Den næste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 94:
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en støttepulje til etablering af madordninger på skoler og i daginstitutioner. Af Per Clausen (EL) m.fl. (Fremsat 21/3 2006).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Jeg vil gerne slå fast med det samme her under indledningen til debatten, at regeringen er enig med forslagsstillerne i at gøre en markant indsats for at fremme en sund livsstil blandt børn og unge. Forslaget drejer sig jo så om at pålægge regeringen at oprette en egentlig støttepulje til etablering af madordninger med sund og økologisk mad på skoler og daginstitutioner, hvor man altså vil afsætte 120 mio. kr. hvert år i 5 år primært anvendt til madordninger i institutioner for børn, men også så man kan give støtte til projekter på tværs af flere institutioner og til faglig støtte af madordninger, samt til overordnede og tværgående initiativer som f.eks. kogebøger, undervisningsmaterialer og afvikling af kurser.

     Mange af dem synes vi egentlig er positive og rigtige tiltag, men det er også vigtigt for mig at slå fast, at det er regeringens opfattelse, at det primære ansvar for børnenes mad og sundhed bør være forankret hos forældrene. Men naturligvis har vi politisk en forpligtelse til at støtte op om det ansvar, forældrene har, og gøre det lettere for forældrene at løfte ansvaret ved at skabe nogle gode rammer for at gøre det. Og det er der jo flere af de tiltag, der peges på i beslutningsforslaget, som er velegnede til. Så regeringen anerkender de gode intentioner og er også enig med forslagsstillerne i, at sunde skolemadsordninger kan bidrage til at fremme sunde kostvaner blandt børn og unge.
     Derfor ser jeg også gerne som familie- og forbrugerminister, at der overalt i skoler og daginstitutioner bliver udviklet gode madordninger. Det er så regeringens holdning, at en statslig indsats for at fremme sunde kostvaner i skoler og børneinstitutioner primært skal bestå af, at vi tilbyder rådgivning og faglig assistance i forbindelse med formuleringen af mad- og måltidspolitikker på de enkelte institutioner, herunder i forbindelse med etablering af madordninger.
     Det første skridt må være, at der i de enkelte institutioner bliver taget stilling til børnenes mad, altså at man har en politik på området i den enkelte institution. Herefter er det så mindre afgørende, om børnenes mad består af en madpakke eller et skolemåltid, så længe maden er sund, for det er jo det sidste, nemlig at maden er sund, der er det helt afgørende.
     Vi skal også huske, at madordninger på skoler og institutioner jo i sig selv langtfra er nok til at sikre, at børn og unge spiser sundere i det daglige og i det hele taget har en sund livsstil. Maden i skolen dækker ifølge de undersøgelser, jeg har kendskab til, ca. 11 pct. af det daglige energiforbrug hos børnene. Og det betyder jo altså, at de i løbet af dagen får energi mange andre steder fra, og derfor skal der ses mere helhedsorienteret på det end kun ved at fokusere på skolen og institutionen. Men det er vigtigt, at skolerne og institutionerne arbejder aktivt med at formulere mad- og måltidspolitikker, der kan støtte op om den sunde livsstil.
     Siden etableringen i 2002 af Fødevarestyrelsens projekt, der hedder »Alt om kost«, har der været gjort en stor indsats fra statens side for netop at fremme etablering af mad- og måltidspolitikker i daginstitutioner, skoler og ungdomsklubber. Alt om kost-projektet tilbyder som bekendt skoler, daginstitutioner og SFO'er et gratis besøg af rejseholdsmedarbejdere, der rådgiver og kan hjælpe med formulering af mad- og måltidspolitikker. Mange skoler og daginstitutioner har allerede på baggrund af rejseholdsbesøgene indført en mad- og måltidspolitik, men der er et stykke vej endnu, før vi kan sige, at alle skoler og daginstitutioner kan bryste sig af at have en nedskrevet politik på området.
     Det skal også bemærkes, at mange skoler og institutioner
i forbindelse med formuleringen af en mad- og måltidspolitik har valgt også at tilbyde et måltid mad, altså valgt at etablere en egentlig madordning på institutionen. Så arbejdet for at fremme etablering af mad- og måltidspolitikker bidrager på den måde også til at fremme etableringen af nogle egentlige madordninger. Jeg ser meget gerne, at vi får udviklet madordninger på alle skoler og daginstitutioner. Det kræver investeringer på de skoler og daginstitutioner, der mangler de nødvendige faciliteter. Og der mener jeg, at i det omfang, kommunerne får stillet statslige lånerammer til rådighed, så må disse lånerammer også kunne anvendes til at etablere køkkenfaciliteter i skoler og daginstitutioner. Jeg kan oplyse, at Familie- og Forbrugerministeriet i samarbejde med Undervisningsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Kulturministeriet og kommunerne er ved at se på, hvordan temaer om sund mad og drikke, krop og fysik bliver integreret i dagtilbuddene og i folkeskolen både i indlæringen, undervisningen og i skolemiljøet. Med hensyn til den del af forslaget, der går på, at der skal gives støtte til overordnede og tværgående initiativer som f.eks. kogebøger, undervisningsmaterialer og udvikling af kurser, kan jeg oplyse, at det tværministerielle arbejde også omfatter stillingtagen til behovet netop for sådanne overordnede og tværgående initiativer som f.eks. kogebøger og undervisningsmateriale. Regeringen afventer i øjeblikket afslutningen på dette arbejde.

     Så for at summe op vil jeg anføre, at regeringen er enig
i den høje prioritet, det bør have at fremme sund livsstil blandt børn og unge. Den primære interesse må dog være arbejdet for at fremme formuleringen af mad- og måltidspolitikker på landets skoler og daginstitutioner, så man som det første sikrer sig en stillingtagen til sund mad. Derfor må regeringen afvise det fremsatte beslutningsforslag.

Det var da meget positivt, at vi skulle så langt ind i ministerens tale, før vi fik begrundelsen, eller hvad man nu skal kalde det, for at afvise forslaget. For ministeren er jo enig i, at der skal gøres en indsats.
     Men det, jeg bare synes er problemet, er, at ministeren meget entydigt afviser at gøre noget ved det, som måske er en af de største barrierer for, at man kommer i gang på det her område, nemlig at der er brug for ganske store og også set fra en kommunes side måske for store investeringer. Det kunne faktisk medvirke til at kickstarte de her skolemadsprojekter, hvis der blev givet et tilskud i etableringsfasen.
     Det er et synspunkt, som ministeren jo heller ikke tidligere har været fremmed over for. Jeg mener, det var i Børsen den 23. marts, at ministeren udtalte, at det var han da ikke sådan direkte afvisende over for; men det er ministeren blevet siden, kan jeg forstå.

Jeg tror, at hr. Per Clausen lige har været uopmærksom et øjeblik under mit indlæg. Jeg sagde faktisk, at jeg mener, at kommunerne må kunne bruge de lånerammer, som de får stillet til rådighed, i det omfang de også får dem stillet til rådighed i de kommende år, netop til at fremme investeringer
i køkkenfaciliteter på skoler og daginstitutioner. Så vidt jeg husker, var det netop det synspunkt, jeg også gav til kende i Børsen ved den lejlighed.

Jeg vil så spørge familie- og forbrugerministeren, om det betyder, at man ved de lånerammer, man skal stille til rådighed for kommunerne i forbindelse med de kommende forhandlinger, vil tage højde for, at kommunerne skal have en ekstra økonomisk mulighed for også at løfte den her opgave. Eller handler det bare om, at man siger, at der er nogle lånerammer, og dem kan I jo også bruge til det her? For så er vi ærlig talt lige vidt.

Jeg har ikke taget stilling til størrelsesordenen af investeringerne. Jeg vil bare sige, at jeg ud fra sådan en foreløbig vurdering tror, at de beløb, der stilles til rådighed i beslutningsforslaget, hvis det skulle blive vedtaget, klart er i underkanten af de beløb, det vil være nødvendigt at investere i kommunerne, hvis der skulle etableres de fornødne køkkenfaciliteter rundtomkring på skoler og i daginstitutioner.
     Det er naturligvis afhængigt af, hvor omfattende faciliteter der skulle være til rådighed, om man ønsker et køkken, hvor man kan foretage en fuld tilberedning af mad fra start til slut, eller man ønsker faciliteter, hvor man kan modtage mad, der er leveret udefra, og sikre servering af det på en fornuftig måde.

Når jeg nu sådan lytter til ministeren, kan jeg høre, at det er marginalt, hvor langt vi står fra hinanden i den her sag, ikke kun når det gælder Det Radikale Venstres, men i og for sig også Enhedslistens ønsker med det her beslutningsforslag.
     Jeg tror, at der, hvor vandene måske skiller, er med hensyn til vores tålmodighed med at få etableret sunde madordninger på skolerne, så jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren: Hvor lang tid må der gå, inden der er etableret sunde madordninger på samtlige af landets daginstitutioner og skoler?

Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke fra statslig side påtvinger kommuner og skoler og daginstitutioner inden en bestemt frist at skulle indføre en bestemt ordning efter vores opskrift, havde jeg nær sagt, i denne sammenhæng.
     Men jeg kan sige, at regeringen i nær fremtid agter at komme med et udspil til, hvordan vi kan udvikle en god kostpolitik rundtomkring på landets skoler og daginstitutioner, og jeg ønsker da, at vi så hurtigt som muligt får skabt en udvikling, sådan at man på alle skoler og daginstitutioner kan servere noget sund mad for børnene.
     Jeg mener i øvrigt, at det ikke bare er et spørgsmål om, at det vil give børnene en sundere livsstil. Jeg mener dybest set også, at det ud fra en familiepolitisk synsvinkel er rigtigt, for vi kender jo alle sammen, i hvert fald os, der har børn, den situation, at man om morgenen står og skal sørge for, at børnene får morgenmad; man skal altså også lige sørge for, at de får madpakke med; alle skal ud ad døren inden en bestemt tid; og man skal måske også selv gerne have lidt at spise, inden man går. Der vil det jo for roen i familien om morgenen være en aflastning, hvis børnene får noget sund mad henne i skolen.

Så kan jeg til det, ministeren sagde, tilføje, at derudover er det sådan, at når børnene lærer om sund kost og ernæring i kraft af deres madordninger, vil det faktisk også smitte af på forældrene, fordi de så også vil blive oplyst om, hvad der er sund kost og ernæring, hvis det måtte være fremmed for dem.
     Men jeg vil alligevel godt lige holde fast i, at ministeren meget tydeligt fortæller om alle de fordele, der er ved sunde, gode madordninger. Jeg hører jo ministeren sådan, at det er et ønske fra ministeren, at de bliver etableret. Ligger der i det, at der med den plan, som regeringen nu vil lægge op til, på en eller anden måde bliver lagt en handlingsplan for, hvornår man skal være nået så langt, at så stort et antal af skoler og daginstitutioner har fået madordninger, at man kan regne med, at det vil have en effekt på børns sundhed?

Nu vil jeg vente med at komme ind på planens enkeltdele, før den er endeligt udformet og aftalt, så det kan jeg ikke gå videre med nu. Det er en plan, vi agter at fremkomme med i nær fremtid.
     Men jeg er sådan set enig i den betragtning, at det kan have en afsmittende virkning på forældrenes kostvaner, at børnene får noget sund mad henne i skolen. Familie- og Forbrugerministeriet har jo for nylig sammen med bl.a. 3F haft projekter på nogle arbejdspladser rundtomkring i Danmark, hvor vi sikrede sund mad i kantinerne for medarbejderne, og der viste det sig faktisk i evalueringen af de projekter, at det smittede af på den mad, man tilberedte, når man kom hjem. Så jeg er sikker på, at der kan sættes nogle gode cirkler i gang på den her måde.

Ud fra ministeren svar vil jeg spørge lidt videre: Vil ministeren være parat til at dyrke frivilligheden så meget, at f.eks. en tredjedel af skolerne aldrig vil indføre de her ordninger, eller er der en grænse for, hvornår ministeren vil skride ind og sige: Nu har vi altså virkelig behov for det?

Jeg mener i hvert fald ikke, at det skal være et første skridt, at vi tvinger alle til at gennemføre sådan nogle ordninger. Jeg tror, at de vil fungere bedst, ved at de gror frem på initiativer, der kommer i de enkelte skoler og i de enkelte daginstitutioner, ikke mindst fra forældrenes side, sådan at man selv føler et ejerskab til de ordninger, der bliver etableret.
     Der kan jo være forskellige ønsker med hensyn til, hvilken form for mad og hvilken form for servering og tilberedning osv. der skal være de enkelte steder. Og der har vi i regeringen det udgangspunkt, og jeg tror egentlig, det er et principielt udgangspunkt, som vi i hvert fald i mange sammenhænge deler med ikke mindst Socialistisk Folkeparti, at vi skal sikre nærdemokratiet, at vi skal sikre, at folk udeomkring selv er medbestemmende om deres egne forhold. Derfor er jeg tilbageholdende med at påtvinge nogle bestemte ordninger inden for nogle bestemte frister.
     Men det er da klart, at når vi sætter en udvikling i gang, skal vi nøje følge, om der overhovedet sker noget, og hvis ikke der gør det, må vi overveje, hvad der så kan gøres. Men jeg tror, at er der kun nogle få steder tilbage, hvor man ikke har sådanne ordninger, så vil der opstå et pres for, at man også der får ordningerne, for forældrene må jo være interesserede i det.

Jeg er helt enig med ministeren i, at tingene fungerer bedst, hvis der er engagement fra begge sider, men vi kan jo godt komme til at stå i en situation, hvor der ikke er det engagement. Og den her ordning lægger jo ikke op til tvang; den udvider mulighederne og gør det nemmere at komme med engagementet fra borgernes, fra kommunens side.
     Jeg forstod, ministeren sagde, at i første omgang vil man ikke tvinge, men så aner jeg håbet for, at så kommer der altså en næste omgang, hvis det virkelig bliver for sløvt.

Nu synes jeg ikke, at vi skal tage sorgerne på forskud. Lad os nu se, om ikke vi ved forskellige initiativer kan sætte en positiv udvikling i gang, så vi ser, at sunde madordninger hurtigt breder sig rundtomkring til alle daginstitutioner og skoler i Danmark. Hvis det mod forventning ikke bevæger sig i den retning, så må vi jo overveje, om der er behov for yderligere tiltag.

Tak til ministeren. Jeg synes, at det er rart, at vi er enige om, at overvægt og dårlig ernæring, som overvægten jo er et resultat af, er så stort et problem i den vestlige verden og ikke mindst i Danmark. Jeg vil også sige, at jeg synes, det er positivt, at ministeren ikke kun taler om forældrenes ansvar i den her sag. Jeg synes, det virkede, som om ministeren har flyttet sig lidt, og det er jeg glad for.

     Men jeg synes, at ministeren er alt, alt for diffus. Altså, der er gode hensigter, og regeringen vil komme med en plan, og der skal nok opstå et pres, og vi skal sætte en positiv udvikling i gang. Det er meget, meget diffust.
     Kunne vi ikke få løftet en lillebitte smule af sløret for, hvad det er, regeringen egentlig har tænkt sig på det her område? For det er jo væsentligt, at vi sætter det i gang nu. Det her er jo ikke noget nyt forslag, vi har jo diskuteret det før.

Det er muligt, at fru Mette Gjerskov synes, det lyder diffust. Nu er det, der er på dagsordenen, jo behandlingen af
B 94, og der mener jeg, at jeg har sagt rimelig klart, at det vil regeringen afvise. Det er da ikke spor diffust. Så jeg tager jo stilling til det, der er på dagsordenen, klart og tydeligt. Hvad angår de planer, regeringen har, vil jeg meget gerne melde dem ud og diskutere dem, når vi har færdigudarbejdet dem. Men planer må jo nu engang være mere diffuse, før de er færdige end efter, og derfor vil jeg ikke udtale mig konkret om en plan, der ikke er færdigudarbejdet endnu.

Så er det fru Gjerskov for sidste spørgsmål.

Jeg er enig i, at det er en god idé, at tingene går fra at være diffuse og så bliver mere konkrete bagefter. Det er jo noget rod, hvis det er den anden vej rundt, så jeg vil da gerne kvittere for, at ministeren tager tingene i den rækkefølge; det synes jeg er meget betryggende.
     Men nu var det sådan set ikke mig eller Socialdemokratiet, som begyndte at tale om regeringens plan. Det var faktisk ministeren selv, som sagde, at regeringen havde en plan i skuffen, og bl.a. derfor kunne man ikke støtte Enhedslistens forslag. Derfor bliver det særskilt interessant, især fordi vi jo tager i betragtning, at vi regner med, at regeringen har sit støtteparti på plads, og at regeringens plan derfor rent faktisk bliver vedtaget.
     Derfor er det meget interessant, hvad vi skal gå ud og sige til folk om madordninger i skoler og daginstitutioner, og hvad vi egentlig kan forvente os af ministeren. Så kunne ministeren ikke være en lille smule mindre diffus? Han har vel gjort sig nogle lidt mere konkrete tanker om, hvad det her skal dreje sig om.

Det er rigtigt, at jeg selv har nævnt, at regeringen arbejder med en plan. Jeg syntes, jeg skyldte Folketinget at nævne, når vi nu behandler det her beslutningsforslag, som vi gerne vil afvise, at regeringen arbejder med en plan, der er mere omfattende og indeholder en række tiltag på området.
     Men jeg må jo fastholde, at jeg ikke kan begynde at nævne planens enkelte elementer, før de er færdigbearbejdede og aftalt i regeringen, og vi arbejder altså stadig væk med den her plan.

Tak til ministeren. Den første ordfører bliver hr. Søren Pind.

Da vores ordfører, fru Inger Støjberg, desværre ikke kan være til stede, skal jeg fremføre følgende:
     God ernæring og sunde madvaner grundlægges allerede fra barnsben, og der er ingen tvivl om, at et tilbud om mad på skolerne er en rigtig god ting. Spørgsmålet om gode og sunde madordninger ligger Venstre meget på sinde, og der skal ingen tvivl herske om, at vi gerne ser flere madordninger rundtomkring på daginstitutioner og skoler.
     Men vi kan ikke støtte Enhedslistens forslag. For skal en madordning fungere godt, skal både børn, forældre, lærere og pædagoger involvere sig i projektet. Lysten og engagementet skal med andre ord være til stede.
     For os er det vigtigt, at madordninger er frivillige at tilmelde sig, og at de er forældrebetalte. Vi vil ikke tvinge nogen ind i en madordning, men vi vil meget gerne, at børnene får mulighed for at deltage i en sådan. Samtidig er det vigtigt for os, at madordningerne er selvfinansierende, og at private leverandører skal have mulighed for at fungere som leverandører i en madordning.
     Vi ser som nævnt meget gerne, at vi får flere madordninger rundtomkring på de danske skoler og daginstitutioner, og vi vil gerne skubbe på med en statslig indsats for at få flere oprettet. Men det skal primært ske ved at tilbyde rådgivning og faglig assistance i forbindelse med formuleringen af mad- og måltidspolitikker på de enkelte institutioner.
     For at det ikke bare bliver ved de smukke ord, så lancerede Venstre for nylig et forslag om, at alle kommuner inden 2008 skal udarbejde en kostpolitik for deres skoler og institutioner, hvilket naturligvis skal ses i lyset af, at vi vil have mere skub på dette område.

     Jeg skal runde ordførertalen af med at knytte en kommentar til det tekniske i Enhedslistens forslag. Det virker noget useriøst. Enhedslisten fremsætter her et forslag med mildt sagt meget fine ambitioner og har fuldstændig undergravet sit eget forslag økonomisk. Enhedslisten ønsker en støttepulje, der skal anvendes til madordninger i børnehaver og vuggestuer, skoler, SFO'er, fritidshjem, fritidsklubber osv., men man har kun fremlagt en plan for, hvad det vil koste at indføre madordninger på landets skoler.
     Det stiller Venstre sig undrende over for, og Venstre kan ikke støtte forslaget.

Nu skal jeg ikke gå ind i nogen særlige finurligheder i forhold til hr. Søren Pind, der ikke er ordfører på området, men bare sige, at de fleste af de betragtninger, hr. Søren Pind fremførte, sagtens kan rummes i vores forslag.
     Det andet er, at vi ikke har haft nogen forventning om, at staten skulle betale hundrede procent for etableringen. Vi opfatter det som en tilskudsordning til kommunerne, hvor de tekniske detaljer kunne fremlægges efterfølgende. Det er bare vores erfaring med kommunalpolitikere - hr. Søren Pind kan have andre - at hvis der er statsmidler, man kan få adgang til, er viljen til at finde kommunale midler ofte også større. Men det er bare for at afklare den sag.

Der var for så vidt ikke noget spørgsmål, det var mere en konstatering fra Enhedslistens ordførers side. Så det er fint.

Fru Mette Gjerskov som ordfører.

Det gik jo pludselig så hurtigt.
     Jeg skal sige, at Socialdemokraternes ordfører, fru Karen Hækkerup, ikke kunne komme i dag, og derfor vil jeg holde hendes tale.
     Det, hun siger - og det er det, vi Socialdemokrater siger - er, at det at indtage god og sund og næringsrig kost er helt basalt, for at vi som mennesker kan trives og fungere. Også viden om, hvordan mad ser ud, når det er sundt, hvordan det smager og kan tilberedes, er utrolig vigtigt. Alt peger jo på, at jo tidligere i livet, en sund madkultur prioriteres højt, jo bedre hænger den ved, og jo bedre vil naturligvis den generelle sundhedstilstand blive i vores samfund. Derfor er et forslag om madordninger i skoler og daginstitutioner helt på sin plads.
     En meget vigtig baggrund for diskussionen om madordninger er den alarmerende stigning af fedme i USA og i Europa. Også i Danmark er problemet på alvorlig fremmarch. Vores livsstil bliver mindre og mindre energikrævende. Vi sidder foran fjernsynet, vi bliver transporteret rundt, vi arbejder foran computeren, og samtidig indtager vi mere fedt og sukkerholdig mad, som mange af os simpelt hen ikke formår at forbrænde.
     Især børn rammes af overvægten, og vi ved, at fedme i barndommen ofte fortsætter ind i de voksne år, hvor det bliver nærmest umuligt at komme af med de ekstra kilo. Samfundets omkostninger ved overvægtsproblemer og de sygdomme, der følger i kølvandet på dem, stiger år for år, men for det enkelte menneske er de sociale og økonomiske omkostninger selvfølgelig langt de største.
     Overvægtsproblemer viser sig især at hænge sammen med social baggrund, med folk, der i forvejen har det svært. Man kan sige det sådan, at hvor de fattige i industrialiseringens Danmark sultede, så lider flere og flere lavindkomstfamilier
i dag af overvægt. Forslaget om madordninger er for os et led
i at løfte børns sundhedsniveau generelt, men også, hvad der er meget vigtigt, at skabe grundlaget for en bedre madkultur og nedbryde den negative sociale arv, altså give en hånd til dem, der har det sværest. Vi er helt med på, at forældrene har et ansvar for, at børnene får noget ordentlig mad og lærer gode madvaner, men vi kan altså også konstatere bl.a. via fedmeepidemien, at argumentationen om, at det alene er forældrenes eget ansvar, ikke virker. Mange forældre har enten ikke tid eller penge eller overskud til at sørge for ordentlig mad til deres børn, og derfor bliver vi politikere nødt til at gribe ind med de midler, vi nu engang har til rådighed. Det her forslag er et af de midler, som vi kan benytte. Som fru Karen Hækkerup sagde i sin ordførertale, sidste gang Enhedslisten fremsatte et lignende forslag i år, B 38, kan vi fra Socialdemokratiets side desværre, på trods af alle vores pæne ord, ikke stemme for, og det er alene, fordi det her nye forslags budget går langt ud over rammerne for vores eget finanslovforslag, som vi fremsatte i efteråret. Vi anerkender, at Enhedslisten har lavet et gennemarbejdet forslag, og vi vil meget gerne drøfte det videre i udvalget, men vi er nødt til at have finansieringen af det i orden. Vi ved jo, at flere kommuner, København, Århus og Odense, arbejder flittigt med madordninger, og vi vil meget, meget gerne skubbe på, som vi har gjort igennem flere år, for at udviklingen fortsætter og spreder sig til andre kommuner i landet.

     Så konklusionen er, at vi desværre ikke kan stemme for forslaget, men vi er meget enige i intentionerne. Vi er også meget enige i metoderne. Vi vil gerne arbejde videre med den vigtige sag. Vi har afsat 50 mio. kr. i vores finanslovforslag til det, men vi vil meget gerne drøfte det videre i udvalget.

Næste ordfører bliver fru Mia Falkenberg.

Vi skal i dag behandle et beslutningsforslag fra Enhedslisten, som går ud på, at man vil højne folkesundheden og nedbringe fedmeproblemet blandt børn ved at oprette en støttepulje og etablere madordninger i skoler og daginstitutioner. Et af argumenterne for dette er, at portionsstørrelserne er vokset.
     Jeg skal lige sige, at ved at indføre madordninger hindrer man jo ikke portionsstørrelserne i at vokse hos bl.a. fastfoodkæder og diverse. Tværtimod er det en samfundsholdning, der skal ændres, og oplysning om sund kost mener vi i Dansk Folkeparti er den rigtige vej. Det vil vi selvfølgelig bakke hundrede procent op om.
     Vi i Dansk Folkeparti vil også understrege, at det er forældrenes ansvar at sende deres børn af sted med en sund og nærende kost, og at det er forældrenes ansvar at sørge for at skabe de rigtige rammer i hjemmet for en bæredygtig livsstil og eventuelt føre denne videre til deres børn. Men vi er da villige til at kigge på, om oplysning om sund kost til forældre og børn er god nok.
     Derudover synes vi i Dansk Folkeparti, at det må være op til den enkelte kommune at vurdere, om der skal indføres madordninger eller ej. Mange kommuner har allerede valgt at indføre madordninger i deres institutioner, og dette finder vi da positivt. Men det skal stadig væk være op til den enkelte kommune at vurdere, hvor stort behovet er.
     Jeg kan derfor sige, at Dansk Folkeparti ikke støtter forslaget.

Næste ordfører bliver hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg synes sådan set, at forslagsstillerne fortjener ros for de gode intentioner, der utvivlsomt ligger bag dette beslutningsforslag. Men jeg synes, at der er nogle principielle ting, som vi ikke rigtig har været så meget inde på i forbindelse med drøftelsen her i dag, først og fremmest også omkring forældreansvaret.
     Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at vi i Det Konservative Folkeparti lægger stor vægt på det, vi kalder det personlige ansvar, og dermed også forældrenes ansvar for at sørge for, at deres børn får sund kost, at de får en god madpakke med i skolen, eller også at forældrene i fællesskab med skoler og elever og de interessenter, der er, har en frihed til selv at etablere de her ordninger. Det synes vi faktisk er den bedste vej frem.
     Dermed er ikke sagt, at vi negligerer den problemstilling, der ligger omkring sund livsstil og sund kost. Men der føler jeg faktisk, at regeringen allerede på nuværende tidspunkt har gennemført mange informationskampagner og taget flere initiativer. Som vi kunne høre på ministeren, er der også endnu flere initiativer på vej på området for at sikre den rette oplysning om sund livsstil. Det synes jeg er helt væsentligt.
     Så er der en gruppe i samfundet af de mere udsatte børn, hvor det her selvfølgelig også er helt centralt, og der vil jeg godt fremhæve, at man på satspuljen 2005 afsatte 73 mio. kr. over 3 år til at medfinansiere lokale initiativer målrettet forebyggelse af overvægt blandt børn og unge i de udsatte familier. Jeg synes måske, at det er der, vi skal lægge vores ressourcer, netop til de svageste.
     Så vil jeg også gerne lige hæfte mig lidt ved selve forslaget. Der står jo i teksten her, at det gælder vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner, grundskoler, SFO'er, fritidshjem, fritidsklubber og lignende. Når man ser på beregningseksemplet, er der nævnt 2.400 skoler, og det er så en omkostning på 600 mio. kr. i tre faser og efterfølgende en årlig driftsomkostning på 288 mio. kr.
     Jeg vil godt tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om den kalkulation holder helt. Jeg tror, at det, hvis man tager de grupper, som er nævnt først i forslaget, nemlig de mange typer institutioner, vil blive et væsentlig større beløb. Men det kunne da være ganske godt, hvis Enhedslisten mødte op til finanslovforhandlingerne, som kommer senere på året, med det her ønske og deltog konstruktivt og tog ansvar der.

     Jeg ved ikke, om man er helt klar til at acceptere skattestoppet, men det kunne da være ganske gavnligt, hvis det her ønske kunne gå konstruktivt ind i finanslovforhandlingerne, for det er egentlig der, så store beløb skal forhandles.

Nu kan jeg forsikre hr. Per Ørum Jørgensen om, at vi altid møder frem til finanslovforhandlingerne, og indtil nu har vi ved hver eneste finanslov indgået en eller flere delaftaler med regeringen, så det er slet ikke umuligt. Det her kunne da være et godt område, selv om vi jo, hvis det lykkes for ministeren at løse problemet inden, så kan finde noget andet at bruge endnu flere penge på.
     Det er bare et enkelt spørgsmål til hr. Per Ørum Jørgensen: Hvor ser hr. Per Ørum Jørgensen i vores forslag, at der står, at det ikke er forældrenes ansvar? Ordningerne bliver jo etableret i samarbejde mellem skolerne og forældrene. Vi siger, at hvem der skal betale, afgøres i kommunerne i et samspil mellem kommunerne og forældrene. Så der er jo ikke tale om, at vi fratager nogen ansvar for noget som helst. Vi siger bare, vi synes, at staten burde give et tilskud til etableringsomkostninger.

Jeg rejser problematikken, for det er jo, føler jeg, en kattelem, man åbner for, at det netop skal være staten, der skal overtage ansvaret på bekostning af forældrene i det her forslag. Det er jo ganske sympatisk, som det ligger, men jeg synes bare også, at det, når man ser økonomien i de her ting sammenholdt med en principiel holdning om forældreansvar, så ikke hænger ordentligt sammen, som jeg ser det. Så det må være svar på det spørgsmål.

Jeg er enig med hr. Per Ørum Jørgensen i, at Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti er principielt uenige på det her område. Det diskuterede vi længe og grundigt, da vi behandlede vores forslag om gratis økologisk skolemad, som De Konservative næsten begejstret var imod.
     Nu diskuterer vi bare et helt andet forslag. Et forslag, der i grunden ikke giver anledning til megen stor ideologisk debat, fordi Enhedslisten har bøjet sig realpolitisk i støvet og accepteret, at folk selv kommer til at betale. Vi siger bare, at der er brug for, at det offentlige eller staten går ind og giver en støtte til kommunerne.
     Jeg vil gerne spørge hr. Per Ørum Jørgensen, om han ikke er enig i, at det kan være fornuftigt, at staten på nogle områder giver en mulighed for tilskud eller bedre lånemuligheder, som ministeren sagde, hvis der er nogle områder, man ønsker fremmet.

Spørgsmålet om bedre lånemuligheder var ministeren også inde på. Det er selvfølgelig noget, som vi fra regeringens side vil bidrage med, og så er det en prioritering hvordan og hvorledes. Det er svært her at træffe sådan en beslutning.
     Jeg synes også, at det er væsentligt at påpege, at vi trods alt har et kommunalt selvstyre i Danmark, og at der helt klart også ligger et ansvar ude i kommunerne for at iværksætte initiativer, der kan fremme det, vi jo er enige om der er behov for at sikre, nemlig mere information, bredere muligheder og bedre perspektiv for sund livsstilsførelse blandt vore børn og unge,
     Så vil jeg gerne igen lige fremhæve, at mange partier her i Folketinget jo netop har sat ind via satspuljen med et stort beløb med særlig fokus på de udsatte børn. Det er primært der, vi ser de helt store problemer.

Tak til ordføreren. Næste ordfører bliver fru Elisabeth Geday.

I mange år har det været god latin blandt danske politikere, at børnenes mad er forældrenes ansvar. Det er da også Det Radikale Venstres udgangspunkt. Man kan jo vende den om og sige, at hvis forældre ikke sørger for mad til deres børn, er der i virkeligheden tale om et ganske alvorligt omsorgssvigt. Men alligevel må vi konstatere, at stadig flere danske børn er overvægtige. Det øger deres risiko for at få en række alvorlige livsstilssygdomme som type 2-diabetes eller hjerte-kar-sygdomme. Det er jo sygdomme, som tidligere var forbeholdt ældre mennesker. Samtidig er der en markant social skævhed i problemet, så der er langt flere overvægtige børn blandt de socialt dårligt stillede end blandt de socialt velstillede børn. Det sætter unægtelig diskussionen om forældreansvar lidt i perspektiv.

     Stort set alle børn er i vuggestue, børnehave og skole i mere end halvdelen af deres vågne tid, fra de er 1 år, til de er 16 år, og de spiser mindst et hovedmåltid og op til flere mellemmåltider, mens de er i offentlig pasning eller i skole. Derfor er skoler og daginstitutioner jo oplagte steder at sætte ind med en sygdomsforebyggende indsats over for børnene.
     Enhedslisten plejer jo at mene, at indsatsen skal bestå af gratis økologisk mad. Vi mener, at indsatsen skal være langt bredere og bestå af en lang række initiativer, som omfatter mad, men også motion. Flere og sjovere gymnastiktimer, som tiltaler både drenge og piger; adgang til frisk, koldt og rindende vand; lækrere omklædningsrum eller brusere, skulle jeg måske oven i købet også fremhæve fra egen erfaring; skægge idrætskonkurrencer og bedre muligheder for motion i fritiden, det er elementer i løsningen. Men det er sund mad i skoler og daginstitutioner også.
     Vi vil gerne arbejde for, at alle børn får tilbudt sunde madordninger, mens de er i daginstitution eller i skole. Erfaringer fra Sverige og England peger på, at vi ikke nødvendigvis får sundere børn, fordi vi indfører bespisning i skolen, for der skal mere til. Madordningerne skal udformes i samarbejde med børnene i daginstitutionerne eller på skolerne. Børnene skal inddrages i madlavningen og i det hele taget have så meget medindflydelse, som deres alder og evner giver mulighed for. Madordningerne skal være en del af skolernes undervisning, så børnene, samtidig med at de laver mad, lærer om sund kost og livsstil, lærer at læse opskrifter, at måle volumen, lærer at drive en madordning som en lille virksomhed på en skole osv.
     Jeg ved, at der er erfaringer med at lave madordninger i partnerskab med de lokale handlende, så man samtidig kan forpligte dem til ikke at sælge uanede mængder slik eller sodavand eller pizza til børnene, mens de er i skole. Også det er en god idé at tage med ind i diskussionen.
     I modsætning til Enhedslistens tidligere forslag er det forslag, der er præsenteret her i dag, langt mere realistisk. Vi er glade for, at Enhedslisten er nået til den erkendelse, at børnenes forældre, for så vidt de er i stand til det, godt selv må være med til at betale madordningerne. Det er i hvert fald vores opfattelse. Så kan man forbeholde de gratis madordninger til de forældre, som ikke har de samme økonomiske midler som de velstillede. Jeg er også rigtig glad for at høre ministerens positive indstilling, om end det ikke i den konkrete sag munder ud i et ja til beslutningsforslaget. Jeg hører, at ministeren i langt højere grad end tidligere har lagt diskussionen om forældrenes ansvar fra sig og i stedet går ind og ser, hvordan vi i fællesskab i samfundet i samarbejde med forældrene kan gøre en indsats for at løfte børnenes sundhed. Jeg synes, der var lidt blandede meldinger fra den konservative ordfører og er lidt i tvivl om, hvorvidt der er en politisk uenighed mellem den konservative ordfører og den konservative minister, men jeg vælger at støtte mig op ad den konservative minister og glæde mig over, at det ikke ligger mange år ude i fremtiden, før alle børn har adgang til sunde madordninger og mere motion i deres skoler og daginstitutioner.

Talen afstedkom ikke uventet en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Det var sådan set en kommentar til, om der skulle være en uenighed mellem ministeren og den konservative ordfører. Jeg ved ikke, om det ligefrem beroliger den radikale ordfører, at jeg kan sige, at det er der ikke. Men vi synes, og det er klart Det Konservative Folkepartis holdning, at forældreansvaret er et kernepunkt i den her diskussion. Så jeg ved ikke, om det er til beroligelse, men jeg kan i hvert fald afkræfte, at der skulle være en uenighed mellem ministeren og den konservative ordfører om det her spørgsmål.

Jeg synes stadig væk, at jeg hørte en vis forskellig nuance i det, som ministeren sagde, og i det, som den konservative ordfører siger. Jeg hørte i hvert fald ikke ministeren på samme vis betone forældreansvaret. Ikke at jeg underkender, at ministeren med sikkerhed mener, at forældrenes ansvar er stort, og det er vi jo enige med ministeren i. For som jeg sagde tidligere: Hvis forældre ikke sørger for, at deres børn får noget mad, er det faktisk tvangsfjernelsesgrund.
     Man kan altid diskutere kvaliteten af den mad, som forældrene giver, og det kan jo være, at der er nogle forældre, som simpelt hen ikke ved, hvad der er sund mad. Så jeg må stadig væk sige, at jeg synes, jeg føler mig tryg ved det, som den konservative minister har fremført, og jeg vil stadig væk vælge at støtte mig op ad den.

Dermed siger jeg tak til ordføreren og beder næste ordfører, hr. Poul Henrik Hedeboe, komme på talerstolen.

I den bedste af alle verdener fungerer tingene frivilligt efter de bedste normer. Forældrene er ansvarlige, kommunerne er ansvarlige, skolerne er ansvarlige, børnene får ordentlig mad, de præsterer koncentration i timerne, og de bliver sunde. De lærer i skolen at blive sunde og fortsætte det, når de bliver voksne, og at opdrage deres børn til det osv. Det er den smukke og ideelle verden. Det er desværre ikke helt den verden, vi har, og når vi nu ikke helt har den verden, bliver vi nødt til at gøre nogle ting for at nærme os den. Forslaget, vi ser på fra Enhedslisten - Enhedslisten skal have tak for at have fremsat det - er et ikke særlig ambitiøst forslag, men det er også beskrevet, at det er et udtryk for den virkelighed, der er, nemlig at det rigtig ambitiøse forslag kan vi ikke komme igennem med, og så må vi finde nogle andre måder.
     I SF vil vi ikke have nogen problemer med at sige ja til det her, for vi har taget økonomisk højde for, at der faktisk bør gøres meget mere, end det her forslag lægger op til. Vores vej til at få sund mad i skolerne er den effekt, der ligger i, at børnene også lærer sunde spisevaner, at vi får colaautomaterne væk fra skolerne, så det ikke er det, de lærer. Vejen til det går først ad frivillighedens vej, for det er den bedste måde, men vi er også klar over, at det ikke fungerer alle steder, og så skal vi i gang med forslag a la det her. Vi var med på at sige, at det er et grundgode i et samfund som vores, at der er gratis skolemad, gratis institutionsmad til alle, sådan at vi ikke måler rig og fattig på det. I vores samfund er det rigtig godt, at det er sådan. Når vi så ikke kan få det, er det, at vi skal til at prøve sådan nogle ting her. Vi går fuldt og helt ind for forslaget. Vi ved også, at vi står over for en tid, hvor kommunerne er i strukturomlægninger og har det svært. Så i den kommende tid - skal vi sige mere end den periode, vi har været igennem - vil man kigge på: Hvad skal kronerne bruges til? Jeg hørte, at ministeren snakkede om, at der ville være lånemuligheder, men jeg hørte ikke, at der ville være specielle lånemuligheder til det her område. Hvis ikke der er øremærkede lånemuligheder, vil det komme ind i den helt almindelige prioritering: Er det ældreboliger? Er det hospitaler, nej, hospitaler er ikke kommunernes, men er det sundhedsordninger? Er det veje? Hvad er det, de lånemuligheder og penge, der ligger, skal gå til? Så jeg vil efterlyse, at der var øremærkning på de lånemuligheder, der lå, hvis det - det fornemmer jeg - er det længste, ministeren kan gå. Vi går meget ind for det her og vil også være parat til at sige: Kan vi finde et eller andet sted, hvor vi kan få et flertal, som bare er lidt mere ambitiøst end den eksisterende politik, for så er vi med på det? Vi har nogle ideer om, at vi skal kunne gå meget længere, men vi er også parat til at sige, at det er realpolitik. Det her forslag er et udtryk for realpolitik. Hvor meget kan vi opnå? Vi er parat til at opnå hver en millimeter, vi kan få på det område her.

Tak til ordføreren, og så bliver det ordfører for forslagsstillerne, hr. Per Clausen.

I januar havde vi en god drøftelse af, hvor vigtigt det er, at børnene får ernæringsrigtig mad i børnehaver og skoler. Det var, da vi behandlede Enhedslistens forslag om, at der skulle være gratis økologisk mad til børn i børnehaver og skoler. Dengang blev vi jo af regeringen og de borgerlige partier belært om, at det er bedst, at borgerne selv tager pengene op af lommen. Vi har så fremsat et forslag om skolemad, der ikke nødvendigvis behøver at være gratis for forældrene.

     Jeg tror nok, at regeringen kan se, at det kan være meget svært for daginstitutioner og skoler at finde alle pengene til igangsættelse af madtilbud inden for budgetterne, som jo ikke er indrettet på, at der skal trækkes personaletimer og udgifter til indretning ud i forbindelse med oprettelse af madordninger. For hvis det var muligt, ville det vel være udtryk for, at daginstitutionerne havde for mange penge, og så ville finansministeren vel komme efter kommunerne.
     Derfor har vi i det beslutningsforslag, vi har fremsat her, foreslået, at der afsættes penge til tilskud til projektering, etablering og implementering af madprojekter på skoler og en lang række andre institutioner, og derefter er madordningerne sådan set i hvert fald staten uvedkommende. Så er det et spørgsmål mellem kommunerne og forældrene om, hvordan forholdet skal være mellem forældrebetaling og kommunal betaling, hvilket er nøje i overensstemmelse med det, Venstre og De Konservative sagde ved behandlingen her i januar måned.
     Jeg kan i dag forstå på ministeren, at selv om vi har bøjet os langt i støvet for at nå ned til realpolitikken, så er vi ikke kommet helt langt nok ned, og det må man selvfølgelig beklage. Men jeg forstår det også på den måde, at ministeren faktisk er indstillet på at give kommunerne hjælp til at løfte den her opgave i form af nogle låneordninger. Jeg vil i hvert fald på den baggrund og også på baggrund af, at Socialdemokraterne stadig er hæmmet af et håbløst utilstrækkeligt finanslovforslag, ikke forlange, at det her forslag kommer til anden behandling, men jeg kan forsikre ministeren, at hvis der ikke kommer et tilfredsstillende og fornuftigt udspil, inden vi mødes til oktober måned, vil vi finde anledning til at genfremsætte forslaget. Ministeren kan jo få bekræftet hos nogle af sine kolleger, at Enhedslisten ikke er bange for at fremsætte det samme forslag mange gange. Det er ikke altid, det er sådan, at vi bliver mere og mere realistiske for hver gang, vi fremsætter et forslag.
     For os er skolemad et pædagogisk sundhedsprojekt. Det drejer sig om at give de nye generationer adgang til viden og forståelse for, hvad velsmagende og ernæringsrigtig mad er, fordi det ikke i dag er en selvfølge, at børn lærer det i familierne.
     Samfundet i dag kan beskrives på mange måder. En af dem er, at børnefamilier oftest bruger en meget stor del af deres tid uden for hjemmet, og at tiden, der er tilbage til at tilberede maden i, er forholdsvis kort. Det har konsekvenser for, hvilke produkter der anvendes i madlavningen. Det kan der siges meget om, men jeg tror nok, at de fleste, der er til stede her i salen, ved, måske endda enkelte ud fra egen erfaring, hvad det drejer sig om, for når man er vant til at spise mad med stort sukker- og fedtindhold samt smagsforstærkere, så er det det, man kan lide. Det er mors frikadeller, vi søger tilbage til, og problemet med de kommende generationer er måske, at det, de søger tilbage til, er frosne pizzaer med lidt ekstra ost på for at give lidt ekstra smag.
     Skolen lægger beslag på en stor del af børnenes dag, så lad os dog bruge den opmærksomhed fra elevernes side til at give dem noget mad, som er fremstillet af gode råvarer, og som er behandlet ordentligt, så det er nok med en god smag, som er en anden smag end den, der kommer af sukker, fedt og smagsforstærkere.
     Jeg har også ambitioner om, at børnene skal involveres i fremstillingsprocessen, og det kan gøres på mange måder. Hjemkundskabstimerne er for det første ikke nok, for der er mange ting, der skal læres om tilberedning af råvarerne, men vigtigere endnu er det ejerskabsforhold, man får til mad, som man selv eller ens kammerater har været med til at frembringe. Den mad har man mere respekt for.
     Det er på den anden side også klart, at selv om jeg har nogle ønsker om, hvordan man skal indrette de her skolemadsordninger ude på skolerne, så er det min grundopfattelse, at det er vigtigt, at de oprettes med udgangspunkt i forældres, børns og læreres egne ønsker til, hvordan det skal være, for det er også en del af ejerskabet, nemlig at man får mulighed for at indrette sig, som man vil.
     I hvert fald er konsekvenserne for samfundet, hvis vi ikke sørger for, at børnene stifter tilstrækkelig bekendtskab med den gode ernæringsrigtige mad, jo beskrevet i de bemærkninger, vi har fremsat til forslaget: øget sygelighed i befolkningen i form af type 2-sukkersyge, hjerte-kar-sygdomme og en lang række andre negative konsekvenser for det liv, som mennesker får, og kvaliteten af det, men jo også, hvis man skulle snakke et sprog, som politikere måske bedre forstår, store udgifter for sundhedsvæsenet. Og der er jo også det ved det, at når mennesker er syge eller på anden måde svækket, står de ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, og så bliver arbejdsudbuddet reduceret. Det er alt i alt noget, der burde få enhver finansminister til med glæde at kaste penge efter skolemadsprojekter. Bare til allersidst: Jeg synes, at der er nogle fordele, man kunne opnå ved at følge i hvert fald nogle af de intentioner, der lå i vores oprindelige forslag. Hvis man valgte at servere maden i form af økologisk mad, får vi mindre forurening af grundvand og natur. Vi kan få flere lokale arbejdspladser. Vi kan for alvor få sat gang i den økologiske produktion, og så er der jo her på det sidste også kommet en undersøgelse, der tyder på, at økologiske produkter også indeholder flere sunde stoffer end ikkeøkologiske produkter.

     Der er altså meget at opnå ved at bruge økologi, men der er jo heller ikke noget i vores forslag eller i det, ministeren har sagt, som skulle gøre, at man ikke i kommunerne skulle kunne beslutte sig til, at det ville være en rigtig god idé.
     Så vil jeg bare sige, at hvis man også havde vedtaget, at man ville støtte, at maden var gratis, ja, så ville man jo have de fordele, at alle børn fik adgang til maden, og at det
i en langt større udstrækning kunne være et fællesskabsprojekt. Vi ville være sikre på, at også de børn, som måske har vanskeligheder, og hvis forældre kan have vanskeligheder, vil kunne få mad og deltage i spisningen, uden at de først skal udstilles som nogle, der skal have et særligt tilbud eller en særlig gave, fordi de ikke har råd til at betale. Det tror jeg vil være vigtigt. Hvis man serverede maden, tror jeg faktisk også, at man kunne oprette nogle mere rationelle arbejdsgange, og at der ville være en del bureaukrati omkring betaling og den slags, som man ville kunne spare væk. Men med udgangspunkt i, hvordan de politiske styrkeforhold er i Folketinget for tiden, så er det klart, at den politiske kamp i hvert fald i første omgang kommer til at foregå i kommunerne. Så afslutningsvis vil jeg bare sige, at jeg faktisk opfatter de udtalelser, der er kommet fra ministeren i dag, som udtryk for, at vi også i realiteternes verden måske er kommet en lille smule tættere på den dag, hvor vi kan sige, at vi i vores skoler og institutioner har nogle velfungerende madordninger, hvor man sikrer, at børnene har mulighed for at få god og sund mad, gerne baseret på økologiske råvarer. Og så kan det, som en af dem, som arbejder og lever af den her branche - jeg tror, det var i går - sagde til Altinget og TV
2 Politik, nemlig at politikerne skulle holde op med at snakke og handle i stedet, måske også blive effektueret. Vi vil i hvert fald ikke tage denne sag op i Folketingssalen igen før tidligst i næste samling - det er selvfølgelig også svært at forestille sig, hvordan vi skulle kunne nå det før - det kan jeg i hvert fald love. Og jeg kan endda love, at hvis ministeren får løst det her på en så tilfredsstillende måde, som jeg synes det han sagde tyder på, så kan det også være, at det varer lidt længere tid, inden Enhedslisten kommer med et forslag om skolemad, selv om vi sikkert kan finde en anden måde at rejse en diskussion om, hvordan man kan styrke de økologiske fødevarer, på. Men det vender vi tilbage til.

Nu tager vi jo altid beslutningsforslag rejst i Folketingssalen meget alvorligt fra konservativ side, og derfor rejste jeg faktisk også en problemstilling i min ordførertale, som hr. Per Clausen ikke rigtig har forholdt sig til. Den drejer sig om selve økonomien i det her, for jeg synes, den er svær ligesom at gennemskue. Altså det, der står, er en pulje på 120 mio. kr. hvert år i 5 år, altså 600 mio. kr., og der nævner man vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner, grundskoler, SFO'er, fritidshjem, fritidsklubber og lignende. Så kommer man med et regneeksempel, hvor man har taget udgangspunkt i 2.400 skoler. Men man må jo gå ud fra, at den her pulje langtfra dækker det store behov, der må være, når man egentlig kun har et regneeksempel for skolerne og ikke for udgifter for de øvrige institutioner, der er nævnt i forslaget.
     Jeg kunne godt tænke mig lige at få den økonomi, der ligger bag, uddybet lidt mere. Jeg synes da, det er relevant også at få den del frem.

Nu er jeg godt klar over, at det indimellem kan kræve meget grundigt arbejde af den konservative ordfører, når han skal finde begrundelser for ikke at støtte forslag, der kommer fra oppositionspartierne, så derfor har jeg tiltro til, at det er blevet studeret grundigt.
     På det konkrete plan skal jeg bare sige, at jeg jo sådan set ikke forestiller mig, og det gør Enhedslisten heller ikke, at alle de udgifter, der er til etablering, skulle finansieres af staten. Vi synes faktisk, at det var rimeligt, at kommunerne også skulle være med til at finansiere dem. Vi har jo heller ikke forestillet os, at de kommuner, som allerede har etableret madordninger - og nogle har jo også køkkener - skulle have penge til det.
     Men jeg skal såmænd gerne medgive den konservative ordfører, at vi under udvalgsarbejdet her også ville have haft god brug for en grundig diskussion af økonomien i det her, af, hvordan man konkret skulle skrue sådan en tilskudsordning sammen. Der ville jeg have stillet en række forhåbentlig kloge spørgsmål til forbrugerministeren, der ville have givet nogle tilsvarende kloge svar, og så ville vi have løst de problemer, det er jeg fuldstændig sikker på, for som hr. Per Ørum Jørgensen jo også ved, så er vi også altid begge to grundige under udvalgsarbejdet, og der kommer vi jo tit langt.

Jeg går ud fra, at det var en ros, at jeg med flid havde læst forslaget og derfor også, at det gav anledning til nogle spørgsmål.
     Det, jeg egentlig også tænker er relevant at få frem i debatten, er selvfølgelig, at der jo er nogle skoler og institutioner rundtomkring i kongeriget, der har taget ansvaret på sig og har oprettet en madordning osv. Kan man ikke et eller andet sted sige, at man måske straffer dem lidt for at have taget et godt og konstruktivt initiativ, fordi som jeg forstår det her forslag, så er det målrettet dem, der ikke har taget ansvar for det her område i øjeblikket? Skal man så ind og kompensere dem, der reelt har taget ansvar, eller hvordan skal det forstås?

Nu er der nogle af de skoler, som allerede har etableret madordninger, der sådan set har etableret dem med udgangspunkt i en støtteordning, som Enhedslisten i sin tid fik indført, så nogle har fået støtte, og andre har ikke fået støtte. Sådan vil det jo typisk være.
     Jeg tror, at det vigtige her er at holde fast i, at når der er et område, hvor vi fra Folketingets side gerne vil understøtte en udvikling i kommunerne, så er et af de redskaber, vi har, at stille en tilskudsordning til rådighed, fordi det somme tider virker stærkt motiverende på kommunalpolitikere, at de kan få adgang til statslige midler. Dermed kan vi præge en udvikling i en retning, som vi gerne vil i. Det er et af de redskaber, vi har.
     Ministeren har i dag sagt, at han vil gå en anden vej, han vil kigge på de kommunale låneordninger. Jeg har så til det sagt, at vi ser på, hvad ministeren kommer med, og så vurderer vi på det tidspunkt, om det er tilfredsstillende, om vi skal genfremsætte det her beslutningsforslag eller fremsætte et andet til efteråret.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.