Den næste sag på dagsordenen var:
5) Første behandling af lovforslag nr. L 150:
Forslag til lov om ændring af adoptionsloven. (Adgang til stedbarnsadoption for registreret partner fra barnets fødsel). Af Kamal Qureshi (SF) m. fl. (Fremsat 12/4 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Her er jo tale om et forslag, der er en gentagelse af Enhedslistens lovforslag nr. L 119 fra 2002 og i det væsentlige også en gentagelse af forslag til folketingsbeslutning nr. B 161 fra 2004. Begge vedrørte adgang til for en registreret partner at stedbarnsadoptere sin partners biologiske barn straks efter fødslen.
     Regeringen kan ikke støtte lovforslaget. Det kunne vi heller ikke i 2002 og i 2004. Det er vores klare opfattelse, at alle biologiske forældre og især den biologiske mor skal have mulighed for at træffe sin beslutning om adoption på et velovervejet grundlag. Beslutningen om bortadoption kan meget vel være en anden, når barnet er født, end den var under svangerskabet.
     Derfor vil vi ikke være med til at ændre på en af de helt fundamentale regler i adoptionslovgivningen, nemlig 3-måneders-reglen. Vi anser det for at være vigtigt, at den nybagte mor sikres en rimelig betænkningstid, hvor hun kan tage stilling til de vidtstrakte konsekvenser, som en adoption jo altid har. 3-måneders-reglen er udtryk for en beskyttelse af den nybagte mor, der overvejer adoption, og ikke udtryk for en diskrimination af registrerede partnere, sådan som det beskrives i lovforslaget. Den gælder for alle danske adoptioner, uanset om barnet skal bortadopteres til fremmede, og uanset om barnet er født i ægteskab eller uden for ægteskab.
     Jeg har selvfølgelig forståelse for, at registrerede partnere har et ønske om at sikre barnet i tilfælde af den biologiske mors død inden for de første 3 måneder af barnets liv. Derfor må jeg også minde om, at 3-måneders-reglen jo ikke er ufravigelig. Det er jo i dag faktisk sådan, at der er mulighed for at fravige reglen, hvis der foreligger særlige forhold, f.eks. hvis den biologiske mor er syg og ligger for døden.
     En anden mulighed for at sikre barnet i tilfælde af den biologiske mors død er at oprette et børnetestamente, hvor moren jo kan tilkendegive, hvem hun ønsker skal have forældremyndigheden efter hendes død. Et sådant ønske skal i henhold til § 15 i lov om forældremyndighed og samvær følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.

     Når de muligheder tages i betragtning, finder regeringen ikke, at registrerede partneres interesse i straks efter fødslen at kunne gennemføre en stedbarnsadoption er så væsentlig, at den kan begrunde en tilsidesættelse af hensynet til at tilvejebringe samtykke til adoption på et forsvarligt grundlag, hvor de biologiske forældre får tid til at gennemtænke deres beslutning.

Jeg er egentlig lidt ked af, at det her forslag er blevet fremsat. Grunden er, at jeg mente, at vi var nået et stykke vej, siden blandt andre jeg selv oprindeligt fremsatte det her forslag. For i modsætning til det forslag, vi behandlede for et øjeblik siden, som der er meget ideologisk sprængstof i, så mener jeg sådan set, at der her er tale om nogle tekniske ting. For ministeren har jo ret i, at der i dag i lovgivningen er meget vid mulighed for, at det er den anden mor, eller hvad man skal sige, som får barnet, såfremt den biologiske mor dør ved fødslen.
     Det, vi altså taler om her, er en sikkerhed. Nu har jeg ikke selv fået børn, men jeg kan da mærke på dem omkring mig, at meget af al den usikkerhed, der opstår i forbindelse med det at skulle have et barn, jo er rent mentalt begrundet. Frygten for, at barnet bliver handicappet; frygten for, at der går noget galt under fødslen; frygten for det ene, det andet og det tredje.
     Det, jeg mener, der ligger i det, vi var kommet frem til, var sådan set en løsning på både farens ret til at være far og også på at give en sikkerhed, som måske ikke er helt tilstrækkelig i den nuværende lovgivning.
     Det, det konkret gik ud på, var, at man gennemførte en midlertidig adoption de første 6 måneder af barnets levetid, og det vil sige, at man faktisk stiller fædrene i en bedre rettighedssituation end i dag, hvor det er 3 måneder. Dermed lever man op til børnekonventionens regler for fædre, samtidig med, at man ville give den sikkerhed ...

Man må stille nogle spørgsmål, der holder sig inden for 1 minut. Så er det ministeren.

Det er muligvis mig, der ikke har lyttet ordentligt efter, men jeg hørte ikke spørgsmålet. Men jeg forstod, at det muligvis var sådan, at hvis taleren havde haft mere tid, ville det være mundet ud i et spørgsmål om, hvorvidt jeg ville være enig i en sådan konstruktion, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil gennemgik.
     Nu ligger det sådan set uden for dette lovforslag, for det er jo ikke det, lovforslaget drejer sig om. Jeg tør ikke på stående fod vurdere den konstruktionsmulighed, men jeg deltager da meget gerne i en drøftelse af den. Men jeg kan ikke umiddelbart vurdere den på stående fod.

Jeg har forstået Folketingets forretningsorden sådan, at det er kommentarer og ikke spørgsmål. Så det er faktisk o.k., hvis jeg kommer med kommentarer, der ikke munder ud i spørgsmål.
     Men det er fuldstændig korrekt, at mit spørgsmål ville have været: Er der en mulighed for, at vi i fællesskab blandt Folketingets partier med ministeren tager en drøftelse af en mulighed for at lave den ændring, som vi i princippet var i gang med at snakke om inden valget? Nemlig at man går ind og kigger på, hvordan man kan leve op til børnekonventionen, for det gør vi faktisk ikke, som det er i dag, med den lovgivning, der er med 3-måneders-reglen. Dermed kunne vi sikre fædrenes rettigheder, og samtidig kunne vi sørge for at komme den usikkerhed til livs, der kan være i forbindelse med det at få børn.
     Jeg vil selvfølgelig medgive, at den lovgivning vil blive anvendt i meget få tilfælde, fordi det formodentlig kun vil være i de tilfælde, hvor den biologiske mor afgår ved døden, at den vil være relevant.
     Men den usikkerhed tror jeg sådan set de fleste kommende forældre har, altså at der er den risiko, om end den heldigvis i Danmark er meget, meget lille sammenlignet med andre steder. Så det var blot for at få en tilkendegivelse af, at vi måske kunne snakke om det mellem førstebehandlingen og andenbehandlingen af det her forslag.

Nu tror jeg ikke, at det nødvendigvis er sådan, at det er en drøftelse, der skal finde sted mellem førstebehandlingen og andenbehandlingen af det her lovforslag, for jeg tror, at det er et helt nyt lovforslag, vi taler om her, for det er jo ikke det, det her lovforslag går ud på.
     Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg altid er parat til en drøftelse mellem venner. Jeg synes, at vi skal tage en drøftelse om det, så jeg kan høre lidt nærmere om, hvad forslaget går ud på.

Nu har vi jo hørt ved behandlingen af et tidligere lovforslag, at ordførerne for regeringspartierne næsten var ved at få tårer i øjnene, da de fortalte om barnets tarv. Det samme gjorde sig gældende for den udmærkede minister. Men det her handler vel virkelig om barnets tarv. Der er vel slet ikke den store politiske kamp, som der var i det forrige lovforslag. Det handler vel reelt alene om barnets tarv og om en sikkerhed for barnets fremtid.
     Hører jeg virkelig rigtigt, når ministeren så alligevel afviser det her lovforslag? Og hvis jeg nu skulle være lidt imødekommende også, skal jeg så forstå ministerens holdning derhen, at hvis vi kunne formulere os til et beslutningsforslag i stedet for, der kunne pålægge ministeren at tage et initiativ, så kunne der måske komme en mere positiv respons fra regeringens side?

Nu står jeg og undrer mig lidt over, hvordan hr. Simon Emil Ammitzbøll kunne høre, at ordførerne fik tårer i øjnene. Men det kan jeg måske få en forklaring på ved en anden lejlighed.
     Jeg er enig i, at det selvfølgelig er barnets tarv, som det drejer sig om, men jeg kan ikke se, at det her lovforslag specielt skulle imødekomme børnenes tarv. Jeg læser det som et udtryk for de pågældende voksnes interesser. Den ene har fået barnet, og de har nogle interesser, de gerne vil have opfyldt, og derfor er de i virkeligheden interesseret i denne ændring. Men det ville i virkeligheden være en positiv særdiskrimination af en bestemt gruppe, altså registrerede partnere, der så skulle have lejlighed til at foretage bortadoption på et tidligere tidspunkt end alle andre, og det finder jeg ikke noget grundlag for at medvirke til.

Nu kan man jo diskutere lovforslagets udformning, og det var sådan set også derfor, jeg lagde op til, at vi kunne være enige om, at der måske var nogle ting, der burde ændres, og at vi så kunne finde frem til en anden måde. Jeg nævnte højt et beslutningsforslag, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil nævnte, nemlig at ministeren måske kunne invitere de forskellige partier til en drøftelse af at løse problemerne. Det kan godt være, at det er det, der er udgangspunktet.
     Men kan vi ikke blive enige om, at der jo er en reel problemstilling for folk, der lever i et registreret partnerskab; to kvinder, hvor den mor, der gennemgår fødslen, dør ved fødslen? Er det ikke et reelt problem også for barnet, at der er en vis usikkerhed bagefter i det tilfælde, hvor moren er død?

Som sagt, det kan man jo for det første håndtere ved et børnetestamente, hvilket jeg nævnte i min indledende tale. For det andet er det jo ikke en problemstilling, som specielt vedrører registrerede partnere. Den samme problemstilling kan sikkert genfindes i andre situationer. Så jeg finder stadig væk ikke noget grundlag for, at der lige præcis, når det gælder registrerede partnere, skulle være særlige regler for adoption allerede fra fødslen.

Nu gjorde både ministeren og den konservative ordfører i den sidste lovgivning en dyd ud af, at det skulle være et praktisk lovforslag. Det her er da et ekstremt praktisk forslag. Jeg vil meget gerne spørge: Kunne ministeren forestille sig en anden parkonstellation, der fik et barn, end en homoseksuel familie, som kunne have behov for en tidligere adoptionsregel?
     Sædvanligvis sker der jo det hos de 10 pct. børn, der bliver født i Danmark og nogenlunde den samme procentdel i andre dele af verden, hvor faren ikke er deres biologiske far, at der får faren automatisk de rettigheder, han ville have fået, hvis han var biologisk far, fordi man netop ikke går ind og foretager dna-test for, om nu faderen, der lever i det her sociale forhold, også er den biologiske far. Der får den sociale far automatisk alle de rettigheder, der hører til at være forælder til det barn. Er det ikke korrekt?

Jeg tror bestemt, at der kan tænkes andre situationer, hvor det ville være et problem, sådan som det blev beskrevet før, at moren dør ved fødslen og der ikke er noget børnetestamente fra den pågældende mors side. Så jeg køber ikke den tankegang, at det her er en problemstilling, der kan isoleres til registrerede partnere. Jeg må holde fast i, at hvis vi ændrede det, ville det netop være en særstilling, som registrerede partnere fik, altså en positiv særdiskrimination på bekostning af andre her i samfundet, som ikke har den samme mulighed. Og reglen ville slet ikke være udformet sådan, at den kun fandt sted i de tilfælde, hvor moren døde. Der ville jo så være truffet en aftale om adoption allerede fra barnets fødsel.

     Det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt det er praktisk eller ej. Jeg er simpelt hen imod, at man ikke giver moren den betænkningstid på 3 måneder efter fødslen, som jeg mener alle må kunne leve med. Alle par, alle forældre, enlige mødre osv. må kunne leve med en sådan regel, og det gælder også registrerede partnere. Der er efter min opfattelse ikke et særproblem for dem, og der er ingen grund til at lave særregler for den gruppe.

Hr. Kamal Qureshi for et sidste spørgsmål.

Det passer bare ikke, vil jeg sige til ministeren, for hvis man har et heteroseksuelt par, der lever sammen, og hvor kvinden bliver gravid og får et barn og dør ved fødslen, så bliver manden i det forhold automatisk den sociale far og får de rettigheder, der hører til. Det er jo ikke sådan, at statsamtet går ind og foretager en dna-test for at finde ud af, om faren nu er den biologiske far til det her barn, der er født i det her parforhold.
     Det er derfor, at det her forhold er en særlig problemstilling i forhold til de homoseksuelle par, for med et normalt heteroseksuelt par vil parret, det sociale par, der er omkring et barn, automatisk få rettighederne. Det er ikke sådan, at man siger til faren: Ved du hvad, det er først om 3 måneder, du får lov til at få rettighederne over det her barn, og så skal vi i øvrigt foretage en dna-test på dig.
     Sådan er det jo ikke. Det ved ministeren også godt. Derfor er det her en problemstilling, der er relevant, medmindre ministeren kan nævne nogle konkrete situationer for mig her.

Nu er hr. Kamal Qureshi mig bekendt læge, og derfor er jeg ret overbevist om, at hr. Kamal Qureshi kender de sammenhænge, der gør, at der, også når det gælder registrerede partnere, altid er en far forbundet med, at den pågældende kvinde får et barn.
     Det er en kompliceret situation. Også dér er der jo en far, en biologisk far, et eller andet sted, og derfor er det en kompliceret situation, der opstår her, hvor det er rimeligt nok at give moren en betænkningstid efter fødsel med hensyn til, om hun nu mener, det er det rigtige for sit barn, at der sker den adoption allerede fra fødslen, eller hun i virkeligheden mener, at tingene burde være indrettet på en anden måde, når nu barnet er kommet til verden.
     Tingene er så ikke enkle, som hr. Kamal Qureshi prøver at fremstille dem, og jeg synes, at den betænkningstid er fornuftig at give, så der bliver lidt ro efter fødslen til at overveje, hvad det egentlig er, man gerne vil.

Så siger vi tak til ministeren og går i gang med ordførerrækken. Det er først fru Inger Støjberg.

Da Venstres ordfører, hr. Søren Pind, desværre ikke kan være til stede, skal jeg fremføre følgende:
     Dette forslag drejer sig om at lempe adoptionsloven, således at den generelle 3-måneders-grænse, der gælder for, om mødre kan bortadoptere deres barn, skal sættes ud af kraft, når det kommer til spørgsmålet om registrerede par.
     I Venstre mener vi generelt, at beslutningen om adoption er en stor og væsentlig beslutning. Der er grund til at fordre, at den enkelte forælder tænker sig grundigt om, før en så grundlæggende beslutning træffes. Der er også et hensyn at tage til barnet. Biologiske bånd spiller en stor rolle, også ofte senere i et barns liv. Det skal sikres, at en sådan beslutning fra morens side, hvor barnet jo ikke har nogen mulighed for indvendinger, er truffet på et grundigt, velovervejet grundlag. Selve fødslen kan spille en stor rolle
i denne sammenhæng. Det er for mange en grænseoverskridende oplevelse, som kan sætte mange ting i et nyt perspektiv. Venstre finder derfor ikke, at ligestillingshensynet i denne sammenhæng kan godtgøre, at man ændrer på 3-måneders-grænsen. Naturligvis vil der være undtagelser, men det er der allerede taget højde for i den nuværende lovgivning, hvor man i særlige situationer kan dispensere. På den baggrund må Venstre afvise forslaget.

 
Hvis Venstres ordfører, hr. Søren Pind, havde haft tid i sin kalender, ville jeg have spurgt ham, om han ikke havde været enig i, at sådan en særlig situation, som nævnes i ordførertalen, vel altid må være gældende i det tilfælde, hvor barnet bliver født inden for et registreret partnerskab mellem to kvinder.
     Det kan være, at fru Inger Støjberg ikke kan forholde sig til det, da hun ikke er ordfører, og jeg vil tale med forslagsstillerne om, at næste gang, vi skal behandle en lignende sag i Folketinget, vil vi prøve at se, om det kan lade sig gøre på forhånd at koordinere det med et tidspunkt, hvor Venstres ordfører kan være til stede, for det grænser jo næsten til sabotage.

Jeg må jo beklage over for hr. Simon Ammitzbøll, at jeg ikke er herre over hr. Søren Pinds kalender, men udelukkende over min egen.
     Jeg har i den tale, som jeg har læst op her for hr. Søren Pind, gjort gældende, at vi ikke mener i Venstre, at det af ligestillingshensyn kan godtgøres, at man skal fravige den 3-måneders-regel, der er.
     Jeg håber, at hr. Simon Ammitzbøll får lejlighed til at stille spørgsmålet til hr. Søren Pind.

Det vil så vise sig. Tak til ordføreren.
     Den næste ordfører bliver fru Sandy Brinck.

Nu skal man jo aldrig skælde ud på dem, som er kommet. Jeg skal nemlig også starte min ordførertale med at sige, at da vores ordfører, fru Lissa Mathiasen, ikke kan være til stede, skal jeg fremføre hendes ordførertale, men som tidligere retsordfører kender jeg sagen, så man må godt spørge ind til den i den kommende debat.
     Lovforslaget lægger op til at give mulighed for stedbarnsadoption fra barnets fødsel, og det er vi fra Socialdemokratiets side helt enige i. Vi var faktisk i folketingssamlingen 2003-04 medforslagsstillere på et lignende forslag.
     Vi har den helt klare opfattelse, at set ud fra ønsket om at sikre et barn bedst muligt fra starten af dets liv, er det rigtigt at give mulighed for stedbarnsadoption fra barnets fødsel. Den usikkerhed, der er i dag, hvor et barn først efter 3 måneder fra fødselstidspunktet kan adopteres, synes vi ikke er god nok. Hvis barnets biologiske mor afgår ved døden i forbindelse med fødsel eller inden for de første
3 måneder, har vi klart den opfattelse, at vi ikke godt nok har tilgodeset barnets tarv ej heller ikke med dispensationsmuligheder. Og det er vel barnets tarv, det hele drejer sig om! Det forekommer mig, at forslagsstilleren og SF har været lidt hurtige i arbejdet med at fremsætte dette lovforslag, og hastværk er som bekendt lastværk. Forslaget, som er fremsat her, er, som forslagsstillerne også skriver i bemærkningerne, en genfremsættelse af L 119 fra folketingssamlingen 2002-03. Og netop det forslag tilgodeså ikke de sammenstød, der er i forhold til børneloven, hvilket bl.a. betød, at en mand fortsat ikke vil være sikret mulighed for at få fastslået sit faderskab til barnet, ligesom de arvemæssige problemer heller ikke var medtaget. Det gjorde faktisk, at vi i fællesskab fremsatte et nyt forslag i folketingssamlingen 2003-04, nemlig B 161, som tog højde for de problemer. Vi kan klart støtte tanken om stedbarnsadoption fra barnets fødsel, så vi håber, at vi i godt samarbejde med forslagsstillerne kan få rettet forslaget til med de ændringsforslag, som tager højde for anden lovgivning og andre rettigheder på det her område. På den baggrund kan vi støtte forslaget.

Tak til fru Sandy Brinck. Der er vist ikke nogen spørgsmål, og derfor bliver det hr. Martin Henriksen som ordfører.

Jeg vil lige starte med noget andet. Det var hr. Kamal Qureshi, som under den tidligere debat beskyldte mig for at være imod alle homoseksuelle, men det er jo ikke korrekt. Dansk Folkeparti har bl.a. lagt vægt på, at politiet kan få mulighed for at gå ind og undersøge, hvor mange overfald der bliver begået mod homoseksuelle, og hvorfor de bliver begået, for at sætte fokus på den problemstilling. Og det er både indvandrere og danskere, der begår sådan noget, så det var jo ikke en rigtig udtalelse.
     Til det her forslag: Vi mener faktisk, at det er rimeligt, sådan som loven ser ud på nuværende tidspunkt, at der er en betænkningsperiode, før man går ind og bortadopterer barnet. Vi mener faktisk, at den her betænkningsperiode er der for, at man tager hensyn til barnet og til moren.
     Som andre også har været inde på før, kan der selvfølgelig opstå den uheldige situation, at en mor går hen og dør, men så kan man lave et børnetestamente, og så ved jeg også, at myndighederne vil gå ind og tage hensyn til det, når de tager stilling i en sådan sag.

     Jeg har også kontaktet Familiestyrelsen, for jeg havde hørt, at der kunne være nogle problemer på det her område. De sagde netop, at det var en betænkningsperiode, som var indført, for at man skulle have mulighed for at tænke godt over tingene, når man nu træffer sådan en beslutning om, at man adopterer sit barn væk eller overlader det til en partner
i et forhold. Med det in mente kan vi ikke støtte forslaget.

Når nu Dansk Folkepartis ordfører herfra beskriver, at Dansk Folkeparti gerne vil fremme homoseksuelles forhold i Danmark, kunne jeg da godt tænke mig at høre: Ud over at udtale, at man ønsker, at politiet skal slå hårdere ned på vold mod homoseksuelle, kan hr. Martin Henriksen så nævne et eneste af de forslag, som har været behandlet i Folketingssalen, som giver homoseksuelle flere rettigheder i det danske samfund, som Dansk Folkeparti har støttet?
     Dansk Folkeparti stemte imod forslaget om kunstig befrugtning, Dansk Folkeparti har stemt imod forslaget om fremmedadoption, Dansk Folkeparti har stemt imod en lang række af de forslag, der forbedrer homoseksuelles forhold i det danske samfund. De forslag, som de homoseksuelles organisationer selv har ønsket, har Dansk Folkeparti konsekvent stemt imod hver eneste gang, og medlemmer af Dansk Folkeparti betegner homoseksuelle som handicappede, som unormale.
     Hvordan skal man overhovedet forstå det som andet, end at Dansk Folkeparti er et parti for kernefamilien og ikke for homoseksuelles rettigheder i det danske samfund?

Så fortsætter man lidt den der debat, hvor man forsøger at skyde Dansk Folkeparti noget i skoene. Dansk Folkeparti har den holdning, som jeg også har sagt før, at vi mener som udgangspunkt, at et barn har godt af i sin opvækst at blive præget af en mand og en kvinde, en mor og en far. Når vi har den holdning, er det vel meget logisk, at vi ikke kan gå ind og støtte de forslag, som hr. Kamal Qureshi nævnte.
     Men vi sætter jo netop også fokus på bl.a. de holdninger, som man finder i muslimske miljøer, hvor imamer går ud og fordømmer homoseksuelle muslimer osv., fordi de nu engang er, som de er. Det tager vi kraftig afstand fra fra Dansk Folkepartis side, det har vi altid gjort, det er partiets politik, og det er der intet nyt i.

Jeg synes bare ikke, at jeg har hørt hr. Martin Henriksen fordømme Dansk Folkepartis egen præst i folketingsgruppen, som udtalte, at homoseksuelle skulle betragtes som handicappede, og som har udtalt sig imod homoseksuelle som sådan.
     Jeg giver nu egentlig hr. Martin Henriksen mulighed for at forklare: Hvad er det, Dansk Folkeparti gør? Det, hr. Martin Henriksen siger, er: Ja, vi kæmper for kernefamiliernes forhold, vi kæmper for, at en mand og en kvinde skal have mulighed for at få lov til at få kunstig befrugtning og alt andet. Det er da ikke at kæmpe for de homoseksuelles rettigheder.
     Jeg kunne godt tænke mig, at Dansk Folkeparti i det mindste ville stå ved det og sige: Ja, vi ønsker ikke, at homoseksuelle familier skal have nogen rettigheder. Det kan vi være uenige om, og det er fair nok. Men jeg kan ikke forstå, at man på den ene side siger, at man ikke har noget imod homoseksuelle, men på den anden side ved hver eneste forslag konsekvent argumenterer for, at det er bedre for børn at have en mor og en far, og derfor skal homoseksuelle par ikke have nogen rettigheder, og efterfølgende siger man så:
Vi har ikke noget imod de homoseksuelle. Det er altså ikke sådan, det homoseksuelle miljø oplever det.

Når nu Dansk Folkeparti bl.a. beder justitsministeren om at give politiet mulighed for at undersøge, hvor mange overfald der bliver begået mod homoseksuelle, og hvorfor de bliver begået, er det jo ikke, fordi vi ikke kan lide homoseksuelle, at vi beder om det. Det er vel meget logisk. Men der skal også være en balance i det. Og homoseksuelle har også mulighed for at indgå i registreret partnerskab, og det synes jeg sådan set er fint nok.
     De der udtalelser, som hr. Kamal Qureshi nævner at hr. Søren Krarup er kommet med, har jeg ikke kendskab til. Jeg har talt med hr. Søren Krarup om det her emne, og han har ikke over for mig på nogen måde udtrykt, at han fordømmer homoseksuelle.

Ministeren sagde tidligere, at det kunne være, at der var andre end kvinder, der lever i registreret parforhold, der ville kunne komme i samme situation, som omtales i lovforslaget fremsat af SF.
     Nu beskyldes Det Radikale Venstre hele tiden forskellige steder for at skulle være partiet for en såkaldt kreativ klasse, men min fantasi rækker alligevel ikke til at kunne komme på de lignende eksempler, som ministeren hentyder til. Derfor skal jeg høre, om hr. Martin Henriksens fantasi er bedre end min og måske på linje med ministerens, der dog ikke valgte at konkretisere sin påstand.

Jeg vil bare sige, at grunden til, at Dansk Folkeparti ikke støtter det her forslag, er, at vi mener, at den der 3-måneders-periode er en betænkningsperiode, som netop tager hensyn til moderen og til barnet. Det er grunden til, at vi ikke kan støtte forslaget.

Nu var det ikke, fordi jeg ikke hørte hr. Martins Henriksens sikkert udmærkede tale, hvis man ellers går ind for det synspunkt, Dansk Folkeparti står for, men det var mere, om hr. Martin Henriksen egentlig har samme fornemmelse som jeg, nemlig at det er utrolig svært at komme i tanke om lignende forhold. Jeg betragter, medmindre hr. Martin Henriksen modbeviser det med sit svar nu, det første svar som, at hr. Martin Henriksen giver mig ret i, at det er svært at komme i tanke om et lignende forhold.

Nu kan det godt være, at jeg ikke har været helt opmærksom på, hvad ministeren sagde, men jeg må henholde mig til det tidligere svar.

Hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører.

Jeg synes da, at det er dejligt, at vi her skal behandle et forslag, som absolut ikke handler om homoseksuelles rettigheder, men nærmere handler om, hvorvidt vi skal fratage en biologisk mor den betænkningstid, efter hun har født et barn, hvor man jo ganske fornuftigt i dag giver moderen 3 måneder til at være helt sikker på, at det er den rigtige beslutning, hun har truffet. Det synes jeg faktisk at vi skal fastholde.
     Nu har jeg jo også fra bl.a. Enhedslisten hørt nogle andre tanker og måske nogle, som et eller andet sted kunne være mere konstruktive end det her. Jeg synes også, at jeg har hørt på flere af de øvrige ordførere, at det her lovforslag måske ikke lige er et, som er så gennemarbejdet, og at timingen måske heller ikke er rigtig.
     Jeg vil sige, at i Det Konservative Folkeparti er vi da, ligesom ministeren også har tilkendegivet, åbne over for at se på, om der skulle være nogle konstruktive forslag i den her forbindelse. Men det er fundamentalt vigtigt for os, at vi giver den biologiske mor 3 måneder til at tage en velovervejet beslutning om adoption. Det vil vi altså ikke vige fra, og jeg synes også, det er helt naturligt.

Det er jo næsten lidt komisk, for det er faktisk mig, der har lavet lovforslaget. Det er så godt nok blevet genfremsat af SF. Det er fuldstændig rigtigt, at det her var det første spæde forsøg på at få lavet en løsning på nogle problemer, som helt åbenlyst eksisterer på det her område.
     Jeg vil gerne spørge den konservative ordfører - nu kunne jeg ikke spørge Venstres, fordi ordføreren ikke var til stede - om det vil være muligt at tale videre om det, hvis vi nu siger, at der i hvert fald er tre ting, man skal tage hensyn til:
     Man skal tage hensyn til, at de kommende forældre har mulighed for at være omkring barnet, f.eks. i de 2 ugers barselorlov, som i dag giver problemer, fordi man først formelt set er adoptivforældre efter 3 måneder, altså at vi får fundet en eller anden løsning på det. Det er den ene ting.
     Den andet ting er, at vi vil af med den usikkerhed, der kan være forbundet med frygten for, at en biologisk mor dør. Det skal vi have fundet en løsning på. Jeg siger ikke noget om, hvad løsningen er, men at det er et problem.
     Vi identificerer den tredje ting som værende, at der er en mulig far, som skal have mulighed for at melde sig på banen inden for børnekonventionen.
     Hvis vi siger, at det er de tre ting, vi gerne vil have løst her, vil det så være noget, som Det Konservative Folkeparti vil være med til at snakke videre om, så vi kan finde nogle løsninger på tingene? Og hermed foreslår jeg - det er jo SF's forslag, selv om det er mig, der har lavet det
- at det så måske blev trukket, til vi finder en anden løsning.

I Det Konservative Folkeparti har vi altid vist åbenhed over for alle partier her i Folketinget, og det er klart, at vi også er klar til at kigge på de her ting. Jeg kan ikke stå herfra og give tilslutning, så længe det ikke er mere konkret, end det reelt er. Men det er da rigtigt, at det da selvfølgelig er en vurdering værd, om den lovgivning, vi har i dag, tager højde for netop de ting, som Enhedslistens ordfører fremhæver her. Som sagt er vi åbne og klar til også at kigge på mange gode ideer, uanset hvilket parti de kommer fra.

Man kan sige, at lige præcis det at blive forældre er forbundet med ekstrem stor usikkerhed, ikke nødvendigvis fordi der er usikkerhed, men fordi det føles som stor usikkerhed.
     Jeg vil sådan set medgive, at der i hvert fald i et eller andet omfang i lovgivningen i dag er taget højde for et par af de punkter, jeg nævnte, for myndighederne kan gå ind og vurdere, hvem det er, der skal være forælderen, hvis den biologiske mor dør. Men det er selvfølgelig åbenlyst, at det, hvis man er den forælder, der ikke er den biologiske, ikke føles specielt rart, at der kan være en usikkerhed forbundet med, hvem det er, forældremyndigheden tilfalder, selv om det er åbenlyst, hvis der ligger et børnetestamente eller man går ind og tager stilling til den konkrete situation, at det vil være sjældent, at man vedtager, at det skal være en anden end den, der er medmoren. Det giver næsten sig selv.
     Ikke desto mindre er det klart, at bare det, at der er en mulighed for, at det kan blive en anden, også for den biologiske mor, i og med at den biologiske mor ikke ved præcis, hvem der får hendes barn, hvis hun dør under fødslen, er en usikkerhed, jeg mener vi skal forsøge at komme til livs. Så jeg er sådan set enig i, at nogle af tingene i praksis nok ikke vil betyde det store, men i praksis er der også det andet element, nemlig usikkerheden.

Jeg er faktisk enig med Enhedslistens ordfører i, at lovgivningen, som den er, et godt stykke ad vejen dækker de her ting. Vi er selvfølgelig åbne over for, hvad Enhedslisten har af tanker og ideer, men det er også, som jeg ser det, et spørgsmål om, hvorvidt man har tillid til, at myndighederne i dag kan træffe et rigtigt valg på det her område. I Det Konservative Folkeparti har vi faktisk tillid til, at myndighederne kan træffe et bevidst og rigtigt valg på det her område. Derfor er det jo i hvert fald et væsentligt element i den drøftelse, som ligger forude.

Nu stillede jeg før et spørgsmål til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Martin Henriksen, som jeg lige om lidt vil genformulere til den konservative ordfører, der jo alt andet lige må have bedre indsigt i, hvad en konservativ minister måtte mene, end en repræsentant fra Dansk Folkeparti.
     Ministeren fremførte, at der med hensyn til det problem, som man vil løse her, nemlig at man vil skabe en sikkerhed i den situation, hvor to kvinder, der lever i et registreret partnerskab, får et barn og den biologiske mor dør, kunne være lignende situationer. Som sagt er min fantasi åbenbart ikke god nok her fredag eftermiddag, så jeg vil spørge den konservative ordfører, om han kan komme med lignende eksempler.

Nu troede jeg ellers, De Radikale var kreative, men det kan være, det forholder sig anderledes denne fredag eftermiddag. Akkurat som også ministeren svarede, vil jeg sige, at jeg ikke på stående fod kan komme med andre konkrete eksempler, men jeg mener heller ikke, vi i Danmark skal lave positiv særlovgivning for forskellige grupper i samfundet. Jeg synes da, det strider mod dansk lovgivning generelt, at vi skal bevæge os den vej rundt, så det kan jeg ikke rigtig følge.

Svaret var, som jeg havde regnet med. Hverken Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti eller Det Radikale Venstre har kunnet komme med eksempler. Det var sådan set det, der var min pointe.
     Men så siger ordføreren, at det strider imod dansk tradition, tror jeg, det var, eller lovgivning eller i hvert fald den danske norm at lave positiv særlovgivning. Så kan man diskutere, hvordan det forholder sig til fremmedadoption af børn, som vi diskuterede i debatten om det forrige lovforslag. Der havde den konservative ordfører en lidt anderledes holdning til, om der skulle være særlovgivning for homoseksuelle kontra heteroseksuelle. Men der er måske forskel på, hvilke situationer de er i.
     Det, jeg egentlig vil spørge om nu, er: Hvis det viser sig, at det kan dokumenteres sort på hvidt, at den situation, der nævnes i lovforslaget, er et konkret problem i virkeligheden, har jeg så forstået den konservative ordførers svar til fru Pernille Rosenkrantz-Theil korrekt, således at Det Konservative Folkeparti godt vil være med til at lave praktiske løsninger?

Det er at være konservativ er også at lave praktiske løsninger, og jeg vil da gerne bekræfte, at hvis der er nogen her i Folketinget, der har gode ideer, kigger vi også på det
i Det Konservative Folkeparti. Det er vi slet ikke afvisende over for. Jeg synes bare, at der er meget, meget stor tvivl om, om der reelt ikke i den lovgivning, vi har i dag, er taget højde for de ting. Skal vi ikke have tillid til, at vores myndigheder kan vurdere i den konkrete situation, hvis moren dør i forbindelse med fødslen? Er myndighederne ikke i stand til at vurdere det? Det mener jeg faktisk de er.

Jeg kunne altså ikke holde mig tilbage over for den konservative ordfører, der tidligere holdt nogle brandtaler om, at homoseksuelle ikke skulle have de samme muligheder ved fremmedadoption, som heteroseksuelle par har, og som nu stiller sig op og siger, at vi ikke skal lave særlovgivning, som tilgodeser den ene gruppe, og som ikke tilgodeser alle.
     Godt nok er det fredag eftermiddag, men så kort burde hukommelsen hos den konservative ordfører ikke være, at han på mindre end en times tid kan have to så modsatrettede holdninger, som han har. I forbindelse med det forslag, der blev behandlet tidligere, går han specifikt ind og forskelsbehandler de homoseksuelle og siger, at de ikke skal have de samme rettigheder, som heteroseksuelle har, og nu står han og siger, at vi da ikke kan gå hen og give de homoseksuelle nogle rettigheder, som de heteroseksuelle par ikke har. Handler det bare om, at man ikke vil give de homoseksuelle nogen rettigheder overhovedet?

Jeg ved ikke, om det er på grund af lovforslagets kvalitet og dårlige timing, at hr. Kamal Qureshi konstant bevæger sig uden for substansen. Jeg har tidligere argumenteret for, hvorfor jeg mener, at homoseksuelle ikke skal have adgang til at adoptere børn fra udlandet. Jeg tror også, jeg gjorde det meget klart, hvad jeg mente i den sag, så det behøver jeg vel ikke at gentage her.
     Det her er en hel anden sag, vi snakker om, hvor det er et spørgsmål om, hvorvidt den biologiske moder skal have en fornuftig betænkningstid i forbindelse med adoption. Det synes vi er helt på sin plads at hun får, og skulle man komme
i den ulykkelige situation, at den biologiske moder dør i forbindelse med fødslen, har vi altså også i den gældende lovgivning mulighed for at tage højde for den situation.

For De Konservative er ethvert forslag, der kommer om de homoseksuelle, jo dårligt timet, for de stemmer dem ned, og jeg vil da næsten lægge hovedet på blokken for, at de også vil stemme mit andet forslag ned, når det kommer. Men vi åbner gerne op for at se, om vi kunne mødes, for vi er meget praktisk indstillede for netop at sikre de homoseksuelle familier nogle flere muligheder.
     Men igen er der altså en eller anden form for hukommelsessvigt. Tidligere blev det sagt, at man ikke kunne stemme for forslaget om fremmedadoption, fordi det var et hypotetisk forslag, som bare var tænkt. Her går man ind og siger, at de heteroseksuelle par skal have de samme rettigheder uden at kunne nævne en eneste gruppe, en eneste personkategori, som har behov for det her forslag.
     Med hensyn til det ene forslag siger man, at man ikke kan gå ind og støtte det, fordi det bare er et tænkt forslag. Man kan ikke støtte det, fordi man ikke vil give homoseksuelle nogle rettigheder i lighed med den ene gruppe, der har rettighederne.
     Nu går man ind og vender argumentationen om og siger, at homoseksuelle ikke skal have særrettigheder, og at man ikke støtter forslaget, fordi det kunne være, at der var nogle grupper, som man i øvrigt ikke kan komme i tanke om, som det her forslag ikke vil give de samme rettigheder til.
     Jeg synes altså, det er at finde de argumenter, der passer til konklusionen.

Jeg er tankemæssigt slet ikke derhenne, hvor hr. Kamal Qureshi bevæger sig. Det her handler for mig om, om ikke det er rimeligt, at en biologisk mor, der får et barn, får en mulighed for at tage en velovervejet beslutning. Det er fundamentalt det, det handler om.
     Jeg tænker ikke i forskellige grupper af samfundet, når jeg ser det her lovforslag, selv om det måske er det, der er baggrunden for det. For mig er det helt naturligt, at en mor, når hun får et barn, der eventuelt skal bortadopteres, så får mulighed for at træffe et bevidst valg, og at man giver et fornuftigt tidsrum til det.
     Det er helt enkelt, og så er det jo sådan, at vi i Det Konservative Folkeparti, når vi skal stemme om de her ting, stemmer efter vores overbevisning, men vi er ret enige i den her sag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører bliver hr. Simon Emil Ammitzbøll.

I al min ungdommelige naivitet havde jeg ikke forberedt nogen lang ordførertale, da jeg i modsætning til det forrige lovforslag, vi har behandlet her i dag, mente, at dette forslag havde en så åbenlys karakter af at være fornuftigt, at der slet ikke ville blive debat om spørgsmålet.

     Ved det forrige forslag, der handlede om adoption af børn fra andre lande og homoseksuelles ret dertil, hørte vi ordførertaler fra Venstre, fra Dansk Folkeparti og fra Det Konservative Folkeparti. Konklusionen i de tre taler var henholdsvis barnets tarv, barnets tarv og barnets tarv. Det var det, der var det vigtige.
     Nu behandler vi så et lovforslag, hvis hovedformål er at sikre, at i de tilfælde, hvor to kvinder lever i et registreret parforhold, skal have et barn og den biologiske mor dør ved fødslen, får den anden mor mulighed for straks at få forældremyndighed over barnet. Det lyder sådan set meget fornuftigt.
     Men nu er det et problem, at der gælder forskellig lovgivning for homoseksuelle og heteroseksuelle. Det var sådan set et krav, da vi behandlede det forrige lovforslag, så stringens er der i hvert fald ikke i argumentationen.
     Jeg synes, at vi skal holde fast i, hvad det er, vi taler om. Vi taler altså om den ulykkelige situation, hvor en kvinde dør ved fødslen af barnet eller inden for de første 3 måneder. Det er en vanskelig situation, vi taler om, og jeg synes, at vi endnu en gang her i Folketingssalen står i den situation, hvor det er oppositionen, der står som forsvarer af børns rettigheder og af de svage i samfundets rettigheder, nemlig dem, der er kommet ud for en ulykkelig situation.
     Når det er sagt, vil jeg gerne takke især den konservative ordfører, hr. Per Ørum Jørgensen, for sit indlæg. For som jeg hører det, var der en stor forståelse for, at det faktisk er en svær situation, og at man gerne vil medvirke til praktiske løsninger, hvis vi ellers kan finde frem til det.
     Det er jeg så faktisk ret fortrøstningsfuld over for at vi kan gøre i fremtiden, for vi kunne jo høre det positive indslag fra den konservative ordfører, og hvis så ellers Venstres egentlige ordfører, hr. Søren Pind, medvirker ved behandlingen af det gode forslag, som der ligger i ordene fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil, må vi gå ud fra, at der kan være bred tilslutning til at få løst problematikken, hvis den bare bliver formuleret på en måde, der passer ordførerne for de to regeringspartier.
     Så det skal være min udgangsreplik herfor, men jeg har stadig svært ved at forstå, hvorfor man ikke ønsker at løse den reelle problematik, der faktisk foreligger.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører bliver fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

For en gangs skyld vil jeg undlade at skælde specielt meget ud, mens vi taler om lovforslag om homoseksuelle, og grunden til det er, at det egentlig oprindelig er mit lovforslag. Der er en grund til, at jeg ikke selv har genfremsat det, og den er, at jeg synes, at vi har fundet nogle bedre ideer til, hvordan man kan løse de problemer, der foreligger vedrørende stedbarnsadoption, og i øvrigt nogle ideer, som måske tegner til at kunne skabe lidt større opbakning og nok opbakning til, at vi faktisk kan gennemføre det.
     Noget af det, jeg synes der har været væsentligst
i debatten, og som er grunden til, at jeg oprindelig fremsatte det her lovforslag, er, at der er en usikkerhed forbundet med det at blive mødre. Den usikkerhed går ud på, at medmoren først efter 3 måneder har en sikker adoption, og jeg tror, at at man kan komme den usikkerhed til livs, ved at man går ind og giver mulighed for en midlertidig adoption tidligere og lægger en eller anden form for tilbagekaldsret ind i situationen.
     I langt de fleste tilfælde ville det kunne løse de problemer, altså den usikkerhed, der er forbundet med, at man ikke kan lave en adoption. Jeg mener samtidig, at der med en midlertidig adoption ville kunne løses det problem, at vi i dag overtræder børnekonventionen. Det er sådan, at en far skal kunne melde sig på banen inden for de første 6 måneder, efter at barnet er blevet født, og kræve forældreskab over barnet. Det bliver overtrådt med den lovgivning, der er i dag. Så man kan sige, at man ved at gå ind og lave en juridisk konstruktion, der hedder en midlertidig adoption, giver medmødrene mulighed for at få de her 14 dages barsel, som alle andre forældre har mulighed for i forbindelse med fødsel. Man går ind og løser det problem, der handler om den usikkerhed, der kan være forbundet med, at eksempelvis den biologiske mor dør under fødslen, for så vil den anden automatisk få tilkendt forældremyndigheden, medmindre selvfølgelig vedkommende ikke er i stand til at varetage barnets tarv.

     Den situation, at en myndighed kan gå ind og tvangsfjerne, kan også opstå for alle andre par, som får et barn, hvor den ene går bort. Det ved vi alle sammen også godt sker i uhyre få tilfælde.
     Så jeg mener sådan set, at vi kan skabe en løsning på de problemer, der er relativt let og relativt smertefri, og på en måde, som vil tilfredsstille de forskellige holdninger, der har været til spædbørnsadoption.
     Det er altså årsagen til, at jeg ikke selv har genfremsat mit lovforslag, og til, at jeg vil opfordre til, at vi indstiller behandlingen af forslaget og i stedet sætter os ned omkring et bord og ser, om vi ikke kan arbejde lidt videre på de løsninger, vi talte om, inden der blev udskrevet folketingsvalg.

Tak til ordføreren. Så bliver det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kamal Qureshi.

Jeg vil selvfølgelig gerne starte med at takke for debatten her fredag eftermiddag, hvor solen skinner udenfor, og hvor jeg tror mange af os er fristet af at lave andet end at sidde herinde og debattere. Så jeg vil stadig væk gerne takke for, at de af os, der har valgt at være her, er her. Dem, der ikke er her, kan vi jo så komme efter ved en anden lejlighed.
     Jeg vil også gerne takke for Socialdemokraternes, Enhedslistens og De Radikales opbakning til indholdet i forslaget, som for mig at se i korthed går ud på at løse det, at vi i dag allerede har en situation, hvor homoseksuelle par, to kvinder, får børn, og hvor de i modsætning til heteroseksuelle par ikke har de samme rettigheder fra starten af. Medmoren, som ikke føder barnet, har ikke de rettigheder, som en social far har i tilsvarende heteroseksuelle forhold.
     Det kan være rettighederne i forbindelse med børneorlov, det kan være rettighederne i forbindelse med sociale forhold, og det kan være en lang række andre rettigheder. Det er nogle ønsker, som er blevet fremført af både repræsentanter fra det homoseksuelle miljø og nogle af de homoseksuelle par, som jeg selv har kendskab til. Derfor er det her forslag sådan set fremsat.
     Der er ikke nogen tvivl om, at vi fra SF's side er optaget af at give de her par de vilkår, der er nødvendige for at kunne varetage barnets tarv bedst muligt, og skulle vi på nogen måde kunne nå frem til en enighed, sådan at der kan skabes et flertal i Folketinget for et forslag med nogle ændringsforslag eller lignende, slutter SF sig meget gerne til et sådant fælles forslag, hvis det er det, vi kan nå frem til.
     Vi takker for behandlingen af forslaget og vil gerne melde ud til både Socialdemokraterne, der nævnte det, Enhedslisten og andre, der skulle have et sådant ønske, at vi gerne medvirker til at lave et forslag, som partierne kan bakke op om, og som kan løse det her problem for de homoseksuelle familier, som gerne vil koncentrere sig om at kunne være glade sammen med deres nyfødte børn frem for at bekymre sig om de rettigheder, de ikke har til sammenligning med heteroseksuelle par.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.