Den næste sag på dagsordenen var:
13) Anden (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 65:
Forslag til folketingsbeslutning om frihed til forskellige eksamensformer, herunder gruppeprøver, i uddannelsessystemet samt udvikling af eksamensformer. Af Margrethe Vestager (RV), Christine Antorini (S) og Anne Baastrup (SF) m.fl. (Fremsat 19/1 2006. Første behandling 8/2 2006. Betænkning 25/4 2006).

Der var ikke stillet ændringsforslag.

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

De mange, som var i Folketinget i tirsdags, tror jeg ikke kunne undgå at høre de mange tusinde skoleelever herude, som demonstrerede for retten til frihed i eksamensformer, nemlig muligheden for at de også kan vælge at gå til gruppeeksamen.
     Når vi har fremsat beslutningsforslaget sammen med De Radikale og SF, så er det, fordi prøve- og eksamensformer er et vigtigt område, men vigtigt på den måde, at vi åbenbart ikke skal diskutere det her i Folketinget. Det er noget, som Venstreministre både som videnskabsminister og som undervisningsminister har besluttet at ændre gennem bekendtgørelser, sådan at vi ikke engang har en mulighed for her i salen at tage stilling til, om man skal ændre afgørende på den måde, vi har prøve- og eksamensformer på.
     Det har ikke alene noget at gøre med prøve- og eksamensformer, for det rækker tilbage til, hvordan man vælger at tilrettelægge undervisningsforløb, for det er jo derfor, der indtil nu har været en bred vifte af valgmuligheder i forbindelse med eksamensformer.

     Man kunne have forstået det, hvis det havde været en konservativ videnskabsminister og en konservativ undervisningsminister, som ønskede de gamle prøve- og eksamensformer. Men det er underligt, når vi har to liberale ministre på det her område, at de vælger ikke længere at give valgfrihed og have tillid til, at uddannelsesstederne selv kan beslutte, hvilke eksamensformer de vil have.
     Det var jo rent faktisk sådan, at den tidligere undervisningsminister fra Venstre, fru Ulla Tørnæs, var meget åben for at gå ind og lave en evaluering af prøveformerne i det danske uddannelsessystem netop for at se, hvordan man kunne få de mest moderne prøveformer. Men det udviklingsarbejde blev sat i stå, efter at der kom et ministerskift på området.
     Det er årsagen til, at vi sammen med De Radikale og SF ønsker at have debatten om det beslutningsforslag, hvori der er to forslag: Vi vil dels genindføre frihed til eksamensformer, herunder at gruppeeksamen igen bliver en mulighed, dels skal det udviklingsarbejde, der blev sat i stå, genoptages.
     Vi ved, at der har været diskussion, og det kan vi også godt forstå, ikke mindst i Venstres egen gruppe, for det her må da stride mod enhver grundholdning i partiet Venstre. Vi håber, at det her beslutningsforslag giver en mulighed for, at de fra Venstre, som har gået ud og sagt, at de ikke fatter, hvorfor gruppeeksamener er blevet afskaffet med alt, hvad det har af konsekvenser, vil være med til det her beslutningsforslag, så vi i det mindste får en ordentlig evaluering af, hvad der fremmer moderne undervisningsformer.
     Jeg kan i hvert fald sige her fra talerstolen, at under alle omstændigheder vil vi, der står bag beslutningsforslaget, love, at i det øjeblik, der kommer et andet flertal, vil vi genindføre frihed til eksamensformer, herunder gruppeeksamen - en eksamensform, der jo ikke bare har været en politisk diskussion om, men hvor en bred kreds af aftagere, uanset om vi snakker om chefer inden for det private erhvervsliv eller snakker om chefer inden for det offentlige område, siger, at gruppeeksamen afspejler nogle kompetencer, der er brug for.
     Jeg vil godt understrege, at vores forslag ikke går ud på, at alle eksamener skal være gruppeeksamener. Det er netop valgfriheden i eksamensformer, som vi har stor tillid til at de godt selv kan håndtere ude på uddannelsesstederne.
     Så vi håber, at der er nogle, som her ved andenbehandlingen trods alt vil give det en chance, om ikke andet så den del, der handler om forsøgs- og udviklingsarbejdet, som partiet Venstre selv tidligere har støttet.

Vi synes egentlig i Dansk Folkeparti, at når det er sådan, at en stor del af undervisningen ude på undervisningsinstitutionerne faktisk foregår som gruppe- og projektarbejde, er det rimeligt nok, at når man ender et undervisningsforløb, går man selvfølgelig op til en individuel eksamen for at vise, hvad man så har fået ud af det undervisningsforløb.
     Det er jo alt andet lige sådan, at når der er så få personer til stede til eksamen som overhovedet muligt, nemlig en person, er det lettere for censor at lave en individuel vurdering, så fra Dansk Folkepartis side kan vi naturligvis ikke støtte op omkring det her forslag. Kan fru Christine Antorini egentlig ikke se en vis logik i det?

Lad os bare tage demonstrationen her den anden dag med tusindvis af folkeskoleelever. Hvad er det, undervisningsministeren har taget fra dem? Det er muligheden for, at de kan gå til en mundtlig gruppeeksamen dels i matematik, dels i fysik-kemi.
     Det er sådan, at i modsætning til dengang, hvor jeg gik
i folkeskolen, er der kommet meget mere avancerede undervisningsmetoder, herunder er noget af det, man arbejder med, hvordan man kan lave problemløsning. Det er noget af det, man også gør, når man kommer ud i det virkelige liv. Det er også noget af det, vi som folketingsmedlemmer skal hver dag. Hvordan kan vi lave en eksamen, hvor eleverne viser, at de er gode til at lave problemløsning? Ja, det kan de bl.a. gennem en mundtlig gruppeeksamen. Det, der er faktum, er, at de evalueringer, der har været f.eks. af den mundtlige gruppeeksamen i fysik-kemi og i matematik i folkeskolen, har vist rigtig gode resultater. Der er ingen, der har sagt, at der er nogle, der er sluppet igennem bag ryggen af de andre. Tværtimod har de vist bredde og kompetencer hos dem, der er gået til eksamen. Vi kan ikke se, hvorfor det skal være os som politikere herinde, der skal blande os i, om det er den ene eller den anden eksamensform, der er den bedste. Det, der må være det vigtigste, er, at eleverne rent faktisk får den evaluering og bedømmelse, de skal bruge til at komme videre, og det kan gruppeeksamener også bruges til.

Nu nævnte fru Christine Antorini den demonstration, der var forleden dag, og der har også været boykot af undervisning på forskellige folkeskoler. Jeg vil sige, at i Dansk Folkeparti lader vi ikke vores politiske holdninger diktere af elever, som f.eks. boykotter undervisningen. Det synes vi faktisk er en mærkelig fremgangsmåde, som vi selvfølgelig ikke kan støtte op om.
     Så vil jeg bare sige, at for mit eget vedkommende har jeg aldrig nogen sinde deltaget i en gruppeeksamen, og det er der også mange andre der heller ikke har.

Der er altså også mange rundtomkring i undervisningsmiljøet, der ikke har det. Jeg talte med nogle studerende fra RUC her forleden dag. Man skulle ikke tro det, men de var - nu ved jeg ikke, om jeg må sige det fra talerstolen, men jeg prøver alligevel - græskkatolske over for, om gruppeeksamen blev afskaffet eller ikke blev afskaffet. Det er selvfølgelig den individuelle præstation ved eksamen, som er afgørende for den karakter, som man skal have. Det fremmes ved, at gruppeeksamen afskaffes, så det bliver individuel eksamination.

Jeg vil blot gøre hr. Martin Henriksen opmærksom på, at det faktisk er sådan, at selv om man går til en gruppeeksamen, bliver der givet en individuel karakter. Derfor er det også tit og ofte sådan, at det er forskellige karakterer, der bliver givet. Det er jo det, hele eksamenssystemet bygger på. Så der er som sagt ingen mulighed for, at man slipper igennem med en gruppekarakter. Det er en individuel karakter.
     Jeg må sige, at det virkelig undrer mig, at vi politisk skal beslutte, hvad der er den bedste eksamensform. Hvorfor kan vi ikke give den valgfrihed til uddannelsesstederne? Jeg siger ikke, at de skal lave gruppeeksamener, men at de kan vælge at lave gruppeeksamener.

Det er jo en ærlig sag, at vi ikke er enige om tingene i det danske Folketing, og vi er så heller ikke enige i det her beslutningsforslag. I Venstre finder vi det faktisk fuldstændig afgørende, at man bliver vurderet ud fra en individuel præstation, at man ikke bare får en individuel bedømmelse, men at man også i situationen testes individuelt.
     Jeg har lagt mærke til, at det hele tiden florerer i debatten, at erhvervslivet skulle have et særligt forhold til gruppeeksamenerne, og at det er meget vigtigt for virksomhedsledere, at man er eksamineret ved en gruppeeksamen.
     Men situationen er jo den, at vores politik bl.a. er formet på baggrund af den evaluering, som evalueringsinstituttet foretog i 2005, som viser, at så vel studerende som erhvervsledere vurderer, at man ved den individuelle bedømmelse og individuelle eksamen bedst kan afprøve de færdigheder og kundskaber, den studerende og eleven har fået, men også de brede kompetencer, og det, der er interessant, er jo, at både de både studerende og erhvervsliv mener, at man bedst får vurderet dem ved en individuel eksamen.

Jeg vil gerne læse et ganske kort citat op for fru Tina Nedergaard:
     »Prøvernes indretning og anvendelse bør tage farve af de situationer, som de fleste elever og studerende møder senere
i livet, i deres uddannelsesforløb, arbejdsliv og andre sammenhænge.« Det her citat stammer fra den rapport, som fru Ulla Tørnæs, tidligere undervisningsminister fra Venstre, lige nåede at fremlægge, og som jo afspejler det, som jeg også altid har opfattet som en del af Venstres holdning til uddannelser, nemlig at have den holdning, at man skal kunne tilrettelægge undervisningsforløb, sådan at det afspejler den virkelighed, vi er en del af. Men nu kan jeg konstatere, at ikke engang det, som fru Ulla Tørnæs mente var en god idé at undersøge, vil Venstre være med til længere. Jeg må sige, at det undrer mig, at Venstre i uddannelsesdebatten går tilbage til en position, som jeg må betragte som en klassisk konservativ position, i stedet for at holde fast i et fremadrettet uddannelsessyn, herunder at man kan faktisk kan evaluere, hvad der virker, for at se, om vi kan have nogle moderne undervisnings- og arbejdsmetoder.

Jeg kan høre, at den socialdemokratiske ordfører i dag er meget optaget af at udlægge Venstres politik, men det kan jo skyldes, at det i øjeblikket er noget lettere end at udlægge den socialdemokratiske politik.
     Jeg vil bare bede den socialdemokratiske ordfører bekræfte, at med vores afvisning af dette forslag og med de ændringer, som de to ministre på området har gennemført, ændrer vi ikke ved uddannelsesinstitutionernes og skolernes ret til at gennemføre projektarbejde, gruppearbejde, skriftlig og mundtlig eksamen og andre eksamensformer. Det, der er afgørende for os, er, at man får en individuel bedømmelse på baggrund af en individuel præstation.

Jeg vil gerne bekræfte, at det ikke bliver afskaffet at lave projektarbejde. Men jeg vil også gerne bekræfte, at det, der er sket, er, at man har afskaffet muligheden for at gennemføre en gruppeeksamen, og det, der er det allervigtigste, er, at der er en sammenhæng.
     Den undervisning, der gives op igennem uddannelsessystemet, den måde, man arbejder med tingene på, skulle også gerne afspejles i den måde, man bliver eksamineret på. Hvis man ikke længere har mulighed for at blive eksamineret i en gruppe, vil det selvfølgelig udfordre uddannelsesstederne i den forstand, at de må begynde at overveje, om det giver mening at lave projektarbejde.
     Det, der er problemet, er, at på sigt kan det dreje undervisningen væk fra, at man lærer de kompetencer, som man lærer gennem en traditionel, faglig undervisning, men også gennem den måde, man arbejder med tingene på, diskuterer med hinanden på, og sætter det i sammenhæng og perspektiv, præcis som man gør på enhver arbejdsplads, og som jeg også ved at
f.eks. fru Tina Nedergaard gør som politiker.

     Derfor er vi bekymrede. Det drejer sig ikke kun om eksamen. Det er den afsmittende effekt på hele måden, som man organiserer undervisningen på både i folkeskolen og hele vejen op til universiteterne, der også bekymrer os.

Den socialdemokratiske ordfører sagde i sit indlæg, at det er meget vigtigt, at vi har nogle eksamensformer, der afspejler den virkelighed, som eleverne skal ud at være en del af bagefter. Jeg vil gerne have fru Christine Antorini til at bekræfte, at gruppeeksamen på ingen måde afspejler den virkelighed, som de studerende skal ud at være en del af bagefter, for det, der kendetegner en gruppeeksamen, er jo, at man selv sammensætter sin gruppe.
     Det, der typisk sker ude på uddannelsesstederne, er, at de stærke elever ret hurtigt finder sammen i nogle gode grupper. Man vil meget gerne i gruppe med de dygtige elever, for så er man sikker på at få en god eksamen, og de fagligt svage elever står typisk tilbage og har svært ved at komme med i en gruppe. Det, der sker, når man kommer ud på en arbejdsplads, er, at man bliver sat sammen med nogle tilfældige kolleger. Der kan man ikke selv vælge at komme ind
i den stærke gruppe. Det, der hedder gruppeeksamen, afspejler på ingen måde den virkelighed, man skal være en del af bagefter. Kan vi ikke få det bekræftet?

Vi kunne ikke drømme om i Socialdemokratiet at blande os i, hvordan man vælger at samarbejde med hvem ude på uddannelsesstederne, og jeg er sikker på, at heller ikke de andre bag beslutningsforslaget kunne drømme om det.
     Det, vi forholder os til, er, at når de studerende kommer igennem et forløb, skal de efterfølgende kunne vurderes i forhold til, hvad de har lært. De har lært nogle faglige ting, de har fået nogle kvalifikationer og nogle kompetencer, men der ligger også en proces i, at de rent faktisk undervejs har arbejdet sammen, og at de forbereder eksamen.
     Så vil jeg gerne understrege, at det er en individuel karakter, de får. Det er ikke en gruppekarakter, det er en individuel karakter. Hele den sammenhæng forholder vi os til, og det er der, at vi har det liberale udgangspunkt, at det tror vi godt uddannelsesstederne selv kan finde ud af at organisere. Det er lige præcis med det liberale udgangspunkt, at vi også er sikre på, at det er det, man har brug for, når man kommer ud i erhvervslivet, for der blander ledelsen sig ikke i, hvordan folk samarbejder. Det, erhvervslivet i sidste ende er optaget af, er, hvordan de får det bedste resultat, og det fås ved, at forskellige mennesker faktisk bruger hinanden med de kompetencer, de har.

Så har jeg et andet spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Der er en artikel i Berlingske Tidende i dag, som omtaler en undersøgelse, der blev lavet her i Danmark på Danmarks Pædagogiske Universitet i 2003, hvor man bl.a. peger på, at gruppearbejde og gruppeeksamen især er vanskeligt for de fagligt svage elever.
     Nu ved jeg, at det er noget, man bekymrer sig meget om hos Socialdemokraterne, det plejer man da i hvert fald, men er man her fuldstændig ligeglad, og synes man bare, at det her principielt er vigtigere end at tage hensyn til de fagligt svage elever, som har svært ved gruppearbejdet og gruppeeksamen?

Jeg har også med stor interesse læst den artikel, og jeg har læst en række undersøgelser og i øvrigt også hørt foredrag om det samme emne. Det, den afspejler, og det er det interessante og måske i virkeligheden meget banale, er, at børn og unge er forskellige.
     Lige præcis derfor skal man ikke trække en skabelon ned over hovedet på dem og sige, at det er den måde, de skal undervises på, eller det er den måde, de skal eksamineres på. Det er nemlig rigtigt, at for nogle vil det ikke være det rigtige, at de skal eksamineres ved en gruppeeksamen, og det vil heller ikke være den rigtige metode, at de skal lave en projektopgave. For andre unge vil det være det helt rigtige at gøre.
     Derfor vil jeg gerne understrege, hvad der er overskriften i vores beslutningsforslag, nemlig valgfrihed med hensyn til eksamensformer. Det er det, vi beder om. Vis dog tillid til institutionerne til, at de bedst er i stand til at tilrettelægge undervisningsformer og eksamensformer, der afspejler de børn og de unge, de har med at gøre. Det er valgfrihed, vi beder om.

Lidt tidligere i debatten henviste fru Christine Antorini til den demonstration, der blev holdt ude på Slotspladsen i går. Jeg må sige altså, at det stødte min proportionssans. Her stod vi i Folketingssalen og behandlede væsentlige spørgsmål om Tyrkiet og EU og om koldkrigsforskning i en, undskyld, helvedes - nej, det må jeg ikke sige - larm ude fra Slotspladsen fra nogle unge mennesker, der havde musikinstrumenter og bongotrommer og alt muligt med. Pludselig bemærkede jeg til min lettelse, at der var blevet fuldstændig stille, og jeg spurgte mig for: Hvad er der sket ude på Slotspladsen? Og så blev der svaret: Skoletiden er bare forbi. Så enkelt var det.
     Jeg vil nedlægge en stille protest mod, at man bruger sådan et arrangeret stunt med nogle hjernedøde skoleelever som argument for noget som helst.

Jeg synes, at hr. Jesper Langballes udtalelser til sidst taler for sig selv. Jeg må sige, at jeg bliver altid glad, når unge mennesker faktisk forholder sig til, at der sker nogle ændringer og i det her tilfælde i deres egen uddannelse. Der er ved at ske nogle ændringer, som de synes forringer den uddannelse, de får, når de forlader folkeskolen.
     Jeg må sige, at jeg er glad for, at unge mennesker gider at engagere sig i det, og det kan de gøre på mange måder. Nogle har valgt at gøre det her på Slotspladsen, men uanset hvad, så gør de det, fordi de brænder for kvalitet i uddannelsen, og de har den klare opfattelse, fordi de har prøvet det, at gruppearbejde og gruppeeksamen som en blandt mange eksamensformer faktisk er med til at gøre dem dygtigere. Jeg opfatter det som udtryk for engagement og ikke for det, som hr. Jesper Langballe opfatter det som.

Så vil jeg sige, at ved nærmere eftertanke vil jeg tage udtrykket hjernedøde tilbage. Jeg kan sige som Churchill sagde engang: Jeg trækker udtrykket tilbage og lader indtrykket stå. Men jeg vil godt sige til fru Christine Antorini, at under alle omstændigheder er råb og skrig ikke argumenter for noget som helst.
     Jeg fatter ikke hele den her diskussion. Jeg synes, det er så utrolig enkelt: Folk, der er tilhængere af gruppearbejde plejer at sige, at en værdierne ved gruppearbejde er, at det styrker den enkeltes mulighed for at tilegne sig kundskaber og for at gå ind i et samarbejde. Fint nok. Men det er jo lige præcis den enkeltes muligheder, der skal efterprøves ved en eksamen, hvor man jo ikke har nogen glæde af at blive udstyret med et eksamensbevis med en karakter, som man deler med en hel masse andre, som den arbejdsgiver, der skal ansætte en, ikke kender.
     Jeg synes, at det er så indlysende, at jeg slet ikke kan forstå, at man kan få en diskussion ud af det. Selvfølgelig skal eksamination være individuel.

Jeg bliver nødt til at gentage, som jeg har gjort til flere af de borgerlige ordførere, at den karakter, man får, når man går til en gruppeeksamen, er individuel.
     Jeg vil godt sige til hr. Jesper Langballe, hvis han lige har tid til at lytte efter et øjeblik, at jeg faktisk godt vil give ministrene en smule ros, og det var så videnskabsministeren, der startede. Noget af det, der var voldsomme protester imod, var, at ikke nok med at man ikke kunne gå til gruppeeksamen, næh, hvis den gruppeopgave, man havde lavet, skulle tælles med i eksaminationen, var det oprindelig ministerens forestilling, at man skulle skrive navn på hvert afsnit, man har skrevet. Det er dog blevet fjernet.
     Det er fuldstændig vanvittigt. Sådan foregår det jo ikke, når man skriver en fælles rapport. Det er netop en proces, hvor man sparrer med hinanden, skriver forskellige ting, skriver det igennem, bruger mange forskellige kilder, og så ender det med at være et fælles produkt. Det er summen af viden, der gør, at det er meget bedre end det, hver enkelt kunne bidrage med. Den del er dog blevet fjernet på grund af de voldsomme protester, der var.
     Men ikke desto mindre ændrer det ikke ved, at man går til eksamen og man får en individuel karakter, også selv om man gør det i grupper. Sådan var det, indtil den mulighed blev fjernet af regeringen.

Er der flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører? Det er der ikke. Så går videre i ordførerrækken. Det er fru Margrethe Vestager som ordfører.

Jeg skal kun ganske kort supplere den socialdemokratiske ordfører, der jo på udmærket vis har repræsenteret forslagsstillerne, til forslaget om at genindføre den retspraksis, vi havde, hvor der var mulighed for, at elever kunne gå til gruppeeksamen. Den anden del af forslaget synes jeg har fået bemærkelsesværdigt få bemærkninger, også fra de borgerlige ordførere, og det er forslaget om at udvikle eksamensformerne.
     Det er ganske tankevækkende, at den eneste forestilling, man har, er, at man nu skal cementere en eksamensform, og det skal så være måden, tingene skal gøres på. Vi har en regering, der roser sig af at ville frihed, en regering, som synes, at frit valg er vigtigt, men også en regering, som betjener sig af forbud. Det, vi ser her, er jo et forbud mod, at man af pædagogiske, faglige og substantielle grunde kan vælge at lade elever og studerende gå op til en gruppeprøve eller en gruppeeksamen, hvis det mest hensigtsmæssigt afspejler muligheden for at afprøve de kompetencer, de skal have fået i forbindelse med undervisningen og i forbindelse med deres studier.

     Det andet, regeringen overser, er jo, at f.eks. gruppeprøven i matematik i folkeskolen har haft markante positive effekter på undervisningen og undervisningens tilrettelæggelse. Det er eftervist, det er dokumenteret, og dermed er jo også sagt, at det virker. Det virker til gengæld tilbage på undervisningen og undervisningens tilrettelæggelse, hvis man via et forbud fra regeringens side cementerer, at eleverne kun kan gå til eksamen alene, og at det kun kan ske på én måde.
     Det siger noget meget interessant om den uddannelsestænkning, der er i regeringen, at den på den måde betjener sig af forbud og på den måde betjener sig af test og prøver, som kommer til at blive kendetegnende for undervisningen. Det er jo derfor, elever og studerende kalder til demonstration, det er jo, fordi eksamensformen er et symbol på de tanker, regeringen har om, hvordan uddannelsen skal være. Det er meget mærkeligt og giver virkelig grund til undren, at regeringspartierne synes, at noget skal forbydes, fordi man ikke synes, det i enhver forstand virker hensigtsmæssigt.
     Hvad med at ændre, udvikle og rette de ting, man ikke synes er hensigtsmæssige? Hvad med at operere videre på grundlag af den frihed og det pædagogiske ansvar, der pålægges institutionerne for at finde ud af, hvordan man på den bedst mulige måde kan give elever og studerende lejlighed til at vise, hvad de kan?
     Vi ser her endnu et eksempel på regeringens centralistiske tænkning og endnu et eksempel på, at det, vi får med denne regering, ikke er udvikling af uddannelser, men ensretning. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, og derfor har vi
i Det Radikale Venstre været glade for samarbejdet om beslutningsforslaget. Vi kan fuldstændig stå inde for dets indhold, og vi glæder os til, at der engang kommer et flertal, som kan gennemføre det.

Jeg synes, det er værd at bemærke sig, at når regeringen og Dansk Folkeparti er imod dette forslag, er de for en centralisering og for, at vi her fra Christiansborg skal bestemme, om det skal være muligt at gå til med gruppeeksamen eller ej. Når man imod det, er det, fordi man samtidig er imod at udvikle en eksamensform, som både eleverne og de, der aftager eleverne, er glade for. Man siger simpelt hen bare nej, man siger: Det bestemmer vi, for vi er de klogeste, og vi lytter ikke.
     Der har dog - heldigvis kan man sige - været visse sprækker i det borgerlige skjold. Vi har jo hørt videnskabsministeren udtale, at det godt kunne være, det ikke var det allerklogeste, at man bare afskaffede og forbød det her fra Christiansborg, og vi har også hørt et af Venstres gruppemedlemmer, der faktisk har overværet, hvad det handler om, sige, at det vist egentlig er en god idé med gruppeeksamener. Det kunne godt være, at vi ligesom i forbindelse med asylcentrene skulle sende de borgerlige ud og selv prøve en gruppeeksamen. Så kunne vi bagefter se, hvordan flertallet her i Folketinget ville se ud.
     Det at kunne give plads til andre, at kunne tage hensyn, at kunne lytte og måske endda oven i købet kunne korrigere sin adfærd efter de ting, man opfatter, er faktisk kompetencer, som det efter SF's mening er rigtig vigtigt at lære. Man kunne måske sige, at det er nogle af de ting, som vi også her i Folketinget skulle blive bedre til, men den type kompetencer kan ikke afprøves ved en individuel eksamen, og derfor mener vi i SF på linje med bl.a. Dansk Industri, at både undervisningen og eksamensformerne skal afspejle det arbejdsmarked, som eleverne og de studerende skal ud på efter endt uddannelse. Der er slet ingen tvivl om, at erhvervslivet efterspørger mennesker, som er kreative, som er problemløsende, og som kan samarbejde i team, og der er heller ingen tvivl om, at undervisningen i hele uddannelsesforløbet altid på et eller andet niveau vil indrette sig efter de eksamensformer, som er til rådighed. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om at ændre eksamensformer, det er et spørgsmål om på sigt at ændre hele uddannelsesforløbet og gå væk fra det gruppearbejde, som ellers har alle de positive ting i sig.

     Så kan man jo undre sig, når man hører argumenterne. Dansk Folkeparti sagde, at censorerne måske ikke er i stand til at vurdere evnerne hos de fire mennesker, de sidder over for under en gruppeeksamen, altså hvem der kan noget, og hvem der ikke kan noget. Til det kan siges, at det måske kunne være et spørgsmål om, at censorerne skulle efteruddannes. De Konservative siger: Jamen skal vi så også herindefra til at bestemme, hvem man skal samarbejde med? Det er tyndt, selvfølgelig skal vi ikke det, selvfølgelig skal processerne fungere.
     Det, der står tilbage, er så, hvad det i virkeligheden handler om, når man ikke vil tillade friheden til også at vælge gruppeeksamen. Jeg kan godt frygte, at det i bund og grund handler om vilje til individualisering og vilje til egoisme, og at man faktisk ønsker, at folk skal tænke mere på sig selv og være knap så solidariske, som de tidligere har været. Jeg synes nok, at forbuddet er en udmærket vej at gå, hvis det er det, man i virkeligheden vil, men det vil vi ikke
i SF, og derfor står vi bag dette beslutningsforslag og er glade for, at en samlet opposition gør det.

Dette forslag vil genindføre frihed til at vælge forskellige eksamensformer, herunder gruppeprøver, genindføre mulighed for at kunne udarbejde en gruppeopgave og gå til eksamen i opgaven og iværksætte et udviklingsprogram med det formål at udvikle eksamens- og prøveformer.
     Det er regeringspartierne og Dansk Folkeparti imod. Man er imod frihed, man er imod gruppearbejde, man er imod udviklingsprogrammer, og det er i grunden meget sigende, at det er den politiske linje, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har valgt at følge - ikke kun i forbindelse med forslaget her, men i virkeligheden også på en lang række andre områder, når vi snakker uddannelsespolitik.
     De argumenter, der er kommet fra de borgerlige partier i denne sag, viser klart, at i dag står borgerlige partier for centralisering, centralstyring af eksamensformer, centralstyring af uddannelse, test, test, der er bestemt fra centralt hold osv. Centraliseringen er blevet et væsentligt element i borgerlig uddannelsespolitik i Danmark, mens man må sige, at heroverfor står venstrefløjen for frihed, muligheder og udvikling, og det synes jeg måske er meget sigende.
     I denne tid kan man dagligt læse artikler i dagspressen om gymnasiereformen, som er ved at blive gennemført, og det viser sig, at tværfagligt projektarbejde og gruppearbejde lige præcis giver uddannelsen en helt ny kvalitet. Både lærere og elever siger, at de for første gang i mange år har en oplevelse af, at arbejdet også reelt kan være studieforberedende, fordi de nye arbejdsformer åbner for en ny erkendelse. Det er selvfølgelig hård kost for en undervisningsminister, der tidligere har brugt megen energi på at lægge gruppearbejde, projektarbejde og tværfaglighed for had, men det er altså bare sådan.
     I folkeskolen har man præcis den samme oplevelse. Elever og lærere er enige om, at gruppearbejdet og gruppeeksamenerne har medvirket til at give også nogle af de svagere elever bedre mulighed for f.eks. at lære nogle af de hårde naturvidenskabelige fag som matematik, som vi jo alle sammen ved festlige lejligheder taler om er vigtigt at eleverne får et bedre forhold til. På universitetesområdet kan vi konstatere, at når det handler om en ting, som regeringen lægger stor vægt på, nemlig gennemførelsestiden, tyder alle undersøgelser også på, at gruppearbejde og projektarbejde er det mest effektive. Det er rigtigt, som den konservative ordfører var inde på, at de studerende har delt sig op i grupper ud fra interesser, men de har sikkert også delt sig op efter evner og ambitioner. Det vil altså sige, at man i samarbejde med andre får bedre mulighed for at udvikle sine evner maksimalt
i en gruppe- og projektarbejdsform, end man gør i mange andre arbejdsformer, og det synes vi i Enhedslisten faktisk er godt, også fordi det giver de elever, som enten selv har valgt det eller af andre grunde ligger på et lavere ambitionsniveau, en mulighed for at komme igennem og få deres eksamen.

     Så kan man jo sige, som flere af de borgerlige partier har sagt i dag og også sagde ved førstebehandlingen: Jamen vi er slet ikke modstandere af gruppearbejde, projektarbejde og tværfaglighed. Det var undervisningsministeren, sidste gang han var undervisningsminister, men nu er vi store og glade tilhængere af det. Til det må jeg bare sige, at det er et nyt pædagogisk princip, at der ikke skal være sammenhæng mellem eksamensformer og uddannelsesformer. Regeringen har jo selv skrevet i et oplæg, som udkom i den tidligere undervisningsministers tid, at det er velkendt, at prøver og eksamen øver indflydelse på undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse, og at det derfor er vigtigt, at prøverne indrettes på en måde, der giver en positiv og inspirerende tilbagevirkende effekt på undervisningen og bidrager til at målrette læreprocessen.
     Hvorfor skulle man have skrevet det, hvis det ikke passede? Kunne jeg finde på at påstå, at regeringen har skrevet noget, der ikke passede? Nej, der er ikke andet at sige, end når man skriver det, er det vel, fordi man tager det alvorligt.
     Her forsøger man faktisk også at bruge eksamener og prøver til at øve indflydelse på undervisningens tilrettelæggelse. Man går indirekte til frontalangreb på det gruppearbejde og det projektarbejde, man ikke på anden måde kan få gjort op med, og det er selvfølgelig klogt tænkt af en undervisningsminister, hvis ideologiske synspunkter er åbenlyst forældede og derfor måske får størst tilslutning fra hr. Jesper Langballe, når det kommer an på det indholdsmæssige. Men det er kedeligt for uddannelsessystemet
i Danmark, og det er også kedeligt, at vi nu vil se en eksamensform, der i første omgang er løsrevet fra uddannelsens indhold, men som nok i det lange løb skal påvirke uddannelserne, så der igen bliver en sammenhæng. Men det bliver desværre på en negativ måde, fordi den sammehæng er løsrevet fra den virkelighed, eleverne møder efter at have været igennem uddannelsessystemet. Det er jo rigtigt, at folk bliver bedømt individuelt, når de har et arbejde, og det er rigtigt, at der er større og større tendenser til en individuel bedømmelse. Men ude i samfundet foregår det jo ikke sådan, at når man har lavet noget i en gruppe, og arbejdet skal bedømmes, kalder arbejdsgiveren hver enkelt ind til en samtale for at eksaminere folk i, hvem der nu har lavet hvad og hvornår. Jeg mener, at uddannelsessystemet bliver løsrevet fra virkeligheden, og det er vel også derfor, at erhvervsorganisationerne, bl.a. Dansk Industri, kun meget nødtvunget har givet udtryk for en vis forståelse for regeringens synspunkter. Når man er gået til den absolutte top i organisationerne, erfarer man, at tilslutningen kun skyldes, at de har vidst, at de af ideologiske og politiske grunde skal støtte en borgerlig regering, selv om de godt ved, at det, der laves, er så dumt, at det kun kan forklares ud fra nogle ideologiske vildfarelser. Der er selvfølgelig en positiv ting ved det, og det skal være min afsluttende bemærkning: Det må nu stå fuldstændig klart for alle uddannelsessøgende i dette land, at det flertal, vi har i Folketinget i dag, fører en politik, som er direkte vendt imod deres interesser, og derfor er det jo fremragende, at de uddannelsessøgende sammen med mange andre allerede den 17. maj igen får anledning til at demonstrere over for Folketingets flertal, hvad de synes om den politik, der bliver ført. Jeg er sikker på, at der bliver endnu mere støj den 17. maj, og så må vi håbe, at det ikke forstyrrer hr. Jesper Langballes koncentration unødigt meget.

Så er vi igennem ordførerrækken, og så er det hr. Rasmus Prehn uden for ordførerrækken.

Dette beslutningsforslag er netop et forsøg på at rette op på de ændringer i eksamensbekendtgørelserne, som både vores undervisningsminister og vores videnskabsminister har foretaget, og det er et forsøg på at imødekomme de mange protester, der har været imod ikke kun at afskaffe gruppeeksamen, men direkte forbyde gruppeeksamen.
     Jeg vil gerne sige, at det er stærkt forkasteligt at høre Dansk Folkepartis ordfører på området tale så nedladende om en flot og engageret protest arrangeret af skoleelever, og når det er sagt, vil jeg gerne sige, at det jo ikke kun er skoleeleverne, der har protesteret. Stort set alle, der har afgivet høringssvar om de forskellige ændringer af eksamensbekendtgørelserne, har også sagt fra over for ændringerne. Det gælder de studerende, det gælder censorkorpsene, det gælder rektorkollegiet, det gælder Danmarks Lærerforening, det gælder Akademisk Centralorganisation, det gælder til dels Dansk Industri, det gælder til dels Ingeniørforeningen i Danmark, og et hav af virksomheder - ikke i hele landet, men i Nordjylland alene 70 virksomheder - har også sagt fra over for ændringerne.
     Jeg synes, det er bekymrende, at vi har en regering med to ministre for dette meget vigtige område, der er så afgørende for vores fremtid, som i den grad fuldstændig ignorerer, at der er protester, og at fagfolk siger: Det her duer ikke, vi har behov for at måle fremtidens arbejdskraft på dens samarbejdskompetencer. Fuldstændig enerådigt og uden at lytte til de protester, der er kommet, gennemfører man bare en ændring af eksamensbekendtgørelserne.

     Dette beslutningsforslag er vores eneste mulighed for at forhindre ændringerne, for ministrene har beføjelser til at ændre tingene helt alene, og jeg synes, det er bekymrende, at der ikke er en større vilje til at tage protesterne alvorligt. Det er ikke kun skoleelever, som protesterer, det er hele vejen rundt. Alle, der arbejder på området, alle, der ved, hvor skoen trykker, har sagt fra og sagt: Det er en skidt drejning, der sker her, og det er den forkerte måde at tilrettelægge uddannelserne på at afskaffe gruppeeksamen. Det er vigtigt for vores uddannelser, at vi kan måle folk på, hvor gode de er til at samarbejde.
     Jeg synes, det er skammeligt, at ministrene i den grad ignorerer, at der er så store protester imod at forbyde gruppeeksamenerne.

Normalt får jeg masser af kritiske mails, men i denne sag har jeg næsten kun fået støttemails, og det er fra skoleelever og andre, som er udsat for et betydeligt gruppepres, og som gerne lige vil sende mig en hilsen og sige, at jeg for guds skyld skal stå fast, fordi de er ganske enige i det, så jeg tror ikke, hr. Per Clausen skal gøre det til et generationsproblem.
     Der har været delte meninger - det er rigtigt - men det er også derfor, regeringen efter høringsfasen har fundet en model, som meget langt hen ad vejen imødekommer kritikken, bl.a. fra de 70 virksomheder i Nordjylland, og derfor vil jeg gerne repetere:
     Punkt 1: Der er ikke nogen som helst begrænsning af gruppe- og projektarbejde. Punkt 2: Der er fuld frihed til at lade eleverne forberede sig i grupper, så meget de vil, så de stærke kan hjælpe de svage, og de kan udnytte alle de fordele, der måtte være ved at arbejde sammen. Punkt 3:
Gruppeprojekter kan ikke blot indgå i eksaminationen, men kan også indgå i vurderingen, nemlig i det omfang den enkelte ved den individuelle eksamination også demonstrerer kendskab til det, de andre i gruppen har lavet, og altså demonstrerer kendskab til hele det fælles projekt.
     Det var det, som vi fandt frem til efter høringsfasen og også efter, at vi havde lyttet til det, de 70 virksomheders egen organisation, Dansk Industri, sagde. Derfor synes jeg, de 70 virksomheder skulle henvende sig i Dansk Industri, for efter høringsfasen har vi nemlig lyttet til kritikken fra erhvervslivet.
     I det hele taget synes jeg, hele debatten har kørt, som om vi slet ikke har ændret noget som helst, og som om vi bare er kørt lige frem efter næsen uden overhovedet at lytte til kritikken. Vi har lyttet til kritikken, og vi har understreget de ting, jeg her har nævnt.

Der er en række korte bemærkninger. Først hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning til ministeren.

Én ting er at lytte, men en anden ting er lytte tilstrækkeligt, og jeg vil gerne spørge undervisningsministeren: Er det korrekt, eller er det ikke korrekt, at de protester, der kom fra forskellig side, herunder fra virksomhedernes side, bl.a. gik på, at man var utilfreds med, at man ikke kunne afholde gruppeeksamen? De drejede sig ikke kun om, at man gerne ville bibeholde gruppesamarbejdet, det var også ændringen af selve eksamensformen, man protesterede imod. Man protesterede imod, at regeringen ville forbyde gruppeeksamen, så indsigelserne handlede altså om, at man var imod det forslag fra regeringen, og det forslag har regeringen stadig ikke pillet ud.

Det kunne være interessant at spørge de pågældende virksomheder, hvordan de ansætter folk. Afholder de gruppesamtaler med ansøgerne? Når de har medarbejderudviklingssamtaler, foregår det så i en gruppe? Når de skal vurdere forskellige ting i forbindelse med avancement eller lønvurderinger osv., sidder de så med grupper? Jeg tror, at på de 70 nordjyske virksomheder opfører man sig helt normalt ligesom alle andre steder i samfundet.

     Hvis jeg må citere den berømte replik fra Olsen Banden:
Der kommer altså et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor man må svare for sig selv. Det tidspunkt kommer lige før, man slutter i folkeskolen, og det er et godt tidspunkt, for går man videre med en ungdomsuddannelsen, skal man jo svare for sig selv, kommer man ud i en virksomhed, skal man også svare for sig selv, og bliver man håndværker og skal lave et svendestykke, skal man altså lave det selv og ikke i en gruppe.
     Det, vi nu gør, er, at vi prøver at give plads til så meget gruppearbejde som muligt. Man kan forberede sig i grupper osv., og jeg beskrev også, at et gruppeprojekt kan indgå i vurderingen, men man skal svare for sig selv. Sådan er det i samfundet, og sådan skal det også være i uddannelserne.

Det fremgik klart af brevet fra virksomhederne, at intentionen ikke er, at man ønsker et uddannelsessystem, som uddanner studerende til at gå til eksamen og til udviklingssamtale. Nej, fra virksomhedernes side ønsker man et uddannelsessystem, der udvikler og uddanner de studerende til at klare sig i hverdagen.
     Og hvad er det for en hverdag, man har ude på virksomhederne? Det er jo teamarbejde, det er udviklingsgrupper, man samarbejder på tværs, og man arbejder hele tiden sammen, så derfor siger virksomhederne: Lad os få nogle kandidater ud, som rent faktisk kan indgå i et team, kan lave gruppearbejde og kan håndtere de ting. Det er en god idé at måle dem på, hvor gode de er til at samarbejde, inden vi får dem, og derfor vil vi gerne have gruppeeksamen.
     Der er ikke blevet lyttet tilstrækkeligt fra regeringens side, og man har ikke forstået, hvad det er, virksomhederne ønsker. De ønsker, at de kandidater, som uddannes, også er blevet målt på deres samarbejdskvalifikationer, men det vil regeringen nu afskære virksomhederne fra, så vi har altså en virksomhedsfjendsk regering på dette område.

Alt det, hr. Rasmus Prehn her nævner, kan man frit gøre, og det kan man forberede de studerende til. Der er ingen hindringer for det.

Man kan godt få indtryk af, at ministeren faktisk ikke ved, hvad en gruppeeksamen er, når man hører ministerens svar fra talerstolen. Der kommer et tidspunkt, hvor man skal svare for sig selv, siger ministeren. Ja, men tror ministeren, at man kan sidde fire mand til en gruppeeksamen uden at skulle svare for sig selv? Det er det ene spørgsmål.
     Jeg synes også, det er værd at bemærke, at ministerens øvrige argumenter fra talerstolen ikke handler om, hvorfor det er godt, at gruppeksamen ikke længere er tilladt. De handler om, hvorfor det, man har lavet, ikke er så ringe endda, og at der trods alt er blødt lidt op i forslaget, men ikke spor om, hvorfor det er godt at forbyde det fra centralt hold, og derfor vil jeg godt spørge ministeren: Betyder eksamensformen efter ministerens mening noget for, hvordan arbejdsformen bliver på uddannelsesstederne, og er det derfor, man vil afskaffe muligheden for gruppeeksamen?

Hvis man er meget varm tilhænger af projektarbejde og af, at det skal kunne indgå i eksaminationen og i vurderingen, er det, der ligger nu, bedre end det, der lå før.
     Før var det sådan, at et projektarbejde kunne indgå i vurderingen, uden at man kunne være sikker på, at det var tjekket, om det var et ægte projektarbejde, altså om alle deltagerne havde været med til det hele. Nu stiller vi det krav, som jo er til gavn for det ægte projektarbejde, at hvis det skal indgå i vurderingen, skal man have demonstreret kendskab til hele projektet. Det er en klar forbedring.

Jeg synes da, det er lækkert at høre, at ministeren faktisk er indstillet på at forbedre det, der hedder gruppeeksamen, og jeg synes også, at lige præcis derfor burde ministeren overveje at stemme for det beslutningsforslag, vi har fremsat, for det er jo netop en del af beslutningsforslaget. Det handler ikke om at sige, at alting er godt nok, som det er, tværtimod handler det om, at forholdene skal udvikles og forbedres, og hvis ministeren er enig i det, skulle ministeren overveje at stemme for forslaget.
     Ministerens sidste argument gik på alle de positive tilkendegivelser, der er kommet. Hvis det er det eneste halmstrå, ministeren har tilbage, synes jeg, vi skal måle, hvis halmstrå der er størst. Jeg synes, det er på tide, at vi får ministerens mails på bordet, så vi kan se alle de negative mails, der er kommet, for hvis det virkelig er det eneste argument, ministeren har tilbage, tror jeg simpelt hen ikke, det holder i virkelighedens verden.

Den del af regeringens beslutning, som jeg gerne vil diskutere med ministeren, er spørgsmålet om, hvor det liberale er blevet af. Hvor er det liberale i, at regeringen forbyder en eksamensform, som en lang række steder har vist sig særdeles effektiv, når det gælder om at give elever og studerende mulighed for at vise, hvad de kan, og som har virket tilbage på den måde, undervisningen foregår på, så undervisningen er blevet bedre og i højere grad har givet elever og studerende mulighed for at tilegne sig de kompetencer, som man forventer uddannelsen skal give?
     Ministeren har i tidligere debatter af denne type indrømmet, at eksamensformen betyder noget. Om man laver test eller ej, betyder noget for den måde, undervisningen foregår på, og derfor vil jeg bare spørge: Hvor er det liberale i, at regeringen regulerer området med et forbud, når der er substantielle pædagogiske grunde til at lade det være op til den enkelte institution at sørge for, at eksamensformen rent faktisk afspejler de ting, man gerne vil afprøve?

For mig har det liberale altid bestået i en kombination af individualisme og frihed til at gøre, hvad man vil, og her kræver vi altså en vis individualisme, nemlig når man skal vurderes på sin indsats.

Når man hører ministeren, kunne man godt få det indtryk, at det danske eksamenssystem har været præget af, at stort set alle i enhver forstand og i enhver sammenhæng er gået til gruppeeksamen, men det er jo så langt fra virkeligheden, at man sig må forbarme.
     Det, der er pointen, er jo ikke, om regeringen skal være en lille bitte bitte smule liberal i sin forbudslovgivning, men om den virkelig skal være liberal, forstået på den måde at den lader de mennesker, som bærer ansvaret og har den pædagogiske indsigt, vurdere, hvordan man på den bedste måde giver elever og studerende adgang til at vise, hvad de kan.
     Derfor er spørgsmålet ikke, om regeringen er liberal i sin forbudspolitik ved at lade en lille dør stå åben for i hvert fald at foregøgle en illusion om, at den ikke vil forsøge at hindre gruppearbejde, men om den virkelig synes, det er rimeligt at regulere området med et forbud mod en given eksamensform, som i en lang række sammenhænge har vist sig at være gavnlig for både de studerendes evne til at vise, hvad de kan, og undervisningens kvalitet, fordi de to ting virker sammen. Hvor er det liberale blevet af i den regering, der mener sig ledet af et liberalt parti?

I 2004 skrev regeringen i et oplæg om modernisering af eksamen, prøver og karakterer: Det er velkendt, at prøver og eksamen øver indflydelse på undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse. Det er derfor vigtigt, at prøverne indrettes på en måde, der giver en positiv og inspirerende tilbagevirkende effekt på undervisningen og bidrager til at målrette lærerprocessen. Mit spørgsmål til ministeren er: Når det forholder sig på den måde - og det tror jeg sådan set også ministeren mener, selv om det blev skrevet i den tidligere ministers tid
- hvorfor er det så blevet så vigtigt at forbyde alle uddannelsesinstitutioner i Danmark at bruge det redskab, der hedder gruppeeksamener, i den proces, der handler om at skabe en sammenhæng mellem prøver og eksamener? Sagen er jo, at regeringen vil forbyde alle at bruge disse gruppeeksaminer, det handler ikke om, at regeringen vil give alle mulighed for engang at komme til individuel eksamen.

Er der flere, der ønsker ordet? Jamen hr. Rasmus Prehn har jo brugt sine korte bemærkninger til ministeren.

Kan jeg ikke få et spørgsmål mere?

Nej, men det kan blive som ordfører i anden runde.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Forslaget til folketingsbeslutning forkastedes, idet 46 (S, RV, SF og EL) stemte for, 61 (V, DF og KF) imod.