Den næste sag på dagsordenen var:
28) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 107:
Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en undersøgelseskommission m.v. vedrørende begivenhedsforløbet i den såkaldte Muhammedsag. Af Mogens Lykketoft (S), Marianne Jelved (RV), Ole Sohn (SF), Line Barfod (EL) m.fl. (Fremsat 31/3 2006).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

I beslutningsforslag B 107 anmodes justitsministeren om at nedsætte en undersøgelseskommission vedrørende begivenhedsforløbet i den såkaldte Muhammedsag. Undersøgelseskommissionen skal efter forslaget undersøge og redegøre for følgende forhold, og jeg citerer: Punkt 1: Alle faser af regeringens håndtering af den såkaldte Muhammedsag fra offentliggørelsen af karikaturerne i Jyllands-Posten og frem til vedtagelsen af dette beslutningsforslag, herunder det interne beslutningsforløb i regeringen, regeringens løbende information til Folketinget, herunder Det Udenrigspolitiske Nævn. Punkt 2: Danske partiers organisationers samt herboende enkeltpersoners rolle med hensyn til at informere omverdenen om sagen og holdningen til muslimer i Danmark. Punkt 3: Reaktionerne fra andre lande, herunder medlemslandene i EU og NATO, på sagen og den danske regerings håndtering af sagen. Punkt 4: Ægyptens og andre islamiske landes aktiviteter
i det forløb, der førte til de voldsomme reaktioner i mange dele af den islamiske verden. Punkt 5: De internationale pressereaktioner og deres mulige betydning for Danmarks internationale omdømme. Citat slut. Herudover skal kommissionen ifølge forslaget også undersøge og redegøre for sådanne forhold, som eventuelt fremkommer i forbindelse med undersøgelsen, og som må anses for at høre med i en redegørelse om sagen. Ud over at undersøge og redegøre for disse forhold skal kommissionen ifølge forslaget også vurdere, dels om der er anledning til at ændre administrative bestemmelser eller praksis, dels om der er grundlag for, at nogen kan blive draget til ansvar. Som begrundelse for forslaget om nedsættelse af en undersøgelseskommission anfører forslagsstillerne, at undersøgelsen skal belyse, hvordan Danmark er havnet i en krise, der har fået større negativ betydning for Danmarks internationale omdømme end nogen anden begivenhed i årtier. Forslagsstillerne giver endvidere udtryk for, jeg citerer: At det er vigtigt at få belyst, hvordan det er gået så galt, for at placere ansvar og undgå, at en lignende situation opstår igen. Citat slut. Jeg skal indledningsvis fremhæve, at Muhammedsagen i første række henhører under statsministeren og udenrigsministeren. Det, som jeg skal redegøre for her i dag, er derfor alene regeringens holdning til spørgsmålet om nedsættelse af en undersøgelseskommission i sagen. Heri ligger også, at jeg ikke har mulighed for at gå ind
i en nærmere diskussion af de enkelte detaljer i sagens hidtidige forløb. For så vidt angår sådanne spørgsmål, må jeg henvise til de relevante ministre. Men helt overordnet vil jeg gerne fremhæve, hvad regeringen ved adskillige lejligheder har tilkendegivet, nemlig at regeringen mener at have truffet de rigtige beslutninger på grundlag af de oplysninger, der forelå på de gældende tidspunkter. Med hensyn til spørgsmålet om nedsættelse af en undersøgelseskommission kommer det næppe som nogen overraskelse, at regeringen ikke kan støtte det fremsatte forslag. Det svarer jo også til, hvad regeringen tidligere har tilkendegivet. Regeringens overordnede opfattelse er, at Muhammedsagen er en politisk sag, og at den derfor bør håndteres i et politisk forum og ikke i en undersøgelseskommission. At nedsætte en undersøgelseskommission ville således være at føre sagen ind i et regi, hvor den efter regeringens opfattelse ganske enkelt ikke hører hjemme, og det vil jeg gerne begrunde nærmere. Men først vil jeg fremhæve, at en beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission i sagen under alle omstændigheder ville være uheldig og også uhensigtsmæssig på nuværende tidspunkt. Selv om Muhammedsagen ikke længere er på avisernes forsider hver dag, er den langtfra afsluttet. Den er i høj grad aktuel, og Udenrigstjenesten arbejder således fortsat ihærdigt på at genoprette det gode forhold til den muslimske verden. En beslutning om, at der skal gennemføres en omfattende undersøgelse af sagen, bl.a. med henblik på at undersøge, om enkeltpersoner kan drages retligt til ansvar, vil efter regeringens opfattelse være egnet til at skabe vanskeligheder
i forholdet til omverdenen.

     Jeg tror således, at alle vil kunne forstå vigtigheden af, at Danmark udadtil kan fremstå samlet i den store diplomatiske opgave, vi er i gang med, hvor et centralt tema bl.a. er at forklare og formidle de grundlæggende danske retsprincipper, som sagen har kredset om.
     En beslutning som den, der lægges op til fra forslagsstillerne, og som bl.a. må give indtryk af, at der skulle være grundlag for et retligt ansvar for de involverede danske myndigheder, vil efter regeringens opfattelse være alt andet end gavnlig i den sammenhæng.
     Efter regeringens opfattelse spiller det i den forbindelse ingen rolle, at undersøgelsen efter forslaget først skal iværksættes efter nærmere drøftelse i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det er selve den principielle beslutning om en sådan undersøgelse, der efter regeringens opfattelse giver anledning til de nævnte betænkeligheder. Regeringen vil derfor opfordre til, at de aktuelle diplomatiske bestræbelser ikke vanskeliggøres, således som en gennemførelse af beslutningsforslaget efter regeringens opfattelse let vil kunne indebære.
     Jeg vender mig herefter mod regeringens overordnede synspunkt, nemlig at denne sag, uafhængigt af det omtalte spørgsmål om timing, slet ikke ikke hører hjemme i en undersøgelseskommission.
     Det er i alle tilfælde også i mindre højspændte sager end den foreliggende en vigtig beslutning at nedsætte en undersøgelseskommission. Det er derfor altid væsentligt at spørge, hvad det er, man helt præcis vil bruge en kommissionsundersøgelse til. Får man ikke afklaret sådan et spørgsmål, risikerer man let at komme til at anvende undersøgelseskommissioner i sager, som i bund og grund er af politisk karakter, og hvor de nødvendige drøftelser og diskussioner derfor hører hjemme i Folketinget og offentligheden og ikke i en kommission.
     Ser man mere konkret på indholdet af beslutningsforslaget, fremgår det, at kommissionen bl.a. skal undersøge regeringens løbende information til Folketinget, herunder Det Udenrigspolitiske Nævn, danske partiers rolle med hensyn til at informere omverdenen om sagen og holdningen til muslimer i Danmark, reaktionerne fra andre lande og de internationale presseaktioner og deres mulige betydning for Danmarks internationale omdømme.
     I forlængelse af de principielle synspunkter, som jeg var inde på før, må man spørge, hvorfor der skal nedsættes en kommission til at undersøge disse spørgsmål. Muhammedsagen har jo som bekendt været indgående behandlet i Folketinget og
i Det Udenrigspolitiske Nævn, og det er i den forbindelse regeringens opfattelse, at nævnet er blevet inddraget i fuld overensstemmelse med de gældende regler. Men regeringen er selvsagt fuldt ud indstillet på yderligere drøftelser i nævnet, hvis det ønskes, ligesom regeringen naturligvis er parat til i overensstemmelse med de sædvanlige parlamentariske regler at besvare yderligere spørgsmål fra Folketingets udvalg eller enkelte medlemmer i sagen. Lad mig i den forbindelse nævne, at regeringen, i takt med at de mange anmodninger om aktindsigt i det omfattende materiale i sagen færdigbehandles, fortsat vil sørge for, at Folketinget får oversendt de dokumenter, der udleveres. Når det kommer til spørgsmålet om, hvilke holdninger de politiske partier har indtaget i sagen, og hvilke reaktioner der har været fra andre EU- og NATO-lande og fra den internationale presse, må man vel sige, at dette er velkendt. Det er vanskeligt for regeringen at se, hvad behovet skulle være for en undersøgelseskommission. Der er altså en række forhold, der er velkendte, og som der efter regeringens opfattelse derfor ikke er nogen grund til at bede en undersøgelseskommission om at undersøge. Omvendt er der punkter i beslutningsforslaget, hvor det nok er vanskeligt at forestille sig, at selv en undersøgelseskommission skulle kunne komme til bunds. Når der f.eks. henvises til, og jeg citerer: »Egyptens og andre islamiske landes aktiviteter«, må man vel sige, at disse landes officielle aktiviteter i sagen jo er velkendte. Hvad der så måtte udspille sig bag scenen i disse lande, vil en dansk undersøgelseskommission af gode grunde ikke have nogen muligheder for at afdække. Efter regeringens opfattelse må man også spørge, hvad der skulle komme ud af en undersøgelseskommission og en undersøgelse.
     I beslutningsforslaget peges der her for det første på, at kommissionen skal vurdere, om der kan være anledning til at ændre administrative bestemmelser eller praksis. Det er rigtigt, at en undersøgelseskommission efter loven kan få til opgave at foretage sådanne vurderinger. Det tager bl.a. sigte på tilfælde, hvor der kan være tale om mere generelle systemfejl i myndighedernes strukturer og arbejdsrutiner, og hvor der kan være behov for sagkyndige vurderinger af, hvordan der kan rettes op på sådanne eventuelle fejl, men det er efter regeringens opfattelse meget vanskeligt at se, hvilken relevans en sådan undersøgelse skulle have i forhold til en sag af så heldigvis helt usædvanlig karakter som Muhammedsagen. For det andet peges der på, at kommissionen skal foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige ser nogen draget til ansvar. En sådan vurdering kan jo være relevant i situationer, hvor der på den ene eller den anden måde er rejst væsentlige spørgsmål om, hvorvidt der kan være grundlag for at rejse et retligt ansvar over for f.eks. embedsmænd eller ministre. Men der er mig bekendt ikke rejst spørgsmål om dette i den foreliggende sag, og det står heller ikke regeringen klart, hvad grundlaget for sådan et spørgsmål i givet fald skulle være. Det siger samtidig sig selv, at regeringen naturligvis påtager sig det fulde politiske ansvar for sin håndtering af sagen. Men det er jo ikke det, der tales om i beslutningsforslaget, og det er af gode grunde heller ikke noget, som en undersøgelseskommission kan udtale sig om. Det hører hjemme i Folketinget.

     Tilbage står som det tredje, at en kommissionsundersøgelse ifølge bemærkningerne til beslutningsforslaget skal anvendes til at, og jeg citerer:
»undgå, at en lignende situation opstår igen«.
     Regeringen er naturligvis helt enig i, at det er vigtigt at undgå, at vi kommer til at opleve en Muhammedsag igen. Og selv om det er regeringens opfattelse, at den gennem hele sagen har truffet de rigtige beslutninger på grundlag af den viden, der forelå på de pågældende tidspunkter, skal de erfaringer, som sagen kan give os, naturligvis bruges. Vi skal blive bedre til at tyde de signaler, der kommer fra andre dele af verden. Det vil også være afspejlet i regeringens globaliseringsstrategi og den globaliseringsanalyse, som Udenrigsministeriet er ved at udarbejde.
     Også den officielle debat om sagen og de meget forskellige principielle synspunkter, der her er givet udtryk for, er naturligvis en vigtig inspirationskilde for regeringen. Men også her gælder, at regeringen har meget vanskeligt ved at se behovet for en undersøgelseskommission. Det er efter regeringens opfattelse åbne, kritiske og fordomsfrie diskussioner mere end langstrakte undersøgelsesforløb, der er behov for som opfølgning på denne sag.
     Lad mig afslutningsvis sige, at ingen kan være i tvivl om, at Danmark med Muhammedsagen har været ude i en helt usædvanlig krise, som bl.a. rejser grundlæggende spørgsmål om ytringsfrihed på den ene side og respekt for andres tro og religion på den anden side. Det er derfor meget vigtigt at fremhæve, at regeringens holdning til forslaget om en undersøgelseskommission ikke er udtryk for en anden vurdering af sagens alvor end den, som ligger bag beslutningsforslaget.
     Det har heller ikke noget at gøre med spørgsmålet om, hvorvidt vi skal lære af det, der er sket. Det skal vi. Og vi skal som sagt gøre, hvad vi kan, for at vi, samtidig med at vi holder fast i vores grundlæggende principper, undgår, at der igen kan opstå en tilsvarende situation. Spørgsmålet er i en vis forstand alene, hvordan dette skal gøres.
     Forslagsstillerne har den opfattelse, at det rigtige er at nedsætte en undersøgelseskommission. Det er af de grunde, jeg har været inde på, ikke en opfattelse, som regeringen deler. Regeringens overordnede opfattelse er som sagt, at Muhammedsagen er en politisk sag, og den skal behandles som en politisk sag, dvs. gennem grundig debat, diskussion og analyse i offentligheden og i Folketinget. Det har regeringen været parat til igennem hele forløbet, og det er regeringen fortsat, og regeringen kan altså ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til justitsministeren. Og så er det fru Birthe Rønn Hornbech som ordfører.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg blev meget overrasket, da jeg læste dette forslag igennem. Jeg kan helt tilslutte mig de bemærkninger, justitsministeren er kommet med, men skal på Venstres vegne fremføre et par enkelte punkter, da jeg jo kun har 5 minutters taletid.
     Forslaget er på mange måder selvmodsigende. Det virker også meget uigennemtænkt. En sådan undersøgelse, som man ønsker, vil utvivlsomt være en evighedsmaskine, der oven i købet vil vise sig at være uden praktisk og politisk effekt i den retning, forslagsstillerne ønsker sig. Til gengæld kan man frygte, at forslaget, hvis det blev gennemført, kunne nå at forvolde skade i forhold til andre magter og i forhold til ytringsfriheden og foreningsfriheden.
     Forslagsstillerne ønsker bl.a. at undersøge og redegøre for Egyptens og andre islamiske landes aktiviteter i det forløb, der førte til de voldsomme reaktioner i mange dele af den islamiske verden. Hvad mon vi ville føle, hvis der kom en fremmed magt og foretog en sådan undersøgelse her i landet? Det ville bestemt ikke gavne de diplomatiske forbindelser, som man ønsker at gøre bedre.
     Man kan også stille spørgsmålet: Har man virkelig tænkt sig, at man skal gå ind i fremmede magters arkiver? Det hører jo unægtelig ikke under det danske Folketings domæne.
     Så ønskes der en undersøgelse af de internationale pressereaktioner og deres mulige betydning for Danmarks internationale omdømme. Det er jo ren politik, som man altså vil sætte dommere til at undersøge. Det er ikke det rette forum, og hvad ville man i øvrigt få ud af at få samlet alle disse scrapbøger om pressereaktionerne?
     Jeg kan også forstå, at den danske presse skal undersøges. Det klinger fælt i relation til ytringsfriheden. Man må spørge, om pressen skal drages til ansvar, sådan som de muslimske ambassadører foreslog, og spørge, om ikke vi har ytringsfrihed.
     Man må også stille spørgsmålet: Jamen meningen med en undersøgelseskommission er jo, at de, der skal afhøres, skal afgive forklaring under strafansvar, vidneansvar. Hvordan er det så med kildebeskyttelsen, når man vil til at undersøge pressens interne forhold? Skal kildebeskyttelsen ophæves? Skal journalister pålægges særlige pligter, når de møder op i undersøgelsesretten? Det er noget, Venstre er meget imod.

     På samme måde, når det drejer sig om undersøgelse af danske partier og forskellige organisationer. Det virker jo umiddelbart, som om man igen vil afkræve forklaringer om interne forhold. Det er et indgreb i foreningsfriheden, noget, vi netop værner om i Danmark, at man ikke blander sig
i private organisationers og foreningers, her partiernes, anliggender. Også her må man jo forstå det på den måde, at partimedlemmer skal afgive forklaring under vidneansvar. Endelig foreslår man, at der skal foretages undersøgelser og redegøres for reaktionerne fra andre lande, herunder medlemslandene i EU og NATO. Igen: Vi blander os i noget, som vi bestemt ikke vil få ros for, men forslaget er naturligvis imponerende set ud fra en imperialists standpunkt. Endelig drejer forslaget sig om den danske regerings håndtering af sagen og det interne beslutningsforløb. Det kan man jo bedre forstå. Det er på den anden side en rent politisk kamp, en rent legitim politisk kamp. Men en politisk kamp mener vi ikke i Venstre, det har vi aldrig ment, skal henføres til en undersøgelseskommisssion. Politiske kampe og slagsmål og uenighed hører hjemme først og fremmest her i Folketingssalen, så lad os da bare tage en forespørgsel om sagen, hvis man ikke har fået nok af spørgetid og spørgetime. Vi tror ikke på, at det forslag nogen sinde vil kunne føre til noget godt. Vi tror heller ikke, det kan give et retvisende billede af forløbet. Og som sagt tror vi ikke på, at det kan forbedre Danmarks omdømme. Tværtimod, det vil gå den stik modsatte vej. Det virker, som om forslagsstillerne samlet set er mere optaget af nogle procedurer frem for at varetage de grundlæggende frihedsrettigheder og Danmarks omdømme. Uanset hvordan man ender med at formulere det beslutningsforslag, hvad enten det nu bliver mere præcist, for det trænger det da i hvert fald til, så vil der altid være tale om en politisk sag. Politiske sager skal løses af politikerne, vi skal ikke bare gemme os bag dommerkappen. Venstre stemmer imod forslaget.

Tak til fru Birthe Rønn Hornbech. Så er det hr. Søren Espersen som ordfører. Det er faktisk hr. Søren Espersen som ordfører.

Undskyld, jeg troede, der var en anden før mig.
     Det er utroligt så mange krumspring, som den, hvad skal vi sige, socialistiske del af oppositionen i de seneste måneder - undskyld til hr. Niels Helveg Petersen - har foretaget med henblik på at presse regeringen til at nedsætte en kommission vedrørende Muhammedsagen.
     For det første har partiernes repræsentanter, hver gang der har været en tv-mulighed eller en radiomulighed, fremført ønsket. Så har man stort set i hver eneste spørgetid siden februar stillet kravet over for diverse ministre. Så har man forlangt, at Udenrigspolitisk Nævn skulle tvinge regeringen. Så har man forlangt, at Folketingets Præsidium - som om præsidiet har noget som helst med den her sag at gøre - skulle tvinge regeringen. Så har man fremsat et lovforslag, L 216, om ændring af lov om undersøgelseskommissioner, som blev behandlet forleden dag. Og nu kommer så B 107, som vi skal behandle nu.
     Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, det er ved at blive lidt trivielt, og jeg kan ikke forstå, at man ikke snart kan slå sig til tåls med, at der i Folketinget altså ikke er et flertal for nedsættelse af en kommission vedrørende Muhammedsagen. Det var der ikke tidligere, og det vil der heller ikke være i dag.
     Endnu mere mærkeligt er i øvrigt kravet, efter af Folketinget inden for det seneste par uger har fået udleveret Statsministeriets papirer i sagen og Udenrigsministeriets papirer i sagen. Der er tale om mange hundrede dokumenter, som samlet giver en udmærket kronologisk gennemgang. De samme akter har pressen fået udleveret, og de har givet anledning til mange interessante artikler, hvor jeg føler, at man er godt orienteret, også som almindelig borger.
     I den her forbindelse vil jeg gerne rose regeringen, så vel statsministeren som udenrigsministeren, de to ministre, som specielt har haft med sagen at gøre, for at have vist stor vilje til hele forløbet igennem at holde Udenrigspolitisk Nævn orienteret om sagens gang, ligesom jeg vil rose dem for den måde, man i øvrigt har håndteret denne vanskelige sag på.

     Alt i alt kan man vist ikke i al fairness hævde, at Folketinget og offentligheden ikke fuldt og aldeles er oplyst om, hvad der er foregået i den sag om en håndfuld harmløse tegninger i Jyllands-Posten, der har ført til så mange voldelige, mærkelige og surrealistiske begivenheder rundtomkring i de muslimske diktaturstater. Læg mærke til, at det ikke er i Danmark, den ballade har været, det har været ude i diktaturstaterne.
     Dansk Folkeparti har hele vejen igennem sagen været den solide bastion, som regeringen kunne være sikker på ikke gav efter for de usaglige og mange gange usmagelige stormløb mod Danmarks interesser, som mange fra den anden opposition systematisk har iværksat. En sådan bastion vil Dansk Folkeparti også fremover være.
     Inden jeg slutter af, vil jeg lige forholde mig til bemærkningerne til forslaget, hvori det hævdes, at Danmarks internationale omdømme har lidt skade. Denne påstand er desværre en af de konstant tilbagevendende myter, nemlig at vores synspunkter på den internationale scene er forvrænget, men det gør det jo ikke rigtigere, at den nu gentages.
     Virkeligheden er, at Danmark givetvis har et elendigt omdømme i en række diktaturstater i Mellemøsten og i Asien, men at Danmarks omdømme i ordentlige, demokratiske stater og blandt demokratiske og frihedselskende mennesker fortsat er fortræffeligt. Rundtomkring fra hele verden er vi af disse demokratiske kredse blevet rost, fordi vi i vores lille land mod alle odds har stået så urokkeligt fast på friheden, som vi har gjort.
     Dansk Folkeparti kan meddele, at vi heller ikke kan støtte dette forslag.

Tak til hr. Søren Espersen, og så er det fru Pia Christmas-Møller som ordfører.

Må jeg ikke allerførst fastslå, at Muhammedkrisen ikke er et overstået kapitel. Selv om det kan virke sådan, når man følger danske medier og ikke mindst følger oppositionens optræden og ageren, må det fastslås igen og igen, at krisen stadig væk buldrer derude. Udenrigsministeren og udenrigstjenestens mange diplomater er blandt de mange, der i forreste linje fortsat kæmper for at dæmme op for de internationale dønninger.
     Det er således efter min mening direkte utidigt at tage de historiske og konkluderende briller på. Alle kræfter skal fortsat bruges på at løse krisen og ikke på at skrive alenlange redegørelser eller svare på spørgsmål, som i øvrigt kun har en historisk interesse. Politiske spørgsmål, politiske uenigheder og politiske afvejninger skal behandles og konkluderes politisk og ikke juridisk.
     Derfor skal politiske diskussioner ikke afgøres i en kommission, men her i Folketinget. Det er faktisk det, vi har Folketinget til. Håndteringen af Muhammedkrisen er et politisk anliggende og ansvar. Der har været og er fortsat uenighed mellem oppositionen og regeringen om håndteringen i nogle konkrete situationer, og det er helt legitimt. Den diskussion tager vi i Det Udenrigspolitiske Nævn, i Folketingssalen og i offentligheden.
     Sådan har det været, og sådan skal det fortsat være. Vi deltager gerne aktivt fra konservativ side. Vi har fra regeringspartiernes side foreslået oppositionen, at vi skulle tage en forespørgselsdebat her inden sommerferien, men fru Helle Thorning-Schmidt har på samtlige oppositionspartiers vegne minus Dansk Folkeparti sagt nej til dette forslag. Man har afvist at tage en generel drøftelse her i Folketingssalen.
     Nuvel, det må så være så, men derfra og så til at gakke til at nedsætte en undersøgelseskommission ville dog være et fejlgreb af den anden verden. Det vil ikke alene være en gal håndtering af et politisk anliggende, som ville beslaglægge kræfter, der ellers kunne være brugt konstruktivt til at bekæmpe krisen. Det ville også kunne blive brugt af de kræfter, der ønsker at fortsætte krisen.
     Som flere har været inde på, lægger forslaget op til at undersøge og redegøre for alle faser, herunder for reaktionerne fra andre lande, bl.a. Egypten og andre islamiske lande, og deres aktiviteter i forløbet. De officielle forhold er jo allerede fremme og tilgængelige, som andre har været inde på, men det må da være temmelig tvivlsomt, om det overhovedet kan lade sig gøre for en dansk undersøgelseskommission at få fortrolige oplysninger ud fra andre lande, herunder ikke mindst fra lande, der ikke just er kendt for offentlighed i forvaltningen. Det er vist mere end almindeligt naivt at tro på det.

     Idet jeg i øvrigt vil henvise til justitsministerens bemærkninger om, hvornår det er ideelt og også realistisk at bruge undersøgelseskommission som værktøj, vil jeg afvise beslutningsforslaget, og det vil jeg gøre, fordi der intet grundlag er for at igangsætte en undersøgelseskommission, og der er endnu mindre et perspektiv i et sådant foretagende.
     Vi afviser forslaget.

Tak til fru Pia Christmas-Møller. Så er det hr. Niels Helveg Petersen som ordfører.

Lad mig sige allerførst som en lille sidebemærkning, at forslagsstillerne udtrykkeligt ikke har lagt sig fast på, hvornår en sådan undersøgelseskommission skal nedsættes. Vi er helt opmærksomme på, at tidspunktet lige nu vel ikke er det bedste. Det er noget, vi vil snakke om, vi vil ikke genere de bestræbelser, der udfoldes ad diplomatisk vej på at reparere følgerne af Muhammedsagen. Det er ikke det, der er vores anliggende.
     Statsministeren har selv sagt med sine egne ord, at Muhammedtegningerne repræsenterer den værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden anden verdenskrig. Vi ønsker en undersøgelseskommission, fordi vi ønsker at få belyst, hvordan det egentlig kunne gå til, hvad der egentlig skete, hvad det faktiske forløb i denne sag var.
     Politiske sager skal behandles politisk, og det er jo sådan set rigtigt nok, men faktiske forløb er jo ikke politiske sager. Vi har et krystalklart fortilfælde i Østrigsagen, hvor Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget gav sig til at undersøge det faktiske forløb i Østrigsagen. Det hed faktisk »Det faktiske forløb i Østrigsagen« i den beretning, som Det Udenrigspolitiske Nævn udarbejdede.
     En undersøgelseskommission er selvfølgelig ikke en redegørelse for det faktiske forløb, men når man siger, at de politiske sager skal afgøres politisk, og vi så forsøger at afgøre dem politisk ad den vej, vi tidligere har gjort det, nemlig i Det Udenrigspolitiske Nævn, med at få en redegørelse for det faktiske forløb, så siger regeringen nej. Så vi kan jo ikke få en ordning på det her ad den politiske vej, som vi tidligere har brugt.
     Vi ved jo godt, hvilken skæbne forslaget om en undersøgelseskommission får. Det bliver afvist, flertallet bruger sin ret til at afvise det. Sådan var det ikke i Østrigsagen, hvor der var et bredt flertal af partier, der sagde: Lad os undersøge det faktiske forløb. Men jeg er helt sikker på, som det også er fremgået, at dette vil blive afvist.
     Men der er i hvert fald to hovedgrupper af spørgsmål, som er aldeles ubesvarede, også efter den dynge af papirer, vi har fået over, fordi væsentlige oplysninger er streget ud
i de papirer: Sad regeringen tidlige advarsler, før det gik rigtig galt, overhørig? Fik regeringen tidligt i forløbet oplysning om, at det her kunne udvikle sig meget alvorligt, oplysninger, som Det Udenrigspolitiske Nævn ikke har fået? Det kunne være advarsler fra ambassadører eller fra andre. Det er vigtige spørgsmål, når man skal se forløbet. Har der været andre møder, interview, begivenheder, invitationer til at forsøge på et tidligt tidspunkt at rydde misforståelser af vejen, som regeringen ikke har deltaget i eller sagt nej til? Disse spørgsmål vil blive stående, også når røgen har lagt sig, og fortjener at blive undersøgt. Det kan vi ikke gøre i Det Udenrigspolitiske Nævn. Der kunne vi undersøge det faktiske forløb, men det er spørgsmål, som jeg tror man er nødt til på sigt at få afklaret for at få at vide, hvordan det kunne gå til, at det fredelige Danmark blev centrum i en sådan storm.

     Jeg vil sige til den ordfører, det var vist hr. Søren Espersen, der sagde, at vores omdømme ikke har taget skade:
Jeg må henvise til statsministeren, som har givet udtryk for, at det har det, og som derfor i hvert fald har publiceret planer om at indlede kampagner, der skal betyde en genopretning af vores omdømme.
     Jeg vil også sige til de regeringspartiordførere, der har talt om, at de jo har tilbudt en forespørgsel: Ja, regeringen har bebudet en forespørgsel, men den har ikke stillet nogen. Jeg for min del og på Det Radikale Venstres vegne har ikke afvist en forespørgselsdebat. Kommer den, så deltager vi med stor fornøjelse i den. Men regeringen og Dansk Folkeparti har jo altså ikke fulgt op på den idé, de selv havde, om, at vi skulle have en diskussion om det her i salen. Det må de om, men det var dem, der fik ideen, og vi har sådan set regnet med, at regeringen selv tog initiativ til, at vi skulle diskutere det her i salen.

Tak til hr. Niels Helveg Pedersen. Så er det hr. Villy Søvndal som ordfører.

Det mest bemærkelsesværdige i forslaget her om en undersøgelseskommission er måske i virkeligheden den ihærdighed, hvormed det i dag afvises af de tre regeringspartier. Der er en bemærkelsesværdig ihærdighed i afvisningen, synes jeg, al den stund vi står med den største udenrigspolitiske begivenhed siden anden verdenskrig - med statsministerens egne ord. Det er så meget mere interessant, som regeringen jo ellers har udvist en meget stor interesse for at få klarlagt udenrigspolitiske begivenheder. Jeg tænker på interessen for anden verdenskrig, jeg tænker på interessen for den kolde krig, hvor det oven i købet har været sådan, at hvis man ikke i første omgang fik det resultat, man gerne ville have, så lavede man en ny undersøgelse, hvor man sikrede sig, at den blev placeret et sted, hvor man var sikker på resultatet.
      I forhold til den generelle interesse er det jo helt bemærkelsesværdigt, at vi her står med et ekstremt vigtigt begivenhedsforløb, men at regeringen og Dansk Folkeparti ikke ønsker sagen undersøgt. Jeg tror ikke alene, det får Folketingets partier til at spørge, jeg tror også det får befolkningen til at spørge lidt undrende: Hvad er det, der skal skjules i denne sag? Hvad er det, der ikke tåler dagens lys? Hvad er det i sagen, der ikke tåler en undersøgelse, siden man så ihærdigt stritter imod? Man kunne også formulere det lidt anderledes, når det siges, at vi jo bare kan spørge: Hvad stiller vi op, når magten lukker sig om sig selv på den måde, at man siger nej til en redegørelse i Den Udenrigspolitiske Nævn, man siger nej til en kommissionsundersøgelse? Vi får at vide, at vi kan stille spørgsmål i salen. Jeg troede, det var noget nyt, og at vi fra nu af ville få spørgsmål klart besvaret, men det får vi jo ikke. Så vi er i virkeligheden i en situation, hvor flertallet med magten lukker om sig selv, og det er da betænkeligt, når magthaverne i et demokrati ikke ønsker, at kritiske øjne ser på magtens udøvelse. Det er i øvrigt en afgørende forudsætning for os som folketingsmedlemmer, at vi har instrumenter til at se på magtens udøvelse. Jeg synes, at det også ud over debatten her fortjener en lang debat om, hvordan vi sikrer i et demokrati - hvor vi er vant til mindretalsregeringer og derfor er vant til, at man er kritisk over for magten, også i støttepartierne - hvad vi stiller op, når vi de facto har en flertalsregering, der ikke regerer, som vi plejer i det danske parlamentariske demokrati. Hvad er det så, vi beder om? Vi beder om at få besvaret spørgsmålet: Kunne denne eskalation af begivenhederne have været undgået? Havde det betydning, at man afslog mødet med ambassadørerne? Var det klogt? Var det klogt i en situation, hvor vi havde fået advarsler udefra, fra egypterne, om, at situationen risikerede at eskalere, at nægte at tage et møde med ambassadørerne? Hvad betød det, at man sagsbehandlede på forkerte breve, at også Det Udenrigspolitiske Nævn blev informeret forkert med et brev, som var en kladde og ikke det endelige brev? Når hr. Søren Espersen siger, at Nævnet var inddraget, vil jeg sige, at første gang, Nævnet hørte om sagen, var på et nævnsmøde den 24. januar, altså lang, lang tid efter, at advarslerne var kommet ind om, at situationen risikerede at eskalere.

     Jeg synes også, det ville være spændende at få undersøgt EU's og NATO's rolle, for fortællingen i offentligheden er, at EU og NATO jo bakkede os op. Ja, det er rigtigt, at da ambassaderne brændte og det gik amok, da bakkede man op, men indtil da var tilslutningen nølende, tøvende, fordi jeg tror, man spurgte, hvad det nu var for et problem, Danmark havde forvoldt i et område af verden, hvor man sådan set synes, der er problemer nok. Der var ikke en fuldtonet opbakning, før, om man så må sige, det var nødvendigt.
     Jeg forstår også godt, at de tre regeringspartier ikke har den store interesse i at få det internationale pressebillede frem. Det vil altså bryde med nogle af de fortællinger, som bl.a. Dansk Folkeparti fortæller. Alle, der orienterer sig i international presse, Die Zeit, Le Monde, amerikansk presse, eller hvad man i øvrigt læser, kan ikke få andet billede, end at Danmarks omdømme i de her år lider afgørende skade.
     Det kommer vi til at tumle med i rigtig mange år, og der synes vi, det var nyttigt at få en udefrakommende vurdering af, hvad det har af konsekvenser. Derfor også det fremadrettede i forslaget, nemlig hvordan vi sikrer, at vi ikke endnu en gang ender i en lignende situation. Hvad kan vi lære af denne situation? Vi kan vel ikke bare sige, at hov, det her skete, og hvis man afviser, at den danske regering kunne have håndteret sagen anderledes, så kommer vi vel til at ende i en lignende krise, eller måske ikke lignende, men en anden krise en anden gang fuldstændig uden at forstå, hvorfor vi er endt der.
     Derfor vil SF anbefale, at man støtter beslutningsforslaget.

Det er det om omdømmet. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvad hr. Villy Søvndal mener. Det er jo Dansk Folkeparti, han mener. Jeg synes bare, han skulle sige det i stedet for at stå og sige noget andet.
     Jeg vil hellere spørge hr. Villy Søvndal, hvad han mener om sin egen indsats i den her sag, når han f.eks. har givet interviews til Al-Jazeera - eller var det Al-Arabiya? Jeg ved det snart ikke - og hvor han stod og fortalte om, hvordan forholdene var i Danmark, hvor han stod og kritiserede den danske regering for håndteringen. Hvordan mener hr. Villy Søvndal selv, at han har bidraget til Danmarks omdømme?

Men det er jo det, som vi også gerne vil have med i undersøgelsen, det er derfor, vi nævner politiske partier osv. Det var i øvrigt Al-Jazeera, det var statsministeren, der optrådte på Al-Arabiya.
     Men jeg håber, at hr. Søren Espersen har set hele udsendelsen, som var et langt forsøg på at tale konflikten ned og sige, at der kun var tabere i den her konflikt.
     Jeg bliver så på et tidspunkt spurgt, om jeg har været enig med regeringen hele tiden. Jeg er født et sted i Danmark, hvor jeg lært, at man ikke må tale usandt, og derfor er jeg nødt til at sige, det tror jeg også hr. Søren Espersen vil medgive, at jeg faktisk hele vejen igennem har kritiseret regeringen for ikke at afholde det møde med ambassadørerne. Det er så det klip, som TV 2 vælger at bringe. Men lad det nu ligge.
     Jeg tror, det var nyttigt, at nogle af os hjalp til i en situation, der var på vej ud af kontrol, med at tale konflikten ned. Det var min rolle, og den har jeg ikke fortrudt et sekund.

Jeg har en lidt anden opfattelse af tingene. Jeg har en opfattelse af, at hr. Villy Søvndal har været en af dem, som, hver gang der har været udenlandske journalister på besøg i Danmark, beredvilligt har fortalt om, hvordan der drives hetz mod danske muslimer, og at det er Dansk Folkeparti, der står bag. Det har jeg en klar fornemmelse af, og det er ikke noget, hr. Villy Søvndal har lagt skjul på, selv om det er usandt. Lad det nu være.
     Så vil jeg spørge hr. Villy Søvndal, der antyder, at der nok stikker noget under, at det nok er sådan, at regeringen i virkeligheden har noget at skjule: Mener hr. Villy Søvndal, at der stikker noget under? Mener hr. Villy Søvndal, at den danske regering er ansvarlig for, at danske ambassader bliver brændt ned i Damaskus, at danske flag bliver brændt, og at danske borgere bliver chikaneret? Er det, man forsøger at skjule, at alt det, der er sket, i virkeligheden er et komplot mellem Dansk Folkeparti og regeringen? Eller er det i virkeligheden bare endnu en upassende uartighed over for regeringen og ministerens rolle.

Jeg synes, det er en ganske morsom situation, meget morsom teknik, Dansk Folkeparti anvender, nemlig at skyde en en masse ting i skoene, man aldrig har gjort, og så derefter spørge, om det i virkeligheden er det, man vil.
     Jeg vil godt sige til det med at drive hetz, at ja, det er da indlysende, at Dansk Folkeparti har brugt år til at bedrive hetz mod alle, der kom fra muslimske lande. Hvis man bare husker, hvad et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti har sagt om kræftknuder, om pest, om, at det var en civilisation, der hidrørte fra 1000 år tilbage. Jeg er helt overbevist om, at Dansk Folkeparti har medvirket til at skabe den stemning.

     Så jeg er altså helt overbevist om, at Dansk Folkeparti har medvirket til at skabe den stemning. Men det er jo ikke Dansk Folkepartis skyld, at der brændes ambassader af. Der findes ingen undskyldning for at brænde ambassader af. Men det, jeg har klandret både regeringen og Dansk Folkeparti for, er, at man på et tidspunkt, hvor man bliver advaret om, at situationen er ved at eskalere, undlader at tage imod de fremstrakte hænder. Det syntes jeg var for dumt. Det tror jeg også en undersøgelse vil vise, men det er jo så den, som Dansk Folkeparti ikke ønsker at få frem, og måske er det i virkeligheden det, både Dansk Folkeparti og regeringen har at skjule i den her sag.

Tak til hr. Villy Søvndal. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører.

Regeringspartierne har sagt flere gange, at det ikke er en undersøgelse, vi har brug for. Det er ikke dommere, vi har brug for. Vi har brug for en politisk debat. Det har de på sin vis fuldstændig ret i, og derfor undrer det mig også, at den anmeldelse af en forespørgselsdebat, som regeringspartierne for flere uger siden kom med i offentligheden, endnu ikke er fremlagt og ikke er fremmet, så vi kan få den politiske debat her i Folketingssalen. Jeg synes bare, at de partier skulle skynde sig at gøre det, som de har bebudet at de vil gøre.
     Så er der også sagt, at alt er fremlagt, at vi har fået alle mulige notater, og at vi har fået en lang række dokumenter, der viser, hvor mange akter regeringen har liggende i sine arkiver om den her sag. Det er også fuldstændig korrekt, men de, som har læst bare en del af de sider igennem, vil hurtigt opdage, at gang på gang står der streget, så står der ingenting. Vi får at vide, at der er et notat. Vi må ikke få at vide, hvad notatet hedder. Vi får at vide, at der er et notat om, at statsministeren ville mødes med, så er det streget ud. Vi må ikke engang få at vide, hvem det er statsministeren eventuelt skulle have mødtes med. Så står der notat om ingenting.
     Vi ved, der er dokumenter, som vi kender fra offentligheden, som ikke er med på aktlisterne, og vi ved, at der er dokumenter, der er sendt f.eks. fra Statsministeriet til Udenrigsministeriet, som ikke er med på aktlisterne. Så aktlisterne er altså for det første ikke fyldestgørende, og for det andet er de på de vigtige steder, der, hvor vi virkelig har brug for at vide, hvad der er sket, gjort fortrolige, så vi ikke engang kender aktstykkets navn.
     Det er jo derfor, vi har brug for, at vi skal have en politisk debat, hvor vi også alle sammen har adgang til de vigtigste dokumenter, der er grundlaget for den debat. Det, der undrer mig, for det er jo det, der er kernen i, at vi er nødt til at bede om en undersøgelse, er jo, at vi er nødt til at finde en form, hvor vi kan få at vide, hvad det egentlig talt er, der er foregået, hvad det er, som Folketinget burde have haft at vide for lang tid siden, som de slet ikke har fået at vide og heller ikke får at vide i dag, eller de i hvert fald først har fået at vide, efter at krisen var brudt ud i lys lue.
     Det er ikke bare noget med form. Det har ikke bare noget at gøre med, at vi har krav på oplysning. Det er ikke bare noget med at behandle Folketinget ordentligt, men det er for at vurdere to af de vigtige elementer, der er i den her sag.
     For det første: Er det korrekt, at det her var en sag, der drejede sig om ytringsfrihed? Eller er det ikke korrekt? Vi har set af en masse dokumenter, der trods alt er kommet frem, at det her var et spørgsmål om at diskutere behandlingen af udlændinge i det her land, eller for at sige det på en anden måde, et spørgsmål om, hvad der sker, når et land i så lang tid har en regering, der baserer sin politik over for udlændinge på ryggen af Pia Kjærsgaard, undskyld fru Pia Kjærsgaard. Det er jo sådan set den ene del af kernen i det her.
     For det andet er der noget, vi også er nødt til at kunne se nærmere for at forstå ordentligt, og det er, om der var nogen advarsler, regeringen burde have hørt. Det tror vi, for vi har hørt nogle af dem, men der er flere, for det kan vi se
i aktlisterne, som vi bare ikke har fået lov at se. Eller er det sådan, at regeringen altså godt nok hørte det, men ikke ville høre efter og ikke ville gøre, som der blev sagt, fordi den var stædig, og fordi den ikke ville genere Dansk Folkeparti og derfor kørte videre på en fejlagtig politik langt ud over det, der var grundlag for, og som førte os til det, der er den største katastrofe for dansk udenrigspolitik
i årtier? Altså, kernen i konflikten og regeringens håndtering eller rettere sagt forkerte håndtering af sagen kan vi kun ordentligt vurdere i fællesskab, hvis vi også har adgang til flere af de dokumenter, der i dag er hemmelige, og som ikke behøver at være hemmelige. Så vil jeg bare sige til sidst, at der er gjort en række indvendinger mod undersøgelsen, muligvis er nogle af dem korrekte, men foreslå så en anden undersøgelse. Altså, jeg er åben over for alle forslag om undersøgelser, bare man er indstillet på, at det skal være en undersøgelse, der sørger for, at vi får et bedre fælles grundlag for at vurdere sagens substans og kan få den politiske diskussion på basis af den substans, som ligger i sagen. Kom med en anden form for undersøgelse.

     Vil man ikke komme med en undersøgelse, så er det kun, fordi man har noget at skjule, og det er jeg sikker på at alle danskere er klar over.

Jeg synes altså, det er for galt, at hr. Frank Aaen nu fortsætter det spor, som hr. Villy Søvndal var inde på, nemlig at årsagen til hele den her misere er Dansk Folkeparti. Det er da en fantastisk måde at argumentere på, at nogle tegninger i Jyllands-Posten, som vi da overhovedet ikke havde noget som helst med at gøre, udløser et raseri i den muslimske verden, og at det så i virkeligheden er Dansk Folkepartis skyld.
     Jeg vil gerne bede hr. Frank Aaen om at bekræfte, at de folk, de horder, der løb ud i Damaskus' gader, i Beiruts gader og i Djakartas gader, ikke har haft nogen særlig fingerspitzgefühl for, hvordan den danske tone er i debatten, og at de sikkert ikke har læst fru Louise Freverts hjemmeside ude i Damaskus. Det tror jeg faktisk ikke selv på de har.
     Jeg vil gerne bede hr. Frank Aaen om at bekræfte, at disse mennesker ikke kan have den fjerneste idé om, hvordan tonen i den danske udlændingedebat er.

Jamen hr. Søren Espersen har åbenbart ikke sat sig ind i, hvad det var, der var sagens kerne på det tidspunkt, hvor sagen blev rejst. Det, som mange sagde til os, herunder ambassadører fra en række muslimske lande, var, at de syntes, der udviklede sig en bekymrende debat i Danmark omkring udlændinge. Så var der henvisning til bl.a. Dansk Folkeparti, så var der henvisning til kulturministeren, så var der henvisning til den faktiske lovgivning og blandt andre sager også nogle tegninger i Jyllands-Posten. Det var en samlet bekymring over udviklingen i Danmark og den måde, vi behandler udlændinge på. Den diskussion skulle jo bare være taget, den diskussion kunne jo bare være blevet taget, men statsministeren ønskede ikke at tage den debat.
     Han afviste ambassadørerne, afviste medier, afviste kontakter i stribevis fra de muslimske lande og sagde, at han slet ikke ville snakke med dem, at det var noget med, at de ville have ham til at gå til retten, og det ville han ikke. Så ingen dialog, og lige præcis fordi statsministeren afviste enhver form for dialog om de problemer, der var rejst, gik sagen fuldstændig ud af kontrol og endte i de helt uantagelige, det ved hr. Søren Espersen godt jeg mener, helt uantagelige afbrændinger af ambassader.

Må jeg så minde om, at man på et tidspunkt brændte det norske flag af, indtil der kom en undskyldning fra den norske regering, så holdt man op med det. Må jeg minde om, at svenskerne på et tidspunkt besluttede, at de ikke ville have Muhammedtegningerne på hjemmesider nogen steder og forbød det, fordi de var bange for, at man skulle brænde svenske ambassader ned. Hverken i Norge eller Sverige har vi noget særligt at skulle have sagt. Hvordan kan hr. Frank Aaen så forklare det?
     Hr. Frank Aaen sagde i øvrigt på et tidspunkt, at regeringen havde håndteret den her sag forkert, den forkerte håndtering, som hr. Frank Aaen udtrykte det. Han har jo allerede fældet dom i den her sag, så jeg kan slet ikke forstå, hvorfor vi skal have en undersøgelseskommission.
     Men jeg vil gerne spørge: Vil hr. Frank Aaen bekræfte, at vores image i Holland, i Frankrig, i Australien, i Japan,
i USA, i Norge, rundtomkring i den vestlige civiliserede verden er fortræffeligt? Hvordan kan hr. Frank Aaen blive ved med at sige, at vi har et internationalt problem, når det ikke passer, når det er regulært forkert? Vi har et problem med nogle muslimske diktaturstater - jeg vil gerne kalde dem for fasciststater, for det er det, der er tale om. Er det ikke sandheden?

Nu tager hr. Søren Espersen nogle ting ind, jeg slet ikke var inde på i mit indlæg. Jeg vil bare sige, at det, Dansk Folkeparti nægter at indse i den her sag, er, at den politik, Vesten fører, og som Danmark er med i og på nogle punkter desværre er førende i, er en politik, som gør, at mange folkeslag og muslimer i den her verden føler sig undertrykt og nedgjort. Det er på grund af dansk udlændingepolitik, det er på grund af dansk lovgivning, det er på grund af, vi accepterer, hvad israelerne gør, mens vi ikke tillader, at palæstinenserne får deres egen stat, eller ikke gør nok for at de får det, det er spørgsmålet om, at vi går i krig i Afghanistan, vi går i krig i Irak.
     På den måde er vi blevet en del af en vestlig verden, som på utallige områder er nedgørende, og store muslimske befolkningsgrupper i verden føler, at Vesten nedgør dem. Hvis vi skal videre ud end det, der foregår i Danmark, så er det i virkeligheden det, som er kernen i problemerne, og som Dansk Folkeparti er garant for at der desværre er flertal for i Danmark.

Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mogens Lykketoft.

Jeg skal tilstræbe ikke at gentage de bemærkninger, som de andre forslagsstillere - hr. Niels Helveg Petersen, hr. Villy Søvndal og hr. Frank Aaen - er kommet med, for jeg er selvfølgelig i et og alt enig i dem.
     Men jeg vil godt sige til justitsministeren og repræsentanterne for de tre regeringsbærende partier, at jeg tror, man på et tidspunkt vil fortryde det flertalshovmod, der kommer til udtryk, når man afviser enhver form for udredning af dette forløb. Det er utrolig mange kunstfærdige argumenter, der er blevet bragt i marken - også argumenter, som der ikke er hold i, når man ser beslutningsforslagets tekst - og spørgsmålet om det uheldige tidspunkt har vi jo taget højde for. Man kan iværksætte undersøgelsen på et senere tidspunkt, hvis man mener, at situationen ude i verden ikke er faldet tilstrækkeligt til ro.
     Jeg ved godt, at alle regeringer har det dårligt med undersøgelseskommissioner, men det er alligevel en mærkelig, ja, lidt surrealistisk oplevelse at høre, at det skal være et argument imod undersøgelser, at spørgsmålet har noget med politik at gøre. Ja, men det havde Spar Nord-sagen og Færøsagen vel også, og det har redegørelsen om Danmark under den kolde krig vel også. Men alligevel har forskellige flertal, meget ofte også omfattende de tre regeringsbærende partier, altså fundet det nyttigt at få sådanne sager udredet.
     Det er desværre ikke rigtigt, når justitsministeren siger, at der er mange andre muligheder for at komme dybere ned i denne sag. Jeg vil sige, at alle de øvrige muligheder, der er til rådighed, er blevet afprøvet og har vist sig utilstrækkelige, og senest har det, som hr. Niels Helveg Petersen nævnte, vist sig umuligt bare at få flertal i Nævnet for at udarbejde en beretning om sagens faktiske forløb.
     Hvorfor er det så vigtigt for os? Jo, det er en international krise, som er dybt skadelig for Danmarks omdømme, og hvis man vil have en lakmusprøve på, om den har skadet Danmarks omdømme, kan man stille sig selv to spørgsmål, som man i grunden godt kender svarene på.
     For det første: Tror man, at Danmark var blevet valgt til FN's Sikkerhedsråd, hvis denne krise havde ligget forud for valget? For det andet: Tror man, at den nuværende danske statsminister vil blive tilbudt en international toppost i fremtiden? Hvis man tænker svarene på de to spørgsmål igennem, vil man forstå, at det er en sag, der har skadet Danmarks internationale gennemslagskraft, og det har måske noget at gøre med - det er i hvert fald min opfattelse - at den har været håndteret i modstrid med det, som står bøjet i neon over Danmarks indsats i FN's Sikkerhedsråd i øjeblikket, nemlig at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sætte vores kræfter ind på at løse konflikter og ikke på at skabe konflikter.
     Hvordan startede denne sag så? Ja, der er vel ikke megen tvivl om, at den startede med de 11 ambassadørers henvendelse og en statsminister, der ikke ville mødes med dem, og her skal man vel gøre sig en lille overvejelse: Hvad er det egentlig, man har ambassadører til? Det er jo ikke at mødes med dem, når man er enig med dem. Det er at mødes med dem for at undgå krige. Det er det, de i bogstavelig og overført betydning er sat i verden for, og derfor var det selvfølgelig en meget trist og forkert beslutning. Hvis man havde gjort det modsatte, kunne det have bidraget afgørende til, at mærkelige mennesker, både her i landet og i den store omverden, var blevet forhindret i at bruge sagen i deres skæve dagsordener og til at ophidse stemningen.

     Det andet, man kan sige, er - og det behøves der sådan set ikke nogen undersøgelse til at bevise - at statsministeren systematisk har tvistet og manipuleret med sin begrundelse for at afvise dette møde med ambassadørerne. Ambassadørerne forlangte ikke retslige skridt, ambassadørerne bad om, at man gik i rette med de ansvarlige inden for lovens rammer, og jeg tror, at hvis statsministeren havde udtrykt sig på en måde, der afvaskede indtrykket af, at han ligefrem bakkede Jyllands-Postens dumme provokation op, havde det ikke været muligt at hidse denne sag yderligere op.
     Vi har fået en fremstilling af, at det handlede om ytringsfrihed, men det mener jeg også fra start til slut er en tvistning af, hvad diskussionen handler om. Der er ikke to meninger i dette Folketing om ytringsfrihed, men det handler om, hvordan en statsminister bør udnytte sine ytringsmuligheder, når en sådan krise kører op.
     Det har ikke skortet på advarsler. Vi kender nogle af dem, men vi vil gerne vide, om der har været flere, og vi vil gerne til bunds i, om der havde været flere muligheder for at standse op og forhindre sagens eskalation. Vi ved, at statsministerens forgænger som formand for Venstre klart så skriften på væggen og risikoen, og vi ved, at en lang række ærværdige danske ambassadører i store dele af verden advarede mod denne måde at håndtere sagen på.
     Vi ved, at mange ting er blevet gjort på en måde, som har forværret konsekvenserne for Danmarks omdømme. Men der er også ting, vi ikke ved. Vi ved ikke, hvem der har gjort hvad for at hidse situationen yderligere op, og det overrasker mig
i virkeligheden, at fru Rønn Hornbech i sine bemærkninger i dag var helt uinteresseret i at få afdækket de danske imamers og andre gruppers rolle. Jeg har ellers hørt de regeringsbærende partier være meget optaget af at få det yderligere kortlagt. Jeg skal kun beklage på forslagsstillernes vegne, at det forudsete er sket, altså at et flertal afviser denne undersøgelseskommission, men jeg tror som sagt ikke, det vil gavne flertallet i det lange løb, for det er sådan med sandheden, at den efterhånden kommer for en dag i brudstykker. Det havde måske været mere nyttigt for vores land, hvis vi kunne få gjort alle de oplysninger, der er vigtige i denne sag, tilgængelige, så vi kunne udnytte dem og hurtigt drage en mere fælles lære af dem og dermed også skabe grundlag for igen at placere Danmark som et land, man vil lytte til i forbindelse med løsning af konflikter i den store verden. Så ville det også blive mere opmuntrende at færdes som dansker i den store del af verden, som ikke har en kristen, men en muslimsk historisk baggrund. Jeg synes, denne sag fra start til slut har været håndteret unødig konfrontatorisk fra regeringens side, og det bærer efter min opfattelse en meget stor del af ansvaret for, at det er kommet så vidt. Andre har en anden opfattelse, men netop derfor burde vi have haft denne undersøgelse.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.