Den næste sag på dagsordenen var:
5) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 106:
Forslag til folketingsbeslutning om en licensordning for internetsider for børn og unge. Af Magnus Heunicke (S) og Rasmus Prehn (S). (Fremsat 31/3 2006).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det fremsatte beslutningsforslag pålægger regeringen at oprette en licensordning for internetsider for børn og unge. Forslaget medfører, at licensordningen skal være en forudsætning for, at man kan få en dansk tilladelse til at oprette en større internetside for børn og unge. Licensordningen stiller en række konkrete minimumskrav til internetsidens opsyn med brugerne.
     For det første et krav om en strategi for at spotte og forhindre pædofile og andre seksuelle krænkelser af de børn og unge, der færdes på internetsiden.
     For det andet forpligter internetsiden sig til hvert halve år at offentliggøre en rapport, der kortlægger hjemmesidens arbejde med at beskytte brugerne mod overgreb og krænkelser.
     For det tredje skal siden have en politik for bekæmpelse af mobning, trusler og chikane af lærere og andre udenforstående. Internetsider, der sælger VIP-profiler og andre tilsvarende ydelser, skal sikre, at der ikke bliver opfordret til tiggeri, krænkelser og prostitution. Målet er altså at skabe øget sikkerhed på hjemmesider for børn og unge.
     Der skal ikke herske tvivl om, at regeringen deler ønsket om at øge sikkerheden på internetsider for børn og unge. Beslutningsforslagets mål stemmer således overens med regeringens nuværende politik på området. Men selv om regeringen principielt tilslutter sig beslutningsforslagets intentioner, kan regeringen ikke støtte det konkrete forslag, og det sker med baggrund i følgende:
     Med licensordningen er det ikke umiddelbart muligt at oprette en hjemmeside med indhold, der retter sig mod børn og unge. Helt overordnet vurderer regeringen, at det er betænkeligt at indføre forudgående kontrol med indholdet af visse hjemmesider. Sikkerhed på internettet er vigtig, det er regeringen meget enig i, men en licensordning synes umiddelbart ikke hensigtsmæssig.
     I forhold til domæneområdet og domæneloven kan enhver juridisk eller fysisk person i dag anskaffe sig et domænenavn ved at indlevere en skriftlig ansøgning til DK Hostmaster via en registrator. Domæneudvalget har i betænkning nr. 1450 om administration af domænenavne i Danmark anbefalet, at der fortsat skal være lige ret til at registrere domænenavne, uden at der som betingelse herfor skal gennemføres en forudgående kontrolprocedure.

     Dette er til dels begrundet i systemets smidighed samt de forholdsvis begrænsede omkostninger og dermed begrænsede brugerudgifter, der er forbundet med et system, hvor der ikke skal udføres forudgående kontrol. Et af hensynene bag domæneloven tilsiger således, at der ikke skal ske en forudgående prøvelse af en ansøgning om registrering af et domænenavn.
     Beslutningsforslaget rejser en række spørgsmål, der bør give anledning til nærmere overvejelser og eventuelt undersøgelser. En licensordning vil medføre en omfattende regulering, især da forslagsstillerne kræver:
     »Licensordningen skal fremover være forudsætningen for, at man kan få en dansk tilladelse til at oprette en større internetside for børn og unge.«
     Forslagsstillerne har ikke anført, hvem der skal kvalitetssikre chatportalernes efterlevelse af minimumskravene. Det kræver et omfattende og ressourcekrævende reguleringsarbejde.
     Der fremgår af beslutningsforslaget, at det tænkes anvendt på danske internetsider af en vis størrelse. Såfremt der med en dansk internetside menes en internetside under dot-dk-domænet bemærkes, at internetsider med lethed kan overføres til andre såkaldte top level-domæner, f.eks. dot-com. Såfremt der med en dansk internetside menes en internetside med dansksproget indhold, rejser der sig spørgsmålet om, hvorledes man i praksis forestiller sig at kunne overvåge samtlige internetsider med dansksproget indhold.
     Forslaget rejser endvidere spørgsmålet om, hvem der skal udstede licenstilladelsen og på hvilke vilkår. Hertil kommer en manglende afklaring af, hvem der skal føre kontrol med overholdelse af licensvilkår, herunder kontrollere, at der udarbejdes den foreslåede rapport, og at der faktisk udarbejdes en politik. Det er også et spørgsmål, hvilke sanktioner der i givet fald skal gælde for overtrædelse af reglerne. Det må forventes, at varetagelsen af ovenstående opgaver vil være meget ressourcekrævende.
     Alternativt kan det undersøges, om regulering er den mest hensigtsmæssige metode til at imødegå de konkrete problemer. Spørgsmålet er, om det ikke er mere hensigtsmæssigt, at staten opfordrer til selvregulering. Det kunne f.eks. gøres ved, at ejerne af chatportalerne samt internetsider for børn og unge sammen med de relevante myndigheder etablerer et samarbejdsforum på linje med internetudbyderkredsen på børnepornoområdet, hvor udbyderne udveksler erfaringer samt har oprettet branchekodeks og filter. I et sådant forum kunne ejerne af chatportalerne endvidere udarbejde et kodeks for webetik og guidelines for chatportalerne.
     En sådan selvregulering er på linje med Europa-Kommissionens Safer Internet Plus-program. Dette program foreskriver, at medlemslandene skal skabe rammerne for en selvregulering. Ifølge EU-Kommissionen er det mest hensigtsmæssigt og fleksibelt, at det er industrien, f.eks. internetudbyderne og ejerne af chatportaler, der foretager reguleringen og iværksætter de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
     Ud fra dette er det mest hensigtsmæssigt og fleksibelt, at it-branchen, altså ejerne af hjemmesider for børn og unge, ad frivillighedens vej etablerer de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, som f.eks. også allerede er iværksat eller påbegyndt iværksat på flere hjemmesider.
     Det er vigtigt at understrege, at der allerede i dag er en række veletablerede oplysningstiltag på plads. Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet samt Det Kriminalpræventive Råd har allerede udarbejdet en række informationskampagner om, hvilke forholdsregler børn og unge bør tage, når de eksempelvis chatter på internettet. Desuden har en redegørelse fra IT- og Telestyrelsen netop vist, at Danmark på oplysningsområdet er blandt de absolut førende i Europa.
     Opsummerende synes regeringen derfor, at det er bedre, at it-branchen undersøger mulighederne for at udarbejde en frivillig mærkningsordning, der skal vise, om en bestemt hjemmeside overholder et branchekodeks for webetik for børn og unge.
     Jeg synes med andre ord, at vi skal fortsætte ad frivillighedens vej, og at it-branchen og ejere af interaktive chatportaler for børn og unge skal overveje mulighederne for at udarbejde et branchekodeks, der eksempelvis kunne beskrive, hvordan ejerne af chatportalerne tilsikrer, at der er en god webetik på de chatportaler, som medvirker i en mærkningsordning. Men det skal understreges, at der må være tale om en frivillig ordning.

     Samlet set er beslutningsforslaget meget vidtgående. Det er ikke i overensstemmelse med intentionerne i domæneloven, og regeringen vurderer, at det er betænkeligt at indføre forudgående kontrol med indholdet af visse hjemmesider. En frivillig ordning derimod, hvor it-branchen ad frivillighedens vej udarbejder et branchekodeks og iværksætter de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, synes som nævnt klart at være en mere hensigtsmæssig og fleksibel løsning.

Der er foreløbig to korte bemærkninger, først hr. Magnus Heunicke.

Jeg prøver lige at gennemgå ministerens betænkeligheder for at se, om vi kan få indkapslet og måske også fjernet i hvert fald et par af dem.
     Med hensyn til den første betænkelighed, om der skal være en forudgående kontrolprocedure med alle hjemmesider, vil jeg henlede opmærksomheden på, at der jo rent faktisk står, at det er for hjemmesider af en vis størrelse, der retter sig mod børn og unge. Det vil sige, at man jo sagtens kan overholde domæneloven og sige: Når en sådan hjemmeside har en vis størrelse, som vi kan definere, og som ministeren kan være med til at definere, ja, så bliver det altså af sådan en kommerciel art og af så stor udbredelse, at de her krav træder i kraft. Så det synes jeg at man konkret må sige at vi imødekommer.
     Den anden ting, jeg hæftede mig ved, var, at ministeren sagde, at vi fortsætter ad frivillighedens vej. Den vej har Red Barnet jo prøvet at betræde igennem 3-4 år nu og er ikke kommet en meter frem. Der er jo ikke sket noget her. Hvorfor forestiller ministeren sig, at der pludselig vil ske noget efter i dag?

Jeg synes nu, der er god grund til at komplimentere både Red Barnet, Medierådet for Børn og Unge og Det Kriminalpræventive Råd for det arbejde, man har gjort på det her område, og som jo altså også er med til, at vi ligger så godt, som vi gør, hvis vi ser det i EU-sammenhæng.
     Men når jeg brugte megen tid på en frivillig løsning, er det, fordi der jo er ganske god erfaring med det på en række andre områder, bl.a. spam og lignende, og derfor mener jeg, at det vil løse mange problemer. For godt nok siger hr. Magnus Heunicke her, at man kun taler om sider af en vis størrelse, men det er blot et af mange problemer, der knytter sig til en sådan ordning, som Socialdemokratiet foreslår her.

Det vil så sige, at det problem er fejet af. Jeg er meget glad for, at vi allerede nu som indledning har fejet det væk.
     Så til Red Barnet: Ja, jeg synes også, de gør et fremragende stykke arbejde, nogle af dem endda frivilligt, andre er eksperter på det område her. Det er faktisk dem, jeg har lavet forslaget sammen med, og når Red Barnet læser ministerens svar til hr. Morten Østergaard, hvor ministeren netop afviser at gå ind og blande sig og siger, at det må være op til branchen selv at lave det her, siger de netop:
Jamen det er jo det, vi har prøvet igennem 3-4 år, og der sker ikke noget. Det er op til de enkelte at få lavet lidt, og så kommer der nye sider, hvor vi igen står med samme situation: ingen regler overhovedet.
     Kan ministeren ikke se, at det kan være problematisk at sige, at det er op til branchen, når vi har haft en lang proces, og der ikke er sket noget?

Jeg ved ikke, om processen har været tilstrækkelig intensiv, men nu fokuserer vi jo kun på et af de problemer, der er. Jeg synes også, det er et problem, at vi skal til at lave forudgående kontrol af indholdet. Det er vel i sig selv ganske problematisk. Og i det hele taget er det jo altså i modstrid med den domænelov, som vi var enige om i Folketinget, da vi vedtog den her for ganske kort tid siden.

Jeg bliver en lille smule forvirret, for jeg havde - og det kan jeg se at Ritzau også har i dag - forstået det sådan, at ministeren afviste at lave en mærkningsordning for de her hjemmesider og chatsider, der retter sig mod børn, på trods af at ministeren i et svar til mig siger, og jeg citerer:
     Jeg er enig i, at det er vigtigt, at vores børn kan færdes sikkert på nettet. Det er desværre ikke altid tilfældet i dag.
     Og senere:
     Jeg mener imidlertid ikke, det er en statslig opgave at stå bag en sådan mærkningsordning.
     Jeg forstår så ikke ministerens svar på det, der er kommet i dag. Er det sådan, at ministeren vil tage initiativ til, at der kommer en sådan mærkningsordning, sådan at børnene kan færdes sikkert på nettet, eller vil ministeren ikke tage initiativ til det?

Jamen det, jeg gjorde meget ud af i min besvarelse, var, at jeg finder det mere hensigtsmæssigt, at staten opfordrer til selvregulering.

     Nu er jeg ikke rigtig klar over det med referaterne fra Ritzau osv., dem har jeg ikke set; jeg kan bare sige, at det, jeg giver svar på her fra talerstolen, selvfølgelig er det, der er regeringens holdning til beslutningsforslaget.

Jeg forstår det sådan, at ministeren - ligesom vi i øvrigt - går ind for, at der skal være selvregulering på det her område, en frivillig mærkningsordning.
     Det, der så er det interessante, og det fremgår jo af et svar - og det går jeg ud fra at ministeren har set - som er givet til mig på et spørgsmål om netop det her emne for ganske nylig, svaret på spørgsmål nr. S 4097, er, at ministeren ikke vil tage nogen initiativer i forbindelse med det.
     Derfor spørger jeg i dag: Regner ministeren med, at en sådan mærkningsordning falder ned fra himlen, eller har ministeren planlagt nogle konkrete initiativer som f.eks. det helt håndfaste at invitere branchen til et møde, hvor den opfordring tager en mere konkret form end løsrevne citater hid og did?

Vi har i det daglige en meget tæt kontakt med branchen, og der har vi lavet, som jeg allerede har anført, en række meget vellykkede frivillige aftaler, og derfor vil jeg da også gerne sige i forlængelse af mit svar her, at jeg vil opfordre til, at man gør det her på samme vis, som jeg også var inde på det i min tale.
     Selvfølgelig er jeg helt enig i både forslagsstillernes og hr. Morten Østergaards synspunkt, at det gerne skulle være sikkert for børn og unge at færdes på nettet, og derfor mener jeg også, at vi må bakke op om de tiltag, som allerede er kommet fra bl.a. Red Barnet, Medierådet for Børn og Unge og Det Kriminalpræventive Råd. Men hvis vi kan klare det ved en videreudbygning af det, hvor branchen vil stille sig til rådighed, så mener jeg, det er klart at foretrække for os alle sammen ikke mindst set i lyset af de ting, jeg har nævnt om ytringsfrihed og domæneloven.

Der er endnu en kort bemærkning, og det er fra hr. Rasmus Prehn.

Ministeren refererer til, at der findes en række vellykkede aftaler, og ministeren snakker om, at der må være tale om, at vi skal have lavet noget selvregulering, at det må man selv kunne finde ud af.
     Men som min kollega hr. Magnus Heunicke var inde på før, så er erfaringen fra Red Barnet jo netop, at man har brugt
4 år på at få lavet en regulering på det her område, 4 år, hvor man netop har prøvet at tage initiativer til at gøre noget ad frivillighedens vej. Det har ikke hjulpet. Inspirerer det slet ikke ministeren til at sige, at så er det ikke nok at gå ad frivillighedens vej, så skal der mere til end frivillighedens vej, så skal der en indgriben til fra politisk hold? Er ministeren slet ikke påvirket af, at der nu er gået 4 år, hvor Red Barnet har prøvet at gøre alt, hvad de kan, for at få reguleret det her, og der er ingenting sket?

Jo, og derfor svarede jeg også hr. Morten Østergaard, som jeg gjorde, og derfor var det også, at jeg i mit svar henviste til det, der allerede foregår inden for internetudbyderkredsen på børnepornoområdet. Så derfor: Jo, og derfor mener jeg også, at vi skal være med til at skubbe på, således at den kreds, jeg omtalte i min tale, kan hjælpe til med, at vi får et betydelig bedre og mere sikkert net for børn og unge at arbejde med og på.

Hr. Rasmus Prehn for den sidste korte bemærkning.

Så skal jeg bare høre helt kort: Skal det forstås sådan, at ministeren vil fremsætte et konkret forslag til behandling her i salen, eller vil ministeren bare nøjes med at holde et møde og så håbe på, at der tages et frivilligt initiativ?

Jamen altså, det, der aftales frivilligt med branchen, er jo ikke noget, der bliver fremsat som lovforslag her i salen, det har det jo heller ikke været på alle de andre områder, som hr. Rasmus Prehn også er fuldt orienteret om, det er jo netop noget, der foregår, når vi har de møder, og hvor man jo netop ad frivillighedens vej selv har etableret en række af de tiltag, som vi kender. Der nævnte jeg børnepornoområdet, men vi har jo et meget vellykket samarbejde med branchen både om sikkerhed og om spam osv., og jeg forestiller mig, at det er i det lys, vi kan være med til at skubbe på udviklingen.

Tak til ministeren. Vi starter så på ordførerrækken, og den første ordfører er Venstres ordfører, og det er hr. Michael Aastrup Jensen.

Lad også mig på Venstres vegne slå det helt fast: Vi er fuldstændig enige i intentionerne bag det fremsatte forslag, nemlig at sikkerheden på internettet for børn og unge er af allerstørste vigtighed, og det er faktisk også derfor allerede en del af Venstres politik.
     Men desværre forbliver det fremsatte beslutningsforslag kun gode intentioner. Når man dykker ned i forslaget, står det krystalklart, at det indeholder en lang række mangler, som gør det totalt nytteløst i hvert for dem, det har til hensigt at hjælpe, nemlig børn og unge.

     Det eneste konkrete, der er at finde i beslutningsforslaget, er, at der skal føres mere kontrol, en kontrol, hvis udmøntningsrammer heller ikke er indarbejdet i beslutningsforslaget.
     Som ministeren også påpegede, er det utopi at tro, at smidighed er muligt at opnå, hvis der indføres forudgående kontrol med indholdet af hjemmesider for børn og unge. Det er fuldstændig utopi at tro, at man kan opnå en fremtidig kvalitetssikring uden at tære enormt på statslige ressourcer, og det er ikke mindst utopi at tro, at man kan holde konstant tilsyn med alle hjemmesider på dansk - hvis det vel at mærke er sådan, man skal forstå begrebet danske hjemmesider. For hvad er det egentlig? Er det hjemmesider på dansk sprog, er det hjemmesider på en dansk server, eller er det hjemmesider generelt, som ligger på et dk-domæne? Hvad er en dansk hjemmeside?
     Det er en helt forkert opfattelse, at alt kan forhindres ved kontrol. Problemet her er et holdningsproblem. Problemet er manglende viden hos bl.a. de unge selv.
     I Venstre er vi store tilhængere af frivillighedens vej. Allerede nu bliver der taget mange skridt på denne vej, og der kan i fremtiden tages mange flere, hvis vi fra statens side opfordrer til selvregulering. Vi skal problemet til livs, men vi kan ikke lovgive os ud af det med tvang. Det kræver en holdningsændring, som kun kan komme ved frivilligt samarbejde, et frivilligt samarbejde, som vi fra statslig side bør sætte de bedste rammer for og tage aktivt del i. Venstre vil ikke lægge stemmer til beslutningsforslaget, men jeg vil afslutningsvis gerne understrege, at vi i Venstre er helt enige i intentionerne bag forslaget. Vi er til gengæld ikke enige i, at målet skal nås ved tvang og ikke yderligere defineret kontrol. Forslaget vil være en administrativ umulighed, og de positive konsekvenser vil være nærmest ikkeeksisterende.

Der er en kort bemærkning fra hr. Magnus Heunicke.

Venstres ordfører siger, at der er en lang række mangler i forslaget, og at der i øvrigt også er for meget kontrol. Jeg synes, ordføreren må bestemme sig: Mangler der kontrol i forslaget, eller er der for meget kontrol i forslaget?
     Så oplyste ordføreren, at en forudgående kontrol på nettet ikke er mulig. Det er jo rent faktisk sådan, at internetsiden Arto.dk, som er den, der er mest benyttet lige
i øjeblikket og har været udsat for massiv kritik og derfor også har strammet op på nogle af sine regler, netop har indført forudgående kontrol, således at når man lægger sit billede, sin profil ud på den hjemmeside, skal man altså først gennem en uges ventetid, fordi det skal godkendes af dem, der sidder og arbejder med at godkende det. Så forudgående kontrol sker rent faktisk efter lang tids pres, heldigvis da, på nogle af de hjemmesider, vi taler om. Det er sådan en slags forudgående kontrol, jeg forestiller mig vi kunne sige der burde stilles krav om for alle dem, som opererer i det her felt.

Nu talte vi meget om, at der under behandlingen af den tidligere sag var en positiv stemning; jeg må indrømme, at positivt stemt, det er jeg ikke nu. Jeg synes simpelt hen, det er det mest populistiske forslag, hvor man forsøger at score nogle billige point, fordi der er en pressesag oppe at hænge. Det her kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Det er et forslag, som man ene og alene har fremsat for at score nogle billige point. Der blev heller ikke engang taget højde for de betænkeligheder, som jeg har rejst, i spørgsmålet. Vil hr. Magnus Heunicke være en eller anden selvbestaltet dommer, som skal sidde og overvåge hele internettet? God fornøjelse, siger jeg bare, det kan ikke lade sig gøre.

Så er det hr. Magnus Heunicke for sin sidste korte bemærkning.

Som jo altså varer 1 minut, og derfor er det lidt svært at svare på betænkeligheder rejst af en ordfører, men jeg skal da prøve at gøre det ultrakort og sige: Nej, hele internettet er ikke omfattet af beslutningsforslaget. Det, der er omfattet, er internetsider af en vis størrelse, der fungerer som mødested for børn og unge, nemlig typisk sådan nogle som Arto.dk og andre, som vi altså kender fra den offentlige debat.

Hvem skal så beslutte, hvor stor »en vis størrelse« skal være. Og igen: Hvad er en dansk hjemmeside? Vil det sige, at hvis man laver en hjemmeside i Malta, som bliver på dansk, så skal den ikke være omfattet af kontrollen? Hvad skal det her egentlig gøre godt for? Det kan ikke lade sig gøre, vil jeg sige til hr. Magnus Heunicke.
     Jeg må indrømme, at jeg glæder mig meget til, at hr. Magnus Heunicke kommer op og i ordførertalen får tid til at forklare, hvordan det rent teknisk kan lade sig gøre, for jeg tror, det er en lidt måbende it-branche, som glæder sig til at høre det konkret.

Der er yderligere to korte bemærkninger, og det er først hr. Per Clausen.

Nu er det jo, som vi var inde på tidligere i dag, blevet forår, så jeg vil forsøge mig med et lidt midtersøgende spørgsmål - man skal jo eksperimentere.

     Forstod jeg hr. Michael Aastrup Jensen rigtigt, når jeg tror, han også sagde, at det at lave en frivillig ordning, hvor man kunne blive licenseret, altså få en licens, var hr. Michael Aastrup Jensen enig i kunne være en god idé? Synes hr. Michael Aastrup Jensen så ikke også, at det måske ville være en god idé, hvis staten var lidt initiativtagende i forhold til branchen for at få sådan en ordning etableret?

Det er fuldstændig rigtigt opfattet. Jeg synes, det ville være positivt, hvis branchen gik sammen og fik lavet, man kunne kalde det licens, man kunne kalde det selvkontrol, man kunne kalde det, hvad man ville, men at de alt i alt gik sammen om at få løst de problemer, som der desværre er på området, synes jeg kunne være rigtig godt.
     Hvor stor en rolle staten skulle have i det, skal jeg ikke gøre mig til dommer over ud over at sige, at jeg i hvert fald synes, at den rigtige vej at gå er, hvis branchen selv tager ansvar.

Hr. Per Clausen for den sidste korte bemærkning.

Jeg er glad for, at den enighed, der så er omkring det, ikke forsvinder mellem fingrene på os.
     Så forstod jeg også, at hr. Michael Aastrup Jensen ikke sådan var principielt uenig i, at staten godt kunne tage et initiativ, når man nu alligevel drøfter forskellige ting med branchen, og så sige: Kunne der ikke etableres en licensordning her, som man så kunne tilslutte sig? For dermed kunne forældrene jo få den hjælp, de har brug for, så de i hvert fald ved, at der er nogle hjemmesider, der er o.k.
     Ellers er jeg jo enig med hr. Michael Aastrup Jensen i, at enhver tiltro til, at man skulle kunne styre internettet sådan, at børnene ikke kan finde grimme steder at være, nok ikke er særlig sandsynlig.
     Men jeg er glad for, at hr. Michael Aastrup Jensen er indstillet på, at staten også kan spille en rolle i forbindelse med at få lavet en frivillig ordning.

Nu tror jeg, at branchen generelt også lægger mærke til, hvad der sker på Christiansborg, og derfor tror jeg da også, at branchen selvfølgelig har lagt mærke til, hvad der lige i øjeblikket er oppe at vende. Jeg tror da ikke, vi skal være helt afvisende over for, at branchen inden for kort tid kommer frem med et oplæg selv, og det synes jeg kun kunne være rigtig positivt.

Jeg er lidt forundret over Venstres ordfører, for jeg forstår, at der er intet, der kan lade sig gøre i den her sag; der er simpelt intet, der kan lade sig gøre. Men pludselig kan det godt lade sig gøre at lave en frivillig ordning.
     Vil hr. Michael Aastrup Jensen forklare, hvad forskellen er på at tage et politisk initiativ herindefra, hvor vi laver en regulering, og at lave en frivillig ordning, hvis der overhovedet intet er, der kan lade sig gøre? Hvad er det så, der kan lade sig gøre, hvis man laver en frivillig ordning?

Til hr. Rasmus Prehn: Jeg sagde ligeud, at jeg synes, det kunne være fint, hvis branchen lavede en form for selvkontrol og fik orden i egne rækker; det skal vi være mere end glade for hvis de vil begynde at gøre, men at tro, at man kan begynde at lovgive eller for den sags skyld lave noget teknisk inden for det her område, det vidner lidt - undskyld, jeg siger det - om manglende kendskab til it-området, og det er lidt sørgeligt. Det må jeg indrømme.

Hr. Rasmus Prehn for sin sidste korte bemærkning.

Nu sagde Venstres ordfører før meget optimistisk - og det håber jeg da også at ordføreren har ret i - at der bliver lyttet til Folketinget fra miljøets, fra erhvervets side. Men skal jeg forstå det sådan, at ordføreren siger: I må gerne tage et initiativ, og det ville være godt, hvis det gik ad frivillighedens vej, men der er intet, der kan lade sig gøre; der er simpelt hen intet, der kan lade sig gøre, så det kan godt være, at I har nogle gode intentioner og gerne vil lave noget, men der er intet, der kan lade sig gøre? Er det rigtigt forstået?

Nej, desværre ikke. Jeg skal prøve at tale lidt langsommere denne her gang.
     Det, jeg sagde, var, at man ikke kan lovgive sig ud af det her, og man kan ikke lave forudgående kontrol, der vil komme til at virke noget som helst, men hvis branchen går sammen om at føre lidt selvkontrol i egne rækker og begynder at sørge for, at det holdningsmæssige bliver sat mere i højsædet, jamen så vil det kunne lade sig gøre.
     Men at begynde at screene alle hjemmesider på dansk - i gåseøjne, for vi ved jo endnu ikke, hvad det handler om, om det er danske hjemmesider på skrift eller servere i USA, eller hvor det er henne - kan ikke lade sig gøre, og jeg må indrømme, at det tror jeg inderst inde at i hvert fald de it-fagkyndige i Socialdemokratiet nok også godt selv ved.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jørn Dohrmann.

For at sige det lidt hårdt fra starten, så er det her jo et forslag, der virkelig kun har ét formål, og det er, at Socialdemokratiet vil have noget billig pr. Med to linjer prøver man ligesom at ville have et forslag frem her, som jeg vil betegne som ubrugeligt.
     Intentionerne, hvis man tager dem, vil vi da sige fra Dansk Folkepartis side, at vi da er enige i, at de her børn selvfølgelig ikke skal udsættes for den hårde belastning, det er, når vi kan se, at nogle hjemmesider fungerer som mødesteder for børn og unge, som så bliver misbrugt seksuelt og de andre ting, der kan foregå ved denne her kontakt.

     Det er vi enige i at man skal bekæmpe, men ellers er forslaget jo slet ikke til at bruge til noget som helst.
     Altså, vi ved i dag, at der er en godkendelsesprocedure, kan man næsten kalde det, eller mangel på samme, og man kan sige: Hvem skal kontrollere de her ting, som man vel egentlig lægger op til her? Hvor mange ressourcer taler vi om? Hvem er omfattet af de her ting? Nu er der blevet nævnt sådan noget som: Er det danske domæner, eller er det dot-com, eller hvem er det, der skal være omfattet? Hvordan har man egentlig tænkt sig at det her skal fungere i praksis?
     Det er simpelt hen bare et for billigt forslag, man har lagt frem her for at få noget billig pr. Det kan godt være, det lykkes nogle steder, men jeg vil bare sige, at det er dårligt arbejde. Uanset om det kun er Socialdemokratiet eller det er sammen med Red Barnet, så burde man have forestillet sig noget mere omkring: Hvordan kan vi løse det, som det efterfølgende rejser af spørgsmål? Hvilke sanktioner har man tænkt sig at ville indføre?
     Der er masser af spørgsmål, som man slet ikke er inde på
i det her forslag, og som efterlader en masse dybe huller, som man slet ikke har ønsket at svare på, når man blev spurgt ad af de forrige ordførere her. Vi har jo set på andre områder, at der er branchen jo gået, jeg vil kalde det foran og har indgået nogle frivillige aftaler om bl.a. filtre. Der nævnte ministeren spamfiltrene. Det var da også noget af det, man kunne indarbejde her, hvor man kunne sige: Det kunne være, branchen kunne lave en frivillig aftale, hvor man lavede nogle spærrer på det område. Så er det jo klart, at man er nødt til også at gå ind og melde hårdt ud om, at vi vil lukke nogle af de hjemmesider, som formidler de her ulovlige seksuelle kontakter mellem børn og voksne. Men jeg mener helt klart, at det her forslag kan vi i hvert fald fra Dansk Folkepartis side ikke bruge til ret meget andet end at sige, at det nok bare var for at komme i pressen, og det er så lykkedes i et vist begrænset omfang.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger, først hr. Magnus Heunicke.

Jeg søgte faktisk på netop pressens dækning af den her sag, og der er jeg sjovt nok stødt på flere af Dansk Folkepartis ordførere. Hver ny ordfører har hver sin klare, friske, hurtige udmelding til pressen.
     Her er en pressemeddelelse udsendt af hr. Martin Henriksen, som vist er uddannelsesordfører, som her den 29. april foreslår, at man skal lukke hjemmesider, der ikke kontrollerer identiteten af deres brugere. Det er hans forslag. Siden da har vi ikke hørt noget til det. Det synes jeg måske godt man kunne kalde et - hvad var det, ordføreren sagde? - letkøbt, billigt pr-floskelforslag. Det er sådan, jeg opfatter det. Men ordføreren har måske en anden holdning?

Altså, hvis hr. Magnus Heunicke havde hørt efter, ville han have hørt, at det jo netop var et af de elementer, jeg lige stod og nævnte her fra talerstolen, at man skulle lukke de hjemmesider. Så jeg er fuldstændig enig med vores egen ordfører, eller hvad man nu vil kalde det, den person, som sendte pressemeddelelsen ud. Jeg er fuldstændig enig.
     Man vælger igen fra Socialdemokraternes side ikke at ville besvare de spørgsmål, som jeg har rejst. Altså, hvordan vil man regulere? Hvem skal kontrollere? Hvor mange ressourcer omfatter det her? Vil man ikke forklare: Er det kun danske domæner, eller er det også dot-com, der skal være omfattet? Hvordan har man tænkt sig det i praksis?
     De ting undlader man at svare på på nuværende tidspunkt, men siger, at vi er uenige internt i Dansk Folkeparti. Det er vi jo ikke. Jeg står lige og fremhæver akkurat de samme ting, som hr. Martin Henriksen har sagt: at man skulle kunne lukke de her sider. Det er jeg fuldstændig enig i, og jeg håber også, hr. Magnus Heunicke er enig i, at det ikke skal have lov til at fortsætte.

Så er det hr. Magnus Heunicke for sin sidste korte bemærkning.

Der er flere ordførere, der vil have, at jeg skal bruge den her korte bemærkning på at svare. Jeg håber, at formanden giver mig ret i, at jeg jo altså ikke kan svare på diverse ting i en ordførertale; jeg kan komme med bemærkninger til en ordførertale og også stille spørgsmål. Det er rigtigt forstået, at sådan er reglerne herinde i Folketinget, ikke sandt, at jeg altså ikke kan svare på de ting, der bliver spurgt om oppe fra talerstolen?

Det er faktisk sådan ifølge forretningsordenen, at den, der har ordet for en kort bemærkning, ikke behøver at stille noget spørgsmål, han kan komme med kommentarer, og den, der svarer, kan også komme med spørgsmål. Det er så helt op til de to - i gåseøjne - kombattanter, om man vil svare på hinandens spørgsmål, men der er ikke noget krav om, at man stiller et spørgsmål, og der er ikke noget krav om, at man giver et svar, men det er normalt hensigtsmæssigt, at man svarer på hinandens bemærkninger.

     Så går vi videre. Hr. Magnus Heunicke får det halve minut ekstra, så der stadig væk er hele taletiden.

Tak for det. Jeg håber på forståelse for, at jeg jo ikke kan svare på spørgsmål på et halvt minut. Det giver simpelt hen ikke mening.
     Men jeg har aldrig sagt, at der var uenighed i Dansk Folkeparti. Jeg vil bare spørge: Det teknisk mulige var der blevet sat spørgsmålstegn ved. Og hvem skal kontrollere alle de spørgsmål her?
     Jeg kan jo stille nøjagtig samme spørgsmål til ordføreren, der står på talerstolen og kan udnytte det:
Hvordan skal det teknisk være muligt? Hvem skal definere, hvilke hjemmesider der skal lukkes eller ej? Nu er det pludselig Arto, som Dansk Folkeparti har opdaget, fordi det har været fremme i medierne. Men de forslag, Dansk Folkeparti har fremsat i pressen, hvad er der blevet af dem? For en måned siden var det fremme, men vi har ikke hørt noget fra partiet siden da.

Jeg kan sige ganske kort, at så snart man bliver opmærksom på, at der er en hjemmeside, der fungerer på den her måde med at formidle kontakt mellem børn og voksne, så mener jeg helt klart, at det ligger inden for justitsministerens ressort ligesom at gå ind og sige: Den her hjemmeside vil vi gerne have lukket. Det er helt klart.
     Jeg kan bare konstatere, at med hensyn til forslaget her ønsker man ikke at bruge noget af sin tid på at svare mig på de spørgsmål, jeg har stillet. Jeg siger jo bare, at her er der slet ikke lagt op til noget som helst om, hvem der skal fungere som kontrolorgan her. Man har ikke engang lagt op til, hvad det skal koste, og hvem der skal være omfattet. Altså, det er et mangelfuldt forslag, som er lagt frem her.
     Men det er helt klart, at man kunne gå ind og lave noget med at ville lukke de her hjemmesider. Hvis man ønskede det fra Socialdemokraternes side, så kunne man have fremsat et forslag om det. Det kunne man også gøre sammen med regeringen. Jeg er sikker på, at det er noget af det, der vil indgå i de videre drøftelser: Hvad skal man helt nøjagtig foretage sig på det her område? Det er et vigtigt område, og det skal vi have gjort noget ved så hurtigt som muligt.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Jørn Dohrmann, om han er enig med ministeren, som var inde på en frivillig mærkningsordning, som altså var en anden måde at gribe fat om samme problemstilling på, hvor branchen får en ordning, som man kan betegne som selvregulering, men hvor man altså siger:
Jeg lever op til nogle krav, og derfor tager jeg det her mærke på. Så må branchen finde ud af at regulere hinanden.
     Er hr. Jørn Dohrmann enig i, at det ville være en farbar vej?

Jeg ved ikke, om det skal være en mærkningsordning af en slags. Jeg mener, at det, der kan ske på området, er, at man laver nogle aftaler på frivillig basis, hvor man siger: Vi har det her kodeks, vi bruger, og så er vi enige om det. Om det skal medføre, at der skal en eller anden mærkat på, er ikke det afgørende for mig, det afgørende er, at man ligesom har aftalt f.eks. i forbindelse med et filter: De og de ord er f.eks. ikke tilladt på vores chatsider. Det kunne være én løsningsmodel. Og det synes jeg man sagtens kunne arbejde videre med som en frivillig ordning, kan man sige.
     Det er jo heller ikke det samme som at lovgive om alle de her ting, som jeg netop stillede op som problemer, som vi ikke har løst på nuværende tidspunkt. Vi er nødt til at starte op i dag og sige: Det her kan praktisk lade sig gøre for at få lukket nogle af de her sider ned. Og så må man skride ind over for de sider, som fortsætter, og hvor man har kendskab til det, gå ind og sige: Jamen det vil vi ikke finde os i; når I formidler seksuel kontakt imellem voksne og børn, så lukker vi siden.

Så er det hr. Morten Østergaard for sin sidste korte bemærkning.

Nu skal vi ikke ind i en længere teknisk diskussion, men det, der er problemet på de der sider, er jo ikke det, som udbyderne lægger ud, men mere det, de lægger hus til, om man så må sige, idet det jo er chatrooms, hvor børnene diskuterer ting, møder voksne osv.
     Det, jeg bare gerne vil høre om, er: Er Dansk Folkeparti ikke enig i, at man er nødt til at gøre noget for at sikre, at børn kan færdes rimelig sikkert og bruge internettet som legeplads, og at ministeren burde foretage sig noget for at fremme, at der kommer en sådan frivillig ordning, uanset hvordan anatomien af den så måtte blive? For det er jo klart, at det vil komme an på, hvad man vil kunne blive enige om.
     Er Dansk Folkeparti ikke enig i, at den ansvarlige minister på det her område burde indkalde branchen til et møde, sætte sig for bordenden, slå i bordet og sige: De her ting må I sikre bliver ryddet af vejen, sådan at børnene kan færdes sikkert på internettet, og I kommer ikke ud, før I har lavet en frivillig aftale? Eller hvad man nu kunne forestille sig.

Jeg vil sige, at det var én løsningsmodel, man kunne bruge, at sige, at det er ministeren, der skulle gøre det. Jeg siger så, at branchen jo altså også har et ansvar her, så de kunne også tage initiativ til det. Jeg synes jo, at når vi rejser den debat, som vi har på nuværende tidspunkt, så er jeg sikker på, at branchen også tænker: Det kunne godt være en god idé, at vi selv satte os sammen, i stedet for at vi hver gang skal tvinges til det.
     Jeg mener, at vi alle sammen har et ansvar for at komme videre i sagen. Det er klart, at der er flere ting, der godt kunne være i spil her, bl.a. det med frivillige aftaler, men så sandelig også, at hvis vi indførte et filter, eller hvis branchen indførte et filter, så kunne man sige: De sider lukker vi simpelt hen bare, vi vil ikke have, at de her bestemte ord findes på vores sider. Og så skal der bare laves en liste over de ord, så de unge mennesker, der færdes på de sider, er klar over, at det simpelt hen er forbudt at bruge dem.

Der er endnu to medlemmer, der har korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Prehn.

Fra socialdemokratisk side er vi selvfølgelig meget glade for den ildhu, som Dansk Folkeparti lægger i at komme med en række forslag til at løse det her meget alvorlige problem. Vi tager faktisk det her problem alvorligt og vil gerne være med til at finde nogle løsninger, og derfor er vi glade for, at der er nogle gode ideer til, hvad man kan gøre, men vi er også skuffede over, at når man så kommer med et konkret forslag, som vi er kommet med fra socialdemokratisk side - vi har samarbejdet med Red Barnet, vi har samarbejdet med forskellige eksperter, vi har gjort vores bedste for at fremlægge vores forslag - så er svaret, at det er mangelfuldt, det er letkøbt, det er pinligt, det er populistisk. Vi har faktisk gjort et forsøg på at gøre noget.
     Jeg har været inde for at kigge efter, hvad for nogle forslag Dansk Folkeparti har fremsat. Var der et beslutningsforslag, var der et lovforslag, var der noget konkret? Der var så mange forslag: ikke et eneste konkret forslag fra Dansk Folkeparti. Og så synes jeg måske nok, det er lidt vel frisk at kalde andres forslag for pinligt og letkøbt, når man bare står på talerstolen og tordner ud med det ene forslag efter det andet, men ikke gør sig den umage at fremsætte et konkret forslag.
     Derudover vil jeg gerne konfrontere Dansk Folkepartis ordfører med, at jeg står her med B.T. fra den 20. marts 2006, hvor Dansk Folkepartis retsordfører, hr. Kim Christiansen, faktisk siger, at det socialdemokratiske forslag er et godt initiativ. Han roser det.
     Så skal jeg bare høre: Er det så sådan, at Dansk Folkepartis retsordfører, hr. Kim Christiansen, også er mangelfuld, letkøbt, pinlig og populistisk? Eller hvordan skal det forstås?

Det kan forstås på mange måder. Det kan også være, at han måske ikke har set forslaget på daværende tidspunkt. Det skal jeg ikke kunne udtale mig om.
     Men i hvert fald kan jeg åbenbart konstatere, at de spørgsmål, som jeg har rejst gentagne gange i Folketingssalen
i dag, ikke er blevet besvaret på nuværende tidspunkt af nogen af de socialdemokratiske ordførere - om de så er ordførere begge to, eller hvad de er. Man har ikke ønsket at gå ind i en dialog om: Hvad er det, der er omfattet? Hvorledes skal det være i praksis? Og alle de andre spørgsmål, som er rejst: Hvilke sanktioner? Ingenting vil man svare på. Man vil bare have pr på det ude i pressen; et tolinjers forslag skal sendes ud, og det ønsker man så ligesom at have debatten omkring. Hvis man synes, at det er den rigtige måde at gøre det på, altså ikke få noget gennemført, kun at have en debat, jamen så er der mange måder at rejse den debat på. Vi vil gerne have nogle ordentlige forslag, der er veldokumenterede, og hvor man siger: Her har vi nogle ting, som vi virkelig kan gøre noget ved, og hvor vi, når vi rejser nogle spørgsmål, også får dem besvaret.

Så er det hr. Rasmus Prehn for sin anden og sidste korte bemærkning.

Altså, det er jo sådan, at Socialdemokratiet i modsætning til Dansk Folkeparti er kommet med et forslag. Dansk Folkeparti kritiserer det socialdemokratiske forslag, men der er ingen forslag fra dem overhovedet. Vi er faktisk kommet med et konkret forslag. Det er på to linjer, ja, men det er underbygget med en hel række andre ting, og det er jo sådan med beslutningsforslag, at der altså ikke er lagt an til, at de skal have samme omfang som lovforslag, men man har en intention, man vedtager i Folketinget, og så bliver der arbejdet med det fra professionelt hold af embedsfolk osv. Det er den måde, man arbejder på.
     Så vil jeg gerne høre til sidst: Mener Dansk Folkepartis ordfører oprigtigt, at det, der kan være årsagen til, at retsordfører hr. Kim Christiansen udtaler sig om et forslag, er, at han ikke har læst forslaget? Er det det, der er tilfældet? Er det normal kutyme i Dansk Folkeparti, at man udtaler sig til pressen om et forslag uden at have læst det? Er det den måde, man håndterer det på? Hvem er det så, der er letkøbt og pinlig og populistisk?

Jeg sagde, at det kunne være en af grundene til, at han har udtalt sig; det skal jeg ikke kunne sige. Det sagde jeg også
i mit svar til hr. Rasmus Prehn. Jeg vil også gerne sige, at når man kommer med sådan et populistisk forslag, og så ikke engang vil svare på de spørgsmål, som vi har stillet, så må vi jo bare konstatere, at man ikke ønsker at få et forslag vedtaget her, for man vil ikke komme med begrundelserne, man vil ikke komme med de faktuelle oplysninger på området her. Man ønsker kun at få noget pr og omtale på forslaget. Det er det eneste, vi kan konstatere, og det tager vi jo så bare til efterretning.

     Vi synes bare, det er ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke vil gøre mere for at sikre de børn og unge. Det vil vi gerne være med til, og derfor vil vi gerne lægge pres på både ministeren og på parterne, for at de finder en løsning, men ikke ud fra et så mangelfuldt beslutningsforslag, som er fremsat her, og som kun tjener det ene formål at give pr til Socialdemokratiet.

Der er endnu to folketingsmedlemmer, der har korte bemærkninger. Først er det hr. Per Clausen.

Nu vil jeg ikke kaste mig ind i debatten om, hvorvidt Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kan lære hinanden noget om populisme, men jeg vil stille et spørgsmål til hr. Jørn Dohrmann.
     Hr. Jørn Dohrmanns løsning var, så vidt jeg forstod, at lukke de hjemmesider, som ikke var i orden. Så vil jeg bare spørge hr. Jørn Dohrmann, om han ikke godt kunne forestille sig, at der mellem de hjemmesider, der bliver lukket - jeg synes sådan set, at det med at lukke hjemmesider skal gælde hjemmesider, som begår eller opfordrer til noget ulovligt - altså at der mellem de hjemmesider, vi kan være enige om skal lukkes, og så de hjemmesider, som vi vil anbefale at vores børn bruger, godt kan være en række hjemmesider, der i grunden godt må være der, men som vi godt ville have mulighed for at fravælge i forhold til vores børn, i den udstrækning vi har kontrol med, hvad de foretager sig, når de er på nettet.
      Jeg vil så bare spørge hr. Jørn Dohrmann, om det netop ikke i den sammenhæng kunne være godt at lave en frivillig ordning, hvor man kunne sige, at man havde en særlig kvalitet på sin hjemmeside, hvor de, der var i stand til at byde på det, havde en eller anden form for markering.

Jeg har sagt, at jeg går ind for, at man på det her område hurtigst muligt får en frivillig aftale om, hvordan man håndterer de her ting. Jeg har sagt, at vi fra Dansk Folkepartis side ikke har noget imod, at man går ind og lukker de hjemmesider - det mener vi man skal - som formidler ulovlige seksuelle kontakter mellem børn og voksne. Det er det, jeg har sagt.
     Der kan man roligt skride ind og sige: Det vil vi simpelt hen ikke finde os i, de sider lukker vi ned. Så derfor det i en kombination med en frivillig aftale om, hvad der er muligt at sætte op med filtre og de andre ting, så vi nøje får de her sider taget ud, hvor vi ikke ønsker at den kontakt skal være.
     Det burde være teknisk muligt i dag. Jeg tror på, at branchen selvfølgelig også er interesseret i det her, for det er alle. Vi er enige i intentionerne, men vi er bare ikke enige i, at de her to linjer, som står i forslaget, er det, der løser hele problemet.

Så vil jeg bare sige, at jeg stort set er enig med hr. Jørn Dohrmann. Man kan så bare være glad for, at det forslag, Socialdemokraterne har fremsat her i dag, måske fører os tættere på at finde en løsning.
     Når jeg stillede spørgsmålet til det, hr. Jørn Dohrmann sagde - jeg hørte godt, hvad han sagde i sit indlæg, og han gentog det her - så var det bare, fordi jeg ville undgå, at den sådan lidt voldsomme meningsudveksling, der har været mellem hr. Jørn Dohrmann og de socialdemokratiske ordførere, skulle gøre, at ministeren skulle glemme, hvad hr. Jørn Dohrmann faktisk sagde indledningsvis.

Som sagt mener jeg, at forslaget er mangelfuldt, som det er fremsat her. Hvis det, vi taler om, kun er intentioner, så er vi selvfølgelig fuldstændig enige, men vi er bare fuldstændig uenige i den måde, det ligesom er lagt op på her med alle de, jeg vil kalde det store huller, der er i det fremsatte forslag. Derfor synes jeg da, at branchen skulle tage sig sammen og komme i gang allerede i morgen, ja, helst i dag, hvis de kunne finde en løsning på det område, og selvfølgelig få nogle af de sider taget fra og få dem lukket så hurtigt som muligt.
     Det er jeg fuldstændig enig i, men jeg kan bare se, at det forslag, som er fremsat her, vil jeg kalde populistisk, idet man ikke har taget stilling til alle de andre åbne spørgsmål, bl.a. det med, hvilke sanktioner man skal gribe til over for de her sider, altså de udbydere, som eventuelt er fra udlandet. Det er der ikke taget stilling til, og derfor synes jeg, vi har mange ting, der egentlig skulle belyses, og som vi egentlig kræver at få et svar på fra dem, der har fremsat det.

Tak til ordføreren. Jeg skal give ordet til den næste ordfører, hr. Per Ørum Jørgensen.

Indledningsvis vil jeg egentlig gerne over for Socialdemokratiet kvittere for det initiativ, man har taget.
I Det Konservative Folkeparti tager vi nemlig også den her problemstilling meget, meget alvorligt, bl.a. netop det, som står i bemærkningerne, om internetsider, hvor man ser mobning blandt elever, chikane af lærere, dødstrusler, trusler om vold, seksuelle krænkelser med pædofile tendenser og tilbud om prostitution og mange, mange andre ting, som vi kun kan være enige om at tage afstand fra.

     Når det så er sagt, må jeg desværre over for forslagsstillerne også rette en vis kritik mod de mange ting, som jeg synes det her beslutningsforslag mangler. Jeg synes på linje med mange andre også, at det måske rejser flere spørgsmål, end det giver svar på, nemlig hvordan man konkret udmønter de her ting.
     Der håber jeg så på, at man eventuelt kunne få svar på nogle af de spørgsmål, der ligger, når forslagsstillerne kommer på talerstolen lidt senere eller i forbindelse med udvalgsarbejdet. Hvem skal vurdere de her internetsider? Hvem skal kontrollere dem? Jeg synes, der i det her ligger en administrativ byrde, som måske kan være ganske vanskelig at håndtere i praksis.
     Jeg synes også, der er en problematik i forbindelse med de hjemmesider, som placerer sig på en udenlandsk server eventuelt med et dot-com-domænenavn i stedet for et dot-dk-domænenavn, og som formentlig ikke vil være omfattet af det her. Jeg synes også, at det med internetsider af en vis størrelse er sådan en lidt konfus ting. Er det efter antal besøgende, eller hvad er det for nogle kriterier, man skal tage det ud fra? Så jeg synes, der er mange ting, som i hvert fald åbner nogle spørgsmål.
     Jeg synes også, der er en væsentlig ting, som slet ikke har været en del af den her debat. Det er netop det ansvar, som også forældrene har. Jeg mener, det er vigtigt også at debattere principielt, hvor meget vi kan forhindre fra statens side, eller om det måske - det mener jeg - er forældrene, der i højere grad end i dag skal tage ansvar for, hvad deres børn og unge laver, når de bevæger sig rundt på nettet. Jeg tror, at der mere end nogen sinde er behov for, at man får endnu mere fokus på den problemstilling, at der altså også ligger et forældreansvar her, så vi får filteret placeret oppe i hovedet på de unge mennesker frem for fysisk på nettet. Det tror jeg faktisk er en væsentlig problemstilling, som vi skal have fat i.
     Så er der også informationskampagner. Det synes jeg også vi positivt skal arbejde videre med hvordan vi kan understøtte. Det er Medierådet for Børn og Unge, det er Red Barnet, det er Det Kriminalpræventive Råd, som har kørt kampagner på det her område.
     Med hensyn til en mærkningsordning er jeg for så vidt egentlig meget positiv og synes faktisk også godt, at det kunne være et initiativ, som vi kunne arbejde videre med. Vi kunne eventuelt få branchen bragt sammen med Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Det Kriminalpræventive Råd og ligesom få dem til i et samarbejde at skubbe til den udvikling. Det kræver ikke lovgivning, men en opfordring, og vi ville faktisk fra konservativ side være meget positive over for at bidrage til sådan en opfordring, men jeg mener dog stadig, at det skal være en frivillig mærkningsordning. Jeg tror, det kunne være ganske gavnligt.
     Med hensyn til retstilstanden på internettet er det jo der, hvor det er ganske vanskeligt at sætte ind. Det optimale må selvfølgelig være, at man får skabt en retstilstand på internettet, der så vidt muligt nogenlunde svarer til den retstilstand, som findes i det omkringliggende samfund, selv om det er vanskeligt. Det er jo stadig væk sådan, at hvis pædofile agerer på nettet, så er det, de gør, ulovligt, og man skal så også have foranstaltninger til at imødekomme de ting og give dem den rette straf for det.
     Med hensyn til spørgsmålet om at lukke hjemmesider ned mener jeg faktisk, at der er mulighed for i dag, hvis der er hjemmesider, som konsekvent overtræder reglerne i lovgivningen, at man så også kan lukke sådan en hjemmeside ned. Det mener jeg må være en politimæssig opgave.
     Så grundlæggende vil jeg sige: Jeg vil gerne kvittere for, at man har rejst den her problemstilling, men vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger. Der er simpelt hen for mange ting, som ikke konkret er beskrevet i det her beslutningsforslag.

Der er to, der har bedt om ordet for korte bemærkninger. Det er først fru Anne Grete Holmsgaard.

Jeg tror ikke, der er nogen, der er uenige med hr. Per Ørum Jørgensen i, at forældrene også har et ansvar. Det er forældrene formentlig heller ikke uenige i. Men hvad havde hr. Per Ørum Jørgensen forestillet sig man kunne gøre for, at forældrene ikke bare skal være fuldstændig overladt til sig selv? Det er jo rent faktisk svært for forældrene det her.
     Har Det Konservative Folkeparti noget bud på, hvad man kan gøre for at understøtte forældrene?

Når mange forældre måske har svært ved at agere over for deres børn netop i forbindelse med den her problemstilling, så skyldes det måske også mangel på viden hos forældrene med hensyn til, hvad det egentlig er for nogle risici, der ligger på de og de hjemmesider eller på den her type hjemmesider.
     Det mener jeg måske var et sted, hvor man kunne sætte ind og simpelt hen styrke informationen generelt, også rettet mod forældrene. Jeg mener ikke, der er noget forkert i, at forældrene også går ind, når børnene sidder ved computeren, og følger lidt med i, hvad der foregår. Det synes jeg faktisk er et ansvar, som man må tage på sig i højere grad for egentlig at gøre børnene en tjeneste, netop så man bidrager til, at børnene og de unge i højere grad kan skelne imellem, hvad der er skidt, og hvad der er kanel.

Er hr. Per Ørum Jørgensen så ikke enig med mig i, at hvis man skal hjælpe forældrene effektivt, så er det fuldstændig afgørende, at det, forældrene kan se, når de åbner skærmen, er, om der er enten et licensmærke eller en anden form for mærke, som klart fortæller dem, at det her er en hjemmeside, der er en vis kontrol med? Er det ikke fuldstændig afgørende?

Jeg synes faktisk, det er et vigtigt spørgsmål. Det var egentlig også derfor, at jeg udtrykte en vis sympati med hensyn til at lade branchen og andre organisationer med viden på det her område udarbejde en eller anden form for mærkningsordning. Det ser jeg faktisk positivt på, så man ligesom får et kvalitetsstempel på de sider.
     Man skal så huske, at selv om man har et sådant kvalitetsstempel, kan man jo ikke hundrede procent garantere, at der ikke kommer pædofile i chatrooms på en sådan side osv., men man har alligevel et kodeks, som lever op til en anstændig tilgang til de her ting.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Morten Østergaard.

Jeg synes, det er fantastisk vigtigt, at børn i Danmark kommer ud på internettet. Det er en vigtig del af deres opdragelse, det er en vigtig del af landets fremtid. Men det kræver naturligvis også, at det kan ske i sikkerhed.
     Jeg er glad for, at det virker, som om der i Folketinget er en fuldstændig bred enighed fra den ene side til den anden side om, at det er vigtigt, at vi får sikret, at det kan ske i sikkerhed.
     Jeg er også enig med dem, der siger, at forældrene har en væsentlig del af ansvaret. Det er forældrene, der skal sikre, at deres børn har nogle gode vaner på nettet. Men det, der så er afgørende, er jo, at vi giver dem de redskaber, der er nødvendige for det.
     Socialdemokratiet har fremsat et forslag, som har nøjagtig de her intentioner. Vi støtter handling på det her område, men er betænkelige ved den model, der hedder licensordning. Der har været adskillige indvendinger imod det, og problemet er jo, at internettet langt hen ad vejen er uegnet til licensordninger og tilladelser, fordi der er så uendelig mange måder at omgå det på.
     Så er der begrebet større internetsider, som også kan virke lidt upræcist. Man sigter formentlig til antallet af brugere, men i så fald vil licensen jo først kunne opnås, når siden er sat i luften, og der er mange brugere, som kan være blevet krænket undervejs.
     I forbindelse med sagen om arto.dk, hvor børn indgik i særdeles tvivlsomme seksuelle chatfora med såkaldte playerklubber, hvor helt unge konkurrerede om seksuelle eskapader, foreslog vi, at videnskabsministeren samler branchen om en fælles, frivillig mærkningsordning. Og som jeg forstår på det, ordførerne har sagt i dag indtil videre, og de spørgsmål, der er stillet, så er der også i Folketinget en bred enighed om, at en sådan frivillig brancheordning ville være den rigtige vej at gå. Derfor er det også meget mærkværdigt at skulle få et svar fra videnskabsministeren på det spørgsmål, jeg stillede
i den anledning, hvor ministeren starter med at konkludere: Jeg er enig i, at det er vigtigt, at vores børn kan færdes sikkert på nettet. Det er desværre ikke altid tilfældet i dag. Senere i svaret konkluderer ministeren: Jeg mener imidlertid ikke, det er en statslig opgave at stå bag en sådan mærkningsordning. Hvis ikke det er at fralægge sig ansvaret, så ved jeg ikke, hvad det er. Det må være sådan, at ministeren, som er handlingens mand går jeg ud fra, sikrer, at branchen bliver bragt sammen, og at der bliver sat det arbejde i gang, der kan sikre den frivillige mærkningsordning, eller hvad for en type ordning det nu skal være, som giver forældrene den hjælp, de har brug for - ingen kan jo overskue 550.000 brugeres aktiviteter i et chatforum - altså giver dem den hjælp, der er behov for, og sikrer, at branchen er med. Så får man f.eks. en mærkning, der gør, at forældrene kan gå ind og se, om det her er et sted, man ønsker at ens børn skal færdes eller ej.

     Hvad siger ministeren direkte adspurgt? At det vil han opfordre til! Ikke et konkret initiativ kunne vi få, ikke så meget som et løfte om, at der vil blive indkaldt til et møde, hvor ministeren konkretiserer den opfordring ansigt til ansigt med branchen.
     Jeg synes, at ministeren bør skrive sig bag øret, at der
i Folketinget i dag har vist sig at være et meget bredt flertal bag, at der kommer handling på det her område, og jeg er sikker på, at også Socialdemokraterne, og det kan Socialdemokratiets ordfører jo bekræfte, når han kommer på talerstolen, vil synes, at en effektiv, frivillig ordning vil være langt at foretrække frem for de tilstande, vi har i dag, hvor det er rent anarki. Jeg hørte også, at ejeren og direktøren bag arto.dk, som var i TV 2's morgenfjernsyn den anden sag, sagde, at der var behov for, at de fik hjælp til at løse det her. Derfor er det altså mistænkeligt og beklageligt, at it's og internettets minister her i landet indtil videre har valgt at lægge fødderne op på ministerbordet og krydse fingrene i håbet om, at den opfordring, der nu har lydt herfra, slår igennem til branchen. Der er behov for mere handling, og jeg synes, at det brede flertal, der er i Folketinget i dag, skulle sende det signal til ministeren, at hvis ikke ministeren selv kan finde ud af at tage initiativer, så må Folketinget på den ene eller den anden måde sikre, at han gør det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Anne Grete Holmsgaard.

Vi er enige i intentionerne bag Socialdemokraternes forslag om at sikre, at børn kan færdes sikkert på nettet, og om at give forældrene en hjælpende hånd, sådan at de ikke sidder helt alene med problemet.
     Jeg er dog ikke sikker på, at den model med en licens, som Socialdemokraterne har foreslået, er den mest hensigtsmæssige. Jeg tror faktisk, det vil være bedre med selvregulering og en aftale i branchen, hvordan man så end definerer branchen på det her område.
     Vi har jo faktisk temmelig mange erfaringer med at lave brancheaftaler. Vi har det på klageområdet, hvor vi har en række brancheaftaler. Fordelen ved de brancheaftaler er, at udbyderne, og her handler det så om internetsider for børn og unge, påtager sig et ansvar selv og påtager sig en regulering selv, og de påtager sig også selv en justits. Det mener vi vil være en stor fordel.
     Vi mener, det er fint, at det kan fungere i form af et mærke, sådan at forældre og børn og unge kan se, at det her er en netside, som er omfattet af en brancheordning, at man kan se, hvad det er for nogle regler, der gælder inden for den brancheordning, og at man kan se, at her bliver der faktisk reguleret, der bliver ført justits. Det mener vi vil være godt, men det er jo også helt tydeligt, at det ikke kommer af sig selv.
     I de brancheaftaler, der eksisterer på klageområdet, har det været sådan, at den pågældende minister, det er så typisk økonomi- og erhvervsministeren, har sat sig for bordenden og sørget for at presse branchen til rent faktisk at lave de her aftaler. Derfor må jeg sige, at jeg synes, det er for fattigt, når videnskabsministeren bare henviser til branchen, men ikke selv vil påtage sig et ansvar. Jeg synes faktisk, det er værre, fordi ministeren jo også om nogen er den, der hele tiden taler for, at vi - voksne og børn, gamle og unge - skal øge anvendelsen af internettet. Vi skal have digitaliseret Danmark, og det mener jeg giver et meget stort ansvar for, at man også sørger for, at der kommer en brancheaftale her. Så jeg håber virkelig, at ministeren har lyttet, for jeg hørte også ligesom den radikale ordfører, at der er et flertal, der ønsker en brancheaftale på det her område og dermed ønsker en mærkningsordning, og den kommer altså ikke faldende ned fra himlen af sig selv. Der skal simpelt hen være nogle, der tager ansvar for at skubbe det her i gang, og det ansvar ligger jo klart nok hos ministeren.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet til hr. Per Clausen som ordfører.

Baggrunden for den her diskussion er selvfølgelig den række konkrete eksempler, man har på, at børn, som er på internettet, chatter på internettet, får ubehagelige oplevelser i form af, at de bliver udsat for mobning, trusler eller bliver udsat for det, man i andre sammenhænge kalder seksuel chikane, og det er selvfølgelig et alvorligt problem.

     Jeg synes dog alligevel, når man har sådan en diskussion af det her, at det også skal med, at de undersøgelser, der er lavet omkring børn og internet og børn og chat, jo meget klart viser, at der er en lang, lang række positive elementer
i det her, og en del af de positive elementer er jo også, at børnene og de unge bruger det her som et frirum, hvor de kommunikerer med jævnaldrende om de ting, de nu synes er interessante, og hvor det måske også er en pointe, at forældrene ikke hele tiden indholdsmæssigt kigger dem over skuldrene. Det tror jeg er en vigtig indgang til det, og det er også den indgang, jeg synes man skal have, når man så gør sig de nødvendige overvejelser om, hvad der kan stilles op for at sætte en stopper for de mere ubehagelige ting, der sker. Det er jo helt klart, at internetsider, som formidler ulovlige forhold, eller som på anden måde indeholder ulovligheder, selvfølgelig må forfølges ifølge den lovgivning, der nu eksisterer, så godt som det er muligt, når man snakker om internet. Derudover synes jeg også i lighed med det, mange andre har været inde på, at det nok ville være fornuftigt at forsøge at etablere en ordning, som tog udgangspunkt i, at branchen selv blev enig om, at man ville opfylde nogle værdibegreber og have regler om det her, og man kunne så få en særlig mærkningsordning. Når jeg tror og mener, at en frivillig ordning er det bedste her, så er det jo også, fordi tvangslicenser er en ganske vanskelig sag, og det fremgår jo også af Socialdemokraternes forslag, hvor intentionen givetvis er god, men hvor vi også kan sige, at det er rigtigt, at når vi ville komme til implementeringen af det her, så ville vi være nødt til at stille mange spørgsmål om, hvad man ville gøre, for man skal altså have en licens for at få en dansk tilladelse til at oprette en større internetside for børn og unge. Det kræver jo både en præcis definition af, hvad større er, og en præcis definition af, hvad en internetside, som er rettet mod børn og unge, er. Der er jo også spørgsmål om konsekvenser osv., og der tror jeg altså, at en frivillig ordning ville være langt at foretrække. Så er jeg også enig med dem, der siger, at selvfølgelig kan man godt have den opfattelse, at det her vil branchen af sig selv finde ud af, men jeg synes bare, at det, der skal være det klare signal fra Folketinget, er, at vi faktisk ønsker, at det sker, og det betyder også, at vi ønsker, at ministeren skal handle, hvis det ikke sådan umiddelbart står over for at kunne ske. Uden sådan at foregribe det videre arbejde meget vil jeg da sige, at en måde, hvorpå man måske fra udvalgets side her
i Folketinget kunne komme med en klar tilkendegivelse, kunne jo være som en eller anden form for beretning, hvor man forsøgte at sammenskrive den enighed, der har været i dag. Ganske vist har der indimellem været knubbede ord, men jeg har i hvert fald også fornemmet en meget bred enighed om, hvad det er, der skal til. Så er der lidt uenighed om, hvad der nu er statens rolle, men vi er vel alle sammen enige om, at hvis branchen ikke af sig selv meget hurtigt finder en løsning på det her problem, så er der brug for, at ministeren, staten, skubber mere eller mindre blidt til branchen for at få et resultat.

Tak. Den næste er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Magnus Heunicke.

Hver aften klikker mere end 300.000 børn og unge sig ind på chathjemmesider som Arto, Jubii, Ofir, NetStationen. Stort set alle Danmarks børn og unge har adgang til computer, langt de fleste har erfaring med sådan en chatfunktion. Det er jo kun positivt, det er godt, at den unge generation er fortrolig med ny teknologi og udvikler evnen til at kommunikere. Men som debatten også har vist i dag, så er der jo mange eksempler på, at den uskyldige leg og kontakt med andre via computeren går galt, går helt galt.
     Vi har tusindvis af eksempler på grov mobning og chikane på nettet. Det hører vi om fra børnene selv, men også fra deres lærere i folkeskolen, der oplever, hvor meget denne netidentitet betyder for børnene og de unge. Vi har eksempler på, at mindreårige bliver presset ind i en chat, måske med nogle, som endda er ældre end dem selv og er pædofile, som ender med, at børnene bliver overtalt til at tage tøjet af og filme sig på webcam.
     Nogle af disse hjemmesider har endda en funktion, hvor man kan betale penge til andre brugeres konto for at opretholde særlige medlemskaber direkte på hjemmesiden, og det er der desværre nogle, der udnytter til at presse andre til at gennemleve disse krænkelser.
     I den helt alvorlige skala har vi også hørt beretninger om netop pædofile, der mere eller mindre uhindret har haft adgang til at oprette falske profiler og dermed komme i kontakt med unge drenge og piger, og det er også endt i overgreb og direkte prostitution.

     Derfor er jeg tilfreds med og meget glad for, at alle her i Folketinget er enige i, at det er en helt uholdbar situation.
     Jeg ved godt, at nogle af de hjemmesider, jeg nævnte til indledning, nu efter den megen offentlige debat har rettet op på forholdene, så de rent faktisk når at gribe ind i en del af tilfældene. Men området er jo også præget af, at der ikke er den her, som mange af os efterlyser, frivillige aftale, at der ikke en mærkningsordning, at der ikke er retningslinjer for, hvordan man skal agere.
     I det lys er det, man skal se vores beslutningsforslag, og derfor er jeg da også glad for, at mange ordførere har sagt, at branchen lytter til, hvad det er, vi siger her i Folketinget. Ordførerne siger, at efter i dag kan man forvente, at branchen måske selv vil tage et initiativ. Vi kan håbe på, at branchen vil være mere villig, når de har hørt af debatten i Folketingssalen, at samtlige partier er interesseret i det her. Når man taler om branchen, så er det jo både mange store og små firmaer, men for mange er det rent faktisk et millionforetagende, og det der med at tjene millioner af kroner uden at føle ansvar for de kunder, de mindreårige kunder, man har i butikken, synes jeg er løbet løbsk. Forældrene har også et ansvar, er der blevet sagt. Ja, det har de, men de har også en berettiget forventning om, at politikerne tager hånd om denne situation. Vi kan aldrig fjerne alle verdens farer fra børnene, hverken når børnene er i en skolegård, leger eller går ud på internettet. Men der er tale om en situation, hvor der skal mere kontrol til, og det er den, som vi skal have oprettet. Jeg glæder mig til at svare på spørgsmål om de helt konkrete ting i vores forslag.

Nu sad jeg og lyttede og lyttede, for ordføreren havde jo lovet, at når han fik mere tid, så ville han gå i gang med de tekniske forklaringer på de spørgsmål, jeg stillede tidligere.
     De kom ikke, det er jo sørgeligt, for nu får vi garanteret undskyldningen igen med kort tid til svarene, og det er jo selvfølgelig også en nem, lidt for nem, undskyldning.
     Jeg læser her op fra forslagets bemærkninger:
     »Det ønskes, at der oprettes en licensordning, der kan stille en række krav til de internetsider, der dagligt har besøg af et større antal børn og unge.«
     Spørgsmålet er, hvem der får installeret en spåkone, for hvordan vil man vide på forhånd, før man godkender en hjemmeside, at den vil få et stort antal besøg af børn og unge. Jeg spørger bare.
     Derudover: Hvad er en dansk hjemmeside? Det har jeg spurgt om tidligere, men har endnu ikke fået svar på det. Hvad er en internetside, der dagligt besøges af børn og unge, størrelse, antal, kategori og ikke mindst, hvem skal være overdommer i den her fuldstændig teknisk umulige sag?

Det er dejligt at bemærke den ildhu, hvormed Venstres ordfører angriber forslaget. Ideen med sådan nogle forslag er jo netop, at man kan arbejde videre og i dybden, og når Folketinget har vedtaget de her principper, så kan ministeriet arbejde endnu mere med det juridiske.
     Men lad os komme til svarene. Hvilke sider der skal omfattes? Ja, ideen i forslaget er selvfølgelig de danske sider, der er registreret i DK Hostmaster. Der er i dag omkring 600.000 sider registreret der, og det er dem, som vi med nogen ret må sige at Danmark kan bestemme over; resten af verdens hjemmesider kan vi jo selvfølgelig ikke bestemme over.
     Hvad med at etablere en spåkone, spørger ordføreren, for hvem kan forudsige, hvor stor hjemmesiden bliver? Det kan ingen jo forudsige. Det, der er baggrunden for forslaget, er at sige, at hvis en hjemmeside overskrider en vis mængde brugere dagligt eller ugentligt, vi har selv opereret med et forslag omkring 5.000-10.000 brugere, er det en kommerciel hjemmeside, som man berettiget må kunne stille krav til. Ja, så vil man kunne sige, at den skal have en licensside for at fortsætte.

Der skete jo desværre det, jeg frygtede: ikke rigtige svar, kun formodninger. Undskyld, men er det ikke sådan, at hr. Magnus Heunicke nu, hvor han har fået debatten, nok må krybe til korset? Lad os få ærlighed omkring det her.
     Det her var et letkøbt forsøg på at få lidt billig presse. Da forslaget skulle laves, kunne man godt selv se, at det teknisk set ikke kan lade sig gøre. Er det reelt ikke det, det handler om? Lad os nu få et ærligt svar. Kan hr. Magnus Heunicke ikke selv se, at det her simpelt hen ingen gang på jorden har, ikke på nogen jord?

Nej, jeg har svaret på det tekniske og har fremlagt, at teknisk set er der ikke nogen vanskeligheder. Der kan være en vanskelighed ved at få det gennem Folketingssalen, og det anerkender jeg fuldt ud.
     Derfor vil jeg også sige, at jeg vil appellere, ligesom mange andre har gjort, til videnskabsministeren om at gribe chancen nu og sige, lad os så få presset branchen, og lad os ikke vente på, at vi skal igennem nogle samråd eller behøver at skrive beretninger og andet. Lad os få presset branchen, lad os tage det møde.

     Så jeg håber, at ministeren vil benytte lejligheden til efterfølgende her at gå op på talerstolen og sige, at han nu vil invitere branchen til et møde, så vi kan få sat skub i den frivillige mærkningsordning, som mange har lyst til.
     Jeg vil sige, at hvis det bliver enden på det her, så er vi da godt tilfredse. Så har vi sat emnet på dagsordenen, og vi har fået sat skub i branchen og også skub i nogle andre partier, og så er vi faktisk godt tilfredse.

Det er sådan også lidt til det konkrete, hvordan sådan et beslutningsforslag eventuelt kunne udmøntes. Hvis vi nu tog en konkret situation, hvor vi siger, at DSU havde en hjemmeside - nu tjekker jeg ikke den hjemmeside så tit, må jeg indrømme - med en chatfunktion, så de unge mennesker kunne gå derind og chatte med hinanden, ville det her forslag så betyde, at man skulle overvåge den chat, der foregik, og at en sådan ungdomsorganisation hvert halve år skulle udarbejde en rapport om, hvordan tingenes tilstand nu engang var?
     Sådan som jeg læser beslutningsforslaget, ville det jo reelt betyde, at de her pionerer og unge ildsjæle skulle bruge en masse tid på at udarbejde alle de her ting i stedet for det, der måske egentlig var formålet med deres forening.

Netop det spørgsmål havde vi jo en grundig drøftelse af, og vi spurgte os omkring både hos branchen og andre eksperter for at finde ud af, hvordan vi kan komme ud over, at det rammer uddannelsesinstitutioner, unge politiske aktive og andre, der også bruger nettet, men bruger det på en god og konstruktiv måde.
     Nu nævnte jeg Arto til at starte med. De har omkring
300.000 brugere om dagen, så langt tror jeg ikke, på trods af at der er medlemsfremgang visse steder, at hverken KU eller DSU kommer op på lige foreløbig, så vi skal op i en kommerciel størrelse. Det er derfor, vi har sagt hjemmesider af en vis størrelse. Men det kræver jo altså, at man definerer videre, når vi skal arbejde med sådan et forslag i udvalget, hvis der er interesse for det.

Så kan det være, at Dansk Folkepartis side bliver ramt, men det var så lige et sidespring.
     Det, jeg gerne ville have et svar på, er alle de spørgsmål, som vi rejste under debatten, som hr. Magnus Heunicke ikke har ønsket at svare på indtil nu, selv om han har fået ekstra tid og ikke kun 1 minut. Han har faktisk haft en hel ordførertale, og alligevel er det lykkedes at undgå at svare på de spørgsmål, som blev rejst under debatten, som det normalt er kutyme at ordføreren tager med ind i sit svar, når han ligesom vil afrunde debatten.
     Derfor er der stadig væk alle de her spørgsmål. Hvilke sanktioner ønsker forslagsstillerne, hvis man vedtager det her? Hvad er det så med de hjemmesider, som har dot-com i stedet for dot-dk, og som bare går ram forbi her? Var det så ikke mere hensigtsmæssigt, at man installerede nogle filtre og den vej igennem fik sorteret de her sider fra i stedet for at vedtage et forslag, som er ubrugeligt, vil jeg spørge.

Jeg har svaret på en del af spørgsmålene, vil jeg sige. Men jeg vil gerne svare på de spørgsmål, som hr. Jørn Dohrmann stiller mig. Hvilke sanktioner skal der være i forslaget? Det er jo klart, at når man har en licensordning, og det er DK Hostmaster, og det er den gruppe hjemmesider, som vi forestiller os at det skulle indeholde, så er det jo altså sådan, at kan man ikke få den licens, så kan man ikke have en hjemmeside. Så der er ikke nogen straf, men der er altså det, at så kan hjemmesiden ikke eksistere.
     Så kan man flytte til en russiskbaseret eller en dot-com-baseret eller alt muligt andet. Sådan er det jo i vores globaliserede verden. Jeg vil bare godt se et hjemmesidefirma, som tjener på, at vores børn og unge bruger hjemmesiden dagligt, betaler af deres lommepenge for at være vip-medlemmer og klikker på deres bannerannoncer, sige, at de koldblodigt bare flytter til udlandet.
     Jeg tror nemlig, at der vil være interesse for at sige, lad os blive i Danmark, og måske også for at få lavet en mærkningsordning her i Danmark.

Så kan vi jo konstatere, at vi er derhenne, som vi alle sammen har frygtet fra starten, at det her ikke vil have nogen effekt, når det kun er varm luft. Man står med nogle flotte ord, men der, hvor der virkelig skal sættes ind, er altså over for alle de andre slutninger. Om det skal være dot-com, eller om det skal være en russisk hjemmeside, kan de bare køre lods, uden at man egentlig fra forslagsstillerne ønsker at gribe ind over for de sider.
     Der har vi jo lagt op til, at man skal gribe ind over for alle de sider, som opfordrer til den slags ting. Derfor mener jeg, at forslaget, som det er lagt frem, og nu de svar, vi får, er totalt mangelfulde, hvis man ville have et effektivt system. Hr. Magnus Heunicke må selv kunne se, at det jo ikke er tilstrækkeligt, man får ikke bremset det her totalt. Det er faktisk kun en gang varm luft, man har lukket ud her, for hvem er det, der lige skal kontrollere og optræde som politi på de her sider?

Jeg har meget svært ved at forstå, hvad det er, der bliver sagt af ordføreren for Dansk Folkeparti, for på den ene side er det åbenbart varm luft, og det er helt umuligt, at det kan lade sig gøre teknisk. På den anden side mener Dansk Folkeparti, at forslaget også burde omfatte alle hjemmesider
i hele det globale internet, også dem på russiske servere og på den anden side af jordkloden, men det lader sig jo ikke gøre. Det er derfor, vi er nødt til at se, hvad vi i Danmark kan gøre, hvordan vi ønsker, at samfundet Danmark skal være, således at man som forælder kan sige, at nu chatter min søn eller datter igen, men så længe det er på danske domæner, det foregår, så har man en vis forventning om, at så sker det også under ordentlige vilkår. Det er det ønske, vi gerne vil have bragt frem, for det er hele formålet med debatten i dag.

Jeg vil godt opfordre hr. Magnus Heunicke til at lave en beretning baseret på, at videnskabsministeren tager initiativ til, at der bliver etableret en aftale i branchen, og så få den fremlagt i udvalget, for så får vi sådan set aftestet, om
i hvert tilfælde V og K vil være med til en aftale, eller om de i realiteten bare vil lade det sejle og lade det vente på, at branchen måske selv tager initiativet. Det synes jeg er en god, hurtig og effektiv måde forhåbentlig at få skabt en situation på, hvor videnskabsministeren tager det initiativ, og hvis V og K ikke vil være med til det, jamen så må de jo selv forklare, hvorfor de bare synes, at det her område skal sejle.

Den opfordring vil vi selvfølgelig arbejde videre med, og det er helt sikkert, at hvis det er sådan, og det er mod min forventning, at videnskabsministeren ikke vil gå op her på talerstolen og sige, at han vil tage et møde med branchen, ja, så må vi jo bruge andre metoder. En af dem er selvfølgelig oplagt i forlængelse af denne debat at sige, lad os så lave den beretning - det er smidigt og nemt og hurtigt at få lavet den - der kan vise, dels at Folketinget er interesseret i det her, dels hvilke partier som åbenbart ikke mener at der skal presses på for det.
     Først og fremmest synes jeg, det allernemmeste ville være, hvis vi nu kunne få videnskabsministeren herop og tilkendegive, at der skal ske noget, og at der også kommer pres fra ministerens side.

Jeg siger tak til ordføreren. Videnskabsministeren.

Under behandlingen tidligere tilkendegav jeg jo, især i min ordveksling med hr. Morten Østergaard, at jeg syntes, vi skulle sikre, at der kom en frivillig ordning, som vi kender inden for andre områder.
     Men den seneste meningsudveksling her giver mig anledning til at understrege endnu en gang, at det vil vi selvfølgelig gøre. Det lå også i mit svar dengang, men jeg vil gerne sige det endnu tydeligere. Vi har jo allerede en række møder med branchen og også den kreds, som er relevant her, så derfor vil der i Videnskabsministeriets regi blive taget et sådant initiativ.
     Det vil jeg meget gerne bekræfte her ved afslutningen af behandlingen.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Videnskab og Teknologi. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.