Spm. nr. S 7

8) Til undervisningsministeren af:
Anne Baastrup (SF):
»Er ministeren enig i de synspunkter, der er fremført fra forskellig side om, at folkeskolen skal være så rummelig, at også børn med alvorlige handicap skal være i den såkaldt rummelige folkeskole?«

Skriftlig begrundelse

Der er almindelig enighed om, at folkeskolen skal være rummelig, men der er i øjeblikket tendenser i retning af, at nogle vil gøre folkeskolen så rummelig, at også børn med alvorlige handicap skal være i folkeskolen - ikke til børnenes bedste, men af hensyn til økonomien.

Der er sådan et mantra, der fungerer rundtomkring i kommunerne nu, der går på, at skolen skal være rummelig. Der synes jeg, det kunne være ganske interessant at få undervisningsministerens fortolkning af, hvad det vil sige, at man har en rummelig folkeskole.
     Jeg husker, at man tilbage i 1980'erne - slutningen af 1970'erne, begyndelsen af 1980'erne - enkeltintegrerede alvorligt handicappede børn i folkeskolen. Der synes jeg, det var ganske passende, hvis undervisningsministeren nu angav præcis, hvor ministeren er i den her udvikling, vi kan se, således at nogle kommuner måske kan begynde at tænke sig lidt mere om.

For at kunne besvare spørgsmålet synes jeg, det er nødvendigt, at vi har en fælles forståelse af, hvad det vil sige at have et alvorligt handicap.
     Der kan og skal efter min opfattelse ikke laves lister over, hvilke typer af handicap folkeskolen forventes at kunne rumme. For det er hverken graden eller typen af handicap, der er afgørende for, om et barn kan tilbydes tilstrækkelige udviklingsmuligheder inden for den såkaldte almindelige undervisnings rammer. Man kan simpelt hen ikke gradbøje handicapbegrebet. Hvem er mest handicappet, en 14-årig pige med muskelsvind, en 7-årig blind dreng eller en 12-årig dreng med infantil autisme? Den diskussion giver efter min opfattelse ingen mening.
     Den rummelige folkeskole er en skole, der i videst muligt omfang skal sikre udviklingsmuligheder for alle børn, altså også de handicappede, inden for den almindelige undervisnings rammer. Det betyder, at skolen kan og skal søge mindste indgreb først, f.eks. ved at undervisningsdifferentiere, altså justere undervisningens indhold, metoder og organisation, materialer og tid efter den enkelte elevs behov.
     For nogle elever vil en sådan differentieret undervisning være nok til både at sikre elevens faglige udvikling og elevens alsidige personlige og sociale udvikling. For andre vil det ikke være nok. For disse børn kan et tilbud om undervisning et andet sted, f.eks. på en specialskole, derfor være det mest hensigtsmæssige. Der skal
i hvert enkelt tilfælde foretages en individuel vurdering af, hvordan det enkelte barns udviklingsmuligheder understøttes bedst muligt, idet princippet om mindste indgreb altid er det bærende.
     I vurderingen indgår flere forskellige forhold, hvoraf især skal nævnes skolens organisering, lokaler, tilgængelighed m.v., samarbejdet mellem specialundervisningen og normalundervisningen og den lokale ekspertise, lærerteams måder at tilrettelægge undervisningen på, samarbejdsformer og
-klima i og omkring klassen, elevens individuelle problematik og ikke mindst hjemmets syn på og vurdering af tilbuddene. Som nævnt indledningsvis er det ikke altid graden og heller ikke typen af handicap, der er afgørende for, om et barn kan tilbydes tilstrækkelige udviklingsmuligheder inden for den såkaldte almindelige undervisnings rammer.
     I forrige århundrede blev børn med handicap sorteret efter typen af handicap. Den tankegang har vi heldigvis forladt. Det er den konkrete vurdering af, hvordan det enkelte barn får de bedste udviklingsmuligheder så tæt på eget hjemmemiljø som muligt, der skal ligge til grund for beslutningen om barnets skolegang. Så mit svar på spørgsmålet er: Ja, nogle børn med alvorlige handicap skal folkeskolen kunne rumme.

Det lyder selvfølgelig meget fint, at ministeren på den her måde gennemgår principperne for, hvordan man kan udvikle en rummelig folkeskole, der kan hjælpe de børn, der har forskellige handicap. Men forudsætningen for, at man rent faktisk går målrettet efter at hjælpe det enkelte barn, er jo, at der også er et alternativ, at der er en mulighed for kommunen til at vælge noget andet.
     Den udvikling, vi kan se nu, går i retning af, at de heldagsskoler, som tidligere kunne tage børn, der havde adfærdsproblemer, nu får mere handicappede børn, og de børn fra heldagsskolerne, som har adfærdsproblemer, sendes tilbage
i folkeskolen. Hvis den udvikling fortsætter, hvor specialskolerne, som kan tage DAMP-børn eller andre, må sende dem tilbage til folkeskolen, så har man jo ikke som kommune nogen valgmuligheder. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at ministeren er lidt klarere.

Jamen jeg forsøgte ellers at være meget klar. Men jeg vil meget gerne se på, hvordan det helt konkret forholder sig for heldagsskolerne.
     Jeg har ikke været opmærksom på, at det lige præcis var den problemstilling, fru Anne Baastrup ville spørge til her i dag. Jeg forstod, at spørgsmålet handlede om den rummelige folkeskole, hvordan vi forstår begrebet den rummelige folkeskole, og hvordan vi giver folkeskolen mulighed for at give alle børn udviklingsmuligheder i den rummelige folkeskole.
     Men jeg vil meget gerne give fru Anne Baastrup et tilsagn om at se nærmere på vilkårene for heldagsskolerne.

Danmarks Lærerforening har netop lavet en undersøgelse af, hvordan man kan forvente, at de forskellige kommuners budgetter kommer til at se ud næste år, og der kan man se et markant fald i undervisningstilbuddene.

     Hvis det er det her markante fald, der rent faktisk også slår igennem i de vedtagne budgetter, hvis vi ved, at heldagsskolerne begynder at få mere belastede børn, og vi så samtidig kan se, at antallet af folk, der eksempelvis bare retter henvendelse til Danmarks Lærerforenings psykologtjeneste, stiger, så ved ministeren eller burde ministeren vide, at der rent faktisk er ved at komme et problem i den danske folkeskole. Der stilles krav om, at den danske folkeskole skal være rummelig, men man giver ikke tilstrækkelig pædagogisk understøttelse til, at det overhovedet kan lade sig gøre.
     Derfor tror jeg, det er meget vigtigt, at ministeren i højere grad går i gang med at tage den der offensive diskussion med kommunerne om, hvad det er, de tænker på, når de laver en rummelig folkeskole, for jeg vil ikke have smadret den danske folkeskole. Jeg vil i hvert tilfælde ikke. Og ministeren kan risikere, at det netop kommer til at ske, hvis der ikke på en eller anden måde bliver taget hånd om den her udvikling.

Jeg kan forsikre fru Anne Baastrup om, at jeg heller ikke ønsker at få smadret den danske folkeskole. Men det er fuldstændig korrekt, at der jo har været et politisk ønske om at få minimeret presset på specialundervisning inden for folkeskolens rammer.
     Jeg har ikke haft lejlighed til at se på kommunernes budgetforslag, så jeg ved ikke helt nøjagtigt, hvad fru Anne Baastrup hentyder til, men jeg går ud fra, at fru Anne Baastrup er enig i, at vi skal sikre, at i det omfang, det er muligt at varetage en målrettet undervisning inden for folkeskolen, inden for klassens rammer, skal vi gøre det. Det er jo i øvrigt det, som ændringerne af folkeskoleloven fra sidste år understøtter muligheden for at gøre, altså i stedet for at sende et barn til specialundervisning med risiko for efterfølgende stigmatisering da at prøve at målrette undervisningen, så den kan foregå inden for klassens rammer.
     Når det så er sagt, er jeg helt enig med fru Anne Baastrup i, at børn, som har behov for specialundervisning i helt særlige tilfælde eller har behov for specialundervisning, naturligvis også skal henvises til specialundervisning. Det ændres der ikke på hverken med ændringerne af folkeskoleloven eller med de ændringer, der kommer til at ske i forbindelse med kommunalreformen.

Jeg takker ministeren for, at ministeren tager sagen alvorligt, og jeg ser da frem til at få den tilbagemelding om, hvad virkeligheden så er, hvordan virkeligheden så kommer til at se ud for børnene, der har forskellige typer af handicap.
     Der tror jeg så, at det vil være vigtigt, at ministeren
i den her rundspørge også vil være opmærksom på, hvad der er af andre tilbud. Kommunerne har selv deres egne heldagsskoler. Vi ved, at der er nogle selvejende institutioner, der fungerer som heldagsskoler. Vi har forskellige typer af specialskoletilbud til DAMP-børn, til børn med Asperger osv. Det er vigtigt, at ministeren altså rent faktisk i den her undersøgelse får alle de der tilbud beskrevet fra kommunen, hvad der rent faktisk er af muligheder for kommunen, når den har et barn, der muligvis har problemer, som er så tunge, at folkeskolen ikke kan rumme dem. Den undersøgelse så jeg meget gerne at ministeren tog fat på plus tog kontakt til Danmarks Lærerforening og fandt ud af, om det bare er skriverier, der står i aviserne om, at lærerne er alvorligt pressede med hensyn til deres psykiske arbejdsmiljø. Det tror jeg altså også ville gavne det videre arbejde med en god folkeskole.

Hermed sluttede spørgsmålet.