Jeg vil godt starte med at sige, at det bestemt heller ikke er mig, der har valgt dette ukristelige tidspunkt til at diskutere noget, som er så vigtigt som det, vi diskuterer. Det ville jeg også hellere have diskuteret ved dagslys og med langt flere tilhørere på.
Men jeg vil godt starte med at sige, at jeg synes, at det positive er, at alle gerne vil have, at Danmark er på forkant inden for rene teknologier. Det er der altså nu bred enighed om. Det, jeg så synes der mangler, er en forståelse for, at det faktisk koster. Det er jo ikke nok - det ved vi alle sammen - at holde gode taler, pæne taler, positive taler. Jeg synes faktisk, Niels Due Jensen har meget ret, når han i dag i Information bl.a. siger:
»Politikerne har simpelthen ikke forståelse for, hvad det koster at gennemføre denne forskning og at ligge i front. Der har vi et problem.«
Der er ingen af os, der kan tillade sig at stå og bryste sig af, at der via PSO-midler og statslige midler afsættes
350 mio. kr. til energiforskning i dag. Det er meget lidt, og jeg er dybt bekymret over, at vi ligger for længe og hviler på laurbærrene og sikkert uden at ville det bliver lidt selvfede ved at henvise til de resultater, som er baseret på fortidens indsats. Ministeren fremhævede meget rigtigt og meget positivt, at vi i øjeblikket - altså sidste år, i 2005 - havde en eksport af energiteknologier på 39 mia. kr., og at det er et område, der er vokset meget kraftigt. Vi ved jo alle sammen, alle de mange, der sidder og hører det her, at det hovedsagelig er vindeksport. Vi ved også, at vindeksporten er der, fordi der har været et bredt politisk flertal for at støtte vindkraften, så den kunne komme ind på markedet; et bredt politisk flertal for at støtte udviklingen forskningsmæssigt og teknologisk, så den hele tiden kunne udvikle sig og udvikle nye modeller, for at sikre, at de kunne blive stillet op og afprøvet, og sikre, at den ikke bare skulle klare sig alene på markedsvilkår. Det er derfor, vi har en succes på vind, og det er derfor, at vinden vel tæller ca. 80 pct. af de 39 mia. kr. Der gælder fuldstændig det samme for de andre teknologier. Der skal en hjælp til, for at de kan komme ind på markedet og klare sig. Der skal begge dele til: en meget stærkere forsknings- og udviklingsindsats og naturligvis også herunder penge til demonstrationsanlæg. Det sidste er vi heldigvis ved at være temmelig enige om. Men det hjælper ikke, hvis vi hver gang siger: De her penge duer ikke. Jeg er fuldstændig på det rene med, at salget af kvoter kun giver et vist bidrag - nu er der jo ingen af os, der ved, hvor stort det bliver - og jeg ved faktisk ikke engang, hvad ministerens strategi er for, hvornår kvoterne skal sælges, eller hvor meget han forventer at staten får ind på det. Men det går bare ikke at sige, at de penge så må tilbage i statskassen og gennem en eller anden gang uldvask på 60 grader og så komme op i en meget mindre størrelse, når de kommer op igen, for det er der simpelt hen ikke noget perspektiv i. Hvis vi vil være førende - og der er hårdt brug for, at vi er det - så bliver vi simpelt hen nødt til at afsætte penge på det her område. Og det er jo ikke, fordi man kan sige, at staten er i store pengevanskeligheder i øjeblikket. Det er jo ikke det, der er problemet. Så vil vi virkelig gå i så små sko og risikere at sætte den teknologi og de forskningsresultater og den viden, vi har, på standby i en lang periode med stor fare for, at vi ryger bag af dansen? Hvis vi går nogle år tilbage, var det helt klart, at vi stort set var førende på området, der hedder rene energiteknologier. Det kan vi ikke sige i dag. Der er andre lande, der rykker meget kraftigt. Svenskerne rykker, amerikanerne rykker faktisk også på nogle områder, islændingene rykker, og østrigerne rykker. Bl.a. er Østrig fremragende til at lave passivhuse og lavenergibyggeri af en meget høj kvalitet. Så mit spørgsmål er egentlig: Hvor er det lige, vi rykker i øjeblikket? Jeg ved godt, at ministeren vil gå op og sige, hvis han overhovedet orker at gå herop igen i aften:
Jamen jeg har jo lige afsat 200 mio. kr. over 4 år til andengenerationsbiobrændstoffer. Fint, det er også godt, og der er hårdt brug for det, hvis vi stadig væk skal kunne være førende forskningsmæssigt og udviklingsmæssigt på det her område. Men det er bare ikke nok. Vi er nødt til at satse på rigtig mange områder. Det her handler om mange ting. Det handler om teknologisk udvikling, det handler om at gøre os uafhængige af fossile brændstoffer, det handler om at gøre os uafhængige af importerede brændstoffer, det handler om at bekæmpe den menneskeskabte klimaeffekt.
Der er nogle, der siger: Jamen hvad nytter det, at vi gør noget særligt? Det nytter meget, det nytter meget at være synlige eksempler på, at tingene kan lade sig gøre i praksis, at vise andre, at de kan lade sig gøre. Det nytter meget at bygge de alliancer på tværs af grænser, som der er så hårdt brug for.
Jeg har sagt det før, og jeg vil godt sige det igen: Den globale opvarmning er den største sikkerhedspolitiske udfordring, som vi står over for i de kommende år. Vi har ikke mange år at bruge på at kunne håndtere det her. Det haster nu.
Selv EU siger det nu. I den seneste grønbog fra marts i år siger EU, at det handler om at handle nu - ikke nu, men nu! Det er faktisk et område, hvor vi skal gøre noget nu.
Det handler om kommende generationer, men det handler faktisk også om os selv, for vi kommer også til at lide under de problemer, vi er ved at skabe for os selv på den her klode, hvis vi ikke gør noget ved dem. Der synes jeg selvfølgelig også, at det er for magert, hvis vi skal stå og snakke 300 mio. kr. eller 400 mio. kr. eller 500 mio. kr. Vi skal turde satse stort på det her område, og det håber jeg virkelig at vi kan blive enige om.
Så vil jeg godt sige til transport- og energiministeren, at der var en ting, jeg var meget glad for i det, han sagde heroppe. Det var, at han ikke gav opbakning til skatteministerens vanvittige forslag om at bruge pengene fra salget af CO2-kvoter til at nedsætte CO2-afgiften med, for magen til sludder har jeg sjældent hørt. Det er fuldstændig perspektivløst. Jo, det er nok muligt, at det vil sænke elregningen, men lave elregninger har aldrig ført til udvikling.
Når vi kigger tilbage på de mange evalueringer, der er foretaget af de forskellige indsatser, er en af de ting, der virkelig har bonet ud, at vi sagde, at for at få tilbageført CO2-afgiften i industrien, skulle man garantere, at man rent faktisk investerede i energibesparelser. Det gav et vældigt løft til energibesparelser navnlig inden for den tunge industri.
Det er selvfølgelig sådan nogle virkemidler, vi også skal bruge, men først og fremmest skal vi erkende, at det her koster betydelig færre penge, og det er jo i virkeligheden ikke vildt store penge. I morges sad vi i Energiudvalget og snakkede om 5 mia. kr., som staten måske er gået glip af fra nordsøolien. Det er jo et helt anderledes beløb. I virkeligheden skal vi selvfølgelig arbejde os opad, men selv en fordobling af det, vi bruger i dag, ville hjælpe, og det ville hjælpe meget, hvis vi genbrugte de penge, vi får ind for CO2-kvoterne - også selv om kvoteprisen i dag er lavere og det derfor ikke er 1 mia. kr., men et lavere beløb - hvis der handles nu.
Men jeg synes, jeg godt vil opfordre dem, der har været skeptiske over for finansieringsmodellen, til at betragte det her som en form for fornuftig genbrug af nogle midler, der er inden for energisektoren i forvejen.