Spm. nr. US 4

Lotte Bundsgaard (S):
Gang på gang hører vi regeringen tale om, at børnefamilierne og børnene her i Danmark skal have gode forhold. Børnene skal have det godt, og der skal være god sammenhæng mellem forældrenes arbejdsliv og familieliv.
     Det er vi Socialdemokrater ret glade for at man taler om. Mindre glade bliver vi, når vi nu ser, hvordan virkeligheden ser ud. Lidt om denne virkelighed fik vi i sidste uge, for kommunerne mangler nemlig penge og sparer derfor på vores børn.
     En undersøgelse, som blev offentliggjort i sidste uge, foretaget af analyseinstituttet Vilstrup, viser ifølge Ritzau, at halvdelen af kommunerne skærer ned på daginstitutionerne, skærer ned på åbningstiderne, skærer ned på antallet af medarbejdere, og det vel at mærke, når der er taget højde for, at der er færre børn, der skal passes; så skæres der stadig væk ned.
     Jeg vil gerne spørge finansministeren, om det er den vej, regeringen ønsker at gå, om regeringen ønsker, at der skæres ned på vores børns dagligdag.

Nej, det er det ikke, og det er også derfor, det er sådan, når vi indgår kommuneaftaler, at aftalegrundlaget er det serviceniveau, man har, f.eks. i år, og oven i det serviceniveau lægger vi en ekstra vækst, således at der er råd til kommunerne under et at finansiere det, man har, plus noget mere.
     Sådan er hele grundlaget, og det er det, som staten betaler til: 48 mia. kr. over bloktilskuddet, 11 mia. kr. over balancetilskuddet oven i bloktilskuddet. Det er, for at man med uændret skat er i stand til at bruge flere penge.
     Hvordan man rent faktisk disponerer i den enkelte kommune, ligger i det kommunale selvstyre, men der er flere penge til rådighed næste år, end der har været i år.

Det vil sige, at det, finansministeren siger, er, at det kun er kommunernes ansvar, når der bliver skåret ned på vores børns hverdag, når der bliver skåret ned på daginstitutionerne, og at det ikke er, fordi regeringen presser kommunerne økonomisk eller binder kommunerne i aftaler, der gør, at man skal skære ned på vores børns daginstitutioner.

Der indgår ikke, at man skal skære ned på noget som helst. Der indgår, at man aftaler en ramme, der giver mulighed for den service, man har i år, plus noget mere. Og det fordeles til kommunerne under et. Hvordan man i den enkelte kommune vælger at anvende sine midler, ligger i det kommunale selvstyre.
     Det er også helt legitimt, at man reducerer på et område, hvor behovene er faldet, for at flytte penge over til områder, hvor behovene er stigende.
     Det ligger i det kommunale selvstyre, og det blander regeringen sig ikke i. Men det, der fremgår af aftalen, er, at det er det niveau, man har nu - kommunerne under et - plus vækst. Det fremgår også eksplicit, at der f.eks. ikke er grundlag for at øge brugerbetalingen, forældrebetalingen, fordi det er forudsat ved uændret niveau for forældrebetaling, at man giver det ekstra statslige tilskud.
     Så kommunerne under et kan holde skatten uændret og kan øge væksten, og det betaler statskassen.

Nu viser den her undersøgelse foretaget af Vilstrup og citeret af Ritzau, at kommunerne skærer ned, bl.a. på åbningstiderne. Det kan man sammenholde med, hvad der står i regeringsgrundlaget, nemlig:
     »Regeringen ønsker en ny og bedre familiepolitik. En familiepolitik, som er indrettet ud fra familiernes behov. Og en familiepolitik, som skaber bedre muligheder for, at familierne kan kombinere arbejds- og familielivet.«
     Når man sammenholder disse ting, så er det, der står i regeringsgrundlaget, bare nogle hensigtserklæringer, som regeringen ikke har tænkt sig at sikre at kommunerne gennemfører.

Man kan være tilhænger af det kommunale selvstyre, og man kan være modstander. Det kommunale selvstyre betyder jo, at kommunerne i virkeligheden styrer selv. Det, regeringen kan sikre, er, at kommunerne har penge nok, set under et, til det, man kender i dag, plus noget mere.
     Det, vi har sikret i kommuneaftalerne, er, at der er penge til mere næste år end det, man har haft af tilbud i år. Hvordan det konkret fordeles i den enkelte kommune, er jo ikke noget, regeringen eller Folketinget blander sig i. Så skal man fjerne det kommunale selvstyre, og så kan vi styre det hele fra Finansministeriet. En spændende tanke, det har måske bare ikke meget at gøre med demokrati og folkestyre.

Så er det fru Lotte Bundsgaard for et sidste spørgsmål.

Jeg er egentlig glad for at få bekræftet nogle bange anelser, jeg havde, for det er jo altid godt at få klarhed over tingene. Mine bange anelser var, at selv om regeringen taler rigtig meget om familiepolitik, og selv om regeringen taler rigtig meget om, at der skal være sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv, så siger den, når det kommer til stykket, at det alligevel ikke er dens ansvar.
     Det vil sige, at næste gang vi hører en af regeringens ministre tale om, at der skal være en bedre familiepolitik i Danmark, at det skal være nemmere at være forældre og få dagligdagen til at hænge sammen, så ved vi godt, at det, regeringen egentlig mener, er, at det vil den faktisk ikke gøre noget ved som regering.
     Det er ærgerligt, at det ser sådan ud, men det er jo meget godt at få klarhed over regeringens familiepolitik.

Jamen familiepolitikken er ganske klar. For det første at sikre, at kommunerne er i stand til at give den service, man har i år, plus en endnu bedre service næste år.
     For det andet er der noget, vi fra centralt hold direkte pålægger kommunerne: en pasningsgaranti. Det er altså noget, man bliver tvunget til at levere, uanset at der har været en frihedsgrad for kommunerne tidligere.
     Så har vi indført 1 års betalt forældreorlov i forbindelse med fødsel. Selv om Socialdemokratiet ikke kunne lide det og kaldte det det største bluffnummer i nyere tid, så er det gennemført ved lov.
     Så noget gennemføres ved lov. Frihedsgraden for familien til selv at vælge gennemføres ved lov. Frit valg gennemføres ved lov, men niveauet i den enkelte kommune hører hjemme under det kommunale selvstyre.
     Hvis Socialdemokratiet vil gøre op med det, må de fremsætte et lovforslag her i salen. Så kan vi få en debat om at begrænse det kommunale selvstyre. Indtil da står det ved magt.

Hermed sluttede spørgsmålet.