Den næste sag på dagsordenen var:
7) Første behandling af lovforslag nr. L 132:
Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces). Af justitsministeren (Lene Espersen). (Fremsat 30/3 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Dette forslag fra justitsministeren om ændringer af retsplejeloven er udtryk for en klar forbedring af borgernes retssikkerhed. Ikke alene støtter vi det i Venstre, vi er meget glade for forslaget.
     Det fremgår, at forslaget er blevet til ved en politisk aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, men vi håber naturligvis, at alle andre partier også vil være med, for det drejer sig jo om forbedringer for borgerne på områderne sagsomkostninger, retshjælp og fri proces. Jeg skal her blot fremhæve et par enkelte elementer:
     Vi er godt tilfredse med, at satserne for hjælp til advokatbistand forhøjes, og at afgørelserne om sagsomkostninger skal begrundes mere udførligt, hvor ikke mindst det sidste har været et ofte fremsat klagemål. Man forstod ikke afgørelserne, og med krav med bedre begrundelse rettes der nu op på det. Vi vil holde øje med, at der også bliver bedre begrundelser.
     Hvad angår fri proces, er det jo et vigtigt instrument til at hjælpe borgere til at få deres ret ved domstolene. Vi er enige i de foreslåede forbedringer, og vi er godt tilfreds med, at det ikke igen skal vurderes, om der kan gives fri proces, når man først har vundet en sag i første instans, altså bortset fra de undtagelser, der er anført, og som vi ikke har nogen bemærkninger til.
     Vi støtter også, at der oprettes et klageorgan. Vi har jo i Venstre gang på gang fremført, at vi ønsker, at det skal blive lettere at få sin ret ved domstolene. Vi ser frem til, at dette lovforslag, når det bliver ført ud i livet, gør det lettere for borgeren at få ret, men jeg skal understrege, at det at få retten på sin side ikke altid er det samme som at få sin vilje. Det er der nogle af dem der skriver til os der tror.
     Summa summarum, vi støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at der længe har været behov for, vi fik set på det her område.
     Jeg vil gerne spørge om fri proces og om muligheden for at få fri proces, også selv om man måske ikke umiddelbart står til at vinde sagen, og til spørgsmålet om, hvem der skal afgøre, om man har udsigt til at vinde sagen.
     Jeg ved jo, at ordføreren er meget optaget af retssikkerhed, og hvis man ser på mange af dem, der fører sager mod det offentlige, kan man sige, at nogle af de store principielle sager har de måske ikke, hvis man umiddelbart ser det, stor udsigt til at vinde, men det er væsentligt for et retssamfund, at de kan prøves.
     Derfor vil jeg gerne høre, hvad ordførerens opfattelse er af muligheden for at få fri proces til at føre sager,
f.eks. Maastrichtsagen, Scarla Nielsen-sagen om beregning af førtidspension osv., sagen om Den Sociale Pensionsfond, hvor man har fået afslag på fri proces til at føre sagen for Højesteret. Mener ordføreren, at der i den type sager skal kunne gives fri proces efter de regler, der er foreslået i lovforslaget?

Jeg kan naturligvis ikke stå her fra Folketingets talerstol og være sagsbehandler, men fru Line Barfod ved jo, at det netop i vores retssikkerhedsreform blev anført, at vi i øvrigt, hvilket vi kan vende tilbage til en anden gang, også ønskede procesreglerne ændret, netop når det drejer sig om sager mellem borgerne og det offentlige.

     Det er ikke, fordi jeg har dikteret ministerens forslag og fremsættelsestale, men jeg har netop med glæde set, at man netop fremhæver det med, at borgerne anlægger sag mod det offentlige, kunne gives en mere gunstig stilling med dette lovforslag. Det er vi naturligvis fuldstændig enige i.
     Men detaljer, og hvad det fører til i den enkelte slags sager, vil jeg ikke stå og svare på her fra Folketingets talerstol, og jeg vil ikke love noget. Jeg synes, at det vil være rimeligt, at få vi får stillet nogle spørgsmål om det i Retsudvalget, og så kan vi sammen læse svarene.

Fuld respekt for, at vi stiller nogle spørgsmål til justitsministeren, og så får vi afklaret nærmere, hvad rækkevidden er af bestemmelsen om, at man skal have udsigt til at få medhold i sagen.
     Et andet spørgsmål er spørgsmålet om advokatretshjælp, hvor ordføreren var glad for, at man hæver satserne. Men det fremgår af den henvendelse, vi har fået fra Advokatrådet, at det stadig væk er nogle meget, meget lave satser, hvilket kan betyde, at advokaterne slet ikke kan give retshjælp.
     Derfor vil jeg gerne høre, hvad ordførerens indstilling er til, at vi ser på muligheden for at fastsætte nogle satser, som gør, at man reelt også kan få retshjælp ved en advokat. Særlig set i lyset af, at dengang man indførte moms på advokatsalærer, lovede man jo, at den moms skulle gå til, at de, der ikke havde råd til at betale advokat, kunne få retshjælp, og den moms udgør i dag omkring 1 mia. kr., men det er altså kun 200 mio. kr., man samlet giver til retshjælp, fri proces osv.

Jeg ville jo have undret mig, hvis jeg var kommet ned af den her talerstol, uden at nogen uden for finanslovaftalen foreslog en dyrere løsning. Det havde jeg helt ventet. Dertil er standardsvaret også til fru Line Barfod: Hvis vi kan blive enige om, hvor pengene skal komme fra, vil jeg da meget gerne være med til at tale om det.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. John Dyrby.

Grundlaget for lovforslaget kan vi vel ikke være uenige i, nemlig at sikre reel og lige adgang til at få retshjælp og føre retssag uden skelen til økonomiske forhold.
     Lovforslaget er baseret på en betænkning fra Retsplejerådet, en lille let sag på 620 sider. Det skal vel indrømmes, at der er en del juristeri på det her område. Det er vel sådan set også o.k., for intentionerne er jo rigtige og gode, og det har vel længe været tiltrængt med de opstramninger.
     Med hensyn til sagsomkostningerne er der nu strammet op, for så vidt angår standardudgifterne, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af advokatbistand. Det er en opstramning, vi hilser velkommen. Det kan jo ikke afvises, at lave standardsatser har efterladt en vindende part med en endog stor efterregning, og sådan en utilsigtet retsomkostning kan i sig selv forhindre adgangen til domstolene. Det er jo det, der er hele formålet med betænkningen og lovforslaget, at den ikke skal forhindres. Ligeledes er det af samme årsager naturligt, at tilkendte sagsomkostninger fremover forrentes, hvis de ikke betales til tiden.
     En enkelt ting, som Retsplejerådet fremfører i sin betænkning, er et ønske om en mere standardiseret småsagsproces for sager under 50.000 kr. Det har vi efterlyst flere gange, og det er glædeligt, at der nu tages hul på det. Så kan vi jo håbe på, at der ikke går alt for lang tid, før vi ser et konkret lovforslag.
     Med hensyn til retshjælp er den foreslåede opdeling i trin 1, 2 og 3 vel ikke væsentlig forskellig fra den eksisterende opdeling, men den er lidt mere præcis og intuitivt vel også nemmere at forstå, og det er vel i sig selv en forbedring.
     Det samme er tilfældet med samlingen af retshjælpsområdet i Civilstyrelsen. Det kan også bidrage til en bedre koordinering, og det er vel også i sig selv en gevinst.
     Med hensyn til Retsplejerådets betænkning og forslag er der ikke i lovforslaget indeholdt en regulering af taksterne for advokatretshjælp. Rådets forslag om, at taksterne reguleres hvert år, er medtaget i lovforslaget, og det er sådan set udmærket ud fra almindelige betragtninger. Det er helt rimeligt, og det skulle måske have været gjort noget før, end tilfældet er.
     Man kan diskutere, om niveauet for taksterne er rimeligt. Man må vel sige, at afgørende er det, at borgerne får den retshjælp, der er tilstrækkelig og relevant. Hensynet til økonomiske konsekvenser for staten må vel ikke veje tungere end hensynet til borgernes retssikkerhed og retsopfattelse. På den anden side skal advokaterne selvfølgelig heller ikke tjene unødigt.

     Vi kan lige nu støtte den formulering, der er i lovforslaget, men vi er opmærksomme på, at emnet tages op til behandling i udvalget, bl.a. gennem ministerens kommentar til henvendelsen fra Advokatsamfundet.
     Med hensyn til det indeholdte om fri proces må man sige, at der her er tale om en tiltrængt præcisering og en nuancering af betingelserne for at få fri proces. Den nugældende regel om en rimelig grund, som vel undertiden er elastik i metermål, suppleres af en mere detaljeret lovregulering, hvor en række konkrete sager, der kan give fri proces, nævnes eksplicit. Det er efter vores opfattelse en klar forbedring.
     Lovforslaget er også en forbedring, når bl.a. sager om opsigelse og ophævelse af ansættelsesforhold, sager om opsigelse og ophævelse af boliglejemål og sager om personskade nu uden videre anses for at have en indbygget rimelig grund til at føre til fri proces. Det er en betydelig forbedring.
     Det er også klart, at i andre sager vil en vurdering af, om der kan bevilges fri proces, indeholde en vurdering af, om sagen kan vindes. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at man bruger for meget tid og ressourcer på at få sager, der åbenlyst ikke kan vindes, gennem systemet. På den anden side må det selvfølgelig ikke være den eneste vurdering af en sag, om den kan vindes eller ikke vindes, for det kan vel være svært at afgøre det på forhånd.
     Med hensyn til behandlingen af småsager omkring fri proces, så synes jeg, det er vigtigt at lægge mærke til Forbrugerrådets bemærkninger til lovforslaget. Jeg har bemærket fra Justitsministeret, at bemærkningerne fra Forbrugerrådet kommer med i det videre arbejde, og jeg skal endnu en gang opfordre til, at sagen om behandlingen af småsagsprocesser fremskyndes.
     Med de her faldne bemærkninger kan Socialdemokraterne støtte lovforslaget.

Tak til hr. John Dyrby.
     Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby.

Da Dansk Folkepartis ordfører på lovforslaget er blevet forhindret på grund af andet møde, skal jeg her fremlægge hans tale:
     Dette lovforslag lægger op til en ændring af retsplejeloven inden for områderne sagsomkostninger, retshjælp og fri proces.
     Der ændres ikke på det gældende hovedprincip om, at den tabende part skal betale sagsomkostninger til den vindende part. Ligeledes er der stadig mulighed for at fritage den tabende part for at betale omkostninger, hvis særlige forhold taler herfor.
     Det nye er, at der sker en væsentlig forhøjelse af standardtaksterne til dækning af udgifter til advokatbistand, således at der opnås bedre overensstemmelse mellem de sagsomkostninger, som den vindende part får tildelt, og de faktiske udgifter. Dette er i øvrigt en udmøntning af finanslovforslaget for 2005 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, hvor der er afsat 10 mio. kr. i 2005 og 20 mio. kr. de efterfølgende år.
     Det er også en væsentlig forbedring, at der opnås større gennemsigtighed, i og med at parterne i højere grad redegør for størrelsen af sagsomkostningerne, inden der træffes afgørelse om disse, og at afgørelsen begrundes mere udførligt, end det er tilfældet i dag.
     Enhver har som udgangspunkt aktindsigt i beslutninger om sagsomkostninger og tilkendte omkostningsbeløb. Et sagsomkostningsbeløb skal fremover forrentes med morarenter, såfremt betalingsfristen ikke overholdes.
     Med hensyn til retshjælp foreslås der en opdeling bestående af tre trin: 1) en grundlæggende mundtlig rådgivning, som også erhvervsdrivende kan benytte, 2) en mere omfattende rådgivning ud over mundtlig rådgivning - dette gælder ikke aktivt erhvervsdrivende - og 3) en særlig retshjælp med henblik på at opnå en forligsløsning.
     Reglerne for bevilling af fri proces, som jo er en ordning, hvor staten går ind og betaler omkostningerne, fastholdes for hovedpartens vedkommende. En ændring er, at der fremover ikke bevilges fri proces i tilfælde, hvor ansøger har en retshjælpsforsikring. Dog kan det offentlige dække rimelige udgifter ud over forsikringens dækning, hvis de øvrige betingelser for fri proces er opfyldt.
     Endvidere lovfæstes de vigtigste hensyn, som indgår i vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, bl.a. af sagens betydning for ansøgeren og udsigten til, om ansøgeren vil kunne få medhold i sagen. Der sker således også en tilpasning af kompetencen til at give fri proces, hvor domstolene er bevillingsmyndighed i de oplagte sager. I sager, hvor der skal foretages en nærmere vurdering, ligger kompetencen hos Civilstyrelsen.
     For at sikre, at klager over afgørelser kan indbringes for en uafhængig instans, oprettes der en ny afdeling under Procesbevillingsnævnet.
     Alt i alt er dette lovforslag en række gode forbedringer af retsplejeloven, som Dansk Folkeparti har været med til at foreslå, og derfor kan vi bakke op om lovforslaget i dets nuværende udformning.

Tom Behnke (KF): Der er tale om et relativt teknisk lovforslag, og de tre foregående ordførere har jo i detaljer gennemgået, hvad forslaget går ud på, så det skal jeg ikke bruge meget tid på, men blot konstatere, at der er tale om hele tre elementer i lovforslaget - tre elementer, som vi hver især kan støtte, og dermed kan vi også støtte forslaget som et samlet hele. Vi har længe talt om, at det kunne være godt, hvis vi fik justeret sagsomkostningstaksterne, så standardbeløbene blev forhøjet, og det bliver de med forslaget her. De bliver væsentligt forhøjet, så der bliverer en bedre overensstemmelse mellem de omkostninger, man har til advokatbistand og lignede for at føre sine sager, og den erstatning, man kan få fra modparten, når man vinder en sag. Det næste element er spørgsmålet om retshjælp. Vi må sige, at der bliver et mere enkelt og overskueligt system, og jeg synes, det er positivt at se, at man åbner adgang for, at alle har mulighed for at få den helt grundlæggende mundtlige rådgivning. Netop det, at man som borger i hvert fald kan få et godt råd om, hvilken rækkefølge man skal følge, når man skal føre sin sag - hvor man skal gå hen, og hvordan man skal føre den, når man når dertil osv. - synes jeg er en klar forbedring. Som folketingsmedlem har jeg gennem mange år oplevet, at utrolig mange borgere retter henvendelse til os, når der er gået 5, 6, 8, 10 eller nogle gange flere år, fra en sag er startet, og når man så har siddet og kigget på sagen, har man nogle gange måttet sige til sig selv: Havde vedkommende dog bare startet det rigtige sted, var sagen måske ikke gået så meget i hårdknude. Derfor er det en god idé. I tilfælde af fri proces bliver der en mere nuanceret lovregulering om de materielle betingelser. Det mener vi også er en klar forbedring, som vi kan tilslutte os, og det er også kun rimeligt, at hvis man har en retshjælpsforsikring, træder forsikringen i funktion, selv om man er berettiget til fri proces. Har man en retshjælpsforsikring, er det altså den, der skal betale, og ikke det offentlige. Alt i alt er det et forslag, som vi kan støtte fra konservativ side.