Den sidste sag på dagsordenen var:
16) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 6:
Forslag til folketingsbeslutning om ny huslejemodel i almene boliger. Af Morten Homann (SF) og Ole Sohn (SF). (Fremsat 11/10 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

SF opfordrer regeringen til at fremsætte forslag om ændret finansiering af almene boliger med henblik på at skabe en bedre huslejestruktur i det almene byggeri og især nedbringe de høje boligudgifter i nyt og nyere alment byggeri.
     Udgangspunktet for forslaget er, at ejerboliger mange steder i landet er billigere at bo i end nybyggede almene boliger. Det har forringet den almene sektors konkurrenceevne, og denne forringelse er ifølge forslagsstillerne roden til alt ondt. Den forstærker tendensen til ghettoisering og uligheden i samfundet, og den belaster de offentlige kasser gennem øgede udgifter til boligstøtte og kontanthjælp, og det er årsagen til, at der angiveligt er mange tomme almene boliger.
     Ifølge forslagsstillerne er problemet opstået og blevet forstærket i takt med, at renten er faldet. Rentefaldet har betydet, at ejerboliger er blevet mere attraktive, og kun i hovedstaden og Århus har prisstigningerne kunnet hamle op med rentefaldet.
     Lad mig sige hertil, at der ikke er mange tomme almene boliger, som ikke kan lejes ud. Der er nogle, og jeg vil ikke bagatellisere problemet, men må dog konstatere, at de ledige boliger p.t. udgør 3,2 promille af den samlede almene boligbestand.
     Jeg vil medgive, at rentefaldet spiller ind. Der er ingen tvivl om, at en historisk lav rente og især nye låneformer mange steder har gjort det muligt at opnå en lavere boligudgift ved køb af ejerbolig, i hvert fald på kort sigt. Men det er jo godt, at der er større valgmulighed mellem ejer- og lejebolig.
     I det almene byggeri ligger beboernes betaling af de lån, der optages til finansieringen, fast på en startydelse på ca. 3,4 pct. af anskaffelsessummen, og det er ifølge forslagsstillerne blodig uretfærdigt. Staten scorer kassen, lejerne er uden chance for at vinde i værdistigningslotteriet osv. osv. Der er ifølge forslagsstillerne tilsyneladende ingen ende på urimelighederne. Jeg skal ikke gøre noget forsøg på at kommentere alt, for nogle gange taler tingene næsten bedre for sig selv. Men lad mig konstatere, at det ikke forekommer særlig seriøst at vurdere den almene sektors konkurrenceevne ved en sammenligning mellem lejernes startydelse og ydelserne på de billigste flexlån. Lejernes betaling ligger fast eller falder rettere sagt svagt over årene, hvis man tager højde for løn- og prisudviklingen. For ejerboligkøberne er det eneste sikre, at de ikke kan være sikre, hvis de finansierer med de lige nu billige flexlån, og det gælder især, hvis man finansierer med afdragsfrie lån. Dels kan det ikke forventes, at renten set over en længere årrække fortsat vil være så lav, som den er nu, dels bliver man med et afdragsfrit lån mere sårbar over for risikoen for et fremtidigt fald i salgspriserne. Ejerboligejerne må leve med den usikkerhed, mens beboerne i de almene boliger omvendt kan læne sig roligt tilbage. Her stiger huslejen ikke som følge af en højere rente.

     Den lave rente er god for nybyggeriet. I 2005 er i alt
27.000 nye boliger påbegyndt, og heraf er de 20.000 private boliger. Vi skal helt tilbage til midt i 1980'erne for at finde tilsvarende tal. Men det er givet, at der i øjeblikket ikke er grund til at bygge flere almene familieboliger i alle dele af landet. Det ses bl.a. af tilsagnstallene. I 2005 forventes der kun at gives tilsagn til 1.800 nye familieboliger, men er det et problem? Skulle man ikke i stedet glæde sig over, at det lokale boligmarked er i stand til at tilbyde ustøttede boliger, som er billigere end de støttede? Og synes det ikke noget barokt at belaste skatteyderne med udgifter til offentlig støtte, når det slet ikke er nødvendigt? Jeg synes, tallene tyder på, at der er sket en målretning af det almene nybyggeri mod de steder, hvor der netop er et behov, og det er da positivt. Når alt dette er sagt, kan der dog være grund til at se på huslejestrukturen og finansieringen af det almene nybyggeri. I den netop indgåede boligaftale er det aftalt at igangsætte et udredningsarbejde med henblik på at skabe grundlag for fastlæggelsen af den fremtidige anvendelse og styring af den almene sektors midler. Formålet er at analysere mulighederne for fortsat at øge den almene sektors selvfinansiering, herunder mulighederne for at føre den almene sektor helt eller delvis over i en økonomisk mere selvbærende konstruktion. Som et væsentligt element indgår finansieringen og dermed huslejen i dette arbejde, og jeg vil gerne se resultaterne af arbejdet, inden vi kaster os ud i justeringer af de gældende ordninger. På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Det var et af regeringens standardsvar: Når der kommer nogle nye forslag til at løse de problemer, vi står med her og nu, skal der ses på spørgsmålet i et råd eller et nævn, og nogle eksperter skal kulegrave området.
     Jeg vil godt spørge socialministeren, om hun ikke synes, det er et lidt sølle svar til de mennesker, som vi jo sådan set er enige om betaler en højere husleje i den almene sektor, end de burde, og der egentlig er grund til. Er det ikke et lidt sølle svar, at de må vente og væbne sig med tålmodighed, når beslutningsforslaget påviser, at det rent faktisk kan lade sig gøre her og nu at få noget, der ligner
25 pct. lavere starthusleje i nye almene boliger, uden at det koster staten en krone?

Jeg skal sige til hr. Morten Homann, at det hverken er et råd eller et nævn, der skal i gang med at analysere, men en arbejdsgruppe, der skal analysere de fremtidige vilkår for den almene sektor. Jeg synes, det er lige det modsatte af et sølle svar, jeg synes, det er et seriøst svar, at vi netop siger, at nu vil vi lave et grundigt udredningsarbejde for at få et ordentligt grundlag at træffe beslutninger på.

Jeg vil meget undskylde over for socialministeren, at jeg kaldte det et råd eller nævn, når det nu er en arbejdsgruppe. Det synes jeg er en meget vigtig forskel, og jeg er helt sikker på, at både socialministeren og regeringen har gjort sig store overvejelser. Råd og nævn er man modstander af, men arbejdsgrupper er noget helt, helt andet; det kan enhver sige sig selv. Men det gør jo sådan set ikke problemet mindre.
     Her har SF fremlagt et konkret forslag, som viser, hvordan almene lejere - ikke i morgen, ikke om 1 eller 2 eller 3 år, når udredningsarbejdet er færdigt, men her og nu
- kan få en lavere husleje, som er et af de redskaber, der er bred enighed om er nødvendigt for at få brudt udviklingen i den almene sektor og tiltrække en bredere sammensat beboerskare. Her er et forslag, som viser, at det kan lade sig gøre her og nu, så hvorfor synes ministeren, at de mennesker må vente og væbne sig med tålmodighed, når det kan lade sig gøre at løse nogle af den almene sektors helt grundlæggende problemer, uden at staten skal bruge en krone på det?

Det er simpelt hen, fordi jeg synes, vi skal lade være med at lave nogle hovsaløsninger på området. Vi skal helt klart vide, hvad konsekvenserne af de beslutninger, vi træffer på området, bliver, og derfor mener jeg, der er behov for et grundigt udredningsarbejde, så vi får kendskab til konsekvenserne af de forskellige modeller, vi overvejer at opstille.

     Den fremtidige huslejestruktur indgår selvfølgelig også
i diskussionen, og det er i øvrigt rigtigt, som hr. Morten Homann var inde på, at vi er meget optaget af at bruge huslejen som et redskab til eksempelvis at sikre en mere blandet beboersammensætning. Det er lige præcis derfor, vi i den netop indgåede boligaftale har afsat op til 200 mio. kr., som er målrettet huslejenedsættelser i de problemramte områder.

Det er lidt atypisk, at der stilles spørgsmål her fra denne side, men jeg takker formanden for at give mig lov til at stille spørgsmålet, som hverken er tænkt som et støttespørgsmål eller det modsatte.
     Jeg vil bare gerne spørge ministeren, om ministeren kan se nogle områder, hvor det kan være en ulempe for samfundet eller for enkeltpersoner, at vi har en lav rente. Jeg kan nemlig ikke selv få øje på noget, bortset fra at de få, der har rigtig mange penge stående i banken, måske kan have ulempe af det, men kan ministeren se nogen steder, hvor det er til ulempe, at renten er lav?

Jeg tror, vi nøjes med det ene spørgsmål. Ministeren.

Nej, det kan jeg ikke, selv om jeg må medgive, at f.eks. de, der har noget stående på bankkontoen, måske kan ærgre sig over, at de ikke får mere i forrentning, men skal se på alternative investeringsmuligheder. Men jeg synes, det er en klar fordel for samfundet og også for lejerne, at vi har en lav rente.

Ministeren var i sin tale inde på, at antallet af ledige boliger er meget beskedent. Der er kun tale om få promille, sagde ministeren, og det er jo også det generelle billede. Men er det ikke sådan, at der findes områder, bl.a. Hirtshals, Frederikshavn, Nordborg og Rødby, hvor adskillige procent af lejlighederne i de almene boligområder er ledige? Og er det ikke sådan, at når der står lejligheder ledige, får de øvrige beboere i området pålagt udgifterne til dem i form af højere husleje? Er det set i det lys rimeligt at negligere problemet med ledige boliger?

Jeg synes bestemt ikke, at man skal negligere det problem. Jeg er meget enig med spørgeren i, at der er nogle områder i landet, hvor det er et stigende problem, og at vi er nødt til være meget opmærksomme på, hvordan vi sikrer, at de almene boliger stadig er attraktive, så der er nogle, der ønsker at bebo de pågældende lejligheder.
     Men inden vi skruer problemet alt for højt op, synes jeg dog, vi lige skal være opmærksomme på, at der kun er tale om nogle promiller. Det er ifølge de seneste oplysninger, jeg har, 3,2 promille, så det er altså ikke et altoverskyggende problem, men det er selvfølgelig noget, man skal være opmærksom på i de områder, hvor det gør sig gældende. Det er jo forholdsvis nyt, at vi står i den situation, og derfor er det vigtigt, at man lokalt tager hånd om de ledige lejligheder, der måtte være. Men det er en klar fordel, at det på grund af den økonomiske situation er sådan, at mange flere får valgmulighed mellem de forskellige boligformer.

Det er korrekt, som ministeren nævnte, at det er 3,2 promille. Det lyder jo af meget, meget lidt, men som jeg var inde på i mit første spørgsmål, er der netop nogle områder, hvor problemet er meget stort, og at promillen generelt set er lille, fjerner jo ikke den problemstilling, at i de pågældende områder, hvor procenten af ledige lejligheder er stor, får beboerne en højere husleje.
     Ministeren har selv været fremme med, at man i sådanne tilfælde simpelt hen skal have mulighed for at rive ejendomme ned, så der ikke længere er de problemer. Men ville det ikke være klogere og mere ressourcefornuftigt, hvis man i stedet for at rive gode boliger ned satte huslejen ned?

Jeg synes faktisk, at huslejenedsættelser kan være et hensigtsmæssigt redskab i de problemramte områder, og det er lige præcis derfor, regeringen sammen med Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har indgået en boligaftale, som indebærer muligheden for huslejenedsættelser i de pågældende områder.
     Så vil jeg gerne understrege, at selv om det er rigtigt, at jeg vil være lidt mere åben og imødekommende over for ønsker om nedrivning, vil det blive i meget, meget begrænset omfang, og det skal kun være i de tilfælde, hvor der virkelig er brug for det, f.eks. for at skabe åbning mod i det omkringliggende samfund eller i lignende situationer. Det skal være i yderst begrænset omfang, for som regel er der jo tale om lejligheder, som folk gerne vil bo i.

     Men det er altså vigtigt for mig at understrege, at man lokalt bør sørge for hurtigt at få taget hånd om problemet, når lejligheder står tomme, så der ikke starter en negativ spiral. Der skal gøres en indsats, så boligkvarteret stadig er attraktivt, og her har ikke mindst boligorganisationen og kommunen sammen med lejerne et ansvar for at sætte ind.

Nu handler forslaget jo ikke kun om renter og promiller og tomme lejligheder. Som jeg læser bemærkningerne - hr. Morten Homann må rette mig, hvis det ikke er korrekt - handler det også om en problematisering af den ulighed, der eksisterer på boligmarkedet i øjeblikket.
     I bemærkningerne nævnes det, at nogle steder i landet er ejerboliger på grund af de fleksible lånemuligheder faktisk meget billige nu, mens lejeboligerne er dyre. Men da det er sådan, at de fattigste her i samfundet ikke har råd til at tage et lån i banken til køb af enten lejlighed eller hus, er de henvist til de meget dyre lejeboliger og bliver dermed fastholdt på en meget høj husleje. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens kommentar til.

Fru Majbrit Berlau må have mig undskyldt, men jeg synes altså ikke, der er tale om større ulighed, når flere mennesker, bl.a. på grund af den lave rente, får mulighed for at vælge mellem forskellige boformer. Jeg synes, det er positivt, at der skabes valgmuligheder, så det ikke kun kommer på tale at flytte ind i en almen bolig, men måske også i egen bolig.
     Når det er sagt, har vi jo også taget forskellige initiativer til f.eks. at begrænse udgifterne i forbindelse med nybyggeri, netop for at sikre, at der er en rimelig husleje i den almene sektor. Jeg er enig i, at det er vigtigt at have fokus på det.

Nu refererede jeg ikke til de mennesker, der rent faktisk kan gå i banken og tage et lån på 1, 2 eller 3 mio. kr., som man nogle i steder i landet er nødt til for at kunne erhverve ejerlejlighed eller hus. Jeg snakkede om de mennesker, vi havde en debat om tidligere på dagen, altså førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og folk med meget lave lønninger. De kan faktisk ikke få lån i banken, så de er henvist til at bo i lejeboliger, og det forhold må ændres, fordi det er med til at fastholde og udbygge uligheden i Danmark.
     Jeg ved jo, at ministeren har et lidt særligt forhold til ulighedsdebatten, men alligevel synes jeg, ministeren glider for let hen over diskussionen. Der er rent faktisk et skel, de fattigste her i landet bliver bundet til lejeboliger med meget høj husleje, mens de, som har lidt flere penge på kontoen, har valgfrihed og kan vælge mellem boligformerne. Det er et ulighedsperspektiv, som jeg synes, ministeren er nødt til at tage alvorligt.

Nu er virkelighedens verden jo ikke kun sort og hvid, som fru Majbrit Berlau gerne vil gøre den.
     Sagen er, at der er store forskelle mellem de almene lejligheder. Nogle har en lav husleje, andre har en høj husleje, og bl.a. for at imødegå de problemer, der kan være i nogle områder, har vi netop afsat op til 200 mio. kr. til en målrettet huslejenedsættelse, så jeg synes da, vi i høj grad har fokus på problemet.
     Heldigvis kan man mange steder få en god almen lejlighed til en rimelig husleje. Men vi er stadig nødt til at bygge nyt for de lavest mulige udgifter, så huslejen er til at betale, også for de svageste, som har allermest brug for og ønsker en bolig, men i dag står helt uden bolig.

Så siger vi tak til ministeren og går over til ordførerrækken. Først hr. Michael Aastrup Jensen.

Nu er det jo åbenbart blevet en tradition, at man taler om alt muligt andet i sin ordførertale, men jeg vil nu prøve at holde mig til det, det handler om, nemlig forslaget fra SF om en ny huslejemodel i de almene boliger.
     Af forslaget kan man se, at regeringen opfordres til i denne folketingssamling at fremsætte forslag om en ændret finansiering af almene boliger med henblik på at skabe en bedre huslejestruktur i det almene byggeri og navnlig nedbringe de høje boligudgifter i nyt og nyere alment boligbyggeri - eller sagt på en anden og kort måde: Hensigten med forslaget er at reducere huslejen i alment nybyggeri.
     Først og fremmest vil jeg gerne pointere, at de almene boligers konkurrencesituation langtfra er så dårlig, som forslagsstillerne forsøger at få den til at se ud i forslaget, idet en nyopført almen bolig som udgangspunkt har en højere standard end en brugt ejerbolig. Det er logik, og jeg kan ikke se noget problem i den form for logik.

     Derudover kan jeg ikke forstå, at det i sig selv partout skal udgøre et problem, at lejen i nybyggede almene boliger visse steder overstiger omkostningerne ved at bo i en ejerbolig, idet behovet for nybyggede familieboliger på den måde kan løses uden støtte.
     Når Venstre ikke kan bakke forslaget op, er det ikke, fordi spørgsmålet om huslejestrukturen ikke er et vigtigt fokusområde. Det er det absolut, og netop derfor indgår spørgsmålet om huslejestruktur m.v. også i det udredningsarbejde, som allerede er aftalt igangsat som led i boligaftalen af 4. november 2005 om en fremtidig anvendelse af den almene sektors midler og indsatsen.
     Alt i alt og kort fortalt: Venstre kan altså ikke bakke forslaget op.

Det fremgår af forslaget, at det er SF's udspil til, hvordan det kan gøres, men det er jo ikke noget, som skal mejsles i sten. Det er noget, vi kan drøfte nærmere, og hvis der er indvendinger som f.eks. dem, Venstres ordfører har mod modellen, er jeg meget indstillet på at se på dem og se, om vi i fællesskab kan strikke en løsning sammen.
     Det vigtige spørgsmål er, om man ønsker, at huslejen i de almene boliger kan sættes ned, og jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Michael Aastrup Jensens synspunkter. Ønsker Venstre, at det skal være billigere at bo i almene boliger, så de mange steder kan blive konkurrencedygtige med ejerboligerne, og vi kan få brudt den negative udvikling, der sker nogle steder? Det er mit ene spørgsmål.
     Mit andet spørgsmål er: Synes hr. Michael Aastrup Jensen ikke, at der skal ske noget nu, i stedet for at vi skal vente år ud og år ind, før en ny arbejdsgruppe eller et råd eller et nævn kommer frem til målstregen?

Det sidste spørgsmål først: Der er jo ingen, der siger, at vi skal vente år ud og år ind. Det er absolut noget, der kommer til at gå meget hurtigt, det er jeg ikke i tvivl om.
     Men jeg synes altså også, det er vigtigt, at vi ikke bare går ud og forhaster os med så at sige at lave noget miskmask. Det er altså vigtigt, at hele situationen bliver belyst, og derfor er det jo rart, at der bliver lavet et udredningsarbejde, som kommer til bunds i, om der er behov for nogle opstramninger eller nogle lempelser, eller hvad der nu er behov for. Resultatet vil komme til behandling i Folketinget, hvis der er behov for nogle ændringer, og det synes jeg egentlig kun man kan være glad for.
     Med hensyn til om der er behov for at nedsætte huslejen er det jo sådan, at boligaftalen åbner mulighed for, at man for at modvirke ghettodannelser kan nedsætte lejen i de områder, hvor der måtte være behov for det.

Diskussionen er jo gået på, om man kan bruge huslejenedsættelser til målrettet at bekæmpe ghettodannelser, og jeg tror, der efterhånden er bred enighed i Folketinget om, at det kan være et godt redskab.
     Jeg vil gå et skridt videre. I mange områder, specielt i Jylland, hvor både Venstres ordfører og jeg selv kommer fra, oplever man, at det er svært at leje de almene boliger ud, og at det især er svært at tiltrække et bredt udsnit af befolkningen. Folk i arbejde med bare nogenlunde store indkomster foretrækker ejerboligerne, fordi det er billigere at bo i en ejerbolig end i en almen bolig, så derfor vil jeg spørge: Kunne det i et bredere perspektiv ikke under alle omstændigheder være en god idé at nedsætte lejen i de almene boliger, så de bliver et konkurrencedygtigt alternativ, ikke kun i de udsatte områder, men i hele landet? Det ligger netop
i forslaget, at det ikke vil koste staten nogen penge, og kunne man så ikke nedsætte huslejen i alle de almene boliger?

Jeg synes, vi skal vente på, at udredningsarbejdet bliver færdigt, og så se, om der er behov for at lave nogle ændringer. Jeg kan ikke stå her på talerstolen og sige, at der er behov for de eller de ændringer, men lad os vente på arbejdsgruppens resultater. Så kan vi tage debatten bagefter.

Jeg forstod på Venstres ordfører, at sigtet med den arbejdsgruppe, der er blevet nedsat af regeringen, bl.a. er at kigge på huslejemodellen på det almene område. Kunne man forestille sig, at hvis der i stedet for »i indeværende folketingsår« stod »inden for et år« i beslutningsforslaget, kunne Venstre sagtens stemme for forslaget? Sigtet med forslaget er jo det samme som for det arbejde, man er i gang med, så spørgsmålet er, om man vil give lejerne et håndslag på, at deres husleje skal ned, eller ej.

Jeg synes alt i alt, diskussionen har som udgangspunkt, at det er et problem, at vi har en lav rente, og det synes jeg er en helt forkert måde at gribe debatten an på, især fordi renten nu tilsyneladende begynder at stige langsomt.

     Det er, som om at fordi der åbnes nogle muligheder for nogle, skal vi lave det hele om, og jeg må indrømme, at den måde at anskue situationen på kan jeg slet ikke være enig i. Med den logik, hr. Rasmus Prehn lægger for dagen, må jeg melde hus forbi. Selvfølgelig vil vi afvente resultatet af udredningsarbejdet om hele den almene sektors forhold, men jeg kan ikke være enig i noget af det, som jeg tror, hr. Rasmus Prehn mener.

Skal det forstås sådan, at Venstres ordfører alligevel ikke mener, at det er en god idé med huslejenedsættelser?

Nu synes jeg, hr. Rasmus Prehn skal lytte nøje til, hvad jeg siger, for det tror jeg desværre ikke han gør.
     Jeg siger ligeud, at der er igangsat et udredningsarbejde, som skal kigge på hele den almene boligsektor, og at der derudover er åbnet mulighed for, at huslejen kan sættes ned i nogle områder for at modarbejde ghettodannelse. Så kan det næsten ikke siges mere klart og tydeligt, hvad Venstre mener, selv om hr. Rasmus Prehn prøver at drage det i tvivl.

Det lyder, som om hr. Michael Aastrup prøver at skyde os i skoene, at vi går ind for misundelsespolitik. Nej, det er sådan, og det er også det, jeg godt vil spørge om: Kan Venstre ikke se, at det vil være rimeligt og mere retfærdigt og skabe mindre ulighed, hvis man netop gav lejerne mulighed for at få den lavere husleje og andre af de fordele, som de rent faktisk selv har betalt til?

Allerførst synes jeg, vi skal holde fast ved det, socialministeren kom frem med i sit indlæg ved starten af debatten, nemlig hvor lille et problem det så at sige er. Vi er altså nede på, at kun en lille promille af lejlighederne står tomme, og derfor må jeg indrømme, at jeg ikke ser det som et stort problem, som jeg kan forstå at andre gør.
     Jeg vil lade den dør stå åben, at hvis udredningsarbejdet fører til, at der skal laves noget om på den måde, pengene fordeles på i den almene boligsektor, er Venstre også klar til at tage en debat om det. Men jeg synes ærlig talt, vi skal have baggrundsmaterialet i orden, før vi begynder at beslutte noget.

Fra Socialdemokratiets side er det hverken et spørgsmål om misundelsespolitik eller et spørgsmål om tomme lejligheder. Det er - og det var derfor, jeg stillede spørgsmålet så kontant - et spørgsmål om en mere retfærdig måde at gøre tingene på, som kan være med til at skabe mindre ulighed.
     Nu er det jo ikke Venstres ordfører, der betaler huslejen, men for de mennesker, der betaler den høje husleje, er det svært at se, hvorfor de skal have den dårlige behandling, hvorfor de ikke kan få lov til at få glæde af den lave rente, og hvorfor de ikke kan få lov til at få en lavere husleje. Hvorfor?

Nu synes jeg, den socialdemokratiske ordfører skal passe meget på med at skyde mig i skoene, at jeg skulle have kaldt Socialdemokratiets politik for misundelsespolitik. Det er faktisk noget, den socialdemokratiske ordfører selv kom til at sige, og jeg har under ingen omstændigheder talt om nogen misundelsespolitik. Jeg er alt for pæn til at bruge sådanne ord om andre partier.
     Det, jeg derimod siger, er, at jeg synes, vi skal vente på, at udredningsarbejdet bliver færdigt, for så kan vi klokkeklart se, om der er behov for at lave nogle ændringer eller ej. Men jeg synes, vi skal passe meget på med at blæse det op til at være et kæmpestort problem, for det er det ikke. Den lave rente er faktisk med til at skabe nogle muligheder for os alle sammen, selvfølgelig alt afhængig af hvordan vores situation er. Men det er altså ikke et problem, at vi har en lav rente, tværtimod.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, hr. Rasmus Prehn.

Vi bor i et land, hvor statsministeren er begyndt at tale mere og tale meget om lige muligheder for alle - ja, statsministeren beklager ligefrem offentligt, at han med det, han tidligere har sagt og skrevet, kan blive opfattet som en, der vil det stik modsatte.
     Men selv om landets statsminister så gerne taler om lige muligheder for alle, vokser forskellen mellem fattig og rig i Danmark.

Ikke mindst på boligområdet oplever vi i disse år, at uligheden vokser markant. Mens boligejerne med få undtagelser oplever en nærmest eksplosiv stigning i friværdien og en historisk lav rente med dertilhørende låneomlægninger og forbrugsfest, oplever lejerne i den almene sektor, at de trods den lave rente fortsat skal betale en meget høj husleje, og at de tilmed over huslejen pålægges en særskat af regeringen og Dansk Folkeparti.

     Mens boligejerne for størstedelens vedkommende tjener penge, har regeringen og Dansk Folkeparti netop vedtaget at tage penge fra lejerne. Den politiske virkelighed i Danmark passer altså ikke med statsministerens retorik om lige muligheder og sammenhængskraft i samfundet. Statsministeren og regeringen siger et, men gør noget andet.
     I de netop overståede boligforhandlinger fremlagde vi fra socialdemokratisk side vort oplæg »Øget lighed på boligmarkedet«. Her havde statsministeren og regeringen en oplagt chance for at gøre de flotte ord om øget lighed til aktiv politisk handling. Fra socialdemokratisk side havde vi hele vejen igennem det krav, at lejernes indbetalte midler i Landsbyggefonden skulle forblive lejernes ejendom, altså, at lejernes opsparede midler skal bruges til renoveringsopgaver og til lavere husleje. Kort fortalt: investeringer til glæde for lejerne selv. Desværre afbrød regeringen forhandlingerne med os. Vi blev smidt ud. Regeringen havde i forvejen lavet en aftale med Dansk Folkeparti, hvor lejerne skulle pålægges en særskat. Regeringens jagt efter at øge uligheden var altså langt større end viljen til brede forlig. Man fornemmer således en linje i regeringens arbejde, hvor der siges et, men gøres noget andet. Men som vi siger i Socialdemokratiet:
Alle skal have en chance til. Derfor også statsministeren og regeringen.
     I den forbindelse kommer dette beslutningsforslag, B 6, om en ny huslejemodel i almene boliger, på et kærkomment tidspunkt. Hvis statsministeren mener noget med sin transformationsproces fra liberalistisk hulemand til Røde Anders, hvilket talen fra Venstres ordfører desværre ikke tyder meget på, men hvis nu statsministeren mener noget med at sige, at han vil mindske uligheden, så siger vi gerne: en gang til for Anders Fogh! Og vi pålægger regeringen at fremsætte et forslag om en ændret finansiering af almene boliger med henblik på at skabe en bedre huslejestruktur i det almene byggeri. Socialdemokratiet deler SF's intention om, at den almene sektor skal være mere konkurrencedygtig med de private boliger. For det første ser vi det som et middel til at bremse uligheden ejere og lejere imellem. For det andet vil det sikre, at færre ressourcestærke borgere med fast indtægt og mulighed for lånefinansiering af en privatbolig flytter fra den almene bolig, fordi de er for dyre og dermed efterlader den almene boligsektor med ghettoproblemer. For det tredje vil det modvirke den tendens, der specielt gør sig gældende i provinsen, hvor almene boliger står tomme, fordi de ikke er konkurrencedygtige med private.
     I Socialdemokratiet ser vi gerne en generel finansieringsreform af den almene sektor, hvor alle lejere i den almene sektor får glæde af låneomlægninger, lav rente, nye lånetyper med afdragsfrihed og eventuelt længere løbetid. Det er et klart socialdemokratisk mål at øge ligheden på boligmarkedet, huslejen skal ned. Men specielt er det et mål for Socialdemokraterne, at huslejen skal ned der, hvor konkurrenceevnen er dårligst i forhold til det private byggeri, og der, hvor en alt for høj husleje gør, at de ressourcestærke afholder sig fra at blive boende eller fra at flytte ind. Vi har noteret os, at SF har vedlagt sit oprindelige boligudspil som inspiration til et fremtidigt reformarbejde. Jeg vil derfor gerne understrege, at vi ikke føler os forpligtet af samtlige tekniske overvejelser i SF's udspil, men vi støtter den overordnede intention i dette beslutningsforslag, og vi ser det som et skridt i den rigtige retning. Vi håber derfor også, at regeringspartierne og statsministeren vil arbejde for lighed i samfundet og stemme for dette beslutningsforslag og dermed intentionen om en ny og mere retfærdig huslejestruktur i den almene sektor. Regeringen bør leve op til statsministerens flotte ord om øget lighed.

Jeg forstår det sådan, at Socialdemokraterne vil stemme ja til det her beslutningsforslag. Men hvordan hænger det sammen med, at man samtidig ønsker en langsigtet finansieringsreform af hele den almene boligsektor? Hvis man gør det, er det så ikke en god idé lige at afvente, at der kommer en analyse om et års tid? Kan man både støtte det her og samtidig sige, at man gerne vil have en langsigtet reform? Det virker ikke, som om det går helt hånd i hånd.

Socialdemokratiet støtter ethvert skridt i den rigtige retning, og vi mener, at det forslag, som SF har lagt frem, er meget åbent. Man skriver direkte, at man lægger sit eget tekniske forslag frem som en form for inspiration, men man lægger sig ikke fast på noget. Man ønsker en lavere husleje, en model, der sikrer det. Det synes vi er et skridt i den rigtige retning, og det mener vi på ingen måde er i uoverensstemmelse med ønsket om en mere langsigtet finansieringsreform - på ingen måde, huslejen skal ned.

Det er blot noget med arbejdsformen. Det er jo ikke nogen lille reform at lave en finansieringsreform af den almene boligsektor, og et eller andet sted synes jeg da også, at Socialdemokraterne må have en interesse i, at når nu man faktisk sætter gang i et udredningsarbejde, som Socialdemokraterne selv har efterlyst, så afventer man faktisk lige, hvad det fører med sig, og udleder ligesom på den baggrund, hvad det er, der skal ske med den almene boligsektor. Jeg synes bare, at rækkefølgen er lidt forunderlig.

Som jeg også antydede i mit spørgsmål til Venstres ordfører tidligere i debatten, er der jo sådan set mulighed for, hvis regeringen virkelig ønsker at lave en huslejemodel, der sikrer lavere husleje, at gøre de tanker, der ligger i beslutningsforslaget her, til en del af det reformarbejde. Det er et spørgsmål om politisk vilje.
     Regeringen har åbenbart ikke politisk vilje til at give lejerne i den almene sektor samme muligheder, som ejerne i de private boliger har, og derfor ønsker den ikke at gøre det her til en del af det reformarbejde, man laver. Det kunne man jo vælge at gøre, hvis man ville, hvis man havde politisk vilje til at gøre det, som man taler om på Venstres landsmøde, hvad angår lighed osv.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførrækken. Den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, fru Anita Knakkergaard.

B 6 er et forslag stillet af Socialistisk Folkeparti om en ny huslejemodel i almene boliger. Socialistisk Folkeparti vil reducere begyndelseshuslejen med 25 pct., ved at realkreditlån erstattes med statslån, ved at bidraget til Landsbyggefonden nedsættes, valsetakten afskaffes og lejerne betaler de almindelige prisstigninger i samfundet, altså en dyrere regulering for lejerne end nu, hvad angår prisstigninger. Socialistisk Folkepartis reform gælder kun fremtidigt byggeri samt eventuelt, med dispensation, byggeri opført inden for de sidste 10-12 år. Jeg kan i forslaget se af tabel 1, at den statslige ydelsesstøtte falder til 0, og at kommunernes grundkapital, der er sat til 14 pct., men som kun er 7 pct., ændres til 36 pct. Kommunerne vil for mig at se helt holde op med nybyggeri, når de i fremtiden skal betale 36 pct., medmindre de selvfølgelig bliver kompenseret over DUT-midlerne, og så er det staten, der betaler alligevel. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kunne følge Socialistisk Folkepartis tankegang, så jeg vendte tilbage til deres nye huslejemodel, B 74 af 8. december 2004. Jeg kunne se forslaget, men kunne ikke se, at det var blevet førstebehandlet, og det fremgår af forslaget, at det blev afvist af bl.a. regeringen. Mit spørgsmål til Socialistisk Folkeparti er: Er forslaget overhovedet blevet førstebehandlet?
     B 74 var udarbejdet efter følgende retningslinjer og var nemmere at forholde sig til: Den nuværende finansiering med private realkreditlån, som staten giver ydelsesstøtte til, erstattes af 100-årige statslån med lavere rente og bidragssats. Her kunne vi i Dansk Folkeparti sige nej til forslaget, da det ville lade det almene byggeris renovering overgå til vores børnebørns børnebørn. Man kunne så spørge, om der overhovedet var noget at renovere. Det er en for mig at se helt utiltalende tankegang, det ville blive enormt dårlige boliger. Det næste var huslejens kapitalandel, det vil sige, at ydelsen på statslånet reguleres med inflation i stedet for som nu i valsetakt. Som sagt tidligere ønsker vi ikke lejernes regulering mere omfattende end i dag. Et andet punkt, vi heller aldrig ville kunne støtte, var, at staten skulle afholde den fulde udgift til grundkapitalen, så det ikke belaster kommunerne at opføre almene boliger. Det står direkte sidst i forslaget, B 74. Hvis Dansk Folkeparti sagde ja til det, kunne kommunerne opføre endnu flere boliger, uden at det ville koste dem noget, og huslejen for de lejligheder, der var ledige, kunne overføres til andre lejere. Så alt i alt et dårligt forslag for lejerne.

     Jeg vil ikke komme ind på flere tiltag, men kan blot konstatere, at vi ikke på baggrund af Socialistisk Folkepartis indstilling ønsker at opfordre regeringen til i indeværende folketingssamling at fremsætte forslag om ændret finansiering af almene boliger. I Dansk Folkeparti afventer vi analysen vedrørende de almene boligers mulighed for øget selvfinansiering, der er færdig i juni 2006.
     Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Jeg kan berolige fru Anita Knakkergaard med, at jeg tror, at Dansk Folkepartis afvisning af det her forslag beror på en misforståelse, for det her forslag er i alt væsentligt identisk med det beslutningsforslag, B 74, som blev fremsat, men ikke førstebehandlet sidste år ud over den førstebehandling, som man får i dagspressen, hvor man kunne se, at regeringen var imod forslaget.
     Men det fremgår af så vel det forslag som af det her, at det er staten, som afholder udgifterne til den kommunale grundkapital. Det fremgår også af andet afsnit i afsnittet om overgang til statslån i det her forslag. Så det er meningen, at kommunerne ikke skal sidde med nogen økonomisk overvejelse, når de skal sige ja og nej til at godkende byggeri.
     Men mit spørgsmål til fru Anita Knakkergaard er: Tror fru Anita Knakkergaard, at der vil blive bygget for mange boliger, hvis ikke kommunerne økonomisk skal trække i bremsen, sådan som de gør i dag? Vil det ikke tværtimod betyde, når man fjerner den kommunale grundkapital, at boligselskaberne vil have nemmere ved at bygge boliger der, hvor der faktisk er behov for, at der skal bygges boliger?

Anita Knakkergaard (DF):
Nu tror hr. Morten Homann meget godt om kommunerne. Det gør jeg også, men jeg tror, at hvis de ikke skulle betale en krone, så var det altså noget andet. Hvis man bare selv skal betale lidt, er det en anden sag, det ved jeg da i hvert fald, når det er mine egne penge, det drejer sig om, men sådan har jeg det også med andres. Hvis kommunerne selv skal ind og finansiere med 14 pct., så kan det godt være, de ikke vil gå ind og bygge helt så mange boliger.
     Men hvis man gør det gratis for kommunerne, så er der jo ingen risiko for dem. Så har bl.a. de kommuner, der mangler nogle boliger, en helt anden mulighed for bare at give los. Og hvis de ikke kan leje dem ud, så lægger de bare udgifterne, som også SF har været inde på tidligere, over på de lejere, der bor der.

Jeg ved ikke, om fru Anita Knakkergaard, som har en baggrund
i en kommunalbestyrelse, kan bekræfte, at det meget sjældent er kommunen, der bygger boliger. Det er sådan set de private boligorganisationer, som står for byggeriet, og derfor vil det her ikke betyde, at der er nogle kommuner, som går i gang med at sætte byggeri i gang. Spørgsmålet er, om de siger nej til så meget, som de gør i dag. Men jeg synes, det principielle spørgsmål fortonede sig lidt i fru Anita Knakkergaards ordførertale, nemlig: Ønsker man lavere husleje i de almene boliger eller ej? Hvis man ønsker det, så har man jo netop løsningen på mange af de problemer, der er med, at det er svært at få lejet almene boliger ud, bl.a. i Nordjylland og andre dele af Jylland. Man kan få løst problemet med, at det er en for snæver del af befolkningen, som flytter i de almene boliger. Så vil fru Anita Knakkergaard ikke anerkende, at det er en god idé at få nedsat huslejen i de almene boliger, og at der hermed ligger et helt konkret forslag til, hvordan det kan gøres, ikke om 1, 3, 5 år, men nu?

Jeg tror da ikke, der er nogen herinde, der ikke ønsker en lavere husleje for de lejere, der bor rundtomkring; det gør vi da alle sammen. Og hr. Morten Homann havde et godt forslag, nemlig at gå ind og kigge på, om byggeriet kunne gøres billigere. Men hvis det er den finansieringsform, som hr. Morten Homann lægger frem her, er det ikke noget, vi kan deltage i, det er det ikke. Så må vi se på en helt anden.

Dansk Folkepartis ordfører siger: Hvis det er den finansieringsform, SF lægger frem her, så er man ikke med. Men der står jo udtrykkeligt i bemærkningerne til det her beslutningsforslag, at det er vedlagt som inspiration. Det er altså ikke sådan, at hvis man går ind for det her, så hænger man på teknikken.
     Man kan jo vælge. Hvis Dansk Folkeparti rent faktisk mener noget med, at huslejen skal ned, kan man jo vælge at stemme for det her og sige: Det skal være en del af det udvalgsarbejde, der bliver lavet nu, vi inddrager den intention, der ligger i SF's forslag, i det arbejde, der bliver lavet i arbejdsgruppen. Det er jo et valg.
     Så det her handler om: Går Dansk Folkeparti ind for lavere husleje, eller går Dansk Folkeparti ikke ind for lavere husleje? Konsekvensen af at stemme nej til det her er, at man siger til Danmarks befolkning: Vi vil ikke give jer lavere husleje.

Anita Knakkergaard (DF):
Jeg ved ikke, hvad konsekvenserne er for hr. Rasmus Prehn, men regeringspartierne, Dansk Folkeparti og De Radikale har allerede nedsat en arbejdsgruppe, som skal foreslå forskellige tiltag, så jeg vil da spørge: Hvorfor skulle jeg nedsætte en til? Det vil jeg ikke være med til.
     Så vil jeg sige, at det jo ikke berører de problemramte områder, altså ghettoområderne, at der bliver opkrævet høj husleje i det nyere byggeri. Man vil også beskære Landsbyggefonden, og hvad så med renoveringen og de problemramte områder? De får ikke en krone, men det har vi trods alt været med til at give dem.

Dansk Folkepartis ordfører bliver ved med at tage udgangspunkt i, at det er den teknik, som ligger i SF's oprindelige forslag, vi skal tage stilling til, men det er det sådan set ikke. Det står udtrykkeligt i bemærkningerne, at SF håber, man vil bruge nogle af modellerne osv. osv., men der står ikke, at man vil binde sig op på noget, så jeg kan sådan set ikke forstå, at Dansk Folkeparti bliver ved med at hænge fast i det.
     Spørgsmålet er, om man vil sige til den omkring ene million danskere, der bor i en almen bolig, om man går ind for lavere husleje, eller om man ikke går ind for lavere husleje. Jeg kan ikke forstå det, Dansk Folkeparti siger, anderledes, end at man vil sige til million danskere, der bor
i almene boliger: Vi vil ikke give jer lavere husleje. Er det korrekt forstået?

Nej, jeg har sagt heroppefra, at der garanteret ikke er en eneste i denne sal, der ikke ønsker en lavere husleje, og hvis hr. Rasmus Prehn bare havde hørt efter, ville han også kunne indse det.
     Noget helt andet er, at hr. Rasmus Prehn siger, at jeg ikke skal forholde mig til teknikken i beslutningsforslaget, som det foreligger. Jeg hørte godt, at hr. Rasmus Prehn tog forbehold for teknikken i forslaget, og det er jo nok, fordi han heller ikke mener, at den er, som den bør være. Men jeg siger rent ud, at vi vil vente, til resultatet af analysen foreligger i juni måned, og så kigger vi på tingene igen. Det må hr. Rasmus Prehn altså stille sig tilfreds med.

Det helt principielle i denne diskussion er jo spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Folkeparti mener, at de penge, som lejerne fortsætter med at betale, også når lånene i deres ejendomme er færdigbetalt, skal komme lejerne i de eksisterende boliger til gode i form af lavere huslejer og bedre og mere renovering - det er det, vi ønsker - eller om lejerne skal nøjes med den smule peanuts, man har delt ud til dem. Det er det, der er det principielle spørgsmål, og selv om der er igangsat et udvalgsarbejde, kunne man jo egentlig godt ønske sig, at man fra Dansk Folkepartis side havde nogle konkrete ønsker og nogle politiske holdninger. Mener man, at lejerne skal have ret til at bruge af deres egne penge?

Vi går ind for, at 10-12 år gammelt byggeri skal have dispensation for at få huslejenedsættelser. Jeg ved godt, at Socialdemokraterne synes, det er en god ting, og at der også skal ske huslejenedsættelser i nybyggeri, men forslaget tager udgangspunkt i, at indbetalingerne til Landsbyggefonden halveres. Vi mener, det skal undersøges, hvor meget der skal tages, for at det almene boligbyggeri kan blive tilstrækkeligt renoveret, og hvor meget der kan tages til nybyggeri. Der er jo mennesker, som står uden lejlighed, og det skal vi også kigge på.

Jamen det principielle spørgsmål er jo netop, om lejernes penge skal bruges til andre formål end til lejerne selv.
     Mener man fra Dansk Folkepartis side, at der skal bruges penge til nybyggeri i vidt omfang? Mener man, det er rigtigt, at lejerne skal betale for bygning af plejehjem, som langt den største del af befolkningen har ret til at gøre brug af? Det principielle spørgsmål er, hvor meget Dansk Folkeparti mener, der skal sættes af til andre formål, og om lejerne kan få lov til at bruge deres egne penge til huslejenedsættelser og renoveringer, altså en indsats mod ghettodannelse. Det er sådan set det principielle, og vil Dansk Folkeparti være med til at støtte det?

Vi har jo afsat ca. 200 mio. kr. til huslejenedsættelser i de problemramte områder, og vi mener, at Landsbyggefonden skal bruges til det, der var meningen fra begyndelsen, og at der skal ses på, hvor meget der kan overgå til yderligere selvfinansiering, også når det gælder også nybyggeri. Der står oven i købet også i hr. Morten Homanns oplæg, at det er meningen med Landsbyggefonden.

     Så skal vi selvfølgelig også se på, hvor meget renovering der er behov for. Jeg tror, renoveringsbehovet er enormt stort, for folk vil ikke have sat huslejen i vejret hen ad vejen, så tidligere har man bare skubbet renoveringen foran sig. Jeg tror, der ligger en ordentlig efterregning, og derfor skal indbetalingerne til Landsbyggefonden heller ikke nedsættes. Det ville være en stor fejl, for folk skal bo i et ordentligt byggeri.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den konservative ordfører, hr. Jakob Axel Nielsen.

Lad det være sagt med det samme: Vi Konservative kan ikke støtte dette beslutningsforslag. Faktisk er der næsten ingenting i forslaget, vi overhovedet kan forstå baggrunden for og tankegangen bag.
     Med en retorik om, at tingene er blodigt uretfærdige og finansministeren langfingret, begynder man med at argumentere for, at det er et samfundsproblem med den lave rente, fordi den skaber mere ulighed i samfundet. Intet kan jeg være mere uenig i, og intet kan efter min helt objektive opfattelse være mere forkert. Hvorfor skulle det være et problem, at der er skabt mulighed for, at nogle flere kan købe deres eget hus? Det, at vi har en lav rente, er næsten ubetinget en fordel. Den eneste ulempe, jeg kan finde ved den lave rente, er, som ministeren også selv var inde på, at nogle enkelte, der har en stor ledig kapital stående på en bankbog, får en mindre forrentning, men ellers er det en fordel for os alle sammen, at renten er lav.
     Og hvorfor har vi en lav rente? Jo, fordi vi har en ordentlig økonomi og har sikret os, at der er styr på statens finanser, så der ikke kommer noget inflationspres. Den lave rente har givet mulighed for, at mange mennesker kan få deres eget hus, og at mange mennesker kan få pengene til at strække længere. Det er også den lave rente, der sikrer vækst i erhvervslivet, så der kan skabes et godt velfærdssamfund. Det skal vi være glade for, og jeg kan slet ikke forstå, at man på nogen måde kan finde på at betegne det som et problem.
     Vi har et problem i dette land, og det er eksempelvis velfærdsrefomer. Der er nogle, der taler om, at der skal ske noget med efterlønnen, der er nogle, der taler om, at børnene skal hurtigere gennem 10. klasse og hurtigere gennem uddannelsessystemet som helhed, og der kan være tale om mange andre ting, når det gælder om at få et større arbejdsmarkedsudbud. Her er integrationen i virkeligheden noget af det allerallerallervigtigste, og det er en kæmpe udfordring, vi står over for her.
     Forslag er i direkte modstrid med intentionerne i integrationsaftalen og principperne bag den, og det er også i direkte modstrid med det forlig, som Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og regeringen har lavet på det almene boligområde. Man foreslår nogle huslejenedsættelser spredt ud over en bred front, og hvad vil det betyde? Det vil ikke betyde, at de i gåseøjne velfungerende familier kommer ind i de almene boligområder, det vil snarere betyde det modsatte.
     Den måde, hvorpå vi får såkaldt velfungerende familier ind, så vi kan få stoppet den stigende ghettoisering - ja, nu bruger jeg det ord, selv om jeg egentlig har lovet mig selv, at jeg aldrig nogen sinde vil bruge det, for det ødelægger meget af det utrolig gode sociale arbejde, der udføres i de almene boligområder - er ved at stoppe parallelsamfundene. Vi skal sørge for, at også den store gruppe andengenerationsindvandrere, der bor her i landet, kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver ligestillet.
     Derfor skal vi sørge for at skabe en mere homogen beboersammensætning i den almene sektor, og det er lige nøjagtig det, integrationsaftalen og forliget med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre hjælper til med ved specifikke og målrettede huslejenedsættelser for at få velfungerende beboere ind. Det kan være en ung student, der kan udføre en art samfundstjeneste i den klub, som kan stiftes, fordi vi også giver mulighed for at lave erhvervslejemål, så vi får et rigt og velfungerende foreningsliv. Men det hjælper ikke at fordele en hel masse huslejenedsættelser med den brede pensel, for det vil kun øge de problemer, der findes i forvejen.
     Lad os glæde os over den lave rente, og lad os glæde os over, at der nu bliver startet et udredningsarbejde, så vi kan finde ud af, hvordan den almene sektor kan komme til at stå mere på egne ben i fremtiden. Det er i øvrigt noget, som vi er blevet rost for af alle, inklusive Socialdemokraterne, og det siger dog noget, at der nu er lavet et forlig på området, der bærer frem mod, at sektoren kan blive mere selvfinansierende.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Den første er til hr. Rasmus Prehn.

Den konservative ordfører holdt et meget engageret indlæg, hvor der blev sagt, at det ikke er noget problem med en lav rente, og det tror jeg sådan set ikke der er en eneste her i salen som er uenig med den konservative ordfører i. Alle er jo glade for, at der er en lav rente.
     Jeg står her med det beslutningsforslag, SF har fremsat, jeg har lige skimmet de i alt fem sider igennem, og hvor står der i beslutningsforslaget, at det er et problem med en lav rente? Kan den konservative ordfører vise mig, hvor det er? Er det blevet sagt i nogen af de taler, der er blevet holdt fra talerstolen i dag, at det i sig selv er et problem med en lav rente? Hvad er det, den konservative ordfører vil med det indlæg?

Jamen det fremgår jo ganske tydeligt af motiveringen for forslaget, hvis man læser teksten rigtigt. Forslagsstillerne mener, at det skaber mere ulighed og dårligere konkurrenceevne for den almene sektor, at renten er så lav, og det vil altså sige, at man gør den lave rente til et problem. Det synes jeg egentlig fremgår ganske klart af selve motiveringen for beslutningsforslaget.

Det står jo ingen steder i beslutningsforslaget, at det er et problem, at renten er lav, det er jo heller ikke det, der er pointen, og det er heller ikke blevet sagt i en eneste tale.
     Det, der er blevet sagt, er, at det er et problem, at der er grupper i samfundet, der har glæde af den lave rente, og at der er en gruppe, nemlig lejerne i den almene sektor, som man ikke vil give mulighed for at få glæde af den lave rente. Det er sådan set det, der er problemet. Der kan laves en finansieringsændring, så også lejerne i den almene sektor får adgang til en lavere husleje, og det er sådan set det, vi diskuterer.
     Det er også den diskussion, vi tog ved L 70, som handler om det boligforlig, der er indgået. Spørgsmålet er nemlig:
Skal vi alle sammen have lige adgang til at få glæde af den lave rente? Der er ingen, der har talt imod den lave rente, og det ved den konservative ordfører også godt. Det står intet sted, og der er ingen taler, der har nævnt, at det skulle være et problem i sig selv med lav rente.

Jeg er ikke helt enig med hr. Rasmus Prehn. Det kan godt være, hr. Rasmus Prehn har ret i, at det ikke står specifikt, at det er et problem med lav rente, men det fremgår af motiveringen, at det er et problem, fordi den lave rente skaber stigende ulighed, og det er en form for diskussion af ideologisk vraggods, jeg ikke kan anerkende og slet ikke kan forstå logikken i.
     Til hr. Rasmus Prehns spørgsmål, om det ikke er et problem, at der er så mange, der ikke får glæde af den lave rente: Jamen jeg mener, det er en diskussion om pærer og bananer. Det er simpelt hen at sammenligne pærer og bananer, når man siger, at det er et problem, at der er nogle mennesker, der vælger at tage en høj risiko og højst kende deres rente i 12 måneder, fordi de har taget flexlån, som fornys her i december, og man sammenligner med mennesker, der kender deres husleje til deres dødsdag. Det er at sammenligne pærer og bananer.
     Man kan altså ikke på troværdig måde sammenligne den sikkerhed, der ligger i at være lejer og kende sin husleje til sin dødsdag, og det at være ejer med et lån, hvor man kun kender sin huslejeudgift frem til næste november, hvor kreditforeningerne skifter ud i flexobligationsbeholdningen.

Jeg tror, det taler lidt for sig selv, når hr. Jakob Axel Nielsen forsøger at snakke sig ud af diskussionen om lav rente. Der er ingen, der har sagt, at lav rente er et problem
i sig selv, men det, der er spørgsmålet, er jo, hvordan vi kan sørge for, at hele befolkningen får gavn af den, og vores forslag er i al beskedenhed et udspil til, hvordan også lejerne i den almene sektor kan få glæde af en lavere rente. Forslaget viser, at det, uden at det koster staten en krone, kan lade sig gøre at nedsætte huslejerne i nyt og nyere alment byggeri med ca. 25 pct., så derfor er det mit spørgsmål til hr. Jakob Axel Nielsen: Er hr. Jakob Axel Nielsen imod det? Synes hr. Jakob Axel Nielsen og Det Konservative Folkeparti, at lejerne i den almene sektor skal blive ved med at betale en 25 pct. højere husleje end nødvendigt, selv om det kan lade sig gøre at nedsætte den, uden at det koster en krone?

Jeg gav jo i virkeligheden svaret før. Jeg gav svaret i min ordførertale, hvor jeg talte om fordelen ved at have en lav rente, som også er formålstjenlig for erhvervslivet og altså også for de entreprenører, der bygger almene boliger eller boliger i det hele taget, fordi de kan bygge billigere.
     Jeg gav også svaret til hr. Rasmus Prehn, da jeg sagde, at man ikke kan sammenligne det at være lejer og det at være ejer, fordi det er at sammenligne pærer og bananer. Man sammenligner risikoen ved nogle meget kortfristede lån med, at man som lejer har sikkerhed for sin husleje meget langt frem i tiden.

     Hvis vi nu skal kigge historisk på det, så har lejerne af de almene boliger jo netop haft en stor fordel gennem de meget lange tider, hvor der var socialdemokratisk styre, og op til, at Anker Jørgensen måtte smide tøjlerne, da vi havde
22 pct. i rente. Og først derefter begyndte vi langsomt at få renten ned. Da var det en fordel.
     I dag har vi heldigvis fået så lavt et renteniveau, at det er en fordel at købe sit eget i nogle situationer, særlig hvis det er flekslån, og så går jeg selv ind i pære-banan-problematikken. Så jeg vil slet ikke ...

Tak til ordføreren i denne omgang. Næste korte bemærkning er også af hr. Morten Homann.

Nu kommer hr. Jakob Axel Nielsen jo rigtig på glatis. Ikke alene fik han rodet sig ud i en lang smøre før for at prøve at forklare, hvorfor han havde lavet et skræmmebillede om renten, som ingen taler overhovedet havde berørt, men nu undgår han jo fuldstændig at svare på det ganske simple spørgsmål. Så lad mig nu gentage det:
     Her er et konkret forslag til, hvordan man kan nedsætte lejen i den almene sektor med 25 pct., uden at det koster staten en krone. Det kan forhandles. Det er ikke afgørende, at det præcis er sådan her, det kommer til at se ud, men det kan i hvert fald lade sig gøre at få lejen ned.
     Vil hr. Jakob Axel Nielsen og Det Konservative Folkeparti så forfægte, at huslejen i den almene sektor alligevel skal være højere, at lejerne skal betale mere, end de egentlig behøver at gøre, fordi man ikke vil gå ind og få lavet huslejeberegningen om, altså uden at det koster staten en krone?

Ja, det vil vi forfægte, fordi det strider mod det overordnede princip, der er i integrationspolitikken. Hvis det er sådan, at man, som det er foreslået af Socialdemokraterne, med en bred pensel maler huslejenedsættelse ud over det hele, så får vi ikke brudt de her parallelsamfund op.
     Men der, hvor jeg kan acceptere at være med til nogle huslejenedsættelser, er i forbindelse med sådan nogle nålestiksoperationer, hvor man kan få flere velfungerende familier ind, så vi kan få en bedre og mere homogen beboersammensætning.

Jeg vil godt høre, om hr. Jakob Axel Nielsen er enig i og kan bekræfte, at det i dag er sådan, at den lave rente får lejerne altså ikke lov til selv at få fordel af, det er rent faktisk statskassen, der har fordelen. Staten sidder og tjener på, at der er en lav rente i forbindelse med de huslejer, der i dag bliver betalt. Det vil sige, at det er lejerne, der bliver snydt, det er ikke lejerne, der får fordelen. Kan hr. Jakob Axel Nielsen bekræfte det?

Jeg kan bekræfte, at her den 1. december 2005 vil man kunne lave et regnestykke, der bekræfter det, som fru Lissa Mathiasen siger.
     Jeg kan også bekræfte, at man kan gå til andre tider i historien og se, at renten altså er noget, der flyver op og ned. Jeg tror, det var hr. Mogens Lykketoft, der engang sagde: Den flyver op og ned med de skøre kællinger på Børsen. Og dem kan man ikke altid regne med. Det vil sige, at renten lynhurtigt kan stige igen. Så kan det gå hen og blive en fordel for lejerne, men det vil være en stor ulempe for ejerne.

Det er jo meget skægt, at man fra konservativ side betragter lejerne fra den almene sektor som værende så ufornuftige. Fornuftige ejere, som har set den billige rente, har jo typisk lagt deres lån om og fået rentefordelen, og det er for hovedpartens vedkommende 30-årig løbetid. Det kunne man da gøre på samme måde over for lejerne, og det vil sige, at lejerne kunne få lov til at få andel i bare en lillebitte del af den forbrugsfest, som de indtil videre har måttet se, at det kun er ejerne der har haft.
     Men det, der bekymrer mig, er egentlig de her meget massive afvisninger fra hr. Jakob Axel Nielsens side, for de afvisninger er jo sådan set også afvisninger af, at når udredningsarbejdet, som vi har sat i gang, er færdigt, så vil man heller ikke fra konservativ side være med til huslejenedsættelser. Og det synes jeg da er bekymrende.
     Må jeg virkelig forstå det sådan, at man forlods har låst sig fast, så man overhovedet ikke vil være med til det?

Der er jo flere ting i det her. Der var for det første det omkring renten og så det at være almen bolig-lejer. Der er det jo sådan, at staten faktisk stiller en meget favorabel rente til rådighed, 3,5 pct. eller sådan noget kan der finansieres til.
     Det andet, som fru Lissa Mathiasen spørger om, er, om man på forhånd har låst sig fast. Nej, vi har ikke låst os fast, men som jeg allerede har sagt, mener jeg ikke, at det er i tråd med integrationsaftalen og de meget store udfordringer, vi står over for i forbindelse med at få skabt nogle homogene almene boligområder, at man med den brede pensel smører huslejenedsættelser ud. Jeg tror ikke, det virker. Jeg tror ikke, det hjælper.
     Men jeg kan se en fordel i, at man specifikt giver huslejenedsættelse ud fra princippet noget for noget. Hvis en eller anden ung mand får en huslejenedsættelse, en lav husleje, for at lave det, som jeg sagde er en art samfundstjeneste, så kan det også hjælpe til med integrationen.

Jeg forfølger sporet lidt, for ordføreren har jo blankt afvist forslaget, og jeg hører også i svaret her til det socialdemokratiske folketingsmedlem, at man afviser generelle huslejenedsættelser. Det synes jeg jo er interessant, for da ordføreren for Det Konservative Folkepartis regeringspartner, Venstre, var på talerstolen, sagde man jo netop, at når udredningsarbejdet var overstået, og hvis der anbefales huslejenedsættelser, så var man villig til at se på det.
     Det synes jeg da er interessant. Der er en klar uenighed her i regeringen, og det, hr. Jakob Axel Nielsen jo står her og siger, er, at uanset om det udredningsarbejde sættes i gang, så er generelle huslejenedsættelser ikke noget, Det Konservative Folkeparti kan være med til. Det er man nu, som jeg har hørt det, det eneste parti i Folketinget, der siger. Det kunne jeg godt tænke mig at høre hr. Jakob Axel Nielsens kommentar til.

Jamen det ikke rigtigt. Det er muligt, fru Majbrit Berlau hører det sådan, men vi afventer naturligvis det udredningsarbejde, som vi selv har været med til at søsætte. Vi afventer med interesse de resultater, der kommer derfra.
     Jeg synes i øvrigt, det ville være useriøst at begynde at låse sig fast på nogle helt fundamentale, væsentligt ændrede principper, forinden man har iværksat eller gennemført det arbejde. Det er jeg helt enig med den radikale ordfører, fru Charlotte Fischer, i. Og så ville det selvfølgelig være useriøst andet end at lade udredningen løbe til ende, før man går ind med væsentlige ændringer.

Nu hører jeg, at hr. Jakob Axel Nielsen bløder lidt op for sin ellers meget konsekvente holdning tidligere i debatten til, at huslejenedsættelser overhovedet ikke kunne komme på dagsordenen. Men når det er sagt, vil jeg altså godt sige, at det, som hr. Nielsen har fremlagt i løbet af denne her debat, synes jeg er udtryk for en meget klar arrogance over for den problematik, vi står med på boligområdet.
     Der er en ulighed, som man ikke kan se bort fra. Det er muligt, hr. Jakob Axel Nielsen er født med en guldske i munden, men der er altså mennesker i det her samfund, som ikke kan gå hen og tage et lån i banken og dermed gå ud og købe en ejerlejlighed eller et hus. De er altså henvist til at bo i lejelejligheder, hvor huslejen er så høj, at den æder en stor del af det rådighedsbeløb, som de fattigste familier
i det her samfund har til rådighed hver måned. Jeg synes, det er arrogant at snakke om en sammenblanding og pærer og bananer, og jeg håber virkelig, hr. Jakob Axel Nielsen vil tage sig tid til at forske i den her problematik, inden han den vej igen udtaler sig så konsekvent omkring problematikken.

Ja, nu kan vi da høre, at vi virkelig har fået den der gammeldags retorik fra Enhedslisten, for om jeg er født med en guldske i munden eller ej, synes jeg er irrelevant. Det er jeg i øvrigt ikke. Det andet, man kan nævne, er, om der er tale om arrogance, fordi man ikke accepterer, at der er nogle, der ikke kan købe deres ejerbolig. Det er lige nøjagtig at bringe den her uligheds- og lighedsdiskussion ind på en meget, meget useriøs og for mig helt uforståelig måde. Vi skal da ikke ærgre os over, at nogle flere har fået muligheden for at få deres eget.
     Og så har jeg ingen arrogance over for den her problemstilling med integration. Jeg ser det som en af de største udfordringer, vort samfund står over for. Det interesserer mig utrolig meget, at vi får nogle flere hænder og hoveder ud på arbejdsmarkedet.
     Jeg har virkelig stået på den her talerstol og talt om, at vi for at få højere skattelettelser og for ikke at få velfærdsforringelser virkelig skal have skabt et større arbejdsmarkedsudbud. Her spiller integrationen helt vildt meget ind. Derfor kan jeg ikke være med til ud fra nogle kortsigtede betragtninger at male med den brede pensel i forbindelse med huslejenedsættelser, når det kun forstærker de problemer, der allerede er derude.
     Nej, vi skal sørge for, at vi virkelig på den lange bane også om 20 år har fået løst de problemer, så andre mennesker end etniske danskere har en mulighed for at træde ind på vores arbejdsmarked i lighed med fru Majbrit Berlau og mig. Og det gør vi ikke ved at bruge den her traditionelle ...

Og så går vi videre med den næste korte bemærkning. Ordføreren skal nok få lejlighed for at få mere taletid, er jeg sikker på. Det er hr. Hüseyin Arac.

Vi kan nu tillade os at falde til ro. Hr. Jakob Axel Nielsen snakker om at blande pærer og bananer sammen. Det gør vi ikke, det er lejere og ejere, det er mennesker i vort samfund. Sådan ser vi på det.
     Jeg vil stille et spørgsmål til De Konservatives ordfører. Den der lave rente, som vi alle sammen er glade for, rammer den ikke forskelligt for dem, der bor i ejerbolig, og dem, der bor i lejebolig? Jeg vil gerne vide, om Det Konservative Folkepartis ordfører kan bekræfte, at den lave rente begunstiger dem, der ejer ejendommene, mere end dem, der bor i lejebolig. Det vil jeg gerne have et svar på.

Det skal jeg være den første til at bekræfte. Alt andet ville være fuldstændig forkert. Selvfølgelig begunstiger en lav rente folk, der har lånt, og det har de fleste boligejere.
     Lad mig så sige om det der med pærer og bananer, at jeg ikke bruger pærer og bananer som sammenligning imellem mennesker, imellem ejere og lejere, nej, jeg bruger pærer og bananer til at sammenligne en lejekontrakt med en husleje i og så et flekslån, en lejekontrakt, hvor du faktisk kender din husleje, som jeg sagde, til din dødsdag, hvis du vælger at blive der, og det kan være 60 år frem, og så et flekslån, hvor du højst, hvis du er allerheldigst, kender din husleje i
364 dage, hvis du har fået det dagen efter, at det er blevet optaget i december måned. Det var sammenligningen.

Jeg blev meget glad, da jeg hørte, at Det Konservative Folkeparti ville gøre meget for beskæftigelse og integration. Jeg har hørt i regeringsgrundlaget, at man vil finde masser af arbejde til de mennesker, vi taler meget om. Jeg vil gerne spørge Det Konservative Folkepartis ordfører: Hvordan går det med det der tiltag? Er der flere, der er blevet arbejdsløse, siden regeringen kom til, eller går det fremad med beskæftigelsen for den gruppe af mennesker, som vi snakker om her i dag, også i forbindelse med det her forslag?

Jeg må sige, at jeg ikke har tallene præsent, men jeg er bange for, at vores erhvervsfrekvens i andre befolkningsgrupper end den etnisk danske er faldende. Og det er et meget stort problem, for det er jo ikke begrundet i, at de ikke er lige så velbegavede som etnisk danske, lige så dumme, har lige så mange fordele og ulemper, nej, det er, fordi der er nogle - nu bruger jeg et fint ord - sociologiske barrierer, eller hvad ved jeg, som vi må have nogen til at hjælpe os med at udrede.
     De problemer skal løses, sådan at de mange mennesker, der er i det her land, som er uden for arbejdsmarkedet, men ellers er ved deres fulde fem både psykisk og fysisk, skal ind på vores arbejdsmarked. Vi har en kæmpe udfordring, og det er en udfordring, som den her regering vil tage op, og at det ikke allerede er lykkedes, er udtryk for, at der har været alt for meget slendrian i meget lang tid.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er den radikale ordfører, fru Charlotte Fischer.

Hensigten med det her beslutningsforslag er jo sådan set sympatisk nok. Det handler om at løse nogle af de problemer, den almene boligsektor har med ghettodannelser og tomme boliger, og det handler om at bekæmpe ulighed, men Det Radikale Venstre synes både, at modellen er skidt, og så synes vi, at timingen er helt forfærdelig. Det skal selvfølgelig ses i sammenhæng med den boligaftale, som vi har indgået med regeringen, og hvor man nu sætter gang i en større analyse af, hvordan den almene boligsektor kan slippes fri og gøres mere selvbærende på længere sigt.
     Rent indholdsmæssigt ser vi nogle problemer i det her.
     SF vil med sit forslag sikre lavere husleje. Fair nok. Og dermed mener man, at man kan slå to fluer med ét smæk: Man kan nemlig både bekæmpe uligheden i samfundet og bekæmpe ghettodannelsen. Det er jo ikke sikkert, at de to ting går hånd i hånd.
     Alle ved, at Det Radikale Venstre gerne medvirker til at bekæmpe ulighed i boligsektoren, især når den er uproduktiv og urimelig, og derfor er vi faktisk også et af de få partier, der går ind for at beskatte de værdistigninger, der sker i ejerboligsektoren. Og det er så det.
     Når vi så ser på spørgsmålet om generelle huslejenedsættelser, synes vi, at hele debatten i dag viser, at der sådan set ikke er nogen, der tager stilling til spørgsmålet, hvad det er, der skal til for at skabe en attraktiv almen boligsektor. Er det huslejenedsættelser? Eller er det i virkeligheden nogle langsigtede investeringer, så det bliver en attraktiv boligsektor, hvor også ressourcestærke folk har lyst til at flytte ind og bo?

     Her synes vi, at dette forslag trækker i den forkerte retning. Der er faktisk overhovedet ikke noget, der taler for, at generelle huslejenedsættelser løser ghettoproblemerne, og SF er selv inde på det i forslaget, hvor de skriver direkte:
     »Det er tvivlsomt, om huslejenedsættelser overhovedet virker.«
     Derefter understreger SF, helt rigtigt synes jeg, at der også kræves en bred vifte af andre tiltag, og nævner kvarterløft, byfornyelse og alt muligt andet. Det er vi helt enige i, og det er også derfor, vi synes, at kæden hopper lidt af i forslaget. Bl.a. halverer man de midler, der skal gå til fondene, og dermed også de penge, der skal gå til renovering, kvarterløft, byfornyelse osv., og det synes vi er en uklog strategi. Den helt store udfordring, vi står over for, er jo at skabe en attraktiv almen boligsesktor, og det kan vi kun, hvis vi investerer massivt i gode, attraktive boliger. Forslummer boligerne først, kan man godt vinke farvel til, at ressourcestærke mennesker vil flytte ind, fordi de kan spare lidt på huslejen.
     Det er alt sammen netop det, der ligger til grund for den aftale, vi har indgået med regeringen om Landsbyggefonden. Den betyder sådan set, at der næste år bliver afsat næsten 3 mia. kr. til renovering, sociale tiltag og målrettede huslejenedsættelser, som skal føres ud i livet efter helhedsplaner, som kan skabe attraktive områder. Der bliver også sat i gang i et analysearbejde, som også Socialdemokraterne har ønsket, og som boligbevægelsen er positiv over for, og formålet med arbejdet er at se på, hvordan den almene boligsektor kan blive friere stillet på længere sigt.
     Jeg er jo radikal, og derfor bliver jeg nødt til at springe ud i det og sige, at til syvende og sidst er forslaget i virkeligheden også symptombehandling. Man lapper på et lejemarked, der dybest set ikke fungerer, og det er ikke noget, vi vil tale om her i Folketinget, fordi vi for længst har besluttet, at det er alt for farligt, og at vælgerne vil blive frygtelig bange og alt muligt.
     Mange af dem, der har fulgt området, vil vide, at de økonomiske vismænd i 2001 kom med en rapport, og når man er meget optaget af ulighed på boligmarkedet, kan jeg ikke forstå, at der ikke er flere, der beskæftiger sig lidt med, hvad de sagde dengang. Jeg citerer:
     Gevinsterne er fordelt således i befolkningen, at husstande med de højeste indkomster og den højeste uddannelse får de højeste gevinster. Citat slut.
     Sådan er vores lejemarked i dag. De skriver også:
     Hvis reguleringen af boligmarkedet skal ske af fordelingsmæssige hensyn, ville man gavne de relevante modtagergrupper bedre med målrettede skattelettelser eller med personlige indkomstoverførsler. Citat slut.
     Jeg synes, at både SF og Socialdemokraterne - ja, i virkeligheden alle - skulle begynde at tale om det, der virkelig batter noget på dette område. Ud fra en lighedsbetragtning er lejemarkedet og den måde, vi har skruet det sammen på, i virkeligheden slet ikke retfærdigt, og jeg synes, at man i stedet for at komme med lappeløsninger skulle mande sig lidt op og begynde at se på, om vi virkelig ikke kan gøre det lidt bedre, end vi gør i dag. Men det handler ikke om at give hele boligmarkedet frit, vil jeg godt sige.

Så er der to korte bemærkninger. Den første er til hr. Rasmus Prehn.

Den radikale ordfører gør sig nogle betragtninger omkring hele lighedsspørgsmålet, ret interessante tanker, vil jeg sige.
     Denne her diskussion, der ligger omkring beslutningsforslag B 6 her, handler jo om, at man skal give nogle muligheder til nogle lejere, som ikke har de muligheder nu, sådan så de får samme muligheder som nogle af de ejere, der bor i private boliger. Det er altså et meget sådan positivt lighedssyn, hvor man giver lige muligheder til folk.
     Skal det forstås sådan, at De Radikale i virkeligheden mere er tilhængere af et negativt lighedssyn, hvor man siger, nå ja, der er nogle lejere, der har det dårligt, nu må vi sørge for, at der også er nogle boligejere, der får det dårligt, så lad os skynde os at beskatte dem? Er det den form for lighedssyn, man har i Det Radikale, altså et negativt frem for et positivt?

Vi går meget ind for lige muligheder i Det Radikale Venstre, men jeg synes, det er lidt af et fatamorgana at begynde at tale om at skabe præcis de samme og lige vilkår for lejere og ejere.
     Det kunne måske være rart at høre, om Socialdemokraterne mener, det skal være sådan, at når renten stiger, skal lejerne også være med til at bære byrden. Det må vel skulle gå både den ene og den anden vej. Så længe det er sådan, at boligejere skal bære byrden den dag, det går galt, men lejerne ikke skal det, og lejerne kun skal have fordelene, når det går godt, synes jeg ikke, vilkårene er særlig lige. Der er altså en asymmetri, og derfor bliver man nødt til at indrømme, at det sådan set ikke er de samme vilkår, der gør sig gældende for ejere og lejere.

Jeg vil gerne sige helt klart og tydeligt, at der er ingen lejere i Danmark, der skal være nervøse for, at Socialdemokratiet vil gå med til en politik, som går ud på, at huslejen skal stige. Det er et spørgsmål om, at vi vil have huslejen ned. Selvfølgelig vil der være nogle inflationsstigninger osv., men vi vil altså ikke gå med til drastiske stigninger, heller ikke hvis det er sådan, at renten stiger.
     Med hensyn til huslejenedsættelser hæftede jeg mig lidt ved, at den radikale ordfører sagde, at der ikke er noget, der taler for, at det er en god idé med huslejenedsættelser. Kan den radikale ordfører forklare, hvorfor det så er sådan, at store boligselskaber som f.eks. KAB og DAB Himmerland, Boligselskabernes Landsorganisation BL, Lejernes Landsorganisation, Danmarks Lejerforening og BOSAM, altså stort set alle, der arbejder professionelt med at varetage lejernes interesser og bygge lejeboliger, mener, det er en god idé? De synes, det er noget, der kan være med til at løse problemerne med stigende ghettoisering osv. De anbefaler det, så hvad er det, der får den radikale ordfører til at sige, at det ikke nytter noget?

Må jeg sige til det første, hvor den socialdemokratiske ordfører understreger, at Socialdemokraterne aldrig nogen sinde vil gå med til, at lejerne skal bære byrden, når renten går den forkerte vej: Jeg synes faktisk, det ville klæde Socialdemokraterne at stoppe al den snak om lighed mellem ejere og lejere. Det går altså ikke at snakke om lighed, når pilen vender den rigtige vej, når man vil kaste ligheden væk, lige så snart pilen vender den anden vej. Det er da en mærkelig form for lighed.
     Til det andet vil jeg sige: Vi har jo bevilget 200 mio. kr. til målrettede huslejenedsættelser, som skal ske via Landsbyggefonden. Vi har foretaget en prioritering i erkendelse af, at alting ikke kan nås på én gang i dette land. Pengene skal i første omgang gå til de steder, hvor behovet er størst. Ude i de enkelte boligafdelinger må man afgøre, om det er huslejenedsættelser, der virkelig vil gøre forskellen, eller om det snarere er renovering, sociale tiltag, eller hvad det nu kan være. Men generelle huslejenedsættelser mener vi er den forkerte vej at gå, hvis ghettoproblemerne skal løses.

Jeg troede faktisk ikke rigtig mine egne ører, da jeg hørte fru Charlotte Fischers tale. Efter at man nu flere år i træk har været med til at flå 8 mia. kr. af lejernes opsparede penge ud af fonden og bruge dem efter forgodtbefindende, siger man: Jamen nu skal indbetalingerne til Landsbyggefonden ikke ændres, for der skal også være penge nok til at renovere på lang sigt.
     Jeg synes simpelt hen ikke, verden står længere. Er der ingen grænser for De Radikales foragt for lejerne i den almene sektor? Ja, undskyld, men det er altså Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og regeringen, som har stjålet pengene i den almene sektor.
     Det, SF i al beskedenhed foreslår, er, at man ser på, hvad der skal til for at holde en almen bolig ved lige. 10 pct. af huslejen er vel et meget godt bud på, hvad der skal til for at rette op på byggesjusk og udføre den almindelige vedligeholdelse og renovering. Men det er rigtigt, at 10 pct. ikke forslår, hvis Det Radikale Venstre sammen med regeringen og Dansk Folkeparti bliver ved med at stjæle lejernes penge, så jeg er ked af, at vi ikke har taget hensyn til i SF, at der skulle være penge nok til, at De Radikale kunne stjæle videre.

Jeg vil ikke gå med i den retorik om at stjæle lejernes penge og flå lejerne og alt det, for det er jo simpelt hen en kendsgerning, at de penge, der går ind i Landsbyggefonden, bliver brugt i den almene boligsektor.
     Jeg ved godt, at andre partier sondrer utrolig meget mellem lejere og ejere. Vi mener altså, at skal der tages hensyn til lejerne, er løsningen at skabe en god, samlet almen boligsektor, og det går pengene i Landsbyggefonden til, så der er ikke noget med at tage lejernes penge. Det lyder simpelt hen, som om vi bruger pengene til at bygge motorveje eller broer til Femern, men det er altså penge, der går til den almene boligsektor.

Ja, det er penge, der går til den almene boligsektor, for lejerne i den almene boligsektor betaler dem jo gennem deres husleje.
     Fru Charlotte Fischer står her og siger: Nej, nej, nej, nej, nej, vi skal endelig sørge for, at lejerne sparer så meget op af deres husleje, at vi kan tage nogle af pengene. Det går ikke, at man kun ser på, hvor meget der skal bruges for at vedligeholde en almen bolig, og så sparer lejerne det beløb op, præcis som folk, der bor i ejerbolig, sparer op til at vedligeholde deres bolig. Nej, det går ikke. Lejerne i den almene sektor skal spare ekstra meget op, og så kan regeringen og Det Radikale Venstre stjæle de penge.

     Jeg synes, det er en meget, meget bagvendt tankegang, og jeg synes på en eller anden måde, det er at udvise foragt for de mennesker, som bor i den almene sektor og betaler deres husleje og også har en forventning om, at de får noget for de penge, de betaler.

Nu er det jo sådan, at vi synes, det er et sympatisk princip, at den almene boligsektor er selvbærende, og det er sådan set derfor, vi er utrolig glade for, at der nu bliver sat gang i analysearbejdet med henblik på at skabe en mere selvbærende almen boligsektor. Det er sådan set noget, som boligbevægelsen selv også er positiv over for, det er selvfølgelig utrolig kompliceret, men vi vil gerne i gang med det, og det er det mål, vi på en eller anden måde gerne vil nå.
     Så må jeg minde SF's ordfører om, at Landsbyggefonden sådan set altid har haft det princip - det er også blevet sagt flere gange i dag - at pengene skal gå både til lejerne og til at bygge nye boliger. Der er altså mange steder, også her i København, hvor de folk, der bor i de eksisterende almene boliger, ikke kan bryde ud af den negative sociale spiral, der måske findes, hvis der ikke bliver bygget noget nyt, så jeg synes, det er vigtigt at se sektoren under et, og det har altså overhovedet ikke noget at gøre med at flå lejerne eller tage lejernes penge.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er Enhedslistens ordfører, fru Majbrit Berlau.

Enhedslisten hilser dette forslag om en ny huslejemodel i den almene boligsektor velkommen. Det er et forslag, der berører en reel problematik, det er tiltrængt, og det er nødvendigt.
     Vi ved i dag, at uagtet hvad man ellers siger fra den borgerlige side af denne sal, stiger uligheden mellem ejere og lejere i den danske boligsektor kraftigt. Vi ved, at de mennesker, som har haft økonomien til at kunne tage et lån i banken til at kunne købe deres egen bolig, scorer kassen i øjeblikket med de gevinster, der er, mens de, der sidder i lejeboliger, sådan set bare sidder med en høj husleje, der spiser mere og mere af deres økonomiske råderum.
     Som forslagsstillerne skriver, kan forslaget ikke stå alene. De boligafdelinger, der har udviklet sig til ghettoer, har behov for en helhedsindsats.
     I Enhedslisten vurderer vi, at SF sender lidt blandede signaler med hensyn til finansieringsreformen. I beslutningsforslaget taler man om statslån, mens man tidligere har fremsat beslutningsforslag om at ændre låneperioden for kreditforeningslånene til 100 år. Udvalgsarbejdet kan måske give svar på det, og måske kan hr. Morten Homann redegøre for det i sine afsluttende bemærkninger. Huslejenedsættelser, byfornyelsesindsats, kvarterløftprojekter, etablering af boligsocial rådgivning, renovering med henblik på at tiltrække erhvervsaktiviteter, job- og uddannelsesvejledning - ja, jeg kunne blive ved med at opremse en masse gode initiativer, som vi mener skal til for at dæmme op for den problematik, vi ser udvikle sig på boligmarkedet i dag. Boligselskabernes Landsforening har fremsat en nødhjælpsplan til ca. 8 mia. kr. Det er vores vurdering, at den vil kunne dække en stor del af områderne og løse problemerne på en positiv måde, og det er også vores vurdering, at planen på lang sigt kan finansieres af de almene lejeres opsparede penge i Landsbyggefonden. Men det er lidt af et problem, at regeringen og Dansk Folkeparti har lagt deres klamme hånd på pengene for at bruge dem til statsindskud til nye boliger, stik modsat det Boligselskabernes Landsforening rent faktisk foreslår. At tage pengene fra Landsbyggefonden mener jeg er kortsigtet, og jeg mener sådan set også, at det er dumt. Det burde være en offentlig opgave at bygge gode, nye boliger, og vil den almene sektor selv deltage i arbejdet på at løse ghettoproblemerne, burde regeringen sådan set tage imod det med kyshånd. Men igen mener jeg, at regeringen ikke har kendt sin besøgelsestid. Enhedslisten foreslår, at vi under udvalgsarbejdet kigger på beslutningsforslaget og sammenholder det med de undsættelsesplaner, der i øvrigt er fremlagt, og dermed får et bredere og mere repræsentativt forslag. Jeg synes også, det ligger i SF's forslag, at man ønsker en bred diskussion af problematikken, og at SF gerne stiller sit eget forslag til rådighed. Som det er nævnt mange gange, har regeringen planer om et udredningsarbejde for at finde ud af, hvordan lejernes sparepenge i Landsbyggefonden skal bruges. Vi kan godt være i tvivl om, hvordan det kommer til at gå, for det virker jo ikke ligefrem, som om der i øjeblikket er en god kontakt mellem socialministeren, finansministeren og de boligaktører og boligorganisationer, der til daglig har fingrene nede i virkeligheden.

     Jeg tror, at det er på tide, at oppositionen overvejer at nedsætte en alternativ landsbyggefondskommission, der også kigger på ghettoindsatser og huslejeniveau i den almene sektor, men det er jo blot et forslag, som kan gå ind i den videre debat.
     Vi kan støtte beslutningsforslag nr. B 6.

Så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Homann.

Jeg vil godt sige tak for behandlingen og så selvfølgelig starte med at sige tak til Socialdemokraternes og Enhedslistens ordførere for, hvad jeg hører som støtten til det, der er selve forslaget, nemlig at vi skal have lavet en huslejereform for den almene sektor, som giver lavere husleje.
     Jeg vil som svar på Enhedslistens ordførers spørgsmål bare sige, at det hele tiden har været SF's holdning, at man skulle erstatte realkreditforeningslån med statslån, simpelt hen af den grund, at staten i forvejen i virkelighedens verden garanterer for lånene, og derfor er det jo bare et fordyrende mellemled, at man også skal betale for, at et realkreditinstitut skal administrere det. Der kan man lige så godt gå den direkte vej og sørge for, at lejerne sparer de penge. Det er bare lige til den tekniske side af sagen.
     Som sagt har det ikke været SF's hensigt, at det her skulle være en model, som var take it or leave it. Det var et udspil til, hvordan man kunne gøre det og illustrere, at man faktisk her og nu kunne få noget, der ligner 25 pct. lavere husleje i nyere almene boliger, uden at det kostede staten noget som helst.
     Hvad har så været regeringens svar - og Dansk Folkepartis og Det Radikale Venstres? Det har været, at vi i første række skulle vente og se. Vi skulle lade et nyt råd eller et nyt nævn, en ny arbejdsgruppe, se på tingene, og så måtte de på et tidspunkt komme frem med et resultat, og så måtte vi se, hvad der skulle ske.
     Det synes jeg er et meget sølle svar at give til de lejere i den almene sektor, som jo her kan se, at de betaler
25 pct. for meget i husleje, og at man, uden at det kostede staten noget, kunne nedsætte deres huslejer. Det er sådan set det, der er det grundlæggende spørgsmål: Ønsker man, at lejerne i den almene sektor skal bo billigere med alle de positive effekter, det har for ligheden
i samfundet, for sammensætningen af beboere i den almene sektor og for valgmulighederne for borgere i det her land, eller ønsker man det ikke? Der må jeg sige, at jeg måber lidt over, at der er et flertal i Folketinget, som tilsyneladende ikke ønsker, at man skal sætte ind for at få huslejen i den almene sektor sat ned. Man kan heller ikke holde denne her debat helt ude fra debatten om, hvad der skal ske med Landsbyggefonden, hvor der er et flertal bestående af Dansk Folkeparti, De Radikale og regeringen, som har besluttet, at man vil inddrage yderligere godt og vel 2 mia. kr. af Landsbyggefondens penge, de penge, som de almene lejere har sparet op, ud over de godt 5,5 mia. kr., man har inddraget før. Der må jeg sige, at jeg altså var ved at tabe både næse og mund over både Dansk Folkepartis og Det Radikale Venstres ordførere, som uden at blinke siger, at man ikke vil se på at få lavet en rimelig indbetaling på lang sigt til Landsbyggefonden, som dækker de almene lejeres renovering af deres egne boliger, og at der skal være ekstra penge, sådan at vi også kan blive ved med at stjæle fra de almene lejere. Jeg synes simpelt hen, det er så uforskammet, at man stiller det op på den måde, over for de mennesker, som knokler og hver måned betaler deres husleje og heraf også den andel på omkring 20 pct., som går til Landsbyggefonden. De skal ikke alene spare sammen til at sørge for, at deres boliger kan renoveres, og at man kan rette op på byggesjusk osv. nej, de skal også betale for, at der er langfingrede partier i det her Folketing, som vil gå på strandhugst i deres opsparede midler. Det synes jeg simpelt hen er uforskammet, og jeg synes, at det er blevet udstillet mere tydeligt, end jeg tror jeg har nerver til i den her debat, at der åbenbart ingen skrupler er hos de partier over, hvor mange af lejernes penge man tager. Men forslaget her kan om ikke andet stå som en illustration af, at det kan lade sig gøre, og det kan stå som en illustration af, at der i hvert fald er en del af det her Folketing, som ønsker, at man skal betale mindre for at bo til leje i den almene sektor, og har vist, at det kan lade sig gøre, uden at det koster staten yderligere penge.

Der er to korte bemærkninger. Først fru Charlotte Fischer.

På baggrund af debatten i dag ville jeg godt stille to meget korte spørgsmål til SF's ordfører, og det ene handler simpelt hen om det her med ligheden mellem ejere og lejere. Når nu SF har den holdning, at lejerne skal nyde godt af den lave rente, hvad så, når renten går op? Skal lejerne så også bære byrden? Er det symmetrisk på den måde, eller hvad? Det er det ene spørgsmål.

     Det andet er, at jeg oprigtig talt meget gerne ville vide, om SF støtter tanken om en mere selvbærende almen boligsektor, altså noget, som jo også boligbevægelsen Boligselskabernes Landsforening støtter?

Til det første ganske kort: Det har jo egentlig altid været sådan, at huslejen i den almene sektor også afspejler, hvad det er for nogle kapitaludgifter, der er forbundet med den. Det vil selvfølgelig også sige, at lejeniveauet i et eller andet omfang også har afspejlet det renteniveau, der har været. Det er ikke noget, der afspejler sig hundrede procent, men det er dog noget, man kan se på lejeberegningen også i den almene sektor.
     Så stiller fru Charlotte Fischer spørgsmålet, om ikke den almene sektor skal være mere selvbærende, hvilket den almene sektor også selv beder om. Jeg kan godt forstå, at de almene boligorganisationer og lejerne i den almene sektor ønsker, at de nu kan blive selvbærende, for de har jo set resultatet af, at de får støtte, ligesom alle mulige andre boligformer i øvrigt gør, fra den fælles offentlige kasse. Det er nemlig, at fru Charlotte Fischer sammen med Dansk Folkeparti og regeringen finder på at stjæle af de penge, som man har sparet sammen. Der kan vi sige, at det er en selvforsvarsreaktion at prøve at se, om man på en eller anden måde kunne klare sig selv.
     Jeg ikke synes, at det er en solidarisk måde at finansiere boliger på i det her samfund, at man siger, at det er de fattigste mennesker, som alene skal betale for boliger til de fattigste. Så mere selvbærende, det kan være fint nok, men det er altså stadig væk og skal være en fælles opgave at sørge for, at der er boliger til alle mennesker i det her land.

Jeg tror i hvert fald, at jeg, når jeg lytter til de svar, godt kunne have brug for lidt mere afklaring; jeg synes, det var meget vævende. Med hensyn til det med lejen må jeg jo forstå det sådan, at SF modsat Socialdemokraterne siger - og det synes jeg faktisk er utrolig sympatisk og konsekvent:
Okay, når renten går op, så vil det også slå igennem på lejen, så vil det også blive en stigende leje. Altså, når renten går ned, får man fordel af det, og går den op, må man så også bære byrden. Jeg siger bare, at hvis jeg sad og var lejer et sted, så ville jeg da begynde at føle mig noget mere utryg ved sådan en holdning.
     Med hensyn til det selvbærende ville jeg måske godt alligevel bede SF's ordfører om at være lidt mere præcis, for ordføreren siger på den ene side, at det at være selvbærende er meget godt, men at det på den anden side er en fælles opgave. Det synes jeg kræver lidt en forklaring. Er det et godt mål, at man måske får en sektor, som kan agere meget mere selvstændigt og klare de problemer, der er? Det betyder jo altså også, at det er en sektor, der også skal betale til nybyggeri osv.

Jeg sagde, tror jeg, meget klart, at som det er i dag, afspejles renteniveauet i huslejen i den almene sektor. Sådan er det. Det afspejler sig ikke hundrede procent, og jeg synes sådan set, det er fornuftigt, at det ikke bare afspejler sig hundrede procent, men at man har en vis sikkerhed for lejeniveauet i den almene sektor. Det princip vil jeg gerne være med til at forfægte, at det ikke hundrede procent skal afspejle sig i lejen, hvilket renteniveau der er.
     Med hensyn til spørgsmålet om den almene sektor skal være selvbærende, kan vi selvfølgelig altid diskutere, præcis hvor man skal lægge snittet, hvor meget selvfinansiering der skal være. Der har selvfølgelig altid været et vist mål af selvfinansiering. Men jeg synes, at det er en afsporet diskussion, og jeg synes et eller andet sted, at det for det første er en undskyldning for det flertal, som fru Charlotte Fischer også er en del af, som ønsker at lægge sin klamme hånd på lejernes opsparede penge, og for det andet et selvforsvar fra en almen boligsektor, som er trængt ualmindelig meget af ideologiske angreb fra regeringen og Dansk Folkeparti og altså nu også fra Det Radikale Venstre.
     Jeg synes ikke, den almene sektor skal være selvfinansierende og selvbærende. Jeg synes, det er en fælles opgave at sørge for, at der er boliger til de fattige i det her land, og at alle mennesker i det her land kan få tag over hovedet. Derfor synes jeg, at det er en forkert vej, men jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der er nogle, som i selvforsvar mod bl.a. fru Charlotte Fischers angreb på Landsbyggefonden tyer til den løsning.

Jeg vil gerne takke SF's ordfører for den, synes jeg, meget fine og præcise opsamling på den debat, som vi har haft her.
     For at imødekomme den kritik, som bl.a. den radikale ordfører har rejst med hensyn til hele proceduren omkring det her, vil jeg gerne for en god ordens skyld høre, hvordan SF ville stille sig, hvis man fra regeringens side kom med en udstrakt hånd og sagde: Der er nogle spændende tanker i det her, der er nogle gode intentioner, lad os løfte tankerne herfra om bord i den arbejdsgruppe, der skal være. Ville man være positiv over for det? Ville regeringen kunne gøre det for at imødekomme og leve op til de ting, bl.a. Venstres ordfører nævnte i dag, om, at man ikke er imod lavere husleje? Ville man fra SF' side være villig til at lade beslutningsforslaget blive imødekommet på den måde?

Jeg synes da, det ville være ualmindelig positivt, hvis man kunne mødes om det. Det har hele tiden været min mening, og det er også fremgået meget klart af beslutningsforslaget, at det, der er vores sigte, er: Hvordan kan vi få huslejerne ned
i den almene sektor? Hvad angår redskaberne, er vi åbne for diskussion. Vi har med vores model vist, at det kan lade sig gøre, men vi er også åbne over for en diskussion af andre redskaber. Der kunne jeg godt ønske mig, at socialministeren udviste den samme form for lydhørhed, som økonomi- og erhvervsministeren gjorde, da det her var hans ressortområde, og han den 4. juni 2002 svarede til Boligudvalget vedrørende netop SF's huslejemodel, at han syntes, det var spændende, at både regeringen og SF gjorde sig overvejelser om, hvordan man kunne få huslejerne ned. Nu er SF så kommet med beslutningsforslaget med vores model, mens vi stadig væk her 3½ år senere venter på regeringen, og nu skal vi så vente yderligere på, at rådet eller nævnet eller arbejdsgruppen bliver færdig med sit oplæg. Så lejerne må tilsyneladende væbne sig med tålmodighed.

Kan man forstå SF's ordførers svar sådan, at det her sådan set handler om, om man vil komme med en tilkendegivelse i dag af, om man vil sænke huslejen, eller om man ikke vil give den tilkendegivelse? De, der stemmer for, siger til Danmarks lejere: Vi vil arbejde for, at I får adgang til at få lavere husleje. Hvorimod de, der stemmer imod, siger: Det vil vi ikke give. Altså helt firkantet. Man er så villig fra SF's side til at gå ind i et samarbejde på den måde, at det sådan set bare er spørgsmålet om en holdningstilkendegivelse for eller imod lavere husleje. De, der stemmer imod, vil altså ikke give en lavere husleje til lejerne.

Ja, det er korrekt med den tilføjelse, at det også er noget, der skal ske nu. Det er ikke noget, vi skal vente med år ud og år ind. Så jeg synes, det her tjener som illustration af, at det kan lade sig gøre at få nedsat huslejen. Det tjener som en illustration af, at ud over SF har Enhedslisten og Socialdemokraterne tilkendegivet, at man synes, det er vigtigt, mens jeg synes, der står et meget kedeligt signal tilbage fra Folketingets øvrige partier, som siger: Selv om det kan lade sig gøre at nedsætte lejen for lejerne i den almene sektor, uden at det koster staten noget, kan vi altså ikke love, at vi vil gøre det; det kan godt være, at I bliver nødt til at blive ved med at betale mere, end I egentlig behøvede.

Jeg vil godt spørge hr. Morten Homann om det med at stjæle lejernes penge. Det har jo altid været meningen. Jeg vil egentlig godt læse op af, hvad der står her, hvor man også har skrevet det ind med hensyn til Landsbyggefonden. Der har man skrevet, og det er SF, der har skrevet det:
     »Beboernes betaling bortfalder ikke eller sættes ned, når realkreditlånene er betalt, men indbetales i en række almene boligfonde, bl.a. Landsbyggefonden, en nybyggerfond og en dispositionsfond. Formålet med fondene er bl.a. at hjælpe økonomisk trængte afdelinger, udbedre skader på alment byggeri, forbedre det almene byggeri, eventuelt finansiere alment nybyggeri.«
     Ergo: Vi stjæler ikke lejernes penge.
     Men det, vi sådan set vil se hr. Morten Homann gøre, er at give nogle lejere, der bor i nybyggeri og i 10-12 år gamle boliger, en del af pengene, ved at man vil nedsætte indskuddet til Landsbyggefonden til de ældre boliger, der her
i landet trænger til en renovering. Synes hr. Morten Homann, at det er korrekt, at man gør det?

Jeg synes, man skal tage sit udgangspunkt i den enkelte lejer i den almene bolig. Når en ejer af en ejerbolig sparer op til at sørge for, at der kan komme nyt tag, og at man kan få skiftet vinduer og lavet sådan en løbende vedligeholdelse og renovering, kan vedkommende jo sætte nogle penge til side. Men ellers ser man selvfølgelig på, hvad det er for nogle udgifter, som skal betales, og det synes jeg vi skal gøre tilsvarende i den almene sektor.
     Der er der ikke nogen, som har kunnet fremkomme med en troværdig beregning af, at det er nødvendigt at sætte 20 pct. af huslejen til side for at sørge for, at man kan vedligeholde sin almene bolig. Hvis man alene skal se på vedligeholdelse og renovering osv., så er 10 pct. et rigeligt beløb til at løse den opgave.
     Der, hvor 10 pct. måske ikke slår til, er, hvis man - som fru Anita Knakkergaard nu har medvirket til i milliardklassen - vil bruge de penge, som lejerne opsparer fortrinsvis til at lave renoveringer, til at staten, og dvs. de velstillede skatteydere, kan slippe for at være med til at betale for, at alle mennesker i det her land kan få tag over hovedet.

Det er jo simpelt hen omfordeling fra de fattige til de rige.

Det er ikke helt korrekt, for det er jo altså grundkapitalen, der er nedsat. Det er altså kommunernes penge, og de holder skatten i ro, så helt rigtigt er det ikke. Det er jo ikke finansministeren, der her får pengene.
     Men jeg vil da godt have at vide, hvordan SF egentlig stiller sig med hensyn til ejerboliger, for i modsætning til Socialistisk Folkeparti er vi i Dansk Folkeparti da glade over, at renten er lav og skatten holdes i ro, hvilket har gjort det muligt netop for mange børnefamilier og andre at få et parcelhus. Jeg vil godt have at vide, hvordan holdningen til det er, for jeg kan da efterhånden forstå, at Socialdemokraterne ikke har det så godt med det. Hvordan ser hr. Morten Homann på, at parcelhusejerne bliver begunstiget?

Jeg har intet problem med, at folk bor i ejerboliger. Jeg synes da, det er dejligt, at renten er så lav, at det har gjort det muligt for flere at få en ejerbolig. Det synes jeg er ganske fornuftigt.
     Der, hvor jeg synes der opstår et problem, er ved, at vi har indrettet os sådan, at det alene er ejerne, som får gavn af den lave rente, mens lejerne i den almene sektor i alt for ringe omfang kan få noget som helst udbytte af den. Derfor stiller vi det her forslag.
     Det andet problem, som jeg må sige jeg ser - i lighed i øvrigt med de økonomiske vismænd - er, at i og med at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har lavet skattestoppet på den måde, at det fortrinsvis tilgodeser de allerrigeste boligejere, så omfordeler man pengene fra de fattige til de rige, og samtidig er man med til at presse priserne på boligerne op, sådan at det bliver endnu sværere for unge førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet. Det må man jo sige er jo med til at trække boligmarkedet voldsomt skævt og så støbe det ind i beton bagefter. Det er jo en del af forklaringen på de store problemer, vi ser på boligmarkedet nu.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Tredje næstformand (Helge Adam Møller):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.