B 5 Forslag til folketingsbeslutning om ernæringsmærkning af alle fødevarer, der sælges i Danmark.

Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2005-06
Status: Bortfaldet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 11-10-2005
1. behandlet/henvist til udvalg 02-11-2005
Beretning afgivet 30-11-2005
Ministerområde:
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender
Resumé:
Med beslutningsforslaget ønskede forslagsstillerne at indføre en obligatorisk ernæringsmærkning af alle fødevarer, der solgtes i Danmark. En sådan gennemskuelig ernæringsmærkning af fødevarerne var nemlig et vigtigt element i at sikre forbrugerne bedre mulighed for at gennemskue, hvilke fødevarer der er henholdsvis sunde, mindre sunde og usunde.
Den 30. november 2005 blev der afgivet beretning over beslutningsforslaget, hvorefter udvalget pålagde ministeren at sikre, at der indføres et mærkningssystem for alle fødevarer, der sælges i Danmark, med udgangspunkt i de principper, som er foreslået af familie- og forbrugerministeren i ministerens oplæg vedrørende en ny ernæringsmærkning i Danmark, jf. folketingsåret 2004-05, 2. samling, FLF alm. del - bilag 312. Hvis der ikke inden udgangen af 2005 var indgået en aftale med de relevante brancher, som sikrede dette, pålagdes regeringen at tage initiativ til at få gennemført et sådant mærkningssystem på EU-plan og/eller at få EU-reglerne ændret, således at Danmark fik mulighed for at indføre et sådant obligatorisk mærkningssystem for fødevarer, der sælges i Danmark.