Vi skal styrke rettighederne for indvandrere, der hurtigt får job og lærer dansk.
Ordene er ikke mine, men fremgår af Velfærdskommissionens afrapporteringshæfte på side 28. Kommissionen gør sig til talsmand for en ordning, hvor f.eks.
2 års beskæftigelse og en bestået sprogprøve medfører permanent opholdstilladelse. Allerede i august sidste år kom Det Radikale Venstre med vores forslag, som i dag er behandlet som beslutningsforslag, men ideen er principielt den samme. Vi skal myndiggøre flygtninge, hvis liv hidtil har været præget af flugt og elendighed. Disse mennesker skal have magten tilbage over deres eget liv. Det er kernen. Det er det, Velfærdskommissionen sigter mod ved at sige, at der skal være et personligt incitament, og det er det, vi sigter mod, når vi siger, at for flygtninges vedkommende må det være sådan, at man endelig, når man er blevet godkendt som flygtning på den ene eller den anden vis, får magten over sin egen skæbne tilbage og får at vide: Nu kan du skabe stabilitet for dig selv og din familie, hvis du gør en indsats for at blive integreret. Det er der bred enighed om at alle flygtninge naturligvis skal. Inspirationen kommer sådan set fra USA. Her repatrierer man ikke flygtninge og sender dem hjem. Her henter man flygtninge ind, og så siger man, at hvis de vil rejse hjem igen på et tidspunkt, må de spare op til billetten og selv betale turen hjem. Det står i skærende kontrast til integrationsaftalen, som blev indgået den 17. juni sidste år, hvor der står: »Målet er, at flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet, hvis forholdene i hjemlandet muliggør det.«
I USA har otte ud af ti flygtningefamilier en indtægt efter 8 måneder. Det kan der være mange grunde til, men fakta består. Ministeren siger så i dag, at forslaget ikke vil have nogen effekt, fordi meget få sendes hjem. Men dermed demonstrerer man også, at man fuldstændig har misforstået pointen i forslaget, for forslaget her handler om integration. Og lad mig slå fast, at hvis bare flertallet af de flygtninge, der er her i Danmark i dag, havde 52 ugers ordinært arbejde, så ville vi slet ikke have en situation, hvor der i dag er flere ledige indvandrere og efterkommere af indvandrere, end da regeringen trådte til.
Det, der er pointen, er at give den enkelte et incitament til at gøre noget og en gulerod for at gøre det. For det, vi også ved fra al anden arbejdsmarkedspolitik - og det er også et svar til fru Irene Simonsen - er, at har man først været i ordinær, ustøttet beskæftigelse, er afstanden til anden beskæftigelse meget, meget kortere. Derfor behøver man ikke være så bekymret for, om folk så igen skulle få arbejde, selv om de har optjent dagpengeret ved at arbejde i et pizzaria eller køre taxa - hvad der kan være ganske udmærkede job - for 52 ugers ustøttet arbejde er på mange måder en væsentlig genvej til det danske arbejdsmarked i en mere permanent form end mange af de tiltag, vi ser i dag.
Det er jo lidt pudsigt at skulle høre repræsentanter for regeringen stå og nedgøre en type job, hvor det altså i princippet handler om folk, der er ufaglærte, når vi samtidig går og siger til flygtninge og indvandrere, at nu skal de altså alle sammen have minimum 300 timers arbejde for at få kontanthjælp, og at de så må blive jordbærplukkere eller gå med aviser eller andet.
Det er en meget speciel variant af det samme argument, som godt duer, når det er 300-timers-reglen, men hvor det pludselig, når vi taler om 52 ugers ordinært arbejde for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke længere er fint nok at have plukket jordbær, gået med aviser, kørt taxa eller arbejdet i pizzaria.
Pointen her er også, netop som hr. Jørgen Arbo-Bæhr var inde på, at her er det mennesket foran systemet. Det er jo det, der er den centrale forskel, men både regeringen, integrationsministeren og fru Irene Simonsen på vegne af Venstre er eksponenter for nøjagtig det modsatte, nemlig at uanset hvad vi diskuterer, er det altid systemet før det enkelte menneske.
Jeg spørger bare mig selv: Hvorfor skal vi sende selvforsørgende flygtninge hjem? Hvorfor skal flygtninge, som har integreret sig og har skabt en tilværelse i Danmark efter alle de intentioner, vores integrationspolitik udstikker, mødes med usikkerhed? Hvorfor tror regeringen, som på mange andre områder - også i integrationen - mener, at personlige incitamenter er et effektivt redskab, at gulerodsmetoden, som
i øvrigt Velfærdskommissionen bruger flittigt i sine forslag, er fuldstændig uegnet og uanvendelig? Man fristes til lidt polemisk at sige, at her kan man da tale om motivationsfremmende foranstaltninger, der muligvis vil have en gavnlig effekt i modsætning til dem, man normalt benytter sig af. Hvorfor skal flygtninge, som endelig har fået sig et fast ståsted i livet, ikke mødes med en belønning for deres indsats i form af den vished, det er at få at vide, at her kan de blive boende, eller, som forslaget også lægger op til, at hvis de ønsker at vende hjem, kan de naturligvis benytte sig af de ordninger, vi har til det. Og derfor må man, uanset om man er enig i den konkrete model, vi har nu, overveje, om de regler, vi har i dag, er de rigtige. Jeg kan bare nævne et enkelt eksempel fra Silkeborg, hvor en ung mand står til udvisning. Erhvervskontoret har set på sagen, fordi man i visse tilfælde kan give opholdstilladelse til udlændinge, der kan dokumentere fastansættelse af længere varighed i Danmark. Den pågældende har haft en række job, bl.a. hos Tvilum-Scanbirk, KN Rengøring og senest hos Virklund Sport, som har tilbudt ham en læreplads som klejnsmed, men fordi det ikke tilsammen tæller som en ansættelse af længere varighed, er manden udvist. Det er de vilkår, som bydes, i det her tilfælde en familiesammenført, men også flygtninge, som det her forslag handler om. Socialdemokratiet ønsker en anden model, men som jeg forstod det, var man også optaget af det princip, som Velfærdskommissionen udstikker, og det kan vi så se om forhandlingerne andetsteds kan føre frem til. Men det anerkender jeg at man kan have forskellige vurderinger af. SF har påpeget, at det her giver en meget klar retsstilling og en markant regelforenkling, som i sig selv er ønskværdig, og det kvitterer jeg også for. Det er præcis det, som forslaget lægger op til. Enhedslisten påpegede, at forslaget også vil modvirke potentielt sort arbejde, socialt snyd, fordi 52 ugers ustøttet arbejde naturligvis kræver dokumentation, og det kvitterer jeg samtidig for. Og jeg takker for den opbakning, de to sidstnævnte partier har givet forslaget. Lad mig derfor afslutte med at sige, at det her netop er et forslag, som på bedste liberale maner, kunne man fristes til at sige, nu hvor vi i hvert fald har en liberal minister på området og en delvis liberal regering, siger til folk:
Skab jer en tilværelse, så er der også rum i vores samfund til jer. Som enkeltpersoner har I en mulighed for at skabe jer en tilværelse i Danmark. Men det vil regeringen ikke, for på det her område er det altid systemet før mennesket, og det har aldrig nogen sinde haft noget med liberalisme at gøre.