvisning efter otte års ophold her i landet. Dette opholdskrav svarer til, hvad der gælder med hensyn til flygtninges mulighed for at opnå indfødsret.

Flygtninge, der har opholdt sig i Danmark i mindre end otte år, sidestilles med andre udlændinge i relation til sammenhængen mellem opholdstiden i Danmark og den begåede kriminalitet.

Det skal understreges, at domstolene ikke ved at træffe bestemmelse om at udvise en flygtning i anledning af begået kriminalitet tager stilling til, om flygtningen fortsat risikerer forfølgelse i det land, hvor den pågældende må forventes at tage ophold.

Udvises en flygtning, tilkommer det efterfølgende udlændingemyndighederne at tage stilling til, om der på udsendelsestidspunktet er udsendelseshindringer, og hvis dette er tilfældet, om den pågældende på ny kan gives asyl, jf. udlændingelovens § 49 a.

Den foreslåede stramning vil derfor i praksis kun have betydning i sager, hvor forholdene i den pågældende flygtnings hjemland har ændret sig på en sådan måde, at flygtningen ikke længere risikerer forfølgelse ved at vende hjem.

Som det fremgår straks nedenfor kan en række grove forbrydelser i dag medføre udvisning uden de begrænsninger med hensyn til sammenhængen mellem opholdstiden her i landet og den udmålte straf, som følger af trappestigemodellen. De foreslåede ændringer i trappestigemodellen vil derfor ikke have betydning for disse lovovertrædelser.

3.3.2. Udvidelse af den særlige udvisningsadgang

Efter udlændingelovens § 22, nr. 4-7, kan en række nærmere angivne grove forbrydelser som udgangspunkt medføre udvisning. Der kan nærmere herom henvises til afsnit 2 om gældende ret.

Der er ved udformning af disse bestemmelser lagt vægt på, at der er tale om kriminalitetsformer af en sådan grovhed, at domstolene også i praksis som udgangspunkt vil udvise udlændinge, der har opholdt sig i Danmark i længere tid.

Arbejdsgruppen foreslår, at den særlige udvisningsadgang udvides med følgende delikter:

€" Overtrædelse af straffelovens § 123 om trussel om vold m.m. over for vidner. Bestemmelsen i § 123 har nær tilknytning til straffelovens § 119, stk. 1, om vold mod tjenestemand, som allerede er omfattet af udlændingelovens § 22, nr. 6, og bestemmelsen har ligesom § 119, stk. 1 €" efter en skærpelse i 2004 €" en strafferamme, der hjemler fængselsstraf på indtil otte år.

€" Overtrædelse af straffelovens § 184, stk. 1, og § 193, stk. 1, om henholdsvis forstyrrelse af trafiksikkerheden og omfattende driftsforstyrrelse af offentlig postbesørgelse, telegraf- eller telefonanlæg, radio- eller fjernsynsanlæg, vand-, gas- og varmeanlæg m.m. Begge bestemmelser minder meget om bestemmelser i kapitel 12 og 13, som allerede er omfattet af udlændingelovens § 22, nr. 6. Begge bestemmelser har strafferammer, hvis maksimum er fængsel indtil seks år.

€" Overtrædelse af straffelovens § 230 og § 235 om børnepornografi. Begge bestemmelser har strafferammer, hvis maksimum er fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil seks år, og der bør som led i bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi være særlig mulighed for at udvise i disse tilfælde.

€" Overtrædelse af straffelovens § 250 om hensættelse af en anden i hjælpeløs tilstand og § 252, stk. 1, om at volde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. Bestemmelserne har nær sammenhæng med straffelovens § 252, stk. 2, om fare for smitte med livstruende sygdom, som allerede er omfattet af udlændingelovens § 22, nr. 6. Endvidere har begge bestemmelser ligesom § 252, stk. 2, en strafferamme, hvis maksimum er otte års fængsel.

€" Overtrædelse af straffelovens § 289 om overtrædelse af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a om svig i forbindelse med afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter m.m. Bestemmelsen har en strafferamme, hvis maksimum er fængsel indtil otte år.

€" Overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2, om groft hærværk. Bestemmelsen indeholder efter en skærpelse gennemført i 2004 en strafferamme på seks år.

3.4. Integrationsministeriets bemærkninger til arbejdsgruppens forslag til skærpelse af udvisningsreglerne

Integrationsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag til skærpelse af udvisningsreglerne, der følger op på regeringens integrationsaftale med Dansk Folkeparti på dette område.

Integrationsministeriet foreslår derfor, at udlændingelovens udvisningsregler skærpes i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag. Der kan henvises til lovforslagets § 1, nr. 4-6.

3.5. Arbejdsgruppens forslag med hensyn til at fremhæve hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn i udvisningsreglerne

Arbejdsgruppen har overvejet, hvorledes hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn kan fremhæves i udlændingelovens bestemmelser om udvisning.

Hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn er allerede en del af udvisningsreglerne i den forstand, at disse hensyn er en del af begrundelsen for, at kriminelle udlændinge udvises. De løbende skærpelser af udvisningsreglerne er derfor også udtryk for, at der gennem årene er lagt større og større vægt på disse hensyn.

Endvidere er der tale om hensyn, som må antages at indgå i domstolenes samlede vurdering af, hvilken straf der skal udmåles i en konkret sag. Det følger således af straffeloven, at der ved strafudmålingen skal lægges vægt på blandt andet den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse. Endvidere indgår det som en skærpende omstændighed, blandt andet hvis der er tale om gentagelsestilfælde, særlig omfattende eller planlagt kriminalitet eller en særlig hensynsløs handling. Der kan i øvrigt henvises til straffelovens §§ 80 og 81.

Den konkret udmålte straf er afgørende for muligheden for samtidig at udvise den pågældende udlænding efter § 22, nr. 1-3, § 23, nr. 2-4, og § 24, nr. 2 (trappestigemodellen).

Ved udvisning efter den særlige udvisningsadgang i § 22, nr. 4-7, har den konkret udmålte straf ikke samme betydning, da en udlænding efter ordlyden af bestemmelsen kan udvises på baggrund af en ubetinget frihedsstraf uanset længden af denne. Dette indebærer, at det i praksis oftere i disse sager vil være relevant at foretage en afvejning af på den ene side hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn og på den anden side de hensyn, der efter § 26, stk. 1, taler imod udvisning.

Efter arbejdsgruppens opfattelse kan de nævnte hensyn derfor navnlig fremhæves i forbindelse med reglerne om udvisning efter den særlige udvisningsadgang.

Af retspraksis fremgår, at domstolene i konkrete sager lægger vægt på grovheden af den begåede kriminalitet, længden af den idømte frihedsstraf, den fare, skade eller krænkelse, der var forbundet med den begåede kriminalitet, og tidligere domme for strafbart forhold.

Arbejdsgruppen finder på denne baggrund, at det i udlændingeloven kan fremhæves, at der ved en afgørelse om udvisning på grund af strafbart forhold, navnlig efter § 22, nr. 4-7, skal lægges vægt på disse forhold.

3.6. Integrationsministeriets bemærkninger til arbejdsgruppens forslag med hensyn til at fremhæve hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn i udvisningsreglerne

Integrationsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag med hensyn til at fremhæve hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn i udvisningsreglerne, der følger op på regeringens integrationsaftale med Dansk Folkeparti på dette område.

Integrationsministeriet foreslår derfor, at udlændingeloven ændres i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, »kan« en udlænding udvises efter § 22, nr. 4-7, og § 25, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.

Integrationsministeriet finder, at ikke mindst hensynet til offeret m.v. taler for at ændre bestemmelsen således, at der i anledning af den grove kriminalitet nævnt i bestemmelsen »skal« ske udvisning, medmindre de i § 26, stk. 1, nævnte forhold taler afgørende derimod.

Hermed understreges det, at de i § 26, stk. 1, nævnte forhold kun undtagelsesvist skal føre til, at udvisning undlades. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.

3.7. Arbejdsgruppens forslag til skærpelse af reglerne om indrejseforbud

Efter udlændingelovens § 32 medfører en udvisningsdom, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbud meddeles alt afhængig af straffens længde for tre år (ved frihedsstraf på mindre end tre måneder), fem år (ved frihedsstraf mellem tre måneder og til og med et år), ti år (ved frihedsstraf mellem et og til og med to år) eller for bestandig (ved frihedsstraf af over to år). Ved de straffelovsovertrædelser, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-7, skal indrejseforbud dog meddeles for mindst fem år.

Der tages i den proportionalitetsafvejning, der i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser og almindelige retsgrundsætninger skal foretages i forbindelse med vurderingen af, om en udlænding skal udvises, hensyn til længden af indrejseforbuddet.

Fastsættes der i udlændingeloven meget lange indrejseforbud i anledning af kriminalitet, kan det indebære, at længden af det foreskrevne indrejseforbud i sig selv vil medføre, at en udvisning i givet fald vil være uproportional, og at domstolene derfor af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser vil udvise i færre tilfælde end i dag.

På denne baggrund skal der efter arbejdsgruppens opfattelse udvises forsigtighed med at ændre længden af indrejseforbud i skærpende retning på en måde, som binder domstolene til at anvende meget lange indrejseforbud.

Arbejdsgruppen har derfor orienteret sig mod at skærpe længden af indrejseforbud over for udlændinge med ringe tilknytning til Danmark. Arbejdsgruppen tænker her navnlig på udlændinge, der indrejser i Danmark i en kort periode alene med det formål at begå kriminalitet. I disse tilfælde vil konventionsmæssige forhold ikke på samme måde indebære særlige begrænsninger med hensyn til at forlænge de gældende indrejseforbud.

Udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste seks måneder, vil normalt have en ringe tilknytning til Danmark. Personer med ophold af denne korte varighed kan i dag udvises som følge af ret beskeden kriminalitet, jf. udlændingelovens § 25 a.

Bliver disse udlændinge udvist som følge af kriminalitet, der medfører en betinget eller ubetinget frihedsstraf, vil indrejseforbud som udgangspunkt afhænge af den konkret forskyldte straf. Udvises de pågældende udlændinge på baggrund af en frihedsstraf af op til et år, vil de blive meddelt et indrejseforbud på tre eller fem år.

Arbejdsgruppen finder, at reglerne om indrejseforbud kan skærpes således, at udlændinge, som alene har haft lovligt ophold her i landet i kortere tid end de sidste seks måneder, og som udvises på baggrund af en betinget eller ubetinget frihedsstraf, skal meddeles indrejseforbud for mindst fem år.

Det skal tilføjes, at en udlænding, der trods et kortvarigt ophold har opnået en vis tilknytning til Danmark, f.eks. ved at have stiftet familie her i landet, normalt ikke vil blive udvist på baggrund af beskeden kriminalitet.

3.8. Integrationsministeriets bemærkninger til arbejdsgruppens forslag til skærpelse af reglerne om indrejseforbud

Efter regeringens integrationsaftale med Dansk Folkeparti skal arbejdsgruppen forberede forslag til at ændre reglerne om indrejseforbud, således at der i grove tilfælde som hovedregel skal gælde livsvarigt indrejseforbud.

Som anført ovenfor har arbejdsgruppen vurderet, hvor langt det i forhold til de gældende regler om indrejseforbud er muligt at gå i retning af skærpelse af længden af indrejseforbud. Som det fremgår, har arbejdsgruppen vurderet, at meget lange indrejseforbud kan medføre, at færre udlændinge bliver udvist.

Integrationsministeriet kan derfor tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om at skærpe indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom af udlændinge, som alene har haft lovligt ophold her i landet i kortere tid end de sidste seks måneder, fra mindst tre år til mindst fem år.

Integrationsministeriet foreslår, at udlændingeloven ændres i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.

Integrationsministeriet finder dog, at det er muligt at øge anvendelsen af indrejseforbud for bestandig, uden at det medfører, at færre udlændinge bliver udvist. Dette kan opnås ved at lade det være udgangspunktet, at en udlænding, der udvises på baggrund af en fængselsstraf på mellem et år og seks måneder og to år, udvises for bestandig, men således at indrejseforbud begrænses til ti år efter en konkret vurdering i tilfælde, hvor der alene findes grundlag herfor.

Integrationsministeriet foreslår således, at indrejseforbud for bestandig ikke længere altid skal forudsætte en fængselsstraf på to år, men alene en fængselsstraf på et år og seks måneder. Den nævnte mulighed for i stedet at fastsætte et indrejseforbud på ti år skal udnyttes, hvis et indrejseforbud for bestandig vil indebære, at udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10.

3.9. Arbejdsgruppens forslag med hensyn til at udvide adgangen til at indberette uønskede udlændinge til Schengeninformationssystemet

Arbejdsgruppen finder, at den foreslåede skærpelse af indrejseforbud meddelt udlændinge med ringe tilknytning til Danmark, jf. herved afsnit 3.7, kan kombineres med en ændring af udlændingelovens § 58 g om indberetning til Schengeninformationssystemet.

Efter udlændingelovens § 58 g, nr. 1, indberetter Rigspolitichefen en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis udlændingen er udvist af landet i medfør af § 22, § 23 eller § 24, nr. 1.

Efter udlændingelovens § 58 g, nr. 2, indberetter Rigspolitichefen en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis udlændingen er udvist af landet i medfør af § 24, nr. 2, og den pågældende er idømt ubetinget straf af mindst et års fængsel. Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

Arbejdsgruppen finder, at udlændingelovens § 58 g, nr. 2, kan ændres således, at det er en betingelse for indberetning, at de pågældende er udvist med indrejseforbud for mindst fem år. En udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og som er udvist efter § 24, nr. 2, kan herefter indberettes som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis den pågældende har opholdt sig i Danmark i kortere tid end seks måneder, og/eller hvis den pågældende idømmes en ubetinget frihedsstraf af mere end tre måneders varighed.

Herved sikres det, at de udlændinge, der alene har ringe tilknytning til Danmark, og som udvises på baggrund af en betinget eller ubetinget frihedsstraf, indberettes til Schengeninformationssystemet, således at de pågældende ikke uden videre kan indrejse i et andet Schengenland og herfra indrejse i Danmark. Herved mindskes risikoen for, at de pågældende efter udrejsen af Danmark på ny indrejser illegalt her i landet.

Det bemærkes, at en person, der er indberettet til Schengeninformationssystemet, ikke er afskåret fra at opnå et nationalt visum til et Schengenland, som den pågældende måtte have en særlig tilknytning til. Der vil endvidere være mulighed for at søge om nationalt visum til Danmark før udløbet af et indrejseforbud.

3.10. Integrationsministeriets bemærkninger til arbejdsgruppens forslag med hensyn til at udvide adgangen til at indberette uønskede udlændinge til Schengeninformationssystemet

Integrationsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag med hensyn til at udvide adgangen til at indberette uønskede udlændinge til Schengeninformationssystemet.

Integrationsministeriet foreslår på denne baggrund, at der i udlændingeloven indføres ændringer i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 18-19.

4. Udvisning af religiøse forkyndere

Efter udlændingelovens § 9 f kan der €" når visse betingelser er opfyldt €" gives opholdstilladelse til religiøse forkyndere, missionærer og udlændinge, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund.

Efter udlændingelovens § 9 f, stk. 5, kan der ikke meddeles opholdstilladelse til en religiøs forkynder m.v., hvis der er grund til at antage, at denne vil udgøre en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter.

En trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter foreligger som udgangspunkt i de tilfælde, hvor udlændingens opholdstilladelse er blevet inddraget efter udlændingelovens § 19, stk. 5. Det indebærer, at der som udgangspunkt skal meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, jf. § 9 f, stk. 5, hvor udlændingen ved endelig dom er idømt straf for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens § 136, § 140, § 266, § 266 a eller § 266 b, og hvor udlændingens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f som følge heraf er inddraget. Tilsvarende gælder, hvor udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet som følge af udvisning for overtrædelse af de nævnte straffelovsbestemmelser, jf. udlændingelovens §§ 22-24 og § 32, stk. 1.

Endvidere foreligger der efter omstændighederne en sådan trussel efter § 9 f, stk. 5, hvor udlændingen i udlandet er dømt for tilsvarende forhold.

Den særlige inddragelsesbestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 5, blev indsat ved lov nr. 427 af 9. juni 2004 samtidig med bestemmelsen i § 9 f.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at det har konsekvenser for en udlændings opholdstilladelse som religiøs forkynder eller missionær m.v., jf. § 9 f, hvis udlændingen ved handlinger eller ytringer foretager sig noget, der er til skade for grundlæggende demokratiske principper m.v.

En dom for overtrædelse af de nævnte bestemmelser i straffeloven vil som nævnt være til hinder for, at udlændingen på ny meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder m.v., idet udlændingen herefter må antages at ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed, orden m.v. Dommen vil derimod ikke nødvendigvis være til hinder for, at den pågældende meddeles opholdstilladelse på andet grundlag, idet der ikke i tilknytning til andre opholdsbestemmelser, f.eks. om arbejdstagere og studerende, findes et tilsvarende vandelskrav.

Den tværministerielle arbejdsgruppe under Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål har derfor anbefalet, at der indføres særlige udvisningsregler for religiøse forkyndere m.v., således at religiøse forkyndere m.v., der efter de gældende regler kan få inddraget deres opholdstilladelse i medfør af de særlige bestemmelser herom, udvises med et indrejseforbud. På denne måde modvirkes, at religiøse forkyndere m.v., der er anset for at være en trussel mod den offentlige tryghed og orden m.v. og derfor ikke på ny kan meddeles opholdstilladelse som religiøse forkyndere m.v., kan opnå opholdstilladelse på et andet grundlag, f.eks. som studerende eller arbejdstagere.

Af regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse fremgår, at regeringen har til hensigt at gennemføre arbejdsgruppens anbefaling. Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter en religiøs forkynder m.v. kan udvises, hvis den pågældende uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 140, 266, 266 a eller 266 b, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 8.

Den foreslåede bestemmelse vil få betydning i de tilfælde, hvor en religiøs forkynder m.v. ikke allerede i dag kan udvises som følge af et strafbart forhold. De gældende bestemmelser i udlændingelovens §§ 22-24 giver mulighed for at udvise en udlænding, der idømmes frihedsstaf for overtrædelse af straffeloven. Den foreslåede bestemmelse vil derfor i praksis få betydning i sager, hvor en religiøs forkynder m.v. idømmes bødestraf for nærmere angivne straffelovsovertrædelser, herunder straffelovens kap. 12 og 13, § 140 om forhånelse af et lovligt bestående religionssamfund og racismebestemmelsen i § 266 b. Den foreslåede særlige udvisningsregel vil således betyde, at også bødestraf vil være til hinder for at opnå ny opholdstilladelse på andet grundlag, så længe det i forbindelse med udvisningen fastsatte indrejseforbud gælder.

Som følge af almindelige betragtninger om proportionalitet vil udvisning efter den foreslåede bestemmelse derfor forudsætte, at der er tale om udlændinge med en beskeden tilknytning til Danmark.

Afgørelse om udvisning træffes €" på samme måde som efter de gældende regler om udvisning i medfør af udlændingelovens §§ 22-24 €" af retten i forbindelse med dom for det strafbare forhold, jf. den foreslåede ændring af § 49, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Udlændingelovens § 26 finder tilsvarende anvendelse.

En afgørelse, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1.

Længden af indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom varierer fra tre år til bestandig og fastsættes ud fra grovheden af den forbrydelse, der begrunder udvisningen.

Integrationsministeriet foreslår, at udvisning efter den foreslåede bestemmelse i § 25 c skal medføre, at der meddeles indrejseforbud for tre år, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 12.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Den foreslåede ordning med betinget udvisning og de foreslåede skærpelser af udlændingelovens udvisningsregler skønnes ikke at medføre merudgifter. Ligeledes vurderes de foreslåede ændringer i udlændingelovens regler om indrejseforbud og indberetning af uønskede udlændinge til Schengeninformationssystemet at indebære en begrænset øget administrativ belastning.

Endelig vurderes indførelsen af en særlig udvisningsregel for religiøse forkyndere m.v. ikke at medføre merudgifter.

Samlet set skønnes lovforslaget ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, amt eller kommuner.

6. Erhvervsadministrative, erhvervsøkonomiske og miljømæssige konsekvenser af lovforslaget

Lovforslaget forventes ikke at medføre erhvervsadministrative, erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget forventes ikke at medføre administrative konsekvenser for borgerne.

8. Forholdet til EU-retten

De foreslåede bestemmelser om udvisning skal administreres i overensstemmelse med de gældende EU-regler, jf. herved udlændingelovens § 2, stk. 3. Efter udlændingelovens § 2, stk. 3, finder de begrænsninger, der følger af udlændingeloven, kun anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler.

De forslåede bestemmelser om indberetning til Schengeninformationssystemet er efter Integrationsministeriets opfattelse i overensstemmelse med Schengen-reglerne.

9. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Amnesty International, Børnerådet, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Missionsråd, Dansk Psykolog Forening, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske Europabevægelse, Den Katolske Kirke i Danmark, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Dom­stols­sty­rel­sen, Familiestyrelsen, Flygtningenævnet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Stats­amts­juris­ter, Institut for Menneskerettigheder, Kirkernes Integrationstjeneste, KL, Københavns Byret, Mellemfolkeligt Samvirke, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Red Barnet, Retten i Århus, Retten i Odense, Retten i Aalborg, Retten i Roskilde, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for Etniske Minoriteter, Samarbejdsgruppen om Børnekonventionen, Sø- og Handelsretten og UNHCR.

10. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ændringen er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 2

Ændringen er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 3

Ændringen er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7 og 8.

Til nr. 4

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 22, nr. 1-3, kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, udvises, hvis den pågældende straffes med ubetinget fængsel i mindst 4 år, for flere forhold straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år, eller straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år og tidligere er idømt ubetinget frihedsstraf. Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og ungdomssanktion.

Med den foreslåede ændring af § 22 kan en udlænding, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis den pågældende straffes som nævnt i den gældende § 22.

Forslaget indebærer, at udlændinge først opnår den bedste beskyttelse mod udvisning efter 9 års lovligt ophold her i landet i stedet for tidligere 7 års lovligt ophold. Flygtninge opnår først den bedste beskyttelse mod udvisning efter 8 års lovligt ophold her i landet. Flygtninge, der har opholdt sig i Danmark i mindre end 8 år, sidestilles med andre udlændinge i relation til sammenhængen mellem opholdstiden i Danmark og den begåede kriminalitet.

Det bemærkes, at domstolene ikke ved at træffe bestemmelse om at udvise en flygtning i anledning af begået kriminalitet tager stilling til, om flygtningen fortsat risikerer forfølgelse i det land, hvor den pågældende må forventes at tage ophold.

Udvises en flygtning, tilkommer det efterfølgende udlændingemyndighederne at tage stilling til, om der på udsendelsestidspunktet er udsendelseshindringer, og hvis dette er tilfældet, om den pågældende på ny kan gives asyl, jf. udlændingelovens § 49 a.

Til nr. 5

Udlændingelovens § 22, nr. 6, indebærer en udvidet adgang til udvisning ved dom ved overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte straffelovsbestemmelser i forhold til det almindelige system i udvisningsreglerne, hvorefter der opnås en øget beskyttelse mod udvisning ved dom, jo længere tid udlændingen har opholdt sig lovligt her i landet.

Det foreslås, at § 22, nr. 6, ændres, således at straffelovens § 123 om trussel om vold m.m. over for vidner, § 184, stk. 1, om forstyrrelse af trafiksikkerheden, § 193, stk. 1, om driftsforstyrrelse af offentlig postforsørgelse, telegraf- eller telefonanlæg, radio- eller fjernsynsanlæg, vand-, gas- og varmeanlæg m.m., § 230 og § 235 om børnepornografi, § 250 om hensættelse af en anden i hjælpeløs tilstand, § 252, stk. 1, om at volde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, § 289 om overtrædelse af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller overtrædelse af § 289 a om svig i forbindelse med afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter m.m. og § 291, stk. 2, om groft hærværk omfattes af den udvidede adgang til udvisning.

Ændringen indebærer, at der €" uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet og uanset, om den pågældende har opholdstilladelse som flygtning €" efter bestemmelsen kan ske udvisning, såfremt den pågældende efter straffelovens § 123, § 184, stk. 1, § 193, stk. 1, § 230, § 235, § 250, § 252, stk. 1, § 289 eller § 291, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf.

Til nr. 6

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 23, nr. 2-4, kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 3 år, udvises, hvis den pågældende straffes med ubetinget fængsel i mindst 2 år, for flere forhold straffes med ubetinget fængsel i mindst 1 år, eller straffes med ubetinget fængsel i mindst 1 år og tidligere er idømt ubetinget frihedsstraf. Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og ungdomssanktion.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 23 kan en udlænding, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år, udvises, hvis den pågældende straffes som nævnt i den gældende § 23.

Forslaget indebærer, at udlændinge, herunder flygtninge, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, først opnår den næstbedste beskyttelse mod udvisning efter 5 års lovligt ophold her i landet i stedet for tidligere 3 års lovligt ophold.

Til nr. 7

Til § 24 a (Særlige hensyn)

Efter den foreslåede bestemmelse i § 24 a skal der ved en afgørelse om udvisning ved dom, navnlig efter § 22, nr. 4-7, lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet på grund af 1) grovheden af den begåede kriminalitet, 2) længden af den idømte frihedsstraf, 3) den fare, skade eller krænkelse, der var forbundet med den begåede kriminalitet, eller 4) tidligere domme for strafbart forhold.

Udvisning ved dom, navnlig efter § 22, nr. 4-7, vil således være særlig påkrævet i sager, hvor der er tale om grov kriminalitet, hvor der er udmålt en længere frihedsstraf, eller hvor offeret ved lovovertrædelsen er forvoldt stor skade eller krænkelse, f.eks. i forbindelse med voldtægt. Endvidere vil udvisning være særligt påkrævet i sager, hvor udlændingen tidligere er dømt for kriminalitet.

Ved vurderingen af, om den begåede kriminalitet var forbundet med stor fare, skade eller krænkelse, skal det indgå som skærpende omstændighed, hvis gerningen har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat. Der kan henvises til Justitsministeriets lovforslag nr. L 40 om ændring af straffeloven (Skærpede regler om strafudmåling for forbrydelser begået med baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat) fremsat den 27. oktober 2005 og vedtaget den 15. december 2005 (Lov nr. 1400 af 21. december 2005).

Med forslaget præciseres de hensyn, der €" som led i domstolenes vurdering af om udvisning må anses for proportional €" skal afvejes over for de i § 26, stk. 1, opregnede hensyn.

Bestemmelsen henviser særligt til § 22, nr. 4-7, idet bestemmelsen må anses for særlig relevant i forhold til disse bestemmelser. Baggrunden herfor er, at de i den foreslåede bestemmelse opregnede hensyn efter straffelovens almindelige regler om fastsættelse af straf allerede er blevet inddraget ved strafudmålingen i forbindelse med et strafbart forhold, der måtte give anledning til udvisning efter § 22, nr. 1-3, § 23, nr. 2-4, og § 24, nr. 2.

Til § 24 b (Betinget udvisning)

Efter den foreslåede bestemmelse i § 24 b, stk. 1 , kan en udlænding udvises betinget, hvis der ikke findes at være fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udvise den pågældende efter §§ 22-24, fordi udvisning må antages at virke særlig belastende, jf. § 26, stk. 1.

Betinget udvisning skal anvendes, hvor en udlænding i forbindelse med dom for strafbart forhold må antages at være tæt på at blive udvist. Ved »tæt på« udvisning forstås, at udlændingen idømmes en straf, der kunne medføre udvisning af den pågældende efter reglerne i udlændingelovens §§ 22-24, men at hensynene, der taler imod udvisning, jf. udlændingelovens § 26, vejer så tungt, at der ikke aktuelt er fuldt tilstrækkeligt grundlag for en udvisning.

Betinget udvisning må aldrig erstatte udvisning. En udlænding må således ikke udvises betinget, hvis betingelserne for udvisning er til stede.

Betinget udvisning vil indebære, at udlændingen ved dom for ny kriminalitet af en af vis grovhed begået inden for en prøvetid som udgangspunkt udvises.

Hvis en udlænding, der tidligere er idømt betinget udvisning, dømmes for et nyt strafbart forhold, der allerede efter de gældende udvisningsregler og praksis vil medføre udvisning, skal udvisning fortsat finde sted. Dette gælder eksempelvis tilfælde, hvor en udlænding har begået et strafbart forhold, der er af en sådan grovhed, at det i sig selv vil medføre udvisning, eller tilfælde, hvor det nye strafbare forhold sammenholdt med tidligere strafbare forhold fører til, at den pågældende udvises.

En betinget udvisning vil skulle udløses i tilfælde, hvor det nye strafbare forhold ikke er af en sådan karakter, at det efter de gældende udvisningsregler og praksis i sig selv ville medføre udvisning, men hvor den betingede udvisning kombineret med ny kriminalitet af en vis grovhed begået inden for en prøvetid medfører udvisning. En betinget udvisning skal dog ikke udløses, hvis det nye strafbare forhold er af mindre alvorlig karakter, og alene takseres til en kortere frihedsstraf.

Retsvirkningen af betinget udvisning fremgår af den foreslåede § 24 b, stk. 3 , hvorefter en udlænding, der er idømt betinget udvisning efter stk. 1, kan udvises, hvis den pågældende i prøvetiden for den betingede udvisning begår nyt strafbart forhold, som kan give anledning til udvisning efter §§ 22-24, og der inden prøvetidens udløb foretages rettergangsskridt, medmindre en afgørelse om udvisning må antages at virke særlig belastende, jf. § 26, stk. 1.

En ordning af denne karakter vil dermed udgøre en skærpelse af udvisningsområdet.

Integrationsministeriet finder, at den foreslåede ordning kan illustreres ved nedenstående eksempler, idet ministeriet finder, at det kan give anledning til tvivl, om udlændingen i de to nævnte eksempler i dag ville blive udvist ved den seneste dom:

En udlænding er kommet til Danmark alene som 20-årig og er som 26-årig blevet gift med en person fra sit oprindelsesland, som herefter er kommet her til landet som familiesammenført. Parret har sammen fået et barn. Udlændingen har siden sin ankomst til Danmark haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Udlændingen taler og skriver sproget i sit oprindelsesland, som udlændingen siden sin indrejse i Danmark har besøgt i ferier m.v. Som 30-årig idømmes udlændingen, der ikke tidligere er straffet, 3 års fængsel for røveri, men udvises som følge af en vurdering efter udlændingelovens § 26 ikke. Udlændingen idømmes i stedet en betinget udvisning. I prøvetiden for den betingede udvisning idømmes udlændingen 2 års ubetinget fængsel i form af en fællesstraf for et mindre alvorligt røveri. Der er ikke sket væsentlige ændringer i udlændingens personlige forhold. Som følge af den betingede udvisning sammenholdt med det nye strafbare forhold bør udlændingen udvises.

En udlænding er kommet til Danmark som 14-årig sammen med sin familie. Udlændingen er ikke gift og har ingen børn. Udlændingens arbejdsmarkedstilknytning har været beskeden. Udlændingen behersker sproget i sit oprindelsesland, som han efter sin indrejse i Danmark har besøgt flere gange. Som 33-årig idømmes udlændingen, der tidligere er straffet flere gange for blandt andet røveri og mindre alvorlig narkotikakriminalitet, 4 måneders fængsel for narkotikakriminalitet, men udvises ikke som følge af en vurdering efter udlændingelovens § 26. Udlændingen idømmes i stedet en betinget udvisning. I prøvetiden for den betingede udvisning idømmes udlændingen 5 måneders fængsel for narkotikakriminalitet. Der er ikke sket væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Som følge af den betingede udvisning sammenholdt med det nye strafbare forhold bør udlændingen udvises.

Hvis en udlænding, der er idømt betinget udvisning, i prøvetiden begår nyt strafbart forhold, skal retten foretage en afvejning af forholdene, der taler imod udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, over for den betingede udvisning sammenholdt med det nye strafbare forhold og herved vurdere, om udlændingen skal udvises.

Det er i den forbindelse hensigten, at en betinget udvisning i prøvetiden skal have den virkning, at en udlænding som udgangspunkt ikke i løbet af prøvetiden for den betingede udvisning kan skabe sig en bedre retsstilling i forhold til den vurdering af udlændingens personlige forhold, der skal foretages efter udlændingelovens § 26.

Hvis udlændingen efter en § 26-vurdering €" trods den betingede udvisning €" ikke udvises, skal retten tage stilling til, om den betingede udvisning skal opretholdes, om den betingede udvisning skal ophæves, eller om der skal fastsættes en ny betinget udvisning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 24 b, stk. 2 , skal der ved betinget udvisning fastsættes en prøvetid. Prøvetiden beregnes fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse, og udløber 2 år efter tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring eller fra ophør af ophold i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Er betinget udvisning sket ved betinget dom om frihedsberøvelse eller dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, udløber prøvetiden 2 år efter tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, 2 år efter dommens forkyndelse.

For at en betinget udvisning kan få retsvirkning, skal der inden prøvetidens udløb være foretaget rettergangsskridt, hvorved udlændingen sigtes for et nyt strafbart forhold, der kan medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 24 b, stk. 3.

Findes en udlænding, som er udvist betinget, skyldig i et forhold begået inden denne dom, og bliver der tale om at idømme en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, kan den betingede udvisning vurderes på ny med den virkning, at den betingede udvisning opretholdes, at udlændingen i stedet udvises, eller at der i stedet fastsættes en ny betinget udvisning.

Ved prøvetidens udløb bortfalder den betingede udvisning.

Det strafbare forhold, der ligger til grund for den betingede udvisning, kan dog også efter prøvetidens udløb tillægges betydning. Tidligere domme for strafbare forhold tillægges således efter retspraksis betydning i forbindelse med proportionalitetsafvejningen i en senere udvisningssag.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 24 b, stk. 4, skal retten, hvis en udlænding udvises betinget, i forbindelse med dommens afsigelse vejlede udlændingen om betydningen heraf.

Den kriminalpræventive virkning af betinget udvisning forudsætter, at den kriminelle og dennes familie har fuld klarhed over betydningen af betinget udvisning og de mulige konsekvenser af ny kriminalitet i prøvetiden.

Med bestemmelsen skabes der udtrykkelig hjemmel for retten til i forbindelse med en afgørelse om betinget udvisning at vejlede den kriminelle om betydningen heraf. Det bør af retsbogen fremgå, at udlændingen mundtligt er blevet vejledt herom.

Til nr. 8

Religiøse forkyndere og missionærer m.v. kan i dag få inddraget deres opholdstilladelse, hvis de idømmes straf for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod statens sikkerhed og selvstændighed m.v. samt ved overtrædelse af en række andre bestemmelser, herunder straffelovens § 140 om forhånelse af et lovligt bestående religionssamfund og racismebestemmelsen i straffelovens § 266 b.

En sådan dom vil være til hinder for, at udlændingen på ny kan få opholdstilladelse som religiøs forkynder m.v., idet udlændingen må antages at ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed, orden m.v.

Som reglerne er i dag, vil dommen derimod ikke være til hinder for, at den pågældende får opholdstilladelse på andet grundlag, f.eks. som studerende eller som arbejdstager.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 25 c vil en religiøs forkynder m.v. kunne udvises, hvis den pågældende uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 140, 266, 266 a eller 266 b.

Den foreslåede bestemmelse vil få betydning i de tilfælde, hvor en religiøs forkynder m.v. ikke allerede i dag kan udvises som følge af et strafbart forhold. Det betyder, at der i praksis vil være tale om sager, hvor en religiøs forkynder m.v. idømmes bødestraf for nærmere angivne straffelovsovertrædelser, herunder straffelovens kap. 12 og 13, § 140 om forhånelse af et lovligt bestående religionssamfund og racismebestemmelsen i § 266 b. En ny særlig udvisningsregel vil således betyde, at også bødestraf vil være til hinder for at opnå ny opholdstilladelse på andet grundlag, så længe det i forbindelse med udvisningen fastsatte indrejseforbud gælder.

Udlændingelovens § 26, stk. 1, hvorefter der ved afgørelser om udvisning skal tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund og udlændingens personlige forhold i øvrigt, finder også anvendelse i forbindelse med den foreslåede bestemmelse i § 25 c.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at det i praksis yderst sjældent vil være relevant at inddrage en opholdstilladelse efter § 19, stk. 5. Anvendelse af § 19, stk. 5, kan dog komme på tale i de tilfælde, hvor hensynene i udlændingelovens § 26 betyder, at det vil være uproportionalt at udvise med indrejseforbud, men hvor de samme hensyn ikke vil være til hinder for inddragelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 4.

Til nr. 9

Efter den foreslåede bestemmelse i § 26, stk. 2 , skal en udlænding udvises efter § 22, nr. 4-7, og § 25, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.

Med den foreslåede ændring fremhæves det, at der ved dom for kriminalitet omfattet af den særlige udvisningsadgang, jf. § 22, nr. 4-7, eller hvis en udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed eller for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. § 25, skal ske udvisning, medmindre de forhold, der taler imod udvisning, jf. § 26, stk. 1, taler afgørende derimod.

Til nr. 10

En afgørelse, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud), jf. udlændingelovens § 32, stk. 1.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 2, nr. 4 , meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 for bestandig, hvis udlændingen idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneder, men ikke over 2 år, eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, medmindre der alene findes grundlag for at meddele indrejseforbud for 10 år.

Forslaget indebærer, at meddelelse af indrejseforbud for bestandig ikke længere altid forudsætter en fængselsstraf på 2 år, men alene en fængselsstraf på 1 år og 6 måneder. Samtidig gives der mulighed for at fastsætte et indrejseforbud på 10 år, hvis der alene findes grundlag herfor.

Muligheden for at fastsætte et indrejseforbud på 10 år skal alene udnyttes, hvis et indrejseforbud for bestandig vil indebære, at udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Til nr. 11

Med den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 3 , meddeles indrejseforbud €" udover som allerede gældende ved udvisning efter § 22, nr. 4-7 €" ved udvisning ved dom af en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, for mindst 5 år.

Forslaget indebærer, at meddelelse af indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom af en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, ikke længere følger det almindelige system i udlændingelovens § 32, stk. 2, hvorefter længden af indrejseforbud afhænger af den konkret forskyldte straf. I stedet meddeles indrejseforbud altid for mindst 5 år.

Til nr. 12

En afgørelse, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1.

Længden af indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom varierer fra tre år til bestandig og fastsættes ud fra grovheden af den forbrydelse, der begrunder udvisningen.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 4, 3. pkt. , meddeles indrejseforbud i forbindelse med den foreslåede bestemmelse i § 25 c for 3 år.

Til nr. 13

I den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 1 , er det præciseret, at der ved en afgørelse om udvisning efter udlændingelovens § 25 skal fastsættes en udrejsefrist. I bemærkningerne til lov nr. 362 af 6. juni 2002 (Lovforslag nr. L 32) om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme m.v.) er anført, at Udlændingestyrelsen fastsætter udrejsefristen til straks i afgørelser om udvisning efter udlændingelovens § 25. Endvidere er anført, at påklage til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration ikke har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvorfor afgørelser om udvisning efter udlændingelovens § 25 kan fuldbyrdes straks.

Den foreslåede bestemmelse er således en præcisering af, at Udlændingestyrelsen ved en afgørelse om udvisning efter udlændingelovens § 25 skal fastsætte en udrejsefrist.

Til nr. 14

Ændringen er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 15

Med den foreslåede ændring af § 49, stk. 1 , afgøres det €" når en udlænding dømmes for strafbart forhold €" efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises betinget efter § 24 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, eller udvises efter § 25 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Strafferetsplejens regler finder anvendelse.

Til nr. 16

Ændringen er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 12.

Til nr. 17

Ændringen er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7 og 8.

Til nr. 18 og 19

Med den foreslåede bestemmelse i § 58 g, nr. 1 , indberetter Rigspolitichefen en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis udlændingen er udvist af landet i medfør af §§ 22-24 og meddelt indrejseforbud for mindst 5 år.

Forslaget indebærer, at indberetning af en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og som er udvist efter § 24, nr. 2, ikke længere er betinget af, at udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

En sådan udlænding kan efter bestemmelsen indberettes som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis den pågældende er udvist med indrejseforbud for mindst fem år.

Efter Schengenkonventionens artikel 96 optages oplysninger om uønskede udlændinge i Schengeninformationssystemet på grundlag af nationale indberetninger, som er en følge af afgørelser truffet af de kompetente administrative eller retlige myndigheder under overholdelse af de nationale retsplejeregler. Disse afgørelser kan bygge på, at den pågældende udlændings tilstedeværelse i landet formodes at udgøre en trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed eller for den nationale sikkerhed. Dette gælder i særdeleshed, når en udlænding er blevet idømt en frihedsstraf af en varighed på mindst et år på grund af en strafbar handling, når der er begrundet mistanke om, at en udlænding har begået alvorlige strafbare handlinger, herunder handlinger som nævnt i artikel 71 (narkotikakriminalitet), eller når der foreligger konkrete indicier, der lader formode, at den pågældende har til hensigt at begå sådanne handlinger på en kontraherende parts område.

Det fremgår endvidere af Schengenkonventionens artikel 96, at disse afgørelser ligeledes kan bygge på, at den pågældende udlænding tidligere er blevet udsendt, afvist eller udvist, når disse foranstaltninger ikke er blevet udskudt eller suspenderet, og de indebærer eller er ledsaget af et indrejseforbud eller eventuelt et forbud mod at tage ophold som følge af en overtrædelse af de nationale bestemmelser om udlændinges indrejse eller ophold.

Artikel 96 opstiller således nogle retningslinjer for fastlæggelsen af kriterierne for indberetning til Schengeninformationssystemet, men er samtidig en skønsmæssig bestemmelse, der overlader den endelige fastlæggelse af kriterierne for indberetning til Schengeninformationssystemet til de nationale myndigheder.

Det er Integrationsministeriets opfattelse, at Schengenkonventionens artikel 96 indeholder hjemmel til at registrere en udlænding i systemet, hvis den pågældende er blevet udvist med indrejseforbud som følge af strafbart forhold uanset længden af denne idømte straf.

Til § 2

Det foreslås i § 2 , at loven træder i kraft den 1. maj 2006 og finder anvendelse for lovovertrædelser begået efter lovens ikrafttræden. For lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræden finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Til § 3

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.