Den sidste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 91:
Forslag til folketingsbeslutning om styrket internationalisering af universitetsområdet. Af Rasmus Prehn (S) og Christine Antorini (S). (Fremsat 14/3 2006).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

I denne tid er det jo i allerhøjeste grad globaliseringen, der er på dagsordenen, og derfor er der også grund til at sige tak til Socialdemokratiet for, at man nu tager en debat her med udgangspunkt i nogle spørgsmål om internationaliseringen. Forslaget, B 91, som vi nu skal debattere, ligger på lange stræk helt på linje med de forslag, som regeringen har præsenteret i forslaget til en globaliseringsstrategi. Forslagsstillerne skriver bl.a. i deres indledning: »Da der i dag eksisterer en række strukturelle og økonomiske forhold, som ikke er befordrende for universiteternes internationalisering, pålægger Folketinget regeringen snarest at igangsætte en indsats for styrkelse af internationaliseringen af landets universiteter.« Til den indledning har jeg i hvert fald to svar til forslagsstillerne. For det første har regeringen jo netop
i udkastet til en samlet globaliseringsstrategi præsenteret en række svar indeholdende de her 333 initiativer. For det andet omhandler mange af initiativerne netop en styrkelse af internationaliseringen af landets universiteter og for den sags skyld også i forhold til de studerende. Der er mange gode takter i beslutningsforslaget, og der er flere punkter, hvor regeringen kan være enig med forslagsstillerne. Men timingen og en række af elementerne i forslaget gør, at vi her i dag må afvise det. Det vil jeg vende tilbage til. Jeg vil derudover knytte kommentarer til forslagets enkeltdele. Beslutningsforslagets første del er ønsket om en gennemgang og vurdering af den gældende lovgivning på universitetsområdet. Målet er at nedbryde eventuelle barrierer for universiteternes internationale arbejde. I bemærkningerne til forslaget kan man læse, at forslagsstillerne især er bekymrede for universiteternes mulighed for at udbyde uddannelser i udlandet. Dansk lovgivning gælder ikke uden for landets grænser. Derfor kan uddannelser i dag ikke udbydes med statsanerkendelse i udlandet. Men vi tilkendegav jo i forbindelse med den seneste ændring af universitetsloven i 2005, at der skulle arbejdes videre med muligheden for, at danske universiteter kan udbyde uddannelser i udlandet. Det fremgår også klart af bemærkningerne til lovgivningen - en lovgivning, som forslagsstillerne jo tilsluttede sig - men initiativerne i globaliseringsstrategien indebærer formentlig, at den eksisterende lov skal ændres allerede i den næste folketingssamling, så her vil det jo være naturligt, at vi tager sagen op. Beslutningsforslagets anden del foreslår, at der på finansloven afsættes en internationaliseringspulje på 100 mio. kr. Puljen foreslås knyttet til udviklingskontrakterne og udmøntet i forbindelse med realiseringen af internationaliseringstiltag som f.eks. udbygning af udvekslingsaftaler og tilrettelæggelse af studieordninger, således at udenlandsophold ikke giver en unødig studietidsforlængelse.

     Regeringen er positivt indstillet over for ideen om at knytte økonomi til udviklingskontrakterne. Universiteterne er allerede særdeles optaget af at udvikle en dynamisk strategi for netop internationalisering. Det fremgår tydeligt af de udviklingskontrakter, som i øjeblikket er under de afsluttende forhandlinger mellem de 12 universiteter og Videnskabsministeriet.
     I bemærkningerne nævner forslagsstillerne, at man bør overveje at honorere universiteter, der opretter filialer i udlandet, men universiteterne må i dag ikke bruge statstilskud til at oprette sådanne filialer. Jeg mener umiddelbart ikke, at vi har brug for en særlig pulje til at undgå, at udlandsophold giver unødig studietidsforlængelse. Der skal selvfølgelig gives den merit, som udlandsopholdet berettiger til. Det arbejde behøver vi ikke en særlig pulje til, som jeg ser det. Der er her tale om en helt normal aktivitet på et dansk universitet. Beslutningsforslagets tredje del handler om danske studerendes mulighed for at studere i udlandet. I regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen - jeg citerer
- vil fremlægge forslag om, at taxametertilskuddet under visse betingelser kan følge danske studerende til udlandet. Jeg er glad for, at forslagsstillerne har taget udgangspunkt i regeringens forslag; det tyder jo på, at vi her kan nå til en bred enighed. Det er dog hverken nødvendigt eller ønskeligt at ændre bevillingssystemet som foreslået. OECD har jo netop rost det danske taxametersystem, fordi det belønner beståede eksamener i stedet for optaget. Det foreliggende forslag er et skridt i den forkerte retning, her vil man netop belønne højt optag med 20.000 kr. pr. studerende. Forslagsstillernes begrundelse er en frygt for unfair konkurrence for de danske universiteter. Regeringen lægger ikke skjul på, at vi ønsker at udsætte universiteterne for konkurrence med de bedste universiteter i verden. Det er sundt for studiemiljøet på de danske universiteter. Men jeg er ikke i dag sikker på, hvordan vi konkret undgår unfair konkurrence, men det er jo noget af det, som vi meget naturligt kan se på i den kommende tid, hvor vi skal diskutere disse spørgsmål.
     I beslutningsforslagets fjerde del foreslås det, at der på finansloven afsættes 80 mio. kr. til at understøtte de danske universiteters egen internationale markedsføring. Regeringen er enig i, at Danmark skal på verdenskortet som et attraktivt uddannelsesland. Derfor indeholder regeringens udkast til globaliseringsstrategi også følgende initiativ, nemlig at der skal udarbejdes en strategi for national profilering og markedsføring af Danmark som uddannelsesland. Det indgår dog ikke i regeringens planer at oprette et selvstændigt center med egen bestyrelsen til at varetage opgaven. Den opgave mener vi godt vi kan løfte med den nuværende struktur.
     I beslutningsforslaget lægges der også op til flere stipendier til unge fra fattige lande. Regeringen er mere målrettet: Vi ønsker at give flere pladser til de dygtigste studerende fra såkaldte tredjelande, altså uden for EU og EØS. Det vil samtidig være til gavn for studiemiljøet på de danske universiteter. Vi mener dermed, at det er en win-win-situation for alle, at vi styrker uddannelserne ved, at flere af de allerdygtigste fra fjernere dele af verden kommer hertil. Derfor ønsker regeringen at foretage en mindre udvidelse af den friplads- og stipendieordning, der blev indført ved den seneste ændring af universitetsloven. Regeringen kan som nævnt ikke støtte beslutningsforslag nr. B 91, men der er, som det er bemærket indledningsvis, mange gode intentioner i forslaget, som vi har noteret os. Jeg tror, at det er et ganske godt udgangspunkt for de mange drøftelser, som forhåbentlig følger i kølvandet på regeringens udspil til globaliseringen, som kommer her i de kommende uger.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Per Clausen.

Nu kunne man jo få det indtryk af ministerens indlæg, at det går rigtig godt med globaliseringen og internationaliseringen af de danske universiteter, og så skal man bare lave nogle ting, der gør, at det kommer til at fungere endnu bedre, og det laver man så en aftale om.
     Jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens kommentarer til den artikel, der er i dagbladet Information i dag, hvor der står, at antallet af udenlandske studerende i Danmark er blevet halveret, efter at regeringen sammen med vistnok også Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre gennemførte den her betalingsordning. Synes ministeren, at det er et udtryk for, at det går rigtig godt med globaliseringen og internationaliseringen af vores uddannelser, at antallet af udenlandske studerende reduceres til det halve?

Først skal jeg lige sige, at de tal, der er i dagbladet Information i dag, har jeg i ministeriet forsøgt at få verificeret. Det er ikke tal, vi kender, men at tendensen er som beskrevet, er der næppe tvivl om er rigtigt.
     Det er klart, at når vi kræver betaling, så vil der formentlig komme færre. Men det er også det, vi har været opmærksomme på i relation til at få flere studerende, som kan være med til at højne niveauet på de danske universiteter.
     Vi mener ikke, det er rimeligt, at der kan komme sådan lidt populært sagt busfulde af kinesere og fylde op på de danske universiteter, hvis de knap nok kan engelsk nok til at kunne følge med i undervisningen. Vi ønsker i stedet for, at vi fokuserer på de dygtigste udenlandske studerende, som vi meget gerne ser kommer hertil i stort tal.

Så kunne jeg da godt tænke mig at høre, om videnskabsministeren har noget belæg for at mene, at den halvdel, der nu er forsvundet, er den dårligste halvdel, og hvad han i givet fald baserer den teori på.
     Det er vel den halvdel, der ikke har råd til at betale? Og det er vel ikke nødvendigvis dem, som er dårligst begavet? Så er konsekvensen ikke, at fordi man får tallet her halveret, risikerer man at få dem, der kan betale, men ikke nødvendigvis de klogeste?
     Jeg synes ærlig talt, at ministeren er lidt overfladisk
i sin tilgang til det her problem, som jeg synes er uhyre bekymrende. Jeg synes faktisk, det er meget vigtigt, at der er mange, der kommer til Danmark og studerer, ligesom det er vigtigt, at der kommer mange danskere til udlandet og studerer.

Nu synes jeg, det er vigtigt, at vi ikke blander udviklingsbistand sammen med de penge, som vi bruger målrettet på studerende fra tredjelande. For vi har også den indsats, der gøres i Danida. Men det er en lidt anden sag.
     Derfor vil jeg fastslå, at når vi bruger så mange skatteyderbetalte kroner på de danske universiteter og på dansk forskning, så har vi nu i Folketinget med et stort flertal sagt, at vi i forlængelse af det, der sker i mange, mange andre OECD-lande, nu opkræver betaling. De penge, der kommer ind, går ikke i statskassen, men dem har vi besluttet skal bruges, så universiteterne kan give stipendier målrettet til de dygtigste studerende. Det er det mål, vi gerne vil opfylde, og det tror jeg også vi gør med den beslutning, der er truffet.

Jeg vil meget gerne kvittere for, at ministeren i den grad er positiv over for det forslag, vi fra Socialdemokratiets side har lagt frem. Jeg synes, det er overordentlig dejligt, at det er sådan, så der er samme vilje til at fokusere på internationalisering på de videregående uddannelser.
     Men jeg kan ikke lade være med at undre mig lidt over, at man så - når man har talt så meget om globalisering og har haft hele den her proces med Globaliseringsrådet, og når man nu med de konkrete forslag, som vi har lagt frem med vores beslutningsforslag, kan sige ja til stort set det meste, vi fremlægger - alligevel siger: Vi kan ikke stemme for det.
     Man kunne vel komme med en udstrakt hånd og sige: Jamen vi stemmer for det i den forstand, at vi tager det med ind i de forhandlinger, vi skal have. Var det ikke en mulighed at gøre det på den måde?
     I forhold til de konkrete spørgsmål vil jeg gerne tage fat på det med at tage stipendierne med til udlandet, som også regeringen har foreslået, men hvor vi har foreslået en anden model. Det forholder sig jo sådan, at med den konkrete model, hvor man bare frit kan tage taxameteret med til udlandet, har erfaringer fra Island og Norge vist, at det udhuler økonomien på danske universiteter, og de har vist, at man får mindre uddannelse for pengene, end man gør, hvis man koordinerer det med hjemmeuniversitetet. Hvad er ministerens kommentar til det?

Først vil jeg gerne sige, at regeringen mener det alvorligt, når vi betragter det her som en udstrakt hånd til forhandlinger. Men vi må også samtidig sige, at der er nogle af de her konkrete forslag, som ikke rigtig harmonerer med det, vi føler er det rigtige at gøre. Derfor ville det måske være lidt mærkeligt at vedtage et forslag her i Folketinget, samtidig med at vi formentlig inden for de kommende måneder skal til at forhandle om hele globaliseringen og de forskellige tiltag, der bliver, for at realisere strategien.
     Med hensyn til det konkrete med muligheden for, at de studerende kan komme til udlandet, er vores forslag jo meget baseret på friheden for den enkelte studerende, som kan rejse ud og tage sin uddannelse eller dele af den på et selvvalgt udenlandsk universitet, dog inden for de der grænser, som vi diskuterede, således at alternativet altså ikke er, at man kan tage et sted hen, hvor man bare kan holde ferie og så tage pengene med. Der bliver selvfølgelig nogle afgrænsninger.
     Men det er klart, at i forhold til den måde, jeg læser Socialdemokratiets forslag på, er det øget frihed til den enkelte studerende i forhold til det, vi jo kender i dag bl.a. med Erasmus Mundus, hvor det er igennem universiteterne, det foregår. Men det er da helt naturligt. Det er noget, som jeg går ud fra vi kommer til at forhandle om også i en større kreds, når vi kommer så langt.

Så er det hr. Rasmus Prehn for en sidste kort bemærkning.

Jeg er glad for den udstrakte hånd til forhandlinger. Det glæder vi os meget til.
     Når jeg nævner det med at stemme for beslutningsforslaget, er det, fordi jeg jo sad og satte krydser ved de enkelte forslag, og det virker, som om langt, langt størstedelen af vores forslag mødes med enighed fra regeringens side. Det var i den sammenhæng, jeg tænkte, at så kunne man måske godt stemme for det. Men o.k., vi tager det
i forhandlingerne. Det synes jeg lyder positivt. Jeg vil gerne sige, at vores forslag om at tage taxameter med og bruge det i udlandet giver mindst lige så meget frihed til den studerende som regeringens forslag, men vi sikrer bare, at man får mere uddannelse for pengene, end regeringens forslag sikrer. Så til det spørgsmål, som også min kollega fra Enhedslisten, hr. Per Clausen, var inde på med hensyn til studerende udefra. Der har vi jo konstateret, at det netop er mange af dem, som er både kloge og dygtige, men ikke har så mange penge, vi fravælger med den model, som vi også fra Socialdemokratiets side har været med til at støtte ved at indføre en brugerbetaling på det her område. Det var der, at vores forslag skulle komme ind og sikre større mulighed for, at kloge fattige kunne komme på banen. Har ministeren slet ikke nogen sympati for det? Ministeren er vel opmærksom på, at det er sådan, at hele miljøet omkring universiteterne osv. er meget optaget af at få gennemført den her model.

Det er jo netop de højtkvalificerede, uanset om de er rige eller fattige, som får mulighed for via universiteternes stipendiemidler at komme hertil. Det er ikke således, at vi sondrer. Jeg hører hr. Rasmus Prehn lægge sig i kølvandet på hr. Per Clausen med hensyn til, at det skulle være en asocial foranstaltning. Her er der mulighed for, at uanset stand og nation, når blot det er fra tredjelande, kan universiteterne gå ind og støtte med de midler, som vi stiller til rådighed.
     Generelt må jeg ellers sige, at det er klart, at der selvfølgelig er mange af delene, vi vil nikke genkendende til, for de flugter jo meget det, som Socialdemokratiet har kunnet læse i vores strategioplæg, inden de skrev forslaget. Men så er der altså også de elementer, som vi synes ikke helt flugter de overordnede mål, som jeg tror vi kan blive enige om. Men som Socialdemokratiets ordfører har kvitteret for, så sætter vi os til forhandlingsbordet.

Tak til videnskabsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og første ordfører er hr. Torsten Schack Pedersen.

Internationalisering af danske uddannelser er vigtigt i en stadig mere globaliseret verden, så jeg glæder mig naturligvis over, at Socialdemokraterne nu også aktivt melder sig på banen på dette område. Ingen kan være i tvivl om, at globalisering er noget, som vi er meget optaget af i Venstre.
I Venstre har vi aktivt deltaget i debatten og er kommet med mange input, og nu er regeringen kommet med sit foreløbige udspil i forbindelse med Globaliseringsrådets arbejde. Som alle ved, vil der i den allernærmeste fremtid skulle forhandles om at føre regeringens tanker ud i livet, og der er det da positivt at kunne konstatere, at Socialdemokraterne nu lader til at være med. Det er jo efterhånden ikke hverdagskost, at Socialdemokraterne sætter handling bag ordene om at ville arbejde regeringen ud af kontorerne. Men forhåbentlig er partiet villigt til et konstruktivt forløb nu, og det kan man selvfølgelig kun glæde sig over. Som videnskabsministeren har redegjort for, arbejdes der for bedre vilkår for internationalisering af de danske uddannelser og universiteter. Muligheden for, at danske universiteter kan udbyde uddannelser i udlandet, er et princip, vi i Venstre ser meget positivt på, og vi ser frem til de forhandlinger, der nu lægges op til.
     I Venstre støtter vi varmt op om universitetsbestyrelsernes arbejde. Vi er derfor noget betænkelige ved at oprette mange nye særlige puljer og tilskud, hvad enten det drejer sig om internationalisering, eller, som også andre har foreslået, det ligger inden for vejledningsindsatsen. Det underminerer bestyrelsernes kompetence og er bestemt ikke Venstres ønske. Endelig i forhold til det foreslåede bør en økonomidiskussion foregå i forbindelse med finanslovforhandlingerne, og derfor kan vi ikke støtte forslaget om en særlig internationaliseringspulje, som Socialdemokraterne her foreslår.
     I folketingsvalgkampen sidste år foreslog Venstre, at danske studerende kunne tage deres taxametertilskud med til udlandet. Modtagelsen var dengang noget kølig fra Socialdemokraterne. Jeg glæder mig over, at Socialdemokratiet nu deler Venstres intentioner, men jeg forstår ikke, hvorfor Socialdemokratiet foreslår, at konkurrencen mellem et udenlandsk universitet skal være økonomisk anderledes, end når to danske universiteter konkurrerer om de studerendes gunst.
     I dag er det jo sådan, at hvis en studerende vælger Aalborg Universitet, er der ingen penge til Aarhus Universitet eller Københavns Universitet.

Men hvis den studerende vælger et universitet i udlandet, skal de danske universiteter alligevel have en del af kagen, lyder det fra Socialdemokraterne. Det forstår jeg ikke. Om den studerende vælger København eller Köln, kan sådan set være lidt lige meget for forholdene for Aarhus Universitet.

     Forslaget, som fremsættes om en konkret stipendieordning, undrer jeg mig også noget over. Jeg vil sige, at hvis der var et voldsomt pres, således forstået at størstedelen af EU-landene havde indført betaling, så Danmark stod alene som en ø, hvor der var gratis uddannelse for EU-borgere, så var det naturligvis en problemstilling, vi skulle forholde os til.
     Men den konkrete model rejser en række spørgsmål: Hvad skal der ske, hvis den studerende er forsinket på sit studium? For stipendiet skal jo følge taxameteret. Og hvem skal så betale de 20.000 kr. om året? Mener Socialdemokratiet virkelig, at der skal indføres brugerbetaling på danske universiteter på den her konto? Forslaget er meget uklart, og konsekvenserne er meget usikre.
     Endelig har regeringens forslag om at gøre Danmark til et attraktivt uddannelsesland også vundet indpas hos Socialdemokraterne, og det kan man naturligvis kun glæde sig over.
     Som sagt lægger forslaget sig op ad mange af de tanker, som vi i Venstre har defineret for internationalisering af uddannelserne, og det lover naturligvis godt for de kommende forhandlinger om reformer af det danske samfund. Men jeg må også sige, at nogle af de foreslåede virkemidler ikke virker særlig gennemtænkte og bestemt giver anledning til mange spørgsmål. Vi vil ikke svække universitetsbestyrelsernes indflydelse eller gøre det ringere for de danske studerende at tage til udlandet end med det, som vi selv har foreslået.
     Derfor kan Venstre ikke støtte forslaget, men vi ser dog samtidig en række sammenfaldende interesser, som giver håb for gode forhandlinger i den kommende tid.

Nu vil jeg ikke gentage den kvittering, som jeg gav til ministeren for området, men det gælder selvfølgelig også her, at vi er glade for, at Venstre udviser en interesse for at forhandle med os på det her område.
     Konkret med hensyn til vores forslag om at lave en model, hvor man kan tage dele af taxameteret med til udlandet for at læse på et udenlandsk universitet, vil jeg gerne høre Venstres ordfører, om han er opmærksom på, at nogle lande rent faktisk har erfaringer med den model, som Venstre og regeringen har lagt frem. Den har man erfaringer med i Norge og Island, og der har det vist sig, at man sådan set har udhulet økonomien på sine egne universiteter, sådan at de har fået mindre vidensøkonomi, mindre stærke universiteter i hjemlandet, på grund af at man har indført den her model.
     Noget andet er, at man også har erfaret, at man sådan set får mindre uddannelse for pengene. Hvis en rektor på et dansk universitet laver en indkøbsaftale om f.eks. ti uddannelsespladser ved University of Oxford eller et andet universitet i udlandet, så kan man få en stordriftsfordel, hvor man får flere pladser for pengene, frem for hvis man bare deler pengene ud på den enkelte studerende, hvor det bliver dyrere. Har man gjort sig nogle overvejelser om, at man kan få mere uddannelse for pengene igennem en indkøbsaftale, som faktisk ligger i vores forslag, frem for i Venstres og regeringens model?

Jeg må starte med at sige, at hvis man kigger meget nøje efter på det danske uddannelsesområde, så er det faktisk sådan, at det her princip, som regeringen foreslår, og som Venstre har været bannerfører for, om, at man kan tage en uddannelse i udlandet finansieret af danske kroner, faktisk ikke er helt ukendt. Jeg ved godt, det eksempelvis drejer sig om en dukkeføreruddannelse, men eksemplet findes altså allerede i dag, og det er sådan set tanken, at vi vil udvide det princip.
     Jeg må sige, at jeg er af den klare opfattelse, at forslaget om, at de studerende kan tage det fulde taxameter med, da naturligvis er noget, som universitetsbestyrelserne vil være opmærksomme på. Jeg vil sige, at det da vil være svært at forestille sig andet, end at hvis der er en utrolig stor søgning fra et universitet i Danmark til et universitet
i Østrig eksempelvis, så vil de danske universiteter være interesserede i at lave de her samarbejdsaftaler, men det tror jeg sådan set vil gå helt af sig selv, og derfor ser jeg ikke nogen grund til at nære den bekymring, som hr. Rasmus Prehn har.

Også jeg var lidt interesseret i hele den diskussion om taxameteret, der kan følge med til udlandet. Venstres ordfører fik måske, synes jeg, gjort det lige lovlig simpelt, idet hr. Torsten Schack Pedersen sagde, at det jo er det samme her inden for landets grænser, at når man flytter fra et universitet til et andet, så følger taxameteret med, og hvad er så forskellen mellem det og udlandet? Nu kan de bare flytte det med til udlandet.

     Jeg synes ikke, det er helt så ukompliceret, og med den model, man lægger op til, kommer universiteterne jo til at miste noget finansiering, når de studerende nu også kan tage ud af landet. Men regeringen har måske også lidt øje for problemet, for i hvert fald har man jo foreslået i globaliseringsrapporten, at der skal være en afgrænsning af, hvad det er for nogle universiteter, de studerende kan tage til.
     Så jeg vil egentlig spørge: Sker det ikke også i anerkendelse af, at det ikke er helt uproblematisk, hvis man bare åbner porten helt og siger, at alle, der rejser ud og læser et eller andet sted i verden, kan tage taxameteret med?

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det fokus, vi har i Venstre, er på den studerende, at det er den studerendes muligheder, der skal forbedres, og så må de danske universiteter sørge for at begå sig, således at det selvfølgelig også er attraktivt at blive i Danmark. Men fokus må altså være på, at den studerende får nogle muligheder for at studere i udlandet.
     Som jeg sagde, er jeg overbevist om, at muligheden for at tage taxameteret med til udlandet vil føre til, at universiteterne i Danmark vil indgå langt flere samarbejdsaftaler, end tilfældet er i dag. Det er helt naturligt, at universiteterne vil sige, at hvis de laver en samarbejdsaftale med nogle af de universiteter, som de studerende gerne søger hen på, så kan vi holde flere af pengene hjemme, som fru Charlotte Fischer efterlyser. Og jeg må sige, at jeg har tiltro til, at universitetsbestyrelserne sørger for at få sikret, at samarbejdsaftalerne indgås, hvis man føler, at man mister for mange studerende.
     Hvad angår de positivlister, som er foreslået fra regeringens side i forbindelse med udspillet til Globaliseringsrådet, er det klart, at målet er, at vi stiller krav om kvalitet.
     Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke synes, det er nogen god idé, at vi giver mulighed for at tage taxameteret med til udlandet, hvis målet er, at man skal gå på et surfuniversitet på Hawaii. Derfor skal der naturligvis være nogle afgrænsninger, men det er for at sikre, at den studerende får undervisning af høj kvalitet.

Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Så er det fru Charlotte Fischer for en sidste kort bemærkning.

Nu synes jeg måske, at det der med at påberåbe sig monopol på at varetage de studerendes interesser er lige lovlig anstrengt. Men jeg vil spørge, hvad Venstres ordfører forestiller sig med hensyn til den liste, som der nu er henvist til i globaliseringsoplægget fra regeringens side. Bliver det en meget lang liste, der er jo mange gode universiteter i verden, er den på 10 universiteter, eller er den på den 500 universiteter? Hvad er Venstres bud?

Det centrale er, som jeg sagde tidligere, at vi har fokus på kvalitet. Vi skal være sikre på, at der, hvor vi giver mulighed for at danske studerende kan tage taxameteret med, får man uddannelse af høj kvalitet. Det skal ikke være en fribillet til et hyggeligt ophold, det skal være en mulighed for en dygtig og interesseret studerende for at komme ud på et universitet, som ens egen uddannelsesinstitution og ens eget universitet ikke har en aftale med i forvejen. Det er sådan set en mulighed for at give et bredere tilbud. Hvor stor den liste skal være, vil jeg ikke være i stand til at løfte sløret for her. Jeg kan bare sige, hvilke principper der er gældende, og det er, at vi vil være sikre på, at der er kvalitet de steder, hvor de studerende kan tage hen.

Jeg synes, det ville være interessant at vide, hvem der så skal fastlægge, hvad det er for nogle universiteter, man vil kunne tage taxameteret med til. Venstres ordfører siger, at det skal være universiteter af høj kvalitet, men så skal man jo ind og tage stilling til det, og der er rigtig mange universiteter, så hvem skal gøre det?
     Så kunne jeg høre ud af det sidste, hr. Torsten Schack Pedersen sagde, at det kun gælder universiteter, som det danske universitet ikke i forvejen har en samarbejdsaftale med. Er det ikke et lidt mærkeligt kriterium? De studerende, der nu går på universiteter, der har mange samarbejdsaftaler, får altså færre muligheder for at få taxameteret med.

Hvis jeg formulerede mig uklart, er jeg glad for at få lejlighed til at fjerne enhver form for misforståelse.
     Det, som jeg lagde vægt på og lægger vægt på, er, at hvis man er studerende et sted, hvor der er en lang række samarbejdsaftaler, så er viften af muligheder for at komme hen på et universitet, som ikke allerede er omfattet af en samarbejdsaftale, selvfølgelig mindre, end hvis man går på et universitet, som ikke har nogen samarbejdsaftaler. Målet er ikke, at der skal være forskel på, hvor man kan komme hen.
     Jeg siger bare, at hvis et dansk universitet i forvejen har en lang række samarbejdsaftaler, så er sandsynligheden rent statistisk naturligvis mindre for, at den studerende vil hen på et universitet, hvor der ikke i forvejen er en samarbejdsaftale. Så jeg vil gerne have lov at gøre det helt klart, at det ikke er et spørgsmål om at begrænse mulighederne, det handler om at øge mulighederne.

Det er så den anden del af mit spørgsmål: Hvem er det, der skal fastlægge, hvad det er for nogle universiteter, som man kan tage taxametertilskud med til, og er det universiteter samlet, eller er det uddannelser? Det er jo sådan, at et universitet kan være fremragende på nogle områder og dårligt på andre områder. Men grundlæggende går mit spørgsmål på:
Hvem skal fastlægge det?

Som jeg har sagt tidligere, er det centrale, at vi sikrer en høj kvalitet, at det er anerkendte universiteter og steder, som vi er klar over at der er en stor fordel i at danske studerende kan opnå studietid på, hvor de kan tilegne sig nogle kompetencer, som vi muligvis ikke engang har herhjemme.
     Hvem er det, der i sidste ende skal udforme den konkrete liste? Der er flere muligheder, og for mig at se er det ikke så centralt, præcis hvem det er, der skal håndplukkes eller skal udpeges til at lave det. Det vigtigste er, at vi får lavet en liste, som sikrer, at de danske studerende får mulighed for at tage en uddannelse i udlandet, som er af høj kvalitet. Det må være det afgørende. Processen er vi sådan set er i fuld gang med, og der er jeg helt sikker på, at også fru Anne Grete Holmsgaard vil få et klart svar på, hvordan den endelige model bliver udformet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jesper Langballe som ordfører.

Hvis man vil være trendy, så skal man bare sige »globalisering«. Sig ordet, så er du med, hvor fremtiden skabes. Det er nemt nok at få det anbragt i selskabskonversationen, for det er med det ord, som min gamle latinlærer sagde om glosen res, den kan betyde alt mellem himmel og jord, endog flæskepandekage.
     Så sent som for et par uger siden har Socialdemokraterne
i hast fundet ud af, at nu vil de også sige ordet, så regeringen ikke bliver alene om at tale globalisering. Men som ministeren med opbydelse af al sin velvilje har antydet, er det jo lidt sent, for de fleste af de tiltag, som foreslås, er allerede i gang ifølge den aftale, som Socialdemokraterne også er med i. Den seneste ændring af universitetsloven har jo banet vejen, og universiteterne arbejder på internationaliseringsbestræbelserne på fuld kraft. Danmark vil således formentlig inden for en overskuelig fremtid ifølge bemærkningerne til universitetslovsændringen kunne udbyde uddannelser i udlandet. Med hensyn til det, som har været drøftet her indtil nu, med at tage taxameterpengene med til udlandet, bemærkede jeg især ordvekslingen mellem fru Anne Grete Holmsgaard og hr. Torsten Schack Pedersen, og der synes jeg nok, man må sige, at hvis en studerende ønsker at besøge et ganske bestemt universitet, fordi det universitet virkelig kan noget eller har et udbud, som han er specielt interesseret i, en særlig dygtig eller lærd forelæser, så skal vi ikke have et pogeskoleprincip, som betyder, at der skal sidde nogle universitetsautoriteter og sige, at det universitet ikke indgår i deres planlægning. Taxametersystemets velsignelser kan efter vores mening diskuteres, og det bliver de da også. Men vi må blankt give ministeren ret i, at et taxametersystem selvsagt skal belønne beståede eksamener og ikke optag af studerende. Ellers mister systemet al mening. At taxametersystemet i øvrigt under visse betingelser skal kunne følge den studerende til udlandet, synes der at være bred enighed om.

Det eneste, der kunne anfægte det, var, at man ville belønne en dækningsløs markedsføring, hvor de på et universitet var rigtig gode til med reklamemidler at trække studerende til, men altså ikke var særlig gode til at fastholde de studerende
i studiet, enten fordi studiet ikke var særlig frugtbart eller interessant, eller fordi det var de forkerte studerende, man havde trukket til.

     Det vil jeg så lige bruge som anledning til at sige, at når det foreslås, at man får et særligt center for markedsføring af danske universiteter i udlandet, så vil vi nok sætte et vist spørgsmålstegn. For det første er vi enige med ministeren i, at det er en fuldstændig meningsløs overbureaukratisering. Det kan man sagtens klare uden at lave et særligt center.
     Men vi vil for det andet også i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved al den tale om markedsføring. Vi mener ikke, at danske universiteter skal blive internationalt søgte lærdomscentre ved markedsføring, men ved, at man præsterer en undervisning, som der går ry af.
     Endelig vil jeg sige, at det der med at give særlige stipendier til studenter uden for EØS-området er mig noget uklart, og jeg vil egentlig godt have en forklaring på, hvad der ligger i det. Er der tale om Danida-midler, eller er der tale om midler, som afsættes på finansloven? For det kan da ikke være meningen, at man skal til at føre ulandspolitik over universiteternes budgetter.
     Men altså, sammenfattende sagt stemmer vi imod forslaget, primært fordi vi synes, det er overflødigt.

Vi går videre i ordførerrækken, og næste ordfører er hr. Per Ørum Jørgensen.

Da den konservative ordfører, fru Carina Christensen, desværre ikke kan være til stede, skal jeg på vegne af Det Konservative Folkeparti fremføre følgende:
     I Det Konservative Folkeparti har vi en klar ambition om at give vore universiteter og studerende de bedste muligheder for at tage del i globaliseringsprocessen. Regeringen har netop præsenteret sin egen meget ambitiøse globaliseringsstrategi, og mange af de 333 forslag skal netop bidrage til øget internationalisering af vore uddannelser. Derfor kan vi i Det Konservative Folkeparti heller ikke støtte dette forslag, men vi glæder os over, at der tegner sig et godt udgangspunkt for forårets forhandlinger, da vi tilsyneladende er meget enige i målsætningerne. Og så en kommentar til de konkrete forslag, der præsenteres her: Vi er helt enige i, at det er fornuftigt at se på, om der er barrierer i dansk lovgivning for universiteternes internationale arbejde, ligesom vi også meget gerne vil se på mulighederne for, at danske universiteter kan udbyde uddannelser i udlandet. Heldigvis er regeringen godt i gang med begge dele, og fra De Konservatives side ser vi frem til, at ministeren snart vil indbyde forligskredsen bag universitetsloven til nye drøftelser. Vi kan ikke støtte forslaget om den særlige internationaliseringspulje på 100 mio. kr. De fleste af vores universiteter har jo allerede i dag et godt blik for de internationale muligheder, så de penge bør kunne bruges bedre på noget andet. Til gengæld er vi helt med på at drøfte en kobling mellem universiteternes økonomi og deres udviklingskontrakter. Vi vil gerne belønne god undervisning, kommercialisering af forskningsresultater, videndeling m.v. Lad os endelig gøre det til et tema i de kommende drøftelser. Vi ønsker også, at flere danske studerende skal have økonomisk mulighed for at kunne uddanne sig i udlandet. Her er regeringen dog på vej med sit eget forslag, som vi mener er bedre end det, der foreslås her. Vi ønsker eksempelvis ikke at omlægge det danske taxameter, så det belønner optag frem for output.

     Vi er helt enige i, at Danmark i højere grad skal markedsføres som et attraktivt uddannelsesland, og det er også en del af regeringens globaliseringsudspil. Vi kan dog ikke støtte, at der afsættes 80 mio. kr. på finansloven til oprettelse af et nyt University Denmark, ligesom vi heller ikke umiddelbart kan støtte forslaget om en fordobling af antallet af fripladser med stipendium. Det er jo også finanslovstof.
     Vi er meget positive over for stipendier, der har til formål at tiltrække særlig dygtige udenlandske studerende, men vi støtter ikke forslaget her om en særlig stipendieordning til udenlandske studerende fra ulande. Vi mener, at der er bedre og mere effektive måder at bekæmpe fattigdom på.
     Til sidst vil jeg sige, at intentionerne bag beslutningsforslaget er gode, men vi kan ikke støtte de konkret anviste initiativer.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Charlotte Fischer.

Målet med det her forslag, som Socialdemokraterne har fremsat, er meget fint, det er nemlig at styrke internationaliseringen. Internationaliseringen er sådan set forudsætningen for, at vores universiteter kan blive så attraktive og dygtige, som vi gerne vil have, for hvis vi skal fastholde dygtige danske studerende, er det vigtigt, at vi skaber internationale miljøer på universiteterne, der er attraktive, og det er vigtigt, at vi er i stand til at tiltrække dygtige udenlandske forskere og lærerkræfter, og samtidig er det vigtigt, at vi selv får mulighed for at komme ud i verden.
     Her er vi enige i Socialdemokraternes hensigter. De er jo netop, at vi skal være meget mere ambitiøse i dag, end vi har været hidtil. Der, hvor diskussionen er i dag, er jo vedrørende spørgsmålet om midlerne. Er det lige præcis de rigtige midler og den rigtige dosering, som der lægges op til? Vi synes både, der er godt og skidt. Bolsjerne er lidt blandede, synes vi, når vi kigger på det, der er i Socialdemokraternes forslag.
     Det første element er, at vi skal have identificeret de barrierer, der i dag måtte være, for, at universiteterne kan blive mere internationaliserede end i dag. Der synes vi, at det er en rigtig god idé at gå ind lidt mere systematisk og kigge på, hvad det er for nogle barrierer, der er for, at universiteterne kan udbyde uddannelser i udlandet.
     Vi synes, der er andre centrale barrierer end måske lige dem, Socialdemokraterne peger på. Der er f.eks. det her med, at udenlandske studerende i dag får alt for sent besked. Det sker i slutningen af juni, når de faktisk skal starte allerede i september. Noget af det kan måske virke lidt banalt, men det er faktisk rigtig vigtigt for, at det hele glider og man skaber nogle universiteter, der er gearede til at tage imod udenlandske studerende.
     Det er også vigtigt, at universiteterne f.eks. skaber miljøer, så udenlandske studerende, forskere osv. føler sig godt tilpas. Vi har fået en mail fra en forsker, der gør opmærksom på, at det indimellem faktisk kan være rigtig svært at komme til et dansk universitet, fordi man føler, man lander i et stort hul, hvor man ikke socialt rigtig har noget at gøre godt med og egentlig føler sig lidt fortabt. Sådan nogle ting, som hører til i den mere bløde ende, er faktisk rigtig vigtige for, at vi kan være gode til at tiltrække udenlandske kræfter.
     Vi synes, det er helt naturligt, at internationaliseringen indgår i universiteternes udviklingskontrakter, hvad den jo allerede gør, og vi er også parate til at knytte penge til det.
     Der, hvor vi har større betænkeligheder, er vedrørende det her med taxameteret. Målet om, at halvdelen af alle færdiguddannede kandidater skal have været en tur i udlandet, synes vi er et fint og godt mål. Men spørgsmålet er, om den her model, som Socialdemokraterne lægger op til, er den rigtige.
     En ting, vi er lidt bekymrede for, er jo, om universiteterne mister penge, så der reelt sker en underfinansiering. Jeg ved ikke, om Socialdemokraterne har regnet på, hvor mange penge vi taler om, som siver ud af universiteternes kasser. Man kan også spørge: Hvilket incitament har universiteter til at få deres studerende ud til udlandet, når de faktisk taber penge på det? Vi er lidt på udkig efter en ordning, der egentlig giver dem et større incitament, så de ikke bliver ramt på pengepungen.
     Den ordning, Socialdemokraterne lægger op til, er også lidt bikset, synes vi, med den her omlægning, hvor de altså kan få pengene allerede fra starten og ikke som i dag, først når de studerende har bestået deres eksamener. Vi synes, den er en lille smule bikset, og det er klart, at Socialdemokraterne så også er nødt til at stramme op på studieaktiviteten for at råde bod på det. Vi synes, det er lidt bøvlet, og så kan man sige, at universiteterne jo allerede i dag har de muligheder for at stramme op, så det kunne de vel bare af sig selv gøre. Er det noget, vi skal stille krav om centralt? Vi er ikke helt entusiastiske, lige når det gælder den model.

     Vi er enige i, at man skal styrke markedsføringen, og det er ikke, fordi vi vil kommercialisere universiteterne. Men jeg synes bare, vi er nødt til at tage udgangspunkt i den kendsgerning, som er, at vi befinder os på et stort globalt uddannelsesmarked, og hvis vi ikke kan både fastholde de dygtige danske unge på vores universiteter og tiltrække udenlandske, taber vi simpelt hen på længere sigt. Det er en kendsgerning, vi bliver nødt til at tage højde for, så derfor er vi egentlig overordnet positivt stemt over for at styrke markedsføringen. Vi synes bare, universiteterne selv skal stå for det. Vi ser ikke nogen idé i at lægge det ind centralt. Vi tror tværtimod på, at universiteterne skal have meget mere ansvar for at drive tingene selv.
     Endelig til sidst vil jeg sige, at det med en fordobling af stipendierne er vi for. Vi er også for at styrke det for de mindre udviklede lande, og der mener vi, at det skal være de dygtigste studerende, vi også går efter dér, men vi synes, det er fornuftigt at øremærke midlerne til netop de lande.

Først og fremmest mange tak, fordi Det Radikale Venstre er så positiv over for det her forslag. Der er nogle tekniske ting, hvor vi kan tage en diskussion, men det er jeg sikker på at vi i en forhandling vil være i stand til at finde ud af, ingen tvivl om det.
     Af barrierer, der er for internationalisering, har vi nævnt nogle stykker, men det betyder jo ikke, at vi ikke også godt kan se, at der er en række andre barrierer. Der synes jeg sådan set, at fru Charlotte Fischer fra Det Radikale Venstre nævner en række relevante barrierer, der også skal kigges på, og det er sådan set et spørgsmål om generel kulegravning af hele lovgivningen, vi forestiller os.
     Med hensyn til vores forslag om, at dele af taxameteret skal kunne tages med, vil jeg da gerne høre den radikale ordfører, om ikke hun tror, at det sådan set vil være dyrere med regeringens model, hvor man kan tage hele taxameteret med til udlandet. Altså, vil det ikke være mindre motiverende for det enkelte universitet at sende folk til udlandet, hvis det er, at hele taxameteret ryger, frem for at man giver de
20.000 kr. med som et stipendium, og at man gør det ved en samarbejdsaftale? Tror den radikale ordfører ikke, at det sådan set er mere motiverende for det enkelte universitet at følge Socialdemokratiets model frem for regeringens model, og at der alt i alt vil komme flere studerende til udlandet med Socialdemokratiets model frem for med regeringens model?

Jo, og kunne jeg være grov, ville jeg sige, at der jo ikke er nogen idé i at sige ja til et halvdårligt forslag, fordi der er nogle andre, der har stillet et endnu dårligere forslag.
     Men vi er faktisk fuldstændig enige i formålet. Vi vil gerne have flere unge til udlandet, og vi er også interesserede i at prøve at støtte dem, så de kan komme ud. Vi er lidt på jagt efter modellen og synes måske, der kunne være en idé i at afkoble det, sådan at universiteterne reelt fik en positiv interesse i at få de unge til udlandet.
     Som det er nu i Socialdemokraternes model og i regeringens model, er der en negativ økonomisk interesse i at få de unge ud. Det må man bare på papiret konstatere. Så det er noget, vi kigger på. Men målet er vi enige i.

Så er det hr. Rasmus Prehn for en sidste kort bemærkning.

Nu synes jeg, det er vigtigt at få med, at vi jo sådan set også foreslår en pulje på 100 mio. kr., som skal være en del af udviklingskontrakten, hvor man honorerer de universiteter, der rent faktisk gør noget på området, sådan at der også gerne skulle være et økonomisk incitament. Så jeg er ikke helt enig i det, som den radikale ordfører giver udtryk for.
     Nu er det klart, at man altid kan diskutere modeller, og jeg er åben over for, at den socialdemokratiske model ikke er den bedste. Det er jeg ydmyg over for. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at opsøge forskellige relevante personer på det her område, som arbejder med det her til hverdag, og det er sådan set i samarbejde med dem, at jeg har skruet den her model sammen.
     Men jeg kunne da godt tænke mig at høre, når nu Det Radikale Venstre er så kritisk over for den socialdemokratiske model, hvilken model Det Radikale Venstre forestiller sig ville være bedre end den, vi har foreslået. For vi har ikke kunnet opdrive nogen, selv om vi altså har brugt en lang periode på at arbejde det her grundigt igennem. Men lad os da få en konkret model på banen fra Det Radikale Venstre, så vil vi da gerne kigge positivt på det.

Jo tak. Vi skal nok blive konkrete hen ad vejen. Grunden til, at vi er lidt hys på det her område, er jo, at der generelt er et problem med universiteternes økonomi og med at finansiere undervisningen, udhulningen af uddannelsestaxametrene og alt det her, og det nytter jo ikke noget, vi bliver ved med at skabe ordninger, som gør økonomien på universiteterne endnu dårligere, så undervisningen herhjemme bliver endnu dårligere.

     Så det er derfor, vi er lidt nervøse for at gå ind i noget, der sådan pr. automatik, og især hvis det bliver en rigtig stor succes, faktisk kommer til at koste universiteterne nogle penge. Vi leder lidt med lys og lygte efter noget, der i hvert fald er bedre, og hvor vi sikrer en økonomi for universiteterne, så vi er sikre på at få en høj kvalitet i undervisningen på vores hjemlige universiteter.

Tak til ordføreren. Så er det fru Anne Grete Holmsgaard som ordfører.

Det er vigtigt at internationalisere uddannelserne. Det er vigtigt at få flere studerende ud til udlandet, og det er vigtigt at få flere udenlandske studerende ind på de danske universiteter. Begge dele er nødvendige, og begge dele styrker internationaliseringen. Det gælder de studerendes oplevelse af udenlandske universiteter indefra - oplevelse af en anden kultur og arbejde med et andet sprog - men det er lige så vigtigt, at det er en internationalisering, der foregår herhjemme, altså at der også bliver nurset om den, så de udenlandske studerende, der kommer, virkelig føler sig vel modtagne og kommer ind i et miljø, hvor de ikke er en enklave for sig selv, så de udenlandske studerende bare går for sig selv, men virkelig bliver blandet med de danske studerende. Så med hensyn til formålet er vi enige med Socialdemokraterne.
     Selve forslaget er bygget op i fire punkter.
     Det første punkt handler om at få gennemtrevlet eller kulegravet de regler og procedurer, der gælder på nuværende tidspunkt, for at få gjort det synligt, hvad der er barriererne for øget internationalisering. Det støtter vi meget varmt, og vi tror, at det vil være til stor glæde for alle politikere, uddannelsessøgende, studerende på universiteterne og universiteterne selv.
     Det næste punkt handler om at afsætte en pulje på 100 mio. kr., som kan bruges til at præmiere universiteter, der gør en særlig indsats for at internationalisere, bl.a. i form af at lave fællesuddannelser og parallelle forløb. Det synes vi også er en rigtig god ting, og vi tror bestemt, at det vil være motiverende for universiteterne, som også har brug for pengene til det. Det støtter vi også meget varmt.
     Det tredje punkt handler om at lave en stipendieordning for danske studerende, der søger ud, ved at omlægge taxameteret. Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke helt kan gennemskue modellen, men sådan som jeg har forstået den, indebærer den også, at man får taxameteret, når man starter på en uddannelse, i stedet for at få det, når man afslutter en uddannelse.
     Den del synes jeg ikke er klog. Jeg mener, at den taxameterordning, vi har nu, hvor man får taxameteret for gennemførte moduler, er en god ordning, fordi den motiverer universiteterne til at have øje for, at man ikke taber for mange studerende undervejs og navnlig ikke i de første år, hvor vi godt ved at frafaldet er større, end det er i de senere år.
     Den anden del handler så om vores generelle skepsis over for det, regeringen har foreslået, og det, Socialdemokraterne her foreslår i en let model, kan man vel sige, nemlig det, at man kan tage en del af taxameteret med til udlandet. Hvis det skal være inden for de nuværende bevillinger, vil det betyde en udhuling af uddannelsesbevillinger, som i forvejen er blevet udhulet gennem de senere år. Problemet med det er, at man svækker kvaliteten af uddannelserne, og vi mener ikke, det er fornuftigt at svække den kvalitet. Vi er i bund og grund dybt afhængige af, at vi har universiteter, der har en meget høj kvalitet.
     Jeg kunne så forstå på hr. Torsten Schack Pedersen, Venstres ordfører, at det, man arbejder med i regeringen i øjeblikket, er sådan en eller anden form for positivliste over, hvilke uddannelser eller universiteter man kan tage taxameteret med til. Det vil jeg gerne advare imod. Der er ingen herhjemme, der har overblik over, hvilke universiteter der er i udlandet af høj kvalitet, og hvilke der er af lav kvalitet. Og jeg forudser, at man, hvis man skal gennemgå alle de uddannelser, vil havne i et morads.

     Jeg synes, at man i stedet for må sige, at det selvfølgelig koster at lave internationalisering, og bruge nogle penge på, hvis det er det, der skal til, at give øgede stipendier til at komme ud. Nu er der jo meget forskel på, når man kommer ud, om man skal betale ingenting, lidt eller meget for at gå på det pågældende universitet, og det må der også i en eller anden udstrækning være afpasset efter.
     Det fjerde punkt handler om at afsætte 80 mio. kr. til at understøtte det, forslagsstillerne kalder markedsføringsindsatsen, og til flere stipendier til udenlandske studerende. Det er sympatisk, men jeg vil advare mod, at man laver et center, der gælder alle universiteter. Jeg tror, det bliver en bureaukratisk ordning.
     Det er bedre at have det her på det enkelte universitet, sådan at man arbejder med det derfra og ikke gennem et center, der har en selvstændig bestyrelse, hvor man skal gennem langt flere arbejdsgange, end det faktisk er nødvendigt. Til gengæld vil jeg sige: En varm støtte til, at vi giver flere stipendier til mennesker fra fattige lande, som er velkvalificerede til at komme ind på danske universiteter.

Tak til ordføreren. Og næste ordfører er hr. Per Clausen.

Nu talte hr. Jesper Langballe jo meget om, at det her forslag handlede om globalisering. Det gør det sikkert også, men jeg skal da rose forslagsstillerne for, at de ikke har brugt ordet globalisering. Man har så brugt ordet internationalisering i stedet for, og det er næppe meget mere præcist, men det er da et ord, som blev moderne nogle år før ordet globalisering, så selv folk i min høje alder kan jo ligesom forbinde det med noget fra ungdommen.
     Ellers er udspillet jo præget af den sædvanlige danske tilgang til globaliseringsdiskussionen. Det er jeg måske lidt skuffet over, når det nu er Socialdemokraterne, der har lavet det her, for da jeg læste overskriften, tænkte jeg: Her er nok et bud på, hvad Danmark skal gøre i forhold til de internationale organisationer, som vi er med i, for at påvirke udviklingen og dermed også påvirke de betingelser, som universitetsområdet får på både globalt og nationalt plan. Den globalisering, vi taler så meget om, er nemlig ikke skabt af guderne og kun delvis af markedet, men i virkelighedens verden jo skabt af politiske beslutninger truffet i WTO, truffet i EU.
     Engang var det i hvert fald sådan, at Socialdemokraterne havde det synspunkt, at vi skulle have en offensiv udenrigspolitik. Det er tit indgået i debatter om både EU og WTO, hvor vigtigt det er at være med ved bordet. Så mangler man bare at få en diskussion af, hvad det er, vi skal gøre ved det bord.
     Det bliver ikke under det her punkt. Det er det nationale udgangspunkt for globaliseringsdebatten og internationaliseringsdebatten, og det er også fair nok. Jeg har sådan set også tænkt mig, at jeg vil sige noget positivt om forslaget; det skal jeg nok gøre, og det er ikke et forsøg på at skade Socialdemokraterne i deres forhandlinger med regeringen, at vi siger noget positivt om det.
     Jeg vil dog alligevel starte med at sige en enkelt ting om, hvad der er Enhedslistens udgangspunkt her. Det er sådan set, at vi synes, at det vigtige er at give unge danskere bedre muligheder for at komme til udlandet og studere. Det er vigtigt at give de unge fra udlandet bedre muligheder for at komme til Danmark og studere. Det er vigtigt at sikre, at også forskerne kommunikerer godt på tværs af landegrænserne, og det er også vigtigt at sikre, at vi fremover har penge til universiteter i Danmark.
     Venstre var lidt tilbøjelig til at ville overlade det til markedskræfterne, om der overhovedet skulle være universiteter i Danmark, havde jeg indtryk af. Det tror jeg er en dårlig idé, og derfor har fru Anne Grete Holmsgaard også ret i, at vil man det her, så kommer det til at koste ekstra penge.
     Men når man så ser på udviklingen, og det er derfor, jeg synes, at det var meget godt at komme med et forslag, som handler om at øge udvekslingen, så er det jo, at vi i de her dage kan se konsekvenserne af regeringens, Socialdemokraternes og De Radikales politik på området, nemlig indførelsen af, at man skal betale, når man kommer fra et ikke-EØS-land.
     Antallet af studerende er halveret. Videnskabsministeren synes ikke, det er så stort et problem, for han mener at vide et eller andet sted fra, at det nok er den dårligste halvdel, som er forsvundet. Det tror jeg ikke man kan være sikker på.
     Så derfor kan vi i det forslag, der ligger her fra Socialdemokraterne, helt entydigt støtte forslaget om at afsætte penge, som er målrettet mod udenlandske studerende. Vi synes sådan set, at det er meget fornuftigt at have både en internationalistisk og solidarisk profil på det og en profil, hvor man går efter de bedste hoveder, og jeg skulle hilse og sige, at det ikke er udelukket, at det kan kombineres.

     Derudover vil jeg bare sige, at vi er positive over for, at man skaber bedre muligheder for, at studerende kan få udviklingsaftaler, og bedre muligheder for, at studerende kan sikre merit. At der skal afsættes 100 mio. kr. til det, er lidt uforståeligt, for jeg tror ikke, det koster så mange penge, men hvis det bare er den sædvanlige metode med at give universiteterne nogle ekstra penge, og hvis man mener, det er nemmere over for finansministeren at komme igennem med 100 mio. kr. ekstra til universiteterne ved at kalde det det her, så for min skyld ingen alarm. Jeg kender universitetsadministratorer så godt, at jeg ved, at de er kreative nok til, at de nok skal få sat gang i det her på en måde, så det ikke generer den daglige drift alt for meget at få andel i pengene.
     Jeg er noget mere betænkelig over for det med markedsføringsindsatsen. Jeg synes måske også, det bliver en lidt kompliceret sag, det der med at leje nogle folk til at fremstille Danmark som et land, der er enormt åbent og positivt over for folk fra andre lande. Der tror jeg, at markedsføringen gør klogt i at være baseret på, at der også sker nogle konkrete forandringer af vores politik.
     Jeg er lidt betænkelig ved, om den der stipendieordning for danske studerende, som Socialdemokraterne vil indføre, i virkeligheden er udtryk for, at man her har fundet en listig måde at løse problemet med betalingsuddannelse på, sådan at vi kan få betalingsuddannelse i Danmark også for dem, der kommer fra EØS-landene, men friholde danskerne. Jeg tror, at man skal prøve at se på, om ikke det var bedre med en lidt mere offensiv politisk strategi, hvis man ønsker at bevare gratisuddannelse, og måske skulle man overveje også at slå sig sammen med andre lande i den kamp.

Jeg vil lige udfordre hr. Per Clausens nuanceringsevne en lille smule med hensyn til det her med antallet af udenlandske studerende ved danske universiteter. De Radikale har jo været med til at indføre den her stipendieordning, og vi er selvfølgelig også interesserede i nøje at følge, hvad konsekvenserne så er for universiteterne.
     Omvendt mener jeg ikke, at det, at der er et fald, i sig selv kan tolkes som negativt. Jeg vil egentlig bare sige til hr. Per Clausen, at når man nævner, at der er sket et fald, hvor meget synes at være lidt uvist, kan man ikke bruge det i sig selv til ret meget. Vi ved jo bl.a. fra Roskilde Universitetscenter, at der altså har været - jeg har talt med mange, der kan bekræfte det - et stort antal kinesiske studerende, som faktisk ikke burde have været der, fordi de simpelt hen ikke havde kvaliteten til at være på universiteterne. Så det er blot for at få nuanceret den diskussion lidt mere.

Det skal jeg da gerne medvirke til her sidst på dagen. Selv om det er tidligt, er det sidst på dagen i dag.
     Mit udgangspunkt er altså, at vi har brug for, at der kommer flere udenlandske studerende til Danmark, og derfor synes jeg, det er et problem, at antallet falder. Og det synes jeg vi skal gøre noget for at få lavet om på ved f.eks. at lave stipendieordninger, hvor man både har en social, solidarisk vinkel og også en vinkel, hvor man siger, at folk også skal være kvalificerede. Og som jeg sagde tidligere, behøver det ikke at stå i modsætning til hinanden.
     Det, man risikerer ved kun at have en betalingsordning, er jo, at det eneste, der er afgørende for, hvem der kommer, er, om de har råd. Og så har jeg bare sagt, at jeg ikke er sikker på, at de, der ikke kommer fremover, nødvendigvis er de dårligste. Der er jo ikke noget i vejen for, at der faktisk findes folk i Kina og andre steder, som også har råd til at betale det her gebyr for at få deres børn til at gå på en uddannelse ude på RUC. Så det at kræve betaling sikrer ikke kvalitet.

Jo flere, jo bedre, kan man godt bruge det som princip hele vejen igennem? Enhedslisten bliver også nødt til at anerkende, at en ting er behovet for, at der er en vis kvalitet hos de studerende, der kommer ind - det er Enhedslisten vel også med på, for ellers ender man sådan set med at sænke kvaliteten af undervisningen på vores universiteter - en anden ting er behovet for, og det synes vi også, flere stipendier osv.; det kan også løse det her problem. Men kvaliteten af de studerende, der kommer ind, er vel noget, som Enhedslisten er lige så interesseret i at sikre som os andre.
     Så savner jeg måske bare til sidst også en anerkendelse af, at vi jo har et eller andet dilemma, i og med at lille Danmark ligger i en verden med et skattefinansieret gratis uddannelsessystem i en kæmpestor verden, hvor det ikke er sådan. Man kunne vel forestille sig en situation, hvor det faktisk strømmede ind med folk, der ville få glæde af det her, og hvor det faktisk begyndte at være et problem for os.

Det vil jeg ikke udelukke, men vi har ikke været i den situation, vil jeg sige. Så det er det ene, jeg vil sige.
     Det andet er, at jeg da er enig i, at vi skal stille kvalitetskrav til studerende. De skal jo være i stand til at følge undervisningen, og de skal også være i stand til at følge undervisningen på det sprog, man nu har valgt at den skal foregå på, hvad enten det er engelsk, dansk eller et tredje sprog; kreativiteten er jo stor, hvad det angår. Det er jeg også enig i.
     Jeg tror på den anden side nok, man må sige, at det ikke er, fordi der sådan er mangel på kvalificerede unge mennesker, som man godt kunne trække til. Så når jeg siger, at vi har brug for, at der skal være flere, er det en målsætning, som eksisterer ved siden af, at der selvfølgelig skal være kvalitet.
     Og så er jeg helt enig i, at vi selvfølgelig bliver nødt til at erkende, at vi lever i en verden, hvor andre også træffer beslutninger, der vedrører os. Derfor synes jeg bare, det er så kedeligt, at hverken når regeringen snakker globalisering, eller Socialdemokraterne snakker globalisering, snakker man om, hvordan vi kan påvirke udviklingen ude i verden.
     Når vi skal stemme om EU og den slags ting, får vi jo tit at vide, at Danmark har stor indflydelse i både EU, WTO og andre steder. Jeg synes også, vi skal diskutere, hvordan vi kan udnytte vores indflydelse globalt.

Den næste er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Rasmus Prehn.

Jeg vil gerne starte med at sige mange tak for den debat, som vi i dag har haft om vores forslag fra Socialdemokratiets side om internationalisering af universiteterne.
     Jeg synes, det er sjældent, at man oplever, at der i Folketingssalen er en debat, hvor der er positive tilkendegivelser fra stort set alle partier. Det er ualmindelig sjældent, at man hører, at der er så bred enighed om, at der er positive elementer i et forslag. Så derfor er jeg som forslagsstiller meget, meget taknemlig over, at der bliver kvitteret så positivt for mange af de elementer, vi har i vores beslutningsforslag. Det vil jeg meget gerne takke for.
     Jeg noterer mig selvfølgelig også, at højrefløjen eller regeringen giver udtryk for, at man sådan set er utrolig positiv over for en lang række af forslagene. Ja, ministeren, har jeg talt op, er enig med næsten 90 pct. af vores forslag. Venstres ordfører er også enig langt hen ad vejen, og det samme gælder den konservative ordfører.
     Men når det kommer til det konkrete med at sætte penge af, er man forbeholden. Så det synes jeg sådan set er meget sigende for den debat, vi i det hele taget har. Man er med på noderne, man vil gerne det rigtige, men når det kommer til at sætte penge af og komme med forslag, der konkret virker, er man ikke så meget for det.
     Fra venstrefløjens side, når vi taler om Enhedslisten og SF, er man også meget, meget positiv. Og jeg er meget glad for den opbakning, der har været, men måske knap så overraskende er der også den sædvanlige retorik om, at det ville have været bedre, hvis man havde gjort endnu mere.
     Så er der De Radikale, som også er positive, men som synes, at teknikken godt kunne have været bedre. Det tror jeg vi finder ud af.
     Og så er der Dansk Folkeparti, som siger, at det her er et trendy forslag, og derfor må det være dårligt; at det her handler om internationalisering, og derfor må det være dårligt; at det her handler om globalisering, og derfor må det være dårligt. Det er jeg selvfølgelig skuffet over.
     Jeg synes også, det må være svært for Dansk Folkeparti at være støtteparti til en regering, som netop har lanceret et globaliseringsudspil, og som virkelig vil noget på det her område, når man har den indstilling til, at internationalisering og globalisering er noget negativt, som ikke burde være nødvendigt, hvilket jeg oplevede at hr. Jesper Langballe gav udtryk for.
     Jeg vil tage de konkrete forslag punkt for punkt, for jeg synes, der kom mange relevante og vigtige kommentarer til de forskellige punkter.
     Vores første forslag handler om at lave en generel gennemgang og vurdering eller en slags kulegravning af den gældende lovgivning på området for at se, om der er love eller regler, der virker som en barriere for at sikre internationalisering af universiteterne, for så skal vi kigge på det.
     Jeg har i et spørgsmål til den radikale ordfører sagt, at selv om vi nævner nogle konkrete eksempler på barrierer, er det altså ikke sådan, at vi ikke gerne vil kigge på alle mulige andre barrierer. Jeg forestiller mig, at man måske kunne lave en høringsfase, hvor universiteter, studerende og forskellige parter kunne melde ind og sige: Vi oplever, at der er en konkret barriere her.
     Jeg synes så, at vi skal se på, om vi kan lave den lovgivning på en smartere måde, om vi kan lave de regelsæt på en smartere måde, så de ikke virker barriereskabende. Selvfølgelig skal vi sørge for, at vi ikke får ødelagt noget undervejs og får uhensigtsmæssigheder ind, men lad os nu se på, om ikke vi kan smidiggøre de her ting.
     Jeg har konkret hørt fra rektorer, jeg har talt med, at de oplever et problem, når de gerne vil lave parallel- og fællesforløb, altså hvor man udbyder uddannelse, hvor dele af den ligger i udlandet. Der skal man have det godkendt hos ministeren, og det kan være en lidt træls og bureaukratisk facon. Jeg oplever så også, at ministeren her i dag giver udtryk for, at det er man fra regeringens side villig til at kigge på.

     Så hvis vores beslutningsforslag, Socialdemokratiets forslag om at internationalisere universiteterne, kan bidrage til, at man får blødt op, at man er imødekommende over for at ændre stive regler og bureaukrati, sådan at man kan få mere internationalisering på universiteterne, er jeg rigtig, rigtig glad og taknemlig over det, og jeg tager det positivt
i forhold til at gå ind i forhandlingerne for at få fjernet nogle af de her regler. Med hensyn til vores tanke om at sætte 100 mio. kr. af til en internationaliseringspulje, som skal knyttes til universiteternes udviklingskontrakter til realisering af internationaliseringstiltag, er jeg også glad for, at der har været så bred en tilkendegivelse af, at der kunne være nogle fornuftige takter i det her. Det er klart, at regeringen meget gerne vil mange af de her ting, men når det drejer sig om penge, kommer man med nogle tekniske, nogle bureaukratiske argumenter om, at det jo hører til på finansloven. Ja, men der hører altså også penge til, hvis man vil ændre noget. Og hvis vi vil have universiteterne motiveret til at udbyde flere parallel- og fællesforløb, hvis vi vil have universiteterne til at lave flere udvekslingsaftaler, hvis vi vil have universiteterne til at tage handsken op med hensyn til at lave mere internationalt arbejde, er vi også nødt til at honorere dem for det. Det er sådan set det, vi foreslår med det her forslag om en pulje, som skal honorere dem. Vi har været i tæt kontakt med forskellige rektorer, som siger, at det her vil kunne hjælpe noget, at det vil kunne få flere studerende til udlandet, så de der kan få en god oplevelse og lære nogle af de ting, der skal til, for at de kan klare sig i den globale virkelighed. Så jeg håber altså meget, at vi kan finde en ordning, hvor der bliver sat penge af. Tanken om, at man kan motivere universiteterne til at sende folk af sted, når de mister penge på det, hvilket jeg sådan set oplever at der ligger i regeringens forslag, tror jeg nemlig ikke har nogen gang på jorden. Jeg tror, der er mere ræson i vores forslag om at motivere med noget økonomi. Jeg tror, man kan sige, at uden at der kommer penge, kommer der ikke initiativer, desværre. Med hensyn til vores forslag 3 om, at der indføres sådan en ny stipendieordning for danske studerende, der finansieres inden for rammerne af det nuværende taxameter, hvilket så skal sikre, at man i samarbejde med sit hjemuniversitet kan benytte det her universitet til at tage et ophold i udlandet, er jeg også glad for, at der generelt er enighed om, at det er et godt initiativ, at man i større grad kan læse i udlandet. Det er klart, at fra regeringen, som har sit eget forslag, får vi ikke opbakning til det her. Men jeg vil gerne understrege, at erfaringerne i Norge og Island, hvor man har gennemført den her model, altså viser, at man får udhulet hjemuniversiteternes økonomi. Den radikale ordfører sagde det meget præcist og kom med en analyse, der ligger helt i forlængelse af det, som jeg også har tænkt på det her område, nemlig at hvis man bare flytter hele taxameteret med, så udhuler man altså hjemuniversiteternes økonomi. Det er ikke den rigtige model. Så kan det være, at vores model heller ikke er hundrede procent optimal, hvilket den radikale ordfører lægger op til
i sit indlæg. Jamen jeg er meget ydmyg på det her område, og jeg vil gerne se på det, hvis der er en model, der kan blive bedre. Lad os kigge på det. Den model, vi har fundet frem, er en, vi har fundet frem til i samarbejde med forskellige aktører på området. Det er det bedste, vi har kunnet finde frem til, men dermed ikke sagt, at det er godt nok. Vi kigger gerne på en model. Jeg vil dog gerne understrege, at der ikke er tale om, at man fuldstændig går væk fra at knytte taxameteret op på beståelsesprocenten, altså på, i hvilket omfang man gør folk færdige. Nej, noget af det bliver udleveret up front, altså betalt til universiteterne i starten af forløbet, netop for at motivere dem til og give dem penge til at sende folk til udlandet og for at sikre, at man også motiveres til andre ting end bare at færdiggøre folk, men også at tiltrække folk og at fastholde folk. Men der er stadig væk dele af taxameteret, der skal kobles op på færdiggørelsen. Så den kritik, der har været rejst forskellige steder fra, er ikke rimelig, for der står meget udførligt i forslaget, at det er et spørgsmål om både-og. Så vil jeg gerne sige, at et andet element, der hører med, jo er hele tanken om indkøbsaftaler. Når danske universiteter får lejlighed til at købe uddannelsespladser i udlandet, kan de få flere uddannelsespladser for pengene, hvis de køber flere ad gangen. Det er helt almindelig købmandshandel. Hvis man køber mange på én gang, så får man mere. Derfor kan en model, som Venstre og Konservative foreslår, hvor man lader den enkelte studerende tage taxameteret under armen og rejse til udlandet og bruge pengene, jo lyde enormt friskt og sympatisk, men man får altså mindre uddannelse for pengene. Det synes vi er ærgerligt, for vi har alt for få penge til uddannelse i Danmark. Vi skulle gerne have mest muligt for de penge, vi har, og derfor er vores forslag meget bedre.

     Med hensyn til vores forslag om at markedsføre universiteter i udlandet og sætte penge af til stipendiater, så flere udenlandske studerende kan komme til Danmark, vil jeg gerne sige, at der jo ikke er tale om, at det er et eller andet meget bureaukratisk center, der skal ordne det hele. Hvis vi er kommet til at formulere det på en uheldig måde, så det kan blive opfattet sådan, skal jeg beklage med det samme. Det er slet ikke tanken.
     Tanken er jo, at man skal understøtte den markedsføring, de enkelte universiteter laver. Det står helt konkret i forslaget. Jeg har lige siddet og kigget efter, for da jeg hørte de kommentarer, der kom, tænkte jeg: Har jeg nu skrevet forkert? Men det står der altså. Så det skulle gerne være meningen, at det er det enkelte universitet, der går ud og markedsfører for at få studerende til.
     Jeg er så blevet hvisket i øret, at det med markedsføring måske forslår som en skrædder et vist sted, fordi vi har meget få ressourcer i Danmark i forhold til resten af verden osv., og at man hellere skulle bruge nogle flere penge på scholarships og stipendier, fordi det er det, der gør, at vi får et internationalt miljø i Danmark. Jamen det er jeg også villig til at kigge på.
     Vi er meget åbne, vi er meget imødekommende, vi er meget interesserede i at finde brugbare løsninger på det her område, men en ting er sikker: Hvis vi skal have universiteter, der kan klare sig i den internationale verden,
i den globale verden, så har vi brug for, at der er udenlandske studerende på vores universiteter, som kan være med til at skabe et internationalt miljø. Det er det, der er brug for, og derfor fremsætter vi det her forslag. Vi har så sagt: Ud over bare at tage de klogeste, er det også værd at kigge på, om der er nogen, som er det, man kalder kloge og fattige, og som vi kunne hjælpe ved at kunne trække til på en model. Det vil vi gerne være med til, og det synes jeg sådan set også i solidaritetens navn at man skulle overveje. Jeg er glad for, at der har været interesse for det fra De Radikales og fra venstrefløjens side, men det kunne også godt klæde regeringen at være med på det her med at hjælpe nogle af dem, som ikke har råd til at få sig en uddannelse. Det er der jo behov for, også for at hjælpe de lande. Så, tak for ordet, tak for en god debat, tak for de mange positive tilsagn. Jeg synes i hvert fald, det her er et eksempel på, at Socialdemokratiet også kan fremsætte forslag, der får bred opbakning i hele Folketinget. Det er jeg rigtig, rigtig glad for.

Jeg stillede i min ordførertale et spørgsmål, som hr. Rasmus Prehn ikke kommenterede nu i sit indlæg, så jeg vil gerne igen stille spørgsmålet om modellen med at have en studieafgift på 20.000 kr. om året, som skal finansieres over taxametrene, og som den studerende så i princippet ikke selv skal betale, lyder det til: Hvordan forestiller hr. Rasmus Prehn sig, at det vil blive ført ud i livet, hvis den studerende måtte blive forsinket? Vil det så betyde, at den studerende på sit sjette eller måske syvende studieår selv skal have pengene op af lommen? Er det ikke brugerbetaling, Socialdemokratiet her foreslår?
     Jeg synes, det ville være rart at få en klar beskrivelse af, hvordan man har tænkt sig at forholde sig og løse det problem, man selv rejser, i og med at man foreslår, at det skal koste penge at gå på universitetet i Danmark.

Mange tak, jeg er glad for at få det her spørgsmål igen. Der var mange spørgsmål. Der var jo en rigtig engageret debat om det her forslag, og derfor var der mange bolde at holde i luften på samme tid, så jeg beklager meget over for hr. Torsten Schack Pedersen, at jeg ikke fik svaret på netop det.
     Vi vil ikke have nogen form for brugerbetaling på det her område. Det er slet ikke socialdemokratisk politik. Vi går jo ind for, at der skal være fri uddannelse. Vi tror på, at der skal være flere, der får en videregående uddannelse, ikke færre. Derfor er brugerbetaling en helt forkert tanke.
     Vi har også noteret os, at regeringen med sit globaliseringsudspil og andre initiativer har sagt: Folk skal altså igennem på noget kortere tid, end man gør det på i dag. Så tanken om, at folk sådan i stigende omfang skal blive forsinket osv., tror vi ikke er tilfældet. Vi tror, det bliver i mindre omfang. For dem, der så bliver forsinket, må vi finde en model.
     Jeg har ikke slået mig op som den helt store tekniker udi universiteternes økonomi, så jeg kan ikke her fra talerstolen i Folketinget komme med en forelæsning om, hvordan vi præcis får tacklet det, men jeg er sikker på, at man kan finde en løsning, hvor man også sikrer, at der bliver råd til at få gjort de studerende færdige, uden at den her model spænder ben for det.

Jeg vil gerne kvittere for, at ikke bare når det gælder muligheden for at tage taxameteret med til udlandet, men også målet om mindre forsinkelse, er Socialdemokratiet nu også kommet på banen og lægger sig pænt op ad de tanker, vi har gjort os i Venstre. Det er selvfølgelig glædeligt, at de gode tanker får større og større opbakning.
     Jeg kvitterer selvfølgelig for, at hr. Rasmus Prehn indrømmer, at den foreslåede model kan være problematisk, for hvis taxameterdelen er den samme og der hvert år skal falde 20.000 kr. up front, ja, så må det jo, som forslaget ligger, altså være sådan, at den studerende, som desværre måtte blive forsinket, selv om vi er enige om at begrænse det, står med udsigt til at skulle betale 20.000 kr. pr. ekstra studieår ud over det normerede.

     Jeg håber, at hr. Rasmus Prehn vil bekræfte, at det er resultatet af det, men jeg ser selvfølgelig også gerne, at det kan føre til en beklagelse, så vi kan få ryddet den misforståelse af vejen.

Nu synes jeg jo, at Venstres ordfører tager munden lige lovlig fuld.
     Jeg indrømmede ikke noget om, at den her model var problematisk. Jeg sagde, at vi er villige til at kigge på det, hvis modellen er problematisk. Det var det, jeg sagde, og det synes jeg sådan set er svar nok i sig selv. Men det er klart, at det, at der skal lægges et beløb for at starte på et semester, og at nogle bliver forsinket, kan give et problem. Vi kender jo modeller allerede i dag med folk, som bliver forsinket, og hvis der er en vis kvote SU, så får de folk et fjumreår osv.
     Kunne man forestille sig, at noget af den slags blev lagt ind? Det kunne jeg i hvert fald sagtens forestille mig.
     Endelig ser vi jo også semestre, hvor folk bliver forsinket - det er typisk i forbindelse med et speciale osv. osv. - og der kunne man måske nok forestille sig, at den undervisning, der foregår på universitetet i den sammenhæng, er knap så dyr som den, der foregår på det første semester, som er mere undervisningstungt. Så mon ikke vi kan finde en løsning, uden at det vælter læsset, uden at det kommer til at koste en masse?
     Jeg vil i hvert fald under ingen omstændigheder være med til, at det skal være en brugerbetalingsfinansieret model.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Lissa Mathiasen):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Videnskab og Teknologi. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.